FORORD
Det norske språk- og litteraturselskap er stolt av å kunne presentere førsteutgaven av Camilla Colletts Amtmandens Døttre fra 1854/55 som e-bok ved to hundreårsjubileet for hennes fødsel. Det er på høy tid at en kommentert utgave av denne klassikeren i norsk litteratur blir tilgjengelig for et bredere publikum. Som det fremgår av Kristin Ørjasæters instruktive innledning, har det vært en senere utgave, sterkt bearbeidet av Camilla Collett selv, som har dominert markedet siden den kom ut i 1879. Dette har ført til en viss skjevhet i forståelsen av debutromanen, som faktisk ligger nærmere en romantisk tradisjon og har en svakere samfunnskritisk tendens enn førsteutgaven. En sammenlikning mellom de to utgavene (første og tredje) er nå blitt mulig ved at Det norske språk- og litteraturselskap også lanserer tredjeutgaven , og dessuten en parallellvisning hvor man kan se de to utgavene ved siden av hverandre, side for side. Et funn for forskere og studenter, men også av interesse for lesere generelt.
De som har stått for det omfattende arbeidet med utgivelsen av førsteutgaven, er foruten Kristin Ørjasæter, som altså har skrevet innledningen, Ellen Nessheim Wiger med ansvar for tekstetablering og kommentarer, og Gry Berg, Nina Marie Evensen, Eivor Finset Spilling og Hilda Hoem med ansvar for kollasjonering og korrektur.
Oslo i juni 2013 Jorunn Hareide
INNLEDNING
ved Kristin Ørjasæter
På Camilla Colletts (1813–95) tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.
Amtmandens Døttre ble publisert som en to-delt roman i 1854/55, noen få år etter at fire-barnsmoren Camilla Collett var blitt enke. Hun fikk en liten pensjon etter sin avdøde mann, slett ikke stor nok til å brødfø en familie på fem. Collett-familien bistod med oppdragelsen av sønnene og utdannelsen deres. Og Camilla Collett kunne nok fått bo hos sin avdøde manns familie, men valgte å forsørge seg selv. Ingen annen yrkesmulighet stod åpen for henne enn å bli forfatter. Skjønt, hvor åpen var egentlig muligheten for å bli kvinnelig forfatter på 1850-tallet? Kvinneidealets krav om beskjedenhet tillot henne ikke å skrive for et offentlig publikum. Hun måtte gjerne skrive brev og dagbøker, men ikke uttale seg offentlig. Det ble ikke forventet at kvinner hadde noe viktig å fremføre for de egnet seg ikke for utdannelse, refleksjon tilhørte mennenes domene. Likevel tok Camilla Collett striden.
Norges første virkelig samfunnskritiske roman ble skrevet av en kvinnelig forfatter som målbar en kvinnestemme, fylt med en høyst ukvinnelig harme over samfunnets destruktive behandling av halvparten av menneskeheten. Hele hennes forfatterskap kan betraktes som en eneste lang kamp for å skape et rom for kvinners stemmer i offentligheten og oppmerksomhet rundt samfunnets selvdestruktive kvinneideal. Forfatterskapet er også en demonstrasjon av hvordan hun selv, gjennom skriftlig selvrefleksjon, utvikler selvinnsikt. Den selvrefleksive metoden er Camilla Colletts oppskrift på hvordan kvinner kan oppnå selvrespekt, hvilket også er forutsetningen for at kvinner blir behandlet med respekt.
Tilblivelse og resepsjon
Camilla Collett påbegynte arbeidet med Amtmandens Døttre i løpet av ekteskapet med Peter Jonas Collett, men hun var ikke kommet særlig langt før han døde. Antagelig kom hun ikke ordentlig i gang med arbeidet før hun i oktober 1852 reiste til litteraturmetropolen København for et drøyt halvårs arbeidsopphold. Tanken kan ha vært å oppsøke flere kjente danske litterater for å få råd. Der bodde dessuten en av de ytterst få kvinnelige forfattere på denne tiden, Thomasine Gyllembourg. Fru Gyllembourg var kjent for å skrive Hverdagshistorier , upretensiøse skildringer fra dagliglivet. Hennes sønn, Johan Ludvig Heiberg, var en av de mest toneangivende litteraturkritikere i Norden. Hans litteratursyn lå tett på den poetiske realisme som Camilla Collett selv bekjente seg til, og hun skal under dette Københavner-oppholdet ha oppsøkt dem en rekke ganger, men uten å tørre å be ham lese manuskriptet. Det skriver hun i hvert fall i « Et Gjenmæle » i Mot Strømmen I (se Collett [1879] 1913, bd. 3: 91).
Først i mai 1854 sendte Camilla Collett et utdrag av manuskriptet til den danske litterat Chr. Winther. Hun ber om hans mening: Bør manuskriptet brennes eller ferdigstilles? I svarbrevet berømmer han de livfulle skildringene i manuskriptet, men oppfordrer henne til å arbeide mer med overgangene mellom de ulike scenene og bygge ut komposisjonen slik at den mørke tonen varieres med lysere partier. Og så skriver han:
«ved Behandlingen af Tendentsen, dette Novellens indre Stof, har De, som det forekommer mig, ikke stillet Dem selv høit nok derover, De har ikke objectiveret dette tilstrækkeligt; Forfatterens Lidenskab for Sagen træder saa stærkt frem, den subjective Smertes Lyrik klinger overalt igjennem. Burde dette ikke undgaaes? –» (Winther i brev til Camilla Collett 25. mai 1854, sitert etter Aarnes 1977: 16)
Dermed ble Camilla Collett både oppmuntret og advart. Den tendens som Chr. Winther peker på, at kvinner lærer å ofre seg, er romanens samfunnskritikk. Hun måtte forberede seg på at dette ville bli kommentert når boken kom ut. Men den «subjektive Smertes Lyrik» som Chr. Winther advarer mot, skulle både bli Camilla Colletts varemerke som forfatter og en kritikk som hun ofte skulle høre gjentatt. Få dager etter at hun hadde mottatt Chr. Winthers svar hadde hun allerede funnet en måte å forsvare seg mot kritikken på. Hun sendte deler av manuskriptet til Johan Ludvig Heiberg for å høre hans mening. I følgebrevet forklarer hun hva hun vil med romanen:
«Jeg har blot villet indsætte Følelsen i sine Rettigheder, villet vise at den kvindelige Kjærlighed naar denne er ægte, altid burde finde sin Gjenstand , [...] jeg har villet vise, hvor uvorrent, hvor uforsvarlig Samfundet behandler dette Menneskelivets dyreste og ædleste Stof.» (Camilla Collett i brev til J. L. Heiberg 7. juni 1854, sitert etter Steen 1947: 243).
Heibergs svarbrev gav Camilla Collett den energi og det mot som skulle til for å gi ut første del og ferdigstille annen del, skriver hun i « Et Gjenmæle » i Mod Strømmen I (Collett [1879] 1913, bd. 3: 91).
Romanens første del fikk gjennomgående positiv mottakelse. Så rommer den da heller ikke en vesentlig samfunnskritikk. Tvert imot. Den følelsen som Camilla Collett i brevet til J. L. Heiberg sier hun vil innsette i «sine Rettigheder», er ikke i konflikt med samfunnets kvinne- eller kjærlighetsideal. Det er først i annen del, der Camilla Collett viser at under de rådende forhold hindres den kvinnelige kjærligheten i å «finde sin Gjenstand», at romanen blir oppfattet som provoserende. Anmelderen i Christiania-Posten kom med samme bemerkning som Chr. Winther, at det var for få lyspunkter i teksten. De ulike ekteskapsskildringene i romanen kunne aksepteres som troverdige og sanne, men det at alt var svart, at ingen lykkelige ekteskap ble skildret, det vakte anstøt (se Christiania-Posten nr. 2451, 1855, sitert etter Aarnes 1977: 45). Det som er Camilla Colletts hovedærend, å vise at samfunnets kvinne- og kjærlighetsideal lærer kvinnen å ofre sin egen lykke, hvilket resulterer i at samfunnet går glipp av den positive kraften som den kvinnelige kjærlighet egentlig kunne være, det ble enten ikke oppfattet, eller ikke akseptert. Paul Botten-Hansen innvendte for eksempel at når det bare var en tilfeldig misforståelse som skilte de to elskende, kunne ikke det aksepteres som et bevis for at romanens kjærlighetsskildringer var allmenngyldige (se Illustreret Nyhedsblad nr. 26, 1855, sitert etter Aarnes 1977: 49). Henrik Winter-Hjelm kommenterer det utroverdige i at tilfeldigheter skulle spille en så stor og negativ rolle for kvinners skjebner, han vemmes ved at kvinnene i Amtmandens Døttre ikke gjør større motstand mot sine kjærlighetsløse ekteskap, men derimot blir preget av selvforakt (se Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur 1854–55, sitert etter Aarnes 1977: 52–53).
Kritikken var på en måte helt presis. I Amtmandens Døttre opptrer tilfeldigheter som skjebnekrefter og kvinner vennes til å oppgi sin selvrespekt. Camilla Collett mener nemlig at manglende selvrespekt er en konsekvens av den måten som samfunnet forvalter den kvinnelige kjærlighetsevnen på, og at dette derfor er sanne kvinneportretter.
Amtmandens Døttre kom ut i flere utgaver i Camilla Colletts levetid. Selv om det er snakk om til dels omfattende endringer, skiftet ikke Camilla Collett ut sin analyse av kvinnenes stilling, og hun foretok ingen innholdsmessige endringer for å dempe kritikken. De tekstendringene som Camilla Collett foretok vitner om at hun svarer på kritikken med stadig nye argumenter. Til tredjeutgaven i 1879 skrev hun også et forord der hun hevder at så lenge kvinner er henvist til å være passive er det nettopp tilfeldighetene som styrer deres liv (Collett 1879: VI–VII). Vilkårene for kvinners kjærlighet er verre enn det Amtmandens Døttre viser. «I mit lange Liv [...] havde jeg ikke oplevet andet end Tragedier rundt om i Familierne, ei heller [...] hørt berette om Andet» (Collett 1879: IV). I dette forordet bryter Camilla Collett nok en gang med den forventede kvinnelige beskjedenheten idet hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen, og bruker sine egne erfaringer som sannhetskilde.
Verken forordet til 1879-utgaven, eller tekstendringene dempet den gamle kritikken. Men romanens betydning ble heller ikke underslått. J. L. Heibergs støtte til utgivelsen har nok veiet tungt i samtiden. Så sent som til tredjeutgaven er dette noe som avisanmelderne henter frem. «Johan Ludvig Heiberg var den Første, som ønskede Forfatterinden til Lykke med hendes Arbejde og indstændig tilraadte des Udgivelse,» står det for eksempel å lese i Ude og Hjemme søndag 20. juli 1879. Videre heter det at «Bogen vil være en Prydelse for enhver Literatur, og vi beklage kun, at fru Collett aldrig har fortsat sin Romanforfattervirksomhed. [...] Et Talent som hendes trænge vi netop til i vore Tider, hvor man med Rette fordrer Virkelighedbilleder og realistiske Skildringer». Men også denne ikke navngitte anmelder fremfører de gamle ankepunktene. Romanpersonene er troverdig skildret, heter det, med unntak av de to sentrale karakterene. Om den kvinnelige hovedpersonen står det å lese at «denne lyriske Figur stikker ligefrem af imod sine tilforladelig skildrede Omgivelser. Heller ikke [den mannlige hovedpersonen] staar aldeles sikkert tegnet for os, og forekommer os at være en noget for ringe Personlighed til at spille den mandlige Hovedrolle i en Roman.» Det kan se ut til at anmelderen avviser romanens samfunnskritiske anliggende ut fra sjangerkonvensjoner og kvinnesyn: «Kvinden er ikke saa hjælpeløs i vort Samfund, som Fru Collett vil gjøre hende til.» Kvinner kan nemlig «paa den tækkeligste og kyskeste Maade kunne lade en Mand mærke, at hun holder af ham, uden at sige et Ord til ham,» skriver Ude og Hjemme .
Det kan godt være at motstanden skjerpet Camilla Colletts kampvilje. I hele hennes skrivende liv peker hun på at kvinners liv blir styrt av andre, og at kvinner som ikke tillates å sette ord på sine følelser og erfaringer ikke blir i stand til å utvikle sin egen selvrespekt.
Romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra. Selv om litteraturhistoriene er påpasselige med å datere romanen til 1854–55, er det tekstgrunnlaget fra 1879-versjonen de fleste forholder seg til. Derfor har det også vært vanlig å plassere Camilla Colletts forfatterskap innenfor realismen, selv om realisme som litterær retning ikke ble lansert før Georg Brandes beskrev det som et ideal i innledningen til første bind av Hovedstrømninger i det 19. aarhundredes literatur (Brandes [1872] 1906). Førsteutgaven av Amtmandens Døttre kan med fordel betraktes som poetisk realisme; en forløper til realismen, godt forankret i romantikken gjennom den tyske filosofen Friedrich Schillers Über die ästhetische Erziehung des Menschen (1795). Schillers diskusjon av forholdet mellom etikk og smak ble videreført av Heiberg og den norske filosof og poet Johan Sebastian Welhaven. Begge forutsetter at det eksisterer et gjensidig avhengighetsforhold mellom litteratur og samfunn. Litteraturen speiler samfunnet og har en didaktisk funksjon, den skal lede leserne til å bli bedre samfunnsborgere (se Ørjasæter 2002: 257–60). Welhaven ønsket å danne det norske folkets ånd gjennom litteraturen, Camilla Collett var mer opptatt av forholdet mellom mann og kvinne. De to var også inspirert av «Det unge Tyskland», som videreførte ideene fra Paris-revolusjonen i 1830. Camilla Collett kjente flere av forfatterne fra «Det unge Tyskland» personlig etter å ha bodd et år i Hamburg i 1836–37.
Komposisjon og tematikk
Amtmandens Døttre betraktes som en av norsk litteraturs første romaner, derfor skal også Camilla Colletts forfatterskap betraktes i et europeisk lys. I «Kvinden i Litteraturen» i Fra de Stummes Leir (1877) argumenterer hun for at nettopp romanen fungerer som et vitnesbyrd over kvinnens stilling i samfunnet. Som belegg viser hun både til populærlitteratur og de mest betydningsfulle romanforfattere (Collett [1877] 1913, bd. 2: 379). Og skjønt Camilla Collett selv benyttet seg av en rekke ulike sjangrer i løpet av sitt forfatterskap, valgte hun nettopp romansjangeren til å sette fokus på kvinners rolle i familien. Gjennom Amtmandens Døttre satte hun det samfunnspålagte påbudet til kvinner om å skape kjærlighetsfulle familieforhold opp mot den ulykke og offervillighet som hun mente preget virkelighetens unge døtre, og viste hvordan de ble formet til å innta denne offerrollen.
Amtmandens Døttre er inndelt i to hoveddeler. Felles for begge er at de er strukturert over reiser: Første del innledes med Georg Colds reise til amtmannsfamilien og handler om hans opphold hos dem, inntil han reiser tilbake til Christiania på forretningsreise. Sophie er amtmannens yngste datter, også hun reiser, men motsatt vei. I første del vies hennes reiser liten oppmerksomhet, bortsett fra at det markeres at hun ikke er annet enn et barn når hun drar til København, og at hun er blitt en ung kvinne når hun vender hjem igjen. I annen del, derimot, er det hennes reiser leseren får bli med på, mens Georg Colds reiser bare kort nevnes. Det kan tyde på at han, som er eldre enn Sophie, har gjennomlevd sine viktigste erfaringer før romanhandlingen tar til og i løpet av første del, mens hennes mest lærerike erfaringer først oppstår når hun blir oppmerksom på sin egen forelskelse.
Romanen har altså både en mannlig og en kvinnelig hovedperson, og selv om oppmerksomheten i den første delen er nokså likelig fordelt mellom de to, er det Georg Cold leseren først blir presentert for. Ved å fremstille ham som brevskriver, lar Collett leseren bli kjent med ham direkte. Brevene handler om hans interesse for Sophie, som han ennå ikke er blitt kjent med. Når leseren endelig får møte den kvinnelige hovedpersonen blir vi kjent med henne gjennom hennes egen dagbok. Den gir svar på det som Georg Cold finner så gåtefullt ved Sophie, men denne kunnskapen kommer bare leserne til del. Vi blir bedre kjent med henne enn det han noen gang gjør.
Brev var et hyppig brukt innslag i de tidlige romanene og en velegnet metode til å uttrykke den individuelle subjektivitet som fikk stadig større oppmerksomhet utover på 1800-tallet. Dagboken har noen av de samme egenskapene, men forskjellen består blant annet i at brevet er en adressert kommunikasjonshandling. En dagbok er i prinsippet ikke rettet mot noen andre enn skriveren selv. Gjennom Georg Colds brev får leseren et direkte innblikk i hans karakter gjennom hans interesse for Sophie, samtidig som leseren får visshet om at han har et ytre kontaktnett. Sophie har ikke noe kontaktnett ut over familien. Gjennom karakterenes egen skrift får altså Camilla Collett sagt noe vesentlig om deres ulike forutsetninger, uten å trette leseren med demonstrative påpekninger.
Første del inneholder dessuten Margrethes notater. De er stilet til Georg Cold, og blir, som et bevis på hvor vanskelig det er å opprettholde et platonisk vennskapsforhold på tvers av kjønnene, sendt ham først etter hennes død. Men det Margrethe vil, er å lære Georg hvordan det unge kvinnehjertet fungerer og at han ikke må handle som de mange menn som gifter seg uten å spørre etter sin hustrus kjærlighet. Hun viser blant annet til den greske myten om Pygmalion og Galathea. Han var skulptør, hun en marmorskulptur som han hadde skapt. Ved kjærlighetsgudinnens hjelp blåste han liv i henne. Slik slapp han å forholde seg til virkelige kvinner og kunne tilbringe livet med en kvinne som svarte fullt og helt til hans eget kvinneideal. Med denne henvisningen vil Margrethe lære Georg at han må respektere sin partner og hennes egenskaper. Etter å ha lest Margrethes notater, vender Georg Cold seg til Sophie i et valgslektskap, etter mønster av Goethes Wahlverwandtschaften (1809).
I romanens annen del videreutvikles vennskapet mellom Georg Cold og Sophie til kjærlighet, og det er da tragedien setter inn. Den direkte foranledningen er at hun tilfeldigvis overhører at han fornekter henne, mens den indirekte forklaringen er den rekke med kvinneerfaringer som annen del legger vekt på å formidle, og som understreker den risikoen som kvinner løper ved å overskride det begrensede handlingsrommet. Dessuten kommer den autorale fortellerstemmen med en rekke utsagn som, til tross for visse tilløp til ironi, bekrefter det rådende samfunnets normer og regler.
Også interiørskildringene understreker kjærlighetens farer. Avbildninger av det berømte kjærlighetsparet fra middelalderen, Héloïse og Abélard henger for eksempel på veggen på Sophies værelse. Abélard var filosof og den unge Héloïses huslærer. Ifølge deres brev og hans selvbiografi brukte de timene mer til elskov enn til lærdom. Da det ble oppdaget ble han kastrert. De ble skilt og så hverandre aldri mer, men deres historie er blitt berømt gjennom deres etterlatte skrifter. På veggen hos Sophie er de to elskede også skilt, ikke av en kastrasjonskniv, men av et bilde som gjengir «Kjøbenhavns ildebrand». Det er uvisst om det er snakk om brannen i 1728, 1795 eller 1807, men alle var høyst virkelige og hadde katastrofale konsekvenser.
Selv om lidenskapelig kjærlighet ikke blir oppmuntret i Sophies barndomshjem, er det ingen av de personene som hindrer kjærligheten i Amtmandens Døttre , som handler av ond hensikt. I romanen består de kreftene som motarbeider kjærligheten mellom Georg Cold og Sophie Ramm blant annet av misforståelser, avbrytelser og alskens trivialiteter. Slike hindringer fremstår som så sentrale bestanddeler av virkeligheten at de nærmest fungerer som skjebnekrefter.
Skjebnemotivet understrekes dessuten av den greske myten om Amor og Psyke, som er innskrevet i romanen. Psyke er en ung prinsesse som er gift med guden Amor, men han viser seg aldri for henne i dagslys. Forledet av sin mor og sine søstre lurer hun seg en natt han sover til å tenne et lys. Han våkner og forlater henne. Deretter starter hun på en lang vandring, fylt med en rekke prøvelser, før han forbarmer seg over henne og løfter henne opp til seg i gudenes verden. Myten, som er kjent fra Apuleius' Det gyldne esel (ca. 123 f. Kr.), var svært populær i det 19. århundret. Johan Ludvig Heibergs mytologiske drama Psyche (1817) er bare ett av mange eksempler på det. I Amtmandens Døttre blir Sophie på et tidlig tidspunkt omtalt som Georg Colds «Psyche», og mot slutten av første del leser hun Frederik Paludan-Müllers versjon, versedramaet Amor og Psyche fra 1834. Hos Paludan-Müller representerer Amor det mannlige begjær, mens Psyche er objektet for hans higen. Men det som er spesielt med Paludan-Müllers versjon er at han fremstiller kjærligheten som et rent sjelelig anliggende og den kvinnelige kjærlighet som en foredlende makt. Kjærligheten lutres, ifølge Paludan-Müller, gjennom lidelse. Den ideelle kjærlighet er urealiserbar i en verden der tilfeldigheter og misunnelse rår. Kjærligheten fullbyrdes først når de elskende er blitt forvandlet til rene sjeler.
I Amtmandens Døttre benyttes myten om Amor og Psyke til å demonstrere hvordan det kvinnelige lidelsesidealet iverksettes, og til hvilken pris. Dette er kjernen i romanens samfunnskritikk. Kjærlighetsekteskapet er ikke mulig i et samfunn der kvinneidealet er å være passiv og ofre sin egen lykke for andres, og der kjærlighetsidealet handler om transformasjon til det neste liv.
Amtmandens Døttre kan også leses som en kommentar til Jean-Jacques Rousseaus Émile ou De l'éducation (1762). Rousseau argumenterer for at gutter og piker til å begynne med skal få den samme frie oppdragelse, men når Émile er gammel nok til å skulle tilegne seg kunnskap, skal hans venninne Sophie vennes til å tjene sin kommende mann. I første del fremstiller Camilla Collett sin Sophie som et naturbarn og i avslutningen er hun forvandlet til en utmerket hustru og morserstatning for sine stebarn, og en solid støtte for de fattige kvinnene og deres døtre i sin manns sogn. Dette er helt i pakt med Rousseaus kvinneideal. Men i Camilla Colletts variant er denne løsningen satt opp mot Sophies egen kjærlighet. Hun går ikke til grunne i et ulykkelig ekteskap, hun benytter sin posisjon til å bli et samfunnsnyttig menneske. Romanen spør bare indirekte i en svært effektiv sluttscene om det å være nyttig er livsgrunnlag nok for en kvinne som har ofret sin egen kjærlighet for andres lykke.
Tekstendringer i de første utgavene
NSL har valgt å utgi tekstgrunnlaget fra første- og tredjeutgavene av Amtmandens Døttre parallelt. Det skyldes at tekstgrunnlaget fra tredjeutgaven har vært i omløp siden 1879, mens førsteutgavens tekstgrunnlag er mindre kjent og at endringene fra første til tredje utgave er så omfattende at det ikke er hensiktsmessig å kommentere alt. Leseren får i stedet her anledning til å observere endringene selv.
Amtmandens Døttre kom i fire utgaver i Camilla Colletts levetid, hun stod selv ansvarlig for samtlige revideringer. Førsteutgavens første del kom ut i desember 1854 i Christiania hos Johan Dahl, som drev en bokhandel. Men på tittelbladet står det 1855, hvilket var vanlig praksis den gangen, når en bok kom ut sent på året. Annen del utkom samme sted 6. juni 1855 (ifølge Steen 1954: 252). «Anden gjennemsete Udgave» av romanen er «Forlagt af Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel)» i København og utkom i 1860. Her er det bare foretatt mindre tekstendringer. De største endringene er foretatt i forbindelse med «Tredie gjenemsete og forøgede Udgave» av Amtmandens Døtre (merk stavemåten), som kom ut i Kristiania i 1879 hos Alb. Cammermeyers Forlag. I samleutgaven Camilla Colletts Skrifter , «Ny, forøget og omarbeidet Udgave» inngår «Fjerde udgave. Første del» av Amtmandens Døtre i bind III fra 1892, mens bind IV fra 1893 rommer romanens «Fjerde udgave. Anden del».
Hovedtendensen i endringene
Endringene mellom første og annen utgave er hovedsakelig av stilmessig art ved at enkelte ord er byttet ut. For eksempel: I romanens annet avsnitt fortelles det at den skyss som den mannlige hovedpersonen venter på allerede har latt vente på seg halvannen time fordi den skulle hentes «en halv Miil i det onde Føre» i førsteutgaven (Collett 1854/55, del 1: 1), mens det i annenutgaven er snakk om «en Halv Miil i det slette Føre» (Collett 1860, del 1: 3). Både i første- og annenutgavene staves hovedpersonenes navn Sophie Ramm og Georg Cold . I førsteutgaven omtales den mannlige hovedpersonen ofte bare som Cold , i annenutgaven omtales han like ofte som Georg . Fra tredjeutgaven heter de Sofie Ramm og Georg Kold og romantittelen staver Døtre med bare én t . Den mannlige hovedpersonen omtales ofte bare ved etternavnet Kold .
Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen.
Endringene fra tredje til fjerde utgave er av mindre karaktér, hovedsakelig er det snakk om å tilpasse ortografien til nyere norske rettskrivningsregler. Til fjerdeutgaven er det dessuten innført anførselstegn rundt replikkene, hvilket også har ført til at verbtidene endres i de tilstøtende setningene, men innholdet er ikke vesentlig endret. Derfor betrakter vi fjerdeutgaven som tilhørende tekstgrunnlaget fra tredjeutgaven.
En sammenligning av første- og tredjeutgavene viser at Camilla Collett har arbeidet med å tydeliggjøre sine poenger. Det er som Ellisiv Steen skriver: «Når Camilla Collett i 1879 tar boken opp til kritisk gjennomsyn, nytter hun ikke leiligheten til å stramme bokens konstruksjon; hun bruker, tvert imot, anledningen til å bygge boken videre ut, ofte på siden av hovedmotivet» (Steen 1954: 263). Den ene innholdsmessige endringen i annenutgaven oppviser samme tendens (jf. «Fru Ramms 'romantikk'» nedenfor).
Georg Colds forankring i tid og sted
I førsteutgaven lyder romanens første linje som følger: «En Eftermiddag for et Snees Aar siden var en Reisende, der kom Syd fra, steget af paa Skydsskiftet . . . . i et af Landets nordlige Amter.» Stedet holdes anonymt. Amtmannsfamilien skal ikke gjenkjennes. Historiens begynnelse kan tenkes tidfestet til 1834. Cold er hos amtmannen i to år før Sophie kommer hjem, og hennes første dagboksinnføring er datert «Den 24. Mai 183.» (Collett 1854/55, del 1: 1, 16, 72).
Den første linjen i annenutgaven følger førsteutgaven med unntak for tidsangivelsen; «henved tredive Aar», slik at tidsforløpet blir mer logisk. Historien starter i begynnelsen av 1830-årene. Georg Cold er hos amtmannen i to år før Sophie kommer hjem, og hennes første dagboksinnføring er datert «Den 24. Mai 1834» (Collett 1860, del 1: 3, 15, 65).
I tredjeutgaven blir stedet tydeligere markert og tiden for handlingen flyttet frem noen år: «En Eftermiddag, mod Slutningen af Trediveårene, var en Reisende, der kom Syd fra, steget af på Skydsskiftet Storemo , beliggende i et af Landets nordlige Amter.» Sofies første dagboksinnføring er datert «Den 24de Mai 1842» (Collett 1879, del 1: 3, 97). Stedsnavnet Storemo er svært tilforlatelig, og man kan tenke seg mange steder som heter det. Navnet skaper en troverdig ramme om handlingen. Tidsforskyvningen fra 1834 til 1842 gjør det dessuten mulig å forankre Georg Kolds fortidige opplevelser i Christiania i et betydningsfullt autentisk miljø. I alle utgavene forklares hans opphold hos amtmannens med at han har reist i frivillig eksil fra Christianias selskapsliv. I tredjeutgaven blir dette miljøet nærmere beskrevet som det miljøet der feidene mellom Henrik Wergelands Patriotene og Welhavens Intelligensparti, også kalt Troppen, foregikk opp gjennom 1830-årene.
Etter det første besøket fra sin tidligere lærer, Müller, skriver Georg Cold et brev til ham der han gjør rede for sin bakgrunn. Brevet blir ikke sendt. I dette brevet beskriver Georg Cold sine opphøyde forventninger til kvinner, og den skuffelse som nærmere bekjentskap med kvinner i byen har gitt ham. Forklaringen er at han vokste opp i en fjellbygd, der hadde han god tid, han leste mange romaner og han forgudet sin mor. Ved hennes eksempel lærte han å ha store forventninger til alle kvinner. Da han som ung og ensom student i byen møtte kvinner på ball, trodde han at de ikke bare var skjønne, men også opphøyde, inntil han gjennomskuet at deres skjønnhet bare var et ferniss. Den dype skuffelsen dette medførte er, ifølge ham selv, bakgrunnen for at han har søkt seg vekk fra byens selskapsliv og tatt tjeneste «i et af Landets nordlige Amter».
Annenutgavens versjon av dette brevet er nesten identisk med førsteutgavens, kun med en liten utvidelse som beskriver det selskapslivet Georg Cold deltok i da han var i Christiania. I tredjeutgaven er brevet derimot kraftig utøket (se Collett 1879, del 1: 60–68). Kold plasseres som observatør i utkanten av Troppen. Steen skriver:
«Her er det ganske opplagt at [Camilla Collett] har nyttet Jonas Colletts dagbøker fra studentertiden, og det er [Jonas] Colletts syn på partistriden og hans oppfatning av høvdingene Wergeland og Welhaven som nå blir tillagt Kold. En del utfyllende opplysninger om hans barndom og ungdomsutvikling bidrar også til å legge personen Kold nærmere opp til portrettet av Jonas Collett og fjerne det tilsvarende fra det slektskapet med Welhaven som fra før av er umiskjennelig.» (Steen 1954: 263)
Men skildringen av Kolds syn på Welhaven og Wergelands kamp er kanskje også et resultat av forfatterens egne tanker om 1830-årenes feider i ettertid. Striden stilnet med Wergelands død i 1845. Senere slo alle inn på den samme nasjonale linje som han hadde stått for, skriver Anne Lise Seip (Seip 1994: 292). I prinsippet var det de holdningene som Wergeland representerte som vant, selv om han aldri ble presentert som en seierherre og Welhaven ikke som en taper. At den tilnærmingen mellom partene som Kold her er advokat for er Camilla Colletts refleksjoner, bekreftes også av den første fotnoten i tredjeutgaven der det antydes at Welhaven drømte om en forsoning med Wergeland natten før han selv døde i 1873. Da hadde Jonas Collett vært død i nærmere 20 år.
De øvrige fotnotene i tredjeutgaven bidrar til å befeste handlingen i en historisk virkelighet, enten ved å forklare hvem en fiktiv og en autentisk person som nevnes med navn er, eller ved å kommentere en lovendring som er foretatt etter romanhandlingens tidspunkt, eller ved å forklare at Margrethes lesning av George Sand er begrenset av den informasjonen hun hadde på angjeldende tidspunkt. Nyere opplysninger ville fått Margrethe til å revidere sitt synspunkt.
Fru Ramms «romantikk»
I alle utgavene viser portrettet av fru Ramm en kvinne som har tilpasset seg samfunnets kvinneideal, og som fører denne lærdommen videre til sine døtre. Hun karakteriseres dessuten som «romantisk». I førsteutgaven forklares begrepet på følgende måte:
«dette er et hjemmelavet Begreb, der ikke synes at have staaet i nogen Sammenhæng med den tieckske – middelalderske Romantik. Det var ikke Poesien selv, kun et Surrogat for den, uægte laante Fjedre, dens aflagte Stads, der gaaer ned til Terner og Kammerjomfruer. Tiden og det praktiske Liv – Fru Ramm var en dygtig praktisk Kone – havde ogsaa ubarmhjertig afslebet denne Side af hendes Væsen, saa at Sporene nu kun viste sig fragmentariske, som Forgyldningen paa et gammelt Meubel.» (Collett 1854/55, del 1: 7–8)
Poesibegrepet blir forbundet med Johann Ludwig Tieck, forfatter av blant annet Volksmärchen von Peter Lebrecht (1797). Tieck betraktes som en av grunnleggerne av den såkalte Jenaromantikken. Den oppsto som et samfunnskritisk prosjekt i kjølvannet av den franske revolusjon. Med sin teori om den universelle poesi ønsket Jenaromantikerne å skape grobunn for en litteratur som kunne revolusjonere menneskesinnet (se Ørjasæter 2002: 124–126). I tidsskriftet Athenäum , i det fragmentet som omtales som Athenäumsfragment nr. 116, defineres poesi som en universell og progressiv verdensånd, det vil si som en selvfremstillende og selvgenerende væren og bevissthet (Schlegel 1994: 90). Poesibegrepet hos Collett, i tekstutdraget ovenfor, skal antagelig bety en slik allestedsværende poetisk ånd. Den lar seg ikke betrakte uten videre. Den må artikuleres for å tre frem. Fru Ramm beskrives med en viss dannelse, men den er ikke tilstrekkelig. Det er ikke fru Ramm som kommer til å bli den første i sin slekt som artikulerer den poesi som vil fremskape en mentalitetens revolusjon. Hennes romantikk er ikke opphøyet, men triviell.
I annenutgaven blir fru Ramms romantikk-karakteristikk endret. Henvisningen til Jenaromantikken bortfaller. Lesere som ikke kjenner deres poesibegrep skal likevel få med seg betydningen av fru Ramms trivialisering av det opphøyde. « [R]omantisk » forklares på følgende måte:
«dette var et hjemmelavet Begreb, der havde beholdt Lidet eller Intet af sin oprindelige Betydning. Det var Romantiken tæmmet og afrettet for vort borgerlige Prosaliv, og som berøvet Sjel og Indhold gik omkring i Grimacer og tomme Formler – ikke Poesien selv, kun et Surrogat, dens aflagde Stads, der gaaer ned til Terner og Kammerjomfruer. De trivielleste Mennesker havde den Grille at ville være romantiske, og de spillede denne Rolle undertiden meget skuffende. Hos Fru Ramm havde dog Tiden og det praktiske Liv – hun var en dygtig praktisk Kone – ubarmhjertig afslebet denne Side af hendes Væsen, saa at Sporene nu kun viste sig fragmentariske, som Forgyldningen paa et gammelt Møbel.» (Collett 1860, del 1: 8–9)
I tredjeutgaven videreføres annenutgavens presentasjon av fru Ramms romantikk som et spill for de som tilbringer sin tid med praktiske gjøremål, i motsetning til den ekte poesi som er den frie tankes romantikk.
Sophies brev
Sophie blir beskrevet som en gåte i Georg Colds første samtale med sin tidligere lærer Müller. Hun bad om å få lære engelsk og viste seg til hans forvirring svært lærenem. I andre emner har hun gitt ham inntrykk av å være mindre begavet. Etter at Müller har reist viser en stolt amtmann fram det siste brevet fra Sophie og berømmer Georg Cold for å ha vært en utmerket lærer. Brevet setter Cold i den høyeste forundring over Sophies uventede dannelse (se Collett 1854/55, del 1: 31–32, Collett 1879, del 1: 37–40). I tredjeutgaven blir beskrivelsen av Kolds refleksjoner detaljert beskrevet, derfor blir kontrasten mellom Sofie og hennes mor enda tydeligere her. Der fru Ramm er «romantisk» som «Forgyldningen paa et gammelt Møbel», er Sofie preget av «en Hang til mere at gribe Fænomenerne i sin dybere Årsag og Virkning, medens Oplevelserne selv syntes at have liden Interesse for hende» (Collett 1879: 38). Her er intet spill og ingen trivialisert vanetenkning. Sofie representerer den ekte romantikks universelle poesi.
Reins preken
I første del av romanen har Sophie to beilere, Lorenz Brandt og Georg Cold. Mot slutten av første del frir Brandt og blir avvist. I annen del erstattes han av prost Rein, som også frir, og som til slutt blir hennes ektemann. Rein beskrives i innledningen til annen del gjennom sine refleksjoner over Sophie, og ved den første prekenen hun hører ham holde. I førsteutgaven fortelles det at han holder en preken som alle lytter oppmerksomt til. «Saagar den gamle hvidhaarede Mand, der aldrig manglede paa sin Plads under Prædikestolen, hvor han altid fik sig en sød Søvn, var i dag munter» (Collett 1854/55, del 2: 13). I tredjeutgaven gjengis prekenen mer utførlig:
«Hvad var det, som vakte dette ualmindelige Liv i Kirkefolket? [...] Var det Evangeliet selv, det deilige Evangelium om Kristi Forsvar for den foragtede, brødefulde Kvinde ligeoverfor Egenretfærdigheden og Despotiet? . . Var det Udførelsen deraf, hvorledes Frelseren, ligesom han havde forkyndt et Ligeansvar for Alle , i denne Akt forkyndte en Ligeret til Skånselsen, til Mildheden ? Det var alt dette, og måske endnu Noget til. Det var, at denne Mand, der så rolig, djervt udlagde dem dette [… og] levende Vidner om, at den rå Styrke længesiden har ophævet denne af Kristus indstiftede Lighedens Lov og kun forbeholdt sig selv Skånselen» (Collett 1879, del 2: 17–18).
Reins poenger i prekenen er de samme som Camilla Collett fremfører i flere av sine essays. « Til bedre Forstaaelse » i Mod Strømmen II er i sin helhet viet den teologiske utlegningen av likhetens, også kalt fellesforpliktelsens lov. I «Kvinden i Litteraturen» omtales denne loven flere ganger:
« Kristus den retfærdige , var den sande Kvindebefrier, der, idet han afvæbnede Styrkens raa Magt, udfyldte Afgrunden mellem Mand og Kvinde og oprettede et Lighedsforhold, der er det eneste sande, som vi maa gaa ud fra eller – skal vi rettere sige – vende tilbage til . Det er dette af Kristus selv indstiftede Forhold, der aldrig kan ophæves. Hvor det sker, synker Samfundene sammen» (Collett [1877] 1913, bd. 2: 471)
Det likhetsforhold og den felles forpliktelse som Collett sikter til, handler om at selv om mann og kvinne har fått ulike egenskaper og arbeidsoppgaver, er de like for Gud. Kristus spredte kjærlighetens milde bud og krav til kvinne og mann, sterk som svak, om oppofrelse og hengivelse. Det samfunn som kun krever oppofrelse av den svake part og ikke av den sterke, bryter med det av Gud innstiftete samfunnsforhold. Når prost Rein fremfører dette budskapet blir han presentert som en kvinnefrigjøringsteolog (se Steen 1954: 139–142 om Ernest Legouvé). I tredjeutgaven blir det derfor enda klarere hvordan Sofie kan velge å gifte seg med ham, selv om det fremdeles fremstår som at hennes giftemål også er en slags død for henne fordi hun ikke elsker ham.
Portrettet i Havestuen
I de to første utgavene nevnes det kort at Sophie, etter at hun er hjemkommet fra København, har fått morens tillatelse til å innrede Havestuen, slik at familien får bedre plass i hverdagen, særlig blir det mer bekvemt for dem om sommeren. Det gjøres dessuten oppmerksom på at Sophie er viljesløs som en dukke og besvimer når hun pyntes til bryllup. I tredjeutgaven knyttes disse scenene sammen som om Sofie allerede på et tidlig tidspunkt forutser sin egen skjebne. Ominnredningen skildres utførlig. I tillegg til å kaste ut mer moderne ting og hente ned fra loftet de gamle møblene som hadde hatt sin opprinnelige plass i dette rommet har Sofie hengt opp
«Fem gamle Familieportræter [...] Det værdfuldeste af disse Portræter var Billedet af en bleg, tristblikkende ung Skjønhed, til hvilket Familietraditionen heldigvis knyttede et Stænk af en tragisk Skjebne – et uhelbredeligt Vanvid på selve Bryllupsdagen – der gjorde det interessant.» (Collett 1879, del 1: 177)
I tredjeutgaven er det under dette bildet at Sofie besvimer mens de pakker ut brudeutstyret og pynter henne i brudekjole og slør (Collett 1879: 333). Med årene har Camilla Collett altså funnet flere måter å synliggjøre at Sofie inngår i en lang tradisjon av kvinner som oppgir sitt eget liv når de gifter seg uten kjærlighet.
Camilla Colletts øvrige forfatterskap
I dag er Camilla Collett mest kjent som forfatteren av Amtmandens Døttre og selvbiografien I de lange Nætter (1862). Men hun har også gitt ut Fortællinger (1860) og seks store essaysamlinger: Sidste Blade. 1ste Række (1868), Sidste Blade. 2.den og 3dje Række (1872), Sidste Blade. 4.de og 5te Række (1873), Fra de Stummes Leir (1877), Mod Strømmen I (1879) og Mod Strømmen II (1885). Hennes brev, dagbok og selvbiografiske notater fra tiden før hun giftet seg fyller fire av de fem bindene som ble gitt ut av Leiv Amundsen som Dagbøker og breve : Camilla Collett og Peter Jonas Collett (1926–1934).
I de førekteskapelige brevene og notatene reflekterer Camilla Collett over seg selv og skriver seg frem til bevissthet om sin egen identitet. I Amtmandens Døttre problematiserer hun den kvinnelige kjærlighetens vilkår som samfunnsfenomen. I I de lange Nætter benytter Camilla Collett sin egen erfaring med å være kvinnelig forfatter til å sette fokus på det motsetningsfulle forhold som samfunnet har til kvinner og kvinnelige forfattere. I Fortællinger foretar hun en rekke enkeltstudier av de vilkår som kvinnelivet utsettes for. Essaysjangren gir henne en mulighet til å vie seg mer direkte til samfunnsdebatten. Sjangren åpner for polemikk og har en jeg-fortellerstemme som står åpent frem med sine egne erfaringer. Camilla Collett benyttet denne sjangren til å argumentere stadig mer tydelig for sin kvinnepolitiske ideologi.
Frem til og med 1872 står det på tittelbladene til de verkene hun publiserer at de er skrevet av «Forf. til Amtmandens Døttre » eller «Forfatterinden til Amtmandens Døttre ». Først fra 1873 signerer hun med sitt eget navn. Avsløringen kom ikke som en stor overraskelse for det lesende publikum. De hadde visst hvem forfatteren var helt siden Amtmandens Døttre kom ut første gang. Men det var en konvensjon at kvinnelige forfattere skulle skjule seg bak et psevdonym. Når Camilla Collett bryter med konvensjonen, betyr det at hun offentlig påtar seg ansvaret for de meninger hun bruker forfatterskapet til å forfekte. Mottoet for Sidste Blade (1873) er: « Lide, taale, tie , naar det gjelder noget blot og bart personligt; lide, ikke taale, ikke tie, naar det gjælder Ideen.» Og i forordet understreker hun at hun har en sak å kjempe for, «som jeg med Glæde ofrer min hele Sjæl og Resten af mine Kræfter» (Collett [1873] 1913, bd. 2: 281). Kvinnesaken var blitt hennes forfatterforpliktelse, derfor signerte hun med sitt eget navn selv om det ble ansett som et brudd på idealet for god takt og tone. På dette tidspunktet bodde Camilla Collett dessuten i København, der kvinnesaken var blitt et offentlig diskusjonstema.
Camilla Colletts kvinnesyn
Den kvinnesak som Camilla Collett forfektet i forfatteskapet, hadde hun uviklet gjennom et langt skrivende, reisende og reflekterende liv. Utenlandsoppholdene betydde at hun fikk et tidlig innblikk i de demokratiske ideene som ble diskutert i forlengelse av de mislykkede revolusjonene i Paris i 1830 og 1848. Hun bet seg merke i at selv om kvinner hadde stått på barrikadene i alle de franske revolusjonene, var det bare menn som hadde fått økte demokratiske rettigheter. I Danmark fikk kvinnesaken sitt endelige gjennombrudd med Georg Brandes oversettelse av John Stuart Mills On the Subjection of Women i 1869. I 1871 flyttet Camilla Collett dit. Hun var med da Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Læseforening ble stiftet i København i henholdsvis 1871 og 1872. Hun var i Paris da den internasjonale kvinnekongressen for stemmerett ble avholdt der i 1879, og hun bodde i Christiania da Norsk Kvinnesaksforening ble stiftet i 1884. Men selv om den organiserte kvinnesaken kunne takke henne for å ha gått foran, var ikke deres kampsaker dem hun selv brant aller mest for. Det viktigste for Camilla Collett var å få anerkjennelse for at menn og kvinner hadde en felles forpliktelse overfor hverandre, og at denne forpliktelsen baserte seg på at kvinner utviklet sin selvrespekt og ble respektert for den, også av menn.
I «Kvinden i Litteraturen» spør Camilla Collett hvor langt kvinnens frigjøring nå er kommet? Svaret gir seg selv: ikke langt. Og noe av grunnen til det er at
«Bestræbelserne for at forbedre Kvindens Kaar er begyndte i udvortes Retning og har dermed slaaet sig til Ro. De skulde været begyndte indenfra, samvirkende, støttende hinanden. Derfor vil de ingen væsentlig Indvirkning øve paa hendes Stilling i Samfundet; de er opførte paa moradsig Grund .» (Collett [1877] 1913, bd. 2: 377)
Argumentet er at selv om reformer er nødvendige, er det like nødvendig å utvikle den kvinnelige selvfølelsen slik at kvinner har respekt nok til å kreve den rett som reformene gir dem.
Denne analysen er kanskje Camilla Colletts viktigste bidrag til kvinnesaken. Men analysen er dristig, for det var gjennom å peke på behovet for sosiale reformer at den fremvoksende kvinnefrigjøringsbevegelsen hadde fått gjennomslag i stadig større deler av det etablerte borgerskap, hos både kvinner og menn. Dansk Kvindesamfund hadde startet yrkesskoler for kvinner, slik at ugifte kvinner og enker skulle kunne tjene sitt daglige brød på en hederlig måte. Camilla Collett minner om at frihet er mer enn å slippe å tigge. Når hun er advokat for kvinnelig dannelse gjennom utdannelse handler det altså ikke bare om tilgang til lønnet arbeid, men også om å utvikle en større grad av selvinnsikt. For den som ikke får utdanning får ikke oppøvet sin refleksjonsevne, som er en betingelse for å kunne utvikle sin selvrespekt.
Den åndelige frihet som Camilla Collett argumenterer for, har hun selv utviklet gjennom alt det hun har skrevet helt siden ungdomsårene. I første halvdel av forfatterskapet iscenesatte hun ulike aspekter av de vilkår som samfunnet tilbyr kvinner. Som essayist presenterte hun sine samfunns- og litteraturanalyser i klartekst.
I «Kvinden i Litteraturen» understreker Camilla Collett at romansjangren er et vitnesbyrd over kvinners livsvilkår. «Kvinden i Litteraturen» er et litteraturkritisk essay der litteraturhistoriens kjente og ukjente verker blir gjennomgått med det mål for øye å analysere deres kvinneideal. Camilla Collett viser at Goethe og Lord Byron, og nesten alle de andre forfatterne og kritikerne, fremstiller kvinnekarakteren som offervillig. Bare Jonas Lie og et fåtall andre tegner opp kvinnekarakterer som motsetter seg dette idealet. Camilla Colletts konklusjon er at litteraturen lærer kvinner å oppgi seg selv. Nesten ingen verk fremstiller kvinner som respekterer seg selv, derfor får ikke kvinnelige lesere tilgang til bevissthet om sin egen manglende selvbevissthet, og mannlige lesere blir ikke bevisst på at de mangler respekt for sine kvinnelige partnere. « [D]en allerdybeste Nød er, at Bevidstheden om denne dype Nød mangler overalt ,» skriver hun innledningsvis (Collett [1877] 1913, bd. 2: 377).
Camilla Colletts forfatterskap var en eneste lang kamp for å formidle bevissthet om denne nød, og dessuten gi en oppskrift på hvordan den kan motvirkes: ved aktiv selvrefleksjon, og ved å skrive frem sanne, det vil si troverdige kvinneportretter. Amtmandens Døttre er hennes eneste roman. Sophie ofrer sin kjærlighet. Men den leser som reflekterer over hvorfor hun gjør det, vil i sin tur kunne medvirke til å endre på de oppdragelsesidealene og samfunnsstrukturene som har bidratt til å opprettholde den kvinnelige offerviljen.
Anvendt litteratur
OM DENNE UTGAVEN
ved Ellen Nessheim Wiger
Tekstgrunnlag for denne utgaven av Amtmandens Døttre er førsteutgaven fra 1854/55, som ble utgitt i Christiania av Johan Dahl (jf. innledningen, «Tilblivelse og resepsjon»). Utgaven er laget i henhold til prinsippene i den tyske, historisk-kritiske edisjonsfilologien. Teksten (men ikke dokumentet) presenteres i en så autentisk form som mulig. Språket er derfor ikke normalisert.
Førsteutgavens sideskift er markert (med skarpe klammer rett i teksten), men linjeskille markeres ikke. I førsteutgaven er uthevinger markert med sperret og kursiv skrift, i denne utgaven brukes bare kursiv.
Utgaven fra 1854/55 har ikke kapittelinndeling slik vi er vant til (med ny side for hvert kapittel o.l). Noen overskrifter forekommer, men som oftest er nye «kapitler» bare markert ved litt ekstra luft, skillestreker og/eller ekstra rader med prikker. For å lette lesingen (og også med tanke på parallellvisningen, se under) er det satt inn kapitteltelling/-overskrifter. Disse er satt i skarpe klammer for å markere at de er utgivers tekst og ikke Colletts.
Rettelser Behandlingen av teksten med hensyn til rettelser er forsiktig; bare der det ikke er tvil om feil i teksten er det rettet. Opplagte trykk-/setterfeil er rettet. Dette dreier seg som 15 feil som Collett og/eller forleggeren var klar over allerede i 1855 og som ble listet opp bakerst i boken («Trykfeil», jf. faksimile under). I tillegg kommer noen få feil som ikke er nevnt i listen, f.eks. Fuldmægtge s. 15 og enduu s. 80.
Alle endringer i teksten blir gjort rede for i form av pop-up-vinduer rett i teksten.
Eksempler: man] rettet fra: han (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) Fuldmægtige] rettet fra: Fuldmægtge
Uregelmessigheter i ortografi (for eksempel kjære/kjere , Huus/Hus , kanskee/kanske , Kjern/Kjærn , mest/meest , Møbel/Meubel , Døttre/Døtre ) og i bruk av interpunksjon er ikke rettet. Colletts bruk av prikker og tankestreker reproduseres.
Varianter De mange og til dels store forskjellene mellom utgavene har umuliggjort et tradisjonelt variantapparat i denne utgaven. I stedet har jeg ved hjelp av verktøyet Juxta Commons laget en digital parallellvisning av tekstene fra førsteutgaven (1854/55) og tredjeutgaven (1879) .
I parallellvisningen kan man enten vise tekstene side om side eller man kan velge en av tekstene som «basetekst».
Tredjeutgaven (1879) finnes også som egen bokselskapbok .
For mer om variasjonen mellom de forskjellige utgavene, se innledningen, «Tekstendringer i de første utgavene».
Kommentarer og ordforklaringer En del ord og uttrykk er forklart og/eller kommentert (i pop-up-vinduer rett i teksten). Dette gjelder ord og uttrykk som enten ikke hadde samme betydning da som i dag eller som ikke lenger brukes i dag. Ved sitater fra andre verk/tekster er det forsøkt oppgitt hvilket verk det er snakk om. Det er også satt inn en kommentar ved referanser til forfattere, malere osv.
Det har vært vanskelig å finne det riktige nivået for kommentarer og forklaringer. Språket i teksten vil nok virke fremmed for mange, men jeg har likevel valgt å ikke kommentere ord som kan se fremmede ut på grunn av gammeldags ortografi, men som brukes også i dag. Ord som Sopha , Meubel , Coelibat og Chirurg er med andre ord ikke kommentert.
I arbeidet med kommentarer og ordforklaringer er følgende oppslagsverk og nettsteder brukt:
Jeg har også fått god hjelp av Gry Berg, Jorunn Hareide, Christian Janss og medutgiver Kristin Ørjasæter.
I tillegg til å være tilgjengelig som pop-up-vinduer direkte i teksten er alle kommentarene samlet bakerst i boken .
FØRSTE DEEL.
[I, 1]
[1] En Eftermiddag for et Snees Aar siden var en Reisende, der kom Syd fra, steget af paa Skydsskiftet . . . . i et af Landets nordlige Amter. Det var just i Skumringen. Han befandt sig i det lille Gjæsteværelse indenfor den larmende Bondestue og syntes ret at være et Rov for det Ildebefindende, den ganske besynderlige Uro man overfaldes af paa disse «Hvilesteder», et Ildebefindende, der dennegang endnu forøgedes, ved en mørk, regnfuld Octoberdags hele Tristhed.
Skydsen havde allerede ladet vente paa sig halvanden Time, da den skulde hentes en halv Miil i det onde Føre. Den Reisende havde imidlertid forsøgt alt, hvad man ved slige Leiligheder forsøger, for at bekjæmpe Utaalmodigheden, og bringe Minutterne til at gaae; han havde taget den sidste Rest af sin Reiseproviant frem uden at kunne nyde en Bid, bladet i en interessant Bog uden at kunne samle sine Tanker til at læse en Side, han havde vist for syvende Gang beseet Skilderierne paa Væggene, ligefra de fire Aarstider i straalende Regnbuefarver, indtil de to Kobberstik paa hver Side af Speilet, der begge i accurat samme Udgave [2] fremstillede Christianus VII rex, og syntes at protestere mod den Sætning, at man kan have formeget af det Gode. Endelig strakte han sig saa lang han var paa det haarde Stykke Meubel, der under Navn af Sopha, som en ganske extraordinær Beqvemmelighed undertiden findes paa de norske Skydsstationer, og lod som han sov.
Den gamle Gjæstgiverkone var imidlertid kommen ind og udtog af et Hjørneskab nogle Glas og Kopper, som hun ivrig begyndte at pudse. Under dette Arbeide, hvortil hun gav sig bedre Tid end hendes Pligter som Værtinde syntes at tillade, betragtede hun den Hvilende paa Sophaen med umiskjendelig nysgjerrige Blikke. Denne var en ganske ung Mand, og trods den Tilstand af legemlig Træthed og det allersletteste Humeur, hvori han befandt sig, maatte han nok have gjort et fordeelagtigt Indtryk paa den Gamle, efter hendes Mine at dømme.
Skydsen bliver længe borte; den har lang Vei maatro, udbrød hun endelig.
Georg Cold – saa hedte den Fremmede, saa uvillig op uden at svare.
Lettet ved den gjorte Begyndelse tilføiede hun:
Med Forlov, er han kanskee den ventendes Fuldmægtig hos Amtmanden?
Et kort og barsk «Ja» afskrækkede hende slet ikke, hendes Interesse steg tvertimod øiensynlig, og enten vor [3] Reisende vilde eller ei, maatte han give sig i Snak med hende. Han benyttede da Leiligheden til at indhente nogle Oplysninger om Familien, som hun nøie kjendte, om Gaardens Beliggenhed etc. Tilsidst spurgte han om Amtmanden havde mange Børn.
Javist, han har en Søn.
Men ingen Døttre?
Jo Gud bevars, der var nu Frøken Marie og Frøken Lovise, der blev gifte, den ene med Fuldmægtigen, den anden med Huuslæreren, der fik Præstekald. Nu er der bare Frøken Amalie hjemme.
Er Frøken Amalie voxen?
Voxen? ja kors hun er voxen nok, hun er netop jevngammel med Lisbeth-Marie, dem gik og læste sammen, – Lisbeth-Marie, det er nu min Datter skal jeg sige Dem, og hun bliver to og tyve til Mikkelsmis.
Er hun smuk?
Hvad befalls?
Er Frøkenen vakker?
Det skulde jeg troe, sagde Konen. Jo det er nok noget til deiligt Menneske det! De skulde se hende naar hun kommer til Kirken, det lyser lang Vei af hende, saa deilig er hun.
Død og Plage! mumlede den Fremmede og sprang op. – – Er det Skydsen som kommer? – – Det bliver en farlig Affaire den! lagde han til, forfølgende sin Tanke.
[4] Nei farlig er slet ikke Veien, naar De kjører peent, kjører De den Milen paa to Timer, trøstede Konen ham. Jo der kommer den.
Gjestgiverskens Beregning af de to Timer viste sig alligevel at have været for sangvinsk. Med en ganske anden sagkyndig Vægt forsikrede Skydsgutten, at i mindre end tre, var der ingen Mulighed i at tilbagelægge denne Vei. Hvo som kjender det Mindste til vore Veie i den rigtige Vaar- og Høstsøle, veed, at dette ikke er nogen Overdrivelse. Da Cold hørte dette, befalede han sig Gud i Vold og overlod Gutten Tømmene. Mørket faldt sterkt paa, og man hørte ingen anden Lyd end Hestens tunge pladskende Trin og Vindens Susen i de vaade Træer. Saaledes unddraget alle ydre adspredende Indtryk, hengav Cold sig ganske til Strømmen af sine Betragtninger. Hans naturlige Freidighed og Længsel efter Maalet, begyndte at vige for den uhyggelig ængstende Fornemmelse, man betages af, naar man er i Begreb med at træde ind i en vildfremmed Kreds, og det i en Tilstand af Træthed og Nedspændthed. Hvor det da er godt at komme til en Moder eller en snild omhyggelig Tante! – Man frygter det første Indtryk, man vil modtage af en Omgivelse, man for længere Tid skal slutte sig til, man frygter for det Indtryk, man selv vil gjøre! For at være ærlig, maa vi tilstaae, at den første Bekymring, [5] hvordan Familien vilde behage ham, beskjæftigede ham langt mere end den sidste. Om dertil endnu kom en lille hemmelig Frygt for Frøken Amalie, tør vi ikke afgjøre.
Hurtigere end han havde ventet, blev der dreiet ind i Alleen, der førte ned til Amtmandsgaarden. I det dybe Tusmørke kunde Cold endnu skimte Omridsene af en stor, uregelmæssig Bygning. Efter et af Skydsgutten besvaret Spørgsmaal, der lød fra en Dør eller et Vindue, kom der Bevægelse i Huset. Lys forsvandt og flagrede hen i andre Vinduer, og Cold, som var traadt indenfor, hørte Døre slaaes i og Lyd som af flygtende Trin. Da Intet Menneske viste sig, vovede han sig indenfor endnu en Dør, der stod paa Klem, og han befandt sig da i et Værelse, der havde Udseende af at være Familiens Dagligstue. Paa Bordet laae en væltet Syekurv og paa Gulvet et Strikketøi, som en halvvoxen Kat bearbeidede paa det bedste, et Lys stod endnu paa Bordet, et andet, eftersat paa en Komode, blaffede uhyggelig for den aabne Dør. Men nu kom Amtmanden ind, en Mand paa henved tredsindstyve, lille og spædlemmet, med et ædelformet Ansigt, hvorover der hvilede et eget Sløer af Sygelighed, Træthed eller Kummer – dette kunde det første Blik ikke let bestemme. Det graanende Haar krusede sig i tynde, ziirlige Lokker. I et Sprog, hvori den danske Accent var umiskjendelig, bød han Cold velkommen og undskyldte sine [6] Damers Fraværelse med huuslige Forretninger, men haabede ved Aftensbordet etc. Han bukkede sig derpaa, og efterat han med megen Sagtmodighed havde udløst Strikketøiet af Kattens modstræbende Kløer, tog han Lyset og inviterede Cold venlig til at følge ham til et for ham bestemt Værelse ovenpaa. Den gamle Mands hjertelige Væsen lod Cold strax glemme det første ubehagelige Indtryk, og han forvandt det aldeles, da han saae sig alene paa det smukke, hyggelige Værelse, hvor han forefandt alle de Bekvemmeligheder, en træt Reisende kan ønske sig.
En Times Tid efter blev Cold kaldt ned til Aftensbordet. Da han kom ind i Dagligstuen, fandt han to pyntede Damer, der af Amtmanden bleve ham forestillede som hans Kone og Datter. Fruen begyndte paa en ziirlig Undskyldningstale, som han dog halvt overhørte, da hans Opmærksomhed ganske var rettet paa den yngre Dame. Den befrygtede Skjønhed fandt han mindre farlig end han havde ventet. Det var dog en ganske vakker Pige, høi og fyldig af Væxt, og mere blond end Moderen, der var mindre og finere bygget; man kunde tage dem for to Søstre, men dog maaskee kalde den sidste smukkest. Efterat han havde faaet denne Beroligelse, der paa et Haar lignede en Skuffelse, spiste han med den bedste Appetit af det rigelige Aftensbord hvormed man vilde hædre den nye Huusfælle.
[7] Vi forlade ham her rolig en Stund, og idet vi foregribe de Iagttagelser, som han selv først efter længere Tid med Sikkerhed kunde anstille, ville vi gjøre Læseren bekjendt med et Par Individer af hans nye Omgivelse. Vi nødes derved til med nogen Udførlighed at dvæle ved et af dem, baade fordi dette Individ uafvendeligt griber ind i Fortællingen, og fordi dets Charakteristik paa en viss Maade slutter alle de Øvriges i sig.
Amtmandinden, Fru Ramm, var en i visse Henseender ikke lidet begavet Kone. Hun havde læst meget, oplevet meget, og hun talte derom i et Sprog, der baade var ziirligt og flydende, og kunde hun under dette faae Leilighed til at udvikle en eller anden lille skjøn Grundsætning, saa gjorde hun det gjerne. Hun havde været «romantisk» i sin Ungdom. For dem af vor yngre Slægt, der ikke rigtig ved, hvad dette vil sige, bemærke vi i al Korthed, at dette er et hjemmelavet Begreb, der ikke synes at have staaet i nogen Sammenhæng med den tieckske – middelalderske Romantik. Det var ikke Poesien selv, kun et Surrogat for den, uægte laante Fjedre, dens aflagte Stads, der gaar ned til Terner og Kammerjomfruer. Tiden og det praktiske Liv – Fru Ramm var en dygtig, praktisk Kone – havde ogsaa ubarmhjertig afslebet denne Side af hendes Væsen, saa at Sporene nu kun viste sig [8] fragmentariske, som Forgyldningen paa et gammelt Meubel. Fru Ramm var gjestfri, og høist forekommende mod Fremmede. I den Kunst at arrangere sit Huus, i at modtage og underholde Gjester, kunde ingen maale sig med hende, og ingen forsøgte heller derpaa. Hun nød ogsaa en overordentlig Anseelse der i Egnen. Til hende henvendte man sig i alle Smagsanliggender, der var ingen Festlighed af nogen Betydning muelig uden hendes Raad og Bistand. En Tvivl om at det var en Kone af høieste Evner og den fineste Dannelse kunde ikke engang opstaae. Hun var af dem, der kunde leve tredive Aar til uden at have tabt en Straale af den Glorie, der omgiver dem, kun maae de ikke rykkes ud af den Afstand, den Belysning hvori de ere stillede.
Men et uhildet Blik, der nærmere havde Anledning til at iagttage hende, opdagede snart, af hvad Art denne Dannelse var. Den manglede Kjernen. Hiin Forekommenhed, hvormed hun charmerede Fremmede, kom ikke indenfra, den var ikke et velvilligt Gemyts overstrømmende Varme, der omfatter alle, endog den ringeste Gjest. Den var et Festskrud, som hun efter Leiligheden tog af og paa. Og saaledes stod det sig omtrent med alle de Egenskaber, hvormed hun meest bestak andre. Hendes Udvortes svarede paa en besynderlig Maade dertil. Ikke mange Damer paa Fru Ramms Alder kunde rose sig af at have conserveret [9] sig saaledes. Hun havde en smækker let Figur, som man endnu med Fornøielse kunde see i en Dands, naar hun ved store Anledninger forøgede Høitideligheden ved at aabne Ballet, en riig Haarvext, livlige blaae Øine af et haardt Udtryk, og en blomstrende Farve, hvis oprindelige Rosenskjær nu var fastnet til et stereotypt, noget teglsteensfarvet Rødt. Dette Udvortes vidste hun at hæve ved en Dragt, der, naar hun viste sig ude, baade var smagfuld og kostbar. Hendes Ungdommelighed var af denne chrystaliserede Art, der vækker Mistanke om, at den opnaaes ved en Sjelens Kulde og Tørhed, der bevarer for Livets smertefulde Indtryk. Thi en Regel bliver det dog tilsidst, at en rigtig sjelfuld Kvinde vinder ikke den rette Skjønhed, uden paa den legemliges Bekostning. Kun gjennem dennes Blegnen opstaar hiint Udtryk, der rører, fordi det fortæller om Kampen og Seieren paa een Gang.
I sit huuslige Liv var Fru Ramm skattet som en Kone der gjorde sin Kreds saare lykkelig. Og hendes Mand og Børn holdt af hende som gode Mennesker holde af, af Nødvendighed, af Hjertets Trang. Amtmanden havde forelsket sig i hende, og ligesom Tusinde gjøre i hans Sted, vundet hende, ægtet hende, uden at spørge stort om hendes Kjærlighed. «Den kommer nok bagefter». Men for denne Vildfarelse at «den kommer nok bagefter,» havde han bødet med tidlige [10] graae Haar, og den Charakterens Slappelse, der indtræder hos Mænd, der lade sig beherske af en uædlere Natur end deres egen. Hans bløde, kjærlighedsfulde Sind havde forgjeves brudt sig mod hendes Glimre- og Herskesyge. Man kunde bebreide ham, at han ikke kraftigt nok havde modsat sig sine to ældste Døttres ulykkelige Giftermaal. Og dog elskede han sine Børn ømt, han kunde endnu følge dem, der var tilbage, med et Blik, hvori der laae en inderlig Bøn for deres Fremtid.
Først da Georg Cold nogenlunde havde tilfredsstillet sin Appetit, lagde han Mærke til, at Bordgjesterne, foruden Edvard, hans Elev, endnu var forøget med et Væsen til, nemlig med en halvvoxen Pige. Hun var iført den for hendes Alder saare lidet klædelige Dragt, der desuden var mindre end net, og stak betydelig af mod de to andre Damers. Hun deeltog aldeles ikke i Samtalen, men saae stivt paa sin Tallerken, hvorfra hun af og til saae op med et sky og tillige forskende Blik. Efter Bordet var hun forsvunden. Cold spurgte om hende, og ligesom lidt fortrydelig over, at den Lille ikke var bleven ham forestillet, tog Amtmanden Ordet og sagde: «Det er Sophie, vor yngste Datter. Hun er lidt sky, men et godt Barn. Jeg vil bede Dem, Hr. Cold, tage dem lidt af hendes Uddannelse. Her er liden Anledning for Saadanne til at lære, og vi have altid havt imod at sende vore Børn bort. [11] De vil finde hende noget forsømt, men jeg haaber, Lysten skal komme. Det er mit Ønske, at hun deler Formiddagstimerne med Edvard.» Cold gjorde et stumt Buk.
Efter saaledes for Læseren at have indført den Person, der spiller en af Hovedrollerne i de følgende Blade, ville vi overlade ham til hans nye Stilling, og imidlertid lade halvtredie Aar gaa hen. En Vinterdag mod Aften finde vi ham igjen paa hans Værelse. Han er ikke alene. Paa Sophaen sidder en lille, sterktbygget, mørkladen, noget koparret Mand, med gjennemborende, just ikke meget godmodige Øine. Hans Klædning er en skjødesløs, næsten lurvet Reisedragt, og af et stort Meerskumshoved uddamper han umaadelige Skyer. Denne Mand er Læge og hedder Müller. Han har engang øvet stor Indflydelse paa Cold. Han havde været hans Lærer og dimitteret ham til Universitetet, ja hvad mere er hans Ven og Støtte, da Cold som frændeløs Yngling stod alene i den fremmede Bye. Derved var der opstaaet et Forhold, der grundede sig paa Alderens Overlegenhed og Personlighedens Vægt paa den ene, og Taknemmelighed paa den anden Side. Der var rigtignok gaaet nogle Aar hen siden. Nu var Müller paa Veien til det District, hvor han var bleven ansat, og da Veien førte ham forbi, havde han overrasket sin forrige Elev med et Besøg.
[12] Værelset, hvori de to Venner befandt sig, var næsten for smukt til en Huslærer paa Landet. Saavidt det endnu lod sig skimte gjennem Tobaksdæmringen, vare de Effecter, der tilhørte Cold selv, – et Bogskab, Jagtredskaber, enkelte Kunstgjenstande – alle værdifulde og smukke, og det noget antike Meublement, som paa den Tid endnu ikke havde oplevet sin Gjenfødelse, og som man gjerne paa Landet skupper op i Sove- og Pulterkamre, passede særdeles vel dertil. Det hele harmonerede imidlertid med den Personlighed der beboede det. Hvorvel i sin huuslige Dragt røbede Cold dog i sit Ydre en Omhu for dette, der ikke er ganske almindelig hos os, man kan næsten sige en Elegance, der lod til at være ham naturlig.
Müller lod sit Blik prøvende glide omkring, og endte med at maale Cold selv med sine smaae, borende Øine.
Endelig sagde han med ironisk Resignation:
Jeg seer Du idetmindste i et Stykke er den Gamle.
Synes De? sagde Cold smilende. Det er jo et godt Varsel det, kjære Müller. De veed det duer ikke at træffe en gammel Ven i en nye Skikkelse. Jeg har virkelig den samme uforbederlige Afskye for smudsigt Linned og uredt Haar som for sex Aar siden. Jeg har nu engang for alle givet Afkald paa at være genial paa den Maade.
[13] Nu, vær saa god! Pynt Dig, parfumeer Dig kun for Huldrene og Budeierne heroppe. For mig gjerne, naar Du blot ingen dumme Streger gjør. At Du har det godt, det glæder mig, det glæder mig virkelig . Du veed nok jeg fandt det desperat af Dig at drage paa Landet. Jeg blev ordentlig benauet, da jeg saae Gaarden. Herre Gud! hvordan mon det gaar her! tænkte jeg. Nu da min stakkels Byron, begynde Lordgrillerne at gaae af Dig? . . . Fortæl mig nu rigtig omstændelig, hvordan Du har det.
Godt, det forsikrer jeg Dem – meget bedre end jeg havde ventet. Jeg har paa mig selv oplevet, at et virksomt Liv er det allersundeste for den der som jeg har levet en Tid i alskens Qvalm og Tummel. Jeg repræsenterer, som De kanskee veed, en Dualisme her paa Stedet, jeg er, det vil da sige, jeg var, baade Lærer for Sønnen og tillige Fuldmægtig paa den Gamles Kontoir. Men hvad De kanskee neppe vil troe om mig, begge Arter af Forretninger have virkelig interesseret mig.
Müller rystede paa Hovedet. Det er brav nok, men i Længden vil det ikke forslaae. Det er dog intet for Dig. En bestandig Virksomhed trætter ogsaa. Ungdommen trænger til Rivning med Verden, Omgang, Meddelelse.
Jeg savner det ikke. Det er netop det Gode ved [14] Landlivet, at det intet har af det Rastløse, Selvfortærende, som Livet i en stor Bye. I Naturen finder jeg Modvægt nok mod den Træthed, De taler om. Jeg streifer om paa Jagt og Fiskerie, rigtignok mindst for at jage og fiske. Ofte gaaer jeg to Mile til Fjelds med en god Bog i Lommen. De troer ikke hvor dette Naturliv er friskt og bestandig foryngende, snart virker det sporende og aandsvækkende, snart beroligende som et Bad. Efter slige Toure oppe i Fjeldene er Hvilen nede paa den venlige Gaard ved mine vante Sysler, yderst behagelig. Dertil bidrager naturligviis mit Forhold til Familien.
«Ah, dit Forhold til Familien!» faldt Müller ind, fortæl mig engang lidt om det.»
Meget gjerne, svarede Cold, uden at ville bemærke det lurende Blik, Müller idetsamme fæstede paa ham. Edvard, min Elev, er en dygtig Gut, skjøndt slemt forkjelet af Moderen. Det har været en Fornøielse at læse med ham. Han er nu færdig og tog Artium i Høst. Den gamle Ramm er en hjertensgod, elskværdig Mand. Han behandler mig som Søn, og jeg troer, at han holder af mig som en saadan.
Virkelig! udbrød Müller. Han holder af Dig som en Søn! ja saa! ja, ja. Det er s'gu vakkert af Manden… Er han ikke dansk af Fødsel?
Jo, men af norsk Familie. Han har levet i de [15] interessanteste Forhold i Kjøbenhavn. Gud veed, hvad han vilde heroppe! Hvilke Savn at lære sig til at døie! Den indre Kjerne i ham er dog lige frisk endnu, kun i det Ydre er han vel noget forandret. . . Han holder sig meest paa sit Arbeidsværelse, og er hvad man i Almindelighed kalder uselskabelig, skjøndt langt fra utilgjængelig . . mod mig er han meget venlig og meddeelsom.
Intet Under! Den stakkels Mand har da endelig truffet paa et cultiveret Menneske, som han kunde tale med. Dine Forgjængere have derimod, hvis jeg kjender den Art Subjecter ret, været nogle fatale, uvidende Tølpere . . hvad?
Jeg troer det næsten. Her har været en Række af slige Personer i Huset, der have fungeret snart som Fuldmægtige, snart som Lærere for Børnene, men som den Gamle ligesom skyer at nævne. Det lader dog til, at Husets Damer have fundet mere Behag i dem. Et Par af dem ere endog blevne gifte med Døttrene.
Et Par af dem gifte med Døttrene!! Død og Plage, min stakkels Georg, hvor mange er der igjen af disse Døttre?
Kun to, svarede Cold smilende, det vil da sige i Grunden kun en, den anden er et Barn, og har i lang Tid ikke været hjemme.
Kun to og dog i Grunden kun en, gjentog Müller, oh ja, en er s'gu ogsaa meer end nok til at volde [16] Ulykken. Denne Ulykke er allerede skeet. Du, min stakkels Gut, er af Alle mindst skikket til at undgaae den.
Endelig! der har vi det! sagde Cold og loe høit. Nu er det min Tour at sige: jeg seer, De er i et Stykke den Gamle. Jeg troer gjerne, De fordømte hele Menneskeslægten til Coelibatet, naar De kunde, og overlod det til Vorherre at fornye den igjen, naar den levende Generation vilde til at gaae ud. Naar jeg nu siger Dem, vedblev han i den Tone, der lidet Haab har om at overbevise en Modstander – naar jeg nu siger Dem, at der ikke findes Antydning af noget Forhold mellem mig og Frøken Amalie, vil De da ikke troe mig? Og har jeg nu i to Aar lykkelig overstaaet Faren, saa tænker jeg vist, at jeg herefter er sikker.
To Aar, hvoraf Du har tilbragt det ene paa Reiser og i Christiania for den A.'ske Sags Skyld, det andet Aar har formodentlig Frøken Amalie været i Besøg hos sin Moster, og er nu kommen hjem, saa kan Romanen netop begynde. Pas paa, naar jeg næste Gang kommer, saa har Du Slyngen om Benet, og saa Farvel Fremtid, farvel alle mine Drømme om at der engang skal blive noget af Dig! – – o Georg, Georg, med Dig er det ude!
Han var sprungen op og maalte Gulvet i lange Skridt, medens Cold i resigneret Forventning lagde sig magelig tilrette i Sophaen.
[17] Men Herregud see hende dog først, førend De dømmer. De har ikke seet hende, hun var jo ude, da De kom.
Aa Snak, Udseendet gjør intet til Sagen. Det er en af Evas Døttre, det er nok. Veed Du da ikke, at der gives en Magt, der er stærkere end al Villie, alle Forsætter, alle Fornuftslutninger, og det er den, som ligger i det daglige Samliv under eet Tag paa Landet, eller hvad man paa godt Norsk kalder Huusvarmen ? Kom mig ikke med Eders mystiske Naturovereensstemmelser, der drage Sjelene mod hinanden med uimodstaaelig Magt! kom mig ikke med Eders Forudbestemmelser, og hvad det Sludder altsammen heder. Her bliver ikke mere Tale om Sligt. Forstand, Villie, Smag opgive her deres Ret over Manden, og han bliver et Rov for et sneverhjertet Lykketræf, den lumpneste Tilfældighed. Hun er styg – om kort Tid vil Du finde, at hendes Træks yndige Uregelmæssighed er noget ganske anderledes piquant, end den kolde, regelmæssige Skjønhed. Er hun noget tilaars, vil Du dvæle ved den modnere Alders Fortrin, og er hun en opløben Skoletøs, vil Du gjøre hende til en Psyche. Hun har rødt Haar . . Du kan ikke begribe din fordums Smag for Brunetter, og begynder endelig at fatte Skjønheden i de raphaelske Haarreflexer. Ja, Du leer, Du, Du leer saa klogt, saa medynksomt, som om Du ikke kan fatte, hvorledes et sindigt Menneske kan blive til Fantast og [18] kjæmpe mod Veirmøller. Du tænker, man kan tage disse spirende, ømme Længsler og forsyne dem hermetisk, ligesom Thorne sine Asparges og grønne Ærter, indtil den Tid kommer, da Du har bedre Brug for dem? Indbild Dig ikke det, min Ven. Der er desværre ikke opfundet lufttætte Daaser til dem endnu. Enten Du vil eller ei, ville de antage Hannes, Mines, Thrines Skikkelse, hun vil snige sig ind i dine Drømme om Natten, og hendes Stemme, der kanskee er den eneste glædelige Tone i Huset, vil gjenlyde for Dig paa din eensomme Stue. Du veed ikke, kjære Georg, hvormange ulyksalige Forbindelser der paa denne Maade sluttes, hvormeget de forøge de mange gudsforladte Ægteskaber hertillands. Har Du andetsteds hørt om saamange uoverlagte Forlovelser, saamange Opslag! – Ak, sloge de endda op igjen, men et forskruet Pligtsystem afholder de Fleste fra det, der under slige Omstændigheder er den eneste Redning. Huusvarmen er en ganske national Ulykke; den kan øve sin Magt i et saadant Samliv som det Norske paa vore lange, mennesketomme Strækninger. Den er Norsk ligesom Spedalskheden og Ølqveisen. Og ere Forlovelserne, der slutte disse Forryktheder, disse Hjertets Ølruus, andet end et delirium tremens, Toppunctet af Galskaben?
Efter at have trukket Røgen stærkt op af Piben, [19] der efter den lange Tale var begyndt at slukne, vedblev Müller med en Stemme, der var sunken ned til den sædvanlige Tonløshed:
Jeg har selv, som Du veed, været et Offer for den. Efter min Faders Død berøvet alle Midler til min Subsistents, modtog jeg i Nødens Øieblik en Huuslærerpost i nordre Throndhjems Amt. Der var en eneste voxen Datter. Jeg saae hende allerede første Gang med uerfarne Øine, jeg var dengang yngre end Du, og det varede ikke længe, inden det begyndte at virke. Alt sammensvoer sig ogsaa besynderlig dertil. Hun havde en slem, gammel, sygelig Drage af en Moder, en af disse Vampyrer, der bogstavelig friste Livet ved at tære paa deres Døttres. Den stakkels Pige havde aldrig vidst, hvad Ungdom var. Moderen tillod hende hverken Nat eller Dag at vige fra sin Side. Jeg begyndte da med Medlidenhed. Den karrige Hex af en Husholderske maatte derhos skjære saa tynde Smørrebrød og blande saameget Chicorie i Kaffen, for at Bolette, naar hun havde Ugen, kunde betænke mig des rigeligere. Intet er bestikkeligere end en saadan tyveaarig Appetit. Hvad min Elskedes Udvortes angaaer, da vil jeg kun bemærke, at det eneste unge Væsen der i Huset var en Tjenestepige, der skelede. Jeg havde ikke dengang lagt mig specielt efter Tenotomie for Skelen, og havde derfor ingen Grund til at finde [20] den Slags Øine interessantere end andre . . altsaa, Pigen skelede, men Bolette skelede ikke. Vi bleve da forlovede, og jeg var det med god Tro et heelt Aar efterat jeg var kommen tilbage til Christiania. Du kjender mine Principer i dette Stykke. Her maa man være ubarmhjertig som en Chirurg. Operationen maa voves, skulde end Patienten døe under Smerterne.
Cold bemærkede, at der umuligt lod sig opstille noget Princip i dette Stykke. I mange Tilfælde vilde det være barbarisk at bryde. Og Bolette, hvordan gik det hende siden?
Ja seer Du . . hun døde virkelig deraf . . sagde Müller og vendte sig mod Ovnen for at banke sin Pibe ud . . Denne Tobak er ingen Landhandlertobak, thi den kjender jeg, det er netop deres svage Side; hvor har den Gamle den fra? . . . Det var en traurig Historie, blev han ved med en Stemme, som om noget var gaaet i Vrangstruben. Et Opslag er et Opslag, tænkte jeg, derfor skrev jeg mit Brev uden Broderi, kort og forstaaeligt. Det kom for braat over hende, Stakkel! Saa langt Nord paa maa man længe vente paa Breve. Hun blev syg idetsamme, og var død fire Dage efter, uden at have mælet et Ord. Moderen skrev mig et sacramentalsk Brev til. Stakkels Bolette, det var bedre saa. Ja det var s'gu. Jeg vilde dog maaskee gjort hende Livet suurt. Hun var saa blød [21] af Charakteer. Men mig har det reddet. Efter at den Historie var endt, var jeg ogsaa grundig cureret for ethvert Sværmeri og hvad disse ungdommelige Benauelser alle hedde. Jeg begyndte med dobbelt Iver at gaae paa Hospitalet og paa Forretninger, og næsten uden de nødtørftigste Hjælpekilder fuldendte jeg mit medicinske Studium. Jeg har opnaaet, hvad jeg aldrig drømte om. Lykkes det mig da engang imellem at redde et Menneskeliv, tænker jeg, Guderne naadig tage det som et Sonoffer for min stakkels Bolette.
Efter en Pause sagde Cold: det er sandt nok, at Vanen og det tilfældige Samliv knytter mange daarlige Forbindelser i vort Land, men jeg troer dog, oprigtig talt, at Deres eget Uheld gjør Dem eensidig. De overdriver Faren. Kan De vide, hvormange der har undgaaet den?
Jo jeg kan, svarede Müller lakonisk. I et Tidsrum af henved tre Aar have af henved tredive Exemplarer, der ere faldne under mine Observationer, de fem undgaaet Faren.
Fem undgaaet Faren! . . sagde Cold, bragt ud af Fatning ved en saa prompte Beviisførelse. . . Og ved hvilke Mirakler?
Kan jeg ogsaa forklare Dig. I et Par Tilfælde var Misforholdet af Alder alt for stort, i et tredie var hun skrutrygget, i et fjerde reddedes han paa en [22] besynderlig Maade. Han fik nemlig to Gange i Rad, netop som han havde bestemt sig til at aabenbare hende sine Følelser, Halsbetændelse, en meget slem og farlig Halsbetændelse, og da han er Fatalist, vovede han sig ikke, af Frygt for at døe, den tredie Gang. Den femte Ridder, som bestod Eventyret med Dragen, var hiin Nielsen, der blev Capellan hos Præsten i S. Det var et Stykke af en Original, som Du nok husker, jeg havde givet ham en lille Advarsel forud. Han og en Broderdatter af Præsten, en meget vakker Pige, der var der i Huset, begyndte ogsaa for Alvor ikke at fordrage hverandre, og da han reiste, var det udartet til formelig Krig mellem dem.
Nu, seer De det!
Men siden, blev Müller urokkelig ved, traf de hinanden i Sandefjord, og nu ere de gifte. Jeg har netop staaet Fadder til den Første.
«De maae have holdt en Contrabog over alt dette», sagde Cold forbløffet.
Du har Ret, en lille Annotationsbog vilde ikke være ilde. Endnu har jeg dog Tallet i Hovedet, skjøndt Numerne idelig forøges. Deres Antal er nu stegen til – lad mig see – niogtyve! Niogtyve Offere for Epidemien i mindre end tre Aar! Jeg veed ikke hvad det er for en fatal Anelse, der siger mig, at Du skal fylde tredive Tallet.
[23] Cold loe af fuld Hals. Kjære, bedste Müller, see dog paa mig! seer jeg ud som en maanesyg, smægtende Ridder?
Du seer godt ud. Nu ligner Du Byron igjen mindre end før, da Du var magrere og havde lagt Dig til denne melankolske Bleghed. Du er bleven saaledes igjen, som da jeg kjendte Dig. Da var Du glad og straalende som en ung Faun. Siden kom Du ind i en Sphære, hvor jeg ikke gad følge Dig. Men det var ikke vanskeligt at see den Forandring, der lidt efter lidt foregik med Dig. . . . .
Georg, vedblev Müller, som bemærkede det mismodige Udtryk, der havde leiret sig paa dennes Ansigt, Du veed det, det er ikke Nysgjerrighed der driver mig. Saa dybt som jeg kan det for Nogen, interesserer jeg mig for Dig, Gud veed hvorfor egentlig, maaskee fordi vi ere saa forskjellige. Fortæl mig engang uforbeholdent, hvad der gik af Dig for et Par Aar siden, og hvad der drev Dig herop! Vi ere nu engang komne i det fortrolige Hjørne. Denne hyggelige Stue og Duren af den gamle fortræffelige Ovn har stemt mig ganske sentimentalsk.
En anden Gang, sagde Cold synlig forstemt, lad os ikke fordærve disse korte Timer med at oprippe gamle fatale Historier.
En anden Gang er en Skjelm; dog, som Du vil. [24] Vil Du fatte Dig skriftlig derom, saa meget gjerne, dog nogenlunde kort og uden Coloratur. Jeg er nu engang ingen Ven af den lyriske Poesie.
Skrive? jeg skrive Brev? sagde Cold leende. Altsaa et Skriftemaal! Det tør jeg ikke love Dem, Müller.
En Pige afbrød dem her, for at melde, at man ventede Herrerne nede til Aftensbordet.
Müller saae paa sit Uhr. En velsignet Skik her paa Landet; man lader os den ugeneerteste Frihed i tre–fire Timer, og erindrer os først om deres Tilværelse med det dækkede Taffel. Den øvrige Tid af Aftenen ville vi offre Familien; jeg skal desuden tage Frøken Amalie i Øiesyn.
Cold havde imidlertid ombyttet sin Frak med en Kjole, og bandt med megen Gratie et sort Halstørklæde om. Ja, seer De, sagde han lidt forlegen, da han vendte sig om og mødte Müllers satiriske Mine. . . Amtmanden klæder sig altid paa til Bordet. . . .
I Døren vendte han sig om, og sagde alvorlig. Jeg skal maaskee skrive dem engang. Indtil da faaer De troe hvad De vil . . . . at jeg er en Fusentast, en saadan umoden Dreng som – som – den Georg De engang kjendte.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[I, 2]
[25] Næste Dag, da Vennerne atter vare sammen paa Værelset, stansede Samtalen ved Tonerne af en Guitar eller et Claveer nedenfra. Man lyttede en Stund.
Hvad det angaaer . . sagde Müller, og gjorde en Bevægelse med Haanden hen ad den Kant, er jeg beroliget. Med hende kunde Du gjerne være ti Aar under Tag uden Skade.
Det er ikke fordi hun ikke er smuk nok, ung nok, derpaa kommer det som sagt i Grunden lidet an. Men der er en Kløvt mellem Dig og hende, som jeg ikke havde beregnet. Du er et Tidens Barn, hun er det ikke. Hun er «romantisk», som Folk kaldte det i min Ungdom. Hun bær Mærket af en Epoche, som Du ikke kjender noget til, men som ogsaa gjerne kan kaldes den lafontaineske, fordi den laborerte af alskens usande og forskruede Idealer, som især denne Forfatter bragte i Mode. Med et kom der en mere critisk Tid og slog Kløvter i Familierne. Derfor gaae nu ofte de Gamle som ængstelige Høns omkring Dammen og see til Andungerne, der tumle sig i et Element, som de slet ikke kjende, og kunne ikke begribe hvad det er for en Yngel de have klækket ud. Men til disse hører ikke Amalie. Hun er sin Moders Datter, en af de «velartede» Børn. Jeg saae det strax paa den Maade, hvorpaa hun var klædt, og hvorpaa hun slog Øiet op, see saaledes! men jeg kom strax paa det Rene, da Talen faldt paa hendes [26] Yndlingsskribenter. Jeg tør bande paa, at hun har et Yndlingslam, en Yndlingsdue, eller noget Sligt, at hun endvidere sværmer for «evig, ubrødelig Troskab», som man er forpligtet til at holde enhver Bengel.
Cold havde Lyst til en Modsigelse, men han maatte hemmelig tilstaae sig, at denne Charakteristik var træffende. Frøken Amalie er en hjertensgod, brav Pige, uagtet nogle smaae romanagtige Griller. Vi to ere længe siden paa det Rene med hinanden. Man maa før have skildret mig som en sort Forræder mod hendes svage, ubeskyttede Kjøn, thi i Førstningen viste hun en paafaldende Ængstelighed for mig. Bleve vi tilfældigviis ene i Stuen, overfaldt der hende en jomfruelig Forvirring, og et Par Gange, da jeg uformodentlig traf paa hende ude i det Frie, udstødte hun et lille Skrig og foer ind i Skoven. Men efterhaanden mærkede hun vel, at der fra min Side Intet var at befrygte, og hendes Væsen blev mere tillidsfuldt. . . .
Endelig, afbrød Müller ham, gik det over til et søsterligt, fortroligt Forhold. . . .
Ganske rigtigt . . . i lang Tid betroede hun mig alle sine Betragtninger over Livet, og de Glæder og Lidelser, der bevægede hende, men jeg maae vist ikke have tilfredsstillet hende i denne Rolle, thi lidt efter lidt ophørte det, hun blev igjen hemmelighedsfuld og ordknap. . . .
[27] Og nu finder hun Dig utaalelig . . nok om hende. Men Du nævnte en til. Hvor er hun? Hvor gammel er hun?
Hun er i Danmark hos en Onkel.
Hvordan seer hun ud? Kommer hun snart tilbage? Om hende har Du Intet fortalt endnu.
Der er ikke stort at sige heller . . . af det Gode nemlig. Dette Barn har gjort mig det temmelig broget. Hun har formelig voldt mig Fortræd. Jeg var ret fornøiet da hun reiste.
Ei, Fortræd! men paa hvad Maade?
Det er vanskelig at sige. Det var et besynderligt Væsen. Jeg var saa ulykkelig at skulle lære hende. Men Gud bevare mig! Hvis noget i Verden var et Taalmodighedsværk, saa var det at læse med hende!
Hun var altsaa dum?
Dum? sagde Cold besynderlig fortabt. Han saae længe paa Müller med et fraværende Blik.
Nu ja, jeg spørger, om hun var dum eller klog?
Ja, det er jo netop, om hun var det eller ei. Man kunde bryde sit Hoved itu over hende. Undertiden indbildte jeg mig, at hun havde ypperlige Anlæg, men i Almindelighed maatte man troe, at hun var uhyre ringe begavet. Hun lærte sine Lectier saa slet, og viste sig saa uvidende, at det var til at fortvile over. Da jeg tænkte, at hun maaskee havde ondt for at lære [28] udenad, forsøgte jeg med allehaande mundtlige Foredrag, forgjæves, under disse var hun ligesaa adspredt og uopmærksom. Hun syntes blot at vente paa det Øieblik, da hun som en Stormvind kunde fare derifra.
I dit Sted havde jeg simpeltvæk frabedet mig Arbeidet.
Det vilde jeg ogsaa gjøre. Jeg vilde sige Faderen, at hun slet Intet lærte, at jeg ikke kunde forsvare at blive længere ved, men jeg havde ikke rigtig Hjerte til det. Han anede det slet ikke. Da det var gaaet saa brillant med Edvard, havde han en uindskrænket Tillid til mig. Og saa – og saa var der Noget, der drev mig til det Yderste. En Dag kom hun og sagde, at hun havde saadan Lyst til at lære Engelsk. Lad gaae, tænkte jeg, nu kan jeg jo prøve Taalmodigheden paa Engelsk engang. Men der tog jeg atter Feil. Hun lærte dette Sprog i en utrolig kort Tid, og med en Lethed, som forbausede mig. Med det Øvrige gik det som før. Det var umuligt at komme efter, om det var Stupiditet eller Vranghed, eller hvad det var. . . .
Det var som Fanden, skulde man ikke komme efter det!
Kom jeg ned i Stuen, saa var der ogsaa noget paa Færde. Moderen klagede altid over hende. «Det har lykkes mig at opdrage mine andre Døttre til pene, [29] dannede Piger, men jeg har intet Raad med Sophie.» Den gamle Ramm holdt dog meget af denne Datter. «Min Sophie er lidt vild, men det giver sig nok,» sagde han. Til mig havde hun en Mistillid, der grændsede til Uvillie.
En Dag kort før hun reiste bebreidede jeg hende dette, men da gav hun mig et Svar, som paa ny blev mig en Gaade. I det Øieblik saae hun ikke ud som et Barn, og den der blev forlegen, var jeg.
Müller havde med temmelig uskyldig Mine hørt paa denne Beretning. Den sidste Vending, som uforsigtig undslap Cold, var imidlertid nok til at vække hans utrættelige Vens Drillerie, hvorunder denne dog søgte at skjule en alvorlig Bekymring.
See saa, Tak skal Du have, nu kan jeg Lectien udenad. Pas paa, nu kommer Metamorphosen, den urgamle, himmelfaldne, velbekjendte, dette Naturens mærkværdigste Taskenspillerstykke: Næste Dag, da den vise Pædagogus mediterer over en ny Behandlingsmaade af uforbederlige, egensindige Børn, gaaer Døren op, og «mit schüchternen, verschämten Wangen sieh't er die Jungfrau vor sich steh'n,» jo, jeg har ogsaa læst Schiller engang.
Det kan gjerne være, sagde Cold halv leende, halv ærgerlig, men jeg var slet ikke saa heldig at opleve hans Metamorphose. Strax efter, med første Dampbaad, [30] reiste hun til Kjøbenhavn til en Søster af Amtmanden, Etatsraadinde D., og her har hun siden været. Lykke paa Reisen! Det var ligesom Nissen forlod os, siden have vi havt Fred i Huset.
Men med næste Dampbaad kommer Nissen igjen, . . . . vogt Dig, min Gut for denne Nisse, den har mange Skikkelser og mange Navne.
Müllers sidste Ord var endnu, idet han greb Cold over begge Armene: Georg, vær paa din Post. Begaae ingen Dumheder!
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[I, 3]
Müller var reist. Colds første Følelse var en Lettelse. Hans fordums Lærer var optraadt med sin sædvanlige Overlegenhed og med et Krav paa gammel Fortrolighed, som Cold ikke mere kunde yde, men ikke heller havde Mod til ganske at unddrage ham.
Men dette Besøg, hvor kort det end havde været, efterlod imidlertid Spor i vor Vens Tilværelse, som han ikke selv mærkede. Den idylliske Tilfredshed, som han havde roest sig saa af, havde faaet et betydeligt Stød. Der var kommen en Uro i hans Sind. Snart droges hans Tanker hen mod tidligere Forhold, hvorom Erindringen var oprippet i hans Samtaler med den gamle Bekjendt, snart betoges han virkelig af den Ængstelse, [31] at Müller kunde have Ret, og at det frivillige Exil, hvori han for Øieblikket befandt sig saa vel, dog kunde virke slappende paa hans Aand og hemmende paa hans Udvikling. De nye Begivenheder, Tiden havde fremkaldt, fremstillede sig gjennem Afstandens Prisma ganske anderledes vigtige og interessante, end han maaskee i Nærheden havde fundet dem. Han følte Trang til et mere bevæget Liv.
I en saadan Stemning spadserede han en Eftermiddag op og ned i sit Værelse, da Amtmanden traadte ind med et Brev i Haanden. Cold havde nok mærket, at Sophies Breve til Hjemmet voldte den Gamle en overordentlig Glæde. De Dage, som de ventedes, viste han en Utaalmodighed, som om det kunde været den varmeste Elsker. Han havde dog aldrig directe meddeelt Cold noget af dem, kun dennegang havde hans faderlige Stolthed ikke modstaaet Fristelsen. Dette maatte han vise sin kjære Cold, at han ogsaa kunde glæde sig med ham.
Hos Cold vakte dette Brev den høieste Forundring. Der betog ham næsten en ubehagelig Følelse. En saadan sikker Opfatning, en saadan Modenhed i Dom, og denne Ynde og Lethed i Fremstillingen, og ikke Spor af denne Holdningsløshed, denne Svulst, der betegner Overgangen fra Skolepigen til den voxne Pige. Kunde det være Sophie, som havde skrevet dette? [32] Han blev ganske skamfuld, da Amtmanden hjertelig slog ham paa Skulderen og sagde, nu, har De ikke Ære af Deres Elev? Ja, jeg erkjender ogsaa den Deel, De har deri. En ublandet Glæde voldte det Cold, at see den Iver, hvormed hun drev Musikken, hvori hun havde erholdt de bedste Lærere. Hun udtalte sig herom snart med en Glæde, der viste hendes Begeistring for Kunsten, snart med en Nedslagenhed, der havde en dybere Kilde end den blotte Skræk for de mekaniske Vanskeligheder.
Amtmandens Besøg gav Cold netop hvad han i det Øieblik trængte til, det gav hans løse, svævende Tanke en Gjenstand, hvortil den kunde knytte sig. Han kunde ikke faae Brevet ud af sit Hoved, og han begyndte at gjennemgaae alle sine Sammenstød med det besynderlige Væsen, som havde skrevet det. Deriblandt var der mangt et Træk, som han instinctmæssig havde fortiet for Müller, og som nu opgik for ham i et Lys, hvori han aldrig før havde seet dem.
Cold havde en ældre Veninde, med hvem han i et vist Tidspunct af sit Liv havde udvexlet meget af hvad der da bevægede ham. Denne Veninde havde han lovet, at han skulde sende en eller anden lille Optegnelse fra sit nuværende Opholdssted. Hidtil var dette Løfte blevet uopfyldt, og han havde ofte gjort sig Bebreidelser derfor. Han syntes aldrig noget var [33] godt nok. Nu vil jeg forsøge, sagde han, jeg vil samle alle disse Smaatræk, og naar jeg ser dem paa Papiret, vil det vise sig, om det er noget jeg kan byde Margrethe.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[I, 4] Noget af Colds Optegnelser til Margrethe.
. . . . . Dette Barn forvirrede mig i høi Grad. Undertiden brast min Taalmodighed, og jeg foreholdt hende alvorlig hendes Mangel paa Iver og Flid. Da kunde hun see paa mig med et Blik saa ydmygt, saa bønligt, at jeg ikke kunde sige et Ord mere. En anden Gang tog hun det saa ligegyldig, som om det slet ikke angik hende. Maaskee det kommer af, at hun nu engang ikke kan lide mig, tænkte jeg. Nede mellem hendes Egne vil hendes Væsen naturligere gaae op. Her vil jeg bedre kunne iagttage hende. Men her var hun næsten aldrig at see. «Det er en Umulighed,» sagde hendes Moder, «at faae Sophie til at sidde stille inde med et peent Arbeide. Kan hun derimod ligge i Haven og grave og plante i Jorden, hjælpe Budeierne med at fodre Dyrene, saa er hun fornøiet. Tænk Dem, hvad der hendte mig forleden. Bispinden kom ganske uventet her, og hun spurgte efter Sophie. Jeg fik hende i Hast ind fra Skuret, hvor hun stod og skagede Liin [34] mellem Huusmandskonerne, for at faae hende omklædt . . hun træder ind, vel i sin Stadskjole, men med Haaret dryssende fuldt af Avner, og et Ansigt saa fortvivlet!. . . jo De kan troe det var behageligt»! Slige Historier fik jeg ofte nogle af. En Dag, som Gjeteren var bleven syg, bad hun indstændig om at maatte gaae i hans Sted. Man maa kjende den Sorgløshed, hvormed Børn paa Landet opdrages, for at begribe, at hun fik Lov at tilbringe en heel Dag ganske alene i den vilde, eensomme Udmark. Paa denne Viis saae jeg hende næsten blot ved Bordet; der sad hun taus, men yttrede hun Noget, saa troede Moderen altid at opdage noget Dumt deri, eller ogsaa Noget, der stod i Strid med den Velopdragenhed, hun søgte at bibringe hende. Amalie behandlede hende under dette med en vis taabelig, altklug, halv bekymret Beskyttelse. I disse Smaaconflicter med hendes Egne følte jeg altid en stor Lyst til at forsvare hende, og jeg søgte ved mangt et Tegn at lægge dette for Dagen. Hun vilde aldrig forstaae det.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Grotten var nok hendes kjæreste Opholdssted, hendes egentlige rette Værnething. Af den Grund gik jeg sjelden derned, uagtet dette Sted ogsaa for mig havde noget høist Tillokkende. Sophie havde nu engang et Slags Eiendomsret dertil, og et Par Gange, [35] jeg havde truffet hende dernede, bar hendes Miner umiskjendelige Tegn paa, at Overraskelsen var hende ubehagelig. Men engang kom jeg ovenfra Dalen, og jeg fik Lyst til at klavre ud paa de Klipper, der danne denne mærkværdige Hvælving, for at see hvorledes den lukkede sig foroven. Her saae jeg gjennem en Revne Sophie ligge udstrakt, ubevægelig paa Bunden af Grotten. Forskrækket fløi jeg ned; thi jeg tænkte der kunde være tilstødt hende Noget. Hun sov, træt af sit Arbeide; ved hendes Side laae en Spade, der syntes altfor tung for hendes spæde Kræfter. Over hendes Ansigt, der blev skarpt belyst af Skinnet ovenfra, hvilede et Udtryk af Sorg, som jeg aldrig før havde seet. Det kom fra Sjælens Dyb, kun i Søvne kunde hun have det saa, eller var det idetmindste mueligt at fastholde det. Det er besynderlig med visse Ansigter, som i Søvne eller en dødlignende Roe antage en Skjønhed, man ellers ikke bemærker, maaskee fordi de endnu ikke have vundet det for denne Form harmoniske Udtryk: for første Gang bemærkede jeg, at Sophies Træk vare smukke og regelmæssige. Men endnu mere undrede det mig at see, at hendes Hoved hvilede paa en stor Bog. Det var ingen af hendes sædvanlige Bøger, det saae jeg strax, men hvilken Bog kunde det da interessere hende at læse i? Det gik just dengang allerbedrøveligst med vore Skoletimer. At faae dette [36] at vide var en Umulighed, naar jeg ikke vilde vække hende. Hun holdt den omspændt med Armen, som om hun værgede for sin Hemmelighed.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Hendes Mistroe til mig var grændseløs. Kun en eneste Gang har det lykkedes mig at overvinde den og bringe hende ind i en ordentlig Samtale.
Jeg var paa Jagt oppe i Fjeldene, paa hvis sydøstlige Knæe Gaardens lille Sæter ligger. Jeg lagde Veien over den, i det Haab at træffe et eller andet Medlem af Familien der, som ikke sjelden gjorde Besøg derop, ialfald kunde jeg hvile mig ud paa den smukke Skrænt og faae lidt at spise af Sæterpigen. Endnu længe førend jeg kom ned til Sæteren hørte jeg en underlig gjenlydende Musik, der snart lød nær, snart fjernt, og skjelnede tilsidst to Fruentimmerstemmer, der bestandig afløste hverandre i at kaue. Men hvilken Stemme var ikke den ene! Saa bævende, fuld og klokkereen, saa jublende stærk og dog saa bøielig, gav den Gjenlyd i de fjerneste Aaser og fyldte den hver Vraa i de tause Skovdybder nedenunder. Jeg var nu saa nær, at jeg kunde oversee Sætervangen, uden selv at bemærkes. Det var Sophie der sang; hvem kunde tænkt, at dette spæde Barn havde en saadan [37] Dommedagsrøst. Marit gav vel Undervisningen, men det var kjendeligt at hun betragtede sin Elev med en Art stolt Forbauselse. Ved al denne Lokken og Kauen nærmede Kjøerne sig mødige og mætte til Leddet. Sophie sprang ned mod dem, op paa Leddet, og medens hun klappede den store hvide Bjældekoe udenfor, sang hun endnu en Stump af en gammel Vise, med den samme forunderlig bøielige og vibrerende Røst, der, idet den henvendtes til Koen, fik et ganske eget Udtryk af comisk Melankolie. Uvilkaarlig undslap mig et Bifaldsraab, idet jeg traadte ud af mit Skjul. Sophie vendte et Ansigt mod mig, hvorpaa den yderste Forskrækkelse stod malet, gjorde en Bevægelse, der skræmmede alle Kjøerne til den iilsomste Flugt ned i Skoven igjen, og hun var forsvunden med dem. Jeg ligesaa fort efter; min Hund ledede paa Sporet, og efter et kort Krydstog i det Tykkeste af Skoven fandt jeg hende siddende paa en Fjeldpynt, der meget steilt hælder ud over Dalen mod Øst. Hun rørte sig ikke, hun syntes neppe at bemærke at jeg satte mig ned hos hende. Uvis begyndte jeg:
Hvad skal denne Flugt betyde, kjære Sophie? Hvor kan min Overraskelse over din Sang skræmme Dig saaledes? Vær dog ikke saa skye, saa mistroisk. Er der noget underlig i, at din Stemme forbauser mig?
Istedetfor Svar begyndte hun bitterlig at græde.
[38] Jeg forstaaer Dig ikke. . . .
«Lov mig blot, at De ikke vil sige det hjemme . .»
Hvilket?
«At jeg kan . . . at jeg har sunget.»
Men Gud, hvorfor maae De hjemme ikke vide det? Der er dog intet Ondt i at synge.
«Fordi jeg da kom til at spille med Organisten. Han er saa fæl, saa fæl, De skulde blot vide hvad den stakkels Louise har udstaaet . . .»
Louise?
«Ja, min Søster Louise, hun som blev gift med Caspersen, som var Huslærer hos os . . .»
Naa saa! sagde jeg, og greb uvilkaarlig til min Hat.
«De maae vide,» vedblev hun, «at da Louise var paa min Alder havde hun en ganske ubetydelig Stemme, men hun var munter og glad, og hun trallede hele Dagen. Moder troede der var noget Udmærket ved den, og den gamle Organist blev bestilt for at uddanne den. Men da den var saa længe forsømt, maatte Sagen tages grundigt. Det vil sige, at der begyndtes Klokken otte og Timen varede til Klokken tolv, accurat saalænge som der tærskedes paa Laaven, og saa spiste vi, og saa begyndte de igjen! og i den hele Tid sad Louise der med Nodebladet, som hun havde saa ondt for at fatte noget af, foran sig, og den ækle, gamle [39] Karl sad ved Siden af hende med sin Skraae i Munden, og smækkede hende over Fingrene med en tynd Pind, og dunkede hende Takten i Ryggen. Louise kom altid forgrædt fra disse Sangtimer, og sagde ofte: Vogt Dig Sophie for at synge, ellers skal Du lære Musik . . .»
Lærte din Søster da Noget?
«Ja, nu skal De høre. Efter halvandet Aars Forløb havde hun lært at synge to Stykker, nemlig: «Skjønne Minka» og «Hvorfra kommer Du, o lille Stjerne», og Læreren blev afskediget. Men nu begyndte en nye Plage for hende. Hvergang der kom Fremmede maatte hun frem og synge. Ingen Undskyldning hjalp. Moder sagde, at det var Skam, naar hendes Fader havde kostet saa mange Penge paa hende, at hun ikke kunde gjøre dem den Glæde. O, hvormange Gange har hun ikke sunget: skjønne Minka stands din Klage! med saa fortvivlet Stemme . . . naar jeg bare tænker paa det!» . . . Her brast hun atter i Graad. . . . . . «Louise blev saa angst, naar hun hørte en Vogn, at hun foer afsted over Stok og Steen» . . .
Græd nu ikke mere over det, kjære Sophie. Din Søster har sandsynligviis aldrig havt noget Talent, men det har Du umiskjendelig. Synes Du da ikke at Du begaaer en Synd, ved saaledes at dølge og undertrykke det?
[40] «Nei, nei,» raabte hun heftig, «derved undgaaer jeg netop en stor Synd.»
Men en raae Behandlingsmaade er ikke uundgaaelig for Enhver, der vil lære at synge. Din Stemme trænger til en ganske anden Uddannelse end den kan gives her, det vil dine Forældre nok forstaae.
Hun saae med store Øine paa mig.
«Ak,» sagde hun, «selv om jeg kunde lære at synge . . . saaledes som jeg tænker mig det . . . Hvad Nytte havde jeg selv af det? Louise synger aldrig mere.»
Det Ord Nytte bragte mig næsten til at lee, men jeg vogtede mig vel. Jo, netop Nytte, sagde jeg. For det Første er det Nyttigt at kunne glæde Andre, og jeg tvivler ikke om at Du snart vilde skaffe dine Forældre en Glæde, som den stakkels Louise vist aldrig har skaffet dem, om hun end nok saa villig sang «skjønne Minka». Det vilde aldrig falde dem ind at misbruge din Sang til et fast Forlystelsesapparat for Fremmede. Musikken vil gjøre Dig selv friere og mere tillidsfuld, den vil berige din Sjel. Dette er endnu det Allernyttigste. Tro mig, kjære Sophie, for en ung Dame er alt det Skjønne nyttigt, og hun kan aldrig tilegne sig formeget af det. Hendes Sjel trænger til al den Ligevægt, al den Selvstændighed, den kan naae. Atter saae hun paa mig længe og gjennemborende. Der laae Forundring, Smerte, Tvivl i dette Blik, hun [41] vilde sige Noget, men taug. Et udtryksfuldere Menneskeansigt har jeg aldrig seet.
Jeg benyttede Leiligheden, som jeg frygtede ikke vilde saa snart vende tilbage, til at udvikle dette for hende, og jeg talte saa peent og fornuftigt, og gav mig saamegen Air som jeg kunde.
Hun gik taus ved min Side, lidt foran, halvt vendt mod mig, engang imellem slog hun Øinene stort op, det var som om hun sugede Ordene. Da vi kom til Sæteren, bad jeg Marit om at skaffe mig Noget at spise, thi jeg var bleven hjertelig sulten, men dette paatog Sophie sig med en Venlighed og Geskjæftighed, som jeg aldrig havde seet før. Vi var blevne de bedste Venner, da Hesten kom efter hende. Vi vandrede ned gjennem Skoven, medens jeg førte Hesten ved Bidslet, men da vi naaede Bygdeveien, steg hun op inden jeg kunde hjælpe hende. Hun havde en lille Hue af Edvards paa Hovedet, og slog nu en viid Kappe om sig, der ganske tilhyllede hendes sædvanlige uklædelige Dragt. Fra Hesten rakte hun mig sin Haand, og sagde med et Udtryk, der paa engang var bønligt og bydende: «De holder jo nok Deres Løfte, intet Ord om Sangen.» I det Øieblik saae hun igjen ikke ud som et Barn. Hun foer afsted som en Piil. . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[42] Har jeg ikke taget ganske Feil af hende? Skjulte der sig ikke just under alle disse Modsigelser en fiint udpræget, med stærke Instincter udrustet Sjel, der kjæmpede for sin Befrielse, uden at vide hvorledes hun skulde haandtere den Virkelighed, hvori hun var sat. Men hvad var dette? Hvad rørte der sig i hende? Hvorledes vil det arte sig? Er det maaskee allerede udvidsket i den nye Omgivelse? Hun har været der i halvtredie Aar, og er bleven confirmeret dernede. Denne Tante fører et elegant, selskabeligt Huus. Om hun kom igjen kjøbenhavnsk forjadsket, uden Præg og Individualitet? Hendes Moder betroede os forleden, at Tanten ivrig ønskede at beholde Sophie dernede, da hun der kunde gjøre «sin Lykke». Hun havde allerede to alvorlige Tilbedere, foruden nogle andre af «anden Rang». Men alle Overtalelser vare strandede paa Sophies Ønske om at komme hjem. Og hun kommer hjem. Hvad der er vist er, at det ikke er den Sophie der reiste, det opløbne Barn med Blaalærreds Kjole og Mammelukker, og de lange Pidskefletninger ned ad Ryggen. Det er den syttenaarige Sophie, som kommer igjen, maaskee «herrlich in der Jugend Prangen wie ein Gebild aus Himmels Höh'n.» Og hvad saa? Ak, kjære Müller, min gamle, ærlige, ubehændige Bjørn med dine Huusvarmetheorier og din Frygt! Min Frygt er, at dine Ulykkesspaadomme slet ikke skal indtræffe, [43] min Frygt er, at jeg ingen Grund har til Frygt. Jeg skal aldrig mere styrte mig beruset, blindt troende, ud i hine lokkende Dybder, hvor man troer at see Perler og Skatte paa Bunden. Schillers «Taucher» var en Helt, en ungdommelig Helt første Gang, anden Gang var han en Nar. Ak, jeg skal aldrig mere være nogen Nar! I vore Dage har man opfundet Dykkerklokker, hvor man forsigtig kan hidse sig ned og rolig iagttage Alting, uden at faae engang saameget som Snue efter. . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[I, 5]
Det var denne Vaklen mellem Fortid og Fremtid, mellem gamle saarende Minder og ubestemte Længsler, hvori hans Sjel vuggedes, der en smuk Aprildag drev Cold til at vandre ud i det Frie.
Det Terrain, hvorpaa Gaarden laae, sænkede sig ned mod Elven i en lang af Enge og sparsom Løvskov optaget Terrasse. En ganske anden Characteer frembød dens modsatte Bred i den Række sønderbrudte, yppigt overgroede Klippemasser, der ligesom dannede Fodstykket af de Aase, der begrændsede Dalen. Paa denne Side laae Møllen, kun aflukket ved en Stænke, og til Høire løb en Fodstie ind imellem Klipperne. Allerede denne Sti, der bugtede sig mellem de dybe Fjeldvægge, langs en Aae, var høist tillokkende, [44] men blev det endnu mere ved at den førte til den omtalte Grotte. Ved Enden af Passet havde Klipperne dannet en naturlig, rummelig Hvælving, hvis smukke Former og symmetriske Linier næsten kunde bringe til at tvivle om det var Naturens Værk. Det Indvendige viste dog Spor af, at Menneskehænder vare komne Naturen til Hjælp. Gruus og Stene vare omhyggelig bortryddede, Bunden jevnet og bestrøet med Sand, og en Ujevnhed i Klippevæggen saavelsom et Par løse Klippeblokke var ved Hjælp af Moos omskabte til Sæder. Hvælvingen, der var temmelig dyb, vilde dog været for dunkel, havde ikke en Revne i Fjeldet oventil indladt et ved Buske og Slyngplanter dæmpet, men dog tilstrækkeligt Lys. Udenom Grottens høire Side styrtede Bækken sig i flere Smaafald ned af Klipperne, udvidede sig i en Halvkreds og fortsatte sit Løb nedad. Udsigten fra dette Sted var venligere og mere oplivende end Stedets Characteer lod formode, den gav Sindet en mild Modvægt mod det dystre Indtryk, Hvælvingen gjorde. Gjennem Fjeldpasset, der aabnede sig mere og mere, saae man Bækken muntert strømme ned mod Elven, hvor man skimtede Mølletaget under nogle ældgamle Birke, og det lyse mere frugtbare Landskab hiinsides dannede den meest smilende Baggrund. Vi have forhen antydet, at Sophie ligefra sin tidligste Barndom havde tiltaget sig [45] en Eiendomsret til Stedet, som Ingen heller gjorde hende stridig. Endnu som ganske Lille, naar Adgangen ofte var yderst vanskelig, havde hun fundet Veien derhen, beskyttet ved den Ubevidsthed om Fare, som er slige Smaaes usynlige Vogter.
Det var til dette Sted Cold styrede sin Gang. Skjønt næsten utilgjængeligt, da Vandet fra Fjeldet Vaar og Høst drev Bækken over sine Bredder, naaede han dog med nogen Anstrengelse derhen. Fra Grottens Indgang betragtede han Landskabet. Det grønne, spillende Moos, den surrende Bæk, og den rene, blaae Himmel gav Alt et foraarsligt Skin, der daarede Beskueren.
Man kan hundrede Gange have seet et Menneske, en Localitet; en Dag falder det os ind at betragte, det er, med det indre Øie beskue dette Menneske, denne Localitet, som da fremstiller sig for os ganske nye og fremmed. For første Gang lagde Cold Mærke til, ved at see sig omkring i Hvælvingen, at kun den forreste Deel var regelmæssig, medens Naturen i den inderste Deel havde dannet forskjellige Nicher og Fordybninger. Her faldt Lyset fra den solblanke Dag blaaeagtigt gjennem den omtalte Revne. Speidende gled hans Øie rundt. Det forekom ham, som om enhver Steen, enhver Ridse maatte kunne give ham nogen Oplysning om det Væsen, der i det Øieblik [46] beskjeftigede ham. I Sandet vilde han finde Spor af en Fod, den mindste paa hele Gaarden. Et Par Stene i Fjeldvæggen, som noget fortørret Moos var gledet ifra, lod sig flytte. Han havde truffet et hemmeligt Gjemme! Omhyggelig gjennemsøgte han hver Spalte. Forgjeves. Ved at rode i Gruset fandt han endelig Noget. Det var en liden rund, cylinderformet, huul Gjenstand, af en haard Substants, der havde en paafaldende Lighed med et Valnøddeskal. Han besaae den fra alle Sider, han stirrede paa de smaae, krusede Linier, som om enhver af dem var en betydningsfuld Rune. Et Valnøddeskal var og blev det. . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[I, 6] Til Müller.
. . . . gaard den 29de Marts.
Jeg har taget et uhyre Ark frem, skaaret alle de Penne jeg har, og skyndt mig at skrive «Kjære Müller», jeg har laaset Døren af, skjøndt jeg veed at ingen Sjel forstyrrer mig, alt dette i Troe paa, at det Gamle «frisk begyndt, halv fuldendt» udtrykkelig er myntet paa Brevskrivning, denne lunefuldeste, vanskeligste af alle menneskelige Idrætter. Naar De vidste hvad der hviler paa mit Sind af Breve! og jo varmere tænkte og følte . . . . dog derom Intet her. Nu vil jeg skrive Müller til, jeg skal, jeg vil. Man skal maaskee vente [47] længe paa et saadant Sammentræf af baade ydre og indre Betingelser for et Brev, et ordentligt, langt, fornuftigt, gemytligt Brev. Disse Betingelser ere: Marts Maaned udenfor, der i Almanakken kalder sig «Vaarmaaned» – jeg vilde nu give den et ganske andet Navn, hvis jeg ikke kunde stryge den aldeles ud – og Qvarantaine og slet Humeur indenfor. Troe dog ikke, at vi ikke har Sol. Den straaler Dag for Dag, Uge for Uge paa den blegblaae Himmel, med en sand fortvivlet Udholdenhed. Den blinder os næsten med Reflexen fra de hvide Tage, uden at den mægter at fordrive Sneemasserne. Den eneste bare Flæk, jeg skimter oppe i Aasen, det første mine Øine opløfte sig til om Morgenen, er i de sidste tre Dage ikke bleven større. Lokker Solskinnet Nogen ud, og man har naaet hen til Hjørnet i et ubeskriveligt Føre, mødes man af den skjærende Nordenvind, der jager os lige ind igjen. Saaledes gaaer Dagen uendelig eensformig. Gaarden er som uddød – den eneste Lyd man hører er Tærskerens Slag fra Laaven, fra den tidlige Morgen til den sene Aften, ustandselig, rastløs som Slagene af et utaalmodigt Hjerte. Hvor trist er denne Lyd! Denne Tid paa Landet er utaalelig! Naar Sommeren kommer! . . . .
Men jeg skal til at skrifte, det er sandt, og De mærker nok, at jeg i denne lange Indledning gjør ligesom Børnene en Omvei, der af Frygt fordi de komme [48] for seent, gjøre endnu en Omvei til Skolen. Ja, i Sandhed, det Skriftemaal jeg har at aflægge bliver vanskeligere end jeg havde tænkt, og jeg vil have ondt for at opfylde mit Løfte – ikke af Frygt for Dem, bedste Müller, o nei, bild Dem ikke det ind! De skal ikke have Grund til den fjerneste Spot, De skal tvertimod have Glæde af mig. Hvorledes skal jeg forklare mig: – jeg har faae Begivenheder at stille op; min Ulykke ligger i en eneste stor Skuffelse, som Folk af Deres Art aldrig have at gjennemgaae, og som De derfor vanskelig kan fatte hos Andre. Denne Skuffelse har jeg lidt i en Verden, jeg søgte med saadan brændende Længsel. De kjender jo nok mine stakkels ungdommelige Illusioner, De har ofte nok ubarmhjertig gaaet dem til Livs. Siden skiltes vore Veie. Der var hele Aar, hvori jeg neppe saae Dem! Jeg troede De havde ganske ladet mig fare, indtil De pludselig overraskede mig heroppe i min Ensomhed. Det var smukt, det var trofast af Dem. Jeg kan ikke til Gjengjæld gjøre mindre end at fortælle Dem, hvordan jeg har tilbragt det mellemliggende Tidsrum. Det er med en egen Rørelse, man i de senere Aar tænker tilbage paa sin første Ungdom, hiin lyksalige Grønhedsperiode. Man veed ikke, om man skal ynke eller beundre den. Man vil nok storagtig forkaste den Lykke, den bereder, men man gjør det ikke uden et hemmeligt, nagende [49] Savn, og mangt et længselsfuldt Tilbageblik. De veed jo, at jeg, der mindst drømte om en saadan Lykke, kom i Mode, og skulde være med overalt. Det var netop i den Tid, da Selskabeligheden i vor Bye pludelig tog et nyt Opsving. Man forsøgte sig i alskens fremmede Reunions; det var Baller paa Baller, Kanefarter, Soiréer og Matinéer. Midt i dette Festliv maatte jeg ofte tænke paa, hvordan jeg i mine ubemærkede Dage havde stillet mig ved Indkjørselen til Stiftsgaarden, naar Statholderen gav Bal, for at see Damerne stige ud. Her maae De da tilbagekalde Dem, hvorledes Opvæxten i en eensom Fjeldegn, hvor jeg i Mangel af Menneskeomgang læste Romaner og Digte, havde indvirket paa mig. Min Moder, en begavet og meget smuk Kone, bidrog ogsaa til at forstærke min Begeistring for det andet Kjøn, en Trang til at beundre det, Egenskaber, som ogsaa skal have charakteriseret mine Forfædre, og som har givet Anledning til en heel Deel romantiske Begivenheder i min Familie. Jeg troer jeg har fortalt Dem nogle af disse, men gik man ret langt tilbage i Tiden, vilde de formodentlig ende i en Dragestjert eller noget Lignende. Hvad Under da, at jeg, endnu førend jeg var værdig til at være med, begyndte med brændende Iver at søge Idealerne til mine Drømme! De skulde vide, hvordan jeg forfulgte Sporet af enkelte Damer, som [50] Mængden betegnede som Skjønheder. Min Hylding var saameget sandere, som jeg selv var ubemærket. Ingen Troubadour kunde i Ydmyghed og Udholdenhed maale sig med mig. Naar jeg saae dem i deres lette Baldragt stige ud, eller flagre som Syner forbi de oplyste Vinduer, forekom de mig som Væsener af en høiere Art end vi andre, jordiske, plumpe og bestøvlede Skabninger, og den Lykke at danse med dem, tale med dem, tabte sig for min Tanke i noget «Ueberschwenglich», Noget, en Dødelig ikke kunde bære. Mine Extaser dannede en underlig Contrast til mine Kammeraters raae, spottende Bemærkninger. Hvor forbittret stormede jeg fra deres Selskab! Det er ligegyldigt, ved hvilket Tilfælde jeg blev draget ind i den Sphære, der var Gjenstanden for min Attraae. Jeg stod indenfor Kredsen, og saae Trylleriet vige mere og mere. Skjønheden, hvor jeg fandt den, øvede vel endnu sin Magt over mig, men efterhaanden lærte jeg at indsee, at den er værdløs, naar den ikke støttes af andre Fortrin, og at der skal indre Qvaliteter til at bære den og gjøre den gjældende. Desværre skulde jeg selv praktisk gjøre denne Erfaring. Jeg forelskede mig blindt et Par Gange i Væsener, der vare lidet skikkede til at døbe mine Forventninger og holde min Troe i Veiret, og idet jeg trak mig tilbage blev jeg skjeldt for en Bedrager, medens jeg selv var den bittrest skuffede. [51] Jeg løb atter i Snaren, og dennegang blev jeg alvorlig hængende. I to Aar var jeg forlovet. Hvor hun var smuk denne Frøken W., hvor hun var smuk! I dette Ansigt, denne deilige Skabning, laae de rigeste Løfter om al den Lykke en Mand kan drømme . . . . Løfter, som hun idelig brød, hvergang hun aabnede Munden, thi trods sin forlokkende Magt var hun uden Sjel. Jeg veed ikke hvad der meest havde skadet hende, en falsk Opdragelse eller tomme Omgivelser. Hun var en Incarnation af den moderne qvindelige Opdragelse, der gjør Alt for den ydre Fernis, Intet for Aandens og Gemyttets Liv, og som hos mindre dybe Naturer tilsidst frembringer Usandhed i Alt –. Affectation istedetfor Følelse, Snerperi istedetfor Blufærdighed og Sniksnak istedetfor Aandrighed. Da hundrede Gange heller vore Mødres og Bedstemødres simple Opdragelse. Ved Siden af den moderne Dannelse forekommer deres Spinderok og naive Orthographie mig rørende og ærværdig. Frøken W. havde lært Alt og vidste Ingenting. Hun havde læst en Mængde Romaner i forskjellige Sprog, men hun forstod maaskee ikke en eneste, George Sand var hende ligesaa god som Storm Vang. Hun gik paa alle Baller, ikke fordi hun ei allerede var træt af dem – hun havde fra sit ottende Aar været Primadonna paa alle Børneballer – men hun maatte tømme denne Glæde til Bærmen – thi hvad skulde hun sætte [52] istedet? . . . hun var . . . dog nok derom, min bedste Ven, det var endnu ikke det værste . . . det værste var, at hun elskede mig i Grunden – ikke – og dog vilde hun gifte sig med mig. I dette Punkt var hun uangribelig, og uden Stolthed. Hun, der kunde sætte en fornærmet Dronningmine op for en Bagatel, taalte med en Taalmodighed, der bragte mig til at fortvivle, mine Bemærkninger om vor Charakteerforskjellighed, ja slog tilsidst endog mine directe Antydninger om at løse vort Forhold hen i Spøg. Endelig brød jeg selv Lænken, og udholdt taalmodig Byens Sqvalder. Man dømte mit Forhold meget haardt, Frøken W. gjaldt for en af de første unge Damer. Og det er den traurige Sandhed, at hun maaskee var det, hun var ialfald ikke værre end Mængden. Hun var hverken meer eller mindre Productet af en heel Tilstand. I disse Aar ligge mine sognefjordske Luftcasteller nedramlede til Grunden. Jeg havde tænkt mig Kvinderne som det til alt Godt og Dygtigt begeistrende Princip, og jeg fandt en Hoben Skabninger, der, allerede fra Fødslen af berøvede al sjelelig Frihed, fordummede ved Opdragelsen, villie- og hjælpeløst tilfalde den første, den bedste Forsørger. Den uværdige Betydningsløshed, hvori de befinde sig for os, faae vi, Mændene, desværre bedst føle Virkningen af, der forøvrigt er let at efterspore ned igjennem alle vore Tilstande. Tiltrækningskraften [53] tilintetgjøres, alt det Erotiske udslukkes. Vor Egoisme er ikke den amerikansk-storartede, der for egen Fordeel hæver sine Kvinder saa høit, vi drive det kun til at blive smaae Egoister ligeoverfor Vore, vi selv forplumre de Kilder, hvoraf vi skulle øse Livskraft og Begeistring.
Man behøver blot at see hen til det selskabelige Liv. Mine Øine bleve med et opladte, da Intet fængslede mig mere der. Al Tillokkelse var forsvunden. Hvilken Tomhed og Kulde, naar den aandrige Paavirkning fra begge Sider ikke findes, og en Smule Forelskelse skal afgive det eneste Forbindelsesled! Overalt mærker man ogsaa en Bestræbelse for at skilles. Hvor det paa nogen Maade lader sig gjøre, luske Mændene af og overlade Damerne Pladsen. Dette kaldes at Herrerne ryge deres Pibe, og det er naturligviis lutter Galanterie. Man kjeder sig, man kjeder sig frygtelig, man mærker at der er noget Galt, og man undrer sig, hvori det kan stikke. I denne indre Huulhed tager man til «Personalcritikken», et finere Navn for Sladder, og søger at afvende det Latterlige ved Manglerne, ved selv at raillere dem. Man raillerer Alting. Det gjælder kun at gjøre dette paa en nogenlunde aandrig og behændig Maade, at kunne ved Fru A-s Thebord give en saadan Skildring af fru B-s Soirée, at benævnte Frue glemmer, at hun i samme [54] Øieblik leverer Studier i den næste. For Guds Skyld intet Udbrud af Følelse, ingen Beundring for Noget, ligegyldig for Alt, og ikke uhøfligere i Omgang, end man netop kan være det, for ikke at være grov, see det er netop Grundtonen i vor nyudklækkede Selskabelighed. Intet Spor mere af disse trohjertige Dyder, der have oplivet vore Forældres selskabelige Liv, og hvorom de endnu tale med Rørelse, denne Velvillie, denne ridderlige Forekommenhed, denne overgivne Glæde, Alt dette har veget Pladsen for Noget, der skal kaldes tidsmæssig-europæisk, men som overført i vor tunge Atmosphære ikke kan blive Andet end Carricaturen. Jeg har kjendt Mennesker af et naturligt, velvilligt Sind, gjøre Vold paa sig for at blive utaalelige. Naar man seer slige beklagelige Anstrængelser, maae man tænke paa Æselet i Fabelen, der vil agere Skjødehund, enfin – vi ville Alle gjerne være franske Skjødehunde, og dog blive vi norske Æsler. Jeg fandt det tilsidst utaaleligt; det var ligesom Alting stivnede inde i mig, og jeg følte en saadan Misfornøielse med mig selv og Andre, at jeg havde grebet den ringeste Anledning til at komme bort. Nu kan det ikke længer undre Dem, at jeg greb denne Post med Begjærlighed. Der maatte en total Omskiftning, til at blive Menneske igjen.
Men jeg skulde ikke forlade Byen, uden at medtage [55] et forsonende Indtryk. Det var mit Bekjendtskab med Margrethe D.
Endnu En! hører jeg Dem sige, ja, endnu En.
Jeg havde nok før seet hende i Selskaber, eller, rettere sagt, overseet hende. Hun var ikke egentlig smuk, naar man ikke kjendte hende. Maaskee havde hun været det. Hun var spinkel, og havde et svagt, lidende Udtryk, men uendelig fiin og gratiøs. Nu vakte den Passivitet, hun iagttog – hun sad næsten altid alene, naar hun var ude mellem Andre –, netop min Interesse, og denne Interesse steg for hver Samtale vi havde sammen. Snart søgte jeg ingen Anden end hende, jeg havde jo opdaget hende; thi Ingen bekymrede sig om hende før, hun havde jo ikke Skjønhedens Udhængsskilt. Der udviklede sig et smukt Fortrolighedsforhold mellem os, et af disse, der desværre ere alt for sjeldne mellem Kvinde og Mand. Der var intet Erotisk fra nogen af Siderne. Vi vare begge færdige paa en Viis. Om hendes Skjæbne vidste jeg blot, hvad Byen vidste derom, at hun havde modsat sig et antageligt Partie, og at hun af en Grille sandsynligviis agtede at forblive gammel Jomfru. Hos hende fandt jeg alt hvad jeg havde savnet hos mine forrige Inclinationer: store Anlæg til Sandhed, rigtig Følelse, Tankerigdom og Skarpsindighed i Opfatningen. Hun manglede Lethed i det almindelige Selskabssnak, [56] og hun tog liden Deel deri, men i dybere Materier fik hun en Art Veltalenhed, som jeg ikke har truffet hos nogen Anden; hendes Sprog var da sindrigt, blomsterduftende, ikke blomstrende – oh, saa ægte qvindeligt! Til hende udøste jeg alle mine Klager. Hun var den første, der mildt og skaansomt bedømte min Færd, idet hun tillige viste mig Kilden til mine Skuffelser. Aldrig har jeg hos et ungt Væsen – hun var kuns et Par Aar ældre end jeg – fundet et saadant Blik, der mindre lod sig hilde af det Tilvante, og saa megen Aandsselvstændighed under Trykket af smaaelige Forhold. Margrethe var en af disse herlige Naturer, der udvikle sig selv, trods alt hemmende, og som bærer Undtagelsens Martyrskab tyst og stille i sig selv. Men der hvilede over hendes Væsen et Dug som af Vemod eller maaskee Livstræthed. «I klage over os,» sagde hun, «og med Rette; vor eneste Udvikling faae vi gjennem Smerten, men ulykkeligviis gjør denne os med det samme uskikkede til Livet». Ja, hun selv var et saadant brudt Rør, som Vinden endnu kun aflokkede melodiske – men ogsaa enkelte skjærende Toner; hvor meget skylder jeg Margrethe! Mine glade Illusioner kunde hun ikke redde, men hun har reddet min Tro. . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[57] Da Cold Dagen efter saae dette Brev igjennem, for at forsegle det og sende det afsted, tog han det, aabnede sin Pult og lagde det omhyggelig ind mellem nogle andre Papirer. Inden et Qvarteer havde han et andet brev til Müller færdigt. Paa den første Side, der begyndte aldeles uden Indledning, beretter han tørt og concist som en Regnskabsfører alle sine uheldige Forlovelser. De øvrige tre fjerde Dele indeholdt Betragtninger over en offentlig Begivenhed, som dengang satte Aviserne og Gemytterne i nogen Gjæring, og han endte med at han havde opdaget to skelende Subjecter i Præstegjeldet, som Müller skulde have tilgode, naar han kom næste Gang.
Dette Brev fik Müller, og han læste det meget opmærksomt igjennem. Den letsindige Hallunk, sagde han een–to–tre–fire! Han er endda oprigtig, . . . og saa taler han saa ligegyldig derom, som om det var Pottemagerarbeide der skulde klinkes, «skuffet, for evig helbredet – Illusioner, der ikke mere kan reddes,» bah, jeg kjender det, det varer netop til det næste glatte Ansigt kommer ham i Veien. Nei, han maae bort, her duer det ikke for ham, han maa bort.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[I, 7] (Fortsættelse til Margrethe.)
[58] Tyvende Mai.
Her er en forskrækkelig Travelhed i Huset de sidste Dage i Anledning af Datterens Ankomst, der forventes, troer jeg, i Overmorgen. Uroen smitter ogsaa mig. Et nyt Værelse er indredet; der slagtes, bages, skures og pudses, som om man ventede en Prindsesse og ikke det stakkels Barn, der gik som et halvt Skumpelskud, før hun reiste. Da holdt jeg paa hende, maaskee bliver det nu omvendt, at Touren kommer til de Andre. Maaskee . . . dette er det sidste, jeg har at berette om hende.
Foraaret er ogsaa kommet. Det kom i Nat. Luften blev med et lummer i Gaar, og i Morges tidlig faldt en varm Regn. Der staaer et Glas med gule Marienøgler og Blaaveis paa Komoden, mon det er fra Amalie? Hun er dog god, Amalie. Engene ere skinnende grønne, man kan høre Løvet sprætte, og over Birkeskoven hænger der et gjennemsigtig, lysegrønt Flor. Jeg har aabnet alle Vinduer ud til Haven; de gule, klæbrige Knoppe paa Poplerne glindse i Solskinnet, og en stærk Duft fylder hele Værelset. Alligevel har Luften noget Trykkende. Denne Overgang fra en lang, knugende Vinter til vort yppige Foraar er næsten for stærk for et almindelig Menneskes Nerver, jeg føler mig ilde tilmode. Ikke Roe nogensteds. Jeg har forsøgt [59] at arbeide, men umuligt. Hvilket Liv, der pludselig er kommen over den stille Gaard! Menneske- og Dyrerøster lyde muntert mellem hverandre. Det summer udenfor, at Vaaren er der, og hvert Øieblik kommer en Humle brummende ind ad Vinduet, for at fortælle det. Creaturerne mærke det ogsaa, de brøle utaalmodig paa Stalde og Fjøs . . . de Stakler skal endnu længe holdes inde, at de ikke skulle spise af det onde Græs. Det onde Græs er nemlig en Art frodigt, lokkende, meget grønt Græs, der allerførst skyder op af Jorden, men som skal være giftigt. Gud bevare os alle for det onde Græs! Amen.
[I, 8]
Ondt Veir havde igjen i nogle Dage forsinket Sophies Hjemkomst, som nu endelig indtraf, og vakte lydelig Glæde i den stille Nat. Først næste Formiddag gik Cold med bankende Hjerte ned ad Trappen. Han fandt Sophie i Dagligstuen med sin Moder og sine Sødskende. Hun hilsede ham, dog uden at nærme sig. Cold vidste ikke, om han skulde række hende Haanden [60] eller ei; naar sligt skal overlægges, bliver det for seent. Der blev vexlet nogle almindelige Velkomst- og Høflighedsphraser, Beklagelser over Veiret anstillede, og Cold, der, i den Spænding han var, følte sig ilde tilmode, drog sig snart tilbage. Han ilede op paa sit Værelse, tog Ørsteds Haandbog frem, og læste vedholdende og fordybet deri et Par Timer, endte derpaa en vidtløftig Indstilling for Amtmanden, og red saa ud. Først nu nødtes han til at give sine Tanker Gehør. Hans Møde med den Nysankomne havde rigtignok været saare flygtigt, men Indtrykket var dog alt for utilfredsstillende. Havde han da gjort sig Forventninger? Om hendes Væsen kunde han intet dømme; den Lethed og Sikkerhed, hvormed hun modtog og gjengav disse intetsigende Phraser, hvoraf Samtalen havde bestaaet, behagede ham ikke ganske. Om hun var smuk, vidste han heller ikke. Hun havde en Kappe paa, og et stort Shawl indhyllede hendes Figur, der forekom ham tynd og slank. Hendes Ansigtsfarve var noget rød og echaufferet. Dette burde ikke være Nogen paafaldende, der veed hvorledes et Par Dages Reise i vor skarpe Vaarluft kan bringe de skjønneste Træk af Lave. Men vor Helt var enten ikke saa liberal som den danske Digter, naar han siger:
«Om Kummer eller Østenvinden,Har skadet Roserne paa KindenTro mig, min Ven, det siger ikke stort.»
[61] Eller, rimeligere er det, han havde slet ikke tænkt over Luftens Indvirkning paa den menneskelige Hud. Han tænkte vel, hvad hundrede koparrede og tatoverede Adamssønner havde tænkt før ham, at en Dames Teint skal være reen og skjær som hendes Rygte, og Sophies stærke Teint mishagede ham.
I flere Dage kom Sophie ikke tilsyne, da hun havde Tandpine og holdt sig paa sit Værelse. En Indbydelse til en Familie i Nabolavet blev imidlertid modtaget. Det var første Pinsedag. Vaaren stod i sin fulde Flor. Den hele Familie reiste tidlig derhen, længere ud paa Aftenen indfandt Cold sig. Der var stort Selskab, det forreste Værelse var næsten opfyldt. Da han Ingen søgte, og ikke vilde trænge igjennem, blev han staaende i en Krog, hvor den tiltagende Dunkelhed næsten skjulte ham. Man skulde netop begynde at danse. Fra Storstuen, hvor Meublerne var ryddede tilside, lød en lystig Strauszer, og Herrerne, hvoriblandt nogle Gjæster fra Byen, de unge Hrr. Landhandlere, Capellanen og Husets Sønner kom just stormende til for at engagere. I en Afstand saae Cold Sophie. Det maatte være hende, det kunde ingen Anden være, dog havde hun noget ganske fremmed for ham. Det forekom ham, at hun afslog flere Opfordringer til Dands. Han stod og grundede over dette i sin Krog, medens Stuen begyndte at blive tom, da [62] kom Amalie farende ud fra Salen igjen, og med Miner, der forkyndte Ting af yderste Vigtighed, drog hun Sophie med sig hen i Vinduet.
Der stod hun da tre Skridt fra ham, Dagslyset faldt stærkt paa hendes Skabning.
Du maae dandse, Sophien min, Du maae endelig dandse. For Himlens Skyld afslaa det ikke – det vil tages ilde op . . .
Jeg dandser aldrig, sagde Sophie.
Hvorledes Sophie, Du aldrig dandse! skreg Amalie. . . Du elskede jo Dands lidenskabelig . . . Kan Du ikke huske, da Du var liden, dandsede Du rundt saalænge til Du tumlede overende og slog Dig mod Stole og Borde? . . . Du har desuden taget Information i Kjøbenhavn . . . det er altsaa ikke dit Alvor.
Mit fulde Alvor, svarede Sophie med fast, men dog noget bedrøvet Tone . . . . Men, Gud signe Dig Sophie! . . . .
Der er jo Damer nok, afbrød Sophie hende noget heftig. Elise Breien seer ud som om hun bragte et stort Offer ved at spille, det kan jo jeg saa godt gjøre! . . . . og dermed var hun allerede inde i Salen, og under den første Pause, der indtraf i Musikken, havde hun allerede halv bedende, halv med Vold, indtaget den omtalte Plads ved Pianoet. Her spillede hun urokkelig næsten den hele Aften, Vals paa Vals, [63] Feiere og Galopper. Maaskee troede hun derved lettest at forsone de fortørnede Guder.
Af gammel vinterlig Vane havde man tændt Lys i Salen, men man kunde neppe see dem. Fra alle Vinduer indstrømmede den nordlige Horizonts natlige Sommerklarhed. Pianoet var stillet saaledes, at et stærkt Skjær faldt paa den Spillende.
Ligesaavist som ethvert Kunstværk vil sin Ramme, sin eiendommelige Belysning, enhver Ædelsteen sin Indfatning, ligesaavist som der gives Vine, der kun spille i grønne Glas, saavist er det, at Skjønheden, den levende Skjønhed, er bunden til sine Betingelser, under hvilke den vil træde frem. Forstod man dette ret, forstod man at sondre det Tilfældige, vilde man ikke saa ofte gjøre den Uret, forstod Skjønheden selv ret at afverge det Tilfældige, vilde den oftere være skjøn. Sophie bekræftede dette, da hun saadan sad foran Klaveret afsondret, fri, blot hvilende i sin egen ungdommelige, gratiøse Sikkerhed. En mørk Silkekjole uden al Prydelse af Sløifer, Broscher, Ørenringe, fremhævede i Snit og Farve vidunderlig hendes fine, slanke Figur. De unaturlig høie Frisurer begyndte dengang netop at vige Pladsen for den græske Knude, der klæder et ungt Ansigt saa vel . . . Sophies rige, deilige Haar var ordnet paa denne Viis, men da denne Mode endnu ikke var kjendt deroppe, gav det [64] hende noget fremmed mellem de Andre. I Aftenskjæret havde hendes Træk antaget en lysende Marmorbleghed, men nærmede man sig, vilde man opdage at hun ikke manglede en sund, ungdommelig Farve.
Paa Sophaen havde Værtinden og Fru Ramm taget Plads. Amtmandinden straalede af Silke og Guldstads, med sin blankeste Festmine.
Jeg gratulerer Dem rigtig, at De har faaet Deres Sophie hjem, sagde den lille, tykke Fru Breien. Jeg kjender hende næsten ikke igjen, saa peen, saa smuk var hun bleven. Hun faaer den deilige Teint, som ligger til Deres Familie, Fru Ramm. Pas paa, hun bliver endnu vakrere end Louise.
O ja, saamen! Hun har taget sig op . . . naar Sophie blot faaer mere Couleur og hun bliver lidt fyldigere, sagde Fru Ramm, der i disse moderate Udtryk søgte at holde sin moderlige Beundring i Tømme.
Hendes fordums Lærer maae sikkert finde hende fuldkommen som hun er, thi han har ikke havt sine Øine fra hende siden han kom. Der staaer han i Døren som en Støtte. Min Elise sad over sidste Vals, det havde ikke været saa forskrækkelig et Under, om Hr. Cold . . . . men, Gud bevares, Elise døer ikke derfor, om Hr. Cold ikke veed hvad Høflighed kræver . . . . Gud fri mig, nu tager han saagar Lorgnetten op. Ja, ja, Fru Ramm, pas paa!
[65] Hvordan mener De? sagde denne med en uforlignelig uskyldig Mine . . . . ah, saaledes! . . . . nei, det vil jeg ikke haabe, det Menneske har sandelig gjort det broget nok i vort Huus, lagde hun til med et Suk. Seer De, min Mand vilde endelig have Cold til Lærer for Edvard. Han var bleven ham saa overmaade recommanderet. Jeg betvivler ikke, at han er et dannet og dygtigt Menneske, det er nok for at min Gamle sætter den umaadelige Priis paa ham. Men vi Fruentimmer, min gode Fru Breien, have et skarpere Blik, vi bedømme en Mands Værd anderledes. Dannelse og Talenter ere store Fortrin hos et ungt Menneske, men i mine Øine kunne de ikke erstatte Mangel paa Følelse, paa Charakteer. Allerede førend han kom kjendte jeg flere Historier om den unge Herre, som ikke geraade ham just til Ære, og som vare af den Beskaffenhed, at det nok kunde ængste en Moders Hjerte . . .
Oh, dem kjender jeg ogsaa lidt til, hvidskede Fru Breien.
Saa? lad os da høre, om Deres ere det samme?
At mine ere paalidelige, tør jeg indestaae for, meente den tykke Frue. Jeg har Mine gjennem Elise, der corresponderer, som De veed, med sin Cousine i Drammen. I Drammen er jeg kjendt, der veed man ligesaa god Besked om hvad der passerer i Christiania, som paa Stedet selv, ja mangen Gang bedre. En Dame [66] var i den Grad forelsket i ham, at hun tog Gift. Hun er senere bleven forlovet med en, som vi begge kjende, . . . men jeg nævner ingen Navne. To andre Damer sloge op med deres Kjærester, overbeviste om at Cold gjorde af dem, neppe havde de gjort det, saa trak han sig tilbage. Saadan gaaer det, naar man vil slaae det skidne Vand bort, førend man har det Rene!
Mig er det blevet noget anderledes berettet, hvidskede Amtmandinden, der ikke fandt rigtig Behag i den lille, tykke Frues noget cyniske Udtryksmaade. Men det er nu det samme. Saameget er vist, at hans Time ogsaa slog. Han blev tilsidst dødelig indtaget af en Frøken W., en meget smuk, dannet og i alle Henseender udmærket Pige. De blev forlovede, Alt er herligt en Stund . . . saa blev han kold og besynderlig . . . . pludselig slaaer han op . . . Ingen kan begribe Grunden!
Slog han op? – slog han virkelig op selv! det kalder jeg skammeligt! skreg Fru Breien i en saa høirøstet Indignation, at Amtmandinden saae sig bekymret om til alle Sider. Den stakkels Tilla Torp var forlovet i sex Aar, og jeg vil ikke rose ham i det Forhold, men den Triumph undte han hende dog, at han lod hende slaae op.
De kan begribe, snille Fru Breien, at jeg blev urolig for mine Smaaepiger, da jeg hørte at han skulde [67] komme i Huset, . . . med Sophie havde det ingen Nød, hun var saa reent Barn endnu, og hun kunde desuden ikke fordrage ham; der var altid Klammeri mellem dem. Men Amalie, den stakkels uerfarne Pige . . . . et Hjerte, der er saadan bare Uskyld! . . . .
Nu ja! maae jeg nu høre, hvordan det egentlig hænger sammen mellem Amalie og ham, afbrød Fru Breien hende, og rykkede gridsk en Tomme nærmere. Jeg har mere end en Gang troet at det var klappet og klart mellem dem.
Det maae De saamen meget gjerne høre. Amalie var i Førstningen bly og yderst tilbageholden. Hun havde ogsaa hørt disse Rygter. Han udmærkede hende imidlertid øiensynlig, dog maae jeg sige paa en beskeden, ærbødighedsfuld Maade. Aldrig forsømte han at hjælpe hende op i Vognen og ud af den, og en Gang fulgte han hende hjem fra Meyers, da det havde regnet, og det sandelig ikke kunde være for Spadseretourens Skyld. Naar en ung Herre i vore Dage gaaer saa vidt, skal der ikke megen Gjetningsevne til at see hvad det fører til. Men der maae være kommen Noget mellem de Unge. Amalie trækker sig pludselig tilbage – hendes Tilbageholdenhed . . . dog dette bliver mellem os . . . gaaer over til en complet Uvillie. Hun kan aldeles ikke udstaae ham. Læg Mærke til, de tale aldrig sammen. Paa ham kan man [68] Intet mærke, han maae have en besynderlig Magt over sig selv. Men at den stakkels Pige har lidt i dette Forhold, det veed jeg. Under dette sorgløse Ydre, frygter jeg, skjuler sig et brudt Hjerte, Fru Breien.
Amalie, der idetsamme valsede forbi med Capellanen, bekræftede aldeles ikke ved sit Udseende dette Moderens Udsagn. Hendes noget sværbyggede Figur tog sig endnu anseeligere ud i den hvide Kjole, og hendes Kinder, endnu mere blussende ved Dandsen, kappedes i Farve med den Rosenkrands, hun havde anbragt skraas over Haaret.
Tager jeg ikke meget Feil, sagde Fru Breien, og forfulgte det dandsende Par med sine smaae, blinkende Øine, saa har vor alvorlige Capellan stor Lyst til at læge det brustne Hjerte. Aldrig har jeg seet ham dandse før, og i Aften er han en af de Ivrigste.
Parret var netop standset et Stykke foran dem. Medens Capellanen med Hænderne under Kjoleskjødet ivrig syntes at underholde sin Dame, dannede han en ganske besynderlig Contrast til denne.
Capellanen, Brøcher, havde en høi, tør, spinkel Figur, som han bar meget rank; et langt, desto smalere Ansigt, et skarpt Fugleprofil, store lyseblaae, blondhaarede Øine og et noget fremstaaende Underansigt. Et Par dygtige Bakkenbarter vilde nogenledes oprettet Ligevægten i dette Ansigt, men Naturen havde nægtet [69] Capellanen denne Prydelse. Han lod heller ikke til at finde sit Ansigt for langt; idetmindste bestræbte han sig for endnu at forøge dets Længde, ved at tvinge sit tynde, høragtige Haar op i en Hanekam. Hans Ansigtsfarve var af denne rødlig ubestemmelige Art, der er ligesaa langt fra Sundhedens Purpur som fra den varme, brunlige Farve, der antyder en kraftig, cholerisk Sjel. Efter disse Træk vil man slutte, at Brøcher ikke var nogen smuk Mand. Det var han heller ikke. Men han havde en Egenskab, der fuldkommen erstattede ham hans Mangel paa personlig Skjønhed. I de dannede Familier paa Landet flyve Sønnerne tidlig ud af Reden for at søge deres Lykke andensteds i Verden. Døttrene derimod flyve ikke, de blive tilbage i Reden for at vente paa at Lykken skal opsøge dem. I en saadan afsides, men familie- og døttrerig Egn repræsenterede Capellanen Lykken. Han var virkelig saagodtsom det eneste tænkelige Partie i den hele Omegn. Dette hindrede dog ikke de unge Piger fra indtil videre at bruge ham som den hemmelige Skive for deres uskyldige Morskab. Den stive, pedantiske, i Klæder og Manerer yderst pertentlige Capellan gik mellem dem som en stor Blindebuk, der en Stund taalmodig lader sig nappe og drille, men som, bedst som det er, nok kan gjøre et Greb i Flokken, og denne [70] Usikkerhed er netop det Piquante ved Fornøielsen. Hidtil havde man dog ikke mærket, at han havde noget saadant i Sinde. Det Erotiske syntes slet ikke at være et for ham hjemligt Element, og endnu havde man ikke oplevet Noget hos ham, der lignede at «gjøre Cour.» De Symptomer, som de to Fruer fra Sophaen havde opdaget, kunde derfor ikke andet end være dem i høi Grad paafaldende.
I dette Øieblik blev Symptomerne betænkelige.
Amalie havde i Distraction plukket Bladene af en Blomst, og kastede nu Stilken idet hun gik. Denne Stilk tog Capellanen skyndsomt op og stak i sin Lomme.
Nu! har jeg Ret? sagde den lille Frue og blinkede. Hvad siger min naadige Amtmandinde dertil?
Intet, Fru Breien, sagde Amtmandinden med en Rolighed, som man nok maa kalde stoisk. I slige Ting vil jeg ganske lade de Unge raade. Min Bestræbelse har været at opdrage mine Piger saaledes , at de selv forstaae at træffe deres Valg. Tvang kjender jeg ikke og den skal ikke kjendes i vort Huus.
De to Damer iagtog nu stiltiende, idet de vexlede et betydningsfuldt Blik, hvorledes den gamle Amtmand, der kom ud fra Spilleværelset, nærmede sig Cold og ved et Slag paa Skulderen vakte denne af hans tankefulde Stilling. Hans drømmende Mine veg strax for et Udtryk af ærbødig Venlighed; den [71] Gamle tog ham fortrolig under Armen og drog ham hen i et Vindue, hvor de kom i en ivrig Samtale, der afbrødes da man skulde til Bords.
Aftenen og et godt Stykke af Natten forløb paa denne Viis hurtig. Paa Landet morer man sig, man seer ikke saa ofte paa Uhrene som i Byerne.
Sophie havde den hele Tid, uden at hun selv tænkte det, været Centrum i den lille Kreds. Hun øvede ubevidst en Magt over Alle. Den aabenbarede sig i de smigrende Øiekast, Moderen sendte hende, i Amalies søsterlige Forelskelse. Men, medens de Gamle i Selskabet, der havde kjendt Sophie som Barn, trohjertig viste hende deres Beundring, var det hos de Yngre mere Nysgjerrighed end frivilligt Velbehag, hvormed de trængte sig om hende.
Kun med Cold havde hun den hele Aften ikke vexlet et Ord.
[I, 9]
Sophie havde aldrig havt nogen Fortrolig eller Veninde. Men i hendes Barndom havde hun holdt en Dagbog, hvori hun samvittighedsfuld nedskrev sine [72] smaae daglige Begivenheder. I Kjøbenhavn havde hun ophørt dermed. Hun var formeget optaget udenfra til at faae Tid dertil og hun følte desuden selv, at hun stod paa et Overgangstrin, hvor man mistroer sine egne Indtryk. Efter hendes Hjemkomst vaagnede igjen Trangen til hendes gamle Fortrolige. Men da Tanken om en sammenhængende Dagbog var hende imod, indskrænkede hun sig til nu og da paa løse Blade at nedskrive, hvad der stærkt havde grebet hende. Af disse Blade, der maaskee troere end noget Andet vil gjengive et Billede af hende, meddele vi nogle, skrevne strax efter hendes Hjemkomst.
Den 24de Mai 183. Hvor besynderlig det er at vide, at jeg igjen er hjemme! Er jeg virkelig i mit Hjem? Om Natten i Drømme drives jeg igjen bort, det foresvæver mig som noget Uopnaaeligt, jeg lander hundrede Gange paa den norske Jordbund, jeg seer Hjemmet og træder ind under dets Tag, da forvandles Alt igjen, jeg er i lutter fremmede Omgivelser, blandt fremmede Skikkelser. I denne Strid vaagnede jeg i Nat. Er det da ikke sandt! raabte jeg høit, og see! alle de kjendte Gjenstande traadte saa sælsomt belyste frem af Dunkelheden. [73] Oldemoders Portrait over Komoden, blev næsten levende, da Rammen laae i Skyggen, jeg synes livagtig, at hendes strenge, stive Ansigt fortrak sig til et Smiil over min Forundring. Det er vor norske, lyse Sommernat. Jeg maatte springe op, hen til Vinduet, aabne det for at indaande Duften af Hæggen nedenunder, og høre paa Møllefossen, der sang sin gamle Sang for mig. Hvormange tusinde Erindringer stige op i denne Lyd! Og saa maatte jeg see paa denne vidunderlig blanke Nathimmel, hvorpaa Fjeldlinierne tegne sig saa skarpe og dunkle. Ikke længe efter steg Solen rød som en Glød op over Aasen.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Jeg kan ikke leve uden i den norske Natur, borte fra den maatte jeg sygne midt i alle de Glæder og Nydelser, Verden formaaer at give. Alt er nyt og friskt i den og dog kjender jeg Alt saa vel igjen. Med mine Omgivelser er det netop omvendt. Der er Alt som det var da jeg forlod det, dog synes det mig forandret. Jeg gik idag ind i Havesalen. Den forekom mig besynderlig snæver og lav. Og Maleriet, der forestiller Antiochus og Stratonice, denne syge Kongesøn, der elsker sin Stedmoder, forekom mig ikke som det samme. Var det blot Ideen som henrev mig?
[74] Den gamle Mands Hoved i Kobberstik overraskede mig derimod som noget Nyt, jeg aldrig havde seet før.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Den Modtagelse, jeg har faaet i hjemmet, har overrasket mig. Moder og Sødskende kom mig saa kjerligt imøde. Det var som om de havde ventet mig med Længsel! . . . og Fader! . . . Have de mærket sig et gammelt Ønske eller gjettet det? Jeg har faaet mit eget Værelse; det lille Kammer indenfor Amalies er sat istand og nydelig indrettet. O, alt dette har jeg ikke ventet! Jeg voldte dem jo ingen Glæde, da jeg var hjemme; var jeg ikke en Mislyd i deres Liv? Med hede Taarer har jeg blandt Fremmede tænkt derpaa, men herefter vil jeg volde dem Glæde. Alt for dem uforstaaeligt i mit Væsen skal jeg vide at beherske, de skal ikke kjende det, ikke ængstes over det. Ak, er det forstaaeligt for mig selv?.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
I Grotten har jeg endnu ikke været. Igaar, da de Fremmede skulde derned, kunde jeg ikke overvinde mig til at gaae med. Kan man bede til Gud, midt i et pyntet leende Selskab?
[75] Den 30te. Vi har været i Selskab paa Eng, Fader, Moder, Cold, Amalie og jeg. Den hele Bygd var der, jeg gjensaae alle mine Bekjendte. Ogsaa med dem denne Forandring, som jeg ikke kan begribe, end mindre beskrive. Jeg var saa glad ved at træffe dem, især Meyers, mine gamle Legekamerater. Men det var ligesom de tvivlede paa at min Venlighed var oprigtig; det hændte undertiden, at de lagde en spydig Fortolkning i mine simpleste Ord. Wilhelm Meyer kalder mig «Frøken,» og sagde De til mig, saa jeg vidste ikke enten jeg skulde blive vred eller lee, da jeg aldrig huskede at gjengjelde denne Artighed. Emma D. var langt fra saa smuk som da jeg reiste. Det værste var, at jeg nær var kommet i en alvorlig Strid med den unge Breien, fordi jeg fandt hans Forældre smukkere end Portraitterne, og uden mindste critisk Hensigt kom til at sige, at jeg fandt disse frygtelige. Med en sand udfordrende Mine spurgte han mig, «hvad jeg meente,» bad han mig, være saa god at «forklare» mig. Flere Gange om Aftenen hedte det: «ja De er vel bleven saa vanskelig,» – – «nu da De har været saa længe udenlands, synes De vel Intet duer heroppe hos os.» – – Der var Noget ved de Fleste, der trykkede mig, saa jeg var ret glad, da jeg sad i Gighen med Fader, og kjørte med ham i den deilige, lyse [76] Foraarsnat. Fader var saa oprømt, vi havde saa meget at fortælle hinanden. Jeg troer ikke man var saa livlig i den Vogn som kjørte bagefter. Cold havde sat sig hos Kudsken, og baade Moer og Amalie vaagnede af en lille Luur da vi stansede for Døren.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
1ste Juni. Først idag Morges var jeg i Grotten. Den var idetmindste ikke forandret; den forekom mig gribende, prægtig. Veien derhen gjennem Kløften, Udsigten, Aaen, Alt yndigt, eiendommeligt. Hvor underlig var jeg tilmode, da jeg gjensaae denne min Barndoms Lege- og Tumleplads. Lege- og Tumleplads! nei leget og tumlet har jeg ikke der, men jeg har arbeidet, grublet, drømt dernede og grædt.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Til, til TaraI Moraa skal vi faraHøgt op i djupe Dala.
Som en fjern Drøm foresvæver mig mit allerførste Besøg dernede. Det var en Sommereftermiddag; jeg var som ganske lille Barn ude at spadsere med Barnepigen. Mod Tilladelsen havde hun taget [77] mig med ned til Møllen. Medens hun fordybede sig i en Passiar med Mølleren, havde jeg listet mig fra hende og fundet Veien ind ad Fjeldpasset. Udsigten lukkede sig snart; Terrainet var dengang ganske uveibart og tilgroet, og jeg saae mig ene mellem de dybe Fjeldvægge. De gamle Ammeviser havde alt vakt en eventyrlig, Dunkel Forestilling i mig om en Natur, der var anderledes end Havens, og jeg havde altid i min Tanke lagt den hen i de mørke Skove hinsides Elven, som jeg kunde see fra Vinduerne. Nu, var jeg der, her maatte de velsignede Egne være, hvorom der synges i Visen:
«Der er saa godt at gjete –der falder ingen Væde,der synger Suluahøgt op i Furua.»
Mit Hjerte bankede vel, men uimodstaaelig drev det mig fremad. Jeg smuttede under Buskene langs Aaen, vandrede gjennem Skove af Ormegræs og den himmelhøie Venusvogn. Jeg synes jeg gik saa langt, saa langt. Saa kom jeg til Overgangen over Aaen, en halvraaden moesgroet Træstamme – maaskee nedblæst engang – maaskee lagt der af Mennesker for at danne en Bro, som vi nu nok vilde betænke os paa at forsøge. Jeg kravlede imidlertid trøstig over, og nu stod jeg paa Pladsen foran Grotten, der danner [78] ligesom en lille lukket Verden for sig. Glemt var al Frygt over de Herligheder, der her udbredte sig for mig! Her under de lune Fjeldvægge modnedes Jordbærrene i uforstyrret Fylde. Hver Klipperevne hang fuld af spraglede Blomster; jeg løb fra det Ene til det Andet, og vidste ikke hvad jeg skulde gribe til først. Jeg speidede længe forsigtig ind ad Aabningen, der halvt var skjult af blomstrende Nypetorn. Dengang havde jeg blot et Ord for alt hvad der var skadeligt og frygteligt i hele Dyreverdenen. Nei, jeg kunde trygt gaae ind, der var ingen Bjørne. Men 3 Skridt fra mig, midt paa Sandet i Hulen, laae et deiligt, sort, glinsende Baand; det maatte jeg have. Til min usigelige Forundring var det der ikke mere da jeg kom. Jeg ledte i Sprækken – jeg gyser ved at sige det – ganske bedrøvet. Det sorte Baand var og blev forsvunden. Var det en Snog? Jeg har siden aldrig seet Nogen der.
Den underste Hvælving var halv fyldt med Smaastene og Gruus; det trøstede mig snart. Deriblandt var der Stene saa merkværdig deilige. De vare hvide som Marmor og næsten runde; der var nogle som glimrede. Jeg søgte og søgte, jeg maatte have en med til hver hjemme:
[79] «En til Faer,En til Moer,En til Søster,En til BroerOg en til den som Fisken drog.»
Men dette tog Tid ud, og inden jeg vidste det var det begyndt at dunkle. Hvor sjeleglad ilede jeg afsted med mine Skatte, Jordbærrene, Blomsterne, Smaastenene i Forklædet, ingen Frygt hindrede mig mere; som baaret paa usynlige Hænder, kom jeg over den skummende Aae, gjennem Skovene af Ormegræs og Venusvogn. Aandeløs, forreven, uden Sko, men straalende af Glæde, naaede jeg hjem . . . . Her kom Moder mig imøde . . . . hun var vred, og jeg blev straffet haardt. Stenene kastede man i Dammen og mine Klæder i Vaskerballien. Barnepigen var ond i lang Tid, fordi hun havde havt Fortred for min Skyld. Fader vidste intet af det Hele.
Men Grotten var opdaget. Engang længe efter, da Moder fortalte denne Scene til Cold, sagde han: Sophie faaer trøste sig med, at det ikke gik Columbus og Magelan bedre, da de kom hjem med deres Trophæer. De fik ogsaa Straf til Tak.
Ak, de loe ad det, men hvor glad, hvor stolt og hvor from jeg var kommen hjem, vidste de dog ikke.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
[80] Da jeg blev større, syslede jeg hele Dage dernede. Ingen brød sig endnu om Stedet, og hvem som havde seet mine Anstrengelser, vilde fundet dem ligesaa latterlige som afmægtige. Dog et Barn kjender intet til Calculens Blylod, der nedtynger de Voxnes Mod og lammer deres Kraft: Phantasien bærer dem over alle Hindringer, over det Umulige og naaer undertiden det, som Klogskaben ikke naaer. Medens jeg begyndte med at bortrydde den uhyre Gruusdynge, laae allerede Grotten, udsmykket som et lille Feepallads, færdig i mine Tanker. Edvard, der en Dag saae mig utrættelig fylde og tømme min lille Kurv, loe haanligt og spurgte, om jeg kjendte «Mesdemoiselles Danaidernes Historie.» Men Spot nedslog ikke mit Mod. Ligesaa vigtig som han, viste jeg ham, hvorledes Draaben fra Fjeldet havde hulet en Rende i Stenen. Hvor glad var jeg ikke, naar Fader bevilgede mig en Arbeidsmand, der paa en Dag udrettede mere end mine maanedslange Anstrengelser. Paa denne Viis fik dog Grotten – ved Draabens Fald paa Stenen – det Udseende som den nu har og er bleven vort fælleds Yndlingssted.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[81] 10de Juni. Igaar reed jeg paa min lille flinke Brune gjennem . . . Skoven og da jeg kom saa nær . . . holt, at jeg saae de hvide Piber skinne bag den lille Furulund, kunde jeg ikke bare mig for at dreie af for at see lidt ind til gamle Madame Brandt. Hun kjendte mig ikke igjen, og troede først det var en Fremmed, siden Amalie, men da hun endelig havde samlet sig, og hun førte mig ind i Stuen, hvor endnu Hans's Gevæhr og Hagelpung hang paa den gamle Plads, brast hun i Graad, skjøndt hun sagde, at hun havde udgrædt alle sine Taarer. Ak, at den vakre, brave Hans skulde døe, denne kjerlige Søn, hendes eneste, eneste Glæde. Jeg spurgte efter Lorentz; da saae hun paa mig med usigelig Kummer og sagde: «spørg ikke efter ham. Jeg har ingen Børn mere.» Jeg turde ikke spørge, men jeg tænkte: Ak, hvorfor just Hans! Hun fortalte mig omstændelig om hans Sygdom og Død. Slige Beretninger kunne være gyselige, det er vist; men den moderlige Sorg maae være meer veltalende end enhver anden, den hævede hende undertiden op til noget saa Skjønt i Udtryk, næsten Sublimt, hvortil jeg aldrig havde troet denne simple, jevne Kone istand. Jeg selv var saa bevæget, at jeg intet kunde sige. Pludselig foer der et Smiil over hendes Ansigt; «nu skal Du bare see!» sagde hun og trak mig ind i Kammeret. Her [82] var det store Familiestykke med Silhouetterne over Kanapéen flyttet hen paa en anden Væg og der hængte et Portrait istedet. Det var omgivet med en Krands af Harefod, netop af disse fine smukkeste, der see ud som smaae Miniaturroser, og som hun sagde hun havde plukket selv. Skolemesterens Søn, der giver sig af med at «skildre Folk,» havde malet dette i Vandfarve efter Hukommelsen. En rædsom Caricatur! dog lignede det. Der arbeidede Noget inde i mig, hvorover jeg ræddedes selv, men det opløste sig i Graad, det var som om jeg skulde qvæles. Ikke sandt, det ligner? sagde hun. Overordentlig, sagde jeg; – ikke for meget godt vilde jeg forstyrret hendes Glæde derover.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Vil man troe, at hiin barnlige Tildragelse, da jeg saa pludselig, uden at begribe hvorfor , blev nedstyrtet i Skræk og Smerte, efterlod et Indtryk paa mig, som jeg ikke kunde forvinde! Jeg blev alvorligere. Netop som jeg var gladest, kunde der overfalde mig en Angst, saa jeg sneg mig hen i en Krog og græd. Lurede der ikke under min Fryd noget Ondt, en Synd – fulgte der ikke en Straf efter?
Det sorte, deilige, glinsende Baand, som jeg greb saa begjerlig efter, var det en Snog?
[83] 13de Juni. Idag kommer Amalie og fortæller mig, at man havde fundet det «affecteret,» at jeg ikke dansede hiin Aften i Selskabet hos Breiens. Ubegribeligt! det er som om man vilde beskylde den arme Mand, der er nødt til at sætte sit Been af, for at han vil udmærke sig fremfor andre. Amalie havde Ret, naar hun sagde, jeg holdt af Dands. Ja, jeg har elsket den fra mine tidligste Dage. Som Barn hengav jeg mig ret til denne Lyst, paa Ballerne dansede jeg saa utrættelig, saa voldsomt, med Drenge, Smaapiger, Store eller Smaae – det var mig ligegyldigt –, at Fader ofte skjendte og var bekymret. Længe efter gjøglede den hoppende og fløitende Melodie i mit Øre. Jeg dansede alene i Skoven og nede paa Volden, indtil jeg med bankende Hjerte sank om i Græsset. Men den ubevidste, naive Glæde er nu forsvunden og med den Trylleriet.
I Tante Charlottes Huus havde jeg oftere Anledning til at dandse. Jeg glædede mig altid umaadelig dertil. Engang, da jeg kom hjem, spurgte Tante, med hvem jeg havde dandset og jeg svarede at jeg ikke vidste det, da jeg havde moret mig saa ypperlig, at jeg ikke havde lagt Mærke dertil. Dette vakte Latter og man drillede mig, saa jeg tilsidst blev fortvivlet; jeg forsikrede, at det var mit Alvor, at de Herrer, jeg [84] dansede med, lignede hinanden alle, saa det var umueligt at skille den ene fra den anden, og alle spurgte om det samme, nemlig hvordan Kjøbenhavn behagede mig og hvorlænge jeg blev der. Men nu besluttede jeg at lægge mere Mærke dertil. Fra dette Øieblik tabte min Glæde sig mere og mere. Jeg opdagede, at der dog var Forskjel paa disse Herrer, og at jeg ikke altid vilde valgt dem selv. Der var f. Ex. En, der havde en ubehagelig Aande, en Anden, der var meget corpulent og tillige brugte Briller, hvorfor han altid kom ud af Takten og trampede mig da paa Foden. Jeg sagde da til Tante, at jeg havde besluttet herefter kun at danse med dem jeg kunde lide. Da hun mærkede, det var mit Alvor, forestillede hun mig, at dette paa ingen Maade gik an, at man maatte danse med den der tilbød sig, ja at en ung Pige ikke engang burde vove et Afslag for at sidde over, og Cousine Laura oplyste det Farlige heri med en heel Deel frygtelige Exempler. Kort efter bleve vi budne paa et Bal. Ogsaa før dette var jeg urolig og søvnløs, men ikke mere af Glæde . Det Spørgsmaal, med hvem jeg vilde komme til at danse, opfyldte mig med Frygt. Da vi traadte ind i Salen, begyndte just Musikken og Herrerne stimlede til for at engagere. I et Slags Angst trængte jeg mig hen i den forreste Række, hvor jeg saae et Par unge Herrer, som jeg [85] syntes godt om, i det Haab at blive bemærket af dem, men en skamfuld Følelse drev mig strax tilbage og jeg skjulte mig i den bagerste Damerække. Her blev jeg aldeles ikke bemærket. Dansen var længe begyndt, da tilfældigviis en af mine Dansere fra forrige Bal kom og bød mig op. Det var den værste af dem Alle, en utaalelig Gjæk, der aldrig aabnede sin Mund uden for at sige Noget, der gjorde mig forlegen. Ak – jeg vaklede et Øieblik; men Musikkens Toner henrev mig uimodstaaelig, jeg blev grebet som af en Hvirvel, og jeg styrtede mig ind i Dansen med ham. Neppe var den endt, saa kom den Tykke med Brillerne. . . . . jeg var nu kommen til Besindelse igjen og vilde sige nei – men idetsamme saae jeg Tantes Øie hvile skarpt paa mig . . . . jeg turde ikke. Saaledes gik det hele Aftenen, uden at jeg havde Kraft til at udøve mit Forsæt. Med en utaalelig Følelse af Skamfuldhed kom jeg hjem, jeg var tilmode som om jeg var bleven dybt krænket, og dog havde ingen fornærmet mig.
[I, 10]
[86] En Uges Tid senere, paa en smuk solhed Formiddag, herskede megen Støi og Travelhed i det Rammske Huus. En Fjeldtour skulde gaae for sig. Cold var dragen paa Jagt Dagen iforveien, han skulde møde ved Sæteren, derfra skulde man tage hen at fiske i et nærliggende stort Kjern. Sophie stod ved Vinduet reiseklædt og tænkte: hvor besynderligt at Touren nu først skal virkelig iværksættes, mig er det som om den allerede var oplevet. Saameget var der allerede talt, drømt og disputeret om den. Fru Ramm, der gjerne stod i Spidsen for slige Foretagender, tog dem slet ikke paa den korte improvisatoriske Maade, der har viist sig at være den eneste heldige. Tilberedelserne var enorme, og ikke sjelden gik den lykkelige Stemning, hvori man undfangede Planen, tabt, og man var halvveis kjed af den, inden man kom paa Veien. En heel Dag iforveien var der stegt og braset som til at forsyne et Compagni. Uagtet Colds Forsikring, at han skulde sørge for Vildt, fandt Fru Ramm det nemlig forsigtigst, at belave sig paa Noget, i det «mulige Tilfælde,» at han ikke skulde være heldig. Inde i Stuen kunde man ikke flytte en Fod for Reisetøi og pakkede Kurve. Det længselfuldt attraaede, næsten høitidelige Moment, da man erklærede: «nu er Alt færdigt,» var dog endelig indtraadt, kun erindrede Fruen, at det kunde være nyttigt at tage Sennep med, En raabte [87] paa en Ridepidsk, en Anden paa en Parasol, da udbrød Amalie med et Blik ud af Vinduet: Gud! der kommer Lorentz Brandt!
Er Du gal! skreg Fruen, men tilføiede ziirligere, naa det manglede bare! Misfornøielse leirede sig paa alle Ansigter. Sophie drog et dybt Suk af Utaalmodighed.
Hurtig Børn! væk med Tøiet, sagde Fru Ramm. Han maa aldeles intet mærke. Vi kan dog for Gud ikke drage det Menneske med, det vil forspilde os hele Touren.
Ved en stum Forstaaelse var allerede Enhver ilsomt ifærd med at udrydde Sporene til Reisen. Tøiet blev kastet ud og Kurvene stukne ind under Sophaer og Borde. Det hele Selskab, for et Øieblik siden lutter Liv, stod som forstenet.
Den Person, der vakte denne ubehagelige Forstyrrelse, nærmede sig imidlertid Gaarden med stærke Skridt, og traadte uden Omstændigheder ind ad Stuedøren. Det var et Menneske, der af Natur og Bevægelser endnu tilhørte Ungdommen, men hvis Alder man har saa vanskelig for at bestemme; det er umueligt at sige, om Aarene eller Udskeielser havde ældet Trækkene og gravet disse Furer. Han var iført en grøn, slidt Bonjour, der engang i en lykkeligere Tid syntes at have tilhørt en før Mand, Vadmelsbeenklæder, upudsede Støvler, en Hue, paa hvis Bordugsbetræk en Cocarde, om hvis Farver man ikke længer [88] kunde stride. En rudet Verkensvest med blanke Knapper var knappet heelt op i Halsen og syntes, i Forening med en blaaternet Halsklud, venskabelig at ville skjule hvad der var under. En stor mager Pudelhund af smudsig hvid Farve fulgte ham.
Ah, god Dag, god Dag, mine Venner, hvorledes lever man her, ydmygste Tjener, min naadige Frue! Det er længesiden jeg havde den Glæde at see Dem, altid den samme; lige ung og blomstrende. Paa Dem passer Digterens skjønne Ord: «og Iduns evig unge Vaar paa hendes Kinder farvet staaer» – – Puh, det er Satan saa hedt!
God Dag, Brandt, hvorledes lever De? sagde Fruen med suur Venlighed. De skal formodentlig besøge Deres Moder. Amalie, skaf Brandt noget Frokost, han skal vist strax afsted, der er en drøi Tour til Holt endnu.
Oh! det haster ikke – med Touren mener jeg, det er tidsnok at omfavne sin Moder i Aften. – – Det vil blive en Overraskelse! Hun har ikke seet mig paa et Aar. Bror Hans maatte da stryge med, stakkels Gut! Jeg er nu hendes eneste Støtte.
En almindelig Lyst til at lee døde hen i en medlidende Forlegenhed, som Brandt slet ikke mærkede. Han fik idetsamme Øie paa Sophie, der havde trukket sig hen i Krogen.
[89] Hvad for noget! Er det Sophie, jeg seer! er Du kommen hjem igjen? Nei, er det Sophie?
Sophie rakte ham med Overvindelse sin Haand. God Dag, Lorentz.
Nu, det maae jeg sige! man oplever meget Underligt i denne snurrige Verden, men det skulde jeg Gud – mig svoret paa var en Umulighed. Er det Sophie! Du var en ganske vever liden Tingest før Du reiste, men forbandet tynd og bleg – jeg husker nok, at jeg var dum nok til at vrage Dig paa Ballerne – –
Vær saa god, Brandt! afbrød Fruen og søgte at afskjære Emnet, tag en Smule Frokost. Amalie, skjænk i Glasset!
Mange Tak, sagde han og tog dygtig fat – noget tynd og bleg fandt jeg Dig som sagt, men Du havde Pinedød noget Aparte ved Dig, som ikke lignede noget ved de andre Snerper – – nu, nu, bliv ikke vred, jeg siger jo at jeg var en Dumrian, der ikke skjønte rigtig paa Dig, og ikke vilde forstaae at Du var blandt dem, der havde et godt Øie til mig – – Det var dengang, – her tømte han Glasset med en Taskenspillers Hurtighed, da jeg var den vakre Lorentz Brandt.
Sophie, der havde trukket sig tilbage, stirrede blot paa ham med Blikke, hvori Modbydeligheden afvexlede [90] med Skræk. Hun søgte forgjæves i disse oppustede rødlige, blyfarvede Træk, hvori alle lave Lidenskaber strede om Plads, Sporene af en fordums ungdommelig Skjønhed. Lorentz Brandt havde virkelig engang været den smukkeste Dreng man kunde see, og den stakkels gamle Madame Brandts Haab og Stolthed. Den Tid kom han ofte til Amtmandens, hvor de unge livlige Piger altid saae ham med Glæde. Da han røbede ualmindelige Anlæg, havde en Slægtning taget sig af ham og ladet ham studere. Det hører ikke hid at berette, hvorledes den raae Tone blandt Studenterne fra en vis Periode rev ham hen og bragte ham paa Afveie, indtil han traadte frem i den Fornedrelsestilstand, hvori vi nu see ham. Forgjeves havde alle Forsøg, som deels Amtmanden, deels andre velvillige Mennesker havde anstillet for at redde ham, hidindtil været. Kan en smuk ædel Form i den Grad forstyrres? tænkte Sophie. Hvor var den rene Profil, denne fiintskaarne Mund bleven af? og disse Øine, hvis dybe, rene Blaae havde udtømt hendes Søstres hele Forraad af smukke Lignelser! Det lyse, krøllede Haar, der i sin mærkværdige Rigdom kunde tjent en Billedhugger til Model, hang nu uordentlig opløst som Takkelagen om et synkende Skib.
Tak, ikke mere, Fru Ramm! Slet ikke mere, sagde han, og tømte det fjerde Glas. Denne Farve [91] duer ikke i en saadan Temperatur. Nei, den brune , den kjøler! Jeg veed ikke, om De har bemærket, Frue, at der er intet bedre Middel mod Hede end Cognak. Gamle Ole Rein lærte mig det, og det er mærkværdig, ganske mærkværdig! Har De en Smule ved Haanden, skal vi forsøge engang. Ikke? Men De bør anbefale Amtmanden det, som ganske probat. Faae vi ikke den Ære at see ham nede?
Min Mand er just i Dag saa overlæsset med Forretninger, sagde Fruen. Han kommer neppe ned.
Ih naturligviis, saa vil vi ikke uleilige ham. Det er desuden mere passende at jeg gaar op og hilser paa ham.
Fader er ikke rigtig rask heller, sagde Amalie.
Han er virkelig overmaade daarlig, tilføiede Fruen med betænkelig Mine.
Overmaade daarlig! og dog overlæsset med Forretninger! Det er jo stor, blodig Synd. – Men hvor kan da De, Fru Ramm, der er Ømheden selv, tillade sligt? Nei, det maa ikke tillades, dertil er han os Alle altfor dyrebar, vil ingen Anden tale fornuftig med ham, saa vil jeg – – – jeg skal øieblikkelig – –
Fru Ramm forstod ikke den raae Ironi, der laae skjult i disse Ord. Hun vilde just ved et nyt Paaskud forsøge at afværge den hendes Mand tiltænkte Visit, som hun vidste blot havde til Hensigt at «laane,» [92] som Lorentz kaldte det, Penge, da en Hændelse idetsamme gav hans Tanker en Vending, som var hende endnu mindre behagelig.
Croesus, det stakkels forsultne Bæst, havde opsnuset Kurven under Bordet og begyndte at anstille Undersøgelser paa en Maade, der strax ledede Brandts Opmærksomhed derhen. Inden Fruen kunde forebygge det, var den allerede opdaget. Han trak den frem, saa Glas og Flasker klirrede.
Ei ei, was ist das! Flasker, Brød, Confect! hvor skal det hen? og nu seer jeg først, at Frøken Amalie har en saa curiøs Habit paa, De seer jo ud som Frøken Ginevra, der skal paa Falkejagt! – – – tre – fire, sagde han og holdt Flaskerne for Lyset – – jeg troer Gud – mig at det er Rhinskviin! Tør jeg være saa dristig at spørge, hvor Touren gaaer hen?
Vi skulle gjøre en Tour til Sæteren, sagde endelig Sophie.
Og, afbrød Fruen hende, da De kom, stode vi just og raadsloge om hvordan vi skulle komme afsted. Da vi ere saa mange, kniber det med Befordringen. Det Bedste er nok at vi opsætte det.
Ei, hvorfor det? De har jo Stalden fuld af Heste, hvad er der saa iveien?
Vi har kun tre, sagde Amalie. Moders Kjørehest og de to brune, det er til Sophie og mig. De [93] andre Heste er paa Sæteren. Brøcher skulde ogsaa være med, og han har ikke Hest.
Der er Brøcher i Alleen med to Heste! raabte Edvard. En Damehest, den er til Dig, sagde han til Amalie, der rødmede.
Seer De! sagde Brandt, den fortræffelige, velsignede Capellan! Ja, der er han s'gu, og i Jagtdragt, ja Gud – mig er han ikke grøn som en Poppegøie. Og med Sporer! naa, min Gut! det vil jeg see paa! Kommer Du redelig ned af Hesten med dem, saa skal jeg sluge baade Dig og Sporerne til Frokost i Morgen. Men det er det samme, Du er os lige kjær for det. – Saa er vi Alle hjulpne! – Nu tager jeg den gamle, blakke Hoppe.
Den gamle Blakke er jo halt, Edvard, sagde Fruen fortvilet og blinkede med Øiet.
Er den halt? bi, det skal vi snart see! og ud foer han, saa han nær havde revet den indtrædende Brøcher overende i Døren.
Nu brød der en Klagesang løs.
Hvad synes De vel, Brøcher! raabte Fruen, Alting var færdigt, vi ventede kun paa Dem, saa falder det fordrukne Menneske ligesom ned fra Skyerne! – – Vi maae tage ham med, det bliver Enden paa det.
Gud hvor det er fælt! jamrede Amalie. Det var ogsaa et Indfald af Dig, Moder, at byde ham Frokost! [94] – – Var han ikke munter nok før? – – – Hvilken himmelsk Tour det kunde blevet!
Beed ham ligesaa godt være med, bad Sophie.
Ja, det er s'gu det bedste, ligesaa godt springe i det, som krybe i det, sagde Edvard. Bryder jer ikke om ham, I Andre, jeg tager ham paa mig, lagde han vigtig til.
Brandt kom stormende ind. Viktoria! nu er Farvandet klart! Den Blakkede er ikke mere halt end De, Fru Ramm. Det kalder jeg at komme til Skrædderens Barsel. Her mangler desuden Cavallerer til saamange Damer. Jeg seer ikke Hr. Cold! hvor er hans Herlighed henne?
Toget satte sig i Bevægelse. Først drog Fruen i en Gigh med Huusholdersken, for at kunne i Forveien arrangere alt til Selskabets Behov. Dernæst kom de to Søstre til Hest, ledsaget af Capellanen. Edvard og Brandt, ligeledes til Hest, sluttede Toget. Amtmanden stod nemlig nikkende oppe i Vinduet. Først nu viste han sig, ligesom det skræmte Vildt ved Hulens Udgang, lytter om Faren snart er over. Ved Leiligheder som denne, hvor Huset stod paa Ende, saae man ham aldrig nede, han forskandsede sig saa godt han kunde bag sin Pult.
Brøcher med de to Damer havde allerede forladt Kongeveien og tilbagelagt et godt Stykke paa den [95] smale, men velbanede Skovvei, der i en Miils Længde gjennemskjærer Bygdens nordligste Strækninger, de havde ganske tabt Edvard og Brandt af Sigte. Capellanen underholdt sig saa udelukkende med Amalie, og han syntes neppe at bemærke, at Sophie var med, saa at denne mere og mere holdt sig tilbage. Noget hun vilde rette ved Bidslet forsinkede hende lidt, og maaskee benyttede Brøcher dette til en fuldstændig tête à tête med Amalie, nok, han satte Hestene i jevnt Trav, og snart saae Sophie sig alene i den dunkle Skov. Et Øieblik stansede hun og overlod sig med et uforklarligt Velbehag til den Følelse at være ene. Hun tog Hatten af og medens det gik fremad i sagte, vuggende Skridtgang, lod hun den svale Skovluft frit omstrømme hendes brændende Hoved. Disse balsamiske Luftninger lod til at øve en lignende Virkning paa Brunen, den rystede paa Hovedlaget som om den helst vilde af med det, men da dette ikke lykkes, lod den sig nøie med i al Magelighed at opsøge de faae Græsstraae, som Mosset havde levnet ved Siden af Grøfterne.
Efterhaanden blev det for sent for Sophie at tænke paa at naae Følget igjen, hun besluttede da at bie paa Edvard og Brandt, der kom efter. Snart lød Hovslag paa den hule, drønnende Klippegrund. Men det var ikke uden Skræk, at hun saae at Brandt var alene.
[96] Hvor er Edvard?
Edvard tog af ved Jochumspladsen. Han vilde hente et Stangbidsel hos Smeden, men han naaer os igjen paa Sæteren, ad en anden Vei.
Og Du, Sophie, hvorfor er Du alene?
Jeg forsinkede mig lidt, og saa vilde jeg ligesaagodt vente til I kom efter, sagde Sophie og skjulte sin Frygt under den roligste Mine. Hun følte, at Brandt var ligesom visse Dyr farligst, naar man viser dem Frygt eller Mistro.
Vilde Du det? nu det var vakkert, det skal Du ikke fortryde, jeg skal s'gu nok beskytte Dig.
Men lad os nu see at indhente de Andre.
Har det saadan Hast? Det er saa længe siden jeg saae Dig, jeg maae ret takke Hændelsen, som gjør mig til Din Ridder, lagde han galant til, medens en større Slappelse i Trækkene og en vis Nedslagenhed i Blikket tydede paa, at han begyndte at blive ædru igjen.
Ja det er længesiden vi saaes, jeg troer næsten fem–sex Aar.
Jeg kan ikke tænke mig, at det er Dig, der var et saadant lidet fiint Persilleblad, som man kunde blæse bort med et Pust. Det er – – mig sandt, enten Du vil troe det eller ei, jeg torde ikke danse med Dig, fordi Du var for let, jeg var bange Du kunde komme til Skade. Nu ligner Du meest Louise! – – – [97] naar jeg seer Dig, kommer jeg til at tænke paa saa mangen fornøielig Scene vi have oplevet sammen. Kan du huske dengang vi væltede i Tomsbakken, Skjækerne gik af, og vi stod der i det græsseligste Veir, og vidste ikke vort arme Raad!
Ja, men De betænkte Dem ikke længe, men tog Louise paa Armen og bar hende en heel Fjerdingvei hjem i den dybe Sne.
Pyt, det var lidet at rose sig af. Louise var Bygdens smukkeste Pige og Mangen vilde misundt mig den Spadseregang.
Og saa foer De afsted igjen som en Stormvind for at hente den stakkels Broch, der var bleven igjen paa Valpladsen og som var krøben under Fælden . . . .
Og I sendte Muffe og Fodpose med til ham – hvor gal han blev! . . . . nei, men husker Du Sophie, da jeg havde faaet Prestekjole paa og holdt en Brudetale i Brochs Maneer? Marie og Wilhelm Meier vare Brudeparret. Da tænkte nok Marie mindst paa, at Broch næstegang selv var saa god at overtage en Rolle, og det Brudgommens, ha! ha! ha!
O, lee ikke deraf, sagde Sophie med Uvillie. Ingen kan vide, hvad Fremtiden bringer . . . .
Nei, Du har – mig Ret. Det kan ingen Moers Sjel vide . . . . det veed jeg nok.
[98] Og kan De huske, Brandt, faldt Sophie ind, ængstelig over at have sagt Noget, han kunde anvende paa sig, den Dag De vandt en Pris Damerne sat ud, ved at springe tre Gange over Majorens store Hest.
Om jeg erindrer det! Det var jo den Gang jeg var bleven Student med bedste Charakteer. Din Fader gjorde Selskab for mig, om Aftenen dansede vi! – hvad havde jeg ikke gjerne gjort den Dag! – hvilken Lystighed! hvilken Glæde! «es waren schöne Zeiten, Karlos.» Tiderne have forandret sig.
Ja vistnok har Meget forandret sig, sagde Sophie med pinlig Rørelse.
De red en Stund ganske tause.
Jeg veed ikke, hvorfor jeg just nu kommer til at tænke paa gamle Dage. Det er underlig nok . . . naar jeg seer Dig saadan til Hest, smekker og rank som en Dronning og disse lange Lokker flyve i Vinden, da sættes jeg ti Aar tilbage i Tiden og jeg drager til Sæters igjen med Dine Søstre. Accurat saaledes spillede Solen paa de grønne Tuer, Lyngen blomstrede, og vi hørte Aaens Duur nærmere og nærmere. Fast kunde jeg troe at disse ti Aar, som ligge imellem, vare en Drøm . . . o, en Drøm.
Han taug igjen stille som i en Art Tankeløshed. Atter indtraadte en piinlig Pause, og da de idetsamme naaede et Sted, hvor Veien deelte sig i to, udbrød [99] Sophie, for dog at sige noget: Hvilken Vei skal vi nu tage? Kjender De den Brandt?
Den rette Vei –! Ja, Død og Helvede, den kjendte jeg, men den tog jeg Feil af, skreg Lorenz med skraldende Latter. Sophie foer sammen.
Hvor De forskrækker mig! sagde hun, og idet hun satte sin Hest i Galop, lod hun Lorentz et Stykke efter. Da hun havde naaet Høiden af en Skrænt holdt hun og lod sin Stemme lyde ud over de stille Aase. Et fjernt Raab svarede hende. Derpaa ventede hun Lorentz, som kom langsomt efter.
Tilgiv mig, Sophie, sagde han ydmygt, hvis jeg har forskrækket Dig. Vær herefter ganske rolig. Sophie saae overrasket paa ham. Han var bleg som Døden og Øinene lyste saa besynderlig. I dette Øieblik mindede han om den Skjønhed, der engang havde udmærket ham.
Aha! raabte Lorentz i en ganske anden Tone. Der kommer nok Ridder St. Georg, der skal befrie Dig fra Dragen.
Nu, Gud skee Lov at jeg træffer Dem ilive! sagde Cold og dreiede sin Hest behændig ind mellem de to Andre uden at hilse Brandt. – – Selskabet er i en umaadelig Forskrækkelse . . . der er dog ikke tilstødt Dem noget?
[100] Langtfra ikke det mindste; jeg er saa kjendt i Skoven, at jeg umulig kunde fare vild.
Jeg syntes dog jeg hørte Dem raabe, eller har jeg taget Feil?
Det var blot Echoet mod Jutulsvæggen, som jeg vilde prøve. De har virkelig uleiliget Dem uden Grund.
Et taknemmeligt Blik fra Lorentz traf hende og han sagde med en viss Selvfølelse: Hr. Cold synes slet ikke at observere at Frøken Sophie har en Ledsager.
Om Forladelse, Hr. Brandt, jeg har virkelig observeret det, og jeg forsikrer Dem, der er taget tilbørligt Hensyn til at Frøken Sophie havde Dem med.
Og dog siger jeg, sagde Lorentz hidsig, at Frøken Sophie er ligesaa sikker i min Varetægt som i tre slige, – slige «Troppisters» som De. Om det var for ti af dem skal jeg staae ved hvad jeg har sagt.
Men da nu jeg i det Høieste kun er een Troppist, saa er det ikke værdt for en saa tapper Mand som De at indlade Dem med mig.
For Deres Skoser skal De staae mig til Regnskab en anden Gang, sagde Lorentz bleg af Vrede.
Skose Dem! Stakkels Mand! det er længesiden [101] Nogen fandt det Umagen værdt, blev Cold ubarmhjertig ved, vendt mod Sophie.
Hvad mener De dermed? foer Lorentz op, nu skal De Død og H. ud med Sproget – –
For Guds Skyld, Brandt, styr Dem, vær rolig! raabte Sophie, saa skal jeg dog beklage mig over Dem!
Er det paa den Maade, sagde hun til Cold, at De agerer min Ridder, jeg forsikrer Dem, jeg har ikke havt Grund til Frygt førend nu.
Og er det min Skyld, Frøken Sophie? sagde Cold lidt saaret ved Sophies Tale.
Det kalder jeg talt som en Engel! sagde Lorentz pludselig mild. For hendes Skyld skal det være glemt, jeg tilgiver Dem! Han rakte ham høitidelig Haanden.
O tusind Tak! sagde Cold med det forunderligste Ansigt, og drev sin Hest afsted foran de Andres.
Ved det store Kjærn træffe vi Selskabet igjen. Dette Kjern laae saa dybt og forborgent i Urskovens Skjød, at man stødte lige paa det inden man anede det, og da gav den store blikstille Speilflade i den dunkle Ramme et ganske overraskende, malerisk Skue. Skjønt Solen endnu stod høit paa Himlen, syntes Aftenen allerede at have leiret sig her. En Flig af dens Straaler glødede endnu kun paa den østlige Bred og gav de gule Aakander, der brystede sig i Mundingen, [102] en skinnende, metalagtig Glands. Den øvrige Vandflade laae i dybe, blaalige Skygger af Skoven, der reiste sig til alle Sider, og som med Nød og neppe syntes at have afstaaet den lille Plet, hvorpaa Anders Fisker havde bygget sin Stue.
Foran denne stansede Selskabet og læssede af sig Kurve og Reisetøi.
Hvor her er smukt! var det almindelige første Udbrud.
Høist pittoresk, høist eiendommeligt – hvor besynderlig ensomt og stille! lød enkelte Stemmer.
Her, Børn, ville vi drikke The, sagde Fruen, det vil blive deiligt.
See saa, tænkte Cold, der netop flyttede nogle sjeldne Planter fra sin Hat over i en Næverskrukke, nu skal der spises igjen. Vi komme netop fra et uendeligt Maaltid paa Sæteren. Men saadan ere disse Lysttoure: Maden det er Hovedsagen. Man spiser ikke for at kunne udholde en Smule mere legemlig Besvær, men man opsøger Besværligheden for at kunne spise desbedre . . . Men jeg kan spare mig den Umage at beklage mig . . . hvem i dette Selskab vilde forstaae det? ikke en . . og idetsamme kunde han ikke tilbageholde en lille Grimasse, der et Øieblik vanzirede hans smukke Træk.
Skal vi nu spise igjen, Moder, udbrød Sophie [103] naivt. Jeg troede vi skulde fiske; nu burde vi virkelig selv fortjene Føden.
I med Eders Fiskerie! ja af det blive vi fede. Var ikke jeg med, saa sultede I sagtens ihjel; luk op Døren, Edvard.
I Hytten var Ingen tilstede. Anders og hans Datter var sandsynligvis gangne til et nærliggende Kjærn for at fiske. Det er ikke sjeldent at disse ere saa rige paa Ørret, at de arme Folk derved friste deres Tilværelse paa det øde Fjeld. Stuen var ellers peen, Krakke og Borde hvidskurede til St. Hanstid. Birkeløv under Loftet og i Kakkelovnspalten, og i det lille Vindue med grønne Ruder stod en halseløs Flaske, hvori en frisk Kvast med Koblom og Nyperoser. Paa Bordet laae Kingos Psalmebog opslagen, brun af Slid og Ælde, dens ærværdige store Tryk traadte lapidarisk frem under et Par uhyre, stærkt convexe Næsebriller, der laae som Mærke. Det eneste levende Væsen, foruden de surrende Fluer, var en halvvoxen hvid Gris, der reiste sig fortumlet op af Asken, og forfærdet over Synet af saamange uventede Gjæster foer ud af Døren.
Hvor her er peent og hyggeligt! sagde Amalie. Det vil blive yndigt at drikke The her i denne lille Fiskerhytte ved den stille blanke Søe. See blot hvor nydeligt! . . Her i denne Hytte kunde jeg ordentlig ville boe . . . her mangler intet . .
[104] Uden et Hjerte, parodierede Edvard. Ikke sandt Amalie, det var «en Hytte og hans Hjerte» Du tænkte paa?
Hvilket Tøv, sagde Amalie snerpet Hvad vil det sige! Det passer jo her som «God Dag, Øxeskaft.»
Ikke saa ganske, bemærkede Cold. Skulde denne Combination virkelig aldrig være falden Dem ind, Frøken Amalie? Den er dog baade smuk og naturlig. . . . Vær nu engang oprigtig!
Jeg forstaaer ikke et Ord af det Hele, maae jeg være fri for Deres Combinationer, sagde Amalie, der nu for Alvor blev stødt.
Din Broder og Cold sigter til et fransk Stykke af den Titel, der har gjort stor Lykke paa Theatret, sagde Fruen belærende. Forfatteren, Scribe, sværmer der noget forskrækkelig for Hyttelivet. Det kan være smukt nok, men saadan Kjærlighed med tørt Brød og Kildevand tager sig nu bedre ud i Romaner og Comedier end i Virkeligheden.
Cold saae sig om, som om han søgte Hjelp. Sophie var ikke tilstede.
Brandt, der efter en dygtig Hjertestyrkning paa Sæteren havde faaet sit gode Lune igjen, udbrød lidt plumpt: Frøken Amalie behøver vist ikke at søge længe efter et Hjerte til sin Hytte. Maaskee det bliver vanskeligere at finde Hytten til Hjertet. Hvad mener De, [105] Hr. personel Capellan?» Amalie flygtede rødmende, men Brøcher, der længe forgjeves havde søgt et lidet Kald, svarede blot med et vredt Blik.
Ja, nu har jeg søgt i hver Krog forgjeves, sagde Sophie, der traadte til.
Efter et Hjerte? Nei, efter en Thekjedel. Tænk, den findes ikke, hvad gjøre vi nu?
Under megen Latter satte nu Alle sig i Bevægelse for at opdage Noget, hvori der kunde koges Vand. Endelig fandtes Hyttens eneste Gryde, men den var fuld af Vælling, og maatte først tømmes og paa det grundigste renses, skulde den kunne benyttes til det omtalte Øiemed. Man blev enig om, at hvem Lodden traf skulde, hvem det saa end var, paatage sig dette lidet tillokkende Arbeide. Lodden traf Sophie, og hun tog Gryden meget peent med de yderste Fingerspidser og bar den under mange Drillerier ned til Stranden, hvor hun ufortrøden begyndte Arbeidet. Bag hende stod Amalie og afbrød undertiden Søsterens Anstrængelser med nogle sværmeriske Exklamationer over Landskabet. Brandt var i idelig Bevægelse. Han foer op og ned med en umaadelig Iver og Tjenstagtighed, han citerede og declamerede, alt imellem talte han forblommet om den sande Prindsesse i Eventyret, der paatager sig Ternens Gjerning, om Ternen, der forklæder sig og agerer Prindsesse etc.
[106] Cold, der laae henslængt i Græsset udenfor Huset, forstod endelig, at det var Sophie alt dette gjaldt, og han vidste ikke enten han skulde lee eller ærgre sig. Han var selv altfor meget beskjæftiget med hende, til ikke at finde en Andens støiende Beundring utaalelig.
Sophie havde aldrig viist sig i et mere indtagende Lys end i denne Stund. Den ophøiede Skovnatur syntes at være den rette Ramme for en Skikkelse som hendes. Den fuldkomne Skjønhed har Momenter, hvori den er mangelfuld, og jo aandrigere den er, jo mere er den underkastet denne Tilfældighedens Lov. Sophies var af denne Art, den var stærkt journalière. Hvo der havde seet hende i Øieblikke, hvor Kjedsomhed eller Mismod trykkede hende, kjendte hende ikke igjen, naar Glæden oplivede disse Træk, eller en dybere Følelse afspeilede sig i dem. Det ualmindelige Rye for Skjønhed, som senere – takket være vore ravnekrogske Forhold – spredte sig i saa viid en Omkreds, var derfor paa en Maade ufortjent, thi denne Skjønhed var ikke af den Slags, der bør bedømmes af Mængden. Nysgjerrigheden, der gridsk spærrede hende Veien, følte sig derfor ikke sjelden skuffet.
Sophies Haar var overordentlig deiligt. Det var en Familiearv, som Fru Ramm var lidt stolt af. Dets Rigdom faldt allerede i Øinene, da hun var Barn, dog kun som en smuk Enkelthed, nu var det paa det [107] nøieste sammensmeltet i det Heles Harmonie. Det var af en dyb, castanjebrun Farve, og saa glandsfuldt, jevnt og blødt i sit Fald, at det selv i Uorden var en ziirlig Prydelse. Hun bar det i mange Fletninger, da det var for tungt til at tvinges ind i en Eneste. De lange Lokker foran berørte hendes Hals og Skuldre. Hun havde hiint blomstrende Incarnat, der følger med en riig Haarvæxt. Dette Incarnat var dog ligesaa bevægeligt som hendes Øines Udtryk og Farve, hvilken sidste af Nogle paastodes bruun, af Andre blaae. Vi ville i al Hemmelighed betroe, at de vare blaae, men de havde et brunet Udtryk. Mund og Næse upaaklagelige for at være her i vor antiklassiske Grund, men Ingen ved at beskue dette Aasyn, tænkte paa, at de kunde været smukkere. Her passede virkelig Digters Ord: «wer kan wissen, wo der Mund aufhört und das Lächeln beginnt.»
Sophies Skabning havde denne Formernes Slankhed og Spædhed, der tyde paa, at de aldrig ville træde ud i Førhed: den lange Hals, de sænkede Skuldre, de fine Lemmer. I sine Bevægelser var hun let og piilsnar som en Vild. Efterhaanden bestræbte hun sig vel for at lægge en større Roe i disse, og det kostede hende ikke liden Umage at vænne sig til at gaae , istedenfor at løbe, en Hang hun havde fra Børneaarene, naar hun drev om i det Frie. Naar man saae denne [108] hurtige, svævende Gang, maatte man tænke paa Linerlen, der nødtvungen følger Jorden, idet den bereder sig til Flugt.
Cold følte, at den Gaadefuldhed, der havde indhyllet Sophie, nu stod paa Nippet til at løse sig, og hendes egentlige Væsen var i Begreb med at stige ud som Puppen af sit Svøb. Dette voldte ham en besynderlig Angst. Nu kunde det ikke undgaaes mere. Det halvdrømte Billede maatte fuldendes – eller forstyrres. Han kunde ikke faae Øinene fra hende, men det var ikke langt fra at han følte en Uroe, hvergang hun aabnede Munden for at sige Noget. Til Lykke var Sophie temmelig taus.
Hvorfor skulde hun være anderledes end Andre! sagde han til seg selv, medens han oppe fra Bakken med Øinene fulgte enhver af Sophies Bevægelser. Har jeg ikke før ladet mig bedrage? Hvorfor skulde hun undgaae denne Usandhed , som kanskee er deres naturlige Vaaben mod Verden? Denne Usandhed , denne Forstillelsesfærdighed, fødes den med dem? er den maaskee allerede i Vuggen paatrykt deres Sjele som et usynligt Slavemærke? Hvorledes skulde dette stakkels, forsømte Barn undgaaet den? . . . dog maaskee netop fordi hun er forsømt. Kunde de blot voxe vildt op som Hvidtjørnen, kunde man holde dem denne nederdrægtige Forqvakling, som de kalde Opdragelse, omhyggelig [109] fra Livet . . . Sophie er naiv og hun har levet meget ene . . . o, jeg vil være mild mod hende, støtte hende, hvis jeg kan . . . hun er dog yndig! . . . nei, nei – mod hende vil jeg netop være streng, uden Barmhjertighed. Hvis hun ikke mere end de Øvrige forstaaer at vurdere det Ægte i sin Sjel, hvis hun ikke karrig, ubønhørlig bevogtede det, med grændsesløs Stolthed! . . . . hvis ogsaa hun bortskakrede det i en umoden Følelse! Bønhør Ingen, Ingen , Sophie, førend Du elsker selv . . . og giver Du denne Følelse Rum . . . . da nægt ikke, skjul det ikke, lyv ikke . . . . O, kunde hun være stærk og sand! . . . hvor fiin og svævende er hendes Skabning, naar hun reiser sig fra den bøiede Stilling! . . . . . . . . Naar hun slaaer Blikket op, er det som om det havde skjult en dyb, grublende Tanke, og naar hun saa vender det frygtsom, bedende mod os, var det som om hun sagde: har jeg forsømt Noget? o vær ikke vred, og da er hun idelig Opmærksomhed mod Alle . . . . hun har sorte Øine, troer jeg . . . . besynderlig nok har hendes Blik aldrig truffet mit. At hun gider tale med denne Lorenz! Hun smiler til ham! . . . Hvor kan hun taale, at den fordrukne Landstryger seer paa hende med forelskede Blikke!
Den stakkels Sophie anede ligesaalidt at hun var Gjenstanden for denne lange Betragtning, som at Lorenz's [110] Galanterie gjaldt hende i Særdeleshed. Han var falden som en Byrde paa Selskabet, og nu syntes hun at det var billigt, at hun ogsaa tog sin Anpart deraf. Hun havde desuden ondt af ham, og uden noget Forsæt søgte hun ved Venlighed at bøde lidt paa de Andres Uskaansomhed og slet dulgte Ringeagt.
Theen var færdig og blev drukket under megen Støi og Lystighed, om end ikke med Munterhed, dertil var Selskabet altfor ueensartet; den egentlige dybere Samklang manglede. Af og til forefaldt nogle smaae Rivninger mellem Fru Ramm og Lorenz, der morede Cold og opbragte Amalie. Uagtet Fruens og Huusholderskens Paapasselighed, havde dog Brandt vidst at tilvende sig Resterne af de medbragte Spirituosa, noget kold Punsch og en halv Flaske Kognac bestemt for gamle Anders, og man frygtede ikke uden Grund Følgerne deraf. Brandt, der ædru var trist og indesluttet, ja næsten forknyt, naar man ikke tirrede ham, blev i beruset Tilstand uforskammet, storpralende og yderst nærgaaende i sin Tale; det Værste var, at der var altid noget Sandt i hvad han sagde. Hans Raillerie havde denne fortvivlede Humor, hvormed Mennesker i hans Stilling søge at hevne sig paa de Lykkeligere, som foragte ham, og det traf undertiden alt for godt. Fru Ramm især frygtede ham som Pesten. Som Dreng havde allerede Lorenz skarpsindig [111] nok opfattet alle hendes Svagheder, og det var med en særegen Skadefryd han søgte at ramme hende i nogle af dem.
Landtoure, der for faae samstemmende Mennesker kunne være saa nydelsesrige og herlige, burde aldrig foretages i blandet Compagnie. Menneskene blive ikke betydeligere og bedre, fordi man flytter dem ud i den store, ophøiede Natur, ligesaalidt som et maadeligt Skilderie tager sig bedre ud ved at hænges op i en brillant Ramme. Har man oplevet et saadant slet sammensat partie du plaisir , saa har man oplevet dem alle; man vil overalt gjenfinde de samme Grundbestanddele: megen Æden og Drikken, som Cold allerede har bemærket, det samme Snak og Kjævleri om Ingenting, kun mere høirøstet og godlunet end hjemme i Dagligstuen, en besynderlig Lyst til at gjøre Støi, megen usand Naturbegeistring, der kommer ligesaa ubeleilig som Applaussen fra Galleriet, og hvori den Smule sande Følelse beskeden eller ærgerlig forstummer. Undertiden kommer Hændelsen tilhjælp med et lille Eventyr, der sjelden er af den behagelige Slags: en gjennemvaad Trøie, en forvreden Fod etc., og det Hele ender med den Glæde at komme hjem, og dette er en saa virkelig Glæde, at man skulde troe det var ene og alene for den man havde foranstaltet det Hele.
Vi springe derfor over nogle Timer, som Læserens [112] egne Reminiscencer lettelig vil udfylde, førend vi igjen opsøge vort Selskab. Lystigheden har culmineret, der begynder at indtræde Pauser. I en saadan Pause bemærkede Capellanen: Her støie og larme vi som om Anders og hans Familie ikke var til. Det er artigt nok saadan i fremmed Mands Stue at lade som man var hjemme.
Ja, De har virkelig Ret! sagde Amalie. Naar jeg betænker det ret, er det i Grunden skjændigt. Om Nogen vilde gjøre det samme med os! storme vore Værelser, naar vi var ude, vende op og ned paa Alting, hvad vilde vi sige? Anders har accurat samme Grund til at beklage sig.
Dette Spørgsmaal vakte en lille Strid. Medens den mere følelsesfulde Deel af Selskabet, hvoriblandt Huusholdersken, ubetinget gav Amalie Ret, formeente nogle af de Andre, at Tilfældet ingenlunde taalte Sammenligningen.
Ja, Børn, det være nu som det vil, saa er det for seent nu at ændre Noget. Jeg skal nok stille vor Vært tilfreds, saa han skal takke til for Besøget – hvad mene I, om jeg lagde denne Seddel ind i Psalmebogen? det vil blive en from Overraskelse.
Havde blot ikke Brandt slaaet Ruden ud, vedblev Amalie. Tænk om de arme Folk ikke mærke det, men lægge sig her lige ved den aabne Rude. Natteluften [113] skal være saa uhyre skadelig. Jeg troer jeg sætter mit Tørklæde ind i den, det skal være min Overraskelse.
Jeg synes meest Synd for Blomsterne, tilføiede Sophie. See kun hvor ynkelig de ligge nedtraadte! Nypetorn, Blaaeklokker og røde Tjæreblomster. Maaskee har Kari været en heel Miil nede for at finde dem, og vi behandle dem som om det var Græs.
Det er unægtelig Husets eneste og kostbareste Vase ogsaa, sagde Cold, og betragtede melankolsk Skaarene af den halseløse Flaske; det Værste er, at det er af den Art, som det er en Umuelighed at erstatte.
Brandt kan det uden Tvivl, han forstaaer sig paa alle Operationer med Flasker, meente Edvard; hei Brandt, De skulde vel ikke tilfældigvis kunne knække Halsen paa en saadan?
Paa ti om Du vil, min Gut. Er det Rhinskviin?
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Men det falder mig ind, sagde Fru Ramm, ved at see disse Briller i Psalmebogen, . . . . hvor kan gamle Sønneve være henne? . . . . jeg har reent glemt hende.
Ja, gamle Sønneve, raabte Alle. Død og Plage, hun kan dog ikke være gaaet til Dands paa Bygden, sagde Edvard.
Sønneve har ikke paa de sidste tyve Aar været udenfor denne Plads, det er siden hun sidste Gang [114] gik til Herrens Bord, forsikrede Capellanen ministirielt. Hun gaaer formodentlig reent i Barndommen. Ubegribeligt! Vi maa have indgydt hende en saadan Skræk, at hun har gjemt sig etsteds, hvis hun ikke er faret lige til Skovs.
Ud at søge hende! raabte Alle. Halli, Hallo, en Jagt paa gamle Sønneve! raabte Edvard. Krøesus foer gjøende foran.
I det lille Fjøs sad den gamle Sønneve trykket ind i Hjørnet af den tomme Baas. Ved Siden af hende stod Grisen, som om de gjensidig søgte Beskyttelse hos hinanden. Den lille visne, sammenskrumpne Figur, med det graae Haar stikkende ud af den sorte Hue, stak besynderlig af mod de ungdommelig friske, brogetklædte Skikkelser, der omringede hende. Hun stirrede med dyrisk Forbauselse paa dem. Gamle Sønneve maatte længe ingen Erindring mere have om disse Gestalter – hvordan de saae ud, gebærdede sig og klædte sig. Deres Tilværelse var svunden ud af Kredsen af hendes Forestillingsevne, der dreiede sig snevrere og snevrere om den vilde, øde Plet, hvorpaa hun vegeterede, og lidt efter lidt gik ud som de ældste, moosgroede Graner. Forgjæves søgte man at bevæge hende til at gaae ind eller at bringe hende til at tale. Fruentimmerne bøde hende Mad og Lækrerier, men fik hende ikke til at spise, medens de vare tilstede, [115] bortfjernede de sig derimod, fortærede hun det med Graadighed.
Nu var det Aften. Kjernet var sunket ganske ned i Skyggen. Solens Gløden paa de høieste Grantoppe forkyndte dog at den endnu var oppe. Nymphæerne lukkede sine Bægere og lagde sig til Roe paa de brede, glindsende Blade. Det lokkede og kauede fra de nærmeste Sætere, Bjelderne klingrede taktmæssig hjemad. . . . . I det dybeste Fjerne tonede en Luur. Cold og Edvard stode paa en Tømmerflaade, der var fastgjort med en Vidielænke til Stranden. De vare i Færd med at fiske, Edvard meget ivrig, Cold distrait, fortabt i Omgivelserne. I en lille Ege midt paa Vandet, et Slags Baad med flad Bund, der kun kan bruges i stille Vande, laae Amalie og Sophie beskjæftiget med at indfange hvide Vandlilier, hvoraf der voxte nogle Faae. De to Søstre havde, drevet af Brandts tiltagende Paatrængenhed, tilsidst listet sig ned i Baaden og stødt fra Land. Det hele Landskab afspeilede sig med minutiøs Klarhed i det blikstille Dyb: Granernes Dunkle Væg, det straalende Himmeltag, Huset paa den moesgroede Klippebred med en Potetesager saa stor som et Stuegulv, to Ribskjær og en rød Valmuebusk, der repræsenterede Haven, den hvide Gris, der idetsamme kom spadserende ned ad Stien, Alt gjentog sig i Vandspeilet med en næsten latterlig Nøiagtighed.
[116] Ned fra Huset lød vexelviis Lorenz Brandts Latter, og Fruens og Huusholderskens skarpe, ublide Røster.
Colds Blikke streifede bestandig ud paa Dybet, medens han mekanisk passede og drog Anglen, eller med en kort Stavelse besvarede Edvards Haabs- eller Utaalmodigheds Udraab. Ikke halvhundrede Skridt fra ham laae Sophie bøiet ud over Baaden; hendes lange Lokker berørte næsten Vandfladen. Han maatte beundre den gratiøse Livfuldhed, hvormed hun snart skjød den brydsomme Lokkefylde tilbage, snart greb efter Blomsterne, der tilsyneladende tamme og ubevægelige, drillende undveg hende, og skjød snart under, snart til Siden paa de lange, svaiende Stengler. Hun syntes at tilhøre det samme Element, hvorpaa hun vuggede sig med dem, drømmende, flygtig, gaadefuld, fremmed blandt de Andre, og at være opsteget af den dybe Bjergsøe lokket af de menneskelige Røsters Tryllerie, hun selv lokkende Menneskene, og Amalie ved hendes Side syntes et saadant Menneskebarn, der trøstig eller letsindig havde givet sig i hendes Vold.
Man kan ret blive harmfuld, i det Øieblik Noget har grebet os dybt, da at høre en Anden udskrige hvad vi endnu ikke have eller ville have noget Sprog for. Cold blev vækket af sin stumme Beskuelse ved Brandts høirøstede Perorationer bag ham.
Er det ikke som jeg siger! See paa de to Søstre! [117] Den ene kalder sig en Skjønhed og kroer sig som en saadan, men ved Siden af den anden er hun, – mig ikke andet end en Kammerlærke, en opstrammet Budeie. . . . . hun derimod har intet Navn endnu, men jeg vil være en Kryster, om hun ikke skal faae et, og det et som skal klinge fra Lindesnæs til Nordkap. Det er noget det! . . . . det forstaae I jer ikke paa, I ville have Noget, der skjærer i Øinene. Det er Figur! det er Øine! det kalder jeg Teint, som har vadsket sig! og den som siger noget Andet, den erklærer jeg for en Philister, en Stokfisk . . . en . . .
«Saa smal som Stengelen af en Lilie»saa fuld som – saa fuld som . . . saa fuld . . .
Som et Bæst, supplerede Edvard, og kastede ærgerlig ud igjen . . . . «Skrig dog ikke saa forbandet høit!»
Jeg siger blot, min Ven Edvard, at Du ikke skal lade dine fagre Søstre saaledes skjøtte sig selv paa det troløse Dyb . . . . Det er vor Pligt at staae dem bi . . . . vor Ridderpligt . . . .
«Skjøn Havmand sig op af Havet skjødBeklædt med Tang . . . .Hans Øie var kjærligt, hans Tale var sød» –
Bliv fra Flaaden, Brandt, De skræmmer Fisken . . .
Er De rasende, Menneske! skreg Cold, men det var for seent. Under Refrainet: «o voge Dig, mit [118] Barn, for de falske Mandfolk», havde Brandt allerede løst Vidien og med et Tellsk Fodspark stødt Flaaden fra Land. Edvard reddede sig med et fortvivlet Hop, men Cold drev paa det lille ynkelige, vaklende Fartøi tilligemed den ligesaa vaklende Brandt ud paa Vandet.
Vær ikke bange! det har ingen Fare, sagde denne, det har aldeles ingen Fare. Nu skal De blot see, hvor peent det skal gaae. Kan De see Bunden? det er en Fandens Dybde paa disse Kjern.
Men er De da reent besat gal, Brandt! Giv mig Stangen – Væk fra den Side! . . . . Flaaden vælter jo!
Jeg seer De er bange. Det gjør mig ondt, overmaade ondt. Det maae være en Satans Plage den Frygt. Nyere Læger paastaae at den skal være noget reent physisk og være begrundet i et Organ, der skal befinde sig etsteds, Gud veed hvor det var. Det kan gjerne være, jeg maae sige det er en Fornemmelse jeg aldrig har havt. Støt Dem til mig . . . plumpe vi, saa plumpe vi begge, det er klart . . . det er soleklart . . . og et Guds Under vilde det være, om vi ikke plumpede . . . . . Men det er det samme, reddet skal De blive, mit Æresord derpaa! . . . . Jeg fortjente ikke Navnet af den bedste Svømmer . . . jeg har svømmet fra Vippetangen over til Hovedøen, hvad mener De om det? . . . jeg fortjente ikke Navnet . . . [119] au Død og Salte! – nei – see saa, nu gaaer det! . . . . jeg fortjente ikke Navnet af den bedste Svømmer, siger jeg, skulde jeg ikke kunne paatage mig at bringe en saadan let, vindig Patron paa det Tørre. De kommer til at gjøre mig accurat samme Nytte som en Blære . Ha, ha!
Medens Lorenz vedblev at vrøvle saaledes, havde Cold raabt til Damerne i Baaden at de skulde nærme sig. De vare nu saa nær at de strakte en Aare ud, og Barken vilde snart lagt bi, havde blot Brandt kunnet forholde sig rolig. Hvad Cold befrygtede skeede. Brandt kan ikke oppebie Baaden, han vil med et voldsomt Sprang naae den, men taber Balancen, Flaaden vipper over og de to ulykkelige Seilere i Vandet. Det var en Scene! Et uhyre Vandpladsk indhyllede et Øieblik hele Gruppen, der dunkel bronzefarvet, midt paa den guldgule Flade, ikke var ulig den berømte Nereidegruppe i det store Bassin, naar Vandene springe. Krøesus, der var svømmet efter, og allerede havde naaet Baaden, lagde endnu sit til ved at ryste sin dryppende Pelts ud over de stakkels Damer. Cold, en dygtig Svømmer, kom strax op; han greb instinctmæssig om Baaden, men Søstrenes skingrende: For Guds Skyld, Brandt drukner! hjælp ham! drev ham strax tilbage. Det var gaaet Lorenz, som det saa ofte gaaer berusede Folk, naar de falde i Vandet; han blev greben [120] af en Slags Lamhed. Efter nogle fortvivlede Ryk med Armene, der drev ham længere ud, udstødte han pludselig en drøi Eed og sank under. At dukke efter ham, gribe ham i hans lange Haar, var et Øiebliks Sag for Cold; saaledes lykkedes det ham, med uhyre Anstrengelse, at drage ham mod Land, hvor Edvard ydede ham den fornødne Hjælp.
Forskrækkelsen var over. Paa Stranden laae Brandt bevidstløs, ynkelig at see til. Alle var beskjeftigede med at gnide, banke og ryste ham, for at bringe ham til Live igjen. Amalie fandt Anledningen til en Besvimelse i vore Dage altfor sjelden, til at hun kunde modstaae denne, hun laae med lukkede Øine i Brøchers Arme, og da hun endelig aabnede dem og saae Sophie og Edvard ifærd med at drage Kjolen af Lorenz, saa at den bare Skjorte kom tilsyne, besvimede hun igjen. Fru Ramm vidste ikke, hvem hun skulde skjænde paa, da den egentlige Ophavsmand til Ulykken ikke var i den Tilstand at han kunde høre hende. Man forstod ikke, hvem hendes Beklagelse meest gjaldt, enten de Forulykkede eller Amalies nye Ridedragt, der var bleven spoleret. Lidt til Siden, støttet mod en Green, stod Cold blegere end sædvanlig; Vandet strømmede af hans mørke Haar, han saae ud som den unge Havmand i Visen. Han søgte saa godt han kunde at værge sig imod Huusholdersken, der havde grebet Fruens [121] Shawl og gned og tørrede ham alt hvad hun kunde.
Det er spildt Møie, kjære Børn, sagde Fruen, da Lorenz intet Livstegn gav fra sig. Her er nok al menneskelig Hjælp forgjeves! . . . hvilket Tilfælde! Lad os love hverandre at være rolige og fattede. Bare rolige, bare rolige! jeg vil selv underrette hans Moder.
Det behøves ikke, sagde Lorenz pludselig med svag Røst, det skal jeg selv gjøre . . . Puh – sagde han og pustede ud som en Hval, idet han reiste sig overende . . . Hvilket Bad! . . . Men jeg sagde det . . . Jeg tænkte det min Salighed at det vilde gaae saa! . . . Hvor er Cold! blev han reddet? Gud skee Lov, der er han! . . . . . Det forbandede kolde Bad betog mig saa Sands og Samling, at jeg neppe veed hvordan jeg fik ham i Land.
Denne Forvexling af Brandt kom saa uventet, at alle brast ud i en ustandselig Latter. Fru Ramm maatte lee midt i sit onde Lune, og Amalie formaaede ikke længer at vedligeholde sin Besvimelse men stemte hjertelig i med. Endog gamle Sønneve blev derved lokket frem. Man saae hendes graae Hoved titte frem af Fjøsdøren. Nu var Lystigheden bragt tilveie igjen, og der blev drevet stærkt paa Hjemreisen. Fru Ramm bestemte, at Edvard skulde endnu samme Aften ledsage Brandt hjem til hans Moders Gaard, der heldigviis [122] laae i samme Egn. Denne var efter Druknelsen bleven mere spagfærdig, saa han føiede sig uden videre i Alt. Alle rustede sig – idet man skulde bryde op drog Sophie Edvard tilside og syntes ivrig at bede ham om Noget.
Hvor kan Du forlange det, Sophie? raabte Broderen. Madame Brandt kan dog umulig blive vred paa os, fordi Lorenz drikker sig fuld og plumper i Vandet. Hun burde før blive vred, fordi vi drog ham op igjen. . . . .
Fy skamme Dig, Edvard.
Hvad er det, din Søster beder Dig saa om? spurgte Cold, da han i Sophies Miner læste, at hun heftig og med Uvillie gjentog sin Anmodning.
Hun har sat sig i Hovedet, at gamle Madame Brandt skulde faae ondt af at see Lorenz i Aften, og hun vil derfor at jeg skal tage ind paa Krogvold tæt ved, og lade ham sove ud der, og saa først i Morgen bringe ham hjem. Synes De ikke, at jeg har været Galevogter nok idag? skal jeg nu ovenikjøbet forspilde min Nat paa et saadant elendigt Hul for en Grilles Skyld . . . . og Sophie tænker ikke paa at Mennesket er dryppende vaad . . . . men det er Fruentimmernes sædvanlige Upraktiskhed , lagde Edvard til, meget tilfreds over at kunne anvende dette nye fortreffelige [123] Ord, som synes at være alle Stokprosaisters Feltraab og Vaabenmærke.
Cold udbad sig, at det Hverv at føre Lorenz hjem maatte overdrages ham, og han gjorde det paa en Maade, der afviste enhver Indvending af Edvard. Han overdrog nu denne at sende et Ilbud hen til Krogvold med tørre Klæder til ham og Brandt. Med dæmpet Stemme tilføiede han endnu noget. . . Behøves ikke.
Vest kan han faae af mig, og jeg skal nok knibe en af Faders Skjorter, sagde Edvard høit.
Sophie var ikke ganske beroliget ved dette Arrangement. Af Cold kunde hun intet Løfte tiltrygle sig angaaende det som laa hende paa Hjerte, men idet han svang sig paa Hesten, tilkastede hun ham et bedende Blik, der er mere veltalende end Ord.
Da Brandt vaagnede næste Morgen paa Krogvold ædru og legemlig styrket, fandt han sig alene. Foran hans Seng hang en meget peen, fuldstændig Klædning. Cold havde fundet, at han ingen anden Rolle havde at spille, end de gode, tjenende Aanders, der forsvinde ligesaasnart som de have udført deres Hverv. Efter at han havde bragt Lorenz tilsengs i den bedste Seng, der var at opdrive og givet ham noget varmt at drikke, samt indprentet Bonden nogle Forholdsregler for Morgenen, drog han ilsomt hjem igjen.
[124] Med Brandts Besindelse Morgenen efter, vendte Erindringen om Gaarsdagens Tildragelse klart tilbage, og nu overlod han sig til et af disse Anfald af Anger og Sønderknuselse, der er det samme for ham, som de saakaldte «lyse Øieblikke» for den Vanvittige: ulyksalige, fulde af Elendighed. Han græd over sig selv. Den hele Sammenhæng gik op for ham, hans Redning ved Cold, hans egen broutende Uforskammenhed, de Andres Moerskab. En uendelig bitter Følelse mod denne Redningsmand betog ham, og den blev ingenlunde formildet ved at see Klæderne og tænkte paa at det var af ham, han var tvungen til at modtage dette nye Offer. En Rest af nobel Modbydelighed for at tilegne sig denne Foragtens Almisse kjæmpede i ham, men var der nogen anden Udvei? . . . . Han var en øm Søn, og fremfor Alt maatte han vise sig anstændig for sin stakkels Moder, for ikke altfor meget at forskrække hende. Han var en øm Søn, derfor torde han heller ikke vise sig saa nedslaaet, saa sønderknust, som han var. Hans næste Tanke var derfor det Middel , der skulde give ham noget af hans Freidighed og gode Lune tilbage.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[I, 11] Fortsættelse af Sophies Dagbog.
[125] Skjøndt Opholdet i Christiania kun varede i ti Dage, vilde Tilfældet at jeg ogsaa her skulde blive buden paa Bal. Her skulde jeg see den hele gentile Bye. Jeg gik med et hemmeligt Haab om, at jeg blandt mine Landsmænd vilde forvinde det ubehagelige Indtryk, og forsone mig igjen med min kjære Dands. Men jeg tog Feil. Alt hvad der dunkelt og ubestemt havde stødt mig, traadte her bestemtere og mere udpræget frem. Her var Individualiteterne mere fremtrædende, og Kontrasterne mere iøinefaldende.
Vi kom til at sidde i en af de forreste Damerækker. Paa Gulvet havde Herrerne dels placeret sig, deels i Grupper, deels slentrede de op og ned langs Rækkerne, akkurat som Officiererne, der mønstre Geledderne. Idetsamme lød Musikken – den hele forreste Række blev optaget paa en eneste stakkels, paafaldende svær ung Dame nær. En Herre ved Siden af sagde blot de Ord til sin Sidemand, men saa høit at den Arme nok kunde høre det: «Veiet, men ikke befundet for let.» Hvorfor udsætter hun sig for en saadan Ydmygelse? . . . Hvem af os kan sikkres for den? . . . . Hvorfor udsættes vi for den? . . . . alle disse Spørgsmaal stormede confust ind paa mig, medens den ene Damerække forsvandt efter den anden, og Raden nu kom til min Bænk. En ulidelig Følelse af Skamfuldhed betog mig, [126] jeg ønskede mig hundrede Mile borte; jeg følte at jeg vexelviis blev bleg og rød. Jeg vil slet ikke dandse, sagde jeg til mig selv. Dette kom over mig med et. Og virkelig, efter at jeg havde givet et Par Afslag, følte jeg mig beroliget igjen og ligesom hævet i mine egne Øine. Jeg sad mellem to unge Damer, der vare smukke og meget nydelige. En lille tynd Cavalleer med et fladt, intetsigende Ansigt lorgnetterede os meget stærkt, men syntes ikke at kunne blive enig med sig selv. Mine Naboersker raillerte ham dygtig bag min Ryg; jeg ventede intet mindre end at de vilde slaae Vrag paa ham. Hvor forundret blev jeg derfor, da han bukkede for den ene, og hun reiste sig med det forbindtligste Smiil!
Den anden sad over; jeg forsøgte at knytte en Samtale med hende men det var ikke muligt at faae et ordentligt Svar, saa forstemt og distrait var hun bleven. En Mængde Damer sad over og der manglede ikke paa Kavallerer, men de stod blot omkring og saae til, og de der dandsede, saae ud som om de forrettede et tungt Arbeide. Ingen af Parterne syntes at føle nogen rigtig Glæde derved, og jeg vidste ikke hvad jeg skulde troe. Mon det skulde komme af at Damerne slet ikke faae Lov til at dandse med hvem de ville, og Herrerne faae altfor meget Lov til at dandse med hvem de ville?
[127] Det forundrede mig ogsaa, at de styggeste Herrer paa Ballet næsten altid opsøgte de smukkeste Damer, ligesom de ikke kunde falde nok i Øinene alligevel. Naar en saadan Herre vilde gjøre sig Rede for, hvorfor og med hvilke Tanker en saadan Dame følger ham i Dandsen, saa vilde det dog ganske bestemt falde ydmygende ud for ham. Mig forekom det, at de uheldige Kavallerer ogsaa burde opsøge de uheldige Damer, saa vare de dog sikkre paa et frivilligere fra Hjertet kommende «Jo Tak.» Et frivilligt «Jo Tak», o, hvem giver ikke det! Vi dandser med hvem det skal være, naar vi blot faaer dandse, vi dandse med Naale i Skoene, naar vi blot faae dandse.
Iblandt de Dandsende var der en Herre, der var mig paafaldende mellem de Andre. Det var en høi, slank Person, med et blegt, udtryksfuldt Ansigt. Han var ikke ganske ung, og af den Maade, hvorpaa man gik af Veien for ham, sluttede jeg at det var en Mand af Betydenhed. Det meest paafaldende var den Glæde, det Liv hvormed han dansede. Det er umueligt at beskrive den ridderlige Gratie, den virkelige Fornemhed, der hvilede over ham, naar han bøiede sig ned til sin Dame i Conversationen eller førte hende ud i Dandsen, og den Livslyst, den Glæde, der da straalede ud af hans Træk, af enhver Bevægelse. Han saae ud som om han havde vundet hende gjennem tusinde Farer, [128] ikke som om hun var tilfaldt ham ved et Magtsprog. Hvor gjerne vilde jeg dandset med ham! . . . Det var som om jeg maatte flyve ham imøde og styrte mig med ham ind i Hvirvelen, ved Lyden af Musikken, der idetsamme bragte mit Hjerte næsten smertelig til at banke. Og dog vilde det ingen Glæde voldt mig, havde denne Dandser opfordret mig. Jeg havde maattet give ham det samme Ja, med den samme Bøining, det samme reglementerede Smiil, som han vidste jeg vilde givet den første den bedste Gjæk, der var kommen. Han forekom mig for god dertil.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Mine Ballidelser, ere de ikke i det Smaae en Afspeiling af Livet?
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
O, i disse Ord ligger ligesom Summen af mine dunkle Barnesorger! Lykkelige Børn, hvis største Frygt har været den for en bortkommen Skolebog, som ikke have kjendt andre Sorger end Tabet af deres Dukker! [129] Ved hvilken dunkel Tilskikkelse blev mit Sind saa tidlig vakt til en Betragtning af Livets alvorlige Sider, til en dyb Sorg, en Angst over det vi kalde vor Bestemmelse? – Vor Bestemmelse er at giftes , ikke at blive lykkelige. I den Forstand har jeg seet begge mine ældre Søstre opfylde deres Bestemmelse. De toge deres Mænd med Overlæg, frivilligt, og dog vilde de ikke under nogen Omstændighed selv valgt dem. Hvor levende staae disse Scener endnu for mig, de gjorde et Indtryk paa mig, der aldrig kan udslettes. Om begge mine Svogre, der fulgte hinanden som Lærere her i Huset, har jeg den ubehageligste Erindring. Da Marie blev forlovet med Broch, denne sære, stive, utaalelige Pedant, som hun saa mange Gange selv havde leet af, var jeg endnu ganske liden, men jeg husker det godt endnu. Da vi var samlede og det blev forkyndt, sagde jeg til ham: «hvor kan Du troe det, hun vil bare narre Dig!» Marie – der saa tidlig skulde døe – blev først opofret; hun var den Ældste. Hun skal have været saa smuk, men jeg har intet bestemt Indtryk deraf, maaskee hendes Skjønhed havde dette alvorligere, aandige Præg, som et Barn ikke forstaaer. Men Louises var frisk og straalende som en Vaardag, da hun kom hjem efter to Aars Fravær i Kjøbenhavn hos Tante. Denne Skjønhed, det fremmede Snit paa hendes Klæder, hendes utvungne og [130] dog ziirlige Væsen, gjorde et dybt Indtryk paa mig. Det var ligesom alt hvad hun rørte ved blev forskjønnet. Jeg saae op til denne Søster med en Art stum Beundring. Med en Skarpsindighed, som kun Børn har, vidste jeg at gjennemtrænge alt hvad der angik hende. Men hun var den voxne Pige, og kun paa barnlig Viis torde jeg lægge denne min dybeste Interesse og Hengivenhed for Dagen: jeg løb hendes Ærinder, gjettede ethvert af hendes Smaaønsker og søgte paa alle Maader at behage hende.
Fra Tante Charlotte havde jeg til min tiende Geburtssdag faaet en Voxdukke, og da jeg syntes den havde Lighed med Louise, kaldte jeg den efter hende. Men lidt efter lidt identificerede jeg den ganske med min Søster, jeg digtede i dens Skintilværelse alt hvad der bevægede hende. Fik Louise en ny Kjole, skulde Dukken have akkurat en lignende. Med denne Louise talte jeg, til hende turde jeg uden Skye udøse mit Hjerte. Jeg raadede, jeg trøstede hende i vanskelige Tilfælde, jeg drømte de skjønneste Fremtidsdrømme med hende. Dukken havde sin Bopæl inde i en dyb Nische i Grotten. Her sad den som en lille fortryllet Prindsesse, skjult for Verden, og ventede paa den Dag, da Lykken skulde komme og hente den.
[131] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Ja, Louises Skjæbne har jeg taget mig ganske anderledes nær. At hun kunde gjøre dette! Hvor jeg hadede denne Caspersen! Han var yngre og smukkere end Broch, havde et saakaldet «godt Hoved» og et Slags Mutterwitz, som han idelig øvede, men disse Egenskaber tjente kun til at sætte hans Raahed og Indbildskhed i et stærkere Lys. Moder og mine voxne Søstre behandlede han altid plumpt og uærbødig, og han skammede sig ikke ved at indprænte i Edvard den Grundsætning, at alle Kvinder hørte til et Slags underordnede Væsener, der ingen bedre Behandling fortjente. Det bar ypperlige Frugter; Edvard blev, fra en ganske snild Gut, mod os Søstre tyrannisk og uartig. Ikke desmindre forelskede Caspersen sig i Louise, og nedlod sig til at begjære hendes Haand. Aldrig glemmer jeg den Dag. Om Morgenen havde han skrevet et Frierbrev. Ved Bordet var Alle tause. Louise saa blussende ned paa sin Tallerken og rørte ikke sin Yndlingsret som – jeg veed ikke om tilfældigt – var bragt paa Bordet den Dag. Moder saae høitidelig ud, og [132] da vi reiste os fra Bordet, hjalp Caspersen hende at sætte Stolen bort. Om Eftermiddagen talte Moder om Kvindens Bestemmelse og hvad Børn skylde deres Forældre. Jeg forstod hvad der var paa Færde; jeg vidste ogsaa hvad Louise vilde svare; jeg vidste at hun elskede en Anden. Hun havde aldrig sagt det men jeg vidste det dog. Jeg var gaaet saaledes ind i denne stumme Kjærlighed med hende, at den var bleven ligesom min egen. Jeg skiftede Farve ligesom hun ved hans Navn, skjøndt jeg aldrig havde seet ham.
Om Natten efter denne høitidelige Dag vaagnede jeg ved at hun laae og undertrykte sin Hulken. Er Du vaagen, Sophie? spurgte hun. Har hun villet aabne mig sit Hjerte, eller var det af Frygt for at røbe det? Jeg troede det sidste, og lod som jeg sov. Men da det blev stille, stod jeg op og listede mig til hendes Seng. Hun sov. Her sad jeg til den lyse Morgen, jeg turde ikke forlade min Post, jeg maatte see og overbevise mig om at hun sov trygt, ligesom jeg kunde beskjærme hendes Søvn. Dagen efter blev det forkyndt, at hun var forlovet med Caspersen. Da sneg jeg mig ud af Stuen, foer nedover Engene og skjulte mig i det Tykkeste af Skoven. Her har jeg grædt bitterlig.
[133] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Naar jeg saae Caspersen vise Louise Kjærtegn, forekom det mig at hun led en offentlig Beskjemmelse. Jeg kunde ikke taale det, jeg oprørtes paa min stakkels Søster, jeg kunde ikke holde det ud inde i Huset, men skjulte mig i Skoven og i Grotten.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Imidlertid nærmede sig den frygtelige Dag, da Louise skulde vies til Caspersen. Jeg troede bestandig, at Himlen vilde lade skee et Underværk for at forhindre det. Der skeede intet Underværk, uden det skulde være at Louise var forunderlig fattet. Det smertede mig mere end det glædede mig. Enten jeg vilde eller ei, maatte jeg være med i Kirken. Her saae jeg Louise staae for Alteret med den Mand, som hun hverken elskede eller agtede, og som siden har gjort hende saa ulykkelig.
[134] Men efter Høitideligheden, da Ingen spurgte efter mig, ilede jeg ned til Grotten. Siden Louises Forlovelse havde jeg neppe seet min Dukke Louise. For sidste Gang tog jeg hende frem. Jeg talte ikke mere til hende; thi hun var jo død. Hun skulde, hun maatte være død. En saadan Nedværdigelse turde hun ikke overleve. Og saa tog jeg da den lille Døde og iførte hende hvide Klæder, lagde hende i Kisten og satte denne ind i det Dybeste af Nischen. Sex Voxlys saa tykke som Maccaroni brændte i malede Tinstager, og ligesom de Gamle begrov sig med alle sine jordiske Skatte, tog jeg alle hendes Klæder og Kostbarheder og alt mit Legetøi og gjemte derinde. Da Alt var i Orden, kyssede jeg hende og græd saa oprigtige Taarer over hende, som om det kunde været over min Søster. Derpaa murede jeg Aabningen ganske ordentlig til, med Leer og Steen, og et nyt Lag Jord og Moes skjulte aldeles Sporet. Hvad der her gjemtes skulde aldrig, aldrig mere komme for Dagens Lys. Jeg følte, at jeg murede min Barndom ind med det samme. Udmattet paa Legeme og Sjæl kom jeg hjem, og sneg mig paa mit Værelse.
[135] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Og det er sandt, hermed endte min Barndom, og et nyt Afsnit af mit Liv begyndte. Den Tomhed, den Ensomhed, der indtraadte i vort Huus efterat begge mine Søstre havde forladt det, var ogsaa ret skikket til at nære den triste Retning, mine Tanker havde taget. Moder havde nok havt alvorlige Kampe med dem at bestaae førend de føiede sig. Hun troede det derfor nyttigt itide at bearbeide sine andre Døttre, for om muligt at forebygge hos dem hvad hun kaldte «Romangriller.» Saa hørte jeg da i rene, tørre Ord udtale, hvad jeg med Skræk havde anet, at det næsten aldrig falder i en Kvindes Lod at ægte den hun elsker, og dog er det hendes Bestemmelse at ægte Nogen , da den ugifte Stand er den allersørgeligste. «I den Henseende ere I alle Prindsesser», sagde hun. Jeg svimlede mellem disse Tilstande . . . . at giftes bort uden nogen Tilbøielighed, at slynges saaledes ved en dunkel Magt villieløs og dog frivillig ind i en ganske anden, uelsket Tilværelse, og nu, hvis man elskede en Anden! . . . . arme Louise! . . . O Gud, lad mig ikke elske som hun! . . . udtør denne Kilde i min Sjel! . . . lad mig undgaae Skjæbnen! jeg vil leve ene – ene til mit Livs Ende, [136] aldrig elske, aldrig ægte Nogen. Denne barnlige Bøn var kanskee latterlig, men endnu kan jeg ikke lee ad den.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Den enlige Stand begyndte at faae en Art hellig Betydning for mig. Undertiden var den dog en stærk, fri Sjæls eget Valg. Naar jeg kom sammen med Bygdens gamle Jomfruer, iagttog jeg dem med spændt Interesse. Ak, de var lidet skikkede til at gjøre Ideen smuk eller opbyggende. Hvilket øde Liv! Deres Tanker og Anskuelser om enhver Ting hvor pertentlig bornerede, hvor forstenede! Hvor ynkværdige deres Beskjæftigelser! Gamle Jomfru Møllerup har i de sidste ti Aar uafladeligt strikket paa en Strømpe og rækket op igjen, og denne Straf, der minder forfærdelig om Danaidernes, har hun paadraget sig, siger Moder, fordi hun var daarlig nok til at afslaae nogle gode Tilbud «for en Grilles Skyld.» En gammel Kone, der gaaer i Barndommen, kan maaske udfylde sit Liv med at strikke, strikke evindelig, men mon hun vilde række op igjen? jeg troer ikke . . hun har havt [137] Børn . . Over alle disse forladte Væsener, det samme Præg, jeg veed ikke af hvad . . . af en gammel Jomfru. O Gud, kunde ikke denne Tilværelse gjøres smukkere? Lær mig det, lær mig at bære, at fylde den! Jeg vil læse, jeg vil lære, jeg vil arbeide Nat og Dag.
Dengang havde jeg allerede læst meget, men overfladisk og uden noget Valg. Det var Ting, som mere slappede end berigede min Sjæl. Men selv ved et bedre Valg savnede jeg Hovedbetingelserne for at forstaae og tilegne mig det Læste: jeg manglede Kundskaber. En glødende Iver for at lære noget greb mig. Under den forrige Lærer, Hr. Caspersen, havde jeg holdt Skridt med Edvard d. v. s. jeg havde gjennemgaaet de første Udtog af de almindelige Skolebøger. Nu begyndte mine Selvstudier, jeg læste seent og tidligt, jo mere jeg kom ind i det, jo mere voxte Interessen. Men jeg skjulte mine Bøger lige saa forskrækket som Amalie sine Romaner. Saaledes holdt jeg hemmelig Skridt med Edvard, indtil jeg var kommen ham forbi.
En Dag bad jeg ham saa vakkert at laane mig et botanisk Værk, som jeg vidste han havde i sin Reol; jeg vilde blot se Billederne, sagde jeg. Men han ytrede haanlig: «Du behøver ikke at anstrænge Dig med at lære noget Sligt, Caspersen siger at Fruentimmer [138] ere blot skabte til at styre Huset for Mændene og at man burde sætte alle lærde Damer ind i et Dolhuus.» Det gav dog ikke min Lærelyst noget Stød. «Det er ikke for Mændenes Skyld, det er for min egen jeg lærer.» Men aldrig bad jeg Edvard mere om nogen Bog og alle dem, jeg deels af Faders Bogsamling, deels ved Laan kunde overkomme, bragte jeg ned i Grotten, hvor jeg indrettede mig et lille Bibliothek. En Steen lukkede for Aabningen saa kunstig, at Ingen kunde opdage den. Hvor glad var jeg, naar jeg kunde komme ned til mine Skatte! . . . jeg gik altid ugjerne hjem, men dog som mig syntes rigere end før. Alt hvad jeg oplevede om Dagen, satte jeg i Sammenhæng med det jeg havde læst. Historien interesserte mig især levende. Fra Stenen ved Indgangen kunde jeg see, naar der kom Nogen. Nærmede sig da Nogen oppe ved Mølleledet, da øieblikkelig Bogen ind i sit Skjul. Jeg havde en overordentlig Sky for at røbe nogen Kundskab, selv for Fader, og Edvard og Caspersen kunde have lagt mig paa Pinebænken, før de skulde mærket noget.
Mine Glæder og Sorger vare saaledes ikke et Barns. Jeg havde en egen Maalestok for dem. Kun i det Forhold de stode til min egen store Bekymring fik de Betydning. En legemlig Smerte, et skuffet Haab, Tabet af noget Kjært, tog jeg mig derimod lidet nær. [139] Et Instinkt sagde mig, at den bedste Modvægt mod disse Grublerier laae i Virksomhed, og neppe havde jeg fattet den Idee, førend jeg med grænseløs Iver begyndte at deeltage i Husets Forrretninger. Men dette skeede med en Ustadighed, en febrilsk Uro, der aldrig gjennemførte noget.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Caspersen reiste og nu skulde Cold komme. Jeg hadede ham allerede førend jeg havde seet ham. Da han første Gang sad ved Bordet, blev jeg forundret ved at see hvor ung og smuk han var, og at han talede et ganske andet Sprog end de Andre. Han kom ikke fløitende ind i Stuen, han bandede ikke, naar han talte med Folkene. Jeg hadede ham endnu mere derfor. Jeg gjorde den simple Slutning: jo høiere de have Grund til at stille sig selv, desto lavere stille de os. Hr. Caspersen fandt mig og mine Søstre altid gode nok til at blive hans Huusholdersker, for Hr. Cold maatte vi da være noget endnu ringere. Med denne Uvillie, saa glødende som den kan rodfæste sig i et uerfarent [140] Barns Hoved, har jeg mødt ham. Hvor piinlige vare disse Skoletimer med ham! jeg vidste, at jeg med al min Lærvillighed, al min Flid dog vilde blive dette ringe Væsen i hans Øine, som han havde Ret til at see ned paa. Den himmelske Taalmodighed, han viste, kunde den være andet end Ringeagt? Naar jeg da kunde lade ham sidde en stiv Klokketime og anstrænge sig for at forklare mig Elementerne til noget, som jeg for længesiden var ud over, følte jeg selv det Grusomme og Latterlige deri, men jeg var som forstokket. En Forbryder maae være saaledes tilmode. En sjelden Gang skjændte han og jeg følte mig besynderlig sønderknust og hædret derved . . . ethvert Tegn paa hans Uvillie kunde gjort mig stolt. O, jeg syntes jeg kunde føle, hvor «widerwärtig» jeg var ham; naar Lektien var ude, løb jeg som om jeg kunde løbe fra min egen Ufordragelighed.
Har jeg gjort ham Uret? En Gang, en eneste Gang faldt denne Tanke mig ind, men den var saa flygtig, saa uklar, et Stjerneskud, ingen ledende Stjerne. Vi traf hinanden paa Sæteren. Han forekom mig ganske anderledes end mellem de Andre, hvor han bestandig er saa underlig spodsk, og siger alting med saadan en Mine, at man aldrig ret veed hvad han mener. Han udtalte Ord saa selsomme . . . jeg tvivlede, om jeg havde hørt Ret. Han opmuntrede mig til at synge [141] . . . at synge! Men da vi kom hjem igjen, var han den samme, og jeg saae at jeg havde taget feil. Har jeg taget feil? Jeg veed ikke, men endnu er denne Fordom saa rodfæstet hos mig, at jeg ikke kan være i hans Nærhed uden at jeg føler mig beklemt.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Imidlertid var jeg alt blevet en stor Pige, men jeg forekom mig selv saa utækkelig, at jeg aldrig gad see i et Speil. Jeg kunde nok lide smukke Dameklæder, enhver saadan smuk Fremtræden kunde gjøre det dybeste Indtryk paa mig. Hvor beundrede jeg ikke de Dragter, Louise havde, men aldrig tænkte jeg mig selv i nogen saadan. Moder sagde mangen Gang, «Du faaer sætte dit Haar og og faae Dig en lang Kjole, Sophie, Du er snart en voxen Pige,» men altid tryglede jeg, om at maatte beholde min barnlige Dragt, jeg kommer tidsnok i den Voxne, tænkte jeg. . . . . . . . . . Sangen blev aldrig nævnt. Men næste Gang, da Fader slog paa den Stræng, at jeg skulde ned til Tante, var jeg pludselig villig dertil, om for Sangens Skyld veed jeg ikke, maaskee en hemmelig Misnøie [142] med mig selv laae til Grund, maaskee haabede jeg, at Livet i større, mere udviklede Forhold vilde bringe mig Svar paa de Gaader, der qvælede mig, og forsonende føre mig tilbage til mig selv, og mine Egne. Jeg vil tie om de Erfaringer, jeg derom har gjort. Min Smerte, mine Skuffelser høre mig til, og jeg faaer see at komme tilrette med dem, men hvad jeg kan gjøre – og jeg vil gjøre det – er at de ikke skal blive forstyrrende for Andre.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Min Barndom var altsaa trist, tristere maaskee end noget andet Barns, der mindre end jeg nød de udvortes Betingelser for Lykken. Det var Skygger, usynlige for andre. Men i disse Skygger er der dog faldet enkelte Glimt af Haab og Fortrøstning. Det var en Høsteftermiddag, netop Dagen før jeg skulde reise. Nogle Dage før havde jeg fyldt mit femtende Aar. Jeg havde taget Afsked med Grotten og sad nu paa Stenen foran Indgangen, vemodig, næsten ude af Stand til at skille mig fra Stedet. En kold, ubehagelig Taage efter et langvarigt Regnveir havde hele [143] Dagen hvilet over Egnen. Den lyse Baggrund mellem Fjeldrammen var lukket af et graat Forhæng; man kunde netop skimte de to store Graner ved Møllen. I de ubestemte Omrids saae de kjæmpemæssige og næsten truende ud, de stode der som Vogtere foran den hemmelighedsfulde Fremtid, denne Fremtid, som fyldte mig med en dunkel Gru og Angst. Jeg tænkte paa Louise, min stakkels Søster, som jeg nylig havde gjenseet – hvor forandret, o Gud! – jeg tænkte paa Jomfru Møllerups danaidiske Strømper og Tilværelsens Trøstesløshed overfaldt mig. Jeg mærkede ikke, at et Vindpust strøg opad Fjeldtrakten, at det med et lysnede i Luften, før jeg pludselig saae Grantoppene blinke som to Kirkespiir, og nu saae jeg Taagen i store tunge Masser rulle sig sammen og synke ned mod Elvedybet. Med Et laae hele Landskabet forklaret i Aftensolen og ligesaa hurtig, som fremkaldt ved den samme Naturlov, slog den Tanke lys og varm ned i mig: «At elske og leve for den man elsker!» Forestillingen om en saadan Lykke overvældede mig, jeg sank paa Knæ og trykkede mit Ansigt mod Stenen. Jeg gik hjem, fortumlet som Betleren, der har drømt om, hvor den uhyre Skat ligger begravet, og bævende tænker paa at Drømmen kan være sand.
[I, 12]
[144] Paa Landet er det en hellig Skik at have «Storstue,» det er, et eller to Værelser i Huset skulle staae ubeboede, for at tages i Brug to, høist tre Gange om Aaret ved store Anledninger. Da rulles Gardinerne op og Overtrækket tages av Meubler og Lampetter, der røges og pudses, dog vil man forgjæves betage dem dette Ødets ubeskrivelige Stempel, der hviler ligesom trykkende i Luften i Værelser, der ikke daglig beboes af Mennesker og ligesom alt andet Skabt, Natur, Dyr o.s.v. beaandes og gjennemtrænges af menneskelig Indvirkning. Er det Vinter, da spotte de gjennemisnede Vægge enhver Anstrængelse for at faae det luunt, Ovnen oser og gløder, men i Stuen raader alle Zoners Temperaturovergange. For at have Storstue boer Familien ubekvemt hele Aaret igjennem. Ifølge denne Skik havde den Rammske Familie stuvet sig sammen i den lille snævre, om Sommeren meget lumre Dagligstue, men Sophie havde benyttet den [145] Authoritet, en ung, smuk, nylig hjemkommen Datter har i et Huus og havde faaet dem til at tage Havesalen, et stort, skyggefuldt Værelse, i Brug.
En Morgen kom Cold ned og fandt Familien samlet her. Glasdørene til Haven stode aabne og lod den livsalige Sommerluft strømme ind. Enhver syntes ogsaa at finde sig særdeles vel ved Omflytningen og man kunde nu ikke begribe, hvorfor det ikke var skeet før.
Fruen og Sophie syede ved den aabne Dør, Amalie skjænkede The, og paa Sophaen laae Edvard med Benene op paa Lænet, og sendte Amalie for tredie Gang bort med en Kop, som ikke var ham rigtig tilpas. Da Cold kom ind, reiste Edvard sig. Han viste altid sin Lærer Agtelse. Cold var siden Begivenheden paa Sæteren steget betydelig i Husets Gunst, især kunde en saadan lille Romandaad ikke forfeile sin Virkning paa Fruen og Amalie. Sophie erindrede, hvor beredvillig og med Opofrelse af egen Bekvemmelighed han havde udført hendes Ønske, og hun kunde ikke undlade at betragte ham med mildere Øine. Nu kom ogsaa Amtmanden. Han tog næsten aldrig Deel i deres Udflugter, men nøiede sig med at høre Beretninger derom. Ikke før havde han sat sig i Lænestolen og Edvard havde rakt ham den tændte Pibe, førend Gaarsdagens Krønik blev ham meldt, og det saa [146] livlig fra alle Sider, at han vidste ikke, hvem han skulde høre paa. Fruen vidste at fortælle om et nyt Optrin af Lorentz Brandt, der vakte megen Latter, men den Gamle rystede bedrøvet paa Hovedet.
Det arme Menneske, saa er han da reent forloren!
Hvor kan Du beklage ham, bedste Ven, sagde Fruen. Her kan man blot have Ondt af dem, som han gjør Skam og Sorg, som han viser en oprørende Utaknemmelighed, og fremfor Alle af hans gamle, agtværdige Moder.
Alle var mere eller mindre enige heri og meente, at Lorentz ingen Interesse mer fortjente. Cold sagde, at saavidt han kjendte Brandt, kunde der ikke synderlig være gaaet tabt i ham; den, der har kunnet saaledes slukke enhver Gnist af Æresfølelse, kan aldrig have havt den i nogen høi Grad.
Min kjere Cold, sagde Amtmanden mildt, men dog alvorligt, dette er baade haardt og urigtig dømt. Tak De Gud, at Deres Natur og en bedre Tingenes Orden har holdt Fristelsen borte fra Dem. Brandts Studenterdage faldt i en noksom bekjendt Periode, der bragte Flere paa Afveie end ham, og hvor de Bedste allerlettest faldt. Dengang var Studenten næsten alene anvist paa sig selv. Byens Huse stode ham ikke saa aabne som nu, offentlige Forlystelser gaves der næsten ikke og hvor skulde de unge Mennesker, der kom ned [147] til Universitetet med Brystet fuldt af Livslyst og Begeistring, vel hen? De tyede da sammen, og en Tradition fra de gamle, djerve Drikketider gjorde Punsch og Kommers uundværlig. For de svage Charakterer blev paa denne Maade Glæden eensbetydende med Sviir . De mest Begavede vare under disse Forhold mest udsatte, baade fordi de higede ubevidst efter en større Livsfylde, og fordi de bleve søgte fremfor Alle. Paa denne Maade er Lorentz reven med. Ak, hvor mange Forventninger knyttede sig ikke til dette Menneske! vi troede Alle, at der skulde blive noget Udmærket af ham!
Hvem kan nægte alt det Undskyldende, der ligger i Forholdene! Men, Hr. Amtmand troer, at de selskabelige Vilkaar skulle være saa meget bedre for Studenten nu end før, det skulde jeg dog betvivle. Endnu savnes offentlige Adspredelser, og Adgangen til Familierne er vanskelig nok.
Det burde dog De mindst klage over, afbrød Fruen ham, De, som er bleven saa uhyre afgjort, man stræbte Dem jo formelig efter Livet med Invitationer.
Mig Frue! sagde han leende, jeg forsikrer Dem, jeg har i to Aar boet paa et Tagkammer, uden at Nogen vidste at jeg var til.
Men saa blev De dog opdaget, og jeg veed positiv, at De har været med overalt.
[148] Christiania skal i den senere Tid være bleven saa uhyre selskabelig, bemærkede Amalie.
Det er sandt, i den sidste Tid drev jeg meget omkring paa Baller og i Selskaber, leider dessen! Christiania fik virkelig pludselig Trang til en høiere Selskabelighed, men man havde ikke Tid til at bie til den kom naturlig af sig selv, Alting skulde strax have et europæisk Tilsnit. Dertil behøvedes der brugbare Subjekter, et vist Talent til at producere sig var det Eneste, der fordredes. Disse udvalgte Numere gik da i Brug og bleve uafladelig slidte paa, ja i den Grad slidte paa, at mange af dem til Slutning ikke kjendte sig selv igjen. Jeg reddede mig, som De seer, i Tide, naadige Frue . . . . En Bye kan være selskabelig men det er ikke sagt at den derfor er gjestfri , og det skal sandelig lidet hjelpe den store Mængde, der staaer udenfor, at see en Haandfuld af deres heldigere Kammerater idelig trækkes frem, at see nogle ofte tilfældige og tvilsomme Fortjenester gjøre Lykke. Nei, Gud skal vide, de ydre Opmuntringer ere faae, og er Tonen nu bedre og Udskeielserne sjeldnere, saa maae det søges i noget ganske Andet.
Vistnok, tilføiede Amtmanden, i en dybere Erkjendelse af Civilisationens Værd, i en alvorligere videnskabelig Stræben, med andre Ord i Tiden selv, der ogsaa hos os har brudt sin Bane. Det maae være en trøstende Bevidsthed for den Unge nu til Dags. [149] Mørkhedens Dage ere forbi; Grundvolden til det Gode er lagt, nu gjælder det at bygge paa den.
Ak ja, denne Grundvold! – Det var ingen Nød var den allerede lagt, men det er netop den vi arbeide paa og vi gjør det i vort Ansigts Sved. Vi flytte Stenen, siden er den let at rulle . . . O, vore Efterkommere ville kunne dømme om, hvor ondt vor Tid har havt det! – Den forrige Generation, der i cynisk Tankeløshed traadte det under Fødder, som vi nu stride for, var at skatte lykkelig mod os, den havde dog Raahedens Samdrægtighed. Nu ligger Spaltningen mellem os indbyrdes . . . ethvert Individ, der vil det Rette, møder ofte i sine Nærmeste den bitreste Modstand.
I Sandhed, disse Splittelser, denne evige Strid derinde er jo sørgelig at tilsee, sørgeligere endnu for dem, der berøres af den, bemærkede Amtmanden.
. . Nei, Forholdene ere ikke gunstigere! Anledning til Udskeielser er der endnu i rigeligt Maal, men vi have faaet Øinene op, vor Tid er selvbevidst . Derfor ville vi staae imod, vi kunne lade os rive hen, men ikke lettelig fortabes som Lorentz Brandt . . . . .
Naar Samtalen mellem Mændene tog en alvorligere Vending, forlod de to ældre Damer den gjerne frivillig, men Cold havde mærket, at Sophie, tilsyneladende fordybet i sit Arbeide, fulgte den med Opmærksomhed. Denne unge Pige var vant til at de [150] Anskuelser, hun dannede sig om Livet, afveg fra hendes Omgivelse og det havde gjort hende mangen Gang forvirret og uenig med sig selv. Hun udtalte aldrig en Dom uden om den ligegyldigste Ting. Nu havde det hændt, at Cold med sine Yttringer pludselig belyste hendes stumme Tankegang. Naar hans Blik streifede hende, kunde han undertiden blive overrasket ved den spændte Deeltagelse, der røbede sig i hendes Miner. Han følte da en stor Lyst til at drage hende ind i Samtalen, men det vilde aldrig rigtig falde sig. Den Tilbageholdenhed, han havde plantet mellem dem, forekom ham med Et baade piinlig og taabelig og han lurede nu blot paa en Anledning, der let og af sig selv kunde løse den.
Den kom, men ganske anderledes end han havde ventet. En Begivenhed, usynlig for de Andre, men som dybt greb ind i hans Indre, gav hans hele Forhold til den unge Pige en Farve, en Betydning, som det maaskee ellers aldrig vilde faaet.
Som de vare samlede en Dag i den omtalte Havesal kom Posten og faldt som en Bombe ned i den høirøstede Samtale. Et Øieblik efter herskede den dybeste Taushed, kun afbrudt ved den hvislende Lyd af Bladene. Undertiden pleiede Fru Ramm at afbryde denne Stilhed med et henkastet Udraab, naar Noget i Dagens Krønik vakte hendes Interesse. Dennegang [151] fandt hun imidlertid Intet at bemærke, men hun rettede et Spørgsmaal til Cold. Et Øieblik efter gik denne ud.
Hvad gik der af Cold, sagde Fruen, han svarede ikke paa mit Spørgsmaal, og da han gik, var han bleg som en Væg.
Uvilkaarlig greb Sophie Bladet, han havde læst i.
Giv hid, sagde hendes Moder, og gav sig til at søge. Jeg seer aldeles Intet . . . . Blandt Dødsfald staaer der blot den gamle fiirsindstyveaarige Fru S. samt en Frøken D. – ingen af dem angaaer ham . . . At der er brændt to Huse i Lillesand kan han dog ikke tage sig nær.
Cold viste sig nede ved Bordet lidt mere stille end sædvanlig. Paa de deeltagende Spørgsmaale, man ikke kunde nægte sig at gjøre ham, svarede han undvigende. Man havde aldeles taget Feil. En Opfordring til at følge med Familien paa en Tour om Eftermiddagen afslog han dog.
Han stod ved Vinduet oppe i sit Værelse, da der var bleven stille i Huset.
Han tømte den gamle Angersskaal, hvori vi drikke vore Dødes Minni, – denne Anger, der jo ikke er andet end Menneskenaturens evige, ufrugtbare Kummer over dens egen Utilstrækkelighed. Kom de Døde tilbage, formaaede vi da mere?
[152] Margrethe! hvidskede hans Tanke, er Du død, min ømme, kloge Veninde? skal jeg aldrig høre din Røst mere, der saa godt forstod at trøste! Og Du er død eensom, ikke elsket, ikke forstaaet, ikke paaskjønnet . . . . ja, der er bart og koldt paa saadanne Høider! . . . Ogsaa af mig har Du troet Dig forglemt, skjøndt Gud veed, hvor ofte min Tanke har opsøgt Dig beundrende og taknemlig . . . . det er sandt, Du har intet Tegn seet derpaa, nei, ikke et eneste . . . . ikke engang disse fattige Blade fik Du! . . . . o, kan Du fra din Himmel, saa trøst mig over dette, selv kan jeg ikke tilgive mig!
Otte Dage senere modtog Cold en forseglet Pakke, der indeholdt en Deel af Margrethes skriftlige Efterladenskaber, og som addresseret til ham var funden i hendes Gjemmer.
Med hiin underlige Følelse – halv Vemod, halv Gysen –, hvormed vi betragte kjære Afdødes Haandskrift, stirrede Cold længe paa de bekjendte Skrifttræk. O, disse Tegn! hvori Menneskelivet endnu pulserer i al sin Storhed og Lidenhed, i sin elskelige Svaghed, hvilken Contrast til Dødens Utilgjængelighed og kolde, afvisende Fornemhed. I denne Contrast ligger Grunden til at Alt, hvad der erindrer os om deres forkrænkelige Tilværelse blandt os, Klæder, Ting de have brugt – et Ord henrablet paa en Lap Papir [153] for at prøve en Pen, langt bittrere og heftigere rører Sorgens Strenge end Beskuelsen af deres sjelelige Fuldkommenheder. I denne synes vi igjen, at den svindlende Afstand forringes, og en blid Fortrøstning fylder os, at det Evige i os ogsaa engang vil føre os did, hvor de ere. Et ligegyldigt Brev ryster os mere end et af en dybere Art, de blotte Skrifttræk mere end selve Indholdet.
Vor Ven tilbragte en stor Deel af den lyse Sommernat med at læse. Det Meste deraf var løse Optegnelser uden Datum og Orden; enkelte af disse havde antaget en Brevform, hvori Colds Navn mere som en Tilfældighed figurerede. Maaskee havde hun aldrig tænkt at sende dem, indtil Døden meldte sig, og hun gav efter for den tilgivelige Trang, enhver Dødelig føler, dog at leve forstaaet i et eneste Væsens Bryst.
Vi ville ikke bebyrde Læseren, der velvillig har fulgt os gjennem Sophies Selvbiographie, med endnu en lignende. Kun som Modsætning til denne en ung Piges umiddelbare Opfatning af Livet ville vi meddele nogle Træk af en anden kvindelig Livsphilosophie, og det en, der mere er modnet gjennem Smerten og Erfaringen.
[154] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[I, 13] Uddrag af Margrethes Blade.
. . . . Jeg tænkte nok, at det havde en anden Sammenhæng. Der er noget dybt bedrøvende og ydmygende i disse Facta, saaledes som jeg endelig har hørt dem fortælle af Dem selv. Bedrøvende for Dem , ydmygende for os. Den hele Gaade ligger i, at ingen af disse Damer, som De har forelsket Dem i, virkelig har elsket Dem. Dog var der ikke det Mindste i Veien for, at De kunde blevet gift med hvilkensomhelst af dem. Tak Gud, at det ikke er skeet. . . . . .
Et Slags Følelse have de vel havt, og de vilde blevet meget fornærmede, havde man kaldt denne andet end Kjærlighed, den havde alle dens Luner og Fordringer. Et Slags Følelse havde de, ellers vilde de ikke have kunnet indgaae en Forbindelse. Men den ægte var det ikke. Det var ikke hiin uvilkaarlige, ukaldede og uimodstaaelige Magt, der Planten lig, der fødes i Skyggen, nærer sig useet og upleiet af sin egen Saft, og som man ikke kan oprykke, uden at oprykke Livets Rødder med det samme.
Det var den uægte , Drivhuusfølelsen, Tilfældighedens umodne Frugt, det var denne matte Reflex [155] af Mandens Begjær, der opstaaer af et Sammenspil af smigret Forfængelighed, fornuftig Beregning og en nedarvet Underkastelsesvane.
Det er denne, Manden tager tiltakke med, han forlanger ingen bedre, og erobrer han den ovenikjøbet med lidt Møie, saa er han stolt som en Gud.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Naar det var muligt, burde Mændene aldeles ikke vælge. De vælge meest efter sandselige Indskydelser, de sætte Besiddelse over Alt.
Kvinderne burde heller ikke vælge. De er saa lidet udviklede, at de ikke engang kan vælge fornuftig af Fornuft. Man vilde forfærdes ved at see de Motiver, der ofte bevæge dem til at tage imod et Tilbud.
De saakaldte «stiftede Partier» indeholde ofte en større Betryggelse for den gjensidige Lykke, end man troer. Man skal ikke foragte dem.
Der er blot et, der i Sandhed bør vælge, og det er den kvindelige Kjærlighed . . . . .
Mændene vælge som Daarer og bøde som Martyrer. . . . .
Af alle de drømte og virkelige Egenskaber, der fængsle ham hos hende, hans Valg falder paa, glemmer han [156] blot en lille ubetydelig, det er hendes Kjærlighed .
Mærker han, at den lille Ting mangler, saa tænker han: den kommer nok.
Alle Mænd troer sig Pygmaleoner, der tidsnok kunne belive Galathea, naar den Tid kommer, da hun nødvendigviis maae stige ned af Piedestalen.
Men Ægteskabet tænder neppe nogen Kjærlighed; der bør tvertimod bringes et dygtigt Fond med, for at holde det ud.
En Mand kan, selv om han ikke er nogen øm Ægtemand, være en brav Ægtemand. Han kan røgte sit Kald lige ivrigt, lige samvittighedsfuldt. Hans Pligter har en bestemt Begrændsning.
En Kone maae være øm , skal hun være brav . En Kones Kald har ikke saadanne Grændser. Det bestaaer i en Skare ubestemmelige, forskjelligartede, navnløse Enkeltheder, usynlige som Duggen der falder, og som blot faaer deres Betydning gjennem det Sindelag, hvoraf de udgaae. I dette, i Kjærligheden ligger dets Ubegrænsethed. Uden denne skrumper det ind til et Aag, en triviel Pligtfølelse, hvori det øieblikkelig søger sin Begrændsning.
En Mand kan sidde hele Dagen ved sin Pult, uden en eneste Gang at tænke paa hende , for hvem han dog arbeider. Derimod tænker han meget paa, hvorledes den Afhandling, han arbeider paa, vil tage [157] sig ud i Bladet og hvad Virkning den maaskee har paa næste Forfremmelse.
En Kone der elsker, tænker alene i al sin Gjerning paa ham. Til ham , for ham , ved ham , Alt. Han er hendes Ærgjerrighed, hendes Offentlighed, hendes Statsraadsafdeling . . . .
Det er mærkværdigt, hvorledes man kan føle, idet man træder ind i et Huus, om denne belivende Gnist er tilstede eller ei. Man mærker det ordentlig paa Atmosphæren inde i Stuerne. Hvor den raader, vil Alt have et mildt, beaandet Skjønhedens Præg, hvor den mangler, er Alt dødt, koldt og nøgternt, selv i den rigeste Omgivelse. Enten river hun sig da med Magt løs af Aaget, og lader Maskineriet gaae som det kan, medens hun søger at døve sit Liv udenfor Huset, eller hun gaaer reent op i det, hun selv bliver en knarrende Maskine, som man helst undgaaer.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Madame Dudevants Romaner gjøre nu Opsigt. Det er sandt, de ere forfærdelige, forfærdelige som de Aarsager, der kan have frembragt dem. Her nytter [158] det ikke at anlægge en almindelig, borgerlig Kritik eller komme med den sædvanlige Maalestok for det Uoverskridelige. Vi maae kunne læse disse Romaner rolig, men med den skrækfulde Interesse, hvormed man fra et trygt Standpunkt iagttager et af disse voldsomme Naturudbrud, der udbrede Rædsel og Ødelæggelse i Nærheden. De passe ikke paa vore Forholde. Vi og det franske Samfund kunne omtrent repræsentere de tvende Yderligheder: det begyndende, haarde, uudviklede, haardt i sin Knop sammensluttede, der kun kan trues af Kulde og Vanrygt, og det raffineret overcultiverede, der er sin Opløsning nær, og det er fra dettes Moradser, at hun sender sine Nødskrig ud over den hele civiliserede Verden. Hun gjør ingen Betingelser, hun vil en total Løsrivelse, en fuldkommen Ligestillen med Mændene i alle borgerlige og selskabelige Vilkaar, en Deelagtighed i deres Sæder, deres Sædvaner, ligetil deres Klædedragt. Alt dette springer nu langt ud over vore ydmyge Ønsker, og virker kun frastødende. Nei – det forstaae vi ikke. Til evige Tider maae Manden blive vor naturlige Støtte og Beskytter. Vee den, der maae undvære denne Støtte, og vee Enhver, der troer at kunne undvære den! Mad. Dudevant vil Opløsning af Ægteskabet, der hos os er den eneste Havn og Frelse. Kun føles her som der det Krav, at dette kunde blive lykkeligere. I Frankrig sluttes de meest af Pengehensyn; der med [159] Penge og uden Kjærlighed, her uden Penge og uden . . . . Kjærlighed, men med den store Forskjel, at her ere Mændene ufordærvede , hvorved Misforholdet dog bliver langt mindre føleligt – ja, man skal ikke sige Andet, end at disse, med en mærkelig og øm Skaansel mod deres Koner, ligesom ubevidst søge at udjevne noget af det Ubillige i de forskjellige Livskaar. Nei, George Sand passer ikke her hos os. Hun har ingen Tunge for vore stumme Klager, hendes Skrifter oprive kun og irritere, som al falsk Trøst. Vi trænge ikke til en blodtørstig Frihedsmegære, ikke engang til en skriblende, docerende Madame Roland, men vi trænge til disse Kræfter, der virke usynligt, stille i deres Kreds, og som umærkeligt afgnave de Traade, der binde os til den gamle Ballast. Det var den fattige, ukjendte Madame Le Gros, der ved sin stille Udholdenhed i la Tudes Sag omstyrtede Bastillen. Vore Befrielsesforsøg bevæge sig endnu paa usynlige Enemærker, og vi forstaae os ikke det Mindste paa de Erobringer, der ere at gjøre udenfor disse. Gud frie os for at concurrere med Mændene til deres borgerlige Ombud, eller aftviste dem den Fornøielse at bære Uniform og Tschakot. Hvad vi ville, er en større Tankens og Følelsens Frihed, Ophævelsen af de utallige latterlige Hensyn og Fordomme, der hemmer denne, sandere, mindre forskruede Dydsbegreber, en sundere Moral, der af sig [160] selv vilde afvise alle Antastelser af en umoralsk, offentlig Dom, for hvilken den Bedste nu ikke er sikker, en større aandelig Uafhængighed af Mændene, der vilde bringe en større Nærmelse tilveie, og tillade os at være Mere og i en dybere Forstand for dem, end nu.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
En Forfatter, der forøvrigt ivrer mod det Emancipationsskrig, der har reist sig i Frankrige, siger: Kvinderne have kun en Kilde til deres Erfaringer, deres Kjærlighed er deres Forstand, deres Tro, deres Genialitet, deres Emancipation . Meget vel, vi forlange ingen bedre. Men saa maae denne Kjærlighed først emanciperes, det er: reddes fra Barbarie og Trældom. Beskyt da, o Menneskehed! denne vort Livs første Blomst, thi det er af den al Velsignelse siden skal modnes. Agt paa dens Væxt og Frugt . . . . Forstyr ikke letsindig dens fine Hjerteblade i den stupide Troe, at de grove Blade siden ere gode nok . . . Nei, de ere ikke gode nok. Der er ligesaastor Forskjel paa dem, som paa den The, vi almindelige Jordbeboere tage tiltakke med og kalde The, og den, som Keiseren af det himmelske Rige ene drikker, og som er den virkelige The, den høstes først og er saa zart, at den maae plukkes med Handsker paa, efter at Indsamlerne har vasket sig fyrgetyve Gange, troer jeg.
[161] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Ja, der er mange slige haarde Betingelser i vort Liv, der gjør at vi kun ufuldstændigt kunne svare til vor Opgave. Ja, ja det være raabt for de tusinde døve Øren, der er noget Skjævt, noget Galt i vor Stilling. Skulde ikke de bittre Beklagelser fra begge Sider have nogen Grund? Vi høre ingen, ville I sige. Men de komme dog disse Beklagelser, ligesom hine uforklarlige Klageraab, der synes at stige op af den blanke Søe, eller klinge gjennem Luften men faae Øren ere indrettede til at høre dem.
Ja, vi fortjente at stilles bedre, vi ere bedre, meget bedre end det Opdragelsen, vore Institutioner og det almindelige Omdømme har stemplet os til. Der gives herlige Naturer, der fuldelig vide at gjenvinde deres Ret ligeoverfor den Enkelte. Individet feirer mangen Seir over Slægtens Ringhed. Kommer det deraf, at Mændene, de Gifte, agte vort Kjøn mere, og i Omgang er elskværdigere mod det, end de Unge? [162] De hædre det idetmindste i deres Koner og Døttre. Ingen Damer ere tjente med at omtales i en Ungkarlekreds, og det er en Kjendsgjerning, at den eneste Maade, man kan hædres og udmærkes paa, er ikke at blive nævnt .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Det fortælles meget om den høie Stilling, Amerikanerinderne indtage i deres Land. Det kan nok være, at dette hviler paa noget huult , Noget, vi ikke ret vilde anerkjende. Derfor kan det være lige vægtig i sine Resultater. Jeg vil troe, at den praktiske Maade, de opdrages paa, Lovene, der indrømme dem alle Fordele, Mændene, der med klog beregnet, fiin Egoisme værne om denne Stilling, gjør dem fra Vuggen af til disse stolte, uafhængige Væsener, hvis Indflydelse strækker sig fra Dagligstuen op gjennem alle Forgreninger af det Offentlige.
Ved Siden deraf vil jeg forsøge at give et Omrids, kun et svagt Omrids af vore unge Pigers Livskaar. [163] Endnu inden de fødes til Verden, have Lovene plyndret dem. Det forudsættes allerede da som en Nødvendighed, at de skal forsørges af en anden Mand, der vil tage dem tilægte. Ægtemanden bliver da for dem et Slags Brødstudium, ligesom Jus og Krigsvidenskab for Sønnerne. Opdragelsen anlægges derefter, det vil sige, meget mere paa at opnaae Attestats til Kaldet, end egentlig paa at lære at bestyre det. Saaledes voxe de op uden virkelige Kundskaber, uden dybere Interesser, i et ubeskjeftiget Liv, fuldt af tomme Glæder. Det er ligesom Forældrene i en Slags medlidende Svaghed ikke kunne skaffe dem nok af disse, ikke nok kunne bedøve for den alvorlige Skjebne, der venter dem; de skulle idetmindste more sig og have det Godt saalænge de ere hos dem. Ofte kommer dertil en hemmelig Hjertesorg, der herjer i deres Indre, ligesom disse snigende Skovbrande, som man ikke mærker i det klare Sommerlys. Saa staae de da ved Grændsen: Hjælpeløshed paa den ene Side, et kummerligt Tilfældighedspartie paa den anden. Valget er ikke saa svært. Garotten er jo ærefuldere end Strikken. De blive da gifte. Og nu venter man, at idetmindste de bedste af dem skal skaffe sig en Betydning ædlere end den, nogle elendige Baltriumpher har beredt dem; nei, det vil kun sige, at de nu først gaae ind i Dunkelhedens og Ringeagtens Nat. En pludselig Henvisnen [164] betegner denne Overgang. Man veed ikke mere om disse Væsener, der engang nævntes under Navn af den smukke Den eller Den, man kjender dem fast ikke mere, naar de vise deres falmede Skikkelse ude. De ere ikke mere Individer, de ere norske Huusmødre. Veed De, hvad en norsk Huusmoder er? Jeg ikke heller rigtig, men jeg veed, at jeg kjender ikke en eneste Kone, der virker belivende i en videre Kreds, det være ved kvindelig Elskværdighed eller ved Aand, og dog kjender jeg mange, der baade kunde og burde det.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
O du sørgelige Bye, hvor man er fordømt til evig at tømme Erindringens Bærme! Eier Du ingen Drik for Haabet og Glemselen! Den, der engang i dit Skjød er bleven bedrøvet til Hjertet, kan aldrig blive glad mere. Overalt hvor man gaaer, støder man paa Kors, der betegne, hvor en Glæde, en Illusion ligger jordet. Overalt spøge de omkring, disse hvileløse Aander. De svæve Dig forbi paa Trapperne, de [165] møde Dig paa Gadehjørnerne, de vinke Dig fra Vinduerne snart fra det, snart fra det Huus, der nu selv staae der som Monumenter, øde og forstenede. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . O du store, du lille Bye! hvad det er for en Skye af Kulde og Mismod, der ruger over dig! Du er stor nok, du Tusindnæbbede! stor nok til langsomt at hakke det Individ tildøde, der ikke morer dig længere, eller som du ellers har faaet Noget imod. Dog ikke stor nok, til at en saadan Ulykkelig kan finde en Vraae til at skjule sig i. Den Mand, som har faaet Skygge af Plet paa sin Ære, den Kvinde, som engang er ridiculeret, kan ligesaagodt grave sig en Grav strax og styrte sig i den, hvis de ikke foretrække at begrave sig i Tromsøe eller Christianssand. Stor er du, du har allerede alle en stor Byes Lidenskaber og fortærende Higen og Krav, og hvor lille, hvor arm dog, da du ikke formaaer at fyldestgjøre et af dem! Du henviser os Alle venskabeligst paa hverandre, vi, dine Børn, vi skulle leve af hverandre, tære paa hverandre, saalænge der er en Fold af vort skjulteste Liv uopdaget. Men det gjør os ikke elskværdige, saaledes idelig at skulle være paa vor Post mod hverandre. Vi blive uendelig skikkelige, uendelig correcte, men uendelig ubehagelige; Enhver fornagler sig og Alt hvad han har saa godt han kan, og den, som nu virkelig har Noget at værge [166] for, et Hjerte, en Individualitet f. Ex., eller en anden dyb Ulykke, den, som vil leve redelig af sit Eget, og mindst trænger til Andre, den bliver ogsaa ilignet meest i den almindelige Næringsbeskatning. Her er intet Livets, ingen Nydelsens Fylde, der kan trænge imellem, ingen Begivenheder, ingen Rystelser, ingen velgjørende Adskillelser uden ved Døden, intet mildnende clair-obscur . Men ingen Følelse, der øser af Illusioner og Phantasiens Kilder, kan holde ud, men maa gaae træt. Venskab og Kjærlighed allerførst, deres Gang er egentlig kun en lang Gravmarsch gjennem alle Stadier af den kolde, afklædende Virkelighed, og Beundringen og Enthausiasmen, oh! de Ulykkelige, der engang have paadraget sig denne, og kanskee skulle leve i ti Aar bagefter! Ikke engang Naget kan holde ud, der dog, som bekjendt, er det seigeste, Naget, som Aar ud og Aar ind møde sin Modstander paa et Gadehjørne, kanskee paa samme Klokkeslet, det bliver træt af at hvæsse sine Blikke, man bliver selv sløv og affældig som disse, og Ulykken har imidlertid paataget sig saameget. Ja, vi bliver saa hjertelig trætte af hverandre, vi dine kjære Børn, du store, du lille Bye, og dog maae vi fordrage hverandre indtil vi bæres bort. Og naar da Klokkerne ringe, veed enhver af os for hvem, og da blive vi [167] dog vemodige, naar vi tænke paa, hvorlænge vi have levet christelig af ham.
Jeg veed dog Noget, som er trofast inden din Kreds, og som ikke trættes, og det er Sorgen, den ruger over sig selv og bekymrer sig ikke om Andre.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Engang hørte jeg Moder, der ikke troede mig i Nærheden, sige til gamle Tante Hanne: «Margrethe siger aldrig Noget om det, men det er tydeligt at hun svinder hen. Men er det dog ikke en Gaade, at en Pige som hun kan gaae hen og græmme sig over det ubetydelige Menneske? . . . Om M . . . vil hun Intet høre.» «O, lad hende i Fred», sagde Tante Hanne.
Nu er det allerede besynderlig bittert at høre Andre paa vore Vegne nedsætte det , som ringe og foragteligt, som vi selv vilde give vort Liv for at opnaae. En Lindring vilde det være, at høre dem skjælde [168] os uværdige til en saadan Lykke. Thi det er Sandheden. Ethvert oprigtigt Menneske maa finde sig uværdigt til en stor, en overvættes Lykke. Ubetydelig kalde de ham? Kjende de ham? Hvad hjælper det desuden mig, hvad de sige og troe? Denne Stemme, som de finde læspende og sad, for mig er den Musik, ja den eneste jeg forstaaer, som gaaer mig til Hjertet. Man har sagt, at han er kold, at han er tom, affecteret, at den eneste Gratie han har, den henter han hos sin Skrædder i Hamburg: Alt dette sige Damerne, dog tale de idelig om ham. Mændene paastaae, at han har Charakteer. Hvad angaaer det mig! Over mig øver han denne ubetingede Overlegenhed, denne hemmelighedsfulde Magt, der vilde holdt min Følelse frisk og skye til det sidste – som gjør, at Intet kunde blevet tungt og trivielt, hvis jeg kunde baaret det for ham . . . for ham, og som gjør at jeg maae døe af Sorg over at det ikke kunde skee.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Det er dryppet i mit Øre engang – hvorledes , af hvem , veed jeg ikke, at Grunden til at der ikke blev nogen Forbindelse mellem os skulde være hans [169] store Frygt for at drage en Kjærlighed som vor ned i et norsk borgerligt huusligt Livs Armod. Skulde han gifte sig, da maatte det være med en riig Kone. Nei, nei, jeg hører Huulheden klinge i denne Phrase, hvori Mange vilde maaskee søgt en Trøst, nei, nei, jeg veed det bedre. Der er ingen anden Fattigdom, der skiller os ad, end den han huser i sit eget Hjerte. Jeg var riig for os Begge.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Oh, man skulde ikke foragte et trofast Sind! Naar de kolde, trange Dage komme! . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Hvor kan en Mand vedholdende og koldblodig krænke en Kvinde, af hvem han veed sig elsket! og dog see vi endog her hos os Mænd forsøge sig i det aandelige [170] Forførerfag, og misbruge den Magt, Tilfældet engang indrømmede dem over en stakkels Skabning, ved systematisk at forfølge og saare den. De maae jo huske, at Enden, den ubønhørlige Ende paa al Slags Bravour her i vor lille Kommune, er en prosaisk Huusfader, og det Eneste og det Høieste, der er at haabe og vinde, en skikkelig, trofast Hustrue, helst en, der har bragt et friskt, uberørt Sind med, og Døttre, som man med Liv og Blod vilde forsvare mod den Ulykke at tabe denne Skat.
Der blev talt forleden om en ung Pige, der i flere Aar havde været under en saadan Behandling. Hendes Ungdom var visnet hen under den, hendes Fremtid spildt. Hun havde elsket og været elsket af et Menneske af en dæmonisk Charakteer, og havde i dette Forhold gjennemgaaet al denne privilegerede Mishandling, alle Arter og Grader af denne hemmelige Tortur, hvorved Alverden alene er tilstede, for ligesom den bestaltede Læge at tælle Pulsslagene og mærke paa hvorvidt man kan gaae. Disse Arter, I kjende dem I som kjende dem! Denne Trang til at see os lide, denne Forfølgen saalænge vi flye, dette isnende «Hvad nu»? naar vi skye og overvældede standse, denne Utrættelighed i at ægge vor Svaghed – lokkende Tale og kolde Miner, dunkle Ord og brændende Blikke! – disse Straffe, naar vi ere svage, Straffe, naar vi vise Styrke. [171] Dette Raserie, naar vi vil løsrive os, denne Jalousie uden Ømhed! . . . . o Gud, hvad siger jeg! . . . . hvem talte vi om? Om hende, der blev bedraget for sit Liv, som jeg . . . som jeg. Man roste hendes Mildhed og Forsonlighed . . . . jeg troer, den har været Sløvhed, en Mangel paa Evne til at lide mere! Hun kom i hans Huus, hun omgikkes ham venskabelig, hun havde endog hjulpet Veninden med at sye. . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
Er jeg uforsonlig? Jeg troer dog paa en indre Forsonlighed, der ved Bøn og Faste kan opnaaes. Jeg troer endog, at var det et begavet Menneske, vilde man kunne bringe det indtil at glæde sig over de aandelige Resultater af hans Liv. Men Undseelsen , men Skrækken , som sidder i Nerverne! En maae dog blegne ved Synet af den Anden, og kan ikke Foruretteren, saa maae den Forurettede. . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
O Gud, Du veed det, jeg har kjæmpet med Naget og Bitterheden! Hjælp mig at seire i denne Strid! [172] Du veed det, der har været Timer, hvori jeg syntes din Himmel ikke kunde rumme to som os, og dog maae denne elendige Bye indeslutte os Begge.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Nei, jeg kan ikke slippe Troen paa ham. Tusinde Gange fordømmer jeg ham, men saa kommer dog en Stemme, som siger, at hans Haardhed kun var Ungdommens Overmod, Raahed, denne vor nationale Arvepart. Jeg troer dog paa en Diamant bag dette Slagg af Arrogance, Forfængelighed og Verdslighed. Men Diamanten skal slibes i sit eget Støv, kun ved noget ligesaa stærkt, ligesaa ædelt, ligesaa udholdende, kan det lykkes at bringe den for Lyset. Jeg veed, hvad dette er, hvor det findes. Jeg veed det, ingen, ingen Anden.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
[173] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Syv Aar senere, niende Juni. Min Fødselsdag! Jeg opdagede idag, at jeg endnu er saa ung af Aar. Jeg synes jeg har levet saa uendelig længe; kun femten var jeg, da jeg lærte ham at kjende. Saalænge jeg gik i Fortryllelsen, var jeg som de i Bjerget Indtagne. De sandse Intet af Udenverdenen, de mindes den ikke, de have tabt Maalestokken for hvad vi ellers kalde Tid. Naar de komme ud, kjendes Ingen ved dem. Saa er det gaaet mig. Jeg var et troende, blændet, naivt Barn, jeg er vaagnet med Alderens og Lidelsens kloge Blik, der, selv saaret, gjennemskuer Alt. Derimellem ligger Ungdommen udslettet. Jeg har ikke kjendt nogen af dens Glæder eller harmløse Nydelser. . . . . Jeg har Intet læst, Intet lært, ikke engang at vinde nogle Veninder. Alt seer saa fremmet og forundret paa mig. Disse falmede Ansigter, disse ældede Gestalter kjender jeg dog igjen, jeg har seet dem som i en Drøm, da vare de unge og fagre og skinnende af Haab. Tiden har faret gjækkende hen over Alt. Ogsaa han! Ogsaa af hans Liv, der var saa forventningsrigt, har den grusomt fremdraget Parodien. Han er gift. Intet af Alt dog er opfyldt, hvorfor jeg ydmygt vilde have baaret min Forsagelse. Hans Skjæbne [174] skulde jo været langt herligere end den, jeg kunde beredet ham! Hans Kone er ikke riig, idetmindste ikke paa Aand og Elskværdighed. I hans Huus skal der herske Alt andet end Skjønheden og Gratien. Han kunde ikke lide Børn, hørte jeg ham ofte sige, fordi de virkede forstyrrende paa den Livets Roe og Harmonie, uden hvilken voxne Mennesker ikke kan leve, det maatte da til Nød være et Par, der, saa deilige som Thorvaldsens Marmorgenier, kunde gjøre omtrent samme Virkning inde i en Stue. Han har sex Børn, men ingen ere smukke. Han skal være en øm Fader . . . . Jeg kan nedskrive disse Details uden Skadefryd, men ogsaa uden Sorg, ikke ligegyldig, men dog uden Bevægelse, som Noget, der ikke angaaer mig, ikke skal angaae mig mere. Nu kan intet Mere berøre mig.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Naar jeg fra min Krog seer de unge Piger bevæge sig i en Balsal, saa yndige, saa lette, saa ungdomssikre, saa straalende af Glæde og Tankeløshed, [175] fyldes jeg af en Vemod, en næsten moderlig Vemod – naar jeg for mine sexogtyve Aar torde bruge dette Udtryk. En Hær af Ængstelser stiger op i denne Vemod, Ængstelser, som jeg intet Navn, ingen Form kan give. Vore Fædre og Bedstemødre samlede saa nemt alle disse vor Tids tal- og navnløse Spørgsmaal i et eneste stort og forstaaeligt, det bekjendte klassiske: «Kan Du koge Grød?» men ak, i vore Dage har man jo opdaget, at dette ikke forslaaer, at Lykken i et Huus ikke er assureret, om hun bringer denne Videnskab og alle dens Forgreninger ind i det. Jeg vilde heller sige . . . nei, jeg veed ikke hvad jeg vilde sige, . . . hvor jeg skal ende og begynde. Om jeg nu sagde: Har Du, o unge Pige, blot i Tanken gjort det uhyre Sprang fra din nuværende Existens til den næste, der venter Dig, og som Du, ifølge den Lov, Skaberen nedlagde i Dig, der forlanger din Andel af Livets Møie og Livets Fryd, selv stille higer efter? . . . Har Du nogensinde et heelt Qvarteer tilende alvorlig sammenlignet denne Fremtid med det Nu, hvori Du lever? . . . . Nu aander Alt kun for Dig. Forældre, ældre eller yngre Sødskende, Tjenestefolk og Veninder, Alt omkring Dig synes blot at være til for dine Fornøielser, for din Beqvemmelighed, for den Lykke Du skal gjøre. Og Enhver, som seer Dig, finder det saa naturligt, Du er saa indtagende, disse Roser, dette Flor [176] klæder Dig saa godt, som om Du aldrig skulde aflægge denne Glædens luftige Dragt. Alle leve og aande kun for Dig, og finde Lønnen i at kunne det. Veed Du hvad det vil sige, med et at skulle leve for alle Andre , men Lønnen og Takken maae Du ikke søge hos dem? . . . . Har Du tænkt hvad det vil sige, at dale fra din Florshimmel lige ned i den massiveste Virkelighed, hvis Vogterske og ansvarlige Hoved Du er sat til at være? . . . . Forstaaer Du, o Du Bagatellernes Præstinde, Du Hverdagslivets Vesta, forstaaer Du at passe disse tusinde smaae, osende Lamper, at ikke en eneste af dem gaaer ud? Kan Du opfange alle Barnekammerets og Kjøkkenets Mislyd, kan Du kjæmpe den daglige Einheriestrid mod Raaheden og Ufuldkommenheden, uden at dit Væsens Adel og Mildhed tager Skade? Kan Du være baade Aanden og Redskabet , og saa utrolig mange modsigende Ting paa engang, ofte i et Aandedræt, at det ikke kan opregnes . . . . Kan Du, saaledes splittet i dit Væsen, og tifold knuget og mattet under denne tungvindte og gjenstridige Realitet, kan Du da tillige være Sjelen i dine Børns Opdragelse, og din Mands aandrige, oplivende Veninde? Og, min unge Søster, kan Du bære den Skuffelse, at Verden kun har seet og vurderet dit bedste Værd gjennem din Skjønhed, og gaae dit Speil forbi, med en Trøst paa rede Haand? [177] . . . . Kort, kan Du alt dette uden at forsage , kan Du rulle Stenen op hver evige Dag og hver Aften rolig see den falde ned igjen, fordi en Alf har hvisket til Dig, at den dog hver Gang kommer til at ligge nogle Tommer høiere op . . . .? nogle Tommer nærmere Maalet hver Dag! . . . . . . . . Og skulde det da hænde, at din Villie, din Iver har været stærkere end din legemlige Organisation, og at der i denne melder sig Noget, vi kalde Nerver . . . . Noget, hvis Tilværelse og mysteriøse Rapport til Sjelen Doctorerne vedgaae, naar man ikke netop spørger dem som Ægtemænd og gode Borgere . . . . skulde de gjøre Oprør disse Nerver, saa at – Himlen bevare Dig! dit hele Væsen blev en eneste lidende, dirrende Nerve, der bringer Dig til at skjælve ved en Dør, der oplukkes, og holder Søvnen borte fra dine Nætter . . . . Kan Du da lade som om Du . . . ingen Nerver havde, fordi Du selv er den store Nerve i det Hele, af hvis Roe og Styrke Alt er afhængigt? . . . . . . Jeg spørger Dig ikke, o unge Pige, om Du kan Alt dette for den Mand, din Sjel har valgt; thi da, Du Udkaarede blandt din Slægt, da veed jeg, at Du kan det, og dit lysende Øie bekræfter at Du kan det . . . men kan Du alt dette for den Mand, Du . . . faaer, som tilfalder Dig ved Livets Lykkekast, ikke mere og ikke mindre tilfældigt end den Dandser, der nu netop kommer for at byde Dig op, [178] og som Du har flere vægtige Grunde for ikke at afslaae, blandt Andet den, at Du kunde komme til at sidde over, medens Du maaske blot har en eneste Modgrund, den, at Du i Grunden ikke lider ham, . . . kan Du Alt dette og meget Andet, som min Tanke forfærdet springer over, for denne Mand, og søge Lønnen kun i dig Selv og maaskee i Haabet om en rolig Krog hos dine Børn engang . . . et Haab, der tilsidst dog træt vil dale ned til Ønsket om en Grav . . . .?
Jeg har opholdt Dig længe, unge Pige, alt for længe . . . jeg seer dit Øie hvile fortrydelig og utaalmodig paa mig . . . . Jeg forstaaer Dig. Du giver mig Spørgsmaalet snildt tilbage. «Om jeg selv kunde Alt dette?» Nei, nei. Hvor jeg seer en af vor Midte heelt at løse denne Opgave for Guds Skyld, stille og modig, og uden at bøde sit Hjertes Ungdom og Mildhed, der fyldes jeg af Beundring. Jeg bøier mig dybt for denne ubemærkede Storhed, denne dagligdagse Heroisme, dybere end for nogen Mands Succes, hvor glimrende denne end kan være, men jeg kunde det ikke . . . . Himlen være mig naadig! . . . . jeg kunde det slet ikke .
[179] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Et Aar senere. Igaar gik han forbi, men standsede, opholdt af en Bekjendt, udenfor et Vindue, hvori jeg sad. Jeg havde ikke paa lang Tid seet ham saa nær, og jeg iagttog ham bag Gardinet med den bævende, halv nysgjerrige Angst, hvormed man betragter et fældet Rovdyr, der engang satte os i Skræk. Han var ældet, denne stolte og udfordrende Holdning var bøiet, og den Elegance, der udmærkede hans Person, var forsvunden: Han talte livlig, men Vinden bar Lyden bort, dog troede jeg at høre denne Stemme. Da saae han op . . . . himmelske Barmhjertighed, var det Vanvid, der idetsamme berørte mig! . . . . Dette Blik gik mig, som fordum, gjennem Sjelen, det drog mig som med usynlige Arme ned mod ham . . . jeg kunde opløst mig i Vemod og Sorg ved hans Fødder. . . . Ja, det maae være Vanvid, og jeg har altid mistænkt den kvindelige Troskab for at være en saadan Slags . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei, nei, dette er imod Aftalen, nu vil jeg have Roe!
[180] . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Jeg har søgt i hellige Bøger og Taler, jeg har lyttet i Kirkerne, aldrig nævnes denne Sorg ved Navn. Al anden menneskelig Lidelse og Vildfarelse omtales, men den ikke. Hvorfor nævne aldrig Præsterne den? Den er dog Guds sorgfuldeste, ydmygste Barn, og han har mange, mange af dem. Jeg vilde den skulde kaldes paa ved Navn, at den kunde høre det i sin Vraa og sige, her er jeg, den Du søger, den, der af alle dine Børn trænger meest til Dig. . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
O, er jeg endnu ikke kommet videre! O Gud, denne Byrde er for svær at bære!
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Mai 1834. Freden er dog kommen, det er Dødens, det veed jeg; derfor er den lys og glad, den er sikker. Jeg veed jeg skal døe, og jeg tænker paa det som en Reise, der ligger for os paa en liflig, klar Sommermorgen. [181] Her har jeg intet Mere at gjøre . . . . Gud vil i sin Barmhjertighed tilgive, at jeg ikke havde Mod til at leve uden for dette Ene, Ene. O han være takket, der gjorde Traadene svage! Hvor mangt et Liv, der gaaer tilsyneladende jevnt og roligt hen, er ikke en eneste lang Dødskamp? Han vil optage mig i sin Himmel, at jeg der kan leve for det, fuldkomnere, renere, og uden Braad og Bitterhed. Maaskee der, maaskee der . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Doctor E. har Noget i sit Ansigt, der siger, at han har tænkt over Mennesker og Menneskesorg. Han maae have forstaaet mig, da han alt længe har betroet mig, at min Tilstand var dødelig. For de Andre gaaer den for en nervens Svækkelse, der kan helbredes med Naphta og Valeriana. Forleden bad jeg ham sige mig naar , med mig behøvede han ikke at bruge de sædvanlige Kunster. Han meente: «naar Bladene falder af Træerne». Han fik Taarer i Øinene ved at see den Glæde, det voldte mig. Han maatte love ikke at forurolige [182] Mine, førend det er netop nødvendigt. Uden Støi, som jeg har levet, vil jeg gaae bort. «Naar Bladene falder af», stille og lydløst som de. Ingen Sygestue, ingen Vaagekoner, ingen Moschus, ingen Forespørgsler, ingen af disse Ceremonier, hvormed Døden melder sig i et Huus, og gjør den saa fæl for de Andre.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Tyvende Juni. Det vil bedrøve Cold at høre, at jeg er død. Han vil maaskee tænke, at jeg troer mig glemt af ham. Ogsaa det vil bedrøve ham. Min unge Ven, kunde jeg sige Dem, hvor rolig, hvor tillidsfuld jeg tager denne Taushed. Og dog vilde det glædet mig inderlig, havde jeg hørt Noget fra Dem. Nei, jeg veed De har ikke glemt mig. Kan en Broder glemme en kjær Søster? og en saadan var jeg dog for Dem. Anden Magt veed De, at De ikke har havt, og aldrig kunde faae [183] over mig. Det Bedste, det Blideste i Dem har jeg formaaet at lokke frem. Lad os være taknemmelige derfor, at vi fandt hverandre i Forstenelsen herinde, og at vort Møde var saa smukt og varmt og saa kort.
Saa hør da endnu et sidste Ord fra Deres Veninde. De troer nu, at Deres Sind er uddød, og at De er uimodtagelig for en ny Følelse. De første Skuffelser efterlade altid denne Troe, indtil man mærker, at ogsaa det var en Skuffelse. Maaskee De har allerede erfaret det. De vil atter føle Dem fængslet, dybere, sandere end nogensinde før. Er det en ung Pige, der er ædel og elskværdig, o saa beder jeg for hende! . . . Behandl hende varligt, krænk hende ikke. Vær ikke raae, og siig: denne unge Pige elsker jeg, hun skal blive min, men siig: denne unge Pige vil jeg bringe til at elske mig, hvis ikke, maae jeg forsage hende. Overfald hende ikke, saa hun forvirret over dette Overfald rækker Dem Haanden uden at kunne besinde sig, hvorfor hun egentlig gjør det. Lær hende at kjende Dem, lær hende at troe paa Dem; kan De ikke vinde hendes Tillid, saa ansee Alt for tabt. Lad hendes Følelse modne gjennem en dyb og inderlig Vurderen af hvad der er Bedst i Dem. Som Mosten vil den have Tid til at gjære, og er den da ægte , vil den nok strømme over af sin egen Sødme. Agt paa den da! og tag den som en Gave af hendes Haand. Tag den [184] som den er vunden: ydmyg, skjønsom, ridderlig. Thi saasandt som Menneskene agte lidet paa den og savne den bittert, saasandt som det er Deres Mening, at hun skal dele et Livs Besvær som dette med Dem, det er det Eneste, som holder ud , ja, saasandt som Gud lever og vil være mig tro i min sidste Stund, faaer De ikke dette Klenodie med, saa er det Andet ikke værdt at eie.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
St. Hans Aften. Det gaaer hurtigere, end jeg havde troet. I Nat tænkte jeg, at min sidste Time var kommen. Jeg har dog været oppe i Dag; jeg har røddet i mine Skuffer og har skrevet og ordnet. Alt er nu overvundet, endog Tanken om det sorte Skriin , som jeg har havt en indgroet, barnagtig Skræk for. Skal endelig Ødelæggelsens Rædsler hermetisk opspares? . . . . At ikke et Menneske kan faae Lov til at lægge sig til Roe i den Jord, hvorfra det stammer, uden i denne afskyelige [185] Varetægtskasse, som skiller os fra den Moder, der saa inderlig længes efter Gjenforening. Hvor sød var den Forestilling, at denne Moders Arme omsluttede os fast og ømt, at vi allerede strax vare Et med hende . . . Men kan det ikke være anderledes, saa læg mig i Skrinet, men med saa faae Anstalter og saa hurtigt som muligt. Der er Intet for Lægerne at opdage ved mit stakkels udtærede Legeme. De ville dog kun sige, at Lungen har været lidt for liden eller Hjertet lidt for stort. . . . . . . . . Ingen maa røre ved mig uden gamle Tante Hanne – – Tante Hanne har været snild mod mig – hun har havt en stille Tanke for min Skjæbne. – – – Hun er af dem, som har siddet paa sit ensomme Værelse over sit Strikketøi, og har fredet stille om det Eneste, som er værdt at mindes i Livet – – Hun har ikke glemt, at Ungdommen har et Hjerte – et Hjerte, hvoraf den kan døe. – – – Jeg vil lægges ned i Skrinet i min blaae Silkekjole og med det røde Koralhalsbaand og Armbaandene – – dem havde jeg paa en Aften – – en lykkelig Aften. – – – O min Eneste! min Tanke og min Drøm her i denne Verden, for en eneste saadan Aften er det dog værdt at udholde Livet! – – – Tak fordi Du har været til og opfyldt Tilværelsen og gjort den riig og underfuld! – – – Tak, Tak, for Alt, for den Fryd, Du har ladet mig ane, for Drømmens lyksalige Bedrag, for Smertens [186] Overmaal, Alt har været stort og fuldvægtigt, og er af det, som kan tages med. . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Kl. 12. Ikke en Skye paa Himmelen! Luften gløder og dufter – – Fjorden er et eneste Brændspeil – – o Guds Jord, Du er smuk! Farvel! Du smukke Guds Jord.
Stakkels Margrethe, sagde Cold, da han havde endt disse Blade. Ja, gaae i din Grav, Du og dine Lige, hvor de ere. Her trænge vi kun til travle og haarde Hænder, ikke til Aand eller for dybe Følelser.
Gaae til Roe igjen, stakkels Barn! Du er kommen for tidlig op. Morgenen er graae og kold og Taagen ligger tyk over Engene . . . . sov sødt og trygt, indtil Solen og Fuglene komme frem.
Men jeg vil tage disse Smertenskorn, jeg har opsamlet i dit Spor, Du henvisnede, og gjemme dem trofast, og nedlægge dem . . . . etsteds dog vel altid. . . Farvel, Margrethe, hav Tak for dit Venskab.
[187] Farvel! sagde han og trykkede det sidste Blad mod Pande og Mund, inden han lagde det hen. Nu først saae han, at den korte Sommernat var svunden, og at Dagskjæret allerede faldt rødt paa de spredte Papirer. Dødens Gysning, som havde svævet over dem om Aftenen, var svunden . . . Margrethe havde selv mildt borttagen den! Fyldt af den underbare Beroligelse, der ofte indtræder af sig selv efter et stærkt Sindets Oprør, og som meddeler sig apathisk til Legemet ogsaa, rullede han Gardinet ned for den første indbrydende Solstraale, og lagde sig til Sengs for strax at falde i den sødeste Søvn.
[I, 14]
[188] Cold var en af disse fiintorganiserede Naturer, der ikke opdrages, men som eie Dannelsen og dens Gratie som Medgift. Han var modtagelig, og en varm og let henreven Følelse, en Charakterens Reenhed oprettede hos ham, hvad den maaskee manglede af Styrke. Hvem der havde seet ham, da han kom til Christiania, straalende af Ungdom og Haab, smuk, aaben, glad som en Gud, vilde imidlertid fundet ham nu heel forandret. Han havde paa det heldigste uddannet vor Ungdoms Instinct at drage en usynlig Rustning over disse lettest angribelige Sider. I den Kunst at dæmpe ethvert naturligt Udbrud af Følelse og synes kold og uberørt, hvor han minst var det, kunde han maale sig med den Bedste. Man erindre hans Brev til Müller, der øieblikkelig maatte undgjælde for et Øiebliks Forglemmesle. Müller havde maaskee mere end noget Andet selv paavirket sin Ven i denne Retning. For haardt havde denne Jernnatur berørt en fra den [189] saa grundforskjellig og som ifølge sin Art maatte være ham uforstaaelig. Deres Venskab havde været Leerkrukkens og Vasens Reise med hverandre; kun ved at undvige, redder denne sidste sig.
I Samtaler med Andre var Cold sleben, beleven, ikke uden et Anstrøg af Ironi, der for en dybere Iagttager netop vilde have røbet de ømme Punkter. I hans nuværende Omgivelse var der heller Ingen, som havde gjort et Blik i denne Natur, uden det skulde været Amtmanden. Fruen betegnede ham altid som et Uhyre af Kulde og Ufølsomhed, og for de Yngre, der vanskeligere opgive Troen paa noget ligestemt, var han da ialfald en Gaade.
Mere forrædersk afspeilede hans Ydre enhver sterk indre Bevægelse. Ogsaa hans physiske Complection var af denne delicate Art, der let giver efter for Sjelens Angreb, og han maatte mere end engang finde sig i at gjælde for syg, naar noget kun stærkt havde angrebet ham.
Margrethes Mindeblade havde rystet ham dybt. Han gjenkjendte denne anelsesfulde Imødekommen, hvormed hun, tilsyneladende mindst beskjeftiget med ham, traf de dybeste Strenge i hans Sjel. Ingen, som hun, havde den Evne at gjette Tankens stumme Sprog og løse Tvivl, og at yde Trøst, hvor det mindst ventedes. Dobbelt indtrængende naaede denne Røst, da den [190] klang til ham fra Graven, forklaret gjennem en nu forstummet Smerte.
Den øvede en øieblikkelig Virkning paa hans Tanker og Følelser ligeover for Sophie. Den halv nysgjerrige Mistro, hvormed han havde betragtet hende, veeg med eet for øm Interesse og Medlidenhed. Som Margrethe stod ogsaa hun ene i sin Kreds, uden som denne at have en Livserfaring at støtte sig til. En uendelig Lyst til at nærme sig hende greb ham, men en ligesaa dyb Skye holdt ham tilbage. Han kunde ikke overvinde sig til at drage hende ind i en af disse almindelige, daglige Discurser, eller henvende noget Ord til hende i de Andres Nærværelse. At træffe hende ene, vilde aldrig lykkes ham. Derved fik deres Forhold mod hverandre noget Tvungent og Fremmed, som begyndte at vække Opmærksomhed. Enhver, som kjender lidt til Livet paa Landet, veed, hvor fornaglet Sligt kan blive.
Forstemt over dette, vred paa sig selv, gik han en Aften til Roe. Da havde han denne Drøm:
Det lille Optrin paa Sæteren, som han havde meddeelt i hine Blade til Margarethe – disse Blade, som hun ikke fik – gjentog sig igjen. Sophie sad i sin barnlige Dragt, med de tykke, brune Fletninger ned ad Ryggen, paa Gjærdet og sang. Han klappede i Hænderne og raabte et skingrende Bravo! Da vendte [191] hun et Ansigt mod ham, hvorpaa der stod malet en Smerte, en Rædsel, der næsten forstenede ham selv . . . men det var ikke længer Barnet Sophie. Han seer hendes Skikkelse glide foran han mellem Træerne, men naae den kan han ikke; hvergang han troer at være hende nær, forsvinder hun igjen. Hist ved Klipperanden maae hun standse, der sidder hun paa Stenen, tænker han. Men see! hun er ikke heller der – men fra Dybet lyder Toner op til ham, vilde, jamrende, hendøende, og atter igjen smeltende og lokkende som en Huldresang. Han vil styrte efter, men vaagner med et Raab. Endnu hører han Tonerne, endnu jamre de i Dybet, da springer han forvildet op og hen til Vinduet og lytter. Det er Lyden af et Piano, han hører; det er Sophie som synger. Hendes Instrument var da kommet, over Sophie havde han reent glemt hendes Musik.
Med utaalmodig Hast klædte han sig paa og ilede ned i Havestuen. Sophie var alene. Et Øieblik standsede han igjen uvis. Hun sad med Ryggen vendt mod ham, iført en frisk strøgen, rødstribet Morgenkjole. Hendes lange Lokker, maaskee ikke bestemte til at hænge ned den Dag, var tvungne glat til Siderne, men ligesom oprørte ved denne Tvang dannede de i deres bølgende Fylde en Frisur, som den man seer paa de antike Kaméer. Ved hans Indtrædelse vendte hun [192] Ansigtet om hvorpaa der idetsamme stod malet en let Overraskelse; hun mindede ham om Drømmen.
See, der er jo Fortepianoet, saa faae vi Musik her i Huset, det vil blive herligt!
Blot De ikke faaer formeget af det Gode, sagde Sophie smilende, hvad mener De om Øvelser som disse? og hun tog et Par chromatiske Løb. Cold holdt for Ørene.
Nok, nok! spil nu noget Smukt ovenpaa, eller syng Noget, jeg beder Dem – De synger jo, ikke sandt? – men idetsamme frygtede han igjen for at faae det gamle traditionelle Svar – «o nei! en Smule – det er ikke værdt at høre paa» – men lykkeligviis svarede hun:
Jo, jeg synger. Sang er min Glæde. Naar jeg nu vidste noget rigtigt Smukt, vilde jeg synge det for Dem, . . . . De har mere end nogen Anden Ret dertil.
Jeg? sagde Cold overrasket.
Jeg skylder egentlig Dem min Sang. Uden Dem vilde den maaskee aldrig bleven til noget. Erindrer De ikke engang for mange Aar siden, De traf mig paa Sæteren? . . . dog, hvor skulde De huske en saa ubetydelig Begivenhed . . . for mig blev den vigtig.
Cold forstod hende, men han lod hende tale.
De opmuntrede mig til at udvikle dette Talent, og De gjorde det paa en Maade, der lod mig see Tingen fra en ganske nye Side . . .
Ah, virkelig!
[193] Fra det Øieblik fik jeg en saadan Lyst, og jeg greb begjerlig det Tilbud, jeg ofte havde afslaaet, at besøge min Tante i Kjøbenhavn. Her har jeg arbeidet saa flittig som muligt, men Tiden var for kort. Nu angrer jeg næsten, at jeg afbrød den.
De afbrød den selv, og hvorfor gjorde De det?
Jeg kunde ikke andet, jeg blev betagen af en saadan Hjemvee, at jeg ikke kunde holde det ud længer.
Og nu længes De ned til Danmark igjen? Har De maaske ikke fundet Alting saa herligt heroppe som De tænkte?
Nei, jo . . nei rigtignok . . jo naturligviis, sagde Sophie i en Confusion, hvorover de begge istemte en Latter. Dog kan jeg ikke nægte, at meget forekommer mig anderledes end det foresvævede mig. I Danmark er der dog saa meget godt og elskværdigt, som man kan længes efter igjen.
Jeg kan nok begribe Hjemveen, sagde Cold, dog troer jeg, at den aldrig skulde underkue mig, forudsat at mit Ophold i det fremmede Land var frivilligt.
Det kommer af, at De endnu ikke har prøvet den.
Nei, det kommer af, at jeg forud er overbeviist om, at den vilde berede mig en Skuffelse, naar jeg gav efter for den. Jeg vilde tvinge den til at afklæde Hjemmet alle usande Fuldkommenheder. Den skulde blot faae Lov til at gjøre mig de virkelige Fortrin [194] bevidste. I Hjemveen er der desuden skjult en Portion Skrøbelighed, en Magelighed nemlig, en Modbydelighed for nye Indtryk.
Og dog, og dog er jeg bange for den vilde overliste Dem. Hvori kan det ligge, at denne Følelse er saa mægtig, saa dragende, naar der er en Stemme i os, som siger, at vi gjøre Uret i at give efter for den?
Ja, hvori kan det stikke? det er Nationalitetens Mysterium. Jeg tænker mig, at et Lands Naturbeskaffenhed ligesom afsætter sine Stoffer og afpræger sit Billede i sin Befolkning, og at Individet løsrevet fra denne sin Jordbund føler et Savn, der drager det tilbage til Hjemmet med al Erindringens Magt. I Danmark maae en Norsk, saavidt jeg kan indsee, klarere end noget andet Steds blive sig sin nationale Eiendommelighed bevidst – og omvendt en Dansk heroppe.
Maaske det ligger meget deri, at de to Nationer nu for Tiden saalidet ynde hinanden, bemærkede Sophie. I Danmark vil man ikke anerkjende noget Norsk.
Cold studsede og nær havde han sagt: Har De gjort den dybsindige Erfaring i Deres Tantes Salon; dog vel ikke ved de to af «første Rang?»
Finder De det comisk? sagde Sophie, der saae hans Smiil.
Nei, slet ikke, tvertimod, det er jo sørgeligt, men det maatte jo komme engang. . .
[195] Hvordan mener De?
Jeg mener blot, at paa Grund af de gamle Baand og gamle Baner hendrages man til hinanden, men ved at bemærke Forskjelligheden frastødes man igjen saameget stærkere. Til at være Fremmede ligne vi hinanden formeget, og til at være Landsmænd alt for lidt. Men derfor ere de Danske ikke ganske retfærdige mod os. Thi midt i vor Raahed og Egoisme bevare vi dog en oprindelig Frihed, en sund Forstand, hvoraf der i Tiden maaskee kan blive noget Godt. En Dansk maae sikkert hos en ufordærvet Normand mærke Spor af en drøiere Natur, han maae ligesom mærke, at der klæber en Duft af Qvade og Granbar ved ham.
Ja, men det er jo netop denne Duft af Qvade og Granbar, som de Danske ikke kunne fordrage, sagde Sophie.
Det er sandt, det volder dem ubehagelige Erindringer. Vore kjære ci-devant Landsmænd ignorerte os i Grunden helst ganske, for om mueligt at udslette Mindet om at vi ikke mere ere det. Vi derimod, som ingen Grund have til Ærgrelse, men meget mere til at være saare fornøiede, vi paaskjønne ret hjerteligt alt hvad der er Stort og Dygtigt dernede, Alt hvad de have forud for os. Det skal saamen ikke hindre mig fra at sætte stor Priis paa at tilbringe nogen Tid i Kjøbenhavn. Men jeg har desværre ingen Gudmoder dernede.
[196] De kan ogsaa vanskelig gjøre Dem en Idee om, hvor forskjelligt Livet gestalter sig dernede fremfor her. Tilværelsen forekommer mig der lettere, sorgløsere, mere overfladisk, man er mere fornøiet med sig selv og sin Næste, og man tager sig alting paa en mindre besværlig Maade. . . . Naar man er kjed af Dagens Byrde, griber man med usvækket Lyst efter Fornøielser. Man har Lyst til Alt, man har Tid til Alt . . . men her . . .
Her, supplerede Cold, her tager man Livets Disharmonier ret grundigt, og naar man er kjed af Dagens Byrde, er der ingen Tid til Fornøielser, hvoraf der heller ikke gives stort flere end dem, den vilde Natur tilbyder.
Men, tilføiede han alvorligere, denne republikanske Afsluttethed, disse Savn, hvori vi ammes op, gjør netop Charaktererne stærke, om end strenge, og Gemytterne dybe, om end smertefulde og indadvendte . . . . Ja, Norge er en stræng Moder for sine Børn.
Sophie fæstede ved disse Ord sine Øine paa Cold, det var ligesom der malede sig en Angst i hendes Miner.
Da Cold smilende bemærkede dette og spurgte, om hun leed af Hjemvee efter Danmark, sagde hun:
Jeg troer det næsten, jeg veed ikke bedre end at [197] De imellem faaer holde et lille Foredrag for mig om alle de Skuffelser, denne Følelse bereder os.
Jeg vil gjerne holde alle de Foredrag, De ønsker, sagde han med Varme. De veed jo, Sophie, at jeg har en gammel Ret dertil . . . . og at jeg har Noget at indhente, lagde han til med Betoning.
Og jeg, sagde Sophie rødmende, vil til Gjengjeld synge for Dem . . . . hvis det kunde formilde lidt af vore Disharmonier.
Godt! sagde han med straalende Mine, det er en Aftale. Jeg holder Taler for Dem og De skal synge for mig. Vi ville strax begynde.
Med Sangen eller med Talerne?
Med Sangen . . . .
Sophie bukkede sig efter et Nodeblad, men idetsamme traadte hendes Moder ind. Hun syntes lidt forundret over dette tête à tête . Er De saa tidlig paa færde, Hr. Cold! saa gjør De os vel den Fornøielse at drikke The med os? Sophie, see at skynd paa den. Sophie greb fornøiet dette Paaskud til at udsætte Sangen, som hun med Et følte Ulyst til.
Isen var brudt. De søgte hinanden ikke stjaalent , aabenlyst, uden Tvang. Ved Bordet, paa Spadseretoure, i Selskaber sluttede de sig til hinanden. Det er sandt, de havde meget at sige hinanden. I Førstningen studsede man, men Fru Ramm, der tog det [198] fra den eneste Side, som saadant tages op paa, besluttede at være delicat.
Lykkelige Tid! Ingen af dem tænkte paa at give dette Forhold noget Navn. Sophie blot hørte paa ham, hun indsugede hans Ord, hun troede Alt hvad han sagde, han var bleven hendes Lærer igjen, og hun skulde jo indhente det Forsømte. Et nyt Afsnit i hendes Liv var indtraadt: Opklarelsens, Bevidsthedens. Hendes hele Væsen modtog Præget deraf, det blev sikrere, tillidsfuldere, mere eiendommeligt, undertiden mere hensynsløst. Hun udviklede en forbausende Virksomhed, var oppe med Solen, og naar hun saaledes efter en lang Dag, tilbragt med Læsning, Musik, Samtaler med Cold og huuslige Forretninger, lagde sig til en sød og fast Søvn, syntes hun at Dagen endnu havde været for kort. Den Hjælp hun ydede i Huset glædede hendes Moder meget. Denne havde vant sig til ikke at have synderlig Nytte af Amalie, der tilbragte sin Tid meest med de saakaldte Fruentimmernetheder, med at male Vandfarve, og imellem klimpre lidt paa en Guitar.
Cold havde i visse Maader fundet Sophie anderledes end han havde ventet. Det var ikke hendes Skjønhed og eiendommelige Gratie, den havde vel overrasket ham, dog denne Mulighed havde han tænkt sig. Han mærkede ogsaa godt den Snare, denne vilde [199] drage om hans Sind, dog da han havde i friskt Minde alle de Lidelser, en fordringsfuld, lykketørstende Sjel kan gjennemgaae, naar den skal leve af Skjønheden alene og intet Andet, havde denne Egenskab hidtil mere holdt ham fjern. Men han opdagede en Sjel hos Sophie, en Sjel stærk nok til at møde hans. Hendes aandelige Natur havde været ham gaadefuld. Han troede paa noget Stærkt og Begavet i den, men han havde altid forenet dette med noget Eensidigt, Excentrisk, noget i mange Stykker Forkeert. Han havde drømt om Kampe og Modstand. Den Forstaaelse, der pludselig udfoldede sig mellem dem, saa smuk og harmonisk, saa berigende for dem Begge, overraskede og fortryllede ham. Den skulde blive det bedste Værn – det indbildte han sig idetmindste – mod en blind Forelskelse, der igjen vilde forplumre alt. Margrethe havde selv anbetroet ham denne unge Piges Lykke. Hendes sidste Bøn til ham havde været for hende, den Ukjendte. Og han skulde ikke svigte Margrethes Tillid. Han var virkelig saa ivrig, saa opfyldt af denne nye Opgave, at han ikke kom til at dvæle meget ved Sophie selv, det vil sige, hendes Person, hendes Dragt og disse tusinde Tilfældigheder,
Hvoraf sig Guden spinderTil Net om Hjerterne de stærke Baand
. . . i henrivende, indtrængende Ord strømmede hans Livsbetragtning over i en Sjel, alt for villig til at [200] optage den. Han fandt ikke alene et aabent Øre, men mangen Gang en Selvtænkning, en Modenhed, der mødte ham paa de dristigste Udflugter, og som ofte i kvindelig Gjetningsevne svang sig over ham selv.
Om Cold nu følte, at dette Værn ikke var ganske at stole paa? . . . men ligesom instinctmæssig undgik han enhver personlig Berørelse, endog den ærbødigste, som enhver Herre kan tillade sig ligeover for en Dame. Paa deres Spadseretoure bød han hende aldrig Haanden til at støtte hende over Stene ved Bækken, aldrig Armen ved et vanskeligt Sted i Fjeldet. Sophies naturlige Behændighed gjorde det tildeels overflødigt. En Dag havde hun paa en saadan Spadseertour faaet en Torn i Haanden, der smertede hende meget, men hun undertrykkede Smerten, og Cold vilde maaskee blot henviist hende til Taalmodighed eller et andet Huusraad, førend han, en anden Daphnis, havde forsøgt at trække den ud.
Der var gaaet nogle Uger. Man var allerede midt i Juli, Juli med sine varme, farverige Aftener og straalende Nætter. Leen klang, og Millioner Blomster sendte deres sidste Duftoffer ind i Husene. Lykkelige Tid! Lykke uden Navn og Maal, der fik en nye, farlig Fortryllelse under Sommerens berusende Aande! Og Sophies hele Skikkelse straalede i Gjenskinnet af denne Lykke. Hun blomstrede som en Rose. Der var [201] en Aands Lethed og Lydløshet over Alt, hvad hun foretog sig. Hendes Sang var en Jubel, hendes Gang en svævende Flugt. Man saae hende komme og forsvinde som et Syn. «Du forfærder mig med din Hurtighed», sagde hendes Moder mangen Gang, «Du kan umulig have været der nu,» men Sophie forsikrede hun havde været der, og at hun havde gaaet ganske adstadig.
Det forekom Cold, at denne Tid aldrig kunde tage ende! Og den endte – alt for snart! Han fik pludselig den Opfordring af Amtmanden, at gjøre en Forretningsreise til Christiania. Cold var vant til disse Opdrag; Amtmanden vidste, at han gjorde ham en Fornøielse med dem. Dennegang traf det ham som et Tordenslag. Med Overvindelse rev han sig løs, og medens han i urolig Iver drev paa Reisen, drømte han sig allerede tilbage igjen. Ved Afskeden rakte han Sophie Haanden, og anbefalede hende de Bøger, hun skulde læse under hans Fraværelse, samt lovede hende nogle nye, som han skulde bringe med.
[I, 15]
[202] Et Forhold mellem to unge Personer, der kun grundet paa Interesse ikke har et bestemt andet Maal end en blot aandelig Udvexling, hører af gode Grunde til de saare sjeldne hos os. De synes at tilhøre lykkeligere, friere, mere udviklede Tilstande end de nærværende. Naar de desuagtet finde Sted, vække de en Opsigt som alle de Phænomener, der ikke spire i en naturlig Grund. Mødre og Værger kunne ikke fordrage den Slags Venskaber. De ere dem for upraktiske , ofte hindrende for Døttrenes Lykke. Og Mødrene have Ret. Hvortil denne farlige Prøvesteen? vore Børn kunne blive lykkelige ad den almindelige Vei, uden at der spørges om de have nogen Aand eller Sjel . . . En Smule Ungdom og dens Huld og et Qvantum praktisk Dygtighed, mere behøves der ikke, det knytter Baandet, og dermed Basta. Hvad kommer der ud af en høiere Stræben for en ung Pige? Medens hun beriger sin Aand og opklarer sin Livsanskuelse, glemmer [203] hun Krænkelserne, der lurer udenfor i Verdens skjæve Udtydninger, glemmer hun maaskee endogsaa Lykken , der imidlertid har banket paa i Skikkelse af en «holden Mand» eller en vakker Fætter, der avancerer, og hun maae endda være glad, naar hendes platoniske Ven, for hvem hun trodsede alle disse Andre, ikke selv bliver den slemmeste Forræder . . . Mødrene have, som sagt, ganske Ret. Her, som i alle Conflicter mellem begge Kjøn, har hun Alt at tabe, han derimod Intet. En ung Pige, der med al sin Varme skriftlig og mundtlig pleier en saadan Forbindelse, maae enten besidde en extraordinair Sjelsstyrke til at sætte sig ud over Følgerne, eller en Naivetet, der Intet aner. Det var en sær Forening af begge disse Egenskaber, der gjorde, at Sophie saa uforbeholdent hengav sig til den.
Den egne Pagt, de havde sluttet, vakte derfor snart Omtale. Det er sandt, de paalagde sig ingen Tvang. Man havde truffet dem spadserende, til Hest, alene, paa Hjemtoure magede de det altid saa, at de kom til at sidde sammen.
Paa et Bal hos den nævnte Capitain, kort før Cold reiste, talte de næsten ikke med Andre. Der blev hvisket i alle Kroge. «Saadan foran det hele Selskab!» det maatte da være en Forlovelse , men saa vare de igjen saa besynderlig kolde! Ingen havde endnu seet ham tage hendes Haand, og den Stilling, [204] han iagttog under deres lange Conversationer, der forresten blev holdt i Alles Nærværelse, var saa afmaalt, saa høitidelig, som om det var en Dronning han havde for sig. Det værste var, at da Cold ved Midnat reiste hjem, faldt Sophie, der ikke dansede, i Søvn, og hun sov til den lyse Morgen, da Ballet sluttede. Sophie anede Intet, indtil man ved næste Leilighed kom med Gratulationer, da blev hun yderlig forbauset, og nægtede det tørt og afgjørende. Hendes Moder nægtede det ogsaa, men med denne hemmelighedsfulde Mine, der tillader Fortolkninger efter Behag. Dette forvirrede dem aldeles, men det formildede ikke Stemningen.
Naar hun havde været ude, fandt man hundrede Ting at bemærke om hende. En fandt hende for fri, en Anden for stiv, atter en Anden fandt, at hun alt for tydeligt lagde for Dagen, at hun kjedede sig – kort, det var ubegribeligt, hvor den elskværdige, dannede Kone Fru Ramm, kunde komme til den Datter, der var saa underlig, saa forskruet, saa aparte, saa barnagtig, saa – man vidste ikke selv hvad. Det «Barnagtige» bestod i, at hun undertiden brød de Voxnes stive Kreds og sluttede til Børnenes Lege, til megen Fryd for dem. Hos Præstens smuttede hun gjerne op til den gamle Jomfru Nandrup, der, skjøndt altid sengeliggende, dog var fuld af Livlighed. Det gamle Menneske [2005] fik ligesom nyt Liv den Dag den unge, smukke Pige traadte ind til hende, venlig spurgte til hende, og derpaa med megen Interesse hørte paa hendes mange lystige og traurige Historier. Dog var det især, naar Sophie var fraværende, man følte en Lyst til at bekritle hende; naar hun var tilstede, øvede hendes Personlighed sin Magt over Alle, og mod deres Villie imponerede hun dem. Et Omdømme forstørres altid i sine fjernere Svingninger, ligesom de større og større Ringe, der omkredse den Smaasten, der falder i Dammen. I næste Bygd havde Rygtet gjort hende til et reent Fabeldyr.
En Dag, da Amtmandens paa Sophie nær vare bortreiste, kom en Familie fra et fjernt Distrikt, for at aflægge et Besøg. Sophie modtog dem alene, og idet hun følte den Forpligtelse, der paalaae hende som Værtinde, opbød hun Alt for at behage de Fremmede. Et nydeligt Middagsbord, Toure omkring paa Gaarden, lod dem ikke savne de Fraværende . . . . de reiste aldeles opfyldte af hendes forekommende Opmærksomhed. Til Slutning maae vi endnu bemærke, at Sophie stod sig bedst hos Bygdens gamle Herrer, der mere eller mindre var hendes varme Beundrere. Mænd ere aldrig saa smaalige i sine Domme som Fruentimmer, og da ingen krænket Forfængelighed kom med i Spillet, optoge de Sophies Elskværdighed reent og uforvandsket. [206] Det Fremmedartede i hendes Væsen morede dem, uden at støde dem, det blotte Syn af hende vakte lyse Minder. Hun tyktes dem Gjenskinnet af et Ideal, drømt engang for længe, længesiden, og som Mutters Prosa og et trediveaarigt Contorstøv ikke ganske havde begravet.
Lorenz Brandts Besøg vare i den senere Tid blevne hyppigere hos Amtmanden, da han for det første havde slaaet sig ned hos sin Moder. Desværre saae man, at det for hver Gang gik ned ad Bakke med ham. Den grønne Bonjour, Verkensvesten og Voxdugshuen med Cocarden (hiin Habit, Cold havde foræret ham, havde han solgt igjen, da hans Stolthed ikke tillod ham at bære den) toge øiensynlig af, og han selv syntes med stærke Skridt at nærme sig til det sidste traurige Trin, denne dyriske Sløvhedstilstand, hvorhen Blusel og Anger ikke mere naae. Mod de Andre var han mere høirøstet og uforskammet end nogensinde, medens han viste Sophie en ligesaavidt dreven pathetisk Beundring. Gud veed, hvem der er meest at beklage, sagde Amalie til hende, Moder og jeg, som han er saa uartig imod, eller Du, der er Gjenstand for hans Høiagtelse. Der er ingen Tvivl om, at jeg er ulykkeligst, meente Sophie, thi jeg bestræber mig dog redelig for at nedstemme hans Følelser for mig, medens Moder og Du ikke gjøre Eder synderlig Umage for at formilde dem, han nærer for Eder. Hans Paatrængenhed [207] begyndte virkelig at genere hende høilig. Var det hende muligt, undgik hun at være nærværende. At møde ham ude, alene, voldte hende i Tankerne en stor Rædsel.
En Eftermiddag befandt Sophie sig paa sit Værelse ovenpaa, der var beliggende indenfor et større, der tilhørte Amalie. Hun sad paa den lille, lave Sopha mellem Vinduerne, og læste i en Bog, som Cold havde laant hende. Udenfor slog et længe ventet Regn forfriskende ned paa de tørre Marker. Af og til, naar et svagt Lyn blinkede for de sænkede Øielaag, saae hun op, medens hun mekanisk fulgte den endnu fjerne Tordens Rullen. Hun hørte saaledes, fordybet i sin Læsning, at det gik i den ydre Dør, at hendes egen Dør lukkes op og igjen, og sagte Skridt nærme sig. Da hun troede det var Amalie, saae hun efter en Stund ligegyldig op. Foran hende stod Lorenz Brandt, med et stivt, næsten forvildet Blik fæstet paa hende:
O, hvorfor saa ræd! sagde han, er jeg da et Uhyre, endnu har jeg jo Intet sagt!
Hvad vil De! hvem søger De!
Dig, netop Dig – ingen Anden, jeg har Noget at sige Dig.
Saa er dette Værelse ikke Stedet dertil, hvor kan De vove at trænge herind? Hun reiste sig for at gaae. Men det var forgjeves. Brandt havde med sin Knortekjep stillet sig foran Døren, paa en Maade, som viste, [208] at det var hans Agt at afskjære enhver Flugt. Han var i den Tilstand, der for Alle af hans Lige er den skrækkeligste: han var ædru. Haaret hang opløst af Regnen, om det indfaldne Ansigt. I de ellers matte, glandsløse Øine, med det rødlige Hvide, lyste en dunkel Ild, en fortvivlet Resolution.
Her, intet andetsteds, kan jeg tale med Dig. Dernede ikke. Troer Du jeg har isinde at røre et Steenhjerte som din Moders? eller at give en Romanscene for din fjantede, forskruede Søster?
Ti! raabte Sophie i høi Uvillie. Saaledes vover De at omtale dem, De skylder Agtelse idetmindste! Mennesker, som i deres hele Liv ikke have viist Dem Andet end Godhed og Overbærelse . . . .
Godhed og Overbærelse! sagde Brandt bittert. Saa din Moder har behandlet mig med Godhed! O ja, hun kjælede for Drengen hun ogsaa, saa længe han var smuk og haabefuld, saalænge Lykken smilte til ham med andre Ord; naar det var forbi, sparker man til ham som til en skabet Hund . . . . Din Fader, den stakkels, forskræmte Gamle, tør naturligviis heller ikke . . .
Sophie afbrød ham igjen. Nævn ikke Faders Navn, sagde hun. De veed ikke selv hvad De siger, hvor afskyeligt det er . . . . Tænk Dem om, hvis Skyld er det, at Fader og Moder have forandret sin Opførsel mod Dem?
[209] Du har ikke forandret den, Sophie. Du, den Bedste, den Ædleste af din Slægt, Du har viist mig Deeltagelse og Godhed . . . .
Nei, afbrød Sophie forskrækket, jeg har ingen Godhed viist mere end de Andre . . . .
Jo, jo, nægt det ikke! Du har ikke behandlet mig som en Elendig, en Forskudt. I din Opførsel laae der noget ganske Andet . Denne Ømhed, hvormed Du hang ved mig allerede som Barn, som jeg, den af Alle forgudede Yngling, dengang ikke vidste at skatte rigtig, den er endnu ikke slukt i dit Hjerte for mig – o, afbryd mig ikke – dette opgik klart for mig den første Gang jeg efter mange Aar saae Dig igjen. Fra hiin Dag, fra hiin uforglemmelige Aften paa Sæteren, daterer sig en nye Retning i mit Liv, da druknede jeg ligesom det gamle Menneske i mig, Du blev mig mit Livshaab, min nye Ledestjerne, ja Du, Sophie, er af Himlen udkaaret til en stor, en herlig Mission, til et Menneskes Frelse; ved din Haand vil han vende tilbage til det menneskelige Samfund, som har forstødt ham.
Jeg!! udbrød endelig Sophie! . . . . Hvad mener De! . . . .
«Ja Du og ingen Anden!» vedblev Brandt med den samme underlige Blanding af Svulst og virkelig Følelse. Seer Du, jeg veed jo vel, at jeg er sunken dybt, [210] og at Menneskene have en Ret, men ogsaa kun en Slags Ret til at forstøde mig – thi endnu lever der – jeg føler det, noget Godt og Dygtigt i mig, som deres Haardhed ikke har mægtet at ødelægge. Ja, vee over dette hjerteløse Samfund! . . . . paa det vælter jeg den største Skyld, den bittreste Skyld. Istedetfor at række en forvildet Sjel Haanden, istedenfor at søge at opreise ham i hans egen Agtelse, støde de ham med Foragt dybere ned i Svælget, og behandle ham som æreløs, inden han endnu er det. Det Skrækkelige ved min Stilling, Sophie, er det næsten Umuelige i at vende om, da Broen overalt er afkastet; da staaer Villien hændervridende og bryder fortvivlet sin Kraft mod det Umuelige, indtil den føler sin Afmagt igjen den stakkels Villie. Det Skrækkelige er, at man holdes for forloren, medens man endnu kunde reddes. . . . . Jeg kunde fortælle Dig Træk heraf, som vilde røre Dig, der er saa god, til Taarer, som maatte kunne røre en Steen. I hine lystige, sværmende Dage, der blev Kimen til mit Fald som saa mangen Andens, havde jeg en Kammerat, en Ven. Han var selv Aanden i vore Sammenkomster, den onde Aand maae jeg lægge til, den vildeste, den meest extravagante, var han den første og sidste i alle Lag, dertil begavet med en vis Overlegenhed drog han de Yngre og Svagere med sig mod Fordærvelsens [211] Rand. Han selv reddede sig i Tide, og erholdt ved mægtig Protektion et af Landets gode Præstekald. Her havde han allerede i nogle Aar forkyndt Guds Ord fra sine besmittede Læber . . . . da tænkte jeg paa ham, paa denne Ven, der havde havt saamegen Skyld i min Ulykke, og i en god Stund besluttede jeg at opsøge ham – nu skal hans gode Exempel virke paa mig, tænkte jeg, det vil styrke mig at see hans virkelige Fromhed og ærefulde Vandel – og jeg forberedte mig til dette Gjensyn . . . Sophie! I lang Tid hungrede jeg, for at skaffe mig en anstændig Klædning . . . . hvad vil det sige at hungre! men i fire Maaneder smagte mine Læber ikke Forbandelsens Drik, for at jeg kunde fremstille mig ham værdig. Og jeg kom – og han modtog mig godt? – o ja – jeg hungrede ikke, og jeg fik Tag over Hovedet, men som en Tigger blev Mad og Seng tilslængt mig paa et afsides Værelse, hvor man logerede Haandværkskarle og omstreifende Personer, og naar jeg viste mig, krøb hans Kone og Børn i Skjul, som om jeg var en Spedalsk. Ogsaa hid i denne Afkrog havde Rygtet trængt sig foran mig, her, hvor han agtet og tilfreds nød Frugterne af sin Skinhellighed. Ja, han var en af disse mange vanhellige Præster her i Landet, der bruger Slapheden efter Udsvævelsen som en Fromhedsmaske, hvorved de blænde de stakkels godtroende Bønderfolk. Troe [212] dog ikke, at han lod mig gaae uden at see mig – nei bevares! næste Morgen blev jeg stædet for hans Aasyn, og hans Velærværdighed holdt en salvelsesfuld Formaningstale og afskedigede mig derpaa, idet han trykkede mig en heel Speciedaler i Haanden, som jeg ikke havde Fatning nok til at kaste ham i Ansigtet, den elendige Hykler! Naar Venner behandle En saa, hvad troer Du da jeg har døiet af Fremmede? Ja ogsaa her i Huset, hvor jeg engang var elsket som en Søn, møder mig denne Ringeagt, der er desto frygteligere, da den skjuler sig under en glat, kold Opførsel, som jeg ikke kan faae Tag i, og glider mig som en Aal af Hænderne – saaledes er jeg bleven jaget som et saaret, som et udmattet Dyr, indtil jeg sank for dine Fødder. Sophie, af Dig venter jeg Livet – Du har det i din Haand – bestem!
Sophie, i hvis medlidende Træk man kunde læse den Deeltagelse, hvormed hun havde fulgt hans Skildring, glemte over den næsten hans egentlige Hensigt, maaske havde hun endnu ikke ret forstaaet den. Hans sidste Ord bragte hende pludselig tilbage til Virkeligheden.
Hvorledes? raabte hun, De kan dog ikke mene? . . .
At Du skal forene din Skjæbne med min – at Du skal blive min Redning, mit Haab, min Støtte . . . . jo, det mener jeg . . . .
[213] Aldrig! raabte Sophie, og traadte med Rædsel saa langt tilbage som hun kunde. Men da hun bemærkede den vilde, næsten fortvilede Gebærde, hvormed Lorenz fulgte denne hendes uvilkaarlige Bevægelse, fattede hun sig voldsomt, nærmede sig igjen, og idet hun lagde sin skjælvende Haand paa hans Arm, sagde hun mildt: Besind Dem, Brandt, det kan ikke være Deres Alvor. Jeg skulde torde paatage mig et saadant Kald! . . . . jeg, saa ung, saa uerfaren, der ikke kjender det Mindste til Verden, skulde kunne formaae det over Dem, som Andre ikke har kunnet, der staae Dem langt nærmere? . . . De siger, at jeg selv har opmuntret Dem . . . . o nei, nei, det er umueligt De kan tage saadan Feil! . . . jeg har været venlig og høflig mod Dem som mod enhver Anden, . . . og hvorfor skulde jeg nægte det? . . . . ogsaa Deres Skjæbne, som jeg sammenlignede med den, vi engang udmalede os, gik mig til Hjerte, og det kunde ikke falde mig ind at skjule det . . . . jeg har ikke seet Dem paa mange Aar, og Kontrasten maatte derfor gribe mig smertelig! . . . havde jeg som de Andre fulgt Dem Skridt for Skridt, saa vilde det gaaet mig som dem, frygter jeg . . . . og De vilde nu været ligesaa vred paa mig . . . .
Denne lange, vel studeerte og høist moralske Tale klæder Dig ganske udmærket, sagde Lorenz bittert. Det er et arveligt Talent, mærker jeg. Jeg venter nu blot [214] paa Kapitlet om min gamle, nedbøiede Moder, som din Mama saa uforlignelig veed at foredrage – bliv ved! jeg hører andægtig.
Jeg vil aldeles ikke blive ved. Vi har talt altfor længe om det. Lad os gaae . . . . lad os gaae . . . . Men først skal De love mig, at det skal være sidste Gang . . . .
Og det er Alt, hvad Du har at sige mig? og dermed troer Du at kunne affærdige mig? sagde Lorenz, og traadte et Skridt nærmere.
Min Gud! hvad vil De da? Hvad kan, hvad skal jeg gjøre?
Du skal blive min . . . . o, Sophie, miskjend ikke dit Kald! Hvad troer Du en saadan Engel er sat til her i Verden, uden for at frelse de Fortabte? Det er Kvindens Bestemmelse at opofre sig.
Nei, det er ikke Kvindens Bestemmelse at styrte sig i en vis Ulykke, uden at kunne frelse Nogen . . .
Sophie, sagde han, og faldt ned, medens han med Heftighed greb hendes Hænder. Afsiig ikke denne Dom saa haardt, saa afgjørende. Jeg forlanger intet Løfte af Dig nu, giv mig blot et Haab, et lille bitte Haab om, at Du vil høre mig, naar jeg har gjort mig fortjent dertil . . . . jeg veed det, saaledes som Du ser mig nu, kan jeg blot vække din Afskye . . . din Uvillie er saa naturlig! Du skal ikke see mig, uden at [215] jeg kan vise mig for Dig i en Skikkelse, der er Dig værdig. . . . Dog jo, see Dig maae jeg, for at hente Styrke til det nye Liv, jeg skal føre, min Igjenfødelse – blot see Dig, for at læse en Straale af Haab i dine Øine, o, med det skal jeg trodse Alt, Verdens Foragt, og om selve Helvedet steg op for at friste mig.
Jeg beder . . . jeg besværger Dem, Brandt, sagde den dødblege Sophie – – lad mig være . . . . ti med dette! . . . . Glem at De nogensinde har talt om det . . . . Reis Dem, for Guds Skyld, reis Dem! . . . Brandt . . . Gud veed det, hvor Deres Ulykke gaaer mig nær! . . . hvor villig jeg vil troe paa alt Undskyldende for Dem, paa Alt hvad der endnu er Godt, og som kunde reddes . . . . men ikke ved mig . . . . ikke ved mig! . . . . Jeg vil altid være venlig mod Dem . . . . Jeg skal ikke glemme, at De har været os en Broder . . . . jeg skal forsvare Dem mod Alle, og staae Dem bi i Raad og Daad som en Søster . . . hvis De selv vil det, hvis De ikke tvinger mig til at skye og hade Dem . . . .
Altsaa «Ritter, treue Schwesterliebe, widmet Euch dies Herz» . . . . Tak skal Du have: Raad har jeg nok af, Daad rigtignok mindre – og er det dit sidste uigjenkaldelige Ord?
Kom, kom . . .!
Aha, jeg forstaaer, sagde Lorenz efter en Pause, [216] medens hans Øie hvilede skarpt paa hende. En anden har trængt sig mellem Dig og mig. Det var altsaa dine beskedne Skrupler, at Du ikke var dette Kald voxen! men mig narrer Du ikke, see blot, hvor rød Du bliver! Saa har han dog lusket sig ind i dit Hjerte, denne glatte Vindbeutel, saa har han dog vidst at bestikke Dig med sine nymodens, hjerteløse Phraser. Vogt Dig for dette Menneske, Sophie, han vil volde din Ulykke.
Sophie svarede ikke, men uvilkaarlig bukkede hun sig efter Bogen, der var falden ned, medens en brændende Rødme bedækkede hendes Ansigt. Brandt gjættede denne Bevægelse, han rev hende Bogen af Haanden, saae paa Titelbladet, og skreg: Tænkte jeg det ikke! der staaer hans Navn, den . . .! og som en Rasende rev han Bogen i mange Stykker og trampede paa den, oh, mumlede han, naar jeg blot vidste hvorfor jeg hader dette Menneske saa!
Hans værste Synd var vel, at han sprang i Vandet og frelste Deres Liv, sagde Sophie med Foragt.
Ja, Du har Død og Helvede Ret – det ogsaa, derfor hader jeg ham netop, skreg Brandt med stigende Raserie . . . . . . Har han ikke derved beredet sig en ny Triumph og mig nye Ydmygelser? . . . . . o, jeg forstaaer, han er bleven dobbelt interessant, uimodstaaelig siden . . . . men hans Tour kommer nok ogsaa engang! . . . . Gid mine Qvaler [217] tusindfold ramme ham! ja gid han vride sig for din Fod, fortvivlet og ubønhørt som jeg! . . . . og Du, Sophie, tag Dig iagt! Du skal herefter føle hvad det vil sige at styrte et Menneske ned i Afgrunden.
Han gik med et skrækkeligt Blik. I Døren gav han sin Hund, der længe havde pebet udenfor, et brutalt Spark, saa det arme Bæst hylende tumlede tilside. Amalie, der lidt efter kom, fandt Sophie siddende paa Sophaen, bævende paa alle Lemmer. Neppe kunde hun faae antydet hvad der var passeret.
Det skrækkelige Menneske! raabte Amalie, og søgte kjerlig at berolige Søsteren. At man skal være udsat for Saadant! . . . . see, der gaaer han! . . . og lige over Moders Nelliker . . . det er dog rædsomt! Og Søstrene saae nu med Skræk og en viss Tilfredsstillelse Brandt, fulgt af sin slukørede Hund, springe tvers over Blomsterbedene i Haven, klattre over Stakittet og forsvinde i Marken. Tordenbygen udgjød sig idetsamme under et voldsomt Lyn.
Da Amalie var gaaet, lukkede Sophie sin Dør, et Rov for nye Tanker og Bevægelser. Paa Lorenz Brandt tænkte hun ikke mere.
Ende paa første Deel.
Anden Deel.
[II, 1]
[1] De Fremmede, som engang, medens Amtmandens vare fraværende, havde aflagt et kort Besøg paa Gaarden, vare en Provst Rein og hans Søster, middelaldrende Folk, begge bosatte i det sydlige Strøg af Landet. De befandt sig paa en Reise til en Bygd i Amtmandens District, hvorhen Fruens Mand, en Landmilitair, var bleven forflyttet.
Veien førte dem næsten lige forbi Gaarden. Provsten havde i yngre Dage kjendt Amtmanden og hans Kone. Det interesserede ham derfor høilig at see disse gamle Venner igjen efter saamange Aars Forløb.
Man vil erindre, at de Reisende traf blot Sophie, som ogsaa det Indtryk, hun gjorde paa dem, der stod i en besynderlig Modsætning til de barokke, uklare og tildels umilde Domme, de havde dannet sig om hende. Hvorvidt dette gunstige Indtryk havde sin Grund i en indløben Feiltagelse, er vanskeligt at afgjøre. [2] Fordomme og forudfattede Meninger øve en stor Magt over os, og spille ofte de Bedste et Puds.
Efterat de to agtværdige Sødskende, vel indskibede i den magelige Reisevogn, et Stykke op i Alleen lidt møisommeligt havde vendt sig om og tilvinket deres unge Vertinde endnu et sidste Levvel, bemærkede Provsten:
Det var da ret uheldigt, at vi ikke skulde træffe Familien hjemme.
Siig heller, vi vare saare heldige, svarede Søsteren, at vi traf den ældste Datter og ikke den yngre . Det skal være et reent Utyske, capricieus og fuld af Indfald. Vild og forvoven som en Kosak skal hun sprænge alle Faderens Heste. Hun havde været istand til at slaae Døren i lige for vor Næse.
Bevares! da var denne Søster noget ganske Andet!
Ikke sandt! det var da et sødt Menneske! Jeg er ganske og aldeles indtaget af hende . . . Og smuk! At man ikke har talt mere om en saadan Skjønhed! Der har Rygtet mod Sædvane været for moderat.
Jeg har dog hørt Frøken Ramm omtale som en indtagende Pige, bemærkede den mere ordknappe Broder.
Og saa forekommende og behagelig! . . . og saa Anretningen, hvor smagfuld var den ikke? Disse Retter vare saa simple og dog delikate, jeg veed hvad [3] det vil sige at præstere Saadant paa Landet . . . . . Og hvor peent lagde hun ikke for ved Bordet, og underholdt os tillige. Det er ingen let Opgave, det veed nok jeg.
Hun udviklede særdeles megen huuslig Virksomhed, sagde Provsten tankefuld.
Og det var ikke noget Overfladisk, det forsikrer jeg Dig! Jo, jo min lille fine Dame, tænkte jeg, dette er vistnok meget smukt og nydeligt Altsammen. Men der skal noget Andet til, end at kunne dække et Bord smagfuldt og gjøre Honneurs paa en behagelig Maade. Der er andre Ting som ikke lade sig gjøre med Handsker paa, og det er vel ikke egentlig din Sag, men Du lader Mama sørge for det. Dog det skulle vi snart komme efter. Hvor kort Tiden var, feiede jeg dog omkring med hende i det hele Huus. Vi vare paa Lofte og i Kjældere, i Melkebod og i Væverkammer, og det maae jeg sige, jeg gjorde hende i al Stilhed Afbigt. Hun var saamen hjemme overalt, og skjøndt hun forsikrede, at hun tog ubetydelig Deel i disse udvendige Forretninger, vidste hun dog saa god Besked, og talte saa kyndig om enhver Ting, som om hun ikke interesserede sig for andet i Verden end for Vævning, Smør- og Ostetillavning.
Mon hun er musikalsk?
Det troer jeg neppe. Den Yngre derimod skal [4] være et musikalsk Genie. Men derfor faaer man ogsaa ved Siden af Noderne døie Unoderne med. Slige begavede Børn ere aldrig til rigtig Glæde . . . . . . Her fra denne Bakke tager Gaarden sig virkelig smukt ud. Mon Møllen dernede tilhører Amtmanden? See Dig dog om, Frederik!
Hvor gammel mon hun er? sagde Provsten og saae ud til den anden Side.
Hvem? den ældste? Det skal jeg kunne sige Dig paa en Prik. Hun maae netop være et, to a treogtyve, høist fireogtyve Aar. Da jeg for tyve Aar siden saa Fru Ramm, var den yngste af hendes Smaapiger tre a fire Aar . . . og hun ventede sig paanyt.
Fireogtyve Aar! da seer hun overmaade ung ud for sin Alder!
Af Væsen just ikke. Denne Sikkerhed har ikke ganske unge Piger; de ere mere forlegne med sin Person, mere affecterede om Du vil . . . . . Veed Du hvad, Frederik, det var en Kone for Dig!
Hvad falder Dig ind! raabte Provsten næsten heftig, og lettede sig op af den magelig hvilende Stilling . . . . en saa ung, smuk Pige! med hendes Fordringer!
Hm ja Fordringer! hvorfor ikke? En Mand som Du i dine bedste Aar, endnu ikke Halvtreds! der kan byde en saadan forvænt liden Dame en Stilling som de [5] længe maa sukke efter. Fru Ramms to ældste gifte Døttre levede begge i maadelige Kaar.
Men fire Stedbørn, Mikaline! . . . en stor Landhuusholdning! . . . indvendte Broderen, der ikke ugjerne saae sig modsagt.
Fire Børn! nu ja, Børn ere Guds Gaver! . . . Alvorlig talt kjære Frederik, Planen er ikke saa ilde. Tag Du ind paa Gaarden, naar Du reiser ned igjen, giv Dig Tid i nogle Dage hos den gjestfrie Familie, og see Dig saa Tingen lidt nærmere an. . . . Det er desuden ikke passende at afspise dem med et altfor kort Besøg.
Den halv spøgende Vending Samtalen havde faaet, greb dybere ind i den værdige Provsts stille Tanker, end Søsteren vidste af. Hans Besøg hos Amtmandens havde ikke ganske været tilfældigt. Provst Rein havde i senere Aar giftet sig med en Cousine af Fru Ramm. Efter et kort Ægteskab, hvorpaa der ikke havde været det mindste at udsætte, var den unge Kone død, og havde efterladt ham fire Smaa. En Enkemand kan ikke bedre hædre sin Kones Minde, end ved saa hurtig som muligt at gifte sig igjen. Viser han ikke derved, at han ikke kan undvære det huuslige Livs Sødheder, som den Forevigede har lært ham at kjende? Jo smerteligere hans Tab har været, jo før, jo heller, længes han efter at faae det erstattet. I Almindelighed omfatter han dette Anliggende med mere Varme [6] end første Gang. Rein var i dette Tilfælde. Han længtedes inderlig efter en ny ægteskabelig Forbindelse. Eensomheden trættede ham, Husets Bestyrelse og smaae Børns Opdragelse gjorde det desuden nødvendigt. Der var intet kvindeligt Væsen i hans Omegn, der kunde komme i Betragtning. Rygtet havde nævnt ham Amtmand Ramms Døttre som ualmindelig velopdragne, huuslige og elskværdige Piger. Han vidste, at der var en voksen Datter endnu, der var ugift, den anden tænkte han sig først i Opvæxten. Da derfor hans Søster skulde tiltræde Reisen til sit nye Hjem, tilbød han sig til hendes Overraskelse som Ledsager. Det vilde glæde ham at lære dette at kjende, og det gav ham desuden Anledning til at fornye det gamle Bekjendtskab med Ramms, Noget han saa længe havde ønsket. At Reisen havde endnu en hemmelig Drivefjeder, vilde han ikke ret tilstaae sig selv.
Forvexlingen af de to Søstre voldte imidlertid en slem Confusion. Han var ikke bleven skuffet, langtfra! Ulykken var, at han havde fundet noget Andet – meget Mere, end han havde ventet. Sophies Væsen, hendes Ungdom og Skjønhed vare Egenskaber, som den beskedne Mand ikke mere gjorde Regning paa hos den Ledsagerinde han søgte, der skulde blidgjøre ham hans fremrykkende Alderdom. Dog var han ikke ufølsom for disse Fortrin, de havde gjort et Indtryk paa [7] ham, som han af al Magt bestræbte sig for at forvinde.
Da han efter kort Tid vendte tilbage, traf han Familien hjemme. Alle ilede ud og omringede ham, inden han endnu var stegen af Vognen, med hjertelige Velkomstraab. Rein studsede ikke lidet ved at see en ukjendt, noget før, ret smuk, ung Dame ved Siden af Fru Ramm, som denne forestillede ham som en Datter af Huset. Men min elskværdige Vertinde? spurgte han, forundret henvendt mod Sophie, der viste sig bag de Andre.
Det er vor yngste Datter, som allerede har været saa lykkelig at gjøre Hr. Provstens Bekjendtskab. Ja vist, ja vist, sagde denne i en Forvirring, som han skjulte saa godt han kunde.
Men nu skulde den gode Mands Strid først ret begynde. Det gjaldt at glemme Rahel og henvende sit Sind til Lea. Amalies venlige, meer ziirlige Væsen, der havde et Udtryk af jomfruelig Beskedenhed, som deels var sandt og dels paataget, hendes tækkelige, mere satte Udvortes, behagede ham ogsaa. I de to Dage, Gjæsten opholdt sig hos dem, var det hendes Tour at gaae i Huset. Hun lagde for, hun skjænkede The etc. og disse Beskjæftigelser klædte hende godt, de passede saa at sige til hendes Personlighed, idet de tillige mere hindrede en vis usand, affecteret Side fra at komme frem. Han kunde ikke nægte for [8] sig selv, at denne huuslige, mere jevne Pige var den meest passende for ham, og han bestræbte sig for at henvende al sin Opmærksomhed paa hende. Dette skeede som sagt ikke uden Anfægtelser. Da Amalie havde Opvartningen at sørge for, tilfaldt Underholdningen mere den yngre Søster. Provsten var en Mand, der forstod ret vel at sætte Priis paa kvindelig Elskværdighed. Sophie havde denne Gratie, der ligesom gjenfødes og frigjøres ved Kulturen, det vil sige, hvor den ydre Dannelse har staaet i en heldig Samklang med den indre. Denne lykkelige Harmonie opnaaes sjelden af vore unge Piger, derfor falde de, idet de træde ud over den ubevidste Barndoms Grændser, saa let hen i Stivhed og Affectation. Thi Affectation bestaaer som oftest kun i en Stræben, en Famlen efter en Form for det indre opvaagnende Menneske, medens man smertelig føler det Mislykkede. De rigest Begavede ere ligefuldt, ja ofte mere, udsatte for Affectation. Sophie undgik maaskee kun denne Klippe, ved at hun saa tidlig blev hensat i cultiverede Omgivelser.
Men det blev den arme Mand først ret broget, da Sophie begyndte at synge og spille, et Talent, som han endnu ikke vidste noget af. Provsten havde i yngre Aar spillet Violin; han var en stor Elsker af Musik. Naar hun hævede sin herlige Stemme, glemte han reent den lille, tynde Samtale, han havde begyndt [9] med Amalie om Landlivet og Gaardens Beliggenhed, og naar hun ufortrøden begyndte hvor man slap, svarede han adspredt og hen i Taaget.
Ak, tænkte han, denne unge Pige er en af disse udsøgte Naturer, disse Poesiens Duftvæxter, der ved en Misforstaaelse er skudt op i vor haarde Jordbund, men som aldrig vil fæste Rod. Hun er ikke skabt for Virkeligheden, ikke for vort huuslige Liv. Hvor skjæv denne Slutning var, søgte han i den et Slags Beroligelse. Men naar saa under en Spadseretour ud over Markerne Samtalen mellem dem kom paa ganske praktiske og landlige Gjenstande, vilde hiin Opfatning af hende igjen ikke passe. Sophie var opvoxet mellem disse Ting, og hun viste saameget forstandig Skjøn paa dem og talte saa naturligt derom, som om hun først her var i sin rigtige Sphære. Hans Søsters Ord: det var en Kone for Dig! løde da igjen ret fristende for hans Øre. Den fatale Forvexling, som fra først af havde draget hans Tanker hen paa den Urette! Den værdige Mand reiste hjem forstemt, vred paa sig selv, og ledsaget af mange Bønner om at komme snart igjen, og det i et ordentligt langt Besøg.
Hurtigere end han selv tænkte, skeede dette. Nogle Familieanliggender gjorde strax efter en ny Reise op til Søsteren nødvendig, og paa Tilbageturen undlod han ikke at stige af hos Amtmandens, hvor han blev [10] modtaget med uskrømtet Glæde. Ogsaa paa Sophie havde han gjort et godt Indtryk. Der var noget mildt, tillidsvækkende i hans Maade at være paa, der ingenlunde udelukkede den Respect, hans Alder og Værdighed krævede. Han havde en Sindets Ungdommelighed, der charakteriserer saa mange ældre Mænd, og som danner en saadan underlig Kontrast til vor yngre Slægts indre Udlevethed og vrantne, sygelige Livsanskuelse. Han elskede Ungdommen, han forsvarede dens Feil, naar de blot vare ungdommelige, han gik med Varme ind i dens Interesser, uden at han selv vilde være ung. Intet i hans Væsen eller Udvortes røbede nogensomhelst Bestræbelse derefter. Dette var kraftigt og kjernesundt. Rein havde været en meget smuk Mand; han var det endnu. Det sorte, stærke Haar var endnu kun ubetydelig graanet. Tænkning og aandelig Anstrængelse havde ikke trykket ødelæggende Spor paa hans Ansigt; men der lyste Forstand og Godhed, parret med Fasthed, ud af det. Hans Skikkelse, hans herlige Røst, hans Holdning, der var imponerende og selv noget chevaleresk, syntes bedre at passe til en fornem Militair end en geistlig Mand. Sophie sagde til Amalie, at hun leed Rein saa godt, at hun ikke vilde gaae i Kirke for at høre ham præke; deres Præst havde nemlig anmodet Rein om at forrette Kirketjenesten, da han selv havde Forfald. Denne Yttring, sagt og [11] optaget i Spøg, indeholdt dog et sørgeligt Alvor. Fru Ramm gik næsten hver Søndag i Kirke med sine Døttre. Hos hende traadte Bevidstheden, det er Beskuelsen af, at hun havde været i Kirke i Andagtens Sted. Men for dem, som kom med Trang til en høiere Opløftelse, vilde dette ikke forslaae. Sophie deelte Skjæbne med tusinde Børn. Opvoxet i en steril Tid og særlig under en fortørret og verdsligsindet Moder, maatte hun undvære Velsignelsen af en allerede i Hjemmet vakt levende Forbindelse med Guddommen. Lykkelig hvem der saa magelig kom til denne Velsignelse! som bragte Amuletten med, inden Livets Kampe begyndte, og hvem det ikke, ligesom Sophie, var forbeholdt, af selve disse Kampe og Lidelser, smertelig at skulle tilkjæmpe sig den! Hendes aabne, religiøse Sind søgte tidlig Gud i Naturen, i alt hvad der var stort og skjønt, medens hun dunkelt følte Savnet af en inderligere Hvilen i ham. Men denne Nærmelse, denne inderligere Tilegnen af det Høieste, hvor skulde man søge den, uden i Kirkerne? Men netop her, i hendes Hjembygds Kirke, havde Sophie mindst fundet den; den hele Act her voldte hende Uro og Forstemthed. Som Barn fik hun ofte ondt og maatte bringes ud. Dette vil neppe kunne forundre Nogen, der kjender lidt til Gudstjenesten i mange af vore Kirker paa Landet, idet mindste saaledes, som den øvedes for [12] tyve til tredive Aar tilbage. Man tænke sig til de ofte aands- og gudsforladte Taler, den Masse Psalmer, som Menighed, Klokker og Organist foredrage hver i sit Tempo og sin Toneart, og de mange Ceremonier, Barnedaab, Altergang og Catechisation, der hobes sammen paa engang; hvor maa dette berøve den alt Høitideligt og udtvære den indtil man er slap paa Legeme og Sjel! Man tænke sig dette i stivnende Kulde, eller i den qvælende Sommerhede!
Det var en smuk, solklar Dag den Søndag, Rein skulde prædike. Hele den Ramm'ske Familie tog til Kirke for at høre ham. Det lille snævre, dunkle Gudshuus var fuldproppet af Mennesker. Men Rein havde beordret den store Chordør oplukket, saa den friske Sommervind kunde trænge ind og holde Luften reen. Solen skinnede gjennem det tætte Løvværk udenfor, der dannede ligesom et lysegrønt, gjennemsigtigt Teppe foran Indgangen. Det saae saa smukt ud. Ethvert Øie søgte dette Punkt og enhver kunde efter sin Trang hvile derved, eller higende fortabe sig i den store, duftende, lyse Gudssal udenfor! Psalmerne vare valgte sparsommere og med mere Omhu. Han holdt derpaa en Tale, som efter vore Tiders Fordringer neppe vilde været fyldestgjørende, men som understøttet af hans milde, værdige Personlighed gjorde det bedste Indtryk. Den var kort og sammenhængende og var dertil affattet [13] i et baade smukt og fatteligt Sprog. Menigheden lyttede, som om den for første Gang hørte sig tiltalt i Modersmaalet. En levende Opmærksomhed var traadt i Stedet for den sædvanlige døde Stilhed. Saagar den gamle hvidhaarede Mand, der aldrig manglede paa sin Plads under Prædikestolen, hvor han altid fik sig en sød Søvn, var idag munter; han bøiede sig et Par Gange frem, for at kunne see den fremmede Præst.
Fru Ramm reiste hjem med sine Døttre fuldkommen tilfredsstillet og ganske stolt af sin Gjæst.
I sit Forhold til Amtmandens to Døttre havde Rein ganske taget det Partie, der anstod en sindig, aldrende Mand. I de tre Dage han opholdt sig i Familien, beskjæftigede han sig udelukkende med Amalie; han viste hende al den Opmærksomhed, der passede sig for hans Alder, og Amalie, hvem denne Udmærkelse smigrede, kom ham tillidsfuld og venlig imøde. Hun betroede ham endog, at et stille, huusligt Liv i en Præstegaard paa Landet, var Idealet af alle hendes Ønsker, – Udeladelser, som Tilhøreren ikke kunde andet end tyde gunstig for sig selv. I en fortrolig Samtale med Forældrene den sidste Aften, anholdt han om hendes Haand. Han udtalte dette mere som et Ønske, end som en Begjæring, og da han ikke som en forelsket Yngling turde henvende sig til hende selv, lagde han sin Sag i deres Hænder. Baade Amtmanden [14] og Fruen bleve glad overraskede. Partiet var anseligt; Provsten var en i alle Stillinger agtet Mand, hvis Huus havde Ry for Orden og Velstand. De forsikkrede uden videre, at deres Datter vilde finde sig særdeles hædret ved hans Tilbud.
Amalie blev kaldet til Forældrene. Men her mødte dem dog en Modstand, de ei havde ventet. Amalie sank paa Knæ og bad dem hulkende, ikke at gjøre hende ulykkelig og knuse to Hjerter, der vare skabte for hinanden. Endelig kom det ud, at hun alt i lang Tid havde været hemmelig forlovet med Brøcher.
Saa, der har vi det! sagde Fru Ramm.
I Guds Navn min Pige, sagde Amtmanden og løftede hende op, berolige Dig! Her er ikke Tale om at gjøre Dig ulykkelig; Ingen vil tvinge Dig. Vi have viist Dig Udsigten til en Forbindelse med en anseet Mand, der er istand til at omgive Dig med alle Livets Goder. Du har selv valgt en, i menneskelige Øine idetmindste, ringere Lod.
En saadan Stymper som Brøcher, der maaske om ti Aar kan have Udsigt til et Sognekald oppe i Finmarken, lagde Fruen til.
O! raabte Amalie, vi ere begge unge og behøve ikke saameget. Kjærlighed og Nøisomhed kan forsøde selv det tarveligste Liv. . . .
Men af hans Personelcapellans Gage kunne I [15] dog for Pokker ikke tænke paa at leve, hvad? – sagde Amtmanden.
O Faer, stammede Amalie med nedslagne Øine, om saa var? . . Du veed den store Plads under Bratlid staaer tom. Brøcher har Haab om at forpagte den paa billige Vilkaar. . . . Den ligger saa yndig ved Vandet! . . . .
Den gamle, faldefærdige Rede! – Du drømmer nok, raabte hendes Moder.
Vi sætte det istand . . . . O, vi skulle indrette os paa Galterud som i et Paradis.
Faderen rystede paa Hovedet, men Fru Ramm tog det langt fra ikke saa resigneret.
Da Amalie var gaaet, udbrød hun: Har man hørt Mage til Daarlighed! Hvor kan Amalie finde Smag i den stive, træge Pedant? Saadan en Erkeprosaist! . . . . En Pige med hendes Følelse og Smag! . . .
Ja ja Mariane, derved er desværre ikke mere at gjøre. Vi – i visse Forbindelser talede Amtmanden altid i Pluralis, – vi have selv holdt Partiet for antageligt og viist Brøcher Forekommenhed.
Du udtrykker Dig underlig, kjære Ven. . . Vi skulde have viist Brøcher Forekommenhed! . . . Vi skulde have opmuntret ham! . . . Vi have viist Brøcher [16] den Forekommenhed, som vi vise enhver Gjæst i vort Huus. . .
Ja ja kjære Mariane, jeg mener jo ogsaa kun, at . . at vi have begegnet ham paa en Maade som . . som ikke netop har afskrækket ham . . . Nu, skeet er skeet. Troer Amalie derved at blive lykkelig, – i Guds Navn! . . Nu smerter det mig blot, at vi have beredet Rein en Skuffelse.
Rein tog imod Kurven med megen Anstand. Han lod som om Intet var passeret, og udtalte sig med megen Deeltagelse om Brøchers Stilling, som han søgte at fremstille i et trøsteligere Lys. Han lovede endog at anvende sin Indflydelse for ham, og reiste fra Gaarden – som det lod til – meget trøstig.
[II, 2]
[17] Dette var passeret, medens Cold var borte. Han ventedes nu daglig hjem. Aftenerne bleve allerede dunklere og kjøligere, Høslaatten var næsten tilendebragt. Fru Ramm syntes at yde hans forventede Hjemkomst mere Opmærksomhed end sædvanligt. Hun arrangerede Alting med en særegen Omhu paa hans Værelse, hvorunder hun lod Yttringer falde, som om hun halvt om halvt ansaa ham som en Søn af Huset. Man vil erindre, at Amtmandinden, ved at bemærke den synderlige Interesse, der med Et knyttede sig imellem de to unge Folk, efterat de længe havde begegnet hinanden med Kulde, tog det Parti, at lade som om hun Intet mærkede. Hun paalagde sig en Taushed, som hun i Stilhed beundrede hos sig selv. Denne Taushed var i Grunden ikke andet end Skyttens lurende Ubevægelighed, idet han vel veed, at et Blink med Øiet kan forspilde ham hele Fangsten. Hun troede det ikke strengt nødvendigt at overholde den længere, og gjorde derfor hine Hentydninger, der ikke undlode paa det Pinligste at forskrække Sophie, [18] der – vi faae vel ud med det – i den sidste Tid havde nok med at klare sig selv. Sophie var slet ikke længere saa rolig, som hun havde været. Gud, sagde hun ved sig selv, Moder siger det – Alle som see mig hentyde derpaa – og hvad sagde ikke den afskyelige Lorentz! . . . . Har jeg fortjent det? . . . Har jeg baaret mig saa galt ad. . . . sat al Anstændighed tilside? . . . . Min Samvittighed bebreidede mig dengang Intet. Jeg følte mig saa stærk og tryg i hans Nærværelse; jeg var saa glad ved at høre ham tale, hele Dagen at kunne udvexle mine Ideer med ham, spørge ham om saa Meget, og faae Svar inden jeg endnu havde spurgt. At jeg uforbeholdent søgte ham og han mig, at vi helst vilde være uforstyrrede, var det noget Ondt? . . . . Jeg fik ikke Tid til at tænke derpaa. Undertiden naar en Skruppel opsteg, som Andre havde vakt, kunde han strax læse den, og han vidste saa veltalende at beseire den, at jeg skammede mig over min Feighed. Jeg frygtede hans Spot, mere end alt Andet . . . . Feighed kaldte jeg hiin Frygt – men hvad skal jeg vel kalde dette? Nu turde jeg jo slet ikke gjøre det . . . nei, ikke for nogen Priis. Jeg begriber ikke mit Mod dengang. Nu bæver jeg bare ved at tænke paa at see ham igjen. . . . Jeg kan aldrig tale med ham alene mere . . . . Den Glæde er da forbi!
[19] Enhver vil have følt, at det smukke Lærerforhold, Cold havde sat sig i til sin forrige Elev, var af en betænkelig Art. Med en Individualitet som hans vilde det under ingen Omstændighed kunnet holdt sig længe paa den virkelige eller indbildte lidenskabsfri Spidse, hvorpaa det havde balanceret indtil hans Afreise. Ethvert Stød udenfra er farligt, men allerfarligst en Adskillelse. Altfor tidlig var denne traadt imellem dem. Saalænge Sophie var i hans Nærhed, havde deres Samtaler, der havde aabnet nye Verdener for hende, ganske opfyldt hende. Neppe var han borte, saa indfandt Tomheden og Savnet sig, og da begyndte hans Billede mere at beskjæftige hende. Træk for Træk steg dette Billede igjen frem for hende i al sin indtagende Magt, snart i denne, snart i hiin Situation: Det Smiil, hvormed han havde sagt dette, – en eiendommelig Grimace ved Noget, der mishagede ham, – Lyden af hans Stemme, kun mere levende, mere indtrængende. Inden hun vidste det, var denne Skikkelse bleven Et med hendes aandelige Savn. Hun overførte al sin Længsel paa den, hun indrankede den i alle sine Drømme. Sophie havde maaske endnu i nogen Tid kunnet skuffe sig selv over den Forandring, der foregik hos hende, havde Andre ladet hende i Fred. Der er Intet, der mere ægger Mængdens Nysgjærrighed og Angreb, end det opvaagnende Liv i en [20] ung Piges Indre; og jo renere og dybere dette er, jo inderligere det vil værge for sin Skat, desto ubarmhjertigere drives dette. Det er ubeskrivelig Synd! Selv det saakaldte uskyldige Drilleri er aldrig ganske uskyldigt. Men i dette Stykke tænke alle, selv de Bedre, letsindigt. Mennesker, der gjøre sig til af deres fine Følelser, der holde det for en gyselig Synd, at stjæle en Blomst paa en Grav, gjøre sig ingen Samvittighed af at rane Freden i et ungt Bryst, af at krænke et Mysterium , ved hvilket Engle lægge Fingeren paa Munden, og Digteren, den stakkels Jordiske, kun frygtsom og med keitet Haand forsøger at afsløre.
En Dag sad Damerne sammen i Dagligstuen og syede; da Fruen udbrød:
Hvem er det som kommer kjørende oppe i Alleen? See Du til, Amalie, som har skarpe Øjne.
Det er vist Cold, svarede denne, jeg synes at kjende ham paa hans graa Hat.
Sophies Hjerte stod næsten stille, men slog derpaa saa voldsomt, at hun, for ei at røbe sig, maatte søge efter Noget paa Gulvet.
Ryd op i Stuen . . . . Tag de visne Blomster ud . . . . Og Sophie, min Kappe med de blaa Baand! sagde Fruen, medens hun for Speilet rettede paa sin Dragt.
[21] Bah, sagde Amalie, blind Allarm! Det er ingen anden end den gamle Lieutenant Hanck . . . Han bliver her vist inat.
Det skal ikke blive noget af, sagde Fruen, medens hun fortrædelig bandt Hverdagskappen paa igjen. Den gamle Vrøvlebøtte! Tag Du imod ham Amalie, siig at Ingen er hjemme . . . siig, hvad Du vil, faa ham bare paa Døren . . .
Skal jeg ? . . . . .
Saa Sophie da! Men hold ikke paa ham, Sophie!
Men Sophie var længesiden ude af Stuen. Den Opdagelse at det ikke var Cold, men en Anden, havde ikke beroliget hende. Hun var faret med saadan Iil gjennem Haven og nedad Stien, som om hun kunde flygte fra sin indre Bevægelse.
Er det kommen saavidt! sagde hun ved sig selv. Jeg kan ikke beherske mig mere. Nu har jeg tænkt mig hans Komme hundrede Gange, jeg har udmalet mig det i alle Situationer, til enhver Tid af Dagen, naar jeg er ene og naar jeg var omgivet af Andre; jeg har prøvet og forberedet mig, men forgjæves. O hvordan skal dette gaae! . . . Det Bedste vilde være om han kom, naar her var Selskab – alle Bygdens Folk, jo flere, jo bedre; mellem disse Ansigter bliver jeg kjæk og trodsig, og naar det første Gjensyn var vel [22] over, og han Intet mærkede, vilde det gaae bedre . . . . . . Jeg har hørt, at unge Piger kunne nære en Følelse, og det længe, uden at ahne det selv. Det er vist smukt dette, men jeg forstaaer det ikke, det forekommer mig umuligt, . . . jeg kan ikke skuffe mig selv. Jeg veed min Skjæbne, jeg vidste den næsten forud, den har svævet som en dunkel, navnløs Fare over mit Hoved, lige fra hine Tider, da jeg murede Dukken inde. Ja jeg veed, at dette Menneske har faaet en farlig Magt over mig, at jeg skal stride med ham om mit Liv . . . at jeg skal offre ham mit Bedste, forat han til Gjengjæld skal gjøre mig grændsesløs ulykkelig. O Gud! saa er dog denne Elendighed brudt ud over mig! . . . . Men han kommer! jeg skal see ham igjen! Det er ganske vist at han kommer, det er ingen Drøm . . . . jeg skal see ham igjen! . . . . . . En uendelig Lyksalighed fyldte i det samme hendes Bryst; hun udstødte et af disse klingende Sukke, der ligne Lærkens jublende Opsving fra Marken, og som om hun ogsaa havde laant dens Vinger, fløi hun over Broen hen over den farlige Sti mod Grotten.
Cold kom ikke til nogen af de Tider, hun havde tænkt sig. Han kom nemlig midt om Natten, da alle sov. Ogsaa med ham var Forandringen foregaaen, kun mindre bemærkeligt for ham selv. Hans Venner og Adspredelser havde idelig optaget ham. Overfor den [23] aandelige Ramme, hvori han havde stillet hende, følte han sig betrygget. Han var saa stolt, saa lykkelig i den Opgave, han havde sat sig selv; den ansporede hele hans lammede Villiekraft. Alt, hvad der havde lagt stivnet og forkommet i ham, dette Dybeste og Aandigste, som Mand aldrig udvexler til Mand, og som i mangt et Liv kan ligge der evigt begravet, – alt svulmede og skjød ny Væxt. . . . Og hende tilhørte det. Foran hendes Billede nedlagde han i ydmyg Forventning den hele Flor.
Da kunde det vel hænde, at hun i en stille, farlig Time tillod sig at stige ned af Rammen, og da var det ikke længere den i dyb Fortabelse af hans Viisdom lyttende Sophie; men hun lagde tvertimod Fingeren ganske sagte paa hans Mund, og saa ham dertil ind i Øiet, som om hun vilde briste i Latter. Slige Visioner lukkede han altid ind i Dybet af sin Sjel, glad forskrækket ligesom den Gjærrige, der dynger Skat til Skat, men vil have Ro til at tælle den.
Hvad der fornemmelig bidrog til at vedligeholde Georgs uskyldige Selvbedrag, var den uforstyrrede Besiddelse af hans Hemmelighed. Han selv undgik med gnieragtig Ængstelse alt, hvad der kunde drage Formodninger hen i den Retning. Derved kunde han dog ikke forebygge, at Bevidstheden derom straalede ud gjennem hele hans Væsen. Man kjendte ikke den forrige, [24] uselskabelige, mismodige Georg igjen, man trængte sig om dette lykkelige Ansigt, ligesom man qvæger sig ved et længe savnet Solglimt, under et vedholdende Graaveir. En Mands Hemmelighed er ikke saa pikant at forstyrre, som en ung Piges. Kom det deraf, eller ahnede man virkelig ikke Grunden til denne Forandring hos ham? Saameget er vist, at der aldrig blev gjort fjerneste Hentydning dertil. Der var ikke falden den mindste Steen i den rolige Flade, hvori hans Lykke speilede sig, saa seiersmodig velbehagelig, saa eiendomssikker.
Dagen før hans Afreise var saaledes kommen. Det var en Søndag. Augustsolen, der havde brændt hedt om Dagen, dalede bag de takkede Bærumsaase, og den friskere Luft udenfor, lokkede Folk ud paa Gaden. Christiania var ikke dengang saa belivet som nu. En Søndagseftermiddags hele Tryk laa over den stille By. Enkelte Spadserende dreve om i Gaderne, uvisse hvor de skulde hen med deres Aftenlængsler; hist og her viste sig en Mand i Skjorteærmerne, der resigneret røg sin Pibe i det aabne Vindu. Cold sværmede ogsaa en Tid planløs omkring og forsøgte tilsidst Landeveien, men Støvet drev ham strax tilbage. Christianias Omegn er egentlig blot til for dem, der eie Heste og Landsteder; for dem denne Herlighed, hvormed den pranger, for de Andre Støvet af deres [25] Vogne, Byen og dens Sommerlede. Oppe paa Fæstningen var der livligere, men denne Livlighed havde noget begrændset spidsborgerligt, som langtfra stemmer Sindet muntrere. Her gjorde Byens pyntede Borgerfolk i brede Rækker deres fredelige Runder omkring Volden, blot standsende for at speide efter Røgen af den forventede Dampbaad. Havnen frembød undertiden paa saadanne Dage, naar Veiret var smukt, et livligt Skue, hvori Betragtningen fandt nogen Lise, ved den Mængde Seilbaade, der fløi udefter til Øerne; men idag var Søen blikstille, og Stilheden blev kun afbrudt ved et enkelt pladskende Aareslag, der tabte sig under Volden, eller ved en Skiltvagts traurige Løsaf! Cold stod længe paa Brystværnet af Tridschlers Bastion, og saa tankefuld udover Vandet. Af og til kastede han et flygtigt Blik paa de stumme Forbigaaende. Blandt disse bemærkede han næsten ingen unge Mennesker. Hvor er Christianias Ungdom paa en saadan Dag! udraabte han næsten høit. Vor Hovedstad eier ingen Forlystelsessteder, som enhver anden større Stad, hvor man i Skovens Ly kan nyde Forfriskninger for en Bagatel og oplives ved Musik og Synet af en broget, bevægelig Menneskemasse; et saadant Udløb for den sunde, ufordærvede Livslyst, der af alle Stænder kunde benyttes, findes ikke. Man maa vandre i Støv og Solhede lange Veie, for at komme [26] ud i det ensomme Grønne. Men Studenten, der hele Ugen har grublet over sine Bøger, føler nok mindst nogen Trang til et werthersk Drømmerie i Naturen, han vil Selskab, Liv, Realitet, og har han intet Tivoli, at tage ud til, søger han Langvig, hvor han, i mangel af at see smukke Damer, kan dandse med pyntede Sypiger. Hvorfor skulde han ikke det? Faa have Tilflugssteder i Familierne, de fleste af disse stakkels unge Mennesker ere aldeles overladte til sig selv. Hvor qvækeragtig stille er Byen paa en saadan Dag; i den soler sig vort Hydra, Raaheden, velbehagelig. Mangen en ung, forladt Sjel har paa en saadan Søndag gjort sit første Trin paa den glatte Bane, – da, o gjæstmilde Christiania, til hvis Priis der er sagt og skrevet saameget af reisende Stormænd og Kunstnere, aabne dine mange Døre og giv dine egne Børn Plads ved din Arne. . . . !
Det er ikke vist, at Cold gjorde alle disse Betragtninger; ialfald havde han ingen Grund til at anvende dem paa sig selv. Han stod netop og overveiede hvilke af de mange Indbydelser for Aftenen, han skulde modtage, udenat han havde nogen særdeles Lyst paa nogen af dem. Hans selskabelige Lune svigtede ham pludselig denne sidste Aften. Længselen drog ham, og han var i Aanden alt hjemme. I denne Stemning blev han tiltalt af en gammel [27] Bekjendt, som drev forbi, en Student, der ikke hørte til de Lykkelige, der blive budne meget ud. Med ham gik han Volden et Par Gange rundt. Tilfældigviis havde endnu Ingen nævnt Sophies Navn for ham. Det faldt ham ikke ind, at denne Stjerne kunde være opdaget af Andre end ham; da kom Studenten ganske uskyldig til at spørge, om der var Døttre i den Familie, hos hvem Cold boede, og da denne med en vis Forsigtighed havde besvaret dette Spørgsmaal, spurgte den Anden ligesaa troskyldig, om det var en af disse Frøkener Ramm, som under et kort Ophold ivaares havde vakt saadan Opsigt for sin Skjønhed, at man ikke havde talt om Andet i nogen Tid etc.; kun havde man beklaget, at hun skulde være halt, da hun ikke dandsede. Cold benægtede paa det Bestemteste, at han kjendte nogen halt Frøken Ramm.
Stenen var falden i Dammen. Disse faa Ord efterlod en Uro, et besynderligt Mishag hos ham, der drev ham lige hjem i hans Logi, hvor han begyndte at pakke ind, og han bestilte Heste. At dette ikke er falden mig ind før! sagde han; det er jo aabenbart bedre at reise om Natten, hvorved jeg undgaaer Heden og Støvet. Han var slem mod Skydshestene, og undte sig ingen Hvile, hvilket ogsaa havde sin Grund i hans Modbydelighed for Landeveien.
Klokken to den næste Nat holdt han udenfor Porten, [28] vandrede ned ad Alleen, og listede sig stille ind paa Gaarden. Allerede vilde han banke paa, men betænkte sig igjen, gik sagte gjennem den lille Stakitport ind i Haven, og søgte sig en Bænk under et Syrintræ. Det var en deilig Augustnat, paa denne Tid, da Maanen gjenvinder sit natlige Herredømme over Jorden; dens kjølige Friskhed sænkede sig straks som et Bad over hans trætte, støvede Lemmer. Paa den sidste Lysbræm i Horizonten tegnede Skov og Fjeld sig skarpt i dunkle, broncerede Omrids; men Maanen, der hævede sig bag Havens Træer, belyste allerede med sit milde Skjær Toppen af de nærmeste Gjenstande. Den stræbte at bryde igjennem Løvværket, der zittrede i lange, underlige Skygger opad Husets Væg. En ung, smekker Poppel strakte sin Skygge som en Skiltvagt foran et Vindu til Høire ovenpaa, der var det Første, Georg søgte med sine Blikke. Nedenunder hvilede Alt i et Halvdunkel. En enkelt Straale listede sig op ad Gangen henimod Blomsterbedet foran Trappen, men den traf kun en Klynge ranke, hvide Stokroser, der hævede sig spøgelseagtig op af Dunkelheden. Ingen Lyd hørtes fra Huset, kun en Sirids sang i Muren. Fossens Brusen nede i Dalen, og en Agerixes taktmæssige Slag, vare saa monotone at de smeltede sammen med Nattestilheden. Georg var sælsomt tilmode. Han indsugede dybt og beklemt den Duft, der [29] opfyldte Atmosphæren, en eiendommelig Blanding af Roser og nyslaaet Hø. Han ønskede sig hundrede Sandser, for tilfulde at kunne nyde denne Nats Herlighed, den var i dette Øieblik et Billede af hans egen Sjel. Hvad der nu foregik i den, var saa forskjelligt fra Alt, hvad han hidtil havde følt og oplevet, som denne Nat i sin magiske Dunkelhed, sine vexlende, fortryllende Lys, med sine berusende Dufte var det fra en taaget Martsdag. Alle Fortidsbilleder droge blege og besynderlig fremmede forbi ham paa denne Grund. Den Lykke, han før havde drømt om, hvor farveløs, hvor intetsigende var den, mod den, der nu fyldte ham!
Medens han forfulgte disse Drømmerier, havde Trætheden sagtelig omsnoet ham, og han slumrede ind, lænet mod en Træstamme. Da han vaagnede vare Natteskyggerne borte. Morgenrøden kastede sit første Skjær paa Vinduerne og tændte alle Farver. En frisk Morgenvind rystede Bladene og forstyrrede det fine Perleslør, som Duggen havde bredet over de blomstrende Rosenbuske. En Kuldegysen gjennemrislede den Opvaagnende. Han reiste sig, næsten lam af Træthed og gik langsomt henimod Huset, men her standsede han, som rørt af et elektriskt Slag, der igjen drev Blod og Liv raskt gjennem hans Aarer. Ved at løfte Blikket mod Sophies Vindu, troede han at bemærke en hvid Arm, der ligesom vinkede ad ham! . . . dog ved [30] at see nærmere til, opdagede han, at det var Sophies hvide Kat, hun havde den Uvane at have inde om Natten, og som nu gjorde sit Morgentoilette i Vinduet.
[II, 3]
Det var endelig vel overstaaet dette første, rødmende Gjensyn. Stumme, ikke et Ord mægtige, stode de ligeover for hinanden. Enhver af dem var saa overvældet af sin egen Bevægelse, at den Ene ikke mærkede den Andens. Sophies Udvortes var ogsaa forandret – det er vanskeligt at sige hvori. Sommeren, Lykken, Længselen havde i den korte Tid mærkelig udfoldet det; det var bleven sjelfuldere, interessantere. Ogsaa dette forvirrede ham. Den Ene imponerede den Anden, medens de ved sig selv følte sig inderlig forknytte. Det gik paa denne Viis i nogen Tid. Georg bragte Sophie en ny Sang eller en Bog. Naar hun havde benyttet dem, leverede hun dem med en almindelig Tak tilbage; men de fandt ingen Ord til at udtrykke sig nærmere herom. Ved Sangen var imidlertid Sophie mere veltalende. Heri, i [31] Kunsten, havde hun et eget Værn, imod den Forknyttelse, hun led under. Musikken rev hende uimodstaaelig med sig. Hendes Stemme, hendes hele Personlighed gik op i Sangens Idee. Mere end engang flygtede hun bag dette Værn, saa betryggende for hende – saa farligt for ham.
Efter en saadan Scene stormede han en Aften ud over Markerne. Det er forbi, sagde han, Alt er forspildt. Jeg har ingen Holdning mere ligeoverfor hende, hun har ganske taget Magten fra mig. I Aften efter Bordet, hvordan sang hun ikke! Saaledes har hun aldrig sunget før . . . . . Det Blik, der engang streifede mig over Bladet, var saa fraværende, – hun vidste neppe at jeg var tilstede, medens jeg blot saa og hørte hende . . . . Og da jeg endelig samlede mig for at sige Noget, var hun forsvunden . . . . . . Hvad maa hun tænke, jeg der reiste saa freidig, saa selvtilfreds, som om jeg havde foræret hende den hele Verden! . . . . Jeg kunde ligesaagodt styrte mig for hendes Fødder strax, men det tør jeg ikke. Jeg har intet vundet endnu, intet – intet! . . Ak hine gemytlige Samtaler, hvor jeg sad saa belærende, saa mentorsværdig, de forekomme mig nu usigelig naragtige, og dog ønsker jeg dem tilbage. Hvorfor kunne de ikke opdrives igjen? . . . De maa! . . . .
Men hine gemytlige Samtaler vilde ikke komme [32] istand. Han streifede om paa Markerne, han gik hver Dag ned i Grotten, men han mødte aldrig Den, han søgte. Da opmandede han sig engang og spurgte hende ligefrem, om de ikke skulde gaae en Tour sammen. Naar de saa vandrede paa de gamle Stier sammen, tænkte han, vilde den gamle Tone umærkelig komme af sig selv. Hun var villig hertil, og han ventede paa Trappen, glad og urolig. Sophie kom, men Amalie var med. Dette hændte oftere, naar han havde haabet paa en Tête à Tête . Da kom han i dette Lune, hvor et fornuftigt Menneske behager sig i at vrøvle, eller han blev tør og ordknap. Det gik da ud over den stakkels Amalie, der maatte døie hans Sarcasmer; han var endog bitter mod Sophie. Dette kunde hun igjen ikke forstaae. Al Godhed, al Interesse for mig er forbi, han spotter mig endog, sagde hun ved sig selv. Men netop han følte sig saaret og trak sig tilbage; han arbeidede hele Dage paa sit Værelse, medens hun sneg sig urolig og speidende omkring.
Da de paa denne Viis havde plaget hinanden en Tid, blev det hende for utaaleligt; en Dag gik hun ham imøde og sagde:
Jeg veed ikke hvordan jeg skal fortælle Dem det Uheld, jeg har havt med Deres Bog. Jeg er ganske fortvivlet derover, især da jeg veed, De sætter saadan [33] Priis paa den. Hun rakte ham det Bind af Paludan-Müllers Psyche, som Lorentz Brandt havde sønderrevet.
O den Skade er ikke stor! svarede Georg, ikke mindre forvirret. Hvor let kan saadant ikke hænde, og har det voldt Dem nogen Fornøielse . . . . . Læsningen mener jeg . . . . . saa skal det være mig en Fornøielse. . . . .
Nei selv har jeg rigtignok ikke gjort det, svarede Sophie, og betvang et Smiil. Jeg kan gjerne sige Dem, hvordan det er skeet. Lorentz Brandt var her engang, medens De var borte . . . Han var i en skrækkelig Tilstand . . .
Saa han har revet Bogen itu! . . . men hvad bragte da den stakkels Lorentz i et saadant Raseri?
Jeg troer næsten det var Deres Navn , men idetsamme stod den hele Scene med Brandt levende for hende. Den dobbelte Betydning, der kunde lægges i disse Ord, faldt hende ind. Hun standsede, og en blussende Rødme drog over hendes Ansigt. En Pause indtraadte, hvori Georg betragtede hende forskende, og strax følende den lille Overvægt, Sophie gav ham, sagde han muntert og med sin sædvanlige Utvungenhed.
Er det muligt, er Lorentz saa opbragt paa mig? Jeg, som troede, at vi vare de bedste Venner, siden hiin Dag, da han saa høimodig trak mig op af Vandet! . . . Men tag Dem nu blot ikke nær af Skaden. [34] Jeg vil foreslaae Dem et Bytte: De kan give mig en af Deres Bøger igjen.
Ak mere end gjerne, naar jeg bare havde nogen, der var værdig til at erstatte denne.
Oh, den første den bedste er god, har De ikke Elisa eller Mønstret for Koner?
Nei jeg har ikke! sagde Sophie tørt.
Saa har De dog altid Robinson – Platous Geographie – Balles Lærebog?
Nu, sagde Sophie i samme Tone, De har ret udmærkede Tanker om mit Bibliothek! Saa skal De ogsaa faae Thiemes første Næring . . . .
For den sunde Menneskeforstand . . . Det er jo udmærket! De veed da ogsaa at træffe det Bedste for mig!
Men saa beholder jeg Deres Bog?
Det er ikke mere end billigt. De beholder Levningerne af min Psyche , og jeg faaer den sunde Menneskeforstand istedet. Gid jeg blot maa beholde den ubeskadiget, lagde han pludselig alvorlig til. Der kom Nogen. Istedetfor som fordum uforstyrret at vedblive Themaet, brøde de forvirret af med nogle Bemærkninger om Veiret.
Den sande Følelse er altid tvivlende, paastaaes der. Dog med Hensyn til Sophie, tør man ikke engang sige dette: Tvivl forudsætter et Haab, som den [35] følger ligesom Skyggen Lyset. Men Sophies Følelse var ammet af Haabløsheden. Hun havde aldrig tænkt, eller drømt om en saa grændsesløs Lykke, som at see den gjengjældt. I hendes Erfaringsrubrikker var en saadan Mulighed endnu ikke forekommet. Denne Bevidsthed gav hendes Væsen en Fasthed, en ydmyg og bestemt Tilbageholdenhed, som forvirrede ham og gjorde ham urolig. Undertiden antog denne Tilbageholdenhed noget Uvilligt, der med Skræk mindede ham om den gamle Barndoms Antipathie.
Men den Dag maatte ogsaa komme, da Haabet drog ind i hendes Sjel. Stakkels Sophie, hvorledes seer det ud i dine stille, dunkle Hjertekamre? Er der ogsaa Plads for denne nye, glimrende Gjæst, og hvorledes vil den komme til Rette med de mørke, glædesskye Aander, som engang have faaet Huusretten der? . . . Slet nok, frygte vi, der vil blive Tummel og Forvirring og Opbrud og fortvivlede Kampe. Stakkels Sophie, gid alle lyse, glade Aander maatte seire! . . . . imidlertid Farvel Fred, Farvel Resignation!
Den milde, mæglende Natur løste endelig den trykkende Spænding, og lod dem for en Stund glemme Huuslivets Pinagtigheder. Paa en Lysttour, Familien tilligemed Cold gjorde hen til en Bondegaard i en smuk Egn, kom det til en Nærmelse, og der udspandt sig en af disse Samtaler uden Indhold, uden Sammenhæng, [36] hvoraf man siden ikke husker et Ord, men som faae sin hele Fortryllelse fra det som skal dølges, og som dog ikke kan dølges. Ligesom Børn gjøglede de omkring hinanden, – skildtes de et Øieblik, var det kun for at have den Fornøielse, at søge hinanden op igjen. De vare saa fordybede, at de ikke mærkede de Andres høflige Omsorg for at lade dem i Ro. Der gives en Maade at værne om et saadant i hinanden fortabt Par, som er fornærmeligere end den plumpe Forstyrren, der intet ahner. Men som sagt, de mærkede hverken det Ene eller det Andet, de vare lykkelige, saa lykkelige, at de syntes, idet de brød op til Hjemreisen, at denne Dag havde lønnet dem for alle de forrige Ugers Lidelser. Desværre skulde de ikke bringe denne Lykke heel og holden hjem. Og hvor kan der ogsaa være Tale om Lykke i en Tilstand, der ei bestaaer i Andet end Uro, i en evig gjensidig Jagen og Flygten, i en aandeløs Vippen mellem alleslags stridende Sindsbevægelser, i denne Tilstand, man aldrig kommer tilende med at beskrive, men hvoraf Goethe alene har forstaaet at nedlægge Summen i fire Linier:
«Freudvoll und leidvoll, gedankenvoll sein,Hangen und Bangen in schwebender Pein,Himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübtGlücklich allein ist die Seele, die liebt.»
Himmelhoch jauchzend for en Bagatel, zum Tode [37] betrübt for en Bagatel, og det var slige Bagateller, der saa ofte styrtede Sophie fra hendes Himmel ned i Virkeligheden igjen.
Saaledes var det hændt Dagen før, at hun havde sunget en svensk Romance, hvoraf Georg syntes at hvert Ord var skrevet for ham. Pludselig havde hendes Moder spurgt ham om det ikke var deiligt. Han havde let kunnet slippe med en almindelig Indrømmelse, men han var selv altfor dybt greben. Efterat have rost Musikken, erklærede han Ordene for noget smagløst Tøieri.
Paa Gaardstunet stod Vognen forspændt til Hjemreisen. Var det en Trang til at være ene og lade sit Hjertes Fylde strømme ud i den friske Høstaften, eller var det en frivillig Bod, hun paalagde sig, idetmindste her at nægte sig hans Selskab, men Sophie havde ingen Lyst til at sidde inde i Vognen, hun satte sig paa Kudskesædet. Georg, der var gaaet ind for at tænde sin Cigar, kom netop til, da Fruen raabte:
Vil Du sidde der Sophie? Naa saa . . . Men saa faaer Peer staae bag paa, . . . og pas vel paa Tømmerne kjære Cold, og vælt os ikke altfor ofte, lagde hun drillende til.
Sophie, høilig forskrækket over dette Arrangement, som han kunde troe, hun havde nogen Deel i, sprang [38] hurtig ned af Vognen, men gjorde derved Galt værre; thi han erklærede netop tørt og kort, at han slet ikke havde isinde at tage Peers Plads, da han agtede at gaae hjem.
Gaae? sagde Fruen, her er jo Plads inde i Vognen. Den ulykkelige Sophie havde nu netop indtaget en af disse.
Tak, jeg gaaer. Jeg har nydt Damernes Selskab saa længe idag, at det vilde være at misbruge en saadan Lykke, sagde han med et Ansigt, som gjorde denne galante Vending til en Uartighed.
Han var allerede et Stykke paa Veien.
Nu, sagde Fruen til Amalie, vi To skal ikke rose os af at have faaet formeget af hans Selskab.
Georg gik hjem, straalende lykkelig, uden at have mindste Ahnelse om, at han havde saaret Sophie. Hun derimod sad stum den hele Vei, vred paa ham, paa sin Moder, paa sig selv. Det er Straffen, sagde hun, for at jeg et Øieblik har kunnet troe . . . . det Umulige.
Da de kom hjem, sprang hun forbi sin Moder og Søster, uden at sige Godnat, og ilede paa sit Værelse, hvor hun gav sit Mismod Luft i en Taarestrøm.
Den næste Dag var Sophie streng mod sig selv og tilbageholden som sædvanlig. Hendes Opførsel havde dog ikke Udseendet af nogen ængstelig Flugt. [39] Hendes Holdning var beskeden og sikker, men hun undgik ogsaa enhver Nærmelse. Dette ventede han ikke, og det drev hans Utaalmodighed til det Høieste. Men det skulde blive værre. Ved Middagsbordet kom Pigen ind med et Brev, som hun rakte Sophie, der i synlig Forvirring stak det til sig. Hvem har bragt det? spurgte hendes Moder. Pigen havde faaet det af Huusholdersken, og denne havde faaet det af en af Folkene, og denne havde igjen faaet det af den fjantede Ole, Lægdsdrengen paa Gaarden. Men her standsede ogsaa alle Efterforskninger; thi Ole havde blot eet Svar paa alleslags Spørgsmaal, i hvad Form de end kom, og det var: «jeg veit inte.»
Det er da nogle hemmelighedsfulde Breve, Du faar, sagde Moderen. Det er altid usynlige Hænder, der bringer dem.
Bah, sagde Amtmanden, en Billet fra Breiens om at faae laant en ny Vals eller Mønsteret til en Krave. Det er nok hele Hemmeligheden.
Breiens? Nei min Ven, fra dem er det ikke, deres Kragetæer kjender jeg.
Jeg veed ikke fra hvem Brevet er, stammede Sophie.
Men dette var Formeget for den stakkels Georg. I sand Sjæleangest skred han op og ned i sit Værelse.
. . . . . . . . . . . . . . . . .
[40] Elsk ikke fortidlig, Sophie! Bortkast ikke dit Væsens Klenodie! sagde jeg ikke engang saa! . . . . . Hvilken ironisk Djævel erindrer mig netop nu om disse Ord? . . . . Elsk ikke . . . . o det har ingen Nød, vær ganske rolig! . . . Jeg troede det dog . . . . ja, jeg har vovet at drømme derom! men jeg troer det ikke længer. Denne Rolighed, denne venlige Kulde . . . en ung Pige kan ikke beherske sig saa . . . Og hvorfor skulde hun det? Har hun ikke forstaaet, at jeg slet ikke beundrer disse Kramper, denne Unatur? . . . Jeg begriber hende ikke! . . Efter en Dag som den igaar, hvor vi syntes saa inderlig at forstaae hinanden, at Ordet, der har svævet hemmende mellem os, forekom mig overflødigt, som en tom Formalitet, efter en saadan Dag, hvor jeg synes vi maatte stumme flyve til hinandens Bryst, er hun pludselig afmaalt og fremmed . . . . Hvad er dette da? . . . . Og dog dølger hun en dyb Bevægelse, jeg har hundrede Tegn derpaa . . . . Om det var for en Anden! . . . . Ubegribeligt, at denne Mulighed for første Gang falder mig ind . . . . Denne hemmelige Brevvexling, . . . . . hendes Forvirring . . . skulde nogen Anden dog . . . men hvem er han? . . . . hvor er han? Hun var længe nok i Christiania dertil . . . . maaske endog i Danmark . . . . .
Her standsede han lyttende . . . rev Vinduet op [41] og stod en Stund med tilbageholdt Aandedræt. Milde Toner svævede op til ham fra Havestuen. Sophie sang en af disse Melodier af Kjerulf, hvor pludselig bag den graa Muur af nordisk Traurighed og Forsagelse, en sydlig Livslyst strækker sine Hænder ud efter os, og sender os smeltende Øiekast. Men Vinduet sidder saa høit! Naar vi see ret til, forvandler Prinsessen sig til vor egen kjære Amme, der nynner os den gamle, vel bekjendte Barnesang, og beder os smukt, holde os nær ved Huset.
Han gik ned, tog en Omvei gjennem Haven og satte sig ubemærket paa Havetrappen. Det var en dunkel, men mild Septemberaften. Døren stod aaben; gjennem den saa han Sophie sidde foran Pianoet. Skinnet af Lampen faldt paa hendes Ansigt, hvilken Contrast mod det fra iformiddag! Hendes Øine luede, de syntes større og mørkere end sædvanlig. Hun havde nok sunget sin Smerte vaagen. Hun sang som en Kvinde blot tør synge, naar hun er alene. Hun sang som om Hjertet vilde briste. Nu hørte han ogsaa Ordene, men disse længselsaandende Ord vare ikke skikkede til at dæmpe hans Uro. Idet hun sang:
«Min Tanke jeg Dig sendteJeg sendte Dig mit Blik,»
løftede hun tilfældig Øiet op mod den Kant, hvor [42] han stod; han bævede. O, hvorfor kan jeg ikke styrte hen til hende! . . . . . Hvad holder mig tilbage? Et Ord, et eneste lille Ord; men i dette skjules en Vished, jeg ikke kan bære . . . . . O, Sophie! Ræk mig din Haand over denne Afgrund . . . . . Giv mig et Tegn!
Han gjorde en Bevægelse fremad, vendte sig pludselig bort og ilede ned mellem det Dunkleste af Haven . . . Men Sophies Stemme lød endnu som en smertelig Kalden efter ham:
«Ak hvor mit Hjerte brændteat intet Svar det fik.»
[II, 4]
[43] Den følgende Eftermiddag kom Georg hjem fra en Tour paa Marken, og traf Husets Damer siddende paa Havetrappen. Fruen og Sophie syede og Amalie strikkede, hvilket Arbeide hun nu og da afbrød for at lugte til en uhyre Bouquet af Levkøier og Reseda, som hun netop havde røvet af det store Blomsterbed. Dette Bed var Fruens Stolthed, og det straalede ogsaa denne Høst i en usædvanlig riig Flor.
Veiret er saa deiligt, yttrede Fruen til Cold, at vi ikke kan overtale os til at gaae ind. Hvilken Mildhed paa denne Aarstid!
Det er sandt, jeg gruer ogsaa for at gaae ind i de kvalme Værelser. Man burde lukke Husene og flytte ganske ud i Naturen, saalænge vor korte Herlighed varer.
Man talte en Stund om Veir og Vind, om Høsten og om Næsten. Naar det kom paa dette sidste Emne, var Fruen især i sit Es. Hun havde virkelig et Slags Force i at fortælle. Hun kjendte Folks [44] indre Historie til Punkt og Prikke, selv om dem, man mindst skulde troe det, vidste hun at fortælle noget Mærkeligt, hvortil hun gjerne knyttede en eller anden lærerig Betragtning. Samtalen blev pludselig afbrudt ved Edvard.
Dette unge Menneske var netop i den uheldige Overgang fra Skoletvangen til en Frihed, man endnu ikke forstaaer ret at haandhæve, hvori man gaaer op i alle mulige Tendentser, uden at fastholde en eneste, hvor man interesserer sig for Alting, beskjæftiger sig med Alting og dog ikke veed at beskjæftige sig med Noget. Han skrev Vers, spillede Pianoforte, han optog Skizzer, – Altsammen lige ustadigt og som oftest forstyrrende for de Andre. Moderen, hvis Kjæledægge han var, saa et reent Under i alle disse Anlæg. Sophie var den Eneste, der havde Klarblik nok til at skjønne, at alt Dette ikke førte til Noget. Hun foreholdt ham det undertiden, og bad ham gribe disse Sysler med Alvor, hvilket den unge Herre naturligviis blot tog ilde op, idet han formente, at han nu selv var voxen.
Man havde netop hørt ham phantasere paa Pianoet, dernæst at afrette sin Hund og bringe denne til at hyle ganske afskyeligt, endelig at rende ud og ind igjennem adskillige Døre, da han pludselig præsenterede sig for Selskabet i en Art Forklædning, bestaaende i en af de Damehatte, der var i Mode for tyve, [45] tredive Aar siden, og hvis Form og Størrelse nu virkelig forekomme os saa fabelagtige, at man neppe kan begribe, at de have været benyttede paa offentlig Gade. Man husker maaske en Sort af sort trykket Skind, prydet med en Qvast sorte Fjædre, der tvertimod denne Prydelses sædvanlige Art at falde ned, strittede stivt i Veiret. Et rødt Langshawl og en umaadelig Sypose fuldendte Forklædningen. Hilset af de Andres Latter nærmede han sig neiende, idet han i Gang og Miner efterabede en gammel Jomfru der i Bygden.
Ah! [46] Jomfru Møllerup! . . . . Vær saa god! . . . . Sæt Dem ned kjære Jomfru Møllerup etc! . . .
Han aabnede sin store Pose, saa tankefuld ned i den, sukkede dybt og rystede paa Hovedet. Derpaa, benyttende et Øieblik, da Amalie lugtede til sin Bouquet, bemægtigede han sig hendes Strikketøi, trak Pinderne ud og begyndte at række op; men her kom hans Hund netop farende efter ham, og bragte ham ganske ud af Rollen . . . Chasseur apportez! . . . Syposen fløi bag Hækken og den gamle Jomfru og Hunden som en Hvirvelvind efter.
Jaja, vi lee Børn! sagde Fruen, men der var en Tid, da Jomfru Møllerup ikke var til at lee ad, men der var tvertimod Mange, hun bragte til at græde. Da var hun den smukkeste og meest feirede Pige i mange Miles Omkreds.
Jomfru Møllerup? – Det er umuligt! Det er utroligt! – Jomfru Møllerup! Hun er jo fjantet den Stakkel!
Jomfru Møllerup var sin Tids smukkeste og meest feirede Pige! gjentog Fruen med Vægt. Jeg kjender hendes Historie. En Tante af mig, der var hendes intime Veninde, har fortalt mig alle Omstændigheder ved den. Den er meget sørgelig, men den er lærerig; den kunde tjene til Advarsel for mangen ung Pige.
Hvordan det Moder, i hvilken Henseende? spurgte Døttrene.
Det bliver interessant! sagde Cold og satte sig paa Trappetrinnet. De maa virkelig fortælle os hele Historien, at Deres Døttre kunne have rigtig Nytte af den.
Ak ja! bad Amalie. Det undrer mig, at Du ikke har fortalt os den før, da der er noget Mærkeligt ved den.
Har jeg ikke gjort det, min Pige, saa kan Du være vis paa, jeg har havt mine Grunde derfor, sagde Fruen, og syede flittigere.
Slet ikke fordi den indeholder noget i mindste Maade anstødeligt, blev hun ved, da Ingen afbrød hende. Der er Intet deri, som ikke en ung Pige kan høre paa, uden at rødme. Men den ulykkelige Jomfru Møllerups Historie indeholder Træk af [47] disse Lidenskabens Forvildelser, af disse Yderligheder, hvortil et heftigt Sind kan drives, naar det ikke forstaaer at beherske sig selv; og det er min Mening, at unge, uskyldige Gemytter ikke engang i Tankerne skulle foruroliges af Sligt. Det har været mine Grunde, har jeg havt nogle . . .
Alt det kan jo ikke andet end spænde vor Nysgjerrighed paa det Frygteligste, sagde Cold, der kjendte Fruens Fortællelyst alt for godt til ikke at vide, at man slet ikke gjorde hende nogen Tjeneste med at respectere hendes Grunde. Da der altsaa ikke er nogen directe Fare for os unge, uskyldige Gemytter, saa slipper De os ikke . . . Altsaa: Caroline Møllerup var sin Tids smukkeste og meest feirede Pige.
Det var hun; hun var smuk, dog var det især Noget i hendes Væsen, der var endnu mægtigere end hendes Skjønhed. Hun var meget overgiven, men naar hun var i det Lune, kunde hun ogsaa være kold og frastødende. Hun var hvad man kalder aparte. Julehelgen og andre Leiligheder lokkede gjerne en Mængde unge Mennesker op i den muntre, gjæstfrie Egn, hvor hendes Fader boede. Det var i den gode gamle Tid, da man forstod at more sig, da man havde sine tolv–fjorten Baller i Julene. Da stod man blot op for at klæde sig paa til et nyt Bal. Jomfru Møllerup var da det Centrum, som de unge Herrer sværmede [48] om, og de reiste ikke derfra, inden hun havde gjort et halvt Dusin af dem ulykkelige. Naar nogen kunde forekaste hende Dette, og mene, at hun var for haard mod En eller Anden, svarede hun: Hvad kan jeg for det, jeg har ikke opmuntret ham! Og det var ogsaa Synd at sige. Coquet var hun igrunden ikke, skjønt man beskyldte hende for det. Men et Navn skulde man jo give hendes Væsen.
Hvad Caroline Møllerup var i sin Kreds, det gjaldt Ritmester B. for at være i sin: uimodstaaelig, uindtagelig. Rygtet om hende var trængt hen til ham. Han laae netop med en heel Deel Officierer i Garnison i Nærheden – dette kunde være i Aarene 80–81 – det var derfor en let Sag for ham, at mage det saa, at han blev inviteret til at tilbringe Julen hos Møllerups. At bøie et Sind som Carolines, syntes ham en Opgave, alene bestemt for ham. Han nød allerede Triumfen forud, og det er sandt, Alt hvad en Mand kan opbyde for at vinde en Pige, satte han i Bevægelse. Ved alle Lystigheder var han hendes bestandige Ridder. I Komedien, som dengang var saa i Mode, var han altid Elskeren og hun Elskerinden, – men – derved blev det – ved Komedien nemlig. Caroline blev sig selv liig: munter, livsglad, uudtømmelig med ham i at opfinde ny Moerskab, forekommende som Værtinde, . . . . men naar [49] han slog paa den ømme Streng, affærdigede hun ham som de Andre, drillende og koldt. Han begyndte at blive urolig. Enhver havde strax betegnet ham som Den, der skulde gaae af med Seieren. Nu begyndte man at tale om en sandsynlig Kurv, og et Par Kammerater, til hvem han havde udtalt sig vel sikkert om sin Seier, dulgte kun slet sin Skadefryd. Han fordobler sine Angreb, – forgjæves. Den fatale Dag kom, da Ritmesteren maatte til sin Escadron. Man sagde han var citronguul i sit Ansigt ved Afskeden og at han sendte Caroline endnu et Blik! – et Blik, der skal være den visse Ting , som den stakkels gamle Jomfru fortæller, at hun aldrig kan glemme.
Var det da ikke hans Alvor? spurgte Sophie, ganske bleg af Bevægelse. Holdt han ikke virkelig af hende?
Det kommer ikke Historien ved, min Pige . . . Afbryd mig ikke! . . . Efter denne Dag foregik der en besynderlig Forandring med Caroline. Man skulde tro, dette Blik havde forhexet hende. Hun blev meget stille og hun tabte sig i kort Tid paafaldende. Et Aar gik saaledes hen. Da betroede hun min Tante, at hun fra det første Øieblik havde elsket B., men – gav hun til Undskyldning – hun havde ikke kunnet tvinge sit Væsen; men næste Gang, han var kommet igjen, da vilde hun været anderledes mod ham [50] – hun havde ventet og ventet, men forgjæves. Endelig – her sank Fruens Stemme med Et ned til en halv Hvisken – havde Angst og Længsel drevet hende til at skrive ham et Brev til, hvori hun i de lidenskabeligste Udtryk tilstaaer ham sin Kjærlighed! – – beder ham at komme tilbage!! – – da hun ikke kan leve uden ham!
Amalie lod Strikketøiet falde og skjulte Ansigtet i Bouquetten.
Skrækkeligt! aandede Sophie, med virkelig Skræk i alle Miner.
Gyseligt! anbragte Cold.
Den arme Pige! Lader os ikke dømme hende for haardt, vedblev Fruen. Vore Forvildelser drage selv Straffen efter sig. Her fulgte den lige i Hælene. Min Tante, en sædelig, velopdragen Pige, blev, som man kan tænke sig, høilig forfærdet. Hun fik hende endelig overtalt til at skrive et nyt Brev, hvori hun i en mere sømmelig Tone besværger ham at sende Brevet, det ulyksalige Brev, tilbage. Det kom . . . . altfor snart . . . . indesluttet i en Konvolut fra B. der, tænk dem nu! i faa Linier indeholdt den Forsikring, at han aldrig vilde kunnet skille sig fra dette dyrebare Document, havde han ikke heldigviis sørget for adskillige Afskrifter deraf, som cirkulerede blandt hans Venner, til uskyldig Adspredelse i ledige Timer, og til Trøst [51] for dem, der havde ladet sig holde for Nar af en snedig Coquette.
Af dette Stød kom hun sig aldrig. Hun faldt i en langvarig Sygdom, og da hun reiste sig igjen, var hun gal. Hun skrev uafladelig Breve, som man naturligviis ikke sendte bort. Vanviddet gik vel over, men fjantet var og blev hun. Skrive Breve og rive itu, strikke og række op igjen, er siden blevet hendes eneste Sysselsættelse.
Efter denne Fortælling blev der en lang Pause. Endelig sagde Cold:
Og nu Moralen bedste Frue?
Jeg veed ikke hvad De mener med Moral, men mener De den Advarsel, den Lære, Andre kunne drage af en saadan Historie, da synes mig den ligger klart nok for Dagen: Enhver Overskridelse af Grændserne for det Anstændige straffer sig selv paa det Haardeste.
Det er vist nok saa, men alligevel maa jeg tilstaae, jeg er ikke ganske paa det Rene. Den som her krænkede Anstændigheden var, synes mig, Ritmesteren, men De har ikke fortalt, at han blev straffet. Den stakkels Jomfru derimod blev straffet med Skjændsel og Vanvid og alle skrækkelige Ting, men hvad havde hun da egentlig forbrudt?
De maa ikke have hørt rigtig, eller ogsaa maa jeg have udtrykt mig meget utydeligt: Det var hende , [52] Jomfruen selv , der skrev ham til, uden at han havde erklæret sig ordentlig.
Jo det har jeg ganske rigtig forstaaet, men endda er ikke Forbrydelsen mig rigtig indlysende. Hun skrev ham til, fordi hun troede, at hun havde noget at gjøre godt, da hun jo havde været den Ubønhørlige. Hun gik naturligviis ud fra, at Ritmesteren var en brav Mand og ingen Kjeltring. . . . .
Men min Gud! De vil dog ikke forsvare et saadant afsindigt Skridt, et saadant aabenbart Brud paa al kvindelig Takt! . . . . Er det kanske Deres Mening, at Damerne skulle frie selv og Herrerne undselig uddele Kurve?
Nei bevares! Det er slet ikke min Mening, det var jo at berøve Damerne deres dyrebareste Privilegium. Jeg troede blot, at enhver dyb, ægte Følelse hos dem ogsaa – fordi de ere Mennesker som vi – har Ret til at give sig en Form, naar den kun holder sig indenfor de lovlige, det vil da sige Gratiens Grændser, og jeg troer endvidere, at Omstændigheder, Individualitet, tilsteder mange Undtagelser fra det Sædvanlige. At Jomfru Møllerup, drevet af sin Lidenskab og daaret af den Tro, at hun var elsket af Den, hun selv havde forskudt, skrev et saadant Brev, var i sig selv ikke ukvindeligt; hvorledes det var skrevet, derpaa, synes mig, kommer det an. Oh, en saadan [53] Tilstaaelse kunde være saa zart, saa duftende som en Liliekonval, saa kvindelig med andre Ord.
Ja min kjære Cold, sagde Fruen overlegent smilende, det er som jeg siger, De har altid saadanne aparte Meninger, og vi skal altid komme i Strid sammen. Kun lader Deres Theorier sig ikke praktisere i det virkelige Liv. I Herrer taale, som bekjendt, ikke Erklæringer, om det saa var en livagtig Gudsengel selv, der gjorde sig den Uleilighed, og jeg er bange for, at min bolde Ridder selv mindst vilde bestaae Prøven.
Det kommer ganske an derpaa Frue.
Sæt at De havde været i Ritmesterens Sted, og De havde faaet et saadant Brev, hvad vilde De saa gjort?
Viis mig dette Brev, saa skal jeg sige Dem, hvad jeg vilde gjort.
Nu, jeg antager, at det var skrevet af en forresten elskværdig Pige, og at det var saa duftende af Lilier og Roser og alt hvad De vil . . . .
Havde det været et sandt og ægte kvindeligt Brev, da vilde jeg paa staaende Fod brudt op . . . og jeg vilde ikke have hvilet eller rastet, førend jeg havde ligget for hendes Fødder, førend jeg havde . . . o førend jeg havde! . . .
Ja vist! . . Men naar De nu ikke elskede hende?
[54] Hvis jeg ikke elskede hende? . . . Da vilde jeg . . o jeg vilde! . . . ja jeg veed ikke rigtig . . . da vilde jeg føle den dybeste Agtelse . . Taknemlighed –
Ja Tak skal De have! Agtelse, Taknemlighed, det skal rigtignok hjælpe hendes krænkede Stolthed.
Stolthed, Stolthed og altid Stolthed! Hvorfor skal den krænkes? Er det en større Skam for en Kvinde end for en Mand at see en Følelse ubesvaret, der har det samme menneskelige Udspring?
Her mødte ham et Blik af Sophie, et Blik, hvis særegne Udtryk, han saa vel gjenkjendte: Forundring, Smerte, Tvivl og Fryd, blandede sig i dette. Electriseret derved, vedblev han:
Hvorfor maa denne Følelse ikke møde vor, veilede den? Ja veilede, fordi den kvindelige Kjærlighed har et langt sikkrere og dybere Instinkt for den sjelelige Harmoni, end vor. Det fører til Lykken, ikke vort. Jeg kan ikke beundre denne Kvindelighed, der sætter sit Ideal i en Passivitet, en Stumhed, der nedværdiger dem til Dukker og Automater Allesammen.
Men saaledes forlanger nu Verden engang et Fruentimmer, og Verdens Lov maa et Fruentimmer agte.
Dog ikke naar hendes Livs Lykke staar paa Spil!
Netop da, netop da! At underkaste sig er den [55] eneste Redning for hende. Derfor kan man ikke nok indskjærpe en ung Pige, at lægge Baand paa sine Følelser og om muligt udrydde dem itide.
Udrydde dem! Gud forbarme sig! hvilket Ord! . . . . Hvis De havde Ret heri, Frue, maatte enhver ung Pige klage til Gud at hun er bleven fød.
Hr. Cold! sagde Fruen høitidelig, dette er ikke et Thema at afhandle ligeoverfor unge Piger. Lykkeligviis kan slige Principer som de, De der udtaler, ikke blive farlige for mine Døttre. Jeg har opdraget dem sædeligt, efter Grundsætninger, som passe sig mere for Livet. Jeg har tidlig lært dem at skjælne mellem en indbildt og en virkelig Verden. I Romanerne blive disse skjønne, ømme Følelser altid mødte og kronede, og Troskaben er evig. I Livet gaaer det ikke saaledes til. Der er det et reent Lykketræf, at en ung Piges Kjærlighed imødekommes, og med den evige Troskab kan det slet ikke nytte, naar de ikke ville gaae der som gamle Jomfruer Allesammen. Det er deres Bestemmelse at blive Koner og Mødre, ikke at spilde deres Liv med at ruge over tomme Sværmerier. Jo før de kunne blive færdige med disse, desto bedre for dem! . . . . Thi seer De: ikke heller i Balsalen drager den unge Piges stille Ønske Den frem, hun netop vil dandse med; hun dandser med Hvemsomhelst, og hun morer sig alligevel. Efter denne Lære, har jeg levet. [56] Jeg ægtede min Mand uden Lidenskab, og vort Ægteskab har desuagtet været lykkeligt. Jeg har sat min Lykke i Resignation og i Opfyldelsen af mine Pligter. Mine ældste Døttre have heller ikke giftet sig af Tilbøielighed, men de ere blevne lykkelige Koner for det.
Her gjorde Sophie en heftig Bevægelse, som om hun vilde sige Noget; men hun sænkede blot Hovedet.
Og mine Døttre, sluttede Fruen, ville engang takke mig derfor, takke mig fordi jeg har lært dem, at Fornegtelse er et Fruentimmers skjønneste Dyd. . . . Hun reiste sig majestætisk.
O, det skulde De ikke have gjort, raabte Georg, idet han ligeledes reiste sig heftigt . . . . Tilgiv mig! Men De kan ikke mene hvad De der siger. Det er jo en oprørende Synd . . . Det er Selvmord! . . . Det er jo at tilintetgjøre det herligste et Menneske har i Eie: Tro, Haab og Kjærlighed paa engang . . . . Og hvad bliver der saa igjen til at udholde Livet med . . Fornegtelse? . . . . Denne blegsottige Sjælsanstrængelse, dette Skjul for Livsleden, skal den kunne erstatte den levende Følelse, der vilde baaret Alt let og med Glæde? . . . . Er det at værne om de dyreste Kræfter, Gud har bestemt til Slægtens Velsignelse? . . . . Mødrene paalægge selv deres Børn at dølge dem som en Skam, at udrydde dem som en Synd, de skulle udgrædes gjennem Taarer [57] og lange Lidelser; og naar da en saadan Sjel er tilstrækkelig martret og uddød, da er det, den tilbydes Manden . . . . Det er paa Ruinerne af Templet, han skal bygge sit Huus! . .
Nei, nu bliver De altfor overdreven. Paa en saadan Flugt kan jeg ikke følge Dem længer . . . . Kjære Cold! lad det være sidste Gang, vi tale om dette. Her forstaae vi hinanden aldeles ikke . . . . . Gud, Klokken er alt otte! . . . Kom Børn! Det er sandelig paatide at vi bryde op. Medens jeg sidder her og afhandler Kvindens Pligter, glemmer jeg at give min Mand Mad. Hun gik leende ind.
Men Sophie havde under Georgs sidste Replik forladt sin Plads, og var gaaet ned mod Blomsterkvarteret. Hun stod bøiet over en Busk, da Georg nærmede sig.
De har ingen Mening havt i vor Strid, Frøken Sophie, De har ikke sagt et Ord. Hans Læber skjalv endnu af Bevægelsen, hans Øie hvilede flammende paa hende.
See denne Rose, sagde Sophie blussende, hvor den er deilig, neppe udsprungen og midt i September! Jeg staaer i Strid med mig selv, om jeg skal bryde den af eller ei.
Tag den kun, en Nattefrost gjør det ellers . . . . Men det var ikke Svar paa mit Spørgsmaal . . Sophie! [58] . . . See der er en til; en aldeles deilig en! Han stak Haanden dybt ned i Tornerne og fik med Møie fat i den. Den er endnu deiligere!
Virkelig? sagde Sophie med et fiint Smiil. Hun holdt dem sammen. See nu ret paa dem. Mon det ikke er fordi De har revet Deres Haand tilblods, og at min var saa let at tage?
Det kan nok være, sagde han forvirret, men De har endnu ikke besvaret mit Spørgsmaal. Havde jeg Ret eller Uret?
Jeg har besvaret det.
Giv mig denne Rose, sagde han, det er netop den, jeg vil have. Han kastede sin langt bort.
Nei, nu faaer De den ikke, sagde Sophie, og holdt den iveiret, og da han vilde gribe efter den, sprang hun hurtigt henover Bedene opad Trappen, og forsvandt bag Glasdøren.
Som en Piil foer han efter, og da den unge Pige saa sig forfulgt ogsaa indenfor, udstødte hun et af disse gjennemtrængende Skrig, hvori Overraskelsen hos legende Børn lægger en saadan uefterlignelig Blanding af Jubel og Skræk paa engang. Dette Skrig standsede ham, og han blev tankefuld staaende med Blikket hæftet mod den Dør, bag hvilken hun var forsvunden.
Aandeløs naaede Sophie sit Værelse, hvor hun [59] overlod sig til den længe tilbageholdte Bevægelse. Som alle dybe Mennesker, der tvinges til at leve meget paa Overfladen, havde hun heftige Udbrud. En før ukjendt, berusende Glæde gjennemstrømmede hende. Længe stod hun dybt aandende for at samle sig. Hun rev Vinduet op, det var som om Luften i Værelset vilde qvæle hende. Hvad sagde han, der gjør mig saa glad og let! Er det en Drøm? Jeg følte mig saa ringe, saa ydmyget i min Kjerlighed, men den er ikke længer ringe, den er Noget, den har Værd i hans Øine, jeg tør være stolt af den! O Gud, raabte hun og rakte Hænderne op mod de blinkende Stjerner . . . . Tak, Tak, fordi Du tillader mig at leve for ham, som jeg elsker! . . . men nei, jeg kan ikke tro det. Der vil, der maa komme Noget iveien! . . . hvorved skulde jeg have fortjent at blive saa lykkelig fremfor mine stakkels Søstre, fremfor tusinde af mine Søstre?
[II, 5]
[60] Ude i Gaarden stod næste Eftermiddag Edvard med nogle Kammerater, rustede til Jagt. Et Par dygtige Bondeskytter skulde anføre Toget. Hundene sled utaalmodigt i Kobbelet. Man ventede endnu kun paa Cold, der havde lovet at være med. Da han var færdig og vilde ile ned, standsede han uvilkaarlig ved en Dør, som han hver Dag var vant til at gaae forbi. Den stod paa vid Væg, da Pigen netop havde gjort reent til Helgen, og tillod ham Indblikket i et Værelse, som han, i de tre Aar han havde tilbragt paa Gaarden, dog aldrig havde seet før. Det var Husets unge Døttres. Der var Ingen inde, og han kunde ikke bare sig for, fra Tærskelen at beskue dette lille ukjendte, og dog i Tankerne saa ofte besøgte Rige, der laae udbredt for ham. Rummet var stort og opfyldt af saare mange forskjellige Ting. Væggene vare bedækkede med Skilderier af alle Arter og Størrelser, men som uden noget Valg hang mellem hverandre. Madonna della Sedia maatte finde sig i at have en Kleopatra med døende, himmelvendte Øine ved sin Side; Kjøbenhavns Ildebrand skillede en Abeilard af [61] Grevedon fra hans sørgende Heloise. Colds Blikke ledte forgjæves efter et Spor af Sophies Tilværelse: de streifede rundt, fra en Secretair, der var beladet med disse tusinde Unyttigheder, som man kalder Nips, og som var ham en sand Afsky, forbi et Uldgarns Overflødighedshorn med støvede Blomster i, og standsede endelig ved en Harpe henne i Krogen, hvortil Pigen i Forglemmelse havde lænet en lang Feiekost, ligesom et Plecter. Den stod der som et advarende Exempel paa, hvorledes hiin usande Poesie idelig udsætter sig for fiendtlige Sammenstød, naar den med pertentlig Afsky vender sig fra visse Arter simple, daglige Phænomener, istedetfor at indlemme dem i den hele Livsopfatning. Dette sidste Syn betog Cold al Tvivl. En Dør ligeoverfor stod paa Klem. Inden han vidste hvorledes, stod han paa Tærskelen. Her, her var Helligdommen. Den gamle Oldemoder paa Væggen syntes strængt at bevogte den. Hun saa vredt paa ham, som om hun vilde sige: Tilbage Forhadte, hvad søger Du her? Du er en af hine Slanger, der bringe Ulykke i Slægterne, der forgifte mine Døttres Hjerter med dette Vanvid, man kalder Elskov . . Tilbage!
Ja her boede hun. Luften, Lyset i dette Værelse var anderledes. Dette syntes ham naturligviis; men det vil desværre neppe vinde nogen Interesse i en Læsers Øine. Her fandtes intet af hiin maleriske [62] Uorden, der gjør saadan Effekt i Romanerne, men som overført i vor ubarmhjertige Virkelighed, kun betyder at angjældende Madame eller Frøken er en uordentlig Madame. Begge Tøfler vare tilstede og stode endrægtig ved hinandens Side paa det blommede Teppe. Paa Gulvet fandtes hverken Musikalier, Ridehat, Handsker eller slige pikante Ting henslængte. Ingen Stumper af Breve, intet halvfærdigt forrædersk Portrait paa Bordet. Endelig nødes vi til at bekjende, at der aldeles ikke fandtes nogen sneehvid, smal lille Seng. Et mørkt folderigt Gardin skjulte hele den ene Side af Rummet. Alt aandede Fred, Simpelhed og dog en usynlig Elegance. Vinduet til Haven stod aabent; Skyggerne dandsede paa Gulvet; en Bogfinke kvidrede sin Aftensang i Poplerne udenfor; men paa Karmen sad den hvide Kat med funklende Øine og syntes at lytte til med blandede Følelser.
Men Georg havde en Trang til at synke ned paa Knæ, han kunde ikke flytte en Fod. Da faldt hans Øie paa Rosen, der var sat i Glas paa Bordet. Den stod der saa deilig og frisk, og støttende sig paa sine grønne Bladearme, bøiede den sig ud over Randen, saa det blanke Bord gjengav dens rødmende Billede. Han greb den og fæstede den til sit Bryst. I næste Minut var han nede i Gaarden, og nu gik det lystigt tilskogs.
[63] Georg var nærsynet. Han fik sjelden Noget paa sine Jagter, hvilket dog ikke gjorde noget Skaar i hans ivrige Jægerlyst. Dennegang syntes Lykken at søge ham, da han mindst tænkte paa at søge den. To Harer løb strax i Begyndelsen lige i den tankeløse Jægers Skud, og en stakkels Skovdue laa for hans Fødder, inden han vidste hvordan det egentlig var gaaet til. Næsten forskrækket saa han paa den nydelige lille blaa Skabning, medens den laa varm og blødende paa hans Haand, og paa Edvards spøgende Lykønskning svarede han, at det var skeet af reen Uforsigtighed.
Morgenjagten var endt, og de trætte Jægere samledes for at raadslaae. Først skulde der hviles og siden vilde man drage op i en høiere Fjeldmark, der skulde være riig paa Fuglevildt. Men Georg [64] vilde hverken høre om Hvile eller nogen Jagen mere, og da man var vandt til at lade ham gaae sin egen Vei, bragte dette ikke nogen Forstyrrelse i Selskabet. For ham var Jagten endt – eller – maaske ikke begyndt: Det Vildt, hvormed han stolt belæssede sine Skuldre, var endnu kun en synlig Trophæ fra et heldigt Dagværk. Hans Sjels Spændkraft var igjen vakt. Den Byrde af Tvivl og Ubestemthed, der saalænge havde knuget ham, følte han med Et afkastet, og en modig Beslutning fyldte hans Bryst. Han vilde forklare sig for Sophie. Denne lille Fjernelse fra hende havde endelig løsnet de Baand, der saalænge havde bundet hans Villie i hendes Nærhed, og som om han frygtede Alt, hvad der kunde svække denne Beslutning, skulde han ingen Hvile unde sig, forinden han havde fundet Den, han søgte. Buen var strammet, nu skulde Pilen ustandset naae sit Maal.
I Førstningen gik det raskt nedad; . . . medens han ubevidst nynnede en Melodie af Jægerbruden, han havde hørt Sophie synge, havde han allerede tilbagelagt den vanskeligste Deel af Fjeldet. Men snart mærkede han, paa sine mindre sikkre, mindre energiske Trin paa Fjeldstien, at Kræfterne begyndte at svigte ham noget.
Han stod ved Leddet, der lukkede for Skoven. Foran ham, nedenfor den tynde Rugbraate, steg [65] Røgen i Veiret af den første lille Gaard. Hans Øine søgte ud over Lien henimod de fjerne Sletter, hvor en blaalig Skygning af Løvtræer afbrød de mørke Granmasser. Der var endnu nogle Timers Vei derhen. Dog hvile skulde han ikke forinden . . . . Kun et Øiebliks Rast der i Bakkehældet under den lune Klippevæg, der hvor Septembersolen skinner saa mildt og dæmpet igjennem Birken hist! . . . . og han strakte sig hen paa Mosset. Der var saa stille. Kun Lyden af de mange Bjælder fra Markerne klang blidt melodisk hen til ham; . . . . Granerne susede sagte og søvndyssende over hans Hoved. Af og til slog en Luftning, ligesom et mægtigt Vingeslag, ned over Jorden. Han reiste sig, men kun i Tankerne; hans Lemmer holdt Jorden magnetisk fast. Endnu havde han ikke overskredet den mystiske Grændse, men hans Forestillinger vuggede sig paa de luftige Stier, som føre derhen. Disse Forestillinger antage phantastiske Former, der sælsomt blande sig med Virkeligheden. Endnu er han i Skoven, den samme Melodi summer i hans Øre. Hele Sophies Familie er med, kun ikke hun selv. Han skyder endnu engang Skovduen, saa havde han igjen en Fornemmelse, som om det var hende, han havde truffet. Men der laa jo Duen ved Siden af ham i Græsset, og Birken ved Leddet svaiede hemmelighedsfuldt med de lange Grene.
[66] Han drømte:
Paa den haandsbrede Afsats i den steile Klippevæg staar Sophie, sorgløs fri, som ahnede hun ingen Fare. Lyset omspiller hendes Skikkelse. Hun seer kjærligt paa ham, og vinker ham med Rosen i Haanden. Han stormer derop, griber hende, og zittrende af Fryd bringer han hende ned paa den sikkre Grund. Men idet hun vinder sig ud af hans Arme, see! da er det ikke længer Sophie, men Fru Ramms smekre, lille Gestalt. Hun seer paa ham med de kolde, blaa Emailleøine, neier og siger: Mange Tak for Deres Uleilighed! De har reddet mig fra at slaaes itu . . . Jeg er en meget kostbar Indretning, maa De vide: Alt er komplet indeni, kun har jeg intet Hjerte . . . Det behøves ikke heller . . . thi Fornegtelse er et Fruentimmers Lod . . .
Det hænder os undertiden, at man kan vaagne i en Rædsel, der ikke staar i noget rimeligt Forhold til det Drømtes Indhold. Georg vaagnede med et Skrig, den kolde Sved stod ham paa Panden. Han kunde længe ikke forvinde det uhyggelige Indtryk; tilsidst maatte han dog lee selv. Den Smule Hvile, han havde faaet, den herlige Luft styrkede ham snart igjen, og han bevingede sine Skridt. Det er en mærkelig Dag denne, sagde han; Alt vil og maa lykkes mig. Jeg føler et Mod til at udfordre Guderne.
[67] Ud paa Eftermiddagen naaede han Gaarden. Da han gik over Stien, der fører ind i Haven, hørte han af Folkene, der vare beskjæftigede med at læsse Korn, at Frøken Sophie havde været ude hos dem, men hun var ganske nylig gaaet nedad mod Elven. Han skilte sig da ved sit Jagtbytte, og saaledes som han gik og stod, støvet og blussende af Anstrængelsen, tog han Veien i den anviste Retning. Neppe var han kommen over Leddet, idet han fortsatte Stien langs Aaen, da han plutselig standsede og lyttede: Gjennem Fosseduren hørte han Stemmer og en Hunds Gjøen. Deriblandt troede han at skjelne Sophies Røst, der lød gjennemtrængende, som i Angst. Som en Piil skjød han afsted og naaede Overgangsstedet ved Aaen, men her var til hans Forundring Kloppen kastet af. Der var heldigviis ikke meget Vand, med et Par dristige Spring kom han lykkelig over, trængte igjennem Busken og stod idetsamme foran en Gruppe, der vakte hans Forbauselse og Harme.
Siden hiin sidste Scene mellem Brandt og Sophie, havde hun slet ikke seet noget til ham; men han forfulgte hende desto heftigere med Breve, der bleve mere og mere nærgaaende. Dette er en Art Overlast, imod hvilken en ung Pige i vore Nybyggerforholde ingen Beskyttelse har. Paa Landet er det vanskeligt at faae Døttre passende bortgiftede, og vor brede Gjæstfrihed [68] tilsteder hvilkensomhelst Fremmed uden videre Indpas i Familierne. Man riskerer jo Intet derved: I vort sædelige Land, tør Lidenskaben blot træde frem i den lovlige Form. Men under dette dydige Formaal trives ikke desmindre Meget og Mangt, som den finere Følelse vilde kalde umoralsk. I dette dydige Formaals Navn sluttes ikke sjelden disse skræk– og medynkvækkende Mesalliancer, i dets Navn have de ynkværdigste af Skabningens Herrer Ret til at beleire en Pige, forfølge hende, drive hende til det Yderste. De have naturligviis de redeligste Hensigter, det er: de have den bedste Villie til at dele deres Misere med hende. Nu, den stakkels Lorentz var ikke af de Værste. Sophie besvarede et af hans Breve, saaledes som man kun kan besvare saadanne, undvigende og paa bedste Maade beroligende, og lod det siden være. Men nu gik Lorentz i sine Skrivelser over fra Bønner til Trudsler og formelige Undsigelser. Han skulde nok passe hende op, skrev han, og da skulde hun faae Grund til at angre det; . . . nu havde han Intet at tabe mere . . . han solgte sit Liv for en Skilling. Vilde hun ikke leve med ham, saa skulde hun døe med ham, o. s. v. . . . Den stakkels Pige var her virkelig stillet mellem en dobbelt Ild. Det sidste Møde med ham havde, trods hans Voldsomhed, efterladt en dyb, smertelig Medynk med ham, der drev hende til bestandig at tage hans [69] Parti, og, naar det lod sig gjøre, forsøge at holde den gode Mening om ham oppe. At drage Forældrene ind i denne Affaire, vilde været det Samme, som at udslukke den sidste Gnist af Deeltagelse for ham. Men den Nødvendighed, hun derved sattes i, at maatte bære sin Skræk alene, drev hende til det Yderste. Hun turde neppe vove sig ud alene paa Marken eller Landeveien. Hun foer sammen, hvergang det raslede i en Busk.
Hiin Eftermiddag, netop som Sophie var ude paa Ageren, kom den lille Lægdsdreng paa Gaarden og hilste fra Moderen, at hun maatte strax komme ned til hende i Grotten. Da hun nylig havde talt med denne om en Forbedring, der skulde foretages dernede, fattede hun ingen Mistanke, men let som en Fugl, ligesom baaret af den lykkelige Drøm, der fyldte hende, fløi hun derned. Netop ankommen foran Indgangen til Grotten, traadte Lorentz Brandt hende imøde fra dens Indre. Han vaklede, og en triumpherende Glæde stod malet i hans udslukte Træk.
Hvor er Moder? . . . hvorfor har De lokket mig herned? . . . Det er afskyeligt!
Jeg vilde blot forsikre Dig, dyrebare Veninde, at Du er mig kjær . . . usigelig kjær . . . sagde Brandt med lallende Tunge. Jeg har valgt dette yndige, romantiske Sted, for at forklare Dig mit Hjertes Tilstand [70] og Beskaffenhed . . En Beskaffenhed, som er af den Art . .
Lad mig gaae, lad mig bare gaae! sagde den forfærdede Sophie, og søgte at komme forbi Lorentz, der havde spærret hende Veien.
Hvorfor saadan Frygt, Tilbedede! . . . . . hvad er her at frygte? . . . . Du er skjøn . . . overmaade skjøn . . . Men Ingen skal fordriste sig til at fornærme disse guddommelige Yndigheder med et Blik, en Stavelse . . . . Ja hvis jeg fornærmede dem, var jeg ingen Æresmand . . . men en Hallunk, en forbandet, gudsforgaaen, nedrig Slyngel . . uden Levemaade og Fordring paa Dannelse . . Ja hvis jeg fornærmede Dig . . .
O nei nei, det veed jeg nok! men lad os bare gaae . . . hjemme kunne vi tale om det . .
Endnu Skræk i disse hulde Miner? . . . Unge Pige, Du kjender ikke Lorentz Brandt. Nei Du kjender ham ikke. Han er ikke af disse Lurendreiere, disse Faar i Ulveklæder, som snige sig omkring den værgeløse Uskyld, for at lokke den og daare den med farlige Kunster. Han er en Nordmand af det gode, gamle Kuld . . . hver Draabe Blod i ham er ægte, seer Du! . . . der er en anden Malm i ham, end i den Troppisten . . . denne fine Skrællingen, som gaar der og sætter Dig Skruer i Hovedet. Jeg [71] mener det redeligt jeg . . . . Hvad jeg siger, siger jeg af Hjertens Overbeviisning . . af fuld Hjertens Overbevisning siger jeg: Dig vælger jeg blandt alle Jordens Piger . . ene Dig tilbyder jeg min Haand og mit Hjerte! . . . Fanden i alle de andre . . . . O Pige! mindes Du vor Barndoms stille Dage!
Två plantor udi Hildings Gård,Ei Norden før set två så skøna,De voxte herligt i det grøna . . . .
Her gjorde Sophie en fortvivlet Anstrængelse for at komme forbi, men Lorentz, stærkere end hun, stødte med et eneste Fodspark Kloppen, som tjente til Overgang over Aaen, tilside. Ved denne Maneuvre kom han noget ud af Ligevægten, og greb efter Sophie, hvem Skrækken nu i den Grad overvældede, at hun tabte al Besindelse. Lidt mere Erfaring i Livet vilde lært hende, at her var mere en indbildt end en virkelig Fare forhaanden. En rolig, frygtløs Opførsel vilde ganske holdt ham indenfor Skrankerne. Det blotte Syn af hende havde jo allerede ladet ham glemme sine feige Trudsler. Men den attenaarige Frygt raisonnerer ikke, den er instinctmæssig, ubændig, grændseløs, den overveier ikke, den skjælver blot i Raahedens Nærhed.
Med et Skrig styrtede hun tilbage mod Indgangen, [72] men da Grotten lukkede hele Huulveien, og følgelig ingen Tilflugt kunde yde hende, klattrede hun med Skrækkens Behændighed op ad de bratte Klipper. Det lykkedes hende at naae Midten af den steile Brink, og her blev hun hængende uden tilstrækkeligt Fodfæste, klamrende sig til en skrøbelig Busk, der hvert Øieblik truede med at give efter, og raabende alt hvad hun kunde om Hjælp. Nedenunder udtømte Lorentz sig i de ynkeligste Bønner og Klager, og den graa Pudel stemmede i med, ved at hyle af fuld Hals.
Man sige ikke, at Virkeligheden mangler geniale Momenter. Ingen lafontainisk eller tromlitzsk Romanhelt kunde komme mere á propos end Cold i dette Øieblik. I et Nu havde han stødt Lorentz tilside, og med et Par kraftige Steg naaet op til den Ængstede, som med et Henrykkelsesskrig kastede sig i hans Arme. Hvorledes han kom over Aaen med hende, derom melder Historien intet Paalideligt, men den fortæller, at han først standsede, da han havde naaet Leddet ved de to store Graner, og at han her sagte lod sin Byrde glide ned paa Mosset.
Men Sophie slog Øiet op, og kastede sig heftig om hans Hals igjen.
O slip mig ikke, slip mig ikke! bad hun. Have vi ikke lidt nok?
Hvad siger Du, Sophie? . . . . Det er mig, [73] det er mig! . . Sophie . . . og Du tilstaaer det! . . . O siig det igjen!
Ja, ja, jeg tilstaaer det, sagde hun, og hævede de straalende Øine op mod ham. Jeg har sagt det, jeg kunde ikke andet . . . . Forstød mig nu, hvis Du kan! . . Du kan ikke!
Hvormange Ord de Elskende fik sagt? . . . maaskee ikke et eneste. De kyssede hinanden, de klyngede sig til hinanden i en saa lidenskabelig Angst, som om de ahnede dette Øiebliks bittersøde Betydning for hele Livet . . . . . . . . Var der gaaet Minutter hen, eller «var det Sekunder bare, ei længer Salighed kan vare,» siger jo Digteren? . . . . Ak at det skal være saa, ak at det skal være saa! Nornen, den mørke, vrantne Norne, regner det ikke saa nøie med en Time, en Dag mere i Lidelsens Terminer, men mærker hun, at en menneskelig Fryd vil springe ud, saa tæller hun karrig Sandkornene.
Sophie udstødte et sagte Rædselsskrig. Tæt bag dem paa Gjærdet stod en lille, hæslig Gnomegestalt og stirrede paa dem med uhyggelig opspærrede Øine. I Haanden holdt den en lang Rognekjæp, som den med en besynderlig Grimace strakte ud mod dem. Synet stod der saa pludselig, at det bogstavelig saa ud, som om det var skudt op af Jorden.
Men Fossen brummede i Nærheden, og derfor [74] gik det ganske naturligt til, at Vesle-Ole – thi det var ingen Anden end ham – barfodet som han var, kunde liste sig ubemærket ind paa dem.
Hvad vil Du! foer Cold op, selv et Øieblik rystet af Skræk.
Der skulde en særegen, i Kunsten indviet Begavelse, som lykkeligviis Cold var i Besiddelse af, til at bringe ud af Ole, hvad Ærinde han var sendt i, naar dette ikke indskrænkede sig til en Brevdues Hverv, men bestod i noget, der krævede menneskelig Tanke eller Tale. Dette Ærinde var ogsaa af en usædvanlig indviklet Art. Det var ikke alene paalagt Ole, at søge Cold op, for at melde ham, at der var kommen en Fremmed til Gaarden, som vilde besøge ham, men at denne Fremmede tilligemed Herskabet var gaaet ud, for at møde ham.
Hørte Du hvem det var? spurgte Cold.
Jeg veit inte!
Har Du aldrig seet ham før? Har han aldrig været paa Gaarden før?
Jeg veit inte!
Er det den Herre, som var her ivaar, og som gav Dig en Mark, da Du holdt Hesten hans?
Et Smiil, et Griin, opklarede Oles Ansigt; han ledsagede dette med en udtryksfuld Pegen opad mod Gaarden.
[75] Müller! hviskede Cold med formørket Mine. Allerede kunde han see et Par Damer, ledsagede af en Herre, bevæge sig nedad Stien henover Bakken.
Cold vendte sig til Sophie, der, skjælvende af saamange Sindsbevægelser, støttede sig mod Granen.
Fat Dem, sagde han, gaa De dem imøde, . . . Jeg bliver her! . . . O vær flink! . . . De kan det bedre end jeg . . Men imorgen! . . O, Sophie, Sophie!
Hun var allerede borte.
Müller! mumlede Georg. Hvilken Djævel fører ham netop i dette Øieblik hid? Men han skal Intet faae at vide. Dette Satyrblik skal jeg holde ude fra min Helligdom.
Fra sit Skjul kunde han see Sophie slutte sig til Selskabet, der langsomt bevægede sig nedad Stien mellem Nøddekrattet; først da vovede han sig frem. Paa Broen standsede han, for at vinde mere Fatning. Han bukkede sig dybt over Fossestupet, som om han vilde betroe Dybets Magter sin unge Lykke.
[II, 6]
[76] Klokken var bleven ti. Sophie havde gaaet som i en Drøm den hele Aften. Hendes høirøde Kinder og det egne, besynderlig fraværende Blik, havde for en skarp Iagttager let kunnet forraade, at der var foregaaet noget Usædvanligt. Lykkeligviis havde hendes Moder og Søster været formeget optagne af Gjæsten, til at lægge videre Mærke dertil. Cold havde ved en usædvanlig snaksom Munterhed søgt at drage Opmærksomheden derfra. Til hende vovede han slet ikke at tale. Men han havde fundet Anledning til at stikke hende en Seddel i Haanden, hvori han beder hende om en Sammenkomst Klokken sex den følgende Morgen. Den skulde finde Sted under de to store Graner, disse stumme Vidner om deres Pagt, og han foreslog dette Klokkeslet som det beleiligste til et flygtigt [77] Møde, medens endnu hele Huset sov. Sophie bar denne Seddel hos sig. Hvert Øieblik greb hun tvivlende til den, for at overbevise sig om, at den var der, om det ogsaa virkelig var sandt.
Klokken var ti. De to Venner havde sagt Godnat og trukket sig tilbage paa Colds Værelse.
Det var da endelig kommet det Øieblik, da Sophie turde være alene med sine Tanker, kun havde hun endnu et Ærinde at udføre, som hendes Moder havde paalagt hende.
Ja Virkeligheden har sine geniale Momenter, betydningsfulde, poetiske, kunstnerisk fuldendte Momenter, hvori Tilværelsen, midt i sin Hverdagsdvale, pludselig slaaer ud i Blomst og Duft. Men den har ogsaa Momenter, Sammenstød, Combinationer af Begivenheder, der fremtræde saa fatale, saa uheldsvarslende, med en saa skjærende Ironie, at man maa holde meget fast ved Troen paa, at ogsaa disse ere Led i et algodt og viist Forsyns Styrelse; thi de see snarere ud som et Stykke Digt, udsprungen i en Dæmons opfindsomme og vittige Hjerne.
Indenfor Colds Værelse fandtes der, fra dette kun adskilt ved en tynd Bordvæg, et Aflukke, der tjente til Husets Klædekammer.
Det var herop i dette Klædekammer Sophie blev sendt, for at hente noget Linned. Da hun sagte aabnede [78] Døren, hørte hun Cold og Müller i en Samtale indenfor. De to Røster løde saa klart og stærkt i Aftenens Stilhed, at hun kunde tro sig i samme Rum, havde hun ikke vidst det bedre. Et Øieblik lyttede hun fortabt til Lyden af den kjære Stemme. Da hørte hun sit Navn nævne; forskrækket søgte hun hvad hun skulde hente i Linnedskabet, og vilde skynde sig bort; men inden dette var lykkedes hende, havde hun mod sin Villie hørt saa Meget, at hun ikke kunde gaae. Som fastnaglet blev hun staaende uden Besindelse om Noget udenfor hende; hendes Sjæl laa i hendes Øre.
Inde i Værelset hos de to Herrer finde vi Müller paa sin gamle Plads i Sophaen; ud af det aabne Vindu lænede Cold sig, og syntes opmærksomt at betragte Trætoppene og den stjernefulde Himmel. De første indledende Replikker af Müller vil han efter al Sandsynlighed have besvaret noget kort og distrait.
Det forekommer mig dog, fortsatte Müller, at Du nu maatte have faaet en grundig Oversigt af en Amtmands Pligter og Rettigheder, og den Birolle, Du har spillet som Informator, er jo ogsaa endt, siden den unge Herre er bleven Student. Eller har Du maaske andre Biroller her i Huset?
Amtmanden har ikke flere Sønner.
Nei, men Døttre.
Men hvoraf ingen trænger til min Lærdom. Den [79] Ældste er ligesaa gammel som jeg selv, og den Anden er netop kommen ud af et Institut i Kjøbenhavn.
Nu, der kunde jo gives andre Biroller. Altsaa, Du har ikke det Bitterste her at bestille. Hør nu blot: Hiin Ansættelse i Stockholm, som Du engang attraaede saa meget, staaer Dig nu aaben.
I Stockholm, siger De? raabte Cold og vendte sig endelig om.
Nu ja, i Stockholm, i Stockholm, er det ikke forstaaeligt.
Ak kjære Müller, har De endnu slige store Planer med mig, jeg troede De havde opgivet dem nu.
Om jeg har slige Planer endnu? Ja Død og Plage har jeg det, og slemt var det, om jeg ikke havde dem for Dig. Medens Du ligger heroppe og idylliserer og tænker paa Ingenting eller det som er endnu Værre, have vi handlet paa Dine Vegne. Som det altid pleier at gaae slette Subjecter, har Du Lykken med Dig. Hør nu: N. har faaet et Aars Permission fra Petersburg, og vor flinke S. derinde overtager hans Post, som han sandsynligviis kommer til at beholde, da der siges, at N. skal gifte sig med en riig Grossererenke i Gothenborg, og neppe gaar tilbage til Diplomatien. Altsaa S.s Plads bliver ledig og skal besættes med en Norsk.
[80] Og den Plads kunde jeg faae! Det er vel ikke at stole paa.
Du kan faae den. Jeg gik strax op til Excellencen D., som heldigviis ikke var reist endnu. Han gav mig det bedste Haab for Dig. Du har nu blot at indlevere din Ansøgning og inden næste Foraar maa Du indstille Dig i Stockholm. Din Onkel var sjeleglad. Det er netop en Stilling for Georg; han passer lidet for Livets spidsborgerlige Forhold, sagde han. Nu min Gut, spring, syng og dands, men fald mig bare ikke om Halsen.
Jeg takker Dem, Müller . . . Hvor De er god, at De tager Dem saaledes af mig . . . Men . . .
Nu, men?
Oprigtig talt, jeg har ganske tabt Lysten til denne Post.
Saa, Du har tabt Lysten dertil, jasaa . . . Det var da besynderligt. Du troede dog engang selv . . .
Ah, det var en Grille, et Indfald. For et ungt, umodent Menneske kan hiin Carriere vel have noget lokkende. I Grunden er det dog et Skinliv, man fører. Jeg troer mig ikke mere skikket dertil; jeg føler mig draget mod en gediegnere, selvstændigere Stilling i Livet, lad den end være ubetydeligere.
Nu det er roesværdigt, det er vakkert. Det røber en solid Anskuelse, en Anskuelse, som er sjelden i [81] Dine Aar. Kun vilde jeg gjerne høre disse gediegne Planer. Vil Du maaskee gaae ind igjen som Copist i Revisionsdepartementet?
Ja hvorfor ikke?
Nei hvorfor ikke! . . . Det er en solid og hæderlig Stilling, en Stilling, hvori man undertiden oplever de gladeste Overraskelser; ligesom A., der væddede, at han netop ved Slutningen af det tiende Aar vilde være Fuldmægtig, og see, han blev det Aaret før. Du har Lykken med Dig, Du kan maaske inden tolv Aar være Bureauchef.
Det er ikke umuligt.
Eller har Du Lyst til at blive Bygdeprocurator? Hvilken hyggelig lille Polskpas Du saa vil faae om Søndagen med Bønderne! Det vilde være Noget for Dig! Eller synes Du bedre om en Lensmandspost?
Det er ogsaa godt. Saa er man jo saagodtsom Storthingsmand! . . . Nei kjære Ven, jeg tænker i Grunden ikke paa nogen Ting. Jeg har det for Øieblikket saa godt, at jeg ikke gider plage mig med Fremtiden. Til Nytaar er min Tid udløben her, og den Tid, den Sorg, tænker jeg.
Der blev en Pause, hvori Müller udblæste store Røgskyer, og Cold morede sig med at mishandle sin Ridepidsk. Endelig sagde Müller:
Hun er smuk, Din Smag er ikke ilde.
[82] Hvem? Hvad mener De?
Jeg mener blot, blev Müller rolig ved, at hun er smuk, og at Din Smag ikke er ilde, ja, hvad der næsten aldrig har hændet mig før, hun har frapperet mig. Hun kom os imøde paa Stien, da vi skulde ud at opsøge Dig.
Ah, det er Frøken Sophie, De mener?
Ganske rigtig, Sophie, saaledes kaldte Du hende engang. Hun mødte os som sagt paa Stien, hvor vi ogsaa vare saa heldige at træffe Dig. Det er altsaa hende, tænkte jeg, som har voldt den stakkels Georg saa megen Ærgrelse og Tidsspilde, og som Du forrige Gang skildrede mig som et uhyggeligt, forskruet Væsen. Hun syntes at være i en altereret Tilstand; hendes Stemme zittrede, og hendes deilige Haar, som jeg aldrig har seet Mage til, befandt sig i en høist malerisk Uorden. Det var ordentlig Synd, at det Syn skulde være spildt paa et Mammuthhjerte som mit. Fruen spurgte, hvor hun havde gjort af sin Hat, hvortil hun svarede, at hun havde vovet sig for langt op ad Fjeldet, var gleden ud og havde mistet den deroppe. Mama skjændte over hendes Vildskab, men med et Blik til mig, som om hun vilde sige: Har De seet noget Yndigere? Mig hilste hun med en vis Kulde, og jeg har forgjæves søgt at nærme mig hende i Aften. Der er noget Aparte ved hende. Men smuk og [83] nydelig er hun som en Ulykke. Er Du kanske ikke af den Mening?
Jo unægtelig, det er hun. Frøken Ramm er en meget smuk Pige, sagde Georg, og brak sin Pidsk over. Sophies Smiil, dette Særegne, hvormed hun havde forkyndt ham hans Lykke, steg i det Samme forræderisk frem i hans Erindring, og forskrækket lagde han til: Men der er et Træk ved Munden, som ikke er smukt. De sagde, synes mig, at S. allerede er kommen til Petersburg; kan det være muligt?
Til Petersburg. Det Træk ved Munden, som ikke er smukt, har jeg slet ikke bemærket. Hendes Ansigt er, troer jeg, af den Art, der ikke maa analyseres. Det Hele gjør et frappant Indtryk.
Hvilken Lykke han har gjort i saa kort Tid! Og N., hvad var det, De fortalte, at han . . ?
N. trækker sig tilbage for at gifte sig . . .
Ja, ja rigtig, med en riig Enke . . Men han var jo designeret til at blive Baron M.s Eftertræder i Kabinettet, hvem faaer da den Post?
Diplomatien begynder pludselig at interessere Dig. For et Øieblik syntes Du lidet at bryde Dig om det Hele. Georg! . . . om Alt det skal jeg siden oplyse Dig . . om Alt hvad Du vil . . Georg . . . læg Din Pidsk kun hen. Jeg skal siden forbinde Bruddet . . . Hør kjære Georg, ved Gud, jeg [84] mener Dig det vel, sagde Müller med en Bevægelse, som om han vilde lægge Piben bort, medens han langsomt førte den til Munden igjen, en Maneuvre, som Cold kjendte meget godt, og som betydede et ualmindeligt Alvor.
Seer Du, jeg vilde saa gjerne gjøre noget Dygtigt af Dig, og det skulde ogsaa lykkes, hvis Du ikke altid stod Dig selv i Veien. Disse evige Forlibelser for et Menneske af Din Beskaffenhed ere en reen Ulykke. De sætte Dig idelig ud af Ligevægten, forstyrre Dit Humeur og hæmme Din Udvikling. Og tilsidst vil det dog, trods Dine Forsikringer, ende med, at Du for Alvor bliver hængende. Jeg siger ikke, at det gaaer saa med Din nærværende Inclination, meget muligt, at den ender som alle Dine andre, men alvorlig eller ei, kommer den forbistret ubeleiligt. Hør Georg . . riv Dig løs . . . strax om Du kan . . . Gaa til Stockholm og frels Din Sjel! Naar ti Aar ere forløbne, naar Du er bleven en moden, holden Mand, saa i Guds Navn forelsk Dig, gift Dig saa meget Du vil.
Men Müller . . Hør dog! . . der er ikke Tale om . . .
En forbistret Historie! Siig mig, hvorvidt er Du avanceret med hende? Maaske Ondet endnu kunde afværges. Kniber det saa kunde maaske jeg tale med [85] Frøkenen, og see at faae det afgjort paa en peen Maade.
Er De gal! . . . For Guds Skyld! . . . Jeg siger Dem jo, denne Sag angaar ikke Frøken Ramm. Hun har ikke ringeste Indflydelse paa mine Fremtids-Planer.
Det skulde glæde mig, hvis det stod i Din Magt at overbevise mig derom.
Overbevise Dem om, at dette ikke angaar hende! sagde Cold, bragt til det Yderste, . . . Men for Fanden! Jeg elsker hende ikke. Der er Intet, Intet mellem os.
Arme Georg! . . . Kjære Læserinde! Hvis Du ikke er under tyve Aar – er Du under tyve Aar, nytter det ikke – men hvis Du ikke er under tyve Aar, saa ville vi her, netop her, førend Du ganske bryder Staven over ham, lægge et Ord ind for ham. Ja, det er stygt, meget stygt af ham, og Enhver kan efter sin egen Smag tænke sig en bedre og elskværdigere Maade for ham at slippe derfra paa. Han kunde f. Ex., naar han blev lagt saaledes lindt paa Pinebænken, ende med at slaae i Bordet og sige: Ja, ja for Fanden, det er sandt Altsammen, lad mig bare i Ro! Men saa havde det ikke været Cold, vor Cold, og han havde maaske ikke elsket saa varmt, saa iversygt, saa nærig ængstelig for sin Skat, som han. Og lad os saa være ærlige. Hvem har ikke været saaledes [86] tirret og tilsidst drevet til et Punkt, hvorfra man ikke kan tilbage mere, og hvor man, uden at ville det, næsten uden at vide det, bliver Jesuit? Enhver, der med Haanden paa Hjertet tør sige, at han aldrig har været det, at han aldrig har sagt noget om sin dyrebareste Ven, som denne ikke maatte høre, at han havde Mod til at læse, Sort paa Hvidt, Alt hvad denne dyrebare Ven har sagt om ham, nu vel, han der kan det, han kaste Stenen. Og endelig ville vi erindre, at ethvert af disse ulykkelige Ord falder i en Sjel, der mindst af alle er skikket til at forstaae dem, og at han ved ethvert af disse Ord, som en skadefro Aand syntes at lægge ham paa Tungen, frasiger sig sit Livs største Glæde.
Du elsker hende ikke! Ja ja, det er en anden Sag, sagde Müller, og Gløden af hans nystoppede Pibe kastede næsten et dæmonisk Skjær over hans uskjønne Træk. Men Du kan dog ikke nægte, at det klinger forbandet utrolig, at Du skulde kunne leve under eet Tag med en attenaarig Skjønhed, uden at anfægtes deraf.
De burde have bedre Tanker om mig Müller, sagde Cold, idet han tog sin Tilflugt til det krænkede Alvor, jeg, som ganske nylig, Sort paa Hvidt, har skriftet for Dem al min Modgang, alle mine Ulykker i den Vei. Slige Erfaringer pleie dog at gjøre Folk besindigere. Skjønhedens Magt indrømmer jeg villig, [87] men kan der da ikke tænkes Egenskaber, som tilintetgjøre den, og det netop saadanne, der frastøde mig?
Det maa være nogle bansatte Egenskaber, der kunne øve en saadan nedslaaende Virkning hos Dig. Da Du altsaa ikke bryder Dig om den lille Dame, saa kan Du betroe mig nogle af disse Egenskaber, der vansirer hende. Er hun kanske ligesaa doven og egensindig, som da hun var Din Elev?
Doven og egensindig . . . en doven og egensindig ung Dame! raabte Cold, med Nød og Neppe betvingende sig, hvad vil det sige? Det er jo ganske betydningsløst!
Er hun da enfoldig . . stupid? . . . Du meente engang . . . .
Jeg har Intet meent. Hun var dum som Barn, men hun kan jo have lagt sig til Forstand siden. Jeg troer, hun har, hvad hun behøver deraf.
Det tænkte jeg nok. Naar det kommer til Stykket, er hun dog et Mønster. For Fanden, Noget maa det da være! Er hun coquet, letsindig, intrigant, ondskabsfuld?
Hvad falder Dem ind? Tvertimod, jeg troer Frøken Sophie har det bedste Hjerte. Det er en Pige med Characteer, med en livlig, stærk Sjel . . . . Men hun har noget Originalt, for ikke at sige Exentrisk i sine Anskuelser . . . . hvad synes De om Søsteren?
[88] Ah! Excentrisk! . . Jeg forstaaer . . . hun er poetisk . . forskruet . . . emanciperet?
Netop, der traf De det, sagde Cold, og brast i Latter over denne løierlige Vending i det piinlige Forhør.
Virkelig! Nei alvorlig . . . er hun af den Sort? Ja hun saa mig ud til noget Sligt. En norsk femme emancipée ! Det var moersomt, det var noget ganske Nyt! Hvordan yttrer det sig? Røger hun Cigar? Bærer hun Sporer? Sidder hun tilhest som salig Dronning Caroline?
Cold rødmede af Forbittrelse. Han kunde have myrdet Müller.
Nu, bliv ikke fornærmet. Hun røger altsaa ikke Tobak . . Hun bærer ikke Sporer. Det er en aandelig Amazone, en nordisk George Sand, der aander et glødende Had mod det hele Mandkjøn og dets Nedrighed og Despotie?
Netop.
Hvilket dog ikke hindrer disse Damer fra at have deres smaae Privatinclinationer. Frøken Sophie er forelsket i Dig?
Naturligviis.
Og Du gjør formodentlig hvad Du kan for at nære Flammen?
Naturligviis. Har jeg Andet at bestille?
Og uden at tændes selv?
[89] Vær ikke bange. Det er blot en ny Blomst, jeg fletter ind i mine Seiervindingers Krands. De emanciperede Damer ere desuden de mindst farlige.
Det har jeg hørt. Selv har jeg ikke erfaret det. Min stakkels Bolette var ikke af den Classe Skabninger . . . Har hun allerede erklæret sig?
Hm . . . ikke ganske; men jeg venter det vil skee med det Allerførste. Jeg har Kurven færdig, kan De begribe.
Müller saa længe stivt paa ham. Saa? Virkelig! . . Det var Meget!
En Pause indtraadte, hvori Müller syntes at falde i Tanker. Hør Georg: Veed Du hvad, driv ikke dette Spil for vidt. Vil Du lyde mit Raad, saa lad det ganske fare. I Grunden har jeg ondt af den stakkels Pige. Vær skikkelig mod hende og forbered hende paa det Uundgaaelige . . . . Ikke for pludselig . . . det duer ikke . . . ikke for pludselig.
Cold saa studsende paa ham. Nu først mærkede han af Müllers Miner, der havde antaget et ganske eget Præg, at denne opfattede det hele som det strængeste Alvor. Det var aldrig faldet ham ind, at kloge, men lidet gemytfulde, Mennesker i Følelsens Sphære undertiden kunne vise sig overordentlig enfoldige. Han blev næsten forfærdet over, at det var lykkedes ham ved en grov Spøg, hvad han med al sin Forstillelse [90] ikke havde kunnet opnaae, at skuffe Müller. Denne Spøg brændte ham paa Læberne som en Vanhelligelse, og dog turde han ikke gjenkalde den. Skulde han dog lade sig fravriste sin dyrebare Hemmelighed, som han neppe selv eiede, neppe selv turde troe paa, og det af en Mand, der maaske vilde gjøre et udelicat Brug af den!
[II, 7]
[91] Der ligger i enhver kvindelig Natur nedlagt en lykkelig Spire, en Evne, man kan næsten sige en Drift til Forsagelse.
Over Barnets Ansigt, der leger med sin Dukke, kan allerede denne Forsagelse ligge som en traurig Anelse; den klang gjennem det Svar, som den lille sexaars Pige, da hun første Gang blev buden paa Børnebal, gav Moderen, der undrede sig over, at hun stod der saa stille og traurig, hun, der nu havde faaet sit høieste Ønske opnaaet. «Ak Moder, var det bare saadan en liden Fornøielse , da skulde jeg nok være glad, men saadan en stor Glæde , den bliver der vist ikke noget af.» Saalænge denne Fornegtelse er Reflexen af den Ydmyghed, Gud nedlagde i Kvindens Sjel, er den smuk, rørende og velsignelsesrig, den er deres bedste Støtte mod Skjæbnens Vilkaarlighed; det er den, der gjør deres Glæde mere straalende, deres Hengivelse og Udholdenhed i Modgang større end nogensinde Mandens. Han taler og handler, hun lider og [92] tier . Ja, den er smuk denne Villie til at lide og tie, denne Guds og Naturens Taushed i hende, den er skabt til at seire i sin Ydmyghed, selv Magten og Raaheden bøier sig villig for den. Men Menneskene opdagede, at der kunde drages grove Fordele af den. I deres Samfunds Interesse var det ikke nok, at hun kunde bringe Offere og tie: Hun skulde ogsaa kunne nedværdiges og tie . Og de omskabte Guds og Naturens Ydmyghed i hende til Feighed og Forsagthed, betog den Kjærlighedens og Frihedens Aand og Raaheden bøiede sig ikke længer for den, man misbrugte den. Og de opfandt en Skare pinlige og despotiske Love og omgjærdede hende dermed, for evig at holde hende i Frygten . . . med et Ord – de qvalte i hende Troen paa den store Glæde , men saa lod de hende, som Vederlag for alt dette, beholde de smaa Fornøielser .
Sophie var opvoxet i denne Trældommens Aand; hun havde med Modersmelken indsuget de i denne gjældende Leveregler, og aldrig havde hun i sin Hjembygds snevre Sphære oplevet nogen Forsyndelse mod den. Hun havde seet sine Søstre, stumme bøiende sig, bringe deres Liv i Offer. Men hos hende havde alligevel Ideen om en kvindelighed, sandere og mere gudbesjelet end det Monstrum, Menneskene kalde saa, tidlig rørt sig. Vi have seet, hvorledes [93] denne ubemærket brød sig mod Omgivelserne, indtil hun selv opgav den som en Vildfarelse. Da lærte hun Georg at kjende. Han havde selv lært at afskye Trællesindet og at erkjende et andet, mere ædelt, mere ophøiet i Margrethe. I ungdommelig Tro saa han dette gjenopstaae i Sophie, gjenopstaae til Lykken, til Livet; han vilde blot lægge sin Tillid, sit glade, kjække Mod til. Under det korte Afsnit fra hendes Hjemkomst indtil hans Reise til Christiania, havde han havt en overordentlig Indvirkning paa den unge Pige. Ved ham blev Chimæren til Virkelighed. Han aabnede hende Udsigter over Livet, som hun i sine dristigste Udflugter aldrig havde drømt om. I sin Varme saa han hverken de Hindringer han havde at bekjæmpe, eller de Farer, hvorfor han udsatte sin Elev. Sophie tænkte ligesaa lidt paa Farer; men ogsaa det Øieblik kom, da hun, bortrykket fra sin trygge Grund saa sig ene med ham, høit over den hele øvrige Verden. Da vil hun med Bæven have følt, at ogsaa han maatte give hende Ly, at det Eneste, der her kunde redde hende, var hans Kjærlighed . Man vil derfor kunne begribe, hvorledes hun blev tilmode, da denne Støtte pludselig svigtede, og i hvilket Dyb af Modløshed hun sank tilbage, da hun troede sig forraadt af ham.
Ligesom forstenet var hun bleven staaende i den samme Stilling, hvori hun havde opfanget hvert [94] Ord i den skrækkelige Samtale. Udenfor rakte hun mekanisk Pigen, der traadte hende iveien, det Linned, hun havde i Haanden. Hun listede sig igjennem Amalies Værelse ind i sit eget, hvor den lille Natlampe paa Komoden var tændt. Dens dæmrende Lys saarede hendes Øine, og Rummet forekom hende ængstende stort og tomt. Bag Forhænget trykkede hun sig skjælvende ned paa en Skammel; ingen Krog syntes hende snever og dunkel nok til at skjule hende og hendes Smerte og hendes Ydmygelse. Hvorledes dette var gaaet til, hvad det var for skrækkelige Ord, hun havde hørt, kunde hun ikke samle ret. Hun vidste kun, at hendes korte Drøm var endt, at den laa der i Støvet. Bedraget, forhaanet, hendes Kjærlighed givet til Priis for en Fremmed, nedværdiget til et Tidsfordriv! . . . At det hele kunde have sin Grund i hendes egen Opfatning, faldt hende ikke ind. Enhver, der med nogen Opmærksomhed har fulgt Sophies Udvikling, vil dette ikke forundre. Sophie opfattede alle Indtryk stærkt og umiddelbart. Ironien var hende uforstaaelig, hvor det gjaldt Livets alvorligste Ting. Hun havde endnu ikke gjort sig fortrolig med denne Nutidens Færdighed i at fornegte sine Følelser, og naar det gjælder, at sætte en spottende Maske for det Dybeste og Helligste. Ethvert Ord, hun havde hørt, havde slaaet dræbende ned i en Sjel, som Opdragelsen havde gjort tvivlende [95] og frygtsom. Hun var tilintetgjort. En knugende Angst overfaldt hende som Bevidstheden om en begaaet Brøde. Og hendes Brøde var, at hun havde troet paa Lykken, at hun havde drømt om den og med dristig Haand grebet efter den. Hvor ringe havde hun i sit Overmod skattet Amalies Lod, hvor latterlig mangengang dennes ægtkvindelige Bestræbelser for at udpynte sin Misere! Endnu samme Dag var der undsluppen hende et Drillerie der havde krænket Søsteren. O, paa Knæ kunde hun have bedet hende om Tilgivelse. Hun kunde bedet Alle, den Usleste, om Tilgivelse, hvis hun havde kunnet give sin Skyld noget Navn. Under denne Trang for hendes ængstede Sjel, at finde Noget at bebreide sig, var hun begyndt at klæde sig af. En eller anden Bod, en byrdefuld Pligt vilde i dette Øieblik været hende en Lindring. Da erindrede hun endnu, at Moderen havde bedet hende sørge for, at en Plante, der ikke taalte Nattekulden, blev baaret ind fra Haven. Dette havde hun glemt, men det maatte ikke glemmes. Da Pigen allerede sov, vilde og maatte hun gjøre det selv. Hun listede sig sagte ned og aabnede Glasdøren til Haven . . o, hvor glad var hun for faa Timer siden traadt ind af denne Dør! Nattevinden slog hende kold imøde og gjennemisnede hendes tyndklædte Skikkelse. Veiledet ved det usikre Skin, Lyset gjennem Vinduet kastede paa de nærmeste Buske, fandt [96] hun Det, hun søgte. Kun med Anstrængelse af alle sine Kræfter lykkedes det hende, at løfte den tunge Stenpotte og flytte den ind i Stuen. I Døren erindrede hun, at Bordet, hvorpaa den var stillet, maaske vilde tage Skade af Fugtighed, og med en Iver, der kunde gjort de gamle Selvmartyrer Ære, vendte hun endnu engang om, løftede den hen i Vinduet og tørrede Bordet forsigtig af med et Klæde. Heldigviis gik ikke Rullegardinsnoren aflave ved denne Leilighed, thi et saadant uredigt Rullegardin er overmaade pinligt at skulle greie, naar Sjelen er tung af Sorg. Ankommen paa sit Værelse fuldendte hun sit Nattoilette med en minutieusere Omhue, end hun endnu var vant til: Hun toede sig, hun flettede og glattede sit Haar, hun lagde med mekanisk Nøiagtighed ethvert Stykke paa sin Plads, først da strakte hun sig blændende hvid fra Top til Taa som færdig til Offring i sin lille smale, kolde Seng. Tør vi forlade hende med det sidste, stumme Ønske, hvormed man lukker Laaget paa en Kiste: slumre i Ro! Nei Graven har sine Privilegier. Vaag arme Levende, vaag, strid og forblød, og Himlen staae Dig bi!
Det er sødt at vækkes af Glæden! Hvor mildt, hvor varsomt berører den ikke vort Øielaag, at Sjelen skal faae Tid til at fyldes, at den ikke skal briste under Overmaalet. Saa blidt, saa varsomt berører den [97] vort Øielaag, at vi undertiden slumre ind igjen som fra en eftergivende Moder. Men Sorgen er tryggere at stole paa. Har Du bestilt denne haardhændte Vækker, kan Du være sikker paa at blive vækket tilgavns, og Du sover ikke heller lettelig ind igjen. Ogsaa hos Sophie bankede den paa netop det Klokkeslet, hun bar i sin Tanke. Hendes Smerte vaagnede frisk og levende med hende. Den var ikke længer dump, forstenet, beængstende som om Aftenen; den trængte til Luft, Bevægelse. Hun var ilet ud i Haven, medens denne endnu laa ubesøgt i den graa Morgendæmring, vilde den yde hendes urolige Sind et Tilflugtssted, mindre utaaleligt end det trange Kammer. Vi see hende der snart ubevægelig paa en Bænk, snart ilsomt at gjennemfare Alleerne, og atter igjen at standse grublende foran en Blomst, som om hun vilde studere hver Aare i dens Blade. Men det var kun sin Ulykke hun studerede paa, det var alle de fine Traade, hvoraf denne havde udspundet sig, hun bestræbte sig for at samle. Hun vilde blive sig sin Stilling klart bevidst.
Hun gjenkaldte sig Colds Opførsel i hele den sidste Tid, hvor besynderlig den havde været, hvordan den idelig havde ladet hende svæve mellem Haab og Frygt. Da slog pludselig Scenen igaar ned over hende, berusende med Vishedens Fryd . . en Vished, som ikke syntes at trænge til Ord. De vare [98] blevne afbrudte. Bar ogsaa hans Væsen efter denne Stund Præget af, at en Bevidsthed fyldte dem begge? Hun var ilet foran, noget efter var han stødt til Selskabet. Nu først gik det op for hende, med hvilken glad Overraskelse, han havde hilst paa Müller! Saaledes modtager man ingen uvelkommen Lykkesforstyrrer . . . . Hvor oprømt han den hele Aften havde været. Denne Lystighed, hvor grelt stak den af mod hendes egen stille Lyksalighed! Hun veiede endelig med marterfuld Nøiagtighed ethvert Ord i den opfangede Samtale . . . . Ak han elskede hende ikke. Lidet gjorde det til Sagen, om han havde meent disse tildeels latterlige Beskyldninger mod hende, alvorlig eller ei. Han havde kunnet udtale dem! Lidet bekymrede hende endog de indre Tilskyndelser til hans Opførsel mod hende, om denne var Virkningen af en beregnet Falskhed, eller en simpel Letsindighed, et tilladt mandligt Coquetteri . . . Han elskede hende ikke! . . . Behøvede hun endnu at græmme sig over, at han var slet! Endnu igaar . . . for faa Timer siden . . . hvor riig, hvor stærk, hvor berettiget følte hun sig da! I sin Lykkes Overmod, i et overstrømmende Øieblik, havde hun sat sig ud over en Form, som Menneskene tillægge en saa skrupuløs Vigtighed: Hun havde udtalt Ordet før ham , ikke bevidst og villiestærk, men saa naturligt som Blomsterkalken, der [99] aabner sig i rette Tid . . . Og da havde hun Ret, Ret for Guder og Mennesker! . . thi selv Menneskene tilgive undertiden et saadant Brud paa deres Love, naar det kun lykkes godt , ligesom de ogsaa lukke Øiet til for et virkeligt Feiltrin, naar Angjældende blot ikke bliver forladt og ulykkelig. Igaar havde hun Ret, idag havde hun tabt denne Ret, idag havde hun Uret. Han elskede hende ikke! Hiin ufrivillige Hengivelse, for faa Timer siden hendes Stolthed, var bleven til en Synd. Med sit Hjerteblod kunde hun kjøbt den tilbage. Ak, havde jeg blot ikke dette, havde jeg blot ikke dette! var det idelige Omqvæd paa hendes lange Betragtninger. Hvilken Tankerække hun begyndte, endte den dog altid med det samme: O, havde jeg blot ikke . . .!
Imidlertid stiger Dagen umærkelig. Det graa Tusmørke flygter, Skyggerne fortætte sig og begynde at antage Former. Den tynde Maaneskive forsvinder ganske paa den blanke Himmel. Det riflede Skylag i Østen begynder at farve sig rødt. Sophie syntes pludselig at besinde sig. Mod Øst, hvor det røde Lys strømmer ind, begrændses Haven af en hvælvet Lindeallee. Den gjennemskjæres i Midten af en Gang, som gjennem en Grind staar i Forbindelse med Markveien ned til Møllen.
I dennes dunkle Skygger har Sophie gjemt sig. [100] Hun grubler ikke mere; hun lytter: Skjult bag et Træ, opfanger hun skjælvende enhver Lyd, der naaer hende ovenfra Huset. To Gange har hun taget Feil. Men det . . . ja det var ganske bestemt Glasdøren, der blev lukket op og i. Det er menneskelige Trin, der knirke paa Sandet. De nærme sig, de streife hende forbi og forsvinde gjennem Grinden. See kunde hun ikke i sit Skjul, men hun kjendte disse lette, faste Skridt, hun følte Luftningen af dem vifte hen til hende. Hendes Hjerte løftede sig, som om det vilde følge med; hendes Villie drog det igjen tilbage. Næsten krampagtigt slyngede hun sine Arme om Træet for at holde fast. Saaledes sidder Fuglen stur foran den oplukkede Dør . . . den hører den lokkende Sang udenfor, den føler Sommeren strømme ind i Buret, men den vover sig ikke ud, Fangenskabet har knækket dens Mod. Medeet var Sophie sprungen frem og piilsnart ilet hen under den grønne Hvælving og saa tilbage igjen . . . og atter ned. Var det blot Fuglens fortvivlede Flagren i Buret, eller kjæmpede kanske en modig Beslutning i hende? . . . Gud veed . . . men da hun anden Gang vendte tilbage, stod hun Ansigt til Ansigt med et Menneske, der imidlertid ubemærket var kommen Hovedgangen ned. Dette Menneske var Müller.
Ah min lille Frøken! Beundrer De Naturen alt [101] saa tidlig paa Dagen? Det tager jeg til Indtægt. Jeg er ogsaa kommen ud i den Anledning, saa kunne vi slaa os sammen derom . . . Men jeg skræmte Dem vist?
Sophie havde fra det første Øieblik følt sig frastødt af denne Mand. Der var noget Nærgaaende i hans gjennemborende Øie, der indgjød hende baade Frygt og Mishag, og desuden følte hun allerede den uvilkaarlige Uvillie, vi ikke kunne undertrykke mod dem, der ere blevne Redskab til at forstyrre en Illusion. Hans Stemme vakte en rystende Erindring i hende. Hun stirrede paa ham, uden at kunne frembringe et Ord.
Jeg har endnu slet ikke, vedblev han, seet Noget af Naturen heromkring, uagtet jeg dog adskillige Gange har havt den Fornøielse at gjæste Gaarden. Det er ikke billigt, er det vel? . . . Men derfor skal ogsaa De nu vise mig omkring.
Gjerne, stammede Sophie, men jeg frygter . . . men De maa ikke vente Dem stort deraf. Her er ingen mærkelige Puncter, der kunne tilfredsstille en Fremmed.
Grotten har jeg dog hørt tale om. Den skal være høist pittoresk. Vi kom ikke derhen igaar. Hvad mener De om vi gik en Tour derned først?
[102] Til Grotten! . . Nei, nei . . . Det kan jeg ikke . . .
Bevares! Huse maaske Bjergtroldene der endnu? Dog vel ikke længere end til Solrinding?
Maaske, svarede Sophie med et tvungent Smiil. Jeg mener ellers blot, at jeg ikke tør fjerne mig saa langt fra Huset, min Nærværelse bliver snart nødvendig derinde. Hvis De ønsker, vil jeg vise Dem om i Haven. Her er en Høi, hvorfra man har en smuk Udsigt.
De naaede Toppen af Høien. Under det tætte Buskads var her anbragt nogle Bænke, hvorfra man havde en viid Udsigt over Dalen. Det hele Landskab, Fjeldkløften med Møllens Tag, den skummende Elv, der siden bugter sig stille hen over Sletten, laa mildt belyst af den røde Morgenhimmel. Horizonten flammede, og de bagerste Aase tabte sig for det blændede Øie formløst mod denne Grund. Først skjød enkelte Straaler, fine og glindsende som Spindelvævtraade hen mod dem, saa flere og flere i ustandselig Hast; tilsidst laa det hele Straalenet udspændt over Egnen. Solen var oppe. I dette Øieblik gaar der ligesom et tilbageholdt Aandedræt, en Andagtsgysen gjennem hele Skabningen, Mennesket staar stum, Fuglene tie i Løvet for at istemme desto kraftigere bagefter. Ogsaa Sophie stod fortabt deri. Det er netop det Skjønne i Naturen, som [103] i Kunsten, der idet at det griber os, allerførst vækker Smerten, denne Sjelens letslumrende Vogter . . . Ogsaa hendes Længsel, for et Øieblik betvungen, vaktes med fordoblet Styrke. Hun glemte hvor hun var og med hvem. Staaende paa Brinken med den ene Haand for Øiet, søgte hendes Blik under Solglandsen blot et Punkt, Toppen af de to Graner bag Møllen. Hun syntes de neiede sig, ligesom vinkende Hænder mod hende . . . Fossen susede ømt og lokkende hendes Navn.
Frøken, jeg vil sige Dem Noget, sagde pludselig en fremmed Stemme bag ved hende.
Det er ikke ganske tilfældigt, begyndte Müller, efterat han med et Vink havde betydet den af sine Drømme voldsomt udrevne Pige at tage Plads ved Siden af ham, at vi ere komne til at beundre Solens Opgang tilsammen. Jeg saa Dem fra Vinduet, hvorledes De, øiensynlig et Rov for en urolig Sindsstemning, vandrede om i Haven, og jeg tror det var en god Aand, der indskjød mig Tanken om at gribe Leiligheden til en Samtale med Dem. Seer De min bedste, lille Frøken, jeg troer nu at der var Redning for mangen en Skade, naar man itide modtog Lægehjælpen og ikke kvindagtig skyede den.
Sophie var tilmode ved denne Indledning som man er tilmode under Tilberedelserne til en virkelig Operation. [104] Man sidder paa Marterstolen . . . Man seer Tandlægen nærme sig med en Artighed og den frygtelige Tang skjult i Haanden. Hjertet krymper sig sammen.
En anden end jeg , vedblev Müller, vilde sandsynligviis ladet det være, maaske vilde jeg ligeover for en Anden end Dem , ligeledes ladet det fare. Dem tiltroer jeg Sjelsstyrke nok til at bære noget Usædvanligt.
Min Sjelsstyrke har lidet været prøvet hidindtil, sagde Sophie, dog tænker jeg, at det, Hr. Müller har at sige mig, ikke kan overstige mine Kræfter. Hendes Tænder klaprede.
Altsaa uden Omsvøb. Jeg kjender Deres Forhold til min Ven Georg. Tillader De at jeg aabenhjertig siger Dem min Mening, og vil De troe saa godt om mig, at ikke lav Nysgjerrighed driver mig til at blande mig i Sagen. Der gives nok af Dem, som ved slige Leiligheder forstikke sig bag en falsk Delicatesse, der i Grunden kun er Feighed. Jeg vil det ikke. Jeg vil give Dem nogle Oplysninger, som kunne være Dem nyttige. Georg har jeg kjendt fra hans tidlige Aar; jeg har været hans Lærer. Vi stode Begge ene i Verden og vi sluttede os til hinanden, skjønt saa ulige i Alder og i Alt. Enhver af hans Tanker og Handlinger har ligget klart for mig. Ingen kjender derfor bedre end jeg hans Elskværdighed, thi ikke sandt, han kan være [105] elskværdig? Men Ingen kjender heller bedre end jeg hans svage Sider. Han er Phantast, han mangler Charakteerstyrke. Let opblussende sætter han Alt tilside, for at naae et Maal, men har han naaet det, har det med det Samme tabt sin Tillokkelse for ham. Neppe var han sluppen ind i Verden, førend han begik en heel Deel saadanne Streger, den ene Forelskelse afløste den anden, alle endte de paa samme Maade – i Kulde og Lede. Et Par Forlovelser, han havde, gik det ikke bedre med. Han er en af disse ulykkelige Idealister med andre Ord, der aldrig vil kunne tilfredsstilles. Det var disse hans Daarskaber, der har bragt ham til at bortdrømme nogle af hans bedste Aar heroppe. Og nu vil jeg henstille en Sag til Dem. Endelig viser det sig en – jeg kan sige efter vore Forhold glimrende – Udsigt til at drage ham ud af denne Uvirksomhed og bringe ham ind i en Sphære, der værdigere vil sysselsætte hans Evner, og virke – haaber jeg – styrkende paa hans Charakter. Jeg er kommen herop i denne Anledning. Det forekommer mig at være min Pligt at berede Dem paa dette, bedste Frøken. Det vil være nok for Dem, naar jeg siger, at det er en ubetinget Nødvendighed for ham at være fri og uhildet af ethvert Baand . . . . Han reiser. Om kort Tid vil han have forladt Gaarden. Inden et Par Maaneder er han i Stockholm.
[106] Jeg fatter ikke, stammede Sophie, hvad der kunde være iveien derfor . . . . Der er Intet her, saavidt jeg veed, som kunde holde ham tilbage.
Men jeg fattede det godt, da jeg første Gang saa Dem igaar.
Jeg forstaar hvortil De sigter, men jeg forsikkrer Dem, De tager feil. Der er intet Forhold mellem Deres Ven og mig, intet, aldeles intet, der kunde hindre hans Lykke . . . . . Han elsker ikke mig! lagde hun skjærende til.
Det siger jeg just ikke. Hvis jeg troede det var Tilfældet, hvis jeg troede der var Alvor med i Spillet, saa blandede jeg mig visselig ikke deri – –
Naar De er vis derpaa, afbrød Sophie ham med bævende Røst, saa indseer jeg ikke, hvad De kan frygte af mig . . .
– Men nu nyder han den ufortjente Lykke, at en ung, elskværdig Pige som De, interesserer sig for ham . . . .
Oh, Hr. Müller! Det har De ikke Ret til at formode . . .
Ingen Formodning, Frøken, jeg veed det.
De veed det? . . . Han har sagt det! . . . har han dog? . . . og til Dem ! Det er umuligt! raabte Sophie og slog Hænderne for Ansigtet. Da hun lod dem synke, skinnede Solen paa Træk, som Smerten [107] næsten gjorde ukjendelige. O Gud, hviskede hun for sig selv, saa var det dog sandt . . . jeg tog ikke feil, . . . . saa var det dog sandt!
Hvad er sandt? Kjære, bedste Pige, hvor kan De tage Dem det saa nær? sagde Müller, og drog hende sagte ned paa Bænken igjen . . . . Om De nu nærede denne lille Svaghed . . om De endog tilstod ham det i et svagt Øieblik, hvad var det saa! Troer De, jeg dømmer det saa haardt? Vel er jeg en gammel Bjørn, men jeg er hverken Pedant eller Philister. Hvor let kan ikke et stakkels Fruentimmer komme til at begaae et Brud paa Reglementet! Et livligt Temperament, et Sind, der føler sig uafhængigt nok til at hæve sig over sit Kjøns Indskrænkninger og Smaaligheder . . . .
Nei, o nei! ved alt hvad der er helligt, afbrød Sophie ham, De gjør mig Uret! Jeg er ingen saadan stærk Sjel, der vil hæve sig over sit Kjøns Indskrænkninger og Smaaligheder . . . Det er grusom Bagtalelse! . . . Jeg er ikke modig, jeg er ikke uafhængig, . . . det er ikke sandt! . . . . Jeg er en stakkels Pige, der kan lade sig mishandle i Stilhed saa godt som Nogen, . . . som kan lade sig krænke tildøde, uden at Nogen fik vide hvorledes.
Müller følte sig besynderlig ilde tilmode. Ved Gud, dette smerter mig . . . . Det er saa langt fra, [108] at jeg vilde gjøre Dem ondt . . . Det er Dem, som gjør mig Uret . . stor Uret. De maa tro mig, at har jeg af Interesse for Georg sagt Dem disse Ting, saa har jeg i Sandhed ogsaa havt Deres Vel for Øie. Berolige Dem, kjære Pige. Jeg siger jo ikke, at Georg er ganske ufølsom for Dem . . . Hvor kunde han det? . . . Alene den Interesse, De skjænker ham, kan ikke Andet end smigre ham . . . den beskjæftiger ham levende, den vil beskjæftige ham, saalænge han er i deres Nærhed. Men jeg frygtede blot, at det, der var for ham en Leeg, kunde ende med alvorlige Ubehageligheder for Dem. Jeg vilde ikke, at De for pludselig . . jeg vilde advare . . oplyse Dem . . .
Under denne Tale var ethvert Spor af Bevægelse forsvundet af Sophies Træk. Altsaa for min Skyld, har De gjort dette, sagde hun, liigbleg men meget rolig. Uagtet jeg ikke veed, hvorved jeg har fortjent denne Interesse, som Hr. Müller viser mig, saa takker jeg Dem. Har det været Deres Hensigt at oplyse mig , saa har De naaet den. De har oplyst mig . . fuldkommen godt. Har De endnu noget at sige mig inden vi gaae ind?
Slet ikke . . . slet ikke. Ikke uden jeg vil . . . endnu engang bede Dem, at De . . at De . .
O, De vil bede mig om at lade ham i Ro herefter? [109] ikke trygle ham om en Følelse, han ikke nærer . . . ikke fordærve ham denne skjønne Fremtid, som ligger Dem saa paa Hjerte . . . var det ikke derom, De vilde bede mig? . . . Det lover jeg Dem ganske, ganske vist .
De misforstaaer mig ganske og aldeles, raabte Müller . . . Frøken, jeg forsikkrer Dem . . !
Men Sophie var allerede forsvunden.
En allerhelvedes Samtale! sagde Müller ved sig selv. Puh! Jeg veed blot to Gange at have været saadan tilmode – det var da jeg læste Brevet fra Bolettes Moder – og saa hiin første Gang paa Rigshospitalet. Hvem kan blive klog paa disse Væsener! Hun fortæller mig selv, at Georg ikke bryder sig om hende, hun er ganske rolig og fornuftig, men neppe har jeg saa varsomt som muligt – Gud veed, hvor jeg fik de delicate Vendinger fra – dreiet Talen hen paa hende selv, saa bliver hun fortvivlet. Skjælvede hun ikke som et Æspeløv! Da hun gik, skulde hun synes rolig, men hun var s'gu ude af sig selv. Jeg maa endnu engang tale med hende, førend jeg reiser, jeg maa see til at berolige hende.
Müller var kommen i en for ham ganske usædvanlig Knibe. Han var vistnok gaaet ud fra det Ønske, at gjøre Cold en Tjeneste, men ved at see Sophies Smerte derved, blev han greben af en [110] selsom Medlidenhed. Der fandtes i Müllers Sjel en eneste sentimental Streng, det var Tanken om Bolette. Han troede at see Sophie i en lignende Situation, som den, der fremskyndede hendes Død. Men her var det gaaet ham som Bjørnen, der ømt vil kyse Fluen bort, og som slaar sin Ven ihjæl med det samme. Ret ilde tilmode sneg han sig ind i sit Værelse igjen, tilfreds med ikke at have mødt Nogen. Da han havde brugt den Forsigtighed, at tage Nøglen med, vilde Ingen heller have bemærket hans Fraværelse. Pigen, der kom for at bede ham ned til Frokostbordet, var i den gode Tro, at han havde sovet, og beklagede, at han ingen Kaffe havde faaet. Müller frygtede ikke uden Grund, at Sophies lidende Tilstand kunde vække Opmærksomhed i Familien og maaske volde Scener. Desto mere overraskede det ham, at finde hende ved Kaffebordet fuldkommen fattet. Med stor Forekommenhed bød hun ham en Plads, og viste sig saa ivrig i disse smaae Opmærksomheder, der paaligge en Værtinde, ret som om der ingen Ting var passeret. Den unge Piges Magt over sig selv indgjød ham en ukjendt Følelse, noget som lignede Respect, og gjorde det Ønske levende hos ham, at kunne faae sagt hende, hvad han kaldte et beroligende Ord. Men dette var ikke saa let en Sag. Inden en Time skulde han reise, og Cold, som imidlertid var kommen [111] til, gjorde det endnu vanskeligere. Hans Uro tog til, han svarede distrait til de Andres Tale, og bevogtede enhver af Sophies Bevægelser. Men enten hun ikke forstod dette eller ikke vilde forstaae det, hun tilintetgjorde alle Anslag paa en saadan tête à tête. Efter Thebordet satte hun sig hen paa sin Plads ved Vinduet og syede, og denne Plads beholdt hun haardnakket, indtil at Skydsen stod for Døren. Den stærke, haarde Mand stod i Afskedens Øieblik holdningsløs, næsten comisk forvirret ligeoverfor den unge Pige, der formaaede at dølge sin Krænkelse i en saa skuffende Ro. Cold havde slet Intet mærket. Kun da Pigen kom løbende efter med Müllers Pibe, som denne havde glemt, studsede han, og leende skyndede han paa Budet.
Sophies Udebliven fra Stevnemødet havde ikke vakt nogen egentlig Bekymring hos den Ventende. Hun kunde paa tusinde Maader være bleven forhindret. Dette vilde snart løse sig. Da endelig den forønskede Frokosttime slog, var han ilet ned i Dagligstuen, hvor han fandt Müller og hele Familien samlet. Sophies Farvevexling ved hans Indtræden undgik ham; heller ikke var det ham paafaldende, at hendes Øie ikke en eneste Gang mødte hans. Neppe vovede han at fæste det paa hende, for ei at røbe nogen Bevægelse. Naar først Müller var vel afgaarde! [112] Men da denne var reist, forsvandt Sophie i Huset. Nu – det var jo hendes Uge. Saaledes gik Dagen; Aftenen kom, men endnu havde intet Tegn, ikke det svageste, forstaaeligt kun for hans aarvaagne Speiden, røbet deres Forstaaelse. Dette blev ham vel tilsidst paafaldende, dog saa han deri kun en skjærpet Opfordring til at være forsigtig. Men det begyndte at blive ham utaaleligt. Han følte en overordentlig Trang til at forsikkre Sophie om, at han ikke kunde holde det ud længer. Hans eneste Trøst var da i den stille Nat at udøse alle sine Længsler, al sin Utaalmodighed paa Papiret.
I et ulykkeligt Øieblik for Sophie var Müller traadt hende imøde i Haven. Hun stod zittrende mellem to Muligheder, uden anden Leder end de stridende Stemmer i hendes Bryst. Thi – vi maa sige det – ogsaa hos hende – var det ikke ved Viftet af hans Trin! – havde Haabet rørt sig. Dets sagte Røst, maaske ogsaa det i vort Hjerte aldrig forstummende Raab om Lykke, havde et Øieblik overdøvet alle Tvivlens, Forsagthedens, alle Trældommens Indskydelser. I slige Øieblikke er Alt omkring os Skjæbne; et Pust, et Atom kan bringe Skaalen til at synke til en af Siderne. Hendes Samtale med Müller var bleven Stenen i den onde Vægtskaal. Den gav hendes Hjerte Dødsstødet. Hendes Følelse for Georg havde [113] givet Plads for en dyb Skræk. Nu gjaldt det blot at reise Muren, der skulde skille dem ad, og at gjøre den ret stærk, ret uigjennemtrængelig, saa at ingen Klage, intet uvilkaarligt Smertessuk kunde trænge igjennem. Ved saaledes ubønhørlig at udelukke hvert Tegn paa det mellem dem Passerede, vilde han tilsidst tvivle derpaa som noget Oplevet, og glemme ogsaa det, der for hende var den dybeste Ydmygelse at tænke paa.
Idet Sophie traf disse Foranstaltninger til at forstene sit Væsen, og samlede al sin Styrke til at bringe dette Offer paa Kvindelighedens Alter, hvis grumme Guddom hun indbildte sig at have fortørnet, tænkte hun blot paa de Anfegtelser, der muligens kunde opstaae i hendes eget Sind. I hendes Ulykke tænkte hun ikke mere paa Angreb fra hans Side. Man kan derfor dømme om hendes Skræk, da hun om Morgenen efter Theen, hvor Cold ikke havde været tilstede, mødte denne ved Indgangen, og han med et Ansigt, hvori hele hans Utaalmodighed noksom røbede sig, rakte hende det Brev, han havde skrevet om Natten. Saa var det dog sandt, hvad Müller sagde, saa vilde han dog for Alvor fortsætte et grusomt Spil med hende? En varm, menneskelig Vrede blussede op i hende. Hun veeg tilbage, som tvivlede hun paa hvad hun saa. Ak, havde hun ladet denne Vrede faae Ord, havde hun blot talt i dette Øieblik, da [114] kunde Alt blevet godt igjen! Men hendes Tunge var som lammet. Hun forblev stum . . . stum som en Kvinde, der ikke er elsket. Dette Øieblik afgjorde hendes hele Livsskjebne, og som et ondt Varsel, skulde hendes Moders gjennemtrængende Discantstemme netop i dette Øieblik raabe hende ved Navn. Hun fulgte dette Raab og lod Georg tilbage, forstenet af Forundring og gjennemisnet af det Blik, Sophie havde fæstet paa ham. Brevet var faldet paa Gulvet, og Pigen, der i det samme gik forbi, tog det op og rakte ham det igjen, medens hun sendte et af hine Øiekast efter sin unge Frøken, der ere eiendommelige for det Slags Folk, naar de troe, at have gjort en Opdagelse.
Forundring, ja det var Udtrykket for hans Sindsstemning; der blandede sig deri endnu ikke Skygge af Bekymring. En Mand har Lykkens Tillid, han lader sig ikke saa let skrække af Phantomer. Han ahnede derfor ingen Ulykke, men en Misforstaaelse, en af disse Knuder, der vilde løse sig af sig selv. Han havde en inderlig, seierrig Forvisning om, at han var elsket af Sophie. Hiint Hengivelsesmoment var fremtraadt med en saa uvilkaarlig Styrke, saa seirende over alle Tvivl, at nogen Saadan aldrig mere kunde opstaae. Men hvor søge Grunden til Sophies pludselige Fjernelse fra ham? Hans Mistanke faldt paa Müller. Ja, tænkte han, han er det, det kan ingen Anden [115] være. Han har dog iværksat sin Trudsel, at henvende sig til hende, og han har behandlet hendes ømmeste Hjerteanliggende saa brutalt forretningsmæssigt, som om Talen var om at sætte et Lem af. Det var altsaa Grunden til hendes Udebliven igaar! . . Medens han ventede, havde Müller opholdt hende, og benyttet denne Time, der skulde beseglet deres unge Kjærlighed, til at forstyrre den. I sin Harme trak han allerede Pen og Papiir frem, for at skrive til denne besværlige Ven, da det faldt ham ind, at han dog maaske burde være ganske vis i sin Sag. Under et eller andet Paaskud kunde han let faae udæsket af Pigen, hvordan Müller havde tilbragt Morgenen. Men Pigens Forklaring beviste, at hiin Meddelelse umulig kunde fundet Sted. Müller havde ikke paavirket Sophie. Hendes Kulde maatte altsaa have en anden, maaskee dybere Grund. Dette kunde ikke andet end forøge hans Forundring. Han blev meget, meget forundret.
[II, 8]
[116] Vi ville ikke trætte vore Læsere med Skildringen af den Kamp, der nu udviklede sig mellem dem. Det er pinligt at følge saamange strandede Forsøg, saamange utrættelige Anslag paa den ene Side, og paa den anden en ligesaa behændig Utrættelighed i at tilintetgjøre dem. Thi – man finde det troligt eller ei – det lykkedes ham ikke. Lettere kan man fange det flygtige Ekorn, der svinger sig fra Trætop til Trætop, end man kan faae en Kvinde til at staae til Rede, naar hun ikke vil det. Tilfældet kom her Sophie til Hjælp. De mange heftige Sindsbevægelser havde virket for stærkt paa hende. Hun blev syg og nødt til at holde Sengen i nogle Dage, og inden hun var kommen sig igjen, maatte Cold gjøre en af de sædvanlige [117] Forretningsreiser for Amtmanden. Han havde under dette havt Tid til at berolige sig, og han greb Reisen med etslags Begjærlighed, som en lindrende Afbrydelse i den unaturlige Spænding. Ude af hendes Nærhed vilde han desuden besindigere overveie det Passerede og de Midler, der lettest vilde føre ham til Maalet.
Det var en deilig Høsteftermiddag, da han vendte tilbage. Himlen hvælvede sig reen og mørkeblaa. Solen, nær sin Nedgang, stod skjult bag en Sky, der formet som en uhyre Krokodil med opspærret Gab og gylden Bug, leirede sig over de vestlige Bjerge. Et yndigt, farverigt Tusmørke hvilede over Sletterne; de fjerne Aase glødede. Reisen havde virket oplivende paa ham, han var freidigere, og han havde udkastet en ny Angrebsplan. Med Rolighed vilde han herefter afvente det beleilige Øieblik; var hun først bleven mere tryg, vilde det komme af sig selv. Men jo nærmere han kom Hjemmet, desto mere følte han dette Forsæt vakle, og da han ved en Ombøining af Veien under Træerne kunde skimte den Bolig, der omsluttede hans Elskede, havde han blot et ubændigt Ønske: at kaste sig for hendes Fødder, og ikke ophøre at bestorme hende, før hun havde hørt ham.
I den Bevægelse, han var kommen, var det ham modbydeligt at møde nogen Anden; som en Tyv [118] sneg han sig derfor op paa sit Værelse. Han aabnede sagte Vinduet til Haven og lod den længe udelukkede, friske Luft strømme ind. Aaret 1834 havde et ualmindelig deiligt Efteraar. Høsten var gaaen med mild Haand over hele Naturen. Skjøndt midt i October blomstrede endnu Asterne i riig Fylde og enkelte Georginer stode i sin fulde Pragt og nikkede hovmodig over Bedene, hvor de fine Sommerblomster vare falmede. Træerne vare umærkelig gulnede, deres Toppe spillede endnu kun i forhøiede Farvenuancer, der give dem dette vidunderlige Relief, Malerne ynde saameget. Idet han aabnede Vinduet, sank Solen netop ned bag det mørke Skybelte i Horizonten og kastede et glødende Fakkellys ud over hele Egnen. Alle Farver tændtes i dette Lys og spillede i tusinde Nuancer af Kobber, Guld og Purpur . . . Blomsterne tindrede som Ædelstene. Men vor unge Ven havde i dette Øieblik liden Sands for den ubeskrivelige Naturpragt. Hans Øie trængte speidende ud over alle synlige Puncter i Haven, medens han lyttende bestræbte sig for at opfange en Lyd af hende, som han søgte. Da troede han at see en lys Skikkelse bevæge sig i det lille Buskads paa Høien, dæmpede Toner lød op til ham . . . Hans Hjerte sagde ham, at det var Sophie. Ligesaa hurtig var han nede, men ligesom han i det Tusmørke, Solnedgangen pludselig havde udbredt, vil [119] træde ind i Buskadset om Lysthuset, styrter den lyse Skikkelse sig med et: Gud, er Du endelig der! frem og kaster sig i hans Arme. Et nyt, hvinende Skrig oplyser Feiltagelsen. Skikkelsen forsvinder bag Hækken og den arme Georg staaer igjen fastgroet til Pletten med udbredte Arme. Solguden, denne ulykkeligste af alle Elskere, maa have seet saaledes ud, i det Øieblik Arethusa opløser sig i hans Arme til Vand.
Det var nemlig den Dag Brøchers Fødselsdag. Alt i længere Tid havde Amalie beredet sig til at feire den paa en Maade, der svarede til dens Vigtighed. Hun havde indstuderet en ny Sang til Guitaren, en tydsk Sang, der begyndte med et «In dieser heil'gen Runde,» eller en anden saadan tydsk Begyndelse, og som i Grunden var en Frimurersang, men ligesom alle Frimurersange, var saa dunkel, at den kunde passe for alle mulige Ting. I lang Tid havde hun været beskjæftiget med at fuldføre en Tegning i Vandfarve, der forestillede det omtalte Galterud, der skulde blive deres jordiske Paradiis. Familie og Bekjendte fandt den meget vellykket, og naar man undtager, at den oprindelige, skidne Træfarve paa Huset var ombyttet med en straalende guul, og at dette var omkrandset med en Rigdom af smaragdgrønne Træer, var den ogsaa meget tro og nøiagtig. En Spotter, der endelig vilde finde Noget at udsætte derpaa, vilde maaske [120] smaaligen kunnet udregne, at det lykkelige Par, der sad under en Hængebirk ved Døren, vilde, naar de reiste sig, rage op over Piberne paa Taget, men denne lille Feil i Techniken skadede aldeles ikke Effecten af det Hele. Med dette Stykke og flere andre Presenter, skulde Brøcher have været overrasket, naar han efter Løfte var kommen for at tilbringe den hele Dag med dem. Om Formiddagen skulde Familien gjort en deilig Tour. Capellanens Yndlingsretter, Grønkaal med Kjødboller og Marvbudding som Dessert, hvortil Amtmanden vilde føie en Flaske Champagne, ventede ham til Middag. Dagen gik, men Dagens Helt udeblev. Amalie begyndte alt at finde den hvide Kjole, hun havde taget paa, noget kjølig i det Frie og Bouquetten i Brystet falmede. Utallige Gange havde hun fra Høien, liig den «hvidbarmede Colma fra Stormenes Bjerg» speidet ud over Sletten. Da han endnu ikke var kommen Klokken fem, kunde hun ikke længer holde det ud, hun løb til Skriverbordet og gav sin martrende Uvished Luft i følgende Linier. Amalie læste Ossian i de Dage.
Dagen synker og endnu er Du ikke kommen. Hvor er Du, min Elskede, ak hvor er Du? Hvorfor kommer Du ikke? I otte uendelige Timer har jeg ventet med stigende Angst; i ethvert Blad, som skjælver, har jeg troet at høre dine Trin – men ingen [121] Brøcher! Nu kan jeg næsten ikke mere. Jeg er rolig, frygtelig rolig. Det er ligesom Naturen forstod og leed med mig. Dagen var før saa smilende, med Et er det blevet mørkt som i min Sjel. Alle de smaa Gaver, hvormed jeg vilde beredet Dig en lille Glæde paa denne Dag, see saa vemodigt paa mig, som om de vilde sige: han kommer ikke. Alt hvisker til mig: Han kommer ikke! . . . Naar Du blot ikke er syg! Du har dog ikke faaet dit Tilfælde igjen? . . . Rolig siger jeg at jeg er, o tro det ikke. Du er maaske syg, og jeg sidder her i uvirksom Klage, istedetfor at ile til Dig . . . Tilgiv Elskede, men skynd Dig med at berolige din Amalie.
Visergutten Ole var, under utallige Formaninger om at skynde sig, sendt afsted med dette Brev, og det var i denne Mellemtid, at Tildragelsen i Haven indtraf.
Da Cold senere gik ned for at fremstille sig for Familien, standsede han nølende i det lille Forværelse, foran Dagligstuen. Gjennem den halvaabne Dør lød ham en høirøstet Samtale imøde. Den syntes at dreie sig om Brøcher. Fru Ramm havde, ligesiden den Dag, da han var traadt iveien for Amalies Forbindelse med Provsten, faaet Noget imod ham; skjønt hun ikke nævnte denne Grund til sin Uvillie mod ham, greb hun enhver Leilighed til at give den Luft. Mellem [122] Fruens og Amalies heftige og klagende Røster, kunde Cold skjelne Amtmandens beroligende og lidt bebreidende Stemme. Værelset var i nogen Uorden. En Mængde Reisetøi laa opstablet paa Stole og Sophaer. Lidt til Siden ved Lampen bemærkede han Sophie ivrig beskjæftiget med at sye. Hendes Ansigts ligegyldige Rolighed stak besynderlig af mod de Andres Heftighed. Cold havde en stor Frygt for Familiescener. Han stod alt i Begreb med at vende om, da et almindeligt Udraab, fulgt af en høitidelig Pause indenfor, uvilkaarlig bragte ham til at standse igjen.
See saa, sagde Amtmanden, saa er den Sorg slukket. Nu Amalie, hvad skriver han?
Læs Du, Fader, jeg kan ikke. Det er ligesom Bogstaverne gaae rundt for mig.
Faderen læste: Jeg beklager overmaade meget, at Omstændighederne have hindret mig fra at komme, saameget mere, som jeg derved har voldt Dig, kjæreste Amalie, flere bekymrede Timer. Med Hensyn til min Helbred kan jeg ganske berolige Dig. Mit Tilfælde har, Gud være lovet! kun viist sig efter betydelige Mellemrum, og da kun for hver Gang i en bemærkelig ringere Grad. Derfor kan min søde Pige være rolig.
Men Gud hvor er han da! afbrød Amalie.
Jeg befinder mig paa Fjerdingstad, hos Lensmanden, [123] hvor jeg har siddet i Fattigkommissionen fra Klokken ni Slet. Forretningen vilde vist været endt til sædvanlig Tid, naar ikke Spørgsmaalet angaaende den nye Rodeinddeling var kommet paa Bane, og havde holdt os varme til Klokken syv. Det er ubegribeligt, at noget Saadant kan blive Gjenstand for en Discussion, da det maa være enhver Fordomsfri, der blot overfladisk sætter sig ind i Sagen, indlysende, at den nye Inddeling af kun otte Roder, er langt mindre hensigtsmæssig og til Communens Tarv svarende, end den gamle Inddeling af det Dobbelte, nemlig sexten, da denne – efter min subjective Overbeviisning idetmindste – paa en ganske anden fyldestgjørende Maade forener alle Interesser, navnlig Fattigvæsenets og Skolevæsenets, og fornemmelig det Sidstes , naar man erindrer den megen Tid, Veilængderne tage for den omgaaende Skolelærer. Jeg skal senere paa en mere tilfredsstillende Maade udvikle Dig hele Vigtigheden af mit i denne Retning gjorte Forslag; nu ikke et Ord mere derom, da jeg veed min Amalie venter. Jeg vil altsaa blot gjentage, hvor oprigtig jeg beklager, ikke at have kunnet tilbringe denne Dag i Eders Midte. Men da vor Afreise først er berammet til Klokken tolv, vil jeg endnu kunne indhente det Forsømte og komme desto tidligere imorgen, hvorved vi dog vinde et Par Timer, vi kunne hellige vor Kjærlighed. Altsaa [124] Klokken ni har Du mig! Hils alle Dine Kjære, men selv være Du, min elskede Pige, hjerteligst hilset af din Adolph .
Det var ogsaa et Brev! udstødte Fruen med et Blik mod Loftet.
Hm, hm, seer man det, sagde Amtmanden med et forunderligt Ansigt, og rakte Amalie Brevet. Det tænkte jeg nok, at der var noget Saadant iveien. Nu, Amalie, det maa være Dig en Trøst, at han er rask.
Men Amalie lod ikke til at finde denne Trøstegrund saa tilstrækkelig, som hun havde ventet. Uden at sige et Ord, rev hun med en tragisk Bevægelse Bouquetten af Brystet og styrtede grædende ud.
Hvad er der nu igjen? sagde Amtmanden, nu troede jeg Alt var godt og vel!
Og derom kan Du spørge? brød Fruen ud. Først at lade den stakkels Pige tilbringe den hele, lange Dag i Ængstelse for hans Skyld, uden at sende hende saa Meget som et Bud, forspilde hendes hele Glæde, skuffe hendes Længsel! Her have vi ventet til Klokken fire med Maden . . . !
Men han skrev dog . . . indvendte Amtmanden.
Er det et Brev at skrive for en Elsker! . . Dog det er Noget, Du ikke forstaaer, min kjære Ven . . . Har man hørt Magen! Plage hende ovenikjøbet [125] med sine Rodeinddelinger! . . Ja har jeg ikke sagt det! Det er intet Parti for en Pige som Amalie, med hendes Følelser og rige Hjerte.
Men kjære Mariane, sagde Amtmanden for Alvor utaalmodig, Amalie faaer dog sandelig lære sig til at taale – trods hendes rige Hjerte – at Manden sidder i Fattigkommission, med andre Ord, at han opfylder sine Pligter.
Aa, raabte Fruen med haanlig Betoning idet hun gik, det har ingen Nød. Bliver Amalie først hans Kone, sætter hun sig tidsnok ind i Fattigvæsenet , det skal jeg love for.
Den Gamle saa hovedrystende efter hende. Derpaa sagde han:
Det er godt, vi komme til at reise. Denne Dag har gjort os Alle forstyrrede i Hovedet. Derpaa efter en Pause i en ganske anden Tone: Og min lille Sophie, hvordan er det med Dig? Den Upasselighed har taget stærkt paa Dig. Du seer ganske bleg og medtagen ud.
Seer jeg, Fader! sagde Sophie forskrækket, Du tager Feil . . . Jeg føler mig vel, fuldkommen vel.
Heller ikke har jeg hørt din velsignede Stemme paa saalænge . . . Dog iaften tør jeg ikke bede Dig . . ?
Desværre, kjære Fader, Moders Reisekaabe maa jeg have færdig.
[126] Derpaa tænkte jeg ikke; men Du seer virkelig saa lidende ud, at jeg frygter det vilde angribe Dig . . . . Og dog vilde det netop iaften gjort mig saa godt at høre Dig.
Sophie reiste sig og gik langsomt hen til Klaveret; men idet hun kom forbi Faderen, mødtes deres Øine. Hun kastede sig om hans Hals og brast i Graad. Atter vilde Cold træde tilbage, men han kunde ikke komme af Pletten. Under stigende Uro havde han fra sit Skjul hørt disse Hentydninger til en nær forestaaende Reise. Først da Sophie, ved et Par kjærlige Ord af Faderen, havde fattet sig og endelig taget Plads ved Pianoet, vovede han sig ind.
Hans Komme oplivede synlig Amtmanden. Efter en hjertelig Velkomsthilsen sagde han:
Vi ventede Dem ikke førend i næste Uge, da jeg troede, De vilde lægge Veien over A., og jeg begyndte allerede at faae Skrupler over at De skulde komme hjem og finde Buret tomt. Reiselysten er nemlig faren i os Allesammen. Efter mange Ventilationer have vi endelig besluttet at besøge vor gamle Ven, Provst Rein, og tilbringe nogle Dage paa hans smukke Præstegaard. Vi agte at bryde op imorgen Middag . . . De kjender ham nok fra hans Besøg her i Sommer.
Rein! Provst Rein?
Det er ogsaa sandt. De var dengang i Christiania. [127] Det var Skade, der skulde De have lært en elskværdig Mand at kjende . . . Men veed De hvad, De kan jo følge med, der er endnu Tid. Kan Du begribe Sophie, at dette ikke er faldet os ind før? Kom De med, kjære Cold, der er netop en Plads i Vognen . . . Jeg indestaaer Dem for den bedste Modtagelse.
Cold stod et Øieblik tvivlraadig. Liig den Strandede, havde et drillende Bølgeslag idelig skyllet ham tilbage igjen; nu gjaldt det altsaa at gribe og holde fast.
Du seer hvor nødig Hr. Cold vil, kjære Fader, . . han maa ogsaa være saa træt af at reise, at det ordentlig er Synd at opfordre ham til en ny Tour.
Sophies Miner modsagde i dette Øieblik det Harmløse i hendes Ord. Hendes hele Ansigt udtrykte den angstfulde Spænding, hvormed man venter at en Ulykke vil skee.
Han kunde ikke tage feil. Sophie flygtede for ham; den blotte Tanke, at han kunde følge med, indgjød hende Skræk.
En ubeskrivelig Smerte gjennemfoer ham. I dette Øieblik troede han, at Sophie ikke elskede ham.
I faa men bestemte Ord afslog han Tilbudet om at følge med og ilede under det første det bedste Paaskud paa sit Værelse.
[128] Nei, han kunde ikke tro det, nei, han kunde ikke! Endnu et Forsøg vilde han gjøre, før hun reiste. Han vilde skrive. De første Timer af Natten anvendte han dertil. Han opbød i dette Brev Alt, hvad der kunde røre hende, han bønfaldt hende om at løse den frygtelige Gaade for ham, og at gjøre dette inden hun reiste, og ikke efterlade ham fortvivlet.
Sophie fik dette Brev om Morgenen. Time for Time ventede han Svaret. Afreisens Stund slog; Vognen stod allerede forspændt. Klokken præcis tolv havde Brøcher afsluttet sine Hyrdetimer i Havens Lunde og iført sig Læderfrakken med det brogede Skjærf, som Amalie havde foræret ham. Damerne havde stuvet sig ind i den med Reisetøi tæt bepakkede Vogn, og medens Amtmanden og Fruen vare beskjæftigede med at bedømme en Kufferts Fastsurring, og Amalie havde sine Øine henvendte paa Kariolen bagefter, stod Georg ved Vogntrinet og bevogtede alle Sophies Bevægelser, den Domfældte liig, der til sidste Øieblik venter at see det hvide Tegn. Han velsignede ethvert nyt Tilfælde, der udhalede Reisen nogle Minutter, og det klang ham næsten som Spot, da Amtmanden rystede hans Haand og sagde: Nu da endelig! . . endelig min kjære Ven, skal De blive os qvit. Jeg seer, De har reent tabt Taalmodigheden . . . Saa i Guds Navn da Børn, ere vi færdige! [129] Men snille Mariane, har Du ladet sætte Hatæsken der? Der falder den bestemt af. Medens dette blev undersøgt, bøiede Georg sig hen til Sophie og sagde: Sophie har De Intet at sige mig?
Farvel, sagde Sophie, saa tonløst, saa brustent!
Et forseglet Papiir, Cold fandt i sit Værelse, indeholdt kun hans eget ubrudte Brev. Han stirrede en Stund paa det tomme Blad, som kunde hans Øine tænde de usynlige Ord.
Ikke en Linie! raabte han og knugede Brevet i Haanden.
[II, 9]
[130] Den Deel af . . . e Præstegjæld, hvor Provst Reins Præstegaard ligger, var med Rette bekjendt for sin Naturskjønhed. Hvem kan nogensinde glemme disse lykkelige Egne, naar han engang har boet i dem, og hvem glemmer ikke over dem alle Andre, naar han første Gang seer dem! Vore Reisende havde tilbagelagt den bugtede Vei langs Indsøen og søgte nu at formilde sig Opstigningen af de lange, besværlige Sandbakker ved idelige Tilbageblik paa det underliggende, sig altid herligere udfoldende Landskab. Oppe paa Høiden fængslede en anden Scene dem. Ganske tæt ved, beherskende den hele frugtbare Slette, laa Præstegaarden og Kirken. Den store Gaard saa ret herremæssig ud i sin Krands af høstlig brogede Træer, overraget af Kirkens slanke Spir. Den hele Vinduesrække glødede mildt og lokkende i Aftensolen, et Syn ret skikket til [131] at vække de glade Fornemmelser, hvormed man uventet seer sig nær et behageligt Maal, med en Evne til at nyde, som Anstrengelsen ikke har svækket. Afstanden var dog bedragerisk; endnu bugtede Veien sig i en viid Kreds inden man naaede Indkjørselen til Alleen. Hvilke herlige Træer! I denne Kraft og Yppighed mærkede man strax den sydligere Jordbund. Hvorfor repræsenteres altid den norske Natur i sine Graner? . . Man glemmer Birken, Hængebirken, dette sande nationale Træ. Danmark roser sig af sine Ege- og Bøgetræer, men de ere eensartede, de have ikke Kontrastens Skjønhed. Hvor deilige ere vore lyse Hængebirke! . . Denne Ynde, den er reent kvindelig, men den har en Dronnings Kvindelighed. Alleen var uregelmæssig og kunde snarere kaldes en grøn Hvælving; den bestod af en Blanding af Hængebirke og dunklere Træsorter, nedentil lukket ved en Hæk, der sparsomt indlod de sidste, spillende Solstraaler. Lydløst rullede Vognen hen over det faste Sand. Samtalen tystnede, i Bevidstheden om den nære Modtagelse. Ved Alleens Udgang dannede Træerne en Halvcirkel om Gaardspladsen; foran dem laa den statelige Bygning. Som en Sjeldenhed ved Præstegaarde, var denne oven- og nedentil omgivet af disse aabne Gallerier, der undertiden, men desværre ikke ofte, findes ved større Gaarde paa Landet, og som danne en saa velgjørende [132] Afbrydelse i den monotone, kasseformige Stiil. Provsten stod allerede paa Trappen og tog imod dem med en uforstilt Glæde, som Amtmandinden belønnede med et Kys, medens han mere galant kyssede de to unge Damer paa Haanden. I Dagligstuen foran det ventende Thebord med den surrende Maskine og de længesiden ordnede blaa, kjøbenhavnske Kopper, bleve de modtagne af en gammelagtig Kone. Hendes hele Dragt og Væsen tydede paa, at hun hørte til Tjenesteklassen, eller rettere til disse Væsener, der ikke kunne regnes til nogen Klasse i et Huus: sort Morins Skjørt med bredskjødet Trøie, et stort, hvidt Netteldugs Forklæde, og omkring det skarpe men velformede Ansigt med det opstrøgne graa Haar, en saakaldet Hølk med krusede Strimler. En lille Pige paa otte–ni Aar, ikke smuk, men med et godt, mildt Udtryk stod derved.
Det er min ældste Datter Lina, mine to Drenge ere i Christiania, sagde Provsten, og her maa jeg forestille Dem vor Dorthe , som for Tiden er mit Huses Bestyrerinde. Hun har været min salig Kones Amme, og har fulgt hende trofast til det Sidste. Gamle Dorthe er lidt undselig over at skulle gjøre Honneurs for et saadant Herskab, men jeg haaber, at De vil sætte lidt Mod i hende. Fru Ramm afbrød ham her med en Overflod af charmante Forsikringer, saa at den Gamle, ganske undselig over den smukke, [133] fremmede Frues Venlighed, ikke vidste hvordan hun skulde udtrykke sin Tak. Dette hindrede hende imidlertid ikke fra, saa snart som det ubemærket lod sig gjøre, at maale de tre Damer med ret skarpe, prøvende Blikke. Nu først opdagede man, at der i Værelset endnu fandtes et Væsen, nemlig en lille tre a fire Aar gammel Pige, der havde holdt sig forskandset bag Dorthes Skjørt. Ved nærmere Eftersyn, saa man ind i et Par store, forskrækkede, mørkt tilslørede Øine, et sandt Mignonsphysiognomie.
Hvad hedder Du, mit søde Barn? sagde Fruen.
Hun hedder Adamine efter Moderen, men vi kalde hende Ada, sagde Dorthe, saa svar dog Ada, og see paa Damerne!
Men den lille Piges Opmærksomhed var idetsamme optaget af noget Andet, og dette var Sophie, der let som en Alf kom og forsvandt gjennem den aabne Stuedør, beskjeftiget med at ordne Tøiet. Med et eget Udtryk, man kunde kalde det Fortabelse, fulgte den Lille enhver af Sophies [134] Bevægelser og ligesom hun vilde meddele sin gamle Pleiemoder sin Forundring, rykkede hun denne heftig i Skjørtet.
Det er sandt, dette Syn kunde fængslet ogsaa andre Øine end Adas. En høihalset, graa Merinos Kjole fremhævede forunderlig den unge Piges fine Skabning, og det gratiøse i hendes hurtige Bevægelser. Den friske Luft havde opløst Lokkerne og gjengivet hendes Kinder noget af den friske, blomstrende Farve. I dette Øieblik lignede hun den forrige straalende Sophie. Kun Blikket havde hiint Ubedragelige, der røber at Tanken er fjernt fra vore geskjæftige Hænder.
Under et Gjæstebesøg paa Landet indtager det fremmede Huus, dets Indretning, Beliggenhed etc. en vigtig Plads og kræver en ikke ringe Andeel af vor Interesse og Opmærksomhed. Det er ikke her som i Byerne, hvor Omgivelserne ved den alt nivellerende Kultur mere og mere taber sit Præg og afgiver kun endnu den upaaagtede Ramme, den ene maaske endnu lidt mere forgyldt eller snirklet end den anden. Paa Landet ere Omgivelserne mere end Ramme, de ere en Deel af Beboerne selv, et Stykke af deres Sæder, deres Tænkemaade, deres Eiendommeligheder; derfor kan man med Føie sige, at Besøget gjælder ligesaameget Stedet, som Beboerne. Den første Forfriskning bliver altid nydt i nogen Distraction, medens man i Stilhed trøster sig til det Øieblik, da man kan give sin Nysgjerrighed Tøilen. Dette er altsaa Dagligstuen! . . hvem mon hine Portrætter forestille? . . det var et underligt, gammelt Skab det! . . . . Blikket smutter igjennem enhver oplukket Dør, for at opsnappe Hemmelighederne der bagved.
Denne første Nysgjerrighedscrisis blev betydelig [135] lettet vore Gjæster ved de aabne Fløidøre, der tillode Indblikket overalt, dog endnu mere ved den fri, hjemlige Tone, der strax gjorde sig gjældende. Man tilstod aabenhjertig sin Utaalmodighed efter at «besee sig,» og den venlige Vært kom dette Ønske med den største Beredvillighed imøde.
Gaarden var oprindelig bygget af og havde været Sædet for en dansk Herremand, men var senere bleven forandret til Præstegaard, hvortil dens nære Beliggenhed ved Kirken gjorde den meget skikket. Den havde allerede tjent et Par Præstegenerationer til Bolig. Huset havde ganske den Bygningsmaade, man bemærker ved Herregaarde fra en senere Periode. Intetsteds noget Indknebet eller Lavt; høie, blanke Ruder, hvælvede Loft. Den Stue, hvori de befandt sig, var noget dunkel, da Galleriet udenfor og nogle svære Potteplanter skyggede stærkt, men netop denne Dunkelhed gav Værelset en egen, trist Hygge. Derfra kom man ind i et større Hjørneværelse med Vinduer ud til Haven. En vis Elegance, hvormed dette var udstyret, stemplede det til den paa Landet uundværlige Storstue. Det hvælvede, i rigt Stuccaturarbeide udførte Loft, samt de malede Dørstykker, vare endnu Rester fra den gamle aristokratiske Tid. Forresten var det arrangeret paa vanlig Viis; man kjendte endnu intet til vor moderne Uryddighed [136] i Værelserne, Møblerne stode adstadig rundt om Væggene, og Skilderierne – nogle udmærket smukke Kobberstik – hang rolig paa sine Pladse. Hertil stødte endeel mindre Værelser, to smukke Gjæstekamre, Provstens Sove- og Studerekammer, samt et lidet Bibliothek, der havde den sjeldne Egenskab, at det var tilgjængeligt for Enhver, medens Slige, naar de findes, gjerne udelukkende benyttes af Huusherren. Alt hvad de saae bar Præget af solid, bramløs Velstand, forenet med Sands for det Skjønne og Comfortable. Hvor man i vort Land endnu træffer slige Boliger, betegne de enten den sidste, svindende Rest af en fremmed, til os overført Kultur, eller den glædelige Begyndelse til en Egen, ny Oprunden. Et Par Timer forløb paa denne Viis umærkelig. Man blev kaldt tilbords. I Dagligstuen stod det ziirlige Aftentaffel dækket. Dorthes blændende Damaskdækketøi, det blinkende Krystal og adskilligt vægtigt Sølvtøi tog sig godt ud under Skinnet af to solide Armstager. Ingen Overdaadighed af Retter, men alting ypperlig tillavet, frisk Ørret fra Søen, fortreffeligt Vildt, god Viin, Alt bekræftede, at Værten var en Mand, som forstod at leve godt – paa den rette Maade , der forstod, at al Nydelse beroer paa Skjønhed og det rette Maadehold. Fru Ramm var uudtømmelig i smigrende Bemærkninger. Men under dette dulgte [137] hun mangt et Suk, naar hun tænkte paa, at Amalie kunde været Herskerinde over al denne Herlighed, og enten det nu kom af at Brøcher virkelig var mere stiv og træagtig end sædvanlig, eller at han ved Siden af den belevne Vært blot syntes det, saa havde hans Svigermoder aldrig fundet ham utaaleligere og følt en mere levende Trang til at forsikkre ham derom, end netop denne Aften.
Provsten selv afbrød den livlige Stemning og drev sine Gjæster til Ro. Medens han fulgte Amtmandens tilligemed Brøcher ind i deres Værelser, skred Dorthe med Armstagen i Haanden foran de to Søstre opad Trappen, for at føre dem til Deres; dog havde hun lovet dem først at vise dem hele Localet ovenpaa.
Denne Dør fører til Barnekammeret, hviskede hun, men derind er det ikke værdt at gaae, for saa vaagner Ada og Gud naade os da, hun er ikke grei at faae i Søvn igjen.
De traadte først ind i en stor Sal, der stod i Forbindelse med nogle mindre Værelser, men som Alle paa noget løst Huusgeraad nær, stode aldeles tomme. Her, bemærkede Dorthe med et vemodigt Blik til den ensomme Krone under Loftet, var i gamle Tider da Fruen levede, Balsal, men siden den Tid har Faer ikke havt Lyst til sligt.
Skade, yttrede Sophie, at saadanne smukke, rummelige [138] Værelser skulle staae ubrugte . . . . Og sligt et herligt, glat Gulv ikke benyttes, lagde Amalie til, og gjorde nogle drønnende Galoppadetrin hen over det.
Ak hvortil skal vi bruge dem! Vi have Rum nok, Guds Gaver, og Glæde og Lystighed bliver her vel ikke mere i Huset.
Og dette? raabte Søstrene overrasket, da Dorthe lukkede Døren op til et mindre, fuldstændig møbleret Gemak. Hvor her er deiligt!
Dette er hans Høiærværdigheds Kammer.
Er dette Provstens? det er jo nede!
Provstens! nei kors bevares, dette er Bispekammeret.
Præstens, og nu saagar Provstens Værelse er altid en Helligdom i en Præstegaard, men det er endnu ikke det egentlige rette sanctum sanctorum , thi det er Bispekammeret. Og i Sandhed, dette syntes sin ophøiede Bestemmelse fuldkommen værdigt. I Modsætning til de øvrige Rum, der blot havde sine Trævægge, var dette betrukket med Tapeter, der ret vel conserverede forestillede Hyrdescener i Bouchers Maneer. Hvor friske vare endnu Farverne! Disse Hyrdinder smilede endnu lige sødt, denne Himmels straalende Azur kunde ikke falme, Tiden kunde blot saae nogle Skyer paa den. Et langt, smalt Mahognyspeil [139] saa ud som om det følte sig i slet Selskab, det saa skjævt til Siden og fortrak sit blege, grønlige Glas til et gyseligt Vrængebillede af den lykkelige Hyrdeverden ligeoverfor. Ikke bedre enedes den ældgamle prægtig udskaarne Lænestol, med det speilblanke, nye Bord. Ligesom mæglende mellem Parterne, et Billede paa Tidens Uomskiftelighed, sad en chinesisk Mandarin oppe paa en Piedestal i Krogen og nikkede og vrikkede med det afskyelige Hoved, hvergang man gik over Gulvet. Slige smaae Anokronismer i Indretningen maa man holde Folk paa Landet tilgode. Det Hele saa trods dette ganske pompøst ud. Det var ogsaa med en vis Stolthed, at Dorthe drog Sengegardinerne tilside, for at de ret kunde see de fine, hollandske Lagener, der havde en halv Alen bred Søm, og det stukne Silketeppe, der idetmindste havde occuperet en eller anden Oldemoders halve Levealder.
Fra dette Værelse førte den Gamle dem skraas over Gangen hen til Et, hvis Dør var tillaaset. Hvor forskjelligt var dette fra det Foregaaende! Det havde kun et Fag Vinduer, var simpelt men net møbleret; hist og her opdagede man Spor af en kvindelig Beboerinde. Desuagtet havde dette Værelse noget saa forladt, Luften deri var trykkende, ubeboet. Ved Foden af en hvid Seng, stod en tom Vugge, tildækket med et broderet Teppe, og under Loftet hang et Fuglebuur, [140] ligeledes tomt. Det Hele var saa afsjelet, og Søstrene følte Noget af hiin hemmelighedsfulde Rædsel, der griber os ved Beskuelsen af Portrætter, malede efter Afdøde . . . spørgende saae de paa Dorthe.
Dette er salig Fruens Kammer, sagde hun dæmpet. Her døde hun for fire Aar siden paa Barselseng med lille Ada. Her har intet levende Menneske boet siden den Tid. Alle disse Ting ere lutter Afmindelser om hende, hendes Skriin og Arbeidskurv, og der hendes Bibel, og hist hendes Portræt. Det blev Altsammen sat herop, da han ikke taalte at see det nede. Dette Teppe har hun selv broderet, see kun paa den Søm, det er nok et Taalmodighedsværk!
Men Rokken hist i Hjørnet, var den ogsaa Provstindens?
Ak ja, det kan De troe, det var netop hendes Øiesteen, hun holdt saameget af at spinde. Hver Morgen Klokken fire om Sommeren og Klokken fem om Vinteren, var hun oppe og spandt sine tre Timer, inden hun gik til Kaffebordet. Herregud, hvor mangen Gang jeg sagde til Moer: Kjære Barn, sagde jeg . . thi mit Barn kaldte jeg hende, trods hun var mit Herskab . . . Kjære Barn, hvortil al denne Spinden? Du har jo Guds Velsignelse af Spundet og Vævet, sagde jeg, hvor meget Du giver bort, bliver der dog altid nok igjen, sagde jeg, nyd heller din [141] Morgenro i sød Søvn. Ak, sagde hun, Du veed ikke hvad Du siger. Den som er lykkelig, kan aldrig staae for tidlig op, sagde hun, han burde egentlig aldrig sove, for at kunne nyde hvert Minut af sit Liv med Tak til Gud. Naar jeg vaagner saadan med Fuglene en klar Sommermorgen, sagde hun, hvad kan jeg gjøre bedre da end at istemme med dem? Saa sætter jeg mig ved det aabne Vindue med min Rok, sagde hun, og aldrig er jeg gladere, end naar jeg blander min Røst med dens muntre Snurren og Fuglenes Qviddren udenfor! Ak vel havde hun Ret, at man burde nytte Tiden og spinde flittig . . . hendes Livstraad var snart udspunden!
Den stakkels Ada blev altsaa strax moderløs?
Strax, ak alt for tidlig. Neppe havde hun otte Dage skuet denne Verdens Lys. Aldrig glemmer jeg hiin Stund! Hist laa hun, han stod der. Det var netop Klokken fire om Morgenen. Præcis Klokken fire kommer nemlig Solen herind paa den Aarsens Tid, og da pleiede hun altid at vaagne. «Der er Solen, nu kommer jeg!» sagde hun ogsaa nu, og da tog hun min Haand og lagde den over Vuggen, som om hun vilde sige: «tag vare paa hende!» . . . og idetsamme stod hele Kammeret i en Glød, og det skinte ogsaa paa hende, og hun laa der saa deilig og blid, det var umuligt at tænke, at hun var død. Men [142] hendes Haand laa endnu over den Lille. Tag vare paa hende! ja det meente hun, og det har jeg gjort, og det vil jeg gjøre, saalænge jeg har Liv og Hilsen. Men der er noget i dette Barn, som jeg ikke raader med, den Evige lægge sin Magt til! Gud Fader veed, hvor hun har faaet det heftige Gemyt fra! Faer er vel hastig af sig, men han bliver strax god igjen, og hun var god som Himlens Engle.
Disse Træk af den fromme Præstekones Liv rørte Søstrene dybt. De vare blevne blege deraf, eller maaske af Træthed, og uvilkaarlig klyngede de sig til hinanden, da de fulgte Dorthe, der efter omhyggelig at have laaset Døren, skred foran dem ned til Enden af den lange Gang.
Og her er de naadige Frøkeners Værelse, gid det maatte tækkes Dem.
Et Bifaldsraab afbrød Dorthe. Al Ængstelse var ligesom strøgen bort, da de satte Foden over denne Tærskel. Dette Værelse kunde tjene som et Mønster i sin Art. Dette ubeskrivelige, denne uopnaaelige Hygge, kan kun et Gjesteværelse paa Landet have. Man sige ikke, at et saadant Rum ikke ogsaa har en Sjel.
Og hvilket Speil! det er mageløst! udbrød de Begge, da et i sin Art vistnok sjeldent Rococospeil, der nogensinde kunde betage en nuværende Liebhaber [143] Søvn og Appetit paa lang Tid, først faldt dem i Øinene.
Det kunde passe i Prindsesse Scheherezades Gemak, her stikker det næsten af! . . . hvilken Skade, at Englen der har mistet Vingen!
Ak ja, sagde jeg det ikke! mumlede Dorthe med inderlig kummerfuld Mine og rystede paa Hovedet. Sagde jeg det ikke til Faer!
Og hvilket da, kjære Dorthe?
At dette gamle Skrab skjæmmede Værelset ud, og at det var ikke noget at byde slige Frøkener. Jeg vilde taget Bispespeilet jeg! . . Men han bare loe og sagde: Lad Du det være, Dorthe. Smukke Damer ere bedre tjente med at skue sig i dette gamle Glas, end i Bispespeilet. Ja, ja, jeg sagde det nok!
Nei, kjære Dorthe, Du misforstaar os, forsikkrede Sophie, da hun endelig kom til Orde. Vi ere netop henrykte over dette gamle Stykke, vi vilde slet ikke undværet det! Det er saa deiligt, saa deiligt, og Du skal see, der kommer en Tid, da man vil erkjende det, og da komme de gamle Ting til Ære igjen. Men paa en Maade har Du Ret, dette Speil burde flyttes ind i Bispekammeret, thi der hører det netop hjemme, mellem Hyrderne og Hyrdinderne.
Men Dorthe rystede endnu vantro paa Hovedet, som om hun tænkte: De ere nu saa gode, og finde [144] sig i Alting, det er netop den fine Opdragelse! Derpaa blæste hun omhyggelig et vissent Blad bort fra Marmorbordet, kastede et Blik til Haandklæderne paa Væggen, om de vare endnu lige friske og glindsende, og gik med uendelige Ønsker om sød Søvn og at drømme behageligt, etc.
Det maa jeg sige, det er en Enkemand, der forstaar at indrette sig! udbrød Amalie. Dette Huus er et Paradiis heelt igjennem. See Dig dog om, Sophie, og staae ikke saa fortabt. Gulvteppe! de prægtigste Levkøier og Asters i Vasen, og hvilken Seng! . . her forstummede hun ganske ved Synet af den røde Damaskes Gjæsteseng, der i Omfang dristig kunde maalt sig med Ridder von Gleichens Verdensberømte.
Det er to Ting, jeg nok vilde forandre ved dette Værelse, vedblev Amalie, da den første Beundringsruus begyndte at lægge sig noget, ellers er det complet, først burde det være betrukket – thi jeg har aldeles ikke din Smag, Sophie, der finder saamegen Poesie i de nøgne Bjelkevægge – dernæst Gardinerne. Disse falmede Sirzes Gardiner passe aldeles ikke til det Hele. Raadede jeg, da tog jeg dem strax ned og hængte hvide, klare, ophæftede med forgyldte Pile istedet . . . Hvor jeg længes efter Morgenen for at see Udsigten fra disse Vinduer! . . Hvad [145] er dette for to Portrætter? . . Goethe og B. Y. R. O. N. Biron!
Byron, formodentlig, sagde Sophie adspredt.
Nei, men hvem er det han ligner? . . Aa det er jo tydeligt nok! Cold op ad Dage! Sophie foer sammen. See kun, vedblev Amalie, Pande, Haar, Øine, den glatte Kind, Halsens Bygning, det er frappant, især naar man holder for Underansigtet.
Jo det ligner! mumlede Sophie, og hendes Blik hang et Minut ved Billedet. Det var Kobberstikket fra 1814, efter Phillips berømte Malerie.
Dybere sank hendes Hoved ned igjen, og hun greb skjælvende fast om Marmorbordet. Et Blik af Amalie, der mødte hendes i Speilet, vakte hende igjen af den smertelige Bevægelse, og hun gav sig ivrig til at løse Haaret.
Amalie havde i sin godmodige Snakkelyst Intet mærket. Provsten har virkelig Ret, naar han siger, at dette Speil er Skjønheden værdigere, end noget Andet, blev hun ved. See dette Glas, hvor dybt, hvor ætherreent! Er det ikke, som om din Skikkelse i Virkeligheden stod indenfor den pragtfulde Ramme! Man kunde gribe efter Blomsterne. Hvor Du er yndig, Sophie, i denne Dragt! Naar Du saaledes hæver dine hvide Arme for at nedtage Fletterne, ligner Du Billedet nede i Stuen, der forestiller en af de gamle [146] Maleres Elskede. Jeg er vis paa, hun har ikke været smukkere end Du . . . Jeg maae stille mig herudenfor, ellers forstyrrer jeg Billedet.
Nei, gaae ikke, sagde Sophie, og drog i et Anfald af ubetvingelig Smerte Søsteren til sig . . . Hvor skulde hun hen med sin pludselige Taarestrøm!
Gud, søde Sophie, hvad feiler Dig?
Intet . . Intet . . . Jeg tænkte kun . . jeg tænkte paa . . naar Du ogsaa snart reiser, saa bliver jeg ganske forladt.
Tal ikke om det, Sophien min, vi ville aldrig, aldrig skilles. Min Hytte bliver aldrig saa snæver, at der jo er Plads til Dig ogsaa . . Du, han og jeg; hvilket lykkeligt Kløverblad! men ak, arme Adolph, ikke engang Justedalen! . . Vi kunne vente en god Stund inden han faaer Noget!
Der gives Navne, Forestillinger, der gjøre samme Virkning i visse Stemninger, som et koldt Dryp i Varmen. Sophie rettede sig i Veiret; ethvert Spor af den øieblikkelige Bevægelse var ligesom manet bort.
Lyset var slukket; paa det lille Bord brændte kun en Natlampe.
Kjæmpesengen havde lukket sine Duunbølger over de to Søstre, dog ikke førend Amalie omhyggelig havde tællet Vinduesruderne og gjort et Kors over Døren. Man veed, at dette er den ufeilbarlige Trylleformular, [147] hvormed man, første Gang man ligger paa et Sted, fremmaner sande Drømme.
Jeg veed ikke hvordan det er, hviskede hun efter en Pause, men man føler sig saa ængstelig tilmode ved at ligge første Gang paa et fremmed Sted. Hvor mange Ting kunne ikke være passeret paa en saadan gammel Gaard! . . Dette Værelse er saa venligt, saa hyggeligt . . . og dog turde jeg ikke for Noget i Verden ligge her alene . . ikke en halv Time. Sophie, Sophie, hvor skal Du hen? Gaae for Guds Skyld ikke bort!
Jeg vil blot flytte Natlampen . . jeg kan ikke lide slige Portrætter inde i et Værelse, de stirre paa os hvergang vi slaae Øiet op.
Aa disse Portrætter ere ikke farlige, jeg har læst om Et, et Oliemaleri i Legemsstørrelse, der pludselig, medens Damen sad og klædte af sig for Speilet, begyndte at dreie Øinene . . hu . . jeg tør ikke tale om det nu . . Godnat!
Godnat Amalie, nu ikke et Ord mere. En lang Pause fulgte.
Sover Du, Sophie?
Nei.
Har Du Intet hørt? ikke en fjern Lyd, som om Nogen vaandede sig?
Jeg har længe hørt det, men jeg vilde ikke [148] forskrække Dig . . . . Maaske er det Vinden, som piber.
Vinden? Der rører sig ikke et Blad. Nu igjen! Det lyder som en Jamren, et Skrig . . det kommer fra den Side, hvor Provstindens Værelse ligger. Hører Du ikke ligesom slæbende Skridt ned ad Gangen? de nærme sig . . Hør!
Begge Søstrene lyttede spændt, men Alt var dødsstille igjen.
Pludselig gaar Døren op og en hvid Skikkelse, der med Haanden skyggede for et Lys, hvis Skin faldt skarpt paa et blegt, indfaldet Ansigt, traadte lydløst ind. Amalie foer med et Skrig under Dynen.
Er det Dig, kjære Dorthe, sagde Sophie, hvad er der paa Færde? Der er vel Ingen syge?
Nei, nei kors, var det ligt sig det! Der er Intet paa Færde, slet Intet. Ak, sagde den Gamle, jeg veed ikke hvordan jeg skal fremføre min Begjering. Længe stod jeg udenfor, da jeg frygtede De sov, men da jeg hørte De var vaagen saa! . . . seer De, Ada er vaagnet og skriger som en Besat, hun vil endelig have den vakreste, fremmede Dame ind til sig, det er vel sagtens en af Frøkenerne hun mener, lagde hun diplomatisk henvendt til dem begge, til. Jeg har snakket for hende og lovet hende Guld og grønne Skove, men hvad hjælper det! naar hun falder paa Noget, maa vi alle lystre . . og dog . . var det ikke fordi Herskabet [149] ligger lige nede under! ak jeg kan ikke sige, hvor undselig jeg er! . . Jeg forvinder det aldrig.
Tag Dig ikke nær af det, snille Dorthe, jeg skal med Fornøielse gaae ind til lille Ada, raabte begge Søstrene med een Mund. Ingen havde Lyst til at blive alene, og Enden paa det blev, at de gik begge, ført af den utrøstelige Dorthe, der forsikrede, at det var første Gang, hun havde gjort sig skyldig i det Barbari, at forstyrre Gjæsternes Nattero. Hun var tilmode, som om hun var greben i Kirkeran.
Da de kom ind i Barnekammeret, sad den lille Pige overende i Sengen med de straalende Øine stivt hæftet mod de Indtrædende. Ved deres Nærmelse dukkede hun under Teppet. Forgjeves var Amalies Tiltale og venlige Ord, den egensindige Lille blev haardnakket i sit Skjul. Dog ikke før bøiede Sophie sig ned mod hende, saa reiste hun sig sagte op, og inden denne vidste et Ord, havde hun slynget sine smaae Arme med lidenskabelig Heftighed om hendes Hals og kyssede hende; derpaa lagde hun sig ned og lukkede Øinene. Sophie stod uvis.
Nu kan De gjerne gaae, hviskede Dorthe, nu sover hun strax.
Som hun laa der, ubevægelig som et Marmorbillede, blev Sophie først opmærksom paa dette Barns vidunderlige Skjønhed. Hun havde næsten Intet af [150] den barnlige, buttede Fylde. Den hele Skikkelse var psycheartet, spæd og zart; der sad endnu Taarer paa Kinden, men over de marmorrene Træk spillede et saligt, tilfreds Smiil, hvori der tillige lurede en Skalk, der fortalte, at hun endnu slet ikke sov.
Om Morgenen, da de to Søstre efter gammel Skik nød Kaffeen og de bittesmaae, hjemmebagte Tvebakker paa Sengen, vilde Amalie ikke ret ud med hvad hun havde drømt om Natten. Det var tydeligt, at hun havde gjort Regning paa en betydningsfuldere, meer poetisk-prophetisk Drøm. Det hele indskrænkede sig til, at hun havde været ifærd med at ombytte de falmede Gardiner med nye; om de forgyldte Pile havde været med, var ikke engang vist. Sophie havde hun seet beskjæftiget med at tage de to Portrætter ned og hænge det gamle Oldemoderbillede fra Hjemmet op igjen.
Og Du, har Du drømt noget? spurgte hun Sophie.
Jeg har drømt om Ada.
[II, 10]
[151] Har man under et Gjæstebesøg paa Landet tilgavns beseet sig inde i Huset, saa kommer Raden til det ikke mindre Interessante, det Udvendige. Det er gjerne næste Dags Opgave. Førend man rigtig har orienteret sig, er der ikke at tænke paa nogen rolig Nydelse af Samlivet. Vore Gjæster havde været i Stald og Fjøs, Hønsegaard og Kaninbuur, i Melkeboden og Væverstuen, havde beseet Tærske- og Valseindretninger. Alle disse Ting, hvorvel sædvanlige, forefandtes hos Provsten i en ikke sædvanlig Stand. Man roste, gjorde Sammenligninger, man lagde stille Planer. Noget ganske Usædvanligt var derimod Skoleanstalten paa Gaarden. Et forhenværende tomt Maskinhuus (Provstens Formand havde været en uheldig Projectmager) var bleven omskabt til Skolebygning for Omegnens fattige Børn. Her undervistes [152] hver Formiddag Drengene fra 8 til 12 a 14 Aar af Skolemesteren og Gaardens Seminarist. Den anden Afdeling var for Pigebørn, og stod siden Provstindens Død, under gamle Dorthes Opsigt. Klokkerens Datter gav disse Underviisning i alle simple, nyttige Haandarbeider. Dertil bleve de opøvede i hvad der ellers forefaldt i Huset, det gik da efter Tour, enhver i de Arbeider, der passede sig for deres Alder og Kræfter. Snart reklamerte Huusjomfruen dem til at stryge og rulle, snart Kokkepigen til at skure, bage Kjøreller ud, rendse Haveurter etc. Hele Formiddagen blev benyttet paa denne Maade, om Eftermiddagen tilhørte de Forældrene. Det var virkelig et glædeligt Syn at see de mange reenlige Børn, med de fornøiede Ansigter. Idet Damerne traadte ind i Stuen, standsede Nysgjerrigheden et Øieblik den surrende Flid, men blot for at den kunde begynde desto ivrigere igjen, og Vævene klang, og Rokkene snurrede og Naalen gik saa flinkt, saa det var en Lyst. Der var intet beklemmende anstaltmæssigt ved denne Virksomhed. Alle Vinduer stode aabne og udenfor paa den grønne Vold, der strakte sig ned til Dammen, var der ogsaa Liv og Travlhed. Her laa Hvidtøiet udbredt og om Sommeren de lange, skinnende Væve. Nogle af Smaapigerne skyllede, Andre vred Tøiet og hængte det op – ligetil en sexaarig, hvidhaaret Ting var beskjæftiget [153] med at passe det sene Kuld med Kyllinger, at det skulde holde sig peent bag Dammen og ikke komme paa Klæderne. Sophie, den stille, fordybede Sophie, syntes at finde mere Interesse ved dette, end ved hvad hun ellers havde seet. Hun fulgte det med en vis tankefuld Opmærksomhed, som om hun i sin Erindring søgte et Tilknytningspunct, erkyndigede sig om Alt hos Dorthe og gav sig venlig af med Børnene. Provsten, der tilligemed Mændene længere havde dvælet i Drengeskolen, kom nu til for at undskylde sig, at han nu maatte forlade dem, da det var Tiden for ham til at vente Besøg af Bønder. Med ham gik de andre Mænd ind, medens Damerne, førte af Dorthe, tillige med Børnene skulde besøge Haven, og gjøre en Tour ned i Tyridalen. Saaledes kaldtes Leiet for flere Brug; et betydeligt Teglværk, en Spigerfabrik samt to Møller, hvilke sidste tilhørte Provsten, sysselsatte her en Mængde Arbeidere. Det hele Dalstrøg var derfor stærkt bebygget. Gaardens Huusmænd havde fra Arilds Tid havt sine Pladse i dette Strøg, og alskens Haandværkere havde fundet sin Regning ved at slutte sig til den lille Koloni, der ved hvert Aar var tiltaget i livlig Virksomhed. Det var paa dette Sted, man skulde dømme om Frugterne af den menneskevenlige Præsts Bestræbelser. Disse Huusmandsstuer vare saare forskjellige fra de ureenlige Huler, [154] man ellers seer paa Landet i vort gode Norge. Velstand og Reenlighed lyste ud af ethvert Huus gjennem de blanke Ruder. Mange af dem vare pyntelig malede, den allerfattigste Stue havde sin lille Have, der endog undertiden var prydet med Æble- og Kirsebærtræer. Intetsteds mødte man det modbydelige Syn af lasede Børn, der paa slige Steder stimle sammen, for i Fælledsskab at drive Dagen bort.
Ja, mit kjære Herskab, sagde en gammel, halvblind Kone, der sad udenfor Væggen og varmede sig ved Octobersolen, saaledes saa det ikke ud i Tyridalen i min Tid. Da var der ikke andet end Nød og Elendighed og Drik og Slagsmaal. Enhver kravlede som han kunde efter Føden, og hvem som ikke fik den paa lovlig Vei, tog den paa den Ulovlige, da var Enhver glad til at faa de forsultne Unger ud af Reden, saa den Dag dem slap fra Præsten og kom paa Bygden, om det bare var som et fattigt Lægdslem, var en Glædesdag for Forældrene. Nu har Ingen formange Barn, der er ingen Haand saa liden som ikke kan bruges. Ja ja, lykkelig kan dem skatte sig i Tyridalen nu mod før. Saadan en Præst findes vel heller ikke andensteds, den Evige velsigne ham! og glæde den fromme Gudsengel i sin Himmel, for hun , seer de, Provstefruen, hun har nu gjort os saa meget godt. Med Forlov, er Herskabet af Familien?
[155] Da Damerne kom hjem, havde deres Vært endnu ikke endt sine Forhandlinger med Bønderne. I Forstuen foran Studereværelset sad endnu et Par og ventede. Alle kom de for at hente Raad og Opmuntring hos «han Faer,» den ene i aandelig, den anden i verdslige Anliggender. Dorthe havde allerede for femte Gang kiget ind af Døren, for at see, om ikke den Sidste var gaaet, saa at hun kunde anrette. Endelig kom han – en Skygge af Mismod eller Træthed var synlig i hans Træk, men denne veeg ligesaasnart ved Synet af hans Gjæster og det Tryllerie, som et nydeligt dækket, ventende Bord øver paa os.
Ved Bordet kom Talen hen paa hvad der i saa høi Grad havde vakt de Fremmedes Behag. Enhver havde et lille Træk at fortælle, og enhver søgte at udtrykke sin Anerkjendelse.
En herlig Opgave, heldig gjennemført, sagde Amtmanden.
Høist efterlignelsesværdig, forsikrede Brøcher. Hvad mener Du, min Amalie, sagde han bøiet til hende, for os, der skal begynde , var dette et vakkert Eksempel?
Saa sagte, saa sagte, lad os først see at faa Noget selv , førend vi tænke paa at lyksaliggjøre Andre, hviskede hans Svigermoder paa den anden Side. Amtmanden kastede et bønligt Blik over til sin Kone, men [156] Brøcher, der var vant til den Slags Piller, svælgede den med Taalmodighed.
Ja jeg har beundret Dem Hr. Provst, sagde hun med sit huldsaligste Smiil. Man føler ret ved at see den Velsignelse, De har udbredt om Dem, at der skal noget andet til end almindelige Menneskers gode Villie.
Nei i Sandhed, sagde Rein, med den gode Villie kommer man ikke langt. Der maa en, jeg maa næsten sige halstarrig Iver, og en ligesaa stærk, sig altid fornyende Udholdenhed til. I Førstningen mødte mig saare mange Vanskeligheder. Den simple Mand har altid Modbydelighed for Reformer. Hvad han ikke haandgribelig og saa vist kan beregne Følgerne af, som af den Skjæppe Havre, han saaer i Jorden, troer han ikke paa. Da jeg for femten Aar siden tiltraadte Kaldet, fandt jeg Folket her yderlig forsømt. Alt var nedsunket i Fattigdom, Uvidenhed, Laster af alle Arter. En gammel, stivsindet Knark stod i Spidsen for vore Huusmænd. Saalænge han levede, var det umuligt at udrette Noget. Børnene vare dovne og opsætsige mod Skoletvangen; Mødrene skreg, at man tog deres Børn fra dem; at de snarere trængte til Hjælp, end til at see den formindsket. Først da den Gamle var død og hans Søn overtog Pladsen, vilde det lykkes mig at lægge den Grund, hvorpaa jeg siden med Guds Hjælp har bygget.
[157] Ja kjære Ven, sagde Amtmanden, vi Andre have Villien, De udfører den, see det er den lille Forskjel! Hvem har ikke engang havt philantropiske Ideer! . . Jeg har ogsaa havt Saadanne; da jeg tiltraadte min Gaard, drømte jeg mig det saa let at gjøre Forbedringer. Men jeg veed ikke, hvordan det gik, det blev aldrig til Noget. Mine Forretninger vare af en saa ganske modsat Art. Præsterne kunne dette saa meget bedre end vi Andre. Kun de kunne saa smukt forene den aandelige Omsorg for sin Hjord med den Timelige, saa de ret i dobbelt Forstand kunne kaldes dens Hyrde. Jeg nøiede mig da med at give, naar Nøden strakte sin Haand ud, og jeg trøstede mig med, at der, hvor jeg ikke gav, tog de selv. Ha, ha!
Man kan i Gjennemsnit aarlig i Præstegjeldet beregne, bemærkede Brøcher, at af tyve Justitsactioner angaae de to Tredieparter Indgreb i Eiendomsretten. Fattigskatten er enorm.
Vi kjende næsten ikke Tyveri her, sagde Provsten, og jeg giver aldrig Almisse.
Af den gode Grund, at man i Deres lykkelige Egn ikke mere behøver Nogen, sagde Fruen.
Engang var her megen Nød, men selv dengang gav jeg ikke. De kan tro, jeg er en haardhjertet Mand.
Ah, Hr. Provst, det skal de faa os til at tro! Med denne Menneskekjærlighed . .!
[158] Tillad mig kjære Frue . .
Men Fruen lod sig ikke saa let betage Leiligheden til at holde et af sine smaae, salvelsesfulde Foredrag.
De skulde ikke hylde Velgjørenhed? De skulde ikke kjende til den søde Tilfredsstillelse at lindre Armods Nød? Jeg anseer den for en af de første christelige Pligter og især for et Fruentimmers uundværligste Prydelse. Derfor har jeg ogsaa tidlig vækket denne Trang hos mine Døtre. De kan ikke forestille Dem, hvor glade de vare ved at give bort. Til Slutning havde jeg Nød med at styre Lysten. Og mangengang vankede der Straf, naar det gik altfor vidt. Hvem var det af Eder Smaapiger, som rev Huller paa sine Kjoler, at de kunne see slidte nok du, til at gives bort?
Det har været Amalie, sagde Sophie med et noget utaalmodigt Ansigt.
Nei det var virkelig Sophie, forsikrede denne.
Ja, ja, Du har Ret, det var Sophie, som havde den fiffige Idee.
Jeg husker ogsaa, blev Amalie ved, at naar hun forærede slige Kjoler til Huusmandsdøttrene, maatte de høitidelig love hende, at sye dem hele igjen.
Ja men trods det høitidelige Løfte skeede det aldrig, faldt Sophie ind, for hver Gang vi saae dem, vare Hullerne større og uforbederligere, og saa gik det [159] bestandig. Den Ene skyldte paa, at hun ikke havde Naale, den anden havde ikke Traad, den Tredie kunde ikke sye. Og een, to, tre var det hele en Pjalt.
Og saa fik Du den Idee at ville oprette en Syskole paa Gaarden, lagde Fruen til. Men dette vilde Mama ikke vide Noget af. Du havde dengang saa mange Indfald i Dit lille Hoved.
Ak ja det kan nok være, at jeg havde nogle Indfald. Men troer Du kjære Moder, at dette var et af de Galeste? Jeg følte ved mig selv, at der maatte noget Andet til . . at man let kunde tabe Lysten til at give.
Hun henvendte denne sidste Replik til Provsten, som om hun af ham ventede Understøttelse.
Tabe Lysten til at give! sagde Moderen. Nei Gud skee Lov, med det har det ingen Fare. Du er gavmild nok, det var Synd at sige Andet.
Ja men . . . men det volder mig langt fra den Glæde som før.
Tys min Pige, saadant maa Du ikke sige, Du misforstaar Dig selv.
Tilgiv mig Frue, tog nu Provsten tilorde, men jeg troer det gjerne. Jeg er overbeviist om, at Frøken Sophie har Ret. Hun har i Grunden fuldkommen besvaret Deres Anklage mod mig. Langt være det fra mig at ville benegte det Smukke i at give. Det er en naturlig Trang for ethvert godt Hjerte. [160] Min Adamine lod sig saa let lede, men i dette Stykke vilde hun ikke lade sig sige. Hun gjorde ingen Betragtninger, hun fulgte blot sin naturlige Tilskyndelse. Tusinde gjøre det saa. Saalænge Tilstandene ikke ere bedre, er der sandelig heller ingen anden Udvei. Der gives desuden Tilfælde, hvor Gavmildheden yder os en virkelig Tilfredsstillelse. Det er der, hvor Gaven bliver, hvad den skal være, en Understøttelse, da den hos Modtageren forudsætter en Bevidsthed om, en Stræben mod bedre Kaar. Men vi tale ikke her om saadanne Trængende, men om den laveste Klasse. Vi tale om denne dyriske, tanke- og hjælpeløse Armod, denne fra Slægt til Slægt nedarvede Elendighed, der ikke engang hæver sin Bevidsthed mod noget Bedre, ikke savner det, om dem, hvis skidenfærdige Hytter gruppere sig omkring enhver stor Gaard paa Landet, som en Insectsværm om en nedfalden Frugt. Ligeover for den, anseer jeg den øieblikkelige Gavmildhed for unyttig, ja endog skadelig. Enhver, som har øvet den, vil, naar han vil være oprigtig, tilstaae, at man har mere Ærgrelse end Glæde derved. Det er, som om man kastede Gaven i et bundløst Svælg, og saa er det. Man kunde kaste sit halve Bo med samme Nytte i dette Svælg, det vilde dog udvide sig, det er ligesom Hullerne paa Frøken Sophies Kjoler. Disse Fattige maa man ikke vænne til at modtage , men [161] til at erhverve . Kun det Erhvervede ville de vedligeholde og bygge videre paa. Man søge at vække deres Æresfølelse, deres moralske Kraft, man lære dem at foragte Almissen. Man søge at bibringe dem Sands for en bedre Tilstand, skjærpe deres Forlangende efter den, vise dem Midler til at naae den, og bringe dem til at indsee, at Enhver, selv den Ringeste blandt dem, raader for sin Skjebne. Arbeidslyst, Sædelighed, Oplysning, det er Grundpillerne, og hvor disse mangle, nytter det ikke. Har man for Alvor sat sig denne Opgave ligeoverfor dem, vil man strax mærke, at den ikke er let. Man maa her give dem meget mere end nogle aflagte Klæder eller de Smuler af sin Overflødighed, man ikke savner; man maa afsee dem sin Tid, sin Sjel, sin bedste Virksomhed. Gaverne komme da bagefter, som Belønning, som Opmuntring. Det falder af sig selv, at det er Ungdommen man maa tage sig af – for ikke at sige bemægtige sig –; med de Gamle nytter det ikke, dem maa man lade døe med den gamle Last. Det er en Sæd, som voxer seent, men man maa ikke blive træt af at luge det qvælende Ukrudt eller modløs om der længe intet Tegn er til Frugt. Enhver virke saaledes efter bedste Evne i sin Kreds og Velsignelsen vil ikke udeblive. Jeg har havt den Glæde at spore flere Efterlignere her i Præstegjeldet og daglig komme Bønder og Eiendomsbesiddere og [162] hente Raad og Oplysning – ofte ogsaa blot Nysgjerrige. Min lille Colonie har faaet et Ry, som den med Tiden haaber at fortjene.
Vi faae vel give os tabt Hr. Provst. De har saa interessant udviklet Deres System, at vi Intet kunde indvende derimod. Min lille Sophie fik med det samme sin Synd grundig absolveret.
Hvis en ufrivillig Kjølnen for Noget, der før voldte mig Glæde, kan kaldes en Synd, sagde Sophie, saa føler jeg mig virkelig trøstet derover. Provsten har viist mig, at Grunden ligger mindre hos mig selv end i Tilstandene. Men hvorfor skal disse være saa, at man ikke kan gjøre noget Godt om man end vilde? I andre Lande er det dog vist anderledes, er det ikke?
Nei det kan Du tro, faldt hendes Moder ind, hvilke gyselige Skildringer af Armod faae vi ikke netop derfra.
Ja i Stæderne er den nok frygtelig, men paa Landet, hvor der er Gods og Bønder ligesom her, der stiller Forholdet sig anderledes. Naar jeg i min Barndom læste om Livet paa disse Slotte og Herregaarde, gjorde Forholdet mellem Herrerne og de Undergivne netop meest Indtryk paa mig. Det var saa smukt, saa rørende! Et rigtig ædelt Herskab betragtede deres Bønder næsten som Børn, hvis Vee og Vel personlig angik dem. Huusfruen skred fra Huus til Huus, snart lønnende, snart dadlende, trøstede de Syge og blev overalt [163] hilst som en Moder. Og disse Fester, som Herskabet selv deltog i, hvor smukke vare ikke de! Naar jeg læste om alt dette, tænkte jeg mig det saa herligt at kunne være om end blot i det Smaae noget Lignende. Men her hos os ser jeg aldrig noget Saadant. Overalt paa de store Gaarde veed man kun lidet om de usle Skabninger, der boe i vor Nærhed. Vi see dem neppe undtagen naar de forrette deres Arbeide for os, eller naar man tilslænger dem en Almisse. Man gjør Intet for at belære dem eller gjøre dem bedre, man straffer dem blot naar de forgaae sig.
Nu, det maa jeg sige, det var en vakker Beskrivelse! Saaledes seer altsaa dit eget Hjem ud, vi Alle, dine Forældre med, ere saadanne ubarmhjertige Skabninger som de Du der skildrer? sagde Sophies Moder med hiin Tone, der svæver som en Perpendikel mellem Spøg og Alvor.
Sophie overdriver lidt, sagde Amtmanden, men der er desværre meget Sandt deri. Vi tage os for lidt af vore Undergivne.
Oh Moer maa ikke tage det saa alvorlig. Jeg mener virkelig Ingen bestemt dermed. Det er blot et gammelt Indtryk, jeg skildrede, og jeg har sandelig ikke grublet stort derpaa i den senere Tid. Idag blev jeg saa levende erindret derom. Alle mine philantropiske Barndomsdrømme stege lyslevende frem igjen. Ved hvert [164] Skridt jeg har gjort idag, faldt den gamle Tanke mig ind: At leve og virke paa et saadant Sted! selv skabe denne Lykke omkring sig! hvor herligt maatte det være!
Sophie sagde dette troskyldigt henvendt til Provsten. Hendes Ansigt blussede; hun var ikke vant til at tale saa meget. Men Provsten saa slet ikke op. Han holdt et Æble paa Spidsen af Sølvkniven og stirrede saa stivt paa dette, som om han virkelig vilde see, hvordan den saa ud, denne lille, runde, glatte, rødmossede Ting, der havde bragt saa megen Ulykke ind i Verden, og hvori egentlig det Uimodstaaelige kunde have ligget for den stakkels Adam . . . . Thi naar det kommer til Stykket, var dog Adam endnu svagere end Eva, han fristedes dog blot af sin egen Kone, medens den arme Eva havde Djævelen selv at kjæmpe med.
Efter en Pause sagde Provsten med undertrykt Bevægelse i Stemmen: Gud forunde Dem, kjære Frøken, en Virkekreds, der passer sig for Deres ædle Hjerte. Derpaa henvendte han sig med en Bemærkning til Amtmanden om Fattigbestyrelsen.
Apropos, om Fattigbestyrelsen, faldt Brøcher ind med et lille satirisk Smiil, Hr. Provsten, som er en Reformmand, har formodentlig allerede indført nye Rodeinddelinger i Deres Præstegjeld?
[165] Men Fruen hævede plutselig sit Glas og hendes: Skulle vi ikke takke vor elskværdige Vært? afskar pludselig den Vending, Samtalen truede med at faa.
Det Menneske, sagde hun, idet hun gav sin Mand Velbekommekysset, kommer vel til at kjede Amalie og os alle ihjel, inden han faaer et jammerligt Levebrød henne i en Afkrog, hvor vi aldrig faae see hende mere. Den arme, forblindede Pige! . . . Var jeg i hendes Sted, vidste jeg nok, hvad jeg gjorde.
Lad os haabe det bedste, min Mariane, det kan gaae bedre end vi troe.
[II, 11]
[166] Nogle Dage gled saaledes hen i behagelig Ro. Provst Rein var virkelig en udmærket Vært, udmærket i en anden Forstand end det almindelig tages. Han forstod ved ganske faa Midler at tilfredsstille sine Gjæster. Man mærkede aldrig nogen Anstrengelse for at more dem. En enkelt Gang gjorde man en Udflugt i Omegnen, endnu sjeldnere kom et Besøg. I dette sidste Punct havde Rein sine egne Anskuelser. Han havde dannet sig nogle aldeles antinationale Begreber om Huuslivets Ukrænkelighed. Han gjaldt for en Særling, fordi han valgte sig sin Kreds, og fordi han ikke gjorde sit Huus til et Værtshuus, hvor det er enhver Fremmed tilladt at banke Beboerne op ved Nattetider. Men var man først som Gjæst i dette Huus, følte Enhver den Tryghed, det stille Velvære, [167] som blot den ædle Gjæstfrihed yder; det gik saa luunt og stille til; man mærkede ikke, at Huset kom ud av sine Hængsler, fordi der var kommen en Gjæst, men Enhver følte sig mildt bunden til Husets Skik, uden selv at generes. Efter Middagen trak Enhver sig gjerne hen i sin Vraa for at nyde Hvilen, som det bedst convenerede ham, og saa samledes man igjen senere til The.
Efter en saadan Siesta, finde vi Familien samlet i Hjørnestuen. Sophie sang til Pianoet, hun sang et Par moderne Arier klart, smukt, kunstmæssigt, men uden Bevægelse. Alle lyttede, og fandt hun var mærkværdig ved Stemme. Kun Provsten var ikke saa opmærksom Tilhører, som han pleiede. Han var adspredt og kastede sit Øie ofte ud af Vinduet, som for at see efter Nogen. Endelig – det var netop i en Pause i Musikken – viste gamle Dorthe sig i Døren med Postvæsken. Den Hurtighed, hvormed han bemægtigede sig denne, forekom den Gamle usædvanlig; end mere paafaldende var den afværgende Bevægelse, hvormed han afviste det Spørgsmaal, hun idetsamme stillede til ham. Ikke engang at ville høre det, om de to Brune skulde tjaares eller slippes paa Havn! Det maatte være noget Vigtigt. Nølende beredte hun sig til at gaae, da hun lykkeligviis opdagede, at Børnene havde bragt Gardinet af Lave, netop det nærmest [168] Provsten. Her fra sit Udkig kunde hun see, at han lagde ikke mindre end fem Breve med store Embedssegl, der alle førte Paaskrift «af Vigtighed,» hen, saa et Øieblik skuffet ud, og gjennemsøgte derpaa Væsken paany omhyggeligere. Det lykkedes, han drog et mindre Brev frem som han aabnede. Ved de første Linier opklaredes hans Ansigt. Mere behøvede den gamle, tro Sjel ikke. Gardinet havde netop idetsamme faaet den behørige Gratie og Runding, og hun gik saare tilfreds. Gud skee Lov! det er noget Godt, det saa jeg, det er vist fra Smaagutterne, Christian er maaske bleven Student, ja, ja, det er mine flinke Gutter! Et Øieblik efter tog Provsten Amtmandens tilligemed Brøcher ind i sit Studerekammer og lukkede Døren. Søstrene undrede sig over, hvad dette kunde betyde, da Fru Ramm stak Hovedet ud og kaldte paa Amalie. Sophie blev alene: men kun et Øieblik, da kom Amalie stormende og kastede sig med et Glædesskrig om hendes Hals.
Provsten, den velsignede Provst, havde antaget Brøcher til sin Kapellan! I dette Øieblik var Biskoppens Meddelelse indløben. Adolph skulde tiltræde Embedet allerede til Nytaar, det var saa fordeelagtigt, saa uhyre fordeelagtigt! De skulde boe der i Huset, og hele Rækken af de tomme Værelser skulde pudses op og indrettes til dem.
[169] De Gamle traadte ind. Brøcher var bleg og rørt, denne Lykke var kommen alt for uventet. Han saa ud som om han vilde græde, men kunde ikke, han rømmede sig og pudsede uafladelig sin Næse. Den gamle Faders Glæde var simpel og uden Ord. Han kyssede Amalie paa Pande og Mund, tog Brøchers og Provstens Haand i hver af Sine og rystede dem hjertelig. Fru Ramm var den Eneste, som fandt Ord. Hvor Andre følte Rørelse, blev hun altid høitidelig, og aldrig holdt hun saa fortræffelige Taler, som der, hvor Andre ikke vare istand til at sige et Ord.
Gud velsigne Eder, mine Børn, sagde hun. En sjelden, en høist uventet Lykke er bleven Eder tildeel. Gjører Eder den værdige! Glemmer aldrig at takke denne ædle Mand derfor. Du, Amalie, husk paa, at han fremfor nogen Anden, har Krav paa dit taknemmelige Hjerte. Vær ham til Trøst, til Opmuntring, til Hygge, vær en Ziir for hans Huus . . en Moder for hans Børn . . .
Brøcher rykkede her uvilkaarlig et Skridt nærmere, som for at bringe i Erindring, at han ogsaa var til.
Min Datter, vedblev Fruen, Du kan i dobbelt Henseende prise Din Skjebne og føle Dig stemt til Tak mod Forsynet. Du har truffet dit Hjertes Valg, og Lykken lægger Sit til. Brøcher er ingen høitflyvende, [170] poetisk udrustet Natur, ak det er ikke det der gjør det, det er ikke Geniets blændende Gaver, der sikkre den stille, huuslige Lykke. Brøcher er en Mand med sund, jevn Forstand, en hæderlig, i sit Kald nidkjær Mand, en Mand, som jeg skatter, han vil netop være en Støtte for min Amalies blødere, mere sværmeriske Gemyt. Han vil gjøre hende lykkelig.
Dette var formeget for Brøchers Beskedenhed. Baandet brast, der havde holdt hans Rørelse tilbage, og med Tørklædet for Øinene styrtede han ud af Stuen.
Der var endnu En tilbage, der ikke havde givet sin Stemme med i den almindelige Glæde. Det var Ada. Den lille Pige havde fattet en formelig Lidenskab for Sophie; hun fulgte hende som en Skygge, bevogtede enhver af hendes Bevægelser. Ingen af de Andre kunde rose sig af at nyde nogen særdeles Gunst hos hende. Amalie kunde hun til Nød lide, men Fruen derimod slet ikke, uagtet denne søgte at vinde hende paa alle Maader. Brøcher hadede hun; han havde engang fordristet sig til at ville kysse hende og kalde hende sin lille Kjereste, og dette glemte hun ham ikke. Nu hændte det sig, at Ada havde faaet et Nys ude i Kjøkkenet om det som var passeret inde – slige Ting gaae gjennem Nøglehullet – og om hun havde misforstaaet, eller en af Pigerne, der kjendte hendes Passion [171] for Sophie, havde været ubarmhjertig nok til at narre hende, nok, hun havde faaet den Idee, at det var Sophie og ikke Amalie, der skulde komme og boe der i Huset. For hende skulde de tomme Værelser oppudses og indrettes. Med alle Tegn paa den heftigste Glæde styrtede hun ind til Sophie. Denne havde al Møie med at forklare hende, at hun havde taget Feil, og da hun endelig fattede det, stirrede hun blot stivt paa hende med sine store, mørke Øine, og gik uden at sige et Ord ud af Stuen. Dorthe, der en Time senere vilde lægge hende tilsengs, kunde Ingetsteds finde hende. Søstrene gik da med for at søge. Hun var paa deres Værelse. Her laa hun paa Sophaen med Hovedet ned i Puderne og hulkede. Med de sødeste Ord forsøgte Amalie og gamle Dorthe at berolige hende, de lovede hende tusinde Herligheder, naar hun blot vilde holde op at græde og finde sig i Skjebnen; men den Lille blev ved sit: Sophie skal bo hos os, ingen Anden.
Vil Du da, at jeg skal blive Brøchers Kone? spurgte denne.
En udtryksfuld Grimase antydede, hvor ubeskrivelig uværdig hun fandt ham dertil.
Nu, seer Du det! Brøcher vil ikke have mig, men bare sin Kone hos sig.
Men jeg vil ikke have Brøcher. Papa har ikke [172] spurgt mig om det, jeg vil ikke have Brøcher til Capellan. Du skal komme, det har Anne Kokke sagt, at Papa har sagt, Du skal boe paa den store Sal, som skal males guul og jeg skal boe paa den lille ved Siden af og den skal males lyserød.
Faaer da slet ikke jeg Lov at boe paa den gule Sal? spurgte Amalie.
Nei.
Saa bliver jeg saa bedrøvet, saa græder jeg: hu, hu, hu.
Ja men Du græder ikke Taarer, det saa jeg i Kirken igaar. Du gjør bare saa med Lommetørklædet.
Fy skamme Dig, sagde gamle Dorthe, nu er Du rigtig uartig. Skulde Du ikke være glad i, at den pene Frøken kom og vilde boe hos Dig, hun som er saa snild mod Dig, som har foræret Dig et Ravhjerte og som klipper saamange pene Heste til Dig?
Kalder du det Heste? Lina sagde, at det var Kameler, og de med to Pukler var Dromedarer, og de med de tre Pukler – hvad var det for Nogle?
Hør jeg vil sige Dig Noget lille Ada, sagde Sophie. Havde Du været snild og føielig, saa var jeg kommen og besøgt Dig, og Brøcher og Amalie, men nu kommer jeg slet ikke.
Den Lille saae visst paa hende.
Hvor længe vilde Du bleven?
[173] Det veed jeg ikke, kanskee en heel Maaned, kanskee to, hvis Du var snild.
Vil Du slet ikke komme uden at hun boer her?
Nei, da kommer jeg slet ikke.
Du kan faa Lov, sagde hun til Amalie, med en Dronnings Mine.
Men jeg vil ikke uden at Brøcher ogsaa boer her.
Han kan faa Lov, sagde hun efter en noget længere Betænkning.
Du lille Engel! raabte Amalie, og, det var sød Pige, det var mit eget Guld! gamle Dorthe, der kan De see, hun er saa god i Grunden men vi maa tage hende alvorlig.
Det kunde behøves, sagde Sophie smilende.
Den Aften kom man seent i Seng. Samtalen havde faaet et nyt indholdsrigt Stof. Selv Ada havde gjentagne Gange tigget sig Udsættelse, indtil hun var falden i Søvn paa det glatte Gulv ved Siden af Sophie, med det brunlokkede Hoved hvilende paa Folderne af hendes Kjole. Alle var glade, eller syntes at være [174] det. Fru Ramm var lutter Elskværdighed mod Alle. Hun havde allerede givet Amalie de splendideste Vink angaaende Udstyret. For første Gang efter et halvt Aar erkyndigede hun sig hos Brøcher om et Tilfælde han led af.
Klokken var næsten tolv, inden Søstrene fandt sig alene paa deres Kammer. Amalie kom dandsende og trallende ind, men neppe var hun over Tærskelen, saa standsede hun med en Gebærde saa høitidelig, som om hun vilde besverge Aander:
Sophie, Sophie! der raader dunkle, hemmelighedsfulde Magter i et Menneskes Liv, som ingen Forstand kan udgrunde. Husker Du min Drøm?
Din Drøm! sagde Sophie adspredt.
Saa blev det dog Skjebnens Villie at jeg skulde herske i disse fremmede Rum! – saa stod det dog skrevet i Stjernerne, at min Haand skulde nedtage disse gamle Gardiner, at min Haand skulde . . .
Skal det være Sirz eller Netteldug?
Vel overveiet, troer jeg hverken det Ene eller det Andet, sagde Amalie, der altid saa villig som en Papiirdrage lod sig trække ned fra hendes Udflugter op i det Blaa. Der er en Slags broderet Mol, der skal være nydelig. . . men Sophie, alvorlig talt, er det dog ikke mærkelig hvordan min Drøm træffer ind? nu skal det ikke undre mig om den anden Deel, den, som angaaer Dig, bogstavelig gaaer i Opfyldelse.
[175] Hvad drømte Du da om mig?
Husker Du ikke? – Dig saae jeg staae hist henne ivrig beskjeftiget med at tage Portrætterne ned og hænge Oldemoder op igjen. Jeg har alt beregnet, at Du følger med hid, og saa hjælper Du mig med at arrangere Et og Andet, Du har saadan god Smag.
Det kunde let hænde.
Forresten betakker jeg mig for Byttet; jeg vil beholde mine Digtere. Jeg har opdaget at Goethe ligner Adolph noget i Øinene og Profilen, især naar man seer det fra en vis Side. See engang! synes Du ikke?
Nei paa ingen Maade! sagde Sophie næsten vredt. Hverken fra den ene eller den anden Side.
Det er rigtignok ikke ungdommeligt nok . . men hvad jeg vilde sige . . . jeg bytter dem ikke. Jeg har aldrig kunnet begribe den Priis Du sætter paa det gamle, bistre Fjæs. Naar jeg bare kommer i Nærheden, er jeg tilmode, som om jeg skulde have Skjænd.
Vær ikke bange, Du faaer det ikke heller. Oldemoder og jeg, vi have engang vant os til hinanden, og den Ene flytter ikke uden den Anden.
[II, 12]
[176] Hvormeget den lille Familiebegivenhed, vi have omtalt, end havde knyttet Personerne til hverandre og samlet deres Interesser om ett Punkt, saa virkede den dog udvortes forstyrrende. De første Dages stille, rolige Hygge var forsvunden. Mændene tilbragte nu en stor Deel af Dagen inde hos Provsten. Fruen og Amalie vare i uafbrudt Bevægelse. Enhver Vraa i Huset blev ransaget, de grundigste Overveielser anstillede hvorledes det bedst lod sig indrette. Stuen var næsten bestandig tom. Sophie begyndte at finde sig alene. Der var intet i hendes nærværende Stemning hun mere gruede for end dette.
Man kan pleie Erindringen om et Hjerteanliggende paa høist forskjellig Maade. I et Tilfælde vil man kunne opsøge denne Erindring som en Trøst, en Vinding, i et andet vil man skye den som Pesten. [177] Det er let at gjette hvilket af disse Alternativer hyppigst bliver en Kvindes Lod. For en Mand vil Betragtningen af en skuffet Kjærlighed i det sjeldneste Tilfælde have noget Ydmygende ved sig. Naar han veed med sig selv, at han har opbudt Alt hvad der staaer i hans Magt for at virke paa den Elskede, at han ikke har ladet noget Middel uforsøgt til at beseire den Ubønhørlige, saa kan han være rolig, han har Intet at bebreide sig. Han har gjort sit Bedste. Han kan trygt hvile ud i Beskuelsen af sine Lidelser, besynge dem om han kan, og røres selv og røre Andre, medens Haabet om ny Kamp, ny Elskov sødt spirer frem paa den afmeiede Grund. Naar hun veed med sig selv, at hun har gjort alt hvad der staaer i hendes Magt for – at dølge sig for den Elskede, at hun ikke har ladet noget Middel uforsøgt til at beseire – sin Følelse , at hun har dødet sine Længsler, omhyggelig oprykket enhver frygtsom Spire af Forhaabning, og hun har kunnet fuldbyrde dette Selvforstyrrelsens Værk, liig hine vilde Fakirer, uden at fortrække en Mine, da, ja da har hun ogsaa gjort sit Bedste, men rolig er det derfor ikke sagt at hun kan være. Til Fornegtelsens Bitterhed vil endnu komme Angeren og Selvanklagen med sin grusomme Sophistik. Et Blik, et raskere Pulsslag, en pludselig Rødme, en noksom i Graad slukket Glædesstraale, et Haab, der svandt med [178] hans Trin om Aftenen, kan i hende forandre sig til ligesaamange Giftdraaber, der een for een dryppe i Saaret og gjøre det ulægeligt. Sophie taalte ikke at tænke paa det Passerede. Hun havde engang beskuet dette Medusaaasyn, det havde forstenet hende og givet hende den unaturlige Styrke, hvormed hun havde modstaaet lige til den sidste, bittre Afsked. Mere kunde hun ikke. Med Begjærlighed havde hun grebet Reisen som en Anledning til at undflye og begjærlig klamrede hun sig om ethvert nyt Indtryk. Det maae derfor ikke undre os, at see hende deeltagende, fordoblende sin Opmærksomhed for Andre. Det var ingen Forstillelse, naar hun viste sig meddelsom, undertiden endog oprømt. Hun vilde og maatte blot undflye sig selv. Denne tiltvungne Roe svævede dog idelig i Fare. Der behøvedes ikke mere, end at et visst Navn pludselig blev nævnt, eller den stakkels Pige en Aftenstund sorgløs traadte ind i Værelset ovenpaa og hendes Øie da pludselig traf paa Billedet, hvis forræderske Lighed Dæmringen gjorde end mere gribende. I slige Øieblikke betvang hun sig voldsomt. Hun turde ikke endnu løse den bundne Smerte, en stærkere, mere erfaren Haand end hendes maatte gjøre det – og da længtedes hun efter Søsteren, hiin Søster som hun holdt saa meget af, som endnu stod der saa mild og klar i Barnephantasiens Rosenskjær, hun, den gode Louise vilde [179] hjælpe hende at tyde det, der forekom hende saa rædselfuldt uforklarlig. Hun veed selv hvad Lidelse er, hun vil vide at trøste. I hendes Arme vilde hun græde ud . . . o hvor vilde hun græde! . . Nu blot ikke tænke paa det . . . bare ikke tænke paa det!
Og da kunde hun igjen ængstet som et mørkræd Barn, der løber for sin Skygge, opsøge de Andre, klynge sig til dem, synge for dem og sladre og spøge med Børnene.
Men denne Dag var Huset ogsaa ligesom uddøet. Sophie fandt Stuen tom, hun gjennemsøgte Haven, men heller Ingen var der. Trist og beklemt vandrede hun ned ad Alleen, ud gjennem Porten og uden noget bestemt Overlæg ind i Skovveien der fører ned til Dalen. Her saae hun dog en Skikkelse komme sig imøde, som maatte være en af dem hun søgte. Hvem dette var, kunde hun ikke skjelne, da hun ikke var langsynet. Det forminskede ikke heller hendes Glæde, da hun saae at det var Rein. Med et fornøiet Udraab strakte hun ham Haanden imøde. Det var ganske det mørkrædde Barns Udtryk, naar Moderen kommer med Lys. Rein svarede ikke strax, han var standset med Armene foran Brystet, medens han dybt hentede Aande. Sophie skjændte paa ham fordi han var gaaet for hurtig op ad Bakken.
Det bedste Middel derimod – tog han tilorde – [180] er at jeg gaaer ned igjen den samme Vei med Dem, De vilde jo gaae en Tour?
Sophie var strax villig dertil, og uvist om det skeede ved en Bevægelse af ham eller af hende, hvilede hendes Arm i hans, da de begyndte Nedstigningen.
Paa Veien fortalte Rein hende, at han havde været nede i den gamle Mølle for at eftersee en Skade, der havde viist sig at være betydeligere end han havde ventet. Ved en utilgivelig Forsømmelse af Mølleren var den bedste Møllesteen gaaet itu og forskjellig anden Skade foraarsaget. Da Sophie forundrede sig over at han talte saa spøgende om dette, som om det var ingen Ting, forsikrede han hende, at han havde vant sig til aldrig at tage sig nær af Uheld. De vare dog saa uadskillelige fra alle menneskelige Bestræbelser, som Skyggen fra Lyset. Det Eneste man kan gjøre, er at byde dem Trods og øieblikkelig stræbe at tilintetgjøre deres Virkninger – beherskede ikke vi dem, vilde de beherske os, og ende med at gjøre os til jammerlige Fatalister, der modløse lægge Hænderne i Skjødet.
Sophie fandt denne Livsphilosophi fortræffelig. Jeg vil søge alvorlig at lægge mig efter den, forsikrede hun.
Forsøg det engang ret, sagde Rein. Betragt de smaae Uheld i Sammenhæng med det Hele , og De [181] skal see, de vise sig som smaae, uskadelige, neppe synlige Puncter. Meget ofte spirer der endog et virkeligt Gode ud af dem, om man end ikke strax øiner det. Det hænder mig næsten bestandig.
Vel, sagde Sophie, naar jeg næste Gang kommer igjen, vil jeg vide, hvad for Lykke dette Uheld har draget efter sig. De skal aflægge nøiagtigt Regnskab for, hvad Møllestenen og det ramponerede Sluseværk har indbragt Dem for Herligheder.
Jeg skal strax sige Dem en Fordel ved Skaden. Mølleren har jeg længe været misfornøiet med, uden dog at have nogen klækkelig Grund til at sige ham op. En bedre Anledning end denne vilde jeg længe ventet paa, det skulde da være at han sved mig Huset af. For det Andet, havde det velsignede Møllehjul ikke været, saa havde jeg ikke mødt Dem, lagde han ridderlig til, og vandret denne smukke Tour sammen med Dem i et fortryllende Maaneskin . . . Der er den netop i Aasranden!
De vandrede saaledes gjennem Dalen til dens yderste Ende og tilbage igjen; af og til standsede de foran Husene, for at vexle en venligt Ord med Beboerne. Først da de vare forbi det sidste Huus og Skoven optog dem i sit ensomme Mørke, blev Samtalen igjen sammenhængende. Sophie, der i Nærværelsen af Andre, besynderlig hendes Moders, var lidet [182] talende, blev livlig og meddelsom. Rein glemte, at det var en attenaarig Pige, han underholdt sig med. En attenaarig Pige hos os, er nemlig noget saanær en Uting, en løierlig Mellemting ialfald mellem stort Barn og forfeilet Dame, med hvem det aldrig falder nogen Mand ind at føre en alvorlig Samtale, og for hvem de derfor have opfundet en egen Komposition af Vaas og Smiger. Inden han vidste det, blev han selv veltalende, hans bedste, forlængst skrinlagte Tanker fik Ord paa ny. Ingensteds bleve de misforstaaede eller affecteret opfattede. Det forekom ham, som om de berigede vendte tilbage igjen. En ældre Mands Beundring er altid varmere end de Yngres – den er mindre egoistisk. Han lyttede til disse fine, forstandige Svar, der klang gjennem saamegen barnlig Vellyd i Stemmen. Hvad der især frydede ham, var den Friskhed og Oprindelighed i hendes Tale. En ung Pige, som havde Mod til at være sand, som hvert Øieblik naivt stødte Skinnet og Vedtægten for Hovedet! Skinnet og Vedtægten, disse hendes Kjøns Afgudsbilleder, hvem det allerede fra Vuggen af mystisk indvies og som det offrer en Kultus af Usandhed, Feighed, Smaalighed, Forstillelse, dyb, inderlig Usandhed – o, hvor havde de ikke langsomt slukket ogsaa hans Ungdomsenthusiasme, indtil han træt og nøktern – for mild dog til at føle Foragt, havde besluttet at [183] leve ensomt. Han var ogsaa allerede Pebersvend, da Hensyn bestemte ham til at gifte sig. Det var bleven et Mønsterægteskab. Naar man vilde citere en lykkelig Kone, nævnte man Fru Rein. Hvorvidt han i sin dybeste Sjel ogsaa havde været det, havde aldrig nogen tvivlende Tunge udtalt.
Maanen var nu kommen rigtig op. Den spillede paa Gaardens blanke Teglsteenstag, og tegnede den hele Række Træer i Alleen malerisk paa den dunkle, dybe Himmel – af og til i Skyggerne glimtede Lys. Men hvorledes var det gaaet til, at de allerede vare saa nær Gaarden! Den maa være vandret ud for at møde dem, thi det kan ikke være naturligt, at den allerede ligger der! Han gik den Vei et Par Gange om Ugen, og da – Provsten var en temmelig svær Mand – forekom den ham undertiden drøi nok. Men han vidste ikke heller, at hans Trin vare blevne elastiske som en Ynglings. Han saa ikke selv, hvorledes hans mørke Øine straalede . . . Ikke heller hørte han Klangen af sin egen Røst. . . Der var Ingen, der hørte eller saa dette. Han drømte imidlertid en Drøm, en af de behagelige, som vi have paa Morgensiden, hvor vi have den selsomme Bevidsthed, at det kun er en Drøm, saa at der midt i vor Fryd blander sig en vemodig Ængstelse for at vi skulle vaagne . . . . Han drømte nemlig, at han havde fundet hende , som han [184] havde søgt saa længe, saa længe, at det var hende, der nu med saa lette, svævende Fjed vandrede ved hans Side, at det var hans unge Hustru, som han selv, ung og lykkelig, havde hjemført Dagen før . .! De havde vandret en Tour i Maaneskin for at besee Omgivelserne, som de dog ikke havde seet Noget af, og de nærmede sig nu Hjemmet, deres Hjem, der vinkede dem med nye, dobbelte Glæder.
Men ak, han behøvede blot at komme indenfor i Kredsen af de Andre, saa var det forbi. Blændværket svandt, Virkeligheden traadte i sin ubønhørlige Ret. Ved Lampens Skin saa han Sophie igjen . . . Nei, hun var da ogsaa fortvivlet ung og smuk! At nogen efter en saadan Vandring endnu kan have Lyst til at lege Tagfat! sagde han næsten fortrædelig ved sig selv, da han fra sin magelige Lænestol saa hende hurtig som Pilen omzirkle Bordet med Ada . . . Man kan blive ganske svimmel af at see paa det!
Denne Aften var han for første Gang stille og ordknap. Hans Gjæster mærkede ogsaa godt denne Forstemmelse, men Enhver undlod af Delicatesse at berøre det, som de troede var Grunden til Forstemmelsen. Kun da de sagde hverandre Godnat, kunde Fru Ramm ikke bare sig, hun lagde sin endnu smukke, stærkt beringede Haand paa Provstens Arm og sagde med sin blødeste Røst:
[185] Hvordan skulle vi faa vor kjære Vært i godt Humeur igjen? . . Hvem skulde ogsaa have sagt, da vi skildtes saa glade igaar Aftes, at det slemme Uheld skulde ramme Dem! . . . hvor høit vurderer De deres Tab, Hr. Provst?
Tabet er vel det Mindste, lagde Amtmanden til; det Værste er, at naar slige gamle Maskiner slaae sig gale, er der ingen Raad med dem. Man maa lade dem gaae Pokkerivold . . . Reparationer og Qvaklerier nytte i Regelen ikke.
Kuriøst nok, bemærkede Brøcher, drømte jeg forgangen Nat, at selvsamme Mølle stod i lys Lue.
Ja i Sandhed, sagde Provsten godmodig smilende, det er curiøst nok med Drømme.
Rein tilbragte en søvnløs Nat, hvori han dog ikke en eneste Gang tænkte paa den sprukne Møllesteen, men med et Sind saa tungt, som om dens ene Halvdeel laa paa hans Bryst. Hvorledes var dette kommet! Han havde dog ærlig og mandig bekjæmpet Fristelsen, og nu stod han lige over for Uhyret igjen! . . Besjelet af en ædel Resignation havde han forladt Sophie i hendes Forældres Huus. Han var fuldkommen rolig, da han saae hende igjen; faderlig havde han glædet sig over hendes Elskværdighed, han anede intet Ondt; da pludselig – liig disse ulykkelige Vildfarende i Ørkenen, der troe, at de skride fremad, medens [186] de dog kun beskrive en Kreds – saa han sig i sine egne, forladte Fodspor igjen. Et beroligede ham dog, Ulykken var mindre at tilskrive ham end Sophie selv, hun havde fremmanet Fristelsen. Hun kom ham saa besynderlig udfordrende imøde: ingen Anden, neppe engang hendes egen Fader, viste hun den Hjertelighed! Undertiden naar noget ved det fremmede Sted greb hende, lagde hun ham ligesom Ordet i Munden, og saa ham ovenikjøbet dristig ind i Øinene. Forleden hørte han hende sige til Ada: var jeg din Mama saa, eller: nu er jeg Din Mama . . Netop dette sagde hun engang, hun havde taget Ada paa Armen . . han kom til idetsamme, da slyngede den Lille ogsaa en Arm om hans Hals og drog dem sammen . . . forskrækket rev han Barnet til sig . . . Hvad tænker hun ved slige Udladelser? . . O, du gamle Daare, hviskede igjen en haanlig Stemme til ham, ikke en Smule tænker hun. Er denne Ligefremhed ikke netop et Tegn paa, at Tanken ligger hende saa fjernt, at den ikke engang falder hende ind? En yngre Mand vilde hun ikke vist den.
Da Dagen gryede, vandrede han endnu op og ned i sit Kammer. Men det var lykkets den brave Mand at tilkjæmpe sig den Ligevægt, han manglede. Nei, sagde han, idet han slukkede Lampen og stirrede ud i den taagede Høstmorgen, det skal ikke skee. Jeg [187] kunde begjære hende . . . hendes Forældre vilde give mig hende . . jeg troer med Glæde. Hun selv maaske endog – barnlig, uerfaren som hun er – vilde indvilge . . . Endnu er hun uberørt af Lidenskabens Indvirkning . . Jeg har idetmindste ikke hørt! . . Men netop derfor ikke. Jeg afskyer slige Overfald. Jeg vil ingen Røver være. Denne Skjønhed, denne rørende Ynde, denne . . . her kom den hele Fortegnelse paa alle Sophies Fortjenester, skulle tilhøre en Yngre, Lykkeligere end jeg. Gid hun var min Datter! gid Ada vilde komme til at ligne hende! Imorgen reise de. Det er altsaa blot denne ene Dag, hvor det gjælder at være eller synes rolig. Jeg haaber at kunne være det.
Himlen hørte udentvivl den værdige Mands Forsæt og fandt Behag i det. Imidlertid spinder Skjebnen rolig og ubekymret de Traade, der lænke den menneskelige Skjæbne, og leer ad deres Beregninger og Forsætter.
[II, 13]
[188] Dorthe, gamle skikkelige Dorthe! Hvem kjender ikke gamle Dorthe, har ikke havt en saadan Dorthe i sin Familie? . . . Det var hende, der fortalte Dig saameget Smukt, indtil Du sov ind førend Du havde hørt Enden . . . Det var hun, som bad for Dig, naar Du havde slaaet Ruder ind, og som hver Dag med mageløs Utrættelighed brød ned igjen, hvad enhver Smule fornuftig Strenghed havde bygget op . . . Det var hende, som græd saa bitterlig, da Du første Gang, kjæk og freidig, drog fra Hjemmet, og som ikke sov af Glæde den Uge, Du ventedes hjem igjen . . . ak beriget med de første, skurrende Verdenserfaringer kom Du! . . Og da saa Alle vare borte, ogsaa den Allersidste, og der var ikke Flere igjen at «skjæmme bort,» da sad Dorthe forladt og traurig tilbage, og som hun sad der og sturede, huskede hun pludselig, at hun havde havt Beilere, og hun giftede sig med [189] En af sin Stand, det er, hun giftede sig med Nød og Elendighed.
Saa har hun da et Hjem selv, men hun hænger med alle sine Hjerterødder fast i Dit. Der lever hun sit egentlige Liv . . . Det er nu bleven den Feeverden, hun oplukker for sine Børn. Indtræffer der vigtige Begivenheder i Familien, saa har Dorthe betydningsfulde Drømme og Syner, som hun kommer for at melde; hun digter Vers ved festlige Anledninger, som dog Confirmanden, Brud eller Brudgom selv maa afskrive efter Dictat, thi med al sin Sprogfærdighed og Belæsthed har hun dog aldrig drevet det til at føre sine Inspirationer i Pennen. Dorthe venter blot paa at blive Enke igjen, saa lukker hun sin Hytte, og er den gamle Arne ikke mere til, saa vil hun opsøge Din, og hun vil med sit hele trofaste Hjertes opdæmmede Ømhed kaste sig over dine Børn.
Vor gamle Dorthe havde som ung tjent i den afdøde Provstindes Fædrehjem. Hun havde ammet og opdraget denne, der ogsaa tidlig havde mistet sin Moder, og var siden, efter at hun havde været gift en kort Tid, tagen i Huset til sin Pleiedatter. Men Dorthes Opdragelsesværk bar ikke altid lige heldige Frugter. Den lille Ada havde aldeles ikke arvet Moderens uforstyrrelige jevne, blide Natur. Dorthes blinde Kjærlighed og grænseløse Eftergivenhed havde i den [190] lille Pige allerede udfoldet alle hine farlige Anlæg, som kunne arte sig til noget Stort og Herligt, men ogsaa til noget høist Ulyksaligt. Den lille Ada beherskede hele Huset. Naar hun legte sammen med Lina, der var tre Aar ældre, føiede denne hende ubetinget som Noget, der faldt naturlig af sig selv. Selv Faderen kunde ikke modstaae Dorthes Bønner, naar han en sjelden Gang vilde være streng. Om Nogen havde beskyldt ham for at han gjorde Forskjel paa sine Børn, vilde han fundet denne Beskyldning paafaldende, for ikke at sige uretfærdig. Var han ikke lige mild, lige overbærende mod dem Begge? Vistnok, men han tænkte ikke paa, at det Ene var lige saa fromt og artigt et Barn, som det Andet var vildt og selvraadigt. Og dog dvælede Faderens Øine med et ganske andet Udtryk paa den lille Ada, end paa den anden Datter. Hvem vilde ikke det! Skjønheden har en underfuld, daarende Magt, som Ingen kan rose sig af at kunne modstaae. Dertil kom den Uro, et saadant Barn maatte vække i en Faders Sjel. Hun tvang ham til en idelig Sysselsættelse med hende. Ubændig i Sorg og Glæde, indsmigrende, uimodstaaelig, naar hun vilde naae et Maal, begavet med stærke Anthipathier og Sympathier, hørte de sidste dog til Sjeldenhederne, men var Nogen saa lykkelig at vække disse hos hende, var der heller ikke Maal og Maade paa hendes Kjærlighed. [191] Saaledes var den Hengivenhed, hun havde fattet for Sophie. Ved sin Heftighed var den mere skikket til at skrække denne tilbage end til at røre hende. Den unge Pige var imidlertid blandt alle de Ældre den Eneste, der øvede nogen Magt over hende. Nogle Smaatræk vil bedre oplyse dette.
En Dag havde Ada været uartig. Brøcher havde faaet en afrettet Dompap i et peent, lille Buur foræret af Seminaristen. Han fandt stor Fornøielse i at fodre det lille Dyr, og lokke det til at synge. Med Et forsvandt Fuglen, og det var temmelig beviisligt, at Ada havde været Forbrydersken. Om hun havde sluppet den eller hvad hun forresten havde gjort ved den, var ikke muligt at bringe ud af hende.
Derfor skulde der nu statueres et Exempel. Hun skulde være hjemme fra Kjøretouren langs Søen hen til en Bondegaard, der baade ved sin herlige Beliggenhed og en vis eiendommelig Bygningsmaade gjorde den til et Valfartssted ogsaa for fjernere Boende. Dorthe tiggede og bad . . hun paastod, at Fuglen selv havde banet sig Vei ud, hun forsikrede endog, at hun havde seet samme Individ – den var netop kjendelig paa en skjev Halefjer – sund og munter i et Træ i Haven. Men hverken Dorthes glimrende Argumentation, eller Adas Fortvivlelse hjalp, dennegang var Faderen ubønhørlig. Rørt af hendes Taarer og Bønner, lovede [192] den godmodige Amalie, at hun vilde være hjemme hos hende, men det brød den Lille sig slet ikke om. Hun saae hen til Sophie, som om hun ventede dette af hende, men Sophie sagde alvorlig: Jeg vil slet ikke være hjemme hos Dig, Ada, og jeg kommer ikke igjen, førend Du er bleven ganske artig, og har gjort det godt igjen . . . Ada taug pludselig, gik hen og satte sig paa Trappen og saae rolig paa at de drog afsted.
Det var en uheldig Talemaade af Sophie, at bede Ada «gjøre det godt igjen.» Den Lille, ligesaa heftig i sin Anger som i sine andre Affecter, havde en vis exalteret Maade at gjøre en Ting god paa, der ofte var værre end Forseelsen.
Neppe var Vognen hende ude af Sigte, saa sprang hun op og løb ind i Faderens Studerekammer. Her lykkedes det hende ved Hjælp af Stole og en Skammel at naae op til et Hjørneglasskab, hvori Provsten havde indrettet et lille Naturaliecabinet. Ingen forstyrrede hende i hendes hemmelighedsfulde Syslen, da Ingen faldt paa at søge hende derinde. Men at hun selv var tilfreds dermed, derom vidnede det glædestraalende Ansigt, hvormed hun modtog de Hjemvendende. Lille Ada var saa sød og indsmigrende den Aften, at man angrede paa, at man havde været saa grusom mod hende.
[193] Lampen var netop tændt, da stak Brøcher Hovedet ind ad Døren og vinkede. Alle maatte følge ham. Selv skred han foran paa Tæerne med hemmelighedsfuld Mine. Midt paa Bordet i hans Værelse stod noget Tildækket, som han skjælmsk afslørede. Der sad Papen med rødt, skinnende Bryst gravetetisk paa sin Pinde.
Den sturer synes mig, den skulde vel ikke være syg, sagde Amalie, da Fuglen, trods de høirøstede Udbrud endnu ikke rørte sig. Fløit engang til den Adolph!
Adolph fløitede, og rakte den Sukker. Men Provstens skarpe Øie lod sig ikke skuffe, han tog den udstoppede Fugl og viste dem Bedrageriet, og nu udbrød den lille Ada i en saadan uendelig, øreskringrende Jubel, at de Alle, enten de vilde eller ikke, maatte istemme. Sophie stod grundende ved Vinduet. Hun tænkte paa, om denne Jubel virkelig var en barnagtig, naiv Glæde over en oprettet Forseelse, eller om der stak en lille Djevel derunder. Da hun saae op, mødte hendes Øie Reins, der var fæstet paa hende med et besynderlig bedrøvet Udtryk.
Ada elskede Pragt, hendes Klæder vare aldrig smukke nok. Alt hvad der var simpelt, tarveligt eller hæsligt, afskyede hun. Ulig andre Børn fandt hun ikke Behag i at tumle sig nede blandt Folkene og [194] more sig ved deres Beskjæftigelser. Den lille hovmodige Pige talede aldrig til de fattige Børn, som daglig undervistes paa Gaarden. Hvorledes dette Karakteertræk vilde udviklet sig med Tiden, lod sig umulig bestemme, men for Øieblikket lovede det ikke Provsten i denne Datter nogen særdeles Støtte i hans philantropiske Bestræbelser.
Maatte Ada ikke altid være inde hos de Voxne, hvis Tale hun altfor skarpt bevogtede, saa drev hun sit Spil ude i den ensomste Deel af Haven. Hendes Yndlingsplads var under Nøddehækken, hvor hun mellem Løvet søgte de nedfaldne Nødder. Længe kunde den ensomme Spadserende høre denne hemmelighedsfulde Raslen, indtil der pludselig skjød en Alf frem af Busken, saa fiin og skjær og luftig, at Skrækken døde hen i Beundringen.
Det var den sidste Aften før Afreisen, netop i Solnedgangen, at Provsten og hans Gjæster kom hjem fra en Spadseretour. Paa den grønne Vold bag Skolehuset traf de den lille Gaasepige, som græd bitterlig, fordi Ada havde jaget alle Kyllingerne væk og slet ikke vilde sige hvorhen. Ada dømtes paa Stedet til at bede den lille Stine om Forladelse og til ikke at komme ind, førend hun havde bragt Flygtningerne tilveie. Men dertil var hun ikke at bevæge. Man var nu allerede halv i Spøg, halv i Alvor, vant til [195] at tage sin Tilflugt til Sophie, og nu faldt det denne ind at sige, at de skulde tage den lille Stine ind, klæde hende i Adas Klæder, og saa kunde Ada være Gaasepige i hendes Sted. Denne Trudsel, saa vel beregnet paa den Lilles Forfængelighed, blev udført paa Skrømt. Et Øieblik efter kom Lina styrtende ind og skreg, at Ada havde trukket Skoe og Strømper af og stod midt ude i Dammen.
Altfor bogstavelig havde hun taget den dicterede Straf tilfølge. Med Kjole og Ærmer opkiltrede var hun, saaledes som hun undertiden havde seet Stine gjøre det, vadet et Stykke ud i Dammen, der lykkeligviis ikke var dyb. Her stod hun leende med Ædefadet under Armen og slængte Kornet ud paa Dammen. Rundt om hende pladskede og sloges den hele skrigende Fjederflok, der slet ikke lod til at forsmaae hvad der blev den budt paa en saa usædvanlig Maade. Hendes Kinder glødede og Haaret fløi i Vinden. Den sidste skraae Solstraale gled idetsamme hen over Dammen og oplyste Billedet. Det Hele var grebet ud af et phantastisk Eventyr. Men nu blev der en Lokken og Kalden; gamle Dorthe løb som en ulykkelig Høne rundt om Dammen, Skjænd og Kjæleord blandede sig paa den besynderligste Maade. Ada loe og gik et Skridt dybere ned. Først da Stine viste sig i sin sædvanlige Dragt, sprang hun i Land, hvor Dorthe [196] opfangede hende i sine Arme og bar hende ind. Her blev hun strax bragt i Seng, Sophie hjalp selv til, og gned hendes smaae, kolde Fødder varme. Hun gjorde sig tusinde Bebreidelser, fordi hun ved sin Spøg havde drevet det exalterede Barn til et saadant Spil. Denne Uro drev hende endnu engang ind til den Lilles Seng. Hun sov med høirøde Kinder, lo i Søvne og bevægede Læberne. Beroliget gik Sophie paa sit Kammer, hvor hun endnu havde Meget at ordne inden Afreisen.
Klokken fem om Morgenen var der allerede Uro i Huset. Den lille Ada var bleven syg. Ved Midnatstid var hun vaagnet brændende og tørstig, nu laa hun med klaprende Tænder, der var gaaet Bud efter Læge, dog kunde denne først ventes ud paa Formiddagen.
Lægen kom, han erklærede den Lilles Tilstand for en Feber, der snart vilde gaae over. Provsten, beroliget ved dette, henvendte nu igjen Opmærksomheden paa sine Gjæster, der stod i Begreb at forlade ham. Reisevognen var trukken frem. Men nu meldte der seg et kritisk Moment, som man hidindtil ikke havde tænkt paa, Sophies Afsked med Ada. Lægen, som forbød Alt hvad der kunde afficere den Syge, vilde, at Sophie skulde drage bort uden Farvel. Alle stode reiseklædte. Da kom den gamle Doctor L. ilfærdig med betænkelige Miner tilbage. Den lille Syge havde grædende [197] forlangt, at Sophie skulde komme, og han, der ikke havde nogen Idee om dette Barns Heftighed, havde troet at berolige hende med at hun allerede var reist. Men da var Ada brudt ud i en saa voldsom Sorg, at han tilsidst dog maatte ud med Sandheden. Nu bad han Sophie selv at gaae ind og trøste sin lille Veninde; det Oprør, hun nu var i, kunde have de farligste Virkninger. En Pause fulgte disse Ord. Alle stode raadvilde. Da Sophie saae op, mødte atter hendes Øine Reins, der hvilede paa hende med et ubeskriveligt Udtryk, som om han tiggede sit Barns Liv af hende. Hun vaklede ikke længe. Med en hurtig Bevægelse drog hun sine Forældre tilside, og de blev snart enige.
De Gamle tilligemed Brøcher skulde reise, de to Søstre derimod blive tilbage, indtil den Syge var stærk nok til at taale Adskillelsen.
[II, 14]
[198] Sophie blev. Mod Aften forværredes den Syges Tilstand. Lægen gjorde betænkelige Miner. Sophie takkede Gud, fordi hun ikke var reist.
Nu fulgte der en sørgelig Tid paa den nys saa lykkelige Gaard. I sex Dage svævede den lille Ada mellem Liv og Død, og som om Naturen udenfor ogsaa sympathiserede med Tilstanden indenfor, afløste et barskt Høstveir de forrige, straalende Dage. En skjærende Søndenvind piskede uafladelig Regnen mod Vinduerne.
Underlige, manende, alvorsfulde Dage for Sophie, hvor hun bag Masken pludselig saae et Glimt af Livets sande Ansigt! Hendes egen Sorg traadte umærkelig i Baggrunden; mod denne Faders blege, stumme Angst turde hun ikke maale den. En Anelse berørte hende om at der dog gives Andet at leve for, [199] end Opfyldelsen af en egoistisk Lykke, at denne maaskee først skal knuses i os, for at gjøre os skikkede til at leve for Andre, for dem, der lide. De altfor Lykkelige gjøre det jo ikke. Hvor tør, hvor afskrækkende havde denne Lære hidtil forekommet hende! For første Gang nedsteg Tanken herom mildere, næsten trøstende til hende. Hun optog det som et Fingerpeg af Himlen, der tildeelte hende, saa ung, saa uerfaren, en Moders Rolle, og hun greb den jomfruelig ivrig, med Alt hvad der var dybt og inderligt i hendes Sjel. Havde hun ikke før gjengjældt den lille Adas Kjærlighed, der havde været hende for heftig, saa syntes hun nu, at hun kunde give sit Liv for hende. Ak, naar hun saa hende ligge der saa afmægtig, uden andet Blik for hende, end Smertens bønlige, stirrende følesløs for hendes Kjærtegn, neppe kjendende hende, o, da syntes hun, at hun altid havde elsket dette Barn, at hun aldrig kunde ophøre at elske det. Utrættelig var hun ved hendes Seng, og det lykkedes hende tilsidst at tilvende sig al den umiddelbare Pleie, der ellers faldt i Dorthes Lod. Den Gamle mærkede det ikke selv, thi Sophie havde en Maade at iverksætte dette paa, der lod hende tro, at den unge Pige kun handlede efter hendes Ordre.
Simple Folk duer ikke til Sygepleie. Der er Noget der mangler dem, som den bedste, den kjærligste [200] Villie ikke kan erstatte: Kulturen. De see i den Syge kun den forstyrrede Maskine, der ved visse mekaniske Midler skal bringes i Orden. De kjende hverken Fornuft eller Maadehold. Da de saaledes ikke ledes af et sjeleligt Bekjendtskab til den Lidende, og sjelden have noget Begreb om Sygdommens Natur, bliver enhver Haandsrækning af dem ligesaamange Feilgreb. O, har Du nogensinde ligget hjælpeløs overladt til en saadan Omhu paa Sygeleiet, saa vil Du kunne erindre, hvor disse fortræffelige Væsener kunne pine og plage Dig! Hvorledes de ligesom besjeles af en dæmonisk Evne til at gjette dine Ønsker for at gjøre dem imod. Kan Du huske, hvorledes de netop har vækket dig, naar Søvnen endelig engang medlidende havde taget Dig i Favn, hvorledes de netop falde i Søvn, naar Angsten holder Dig vaagen? Hvorledes de gjøre en Ting kogende, naar den skal varmes lidt, eller, naar de skulle afkjøle en Drik, bringer den isnende tilbage? Hvor skurrende kan deres Røst, hvor ulidelig enhver Berørelse af dem blive! Blot en fiin, men tillige øm Sjel kan pleie Syge. Der skal Inspiration til. Ingen Mand kan det, ingen udannet Kvinde – selv om hun er Moder – kan det rigtig . . kan saaledes gaae op i den Lidendes Liv og Tanke, at de blive dennes synlige Villie. En saadan Pleierske synes kun at leve for den Syges Kapricer, [201] medens hun dog kun tjener det fornuftige Øiemed . . Hun forstaar med et Ord at behandle Legemet gjennem Sjelen.
Gamle Dorthe plagede Ada med kjærlige Spørgsmaal. Hun vilde bringe hende til at kjende, forstaa hende. Hun udmattede hende med fortvivlede og forgjeves Forsøg paa at faa hende til at tage Medicin. Sophie havde en anden Indskydelse: da hendes Bønner intet hjalp, tog hun selv den fulde Skee, og mekanisk gjorde den Syge det efter. Dette gjentog sig; hvergang Ada skulde have Medicin, slugte Sophie først den modbydelige Drik. Sophie følte selv sin egen Uundværlighed, og en Anden følte den ogsaa, nemlig den gamle Læge. Uden nogen egentlig Overeenskomst løste disse to hinanden af, saaledes at den Ene eller den Anden altid var tilstede. Forgjeves besvor Amalie Søsteren om at unde sig Ro og lade hende vaage en Nat istedet.
Saaledes kom den sjette Dags Morgen. Den Syge var meget slet. Doctoren havde forberedet Faderen paa, at han intet Haab mere turde give. Neppe vilde hun overleve næste Nat. Stumme og blege stode alle omkring den lille Lidende. En uhyggelig Stilhed, Haabløshedens, havde afløst den forrige Travelhed.
Aftenen kom, og Symptomerne forandrede sig. Dette meddelte Lægen dog kun Sophie, da han [202] først vilde være vis i sin Sag inden han vakte et maaske falsk Haab.
Der var saa tyst i Sygestuen. Midnat var forbi. Kun to Væsener vaagede ved den lille Seng, det var Lægen og Sophie. Stumme, neppe aandende, bevogtede de enhver af det syge Barns Bevægelser. Lyset fra Lampen faldt hen paa denne Gruppe, men paa den modsatte Væg dannede Bordet med sine mange der ophobede Ting et sælsomt Skyggerige for sig. Den store Urtepotte i Midten strakte sit Kjæmpetræ op mod Loftet, i dets Skygge færdedes et heelt Munkechor af korthalsede Flasker og Medicinglas. Linas Dukke rakte fortvivlet begge sine Arme mod Himlen. Af og til klang der en Lyd ud fra denne Skyggeverden som en Stønnen, et svagt Menneskeveeraab. Det kom fra gamle Dorthe, der sad i den store Lænestol i Krogen og rokkede med Hovedet og udstødte hjerteskjærende Sukke. Et Par Gange faldt hendes Hoved uvilkaarlig ned i en nikkende Bevægelse, der tydede paa, at Trætheden stred hos den gode Gamle med Sorgen om Herredømmet. Et dæmpet Skrig forstyrrede hende ikke; dette Skrig udstødte Sophie, da Ada havde rakt Haanden op og smilet til hende.
Imidlertid vandrede den stakkels Fader omkring i sit ensomme Værelse og søgte at berede sig til det smertelige Stød, han troede uundgaaeligt. O Gud, [203] det er forbi! sukkede han, da han hørte Doctor L.s Trin udenfor. Han saae ikke Doctorens straalende Ansigt.
Det var omtrent en lille Time efter, at Rein begav sig ind i Barnekammeret. Det Syn, der mødte ham her, bragte ham et Øieblik til at standse. Ved Skinnet af Lampen saa han Sophie i en halv knælende Stilling foran Sengen, paa den høire, over Leiet udstrakte Arm, hvilede det syge Barn sit Hoved, som det syntes i rolig Slummer, medens hun med den anden stræbte at holde sig i Ligevægt.
Men sælsommere vilde den Ubevægelighed hun iagttog, trods denne tvungne, høist piinlige Stilling, være forekommen en koldere, af Øieblikket mindre greben Tilskuer end Rein. Selv hendes Blik, som hun fæstede paa ham, var stivt og ubevægeligt. I sin hvide Natdragt lignede hun en af disse Marmorgenier paa Grave, som en mild Dødssymbolik har fremstillet i det Øieblik, den vil bortføre sit Offer.
Den unge Pige befandt sig i den Krisis, hvori Trætheden, efter den pludselig slappede Sjelespænding endelig raader Bugt med os. En besynderlig Dobbelttilstand, hvori Ideerne allerede have løsrevet sig, og sværme omkring paa deres egen Haand, medens Sandserne endnu dvæle i Virkeligheden og skjelne Tingene omkring sig med en næsten smertelig Skarphed. Sophie [204] saae Rein nærme sig, hun saa hans stumme Takkeblik mod Himlen, hun hørte det syge Barns sukkende, linde Aandedræt, men alt dette i sælsomme Forbindelser: det bares hende for, at hendes eget Liv var flygtet over i Barnet, og hvis hun nu rørte sig, eller blot blinkede med Øinene, da maatte dog den Lille døe.
Der var saa tyst i Sygestuen. Dorthe sov tungt i Krogen. Vinden flagrede med matte Vinger mod Ruden, ogsaa den var bleven træt.
Hvorlænge Sophie havde dvælet saaledes, om et Minut, om en Time, vidste hun ikke, da hun hørte ligesom langt fra det fjerne de tydelige Ord af en skjælvende, klangfuld Røst, som hun kjendte:
Sophie, kan De forlade dette Barn? . . . Nei, nei, De kan ikke . . . . O bliv hos os . . bestandig.
Den unge Pige lyttede.
Forstaar De hvad jeg mener? lød Røsten nærmere. Sophie, bliv dette Barns Moder . . . Bliv min . . min Hustru, Alt, Alt for os.
Sophie var sprungen op, med aabne Øine stirrede hun omkring sig. Hun var alene.
Der var saa tyst i Sygestuen. Dorthe sov tungt i sin Krog, men Barnet laa roligt slumrende som før paa sin Pude.
Var det en Drøm? hviskede hun.
[205] Otte Dage efter var der atter en Reisedag i Præstegaarden. Udenfor Døren stod to Voiturer. Den ene var en Gigh, der var sendt for at hente Amalie hjem, den anden var Provstens lille Enspændervogn, der skulde føre Sophie i den modsatte Retning til hendes Søster Louise, som boede endnu nogle Dagsreiser sydligere. Reiseklædt traadte Sophie for sidste Gang ind i Barnekammeret for at sige Ada Farvel. Hun fandt den lille Rekonvalescent opreist siddende i Sengen omgiven af alt sit gamle Legetøi, der nu var taget til Naade igjen, og aldrig havde voldt hende saamegen Glæde som nu. Sygdommen havde dæmpet den Lilles Heftighed. Hun var mild og yderlig resigneret i den forestaaende Skilsmisse. Kun maatte Sophie for tiende Gang love hende, at hun paa Hjemtouren skulde tage ind til dem og tilbringe nogle Dage hos dem.
Vemodig saa Sophie sig om i det solbeskinnede Værelse, engang saa dunkelt, saa angstbeklemt! Hun gjenkaldte sig de deri oplevede Timer ligetil den sidste underlige – Drøm? – ja en Drøm maatte det dog have været; . . Intet havde siden bestyrket hende i, at hiin natlige Stemme havde været Andet end et Spil af hendes Phantasie. De følgende Dage vare gledne saa rolige hen som ellers. Hun havde ladet sig pleie paa det bedste af gamle Dorthe, havde sovet [206] til langt paa Morgenen, læst, spadseret, naar hun ikke var hos Ada og sladrede med hende og sang og fortalte hende Eventyr.
Paa den lange Corridor udenfor mødte hun Rein. Han tog hendes Haand, og førte hende gjennem de tomme Sale ind i et af de inderste Værelser, hvor Lyden tabte sig paa et blødt Teppe. Hun fik ikke Tid til at undre sig, førend hun sad i den store Lænestol i Bispekammeret, og hun saa Provsten tage en Taburet og sætte sig ligeoverfor.
Førend De reiser, skylder jeg Dem en Forklaring. De skal ikke forlade os med et uklart Indtryk. Sophie . . hiin Nat, da Ada kom sig igjen, har jeg talt Ord til Dem, som jeg gjerne vilde tage tilbage . . hvis jeg kunde. Jeg har gjort Dem en Tilstaaelse. . .
Der gives Situationer i det daglige Liv, fredelige, solbelyste Situationer, hvor den Tapreste føler sit Mod svigte, og hvor det vilde være usigelig velkomment, om Væggene ramlede ned, eller Lynet slog ned i Taget. Den værdige Mand, der nu sad ligeoverfor Sophie, befandt sig i en saadan Situation. Han hostede for at skjule det dybe Suk, der skulde lette hans besværede Bryst. Han saae hen til Døren, som om han ventede en Afbrydelse. Men der kom ingen Afbrydelse. Værelset var saa roligt, saa velsignet roligt, [207] det var ret skabt til en fortrolig, uforstyrret Meddelelse. Den lave Høstsol tittede ind mellem de grønne Gardiner; Hyrdescenerne paa Væggen syntes at faae Liv i disse Straaler. Den eneste Lyd man hørte, kom fra en stor Flue, der, allerede engang Vinterdøden hjemfalden, var vaagnet igjen og ligesom drukken af Solvarmen surrede mod Ruderne.
Rein var sprungen op, og gjorde med en Ynglings Livlighed en Gang op og ned i Værelset. Chineseren paa Piedestallen kom derved i en ustandselig Bevægelse, den syntes spottende at tilvinke ham Mod.
Seer de Sophie, blev han ved, idet han rykkede sin Stol nærmere, med en Stemme, der efterhaanden vandt sin Fasthed igjen, jeg var saa betagen i hiin Stund, da Gud havde givet mig mit Barn igjen. Glæden gjorde mig svag, og jeg røbede Noget, som – det maa De tro mig – var bestemt til aldri at udtales. Har jeg forskrækket Dem? Vil De tilgive mig? . . Vil De tilgive mig, naar jeg fortæller Dem, at det ikke var nogen flygtig Bevægelse, fremkaldt ved Øieblikkets Exaltation, men en længe dulgt, alvorlig Følelse, som jeg har maattet bruge al min Forstand for at bekjæmpe! Hør, hvad der tjener til min Undskyldning! Da jeg i Sommer besøgte Deres Forældre, var det ikke ganske uden Hensigt. Jeg søgte mig en Hustru, som en Mand i mine Aar søger en saadan, [208] med roligt, sindigt Overlæg. Jeg vidste, at mine gamle, aldrig forglemte Ungdomsvenner havde en voxen Datter tilbage, der var lidt over de første Ungdomsaar. Maaske har hun, tænkte jeg, nogle Egenskaber, der vil passe sig for mig, maaskee det vil lykkes mig at vinde hende! Et sært Tilfælde vilde, at De Sophie skulde være alene hjemme, og da jeg havde faaet i Hovedet, at den yngste Datter endnu var et Barn, tog jeg Dem for den Ældste. Dette var allerede meget slemt. Imidlertid, jeg straffede mig selv for denne Feiltagelse. De veed jeg fik et Afslag af Amalie. Men hvad De ikke vidste, var, at min Tanke var hos Dem og den fulgte mig hjem i min Ensomhed. Jeg tænkte paa Dem uden Haab, uden Ønske, uden Savn, kan jeg sige – saaledes, som man tænker paa noget meget Smukt, man har oplevet. Med den varmeste Glæde saa jeg Dem igjen. Hvorledes Fristelsen desuagtet sneg sig ind – o, hvem kan sige det! . . . Den stille Begeistring De vakte hos mig og det Alvor, der er udbredt over Dem, lod mig i Øieblikke glemme Forskjellen i vor Alder. Da, i slige Øieblikke . . . dog Intet derom! . . Min Forstand seirede altid i slige Anfald. Saaledes kom den sidste Dag, min Beslutning var ufravigelig fattet. Siig selv, om jeg blev den tro, siig, om De i Noget har anet, hvad der foregik i mig, indtil den Stund De reiste.
[209] Men De reiste ikke, De blev, og Fristelsen skulde begynde under en ny Form. Jeg saa Dem saa tro, saa øm, saa ganske glemmende Dem selv, for at pleie et sygt Barn – mit Barn. I en saadan Stund glemte jeg mine Forsætter. Himlen er mit Vidne, at jeg ikke saa i Dem den skjønne, unge Pige, men det Væsen, der af Alle stod mig nærmest, forenet med mig i et Haab, en Sorg, og som i det Øieblik deelte min Glæde. Mine Ord var et Glædesudbrud.
Og nu, min unge Veninde, har jeg aflagt min Bekjendelse for Dem. Mig har denne lettet, fordi jeg veed, at mine Følelser for Dem ville herefter flyde hen i sin rolige, naturlige Gang, som det anstaar sig en faderlig Ven. Glem ikke, Sophie, at jeg er Deres Ven , og at jeg ikke begjerer noget Andet. Med den inderligste Deeltagelse vil jeg følge Dem paa Deres Vei gjennem Livet. Gid Lykken følge Dem. Men skulde dette ikke ske som jeg ønsker, skulde Verden gaa Dem imod, saa ved De, Sophie, at De her har et Hjem, som altid staar Dem aabent, et Hjem, som ogsaa bliver Deres Søsters. Kom til os, hvis De bliver sorrigfuld. Kunne vi ikke byde Dem Lykke, saa vil De finde Fred her. Og nu Gud velsigne Dem! sagde han og reiste sig, takke Dem kan jeg ikke, for hvad De har været for mit Barn! . . Kom nu . . qvæl Dem ikke med noget Svar. [210] Ikke sandt, Sophie, De husker paa, at jeg er Deres Ven , og at de kommer og besøger os som før.
Det var ganske overflødigt at opfordre Sophie til ikke at svare. Hvad skulde hun svare? Overraskelse, Undseelse, Forvirring bandt hende Tungen, men hendes taarefulde Øine talte for hende. Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde kaste sig i hans Arme, men han greb begge hendes Hænder og kyssede hende paa Panden.
Kom nu, kom – jeg har opholdt Dem længe. Har De sagt Ada Farvel? Er Kufferten nede? . . Farvel, Farvel!
Farvel, nikkede ogsaa Trolden paa Piedestallen.
[II, 15]
[211] I en lille, høist tarvelig Stue, befandt sig to unge Fruentimmer. Det var just i Tusmørketimen, da Dagens Prosa sagtner sine knarrende Møllevinger og Hjerterne udfolde sig. Den eneste Belysning for Skriftemaal, netop saa mørkt , at man kan skjule sin egen Banghed og Rødme, netop saa lyst , at man i den Andens Ansigtstræk kan hentrylle den Mine, man netop trænger til. Et saadant Skriftemaal maatte allerede have fundet Sted. Den ene af de to, den unge Pige, saa forgrædt og udmattet ud. Hun lænede sig ind i Krogen ved Sophaen i en saa nedbøiet Stilling, som om hun havde ondt ved at holde sig opreist.
Det er umuligt at sige, om den anden Dame, der sad paa Stolen foran hende med Ryggen mod Vinduet, idetsamme belyst af et stærkt Blus fra Ovnen, nogensinde havde været smuk. Vist er det, at [212] hun ikke var det mere, ikke vilde være det. Hendes hele Dragt og Holdning tilhørte ganske de Kvinders, der have glemt, at de have et Udvortes. En Kappe af et utækkeligt Snit og en noget tvivlsom Hvidhed, bedækkede et rigt, glindsende brunt Haar, og tog sig ud som et af disse hæslige Vaartræk, hvormed den huuslig Oekonomie pleier at indhylle et eller andet Pragtmøbel. Forklædet, dette smagløseste af al Damepynt – et rødternet ovenikjøbet, det brogede Silketørklæde, der var fæstet med Naale over Brystet, og en jadsket Sirzes Kjole fuldstændiggjorde Indtrykket. Ved Siden af den nydelige, i sin Simpelhed dog elegante Skabning ligeoverfor, saa hun ud som en Tjenestepige. Dog kun saalænge hun taug, var det muligt at gjøre sig skyldig i en saadan Vildfarelse. Der var netop indtraadt en Pause, hvori de begge syntes at forfølge en Betragtning over Samtalens Gjenstand. Naar man havde hørt Fru Caspersen, fordum Louise Ramm, tale, afbad man hende villig denne Feiltagelse. Hendes Stemme var klangfuld, om end undertiden skarp; dens stærke Modulationer understøttede hun endnu ved livlige Bevægelser af en lille, høist velformet Haand, der syntes at have oplevet bedre Dage. Sproget var dertil cultiveret, sikkert, uden mindste Spor af Dialect. Hvad hendes Maade at udtrykke sig paa angaar, da vil den bedst tale for sig selv. En saadan Udtryksmaade [213] i en Dames Mund, kan enten forkynde en aandig Overlegenhed, eller den kan være Skjul for en indre, navnløs dyb Elendighed.
Saa han var grusom mod Dig, min stakkels lille Søster, sagde hun ligesom for sig selv. Hvorledes gik det til, sagde Du? Han fik det vel for tidlig at vide, kan jeg tro. Du vidste ikke, du, at Kulde er det Limet, hvormed man fanger den Slags Fugle.
Louise . .!
Nei, nei, jeg vil langtfra sige noget ondt om Dig. Jeg maatte da heller skjænde paa Naturen, der ikke strax lærer os Knebet. Du har ikke kunnet forstille dig, det er Sagen.
Du tror dette Louise, Du tror, jeg har været svag og uforsigtig. Hvorledes skal jeg overbevise Dig om, at Du gjør mig Uret? Jeg forsikrer Dig, hvad Du kalder uforsigtig, har jeg ikke været. Det er ikke for at rose mig deraf, det ligger kun saadan i min Karakteer. Jeg har temmelig megen Magt over mig selv.
Nu vel, jeg tror Dig, jeg tror Dig. Du har fra det første Øieblik været paa din Post. Du har vidst at træffe denne slemme Middelvei mellem en altfor paafaldende Kulde og den Bevægelse, der hvert Øieblik vil løbe af med os. Alt dette vil jeg tro, men der er alligevel for mig uforklarlige Puncter i denne Historie. Du, saa bly, saa mistroisk, kunde [214] virkelig lade Dig fange i hans smukke Phraser om at vise Mod og komme ham imøde, om kvindelig Feighed etc. Og det troede Du paa?
O nei, nei, Louise, afbrød Sophie hende noget heftigere end før, det var ikke Phraser! Ogsaa heri tager Du Feil! O kunde jeg forklare Dig dette rigtig! . . . Han meente det virkelig. Denne Overbeviisning kan intet berøve mig, han meente dette; i lange Samtaler tidligere i Sommer, medens vi endnu stode ganske rolige ligeoverfor hinanden, har jeg hørt ham udtale sig derom uforstilt, med saadan Inderlighed! En ny, mere lyksaliggjørende Idee af det Kvindelige begeistrede ham, og han søgte at gjøre den begribelig for mig. Ak, det rørte alt for bekjendte Strenge. Jeg følte mig saa modig; naar jeg engang kom i en saadan Stilling, tænkte jeg, da vilde jeg handle derefter, jeg vilde være mere sand og naturlig end alle de Andre. Men da det kom til Stykket, var jeg dog saa feig . . saa feig . .
Og dog dette lidenskabelige Udbrud ved Grotten? faldt Louise skarpt ind.
Sophie sænkede stum sit Hoved.
Ak, det er det jeg siger, vedblev den ældre Søster. Sandhed og Naturlighed! Lyksaliggjørende Idee af det kvindelige! ah bah! store Ord! det er ikke i vor Tid der sættes slige Ting igjennem. Der skal svedes meget [215] Ondt, megen gammel Elendighed ud forinden. At et eller andet ungt, umodent Hoved phantaserer derom, fører ikke til Noget. Meent det har han, siger Du? det kan gjerne være, men det undskylder ham aldeles ikke i mine Øine. Du er for god til at blive Prøveklud for nogle nye Ideer. Han har dog benyttet sig af Din Svaghed og drevet Dig ud over Dine Grændser. Thi tro mig, en Maar er ikke gridskere efter Blod end en Mands Forfængelighed efter den Slags Seire. Du har været et ganske almindeligt Offer for denne. Han har elsket sine egne smukke Theorier, ikke Dig , stakkels Sophie.
Sophie, der et Par Gange havde aabnet Læberne til en Indvending, forstummede ved disse sidste Ord. I sin nøgne, uzarte Favn udtrykte de dog ganske bestemt hendes dybeste Smerte. Hendes Søster mærkede godt det Indtryk, hun havde gjort og gjentog i en Tone, som hun stræbte at gjøre mildere:
Glem det Altsammen. Gud signe dig, grubl ikke mere over det. Denne Historie er ikke Andet end en slet og desværre ganske almindelig Indledning til Dit Liv, der nu først skal begynde. Vi tale ikke engang mere derom, hører Du? Herefter skal Du have andre Tanker, andre Interesser. Vi skal nok hitte paa Raad. Gift Dig med Provst Rein!
[216] Sophie saa tvivlende paa hende, som om hun ikke havde hørt Ret.
Jeg raader Dig alvorlig til at tage imod Provstens Tilbud.
Er det dit Alvor! Du raader mig dertil, Du, som . . .
Du som, kun ud dermed, Du, som selv har havt en Inklination, der først skulde kasseres inden Du bøiede Nakken under Aaget. Var det ikke din Mening? Hør min Søster, jeg vil sige Dig Noget. Mærk Dig vel mine Ord. Som unge Piger skabe vi os Alle nogle underlige, høist ensidige Begreber om Lykke. Der gives kun en Lykke, det er at giftes med den vi elske, der er kun en eneste Ulykke, og det er naturligviis ikke at faae ham. Det er i Grunden rørende dette. Vort Hjerte er endnu saa reent og skjært, saa sværmersk, saa fuldt af himmelsk Uforstand, saa aldeles uskikket til nogen jordisk Beregning, intet Under, at det krymper sig for Tanken om en Forbindelse – og barmhjertige Himmel hvilken Forbindelse! – med nogen Anden end netop med ham , den Ene . Det forekommer os som Vanhelligelse, som Selvmord, ikke sandt? . . . . Ja det er underlig med denne vor første Kjerlighed; man skulde ordentlig tro at Gud havde bestemt den til Noget, da han nedlagde den saa stærk og varm i vort Bryst, at den var der for at [217] udrette noget rigtig Stort og Godt, ikke for at afrives som en utidig Frugt af vort Livstræ, thi anderledes bliver dens Skjæbne ikke . . . . . At giftes med den vi elske! – Hvilken Luxus! hvilke himmelstormende Fordringer! Nei min Pige, det er ikke Meningen at vi saaledes skulle tage Forskud paa den himmelske Lyksalighed, at vi allerede hernede skulle eie den fix og færdig. Der er sørget derfor. Mændene betragte dette med Rette som et Indgreb i deres Rettigheder. Hvis vi fik den vi vilde have, hvor skulde saa de Mandfolk som er stygge og ulidelige faae Koner fra? Nu gives ikke Nogen saa miserabel paa Sjel og Legeme, at han jo kan faae en Kone, og det nok saa god En. Nei, det gaaer ikke an. Det vilde forrykke Verdensordenen. Der er altsaa ingen Tale om dette. Stryg kuns behjertet en Streg over dette første følsomme Kapitel. Vor Lykke er den, at den Mand, som begjærer os, ikke mishager os formeget, at han er brav, ganske simpel skikkelig , hører Du, og at han kan beskytte os mod Mangel. Og vil Du vide hvad Ulykke er, sagde hun med pludselig dæmpet Røst bøiet mod Sophies Øre, saa skal jeg ved Leilighed nok fortælle Dig lidt derom. Sophie gyste.
Seer du Sophien min, naar Du vil være rimelig og ikke overdreven i dine Fordringer, saa vil Du ved et lille, ganske let Regnestykke komme efter, at et Tilbud [218] af en Mand som Provst Rein ikke alene er en Lykke, men en stor, ualmindelig Lykke.
Rein! nei det kan ikke være dit Alvor. Og Du glemmer at han har opgivet al Tanke paa mig. Han har forsikret mig, at han herefter kun betragter mig som før – som –
En Fader, en Ven formodentlig?
Du tror det ikke Louise?
Jeg tror, sagde Søsteren, og betvang et Smiil, der krusede sig om hendes indfaldne Øie, at han er en meget beskeden Mand, en klog Mand, han har ikke villet forskrække Dig, og deri har han gjort vel. Hvad hans Venskab og faderlige Følelser angaar, saa lad mig om dem. Jeg skal indestaa Dig for at de ikke skulle være et Gran til Hinder om Du ved passende Leilighed forsikrede ham, at Du var en fornuftig Pige, som havde overveiet Tingen og fundet at saamange virkelige Goder nok kunde opveie en Smule Forskjel i Alderen.
Hvordan! Jeg skulde selv –?
Siig mig en Ting. Hvad synes Du om Provsten? Siig det uden Omsvøb.
Du veed jo jeg synes godt om ham, særdeles godt. Det skrev jeg Dig til allerede i Sommer. Siden var jeg i hans Huus. Der var saa behageligt at være; alting var saa smukt og velordnet. Der [219] var netop denne Ro, som vi tildeels savne hjemme. Jeg syntes ordentlig at Amalie var lykkelig, at hun skulde bo der og daglig omgaaes denne milde, elskværdige Mand. Nu er det forbi, jeg tror aldrig jeg kommer derhen mere.
Du synes særdeles godt om ham, Du misunder Amalie den Lykke at bo i hans Huus! men i Himlens Navn, hvad vil Du da mere, ufornøielige Barn!
Intet Louise. Jeg vil intet Mere i denne Verden. Hvorfor skulde jeg ville det! Min Følelse modsætter sig det; der er ingensomhelst udvortes Nødvendighed derfor. Hvorfor skulde jeg giftes?
Fordi det engang seent eller tidlig skal skee. Jeg har forklaret Dig, om noget Valg efter vort eget Sind kan der ikke være Tale, og efter denne Dag vil Du mindre end nogensinde kunne gjøre et Saadant. Slaa det for Guds Skyld ud af dit Hoved. Mødrene have i dette Stykke Ret, kun præke de formeget derover, de gjøre os Tingen mere fortvivlet end den er, eller ogsaa søge de at forgylde Pillen, de hjælpe os med at indbilde os selv at en virkelig Følelse er tilstede. Det vil jeg ikke forsøge Sophie, jeg henvender mig kun til din Forstand. Tro mig vor Stilling i Livet er et reent Lykketræf, et Lotterispil, om Du vil. Det gaaer her til som i disse Spil, hvor de høieste Gevindster blot staae der som Lokkemad, de komme aldrig ud. [220] Jag ikke lykkesyg efter dem. Byder Skjæbnen Dig et nogenlunde anstændigt Lod, saa grib til – grib til medens det endnu er Tid. Der er noget Betryggende ved et saadant Lod, som den begrædte Lykke ikke har, thi den har kun en Beregning: Kjerlighedens; ved den skal man blive god og lykkelig trods Alt, den skal fylde alle Ujevnheder, bane alle Veie, bære alle Savn, ak Gud, den skulde saa meget den stakkels Kjerlighed, naar den bare fik Lov! . . Men der hvor Hjertet ikke er med i Spillet kan Du sikrere anstille dine Beregninger. Du kan forsigtig veie alle Fordele paa Vægtskaalen. Tag hans Stilling, hans gode Udkomme, den Agtelse han nyder, fordragelige Familieforbindelser . . . Tro ikke at Noget af dette er uvigtigt. Kald dette Lykken! . . . Friskt Mod! min Pige, Ungdommen gaar snart over, og med den Hjertets Fordringer, og saa har Du alle disse solide Goder, naar Alderen kommer! . . . Veed du hvad Ulykke er? spurgte hun saa pludselig som med et Slag. See paa mig. Husker Du mig da jeg var hjemme Sophie? Du synes kanske jeg har forandret mig?
Et smerteligt, næsten sky Blik paa Søsterens haarde, skarpe Træk var Svaret. Dette Blik vakte maaske en Erindring. Den bittre Ironie, der dirrede over Louises Træk forsvandt ved det, og hun gjentog sørgmodig:
Du holdt af mig dengang. Ikke sandt, jeg var mild og god? Jeg havde denne Mildhed, der synes at strække til [221] for hele Livet. Sophie, har Du lagt Mærke til Hvedeageren, naar den netop har skudt Ax og den bølger saadan for en luun Vind? Hvert enkelt Ax er saa skjært og silkeblødt og glindsende, og mellem dem staae de blaae Kornblomster, som om den ikke var smuk nok, men behøvede endnu dette Smykke. Saadan var min Sjel engang. Har Du seet den samme Ager, naar den er afskaaren om Høsten, og de skarpe Stubbe staae igjen? Veed Du hvad det vil sige at have en uagtværdig Mand, og at finde sig i at lide Savn med ham? . . O, I unge Piger troe det er saa let en Sag. I tænke Eder altid Ulykken poetisk, I drømme Eder saa ophøiede, saa resignerte under den, men jeg kan sige Dig, at det skrækkeligste ved en Saadan er den Forstyrrelse den anretter i vort Væsens Inderste. Den Kvinde, som hverken kan elske eller agte den Mand, hun er forenet med, taber lidt efter lidt sin Selvagtelse; ikke at man just bliver et Afskum, man kan vedblive at være et skikkeligt Menneske, men det Fineste, det Bedste i os, det som udgjør – hvad skal jeg kalde det! – vort Væsens Duft og Sødme , det Elskværdige , det gaar under. Alle Naadens Magter beskytte Dig mod denne Ulykke!! Vælg hvad andet Du vil i Livet, lev ensom og forladt, træl, tig for at leve, men lad Dig ikke som mig paatvinge en uværdig Skjæbne.
Paatvinge! aandede det neppe fra Sophies Læber, [222] hun var forstenet over det hun hørte . . . O Du blev ikke tvungen . . .
Hvis Du med Tvang mener at trues til Noget, nei, da blev jeg ikke tvungen. Jeg blev ikke mishandlet, ikke slæbt til Alteret, men Du veed ikke Du, hvorledes Overtalelsens daglige Dryp virker sikkert om end umærkeligt, saalænge Forstanden endnu er saa ubefæstet, og Sindet saa blødt som Vox. Hvor sindrigt enhver lille Omstændighed kan benyttes i Øiemedets Tjeneste. Saaledes erindrer jeg f. Ex. at Moder for at raade Bugt med et vist ubehageligt Indtryk, altid fremhævede Nethed og Properhed hos en Mand som noget høist Uvigtigt, ja som noget der ikke sjelden tydede paa store indre Mangler . . . Min Gemal var dengang, som han er nu, en Sludsk, og Du husker nok, at jeg vilde gjerne være peen og nydelig.
Her rødmede Sophie, hun tænkte paa, at hendes Moder, naar Talen var om Cold, netop havde udpeget den modsatte Egenskab som en Fortjeneste.
Jeg troede det virkelig tilsidst, at en Herre som var omhyggelig i sit Udvortes, enten maatte være en Pedant eller en Dumrian. Og saaledes gik det mig med mange Ting. Min Modbydelighed var afvæbnet, inden jeg alvorlig kunde sætte mig til Modværge. Naar da en stakkels Pige indvilliger, saa hedder det, at hun har fulgt sin fri Villie, og selv forskyldt Ulykken, [223] hvis den kommer. Raadgivere have intet Ansvar. Oh mine Forældre faae forsvare dette for Gud!
Louise siig ikke det! . . tael ikke saa haardt! o kjære, kjære Louise . . ! Moder har vist dog meent det godt, og vidste hun, kunde hun ane, hvor ulykkelig Du nu er . . o det vilde knuse hendes Hjerte!
Troer Du?
Og Fader, han har dog ingen Deel havt deri, ikke sandt? han har ikke raadet Dig dertil, eller paa nogen Maade virket derfor!
Han har ikke afværget, han tillod det, sagde Louise mørk. Kan Du sige mig, Du, hvad det er for et Vanvid der griber Forældre, naar de skulle bortgifte Døttre? De Bedste blandt dem tabe ligesom al Sindighed. De er værre end de Vilde, der ikke tidsnok kunne faae ombyttet deres Guld og Sandeltræ mod europæisk Nürnbergerkram. Om de have en eneste Datter som er deres Trøst og Hygge, saa sende de hende gjerne til Tranquebar, de finde sig i alle Savn, i aldrig at see hende mere for deres Øine, for den Glæde at vide, at hun sidder paa Koromandelkysten . . naar hun blot er gift , naar man blot kan sige: min Datter, Fru den, eller den . . . Ja Sophie, der er Punkter i vor Tilværelse, som det ikke er værdt at tænke for dybt over. Godt, at saa Faae gjøre det. Vi, der dog ere jevnbyrdige med Mændene i Guds [224] Skabningers Række, der ere ligesaa ædle, ligesaa begavede, uberørte af deres Laster, vi blive dog saalænge vi ere Gjenstand for deres Søgen og Vragen, vurderte saa besynderlig ringe. Muligt, at Formuen andetsteds udjevner dette Misforhold, men hos os hvor Døttrene ingen Formue have, ere de ikke stort bedre end en Vare, der ikke hastig nok kan omsættes, som kan tages frem, krammes ud, taxeres, og som Kjøbmanden heller lader gaae for halv Priis, end den skal blive liggende i Hylderne . . . . Efter dette System er jeg, efter det er Maria bleven opofret. Maria husker Du vel neppe?
Kun dunkelt. Hun var høi og smal, hun lignede Amalie . . .
Amalie! den deilige, stille, alvorlige Maria! ja som en ægte Perle ligner en af Vox. Jeg var saa ung endnu, det havde ikke havt nogen Hast . . . men Maria var bleven femogtyve Aar – en skrækkelig Ulykke! uden at der var Udsigt til nogen Forlovelse. Og saa skulde hun, hun, der var en Konge værd, kastes bort til Broch, den Vissenpind, en saadan uendelig, borneret Peer Nittengryn. Han havde ulykkeligviis faaet et lidet Kald inde i Nordfjord, og i Vigtigheden af denne Udnævnelse begyndte han at gjøre nogle latterlige Hanebeen, som endte med, at stakkels Maria gav Kjøb. Inde i Nordfjord slog han sig til at blive Pietist, og da der ingen Forlystelser var at forbyde Konen, [225] forbød han hende at læse i en god Bog om Søndagen, naar den ikke var gudelig. Maria holdt det ikke længe ud. Hun havde ingen Børn, og inden tre Aar havde hun kjedet sig tildøde, eller som der stod i Avertissementet: «Hun afgik efter en langvarig Svækkelse.» Hun visnede, hun, som Planten i Botaniserkassen. Maria havde Faders fromme, taalmodige Sjel . . men jeg, Sophie, jeg har mere af Moders Natur, jeg kan ikke døe saa let . . . jeg kan kun . . .
Hun taug og med et ubeskriveligt Udtryk af Sorg – Sorg over sig selv – slog hun Hænderne for Ansigtet.
Sophie kunde Intet sige. Hun havde nærmet sig og slyngede sin Arm om Søsteren. Ved denne Bevægelse saa Louise op og udbrød næsten forskrækket: O hvad har jeg sagt! Hvordan er jeg kommen til at fortælle Dig dette! . . Det er ikke Ting for Dig! . . Tro mig, det var ikke min Mening. Det var din Skjæbne, vi talte om, Du stod nu paa samme Skillevei som jeg engang, og saa . . og saa . .
Tal kun, tal, hvis det kan lette Dit Sind, sagde Sophie. O, Louise, det er netop din store Uret, at Du ikke har gjort det før. Du har gjort Synd mod Dig selv, mod dine Forældre og Sødskende, at Du aldrig viste os Fortrolighed. Du vilde ikke skrive, Du vilde ikke komme og besøge os.
[226] Og hvortil? Hvad skulde jeg hjemme! For at klynke og klage? Jeg skulde komme hjem for at lægge denne uhyre Sorg paa Eder Alle!
Oh Du behøvede ikke at klage. Skulde vi ikke derfor kunne dele Din Sorg? Du skulde mærke det i Alting alligevel, i vor Ømhed for Dig, i vore Bestræbelser for at opmuntre Dig. Oh vi skulde være saa gode, saa gode mod Dig.
Stakkels Søster, Du nok. Jeg var engang hjemme, som Du veed, det var tre Aar efter, men jeg var ikke glad eller smuk længer. Sophie, det er kun de smukke, lykkelige Børn, der ere velkomne hjemme. Hvor jeg kom, mærkede jeg, at jeg ikke var det længer. Det er nu saa: Den samme Verden, der koldblodig opoffrede os, spørger os siden med forundret Daddel, hvorfor vi ikke er lykkelige. Hverken Faer eller Moer har Kraft nok til at bære min Ulykke i hele sin Nøgenhed. Moer fremfor alt trænger til at indbilde sig, at jeg er lykkelig. Derfor skriver jeg korte og tørre Breve; heller end at hykle, vil jeg gjælde for en ukjærlig Datter. Jeg gjorde mere, da Fader var her i sit Besøg, syntes jeg fornøiet og tilfreds, jeg havde kun en Bestræbelse, den at dække dette Jammersdyb for hans Øine . . . Troer Du ikke, jeg længes hjem? . . Mangen Gang, naar jeg blot er gaaen udenfor Døren for at trække Luft, finder jeg [227] mig med Et vandrende saa ivrig som en Pilegrim hen ad Veien, med bart Hoved, i Kulde og Mørke, det er det samme, og da synes jeg, at jeg maatte blive ved at gaae, og gaae, indtil jeg kom til min Faders Gaard, til det Sted, hvor jeg sang og lo engang, og aldrig havde en bitter Tanke . . . . Hvordan lever Faer, Sophie? Du har ikke fortalt nok om ham! O fortæl mere! Kommer han endnu saa stille ned ad Trappen, og lukker Døren saa sagte op, at vi neppe mærke han kommer ind? Begynder han at blive skaldet, eller har han endnu sine deilige, graae Lokker? Veed du hvad jeg drømmer saa ofte? at jeg sidder paa hans Knæ som i gamle Dage, og jeg kysser hans Hænder og hans graae Haar, og hans Øine see saa kjærligt paa mig! Kunde jeg . . . kunde jeg . . . blot en eneste Gang . . .
Hendes Stemme svigtede, og hun brød ud i en krampagtig Graad.
Den stakkels Sophie var igjen ret ilde deran. Neppe undsluppen en vanskelig Situation, fandt hun sig i en ny. Hun var tyet til Søsteren for at finde Trøst, og hun fandt sig lige over for en Utrøstelig. Ja i den Grad vare Rollerne ombyttede, at hun glemte hvad deres Samtale var gaaet ud fra. Med de mest modstridende Følelser havde hun hørt paa Louises næsten ufrivillige Udbrud. Smertelig Medlidenhed, Uvillie, Skræk, blandede sig med Forbauselse over den [228] Forandring, der var foregaaet i dennes Væsen. Louise stod i hendes Erindring som en mild, lykkelig Skabning, der sorgløs og med uskyldigt Coquetteri nød den Hyldest, hun mødte overalt. Ingen særegne Aands- eller Karakteeranlæg traadte dengang bemærkeligt frem i hende, hun var nydelig, indtagende, mere kjendte man ikke til, og mere spørger man heller ikke efter hos en ung Pige. Hun skal være en Gaade , ellers er hun ingen ung Pige. O, hvor skrækkelig kan Livet løse denne Gaade! Hvilke Muligheder kan der ligge skjult i dette fagre, ungdommelige Svøb! Hvilke dæmoniske Anlæg, hvilket Geni til at blive ulykkelig eller gjøre ulykkelig! See hiin unge Pige! hun er saa bly, saa taus, saa yndig. Maaskee for taus , vil Du sige. Ak glæd Dig over det, men vredes ikke paa hende, ei heller forundre Dig, om Du nogle Aar senere maaske træffer hende igjen som en altklug, paatrængende Sladrerske. Spørg ikke nogen ung Pige, hvad hun vil blive til, spørg hendes Skjæbne, spørg de Hænder, hvori hun falder.
Var det hiin Louise, der talte? Hvilke Anskuelser! hvilket Sprog! Dette Sprog havde midt i sin hensynsløse, energiske Bitterhed, dog en Sandhedens Magt, der greb den yngre Søster mod hendes Villie. Hun fik ikke Tid til at mærke Ord, og forarges over dem; forfærdet saa hun gjennem hvert af disse Ord ned paa Bunden af en Sjel, der syntes forladt af al [229] Poesi, alt Haab, al Tro. Dog Sophie var selv saa ung. Hun forstod ikke en Ulykke, der kunde frembringe saa skrækkelige Virkninger, og i Bevidstheden af sin egen Afmagt, var hun forbleven stum, næsten udeeltagende. Men nu græd Louise. Ved Synet af hendes Taarer fik den unge Pige pludselig Mælet tilbage. Hun havde lagt sig paa Knæ foran Søsteren og lod sit Hjerte strømme over i kjerlige Ord. Louise hørte en Stund taus og drømmende til, som man lytter til Fugleqvidder. Hun fortabte sig i Synet af dette yndige Ansigt, der i den uvisse Belysning syntes at tilhøre en barmhjertig Engel, der var nedstegen for at høre hendes Nød. Hendes Taarer flød mildere. Med et stødte hun Sophie fra sig og blev nogle Secunder i spændt Lytten. Endnu havde dennes Øre ingen Lyd opfanget da Louise udbrød:
Gaa væk! det er ham .
En Kariols Rullen ned over Gaardspladsen, en derpaa følgende Fløiten, ledsaget af et stærkt Pidskeknald meldte, at Procuratoren kom hjem fra en af sine Bygdereiser.
[II, 16]
[230] Vi ville ikke detailleret, men kuns saameget som nødvendigt for Fortællingens Gang, skildre Forholdet i Svogerens Huus. Hvor der ymtedes om, at dette «ikke var som det burde være,» var man i et Stykke temmelig enig, at vælte Skylden over paa hende, og beklage ham. Louise havde ikke gjort sig yndet der i Egnen. Hun havde fra Begyndelsen af ikke fundet det Umagen værd at behage nogen. Han derimod var vel lidt. Han var en velkommen Gjæst overalt. Hans altid gode Humeur, hans Uudtømmelighed paa lystige Indfald, en Redebonhed til at sætte sig i Spidsen for alskens Foretagender, enten de saa havde Fornøielser eller alvorlige Ting til Øiemed, gjorde ham til en af de Personer, der paa Landet ere ligesaa dyrebare, som uundværlige. Dertil var han gavmild, og der var Noget i hans Personlighed, som trods Raaheden, og [231] trods at han selv ligesom protesterte derimod, kunde kaldes tiltrækkende, kort, han havde ikke faa af disse udenfor Huset behagelige Egenskaber, hvorfor en Kone hjemme bøder med tusindfold Bitterhed i Hjertet. Til denne Side af Manden holdt man sig, for denne turde man trygt, uden at komme i Forlegenhed, gjøre sig Rede. Hvad hans Rygte – det som Franskmændene betegne under Navn af reputation, forresten angik, saa maatte dette allerede behandles forsigtigere. Man berørte sjelden denne Side af ham, men naar det hændte, var det gjerne for at berette et eller andet ærligt Træk. Det forholdt sig med dette Rygte, at det var ikke værre og ikke bedre end saamange Andres i en lignende Stilling, der har det tilfælleds med visse Haandteringer, at det er vanskeligt at holde sig ganske reen. Det var ikke godt, det var heller ikke slet heller; det var som Vildt, der har hængt lidt for længe, man er bedst tjent med ikke at see det i Kjøkkenet, men vente til det kommer paa Bordet. Man kunde ikke beviislig paapege nogen nedrig Streg af ham, men ved en behændig Tillavning fik man endog nogle Træk frem, der kunde kaldes gode og ædelmodige.
Kun et Factum lod sig ikke saa let bortraisonere. Man vidste meget vel, at Louises Mand bortødslede en stor Deel af sine uregelmæssige Indtægter paa visse lave Forbindelser udenfor Huset, medens han lod sit Barn [232] hjemme, en Dreng paa ti Aar, skjøtte sig selv, uden Lærdom og Opdragelse. Naar man da, som det sig hør og bør, havde dadlet dette tilbørligt, troede man efter dette Offer paa Sandhedens og Moralens Alter destrøstigere at kunne lægge til: men i Grunden er det ikke at fortænke den stakkels Mand at han søger lidt Trøst andensteds, hvem kunde holde ud at see paa de sure, kolde Miner bestandig? Man trængte til at tro det Bedste, fordi man trængte til ham.
Der var kun En, der dømte strengere end alle Andre. Det var det Væsen, der i lignende Tilfælde enten er eller vil være den Blindeste, eller hvor dette Kjærlighedens Bind mangler, er den ubarmhjertigst Klarseende.
Men hvilke Erfaringer denne Ene end havde havt Anledning til at gjøre, med Hensyn til det der dybest maae anfægte en ærekjær Kones Sjæl, hans Retsindighed og uplettede Karakteer, saa berørte hun denne Streng aldrig mere til Søsteren. Til ham udtalte hun aldrig Noget der lignede en Tvivl. Men denne isnende Taushed talte lydeligere end alle Bebreidelser, alle Beklagelser. Louise foragtede sin Mand.
«Agtværdighed» er, naar Talen er om dannede Mennesker et saa negativt Begreb, at man kommer i Forlegenhed ved at skulle bruge Ordet. Den er det Givne, det er Luften, hvori vi aande, som man [233] kun tænker paa naar den har Mangler , den er den ubemærkede Baggrund hvorpaa Elskværdigheden glimrer og tryller os, men vil den ophøre at være Baggrund , vil den selv være Noget, saa bliver den anmassende og ubehagelig, og driver Elskværdigheden paa Flugt. Louise havde nok med at være agtværdig , hun skulde være det for to. Men elskværdig var hun ikke den stakkels Louise. Hun var mørk og utilfreds, aldrig saaes der et Smiil paa hendes Ansigt, ak alt for ofte erindrede Sophie hendes egen Lignelse om den afskaarne Hvedeager! Da kunde hun ofte af sit dybeste Hjerte sukke: o Gud gjør mig ulykkelig om saa er din Villie, men ikke bitter, ikke som . . . ! Hun havde ikke Hjerte til at fuldføre Tanken. Heller ikke af sine Folk var Louise afholdt. De hadede hende for den strenge Arbeidsomhed og Oekonomi hun var nødt til at sætte igjennem, og som de ikke kunde forene med hans splendide Maade at leve paa. Hun selv gik op i denne rastløse Flid, der kan være saa uvederqvægelig i et Huus. Hun var altid at søge paa Loft, i Kjøkken eller i Væverstue; i dette Huus var altid Stuen tom og kold.
Han syntes ikke at bryde sig stort om dette; naar han blot de Aftener han var hjemme – hvilket var sjeldne Undtagelser – fik sig sit Kortpartie og sin Grog med sine to uundværlige Venner, lod han aldeles [234] ikke til at savne den huuslige Hygge, som hun gjorde sig saa liden Uleilighed for at berede ham. Den ene af disse Venner, en Gaardmandssøn, en Slags halvstuderet Røver med et forslagent Hoved, men et noget «elakt» Rygte, var Procuratorens Fortrolige og Factotum i Et og Alt. Trediemanden, en gammel Major paa Vartpenge, en lidenskabelig Kortspiller, eiede nogle Penge. Han var altid Skiven for deres Løier, om ikke Gjenstand for noget endnu Værre. Sandt er det, at den stakkels Major næsten altid tabte, undertiden ikke ubetydelige Summer. Men han havde den Svaghed, at han gjerne pralede med sit Held i Spil, og efter en saadan tilgavns uheldig Aften, maatte hans Venner altid love ikke at røbe ham, et Løfte som de ikke alene gav, men holdt med en særegen Samvittighedsfuldhed.
Disse Kortaftener vare rigtignok de allerulideligste af alle. Louise flygtede saa langt hun kunde for ikke at høre deres Latter og høirøstede Vittigheder, og Sophie saa sig i Regelen banlyst til sit eget lille Værelse, hvor hun havde den Ressource ved Skinnet af et ensomt Talglys at tage et Haandarbeide frem.
Dette var det Opholdssted i hvis milde, lune Atmosphære den unge Pige havde søgt den første Lægedom for et skuffet Hjerte. Hver Morgen tidlig blev hun vækket ved Vævens Slag i et nærliggende Værelse. [235] Dette vilde neppe afbrudt hendes Søvn, thi i hendes Alder sover man trods Sorgerne forunderlig fast, men det var Louise, hendes rastløse, ulykkelige Søster, der slog disse Slag. Det var for sit Barn Louise arbeidede. Ikke heller i dette, hendes Eneste, lovede Fremtiden hende nogen Glæde. Denne Gut røbede allerede megen Lighed i Karakteer med Faderen, og da han som sagt gik og skjøttede sig selv, indsaa Louise med stigende Bekymring, at et længere Ophold hjemme vilde aldeles fordærve ham. Hun sluttede da paa egen Haand en Overenskomst med en Kjøbmand i nærmeste lille By, om at tage ham i Huset, og lade ham opdrage som sine egne Børn. Louise var en flink Væverske; da hun ikke i Penge kunde godtgjøre Kjøbmanden, havde hun formaaet ham til at tage Producter af hendes Huusflid derfor. Ak hvor mange tusinde og atter tusinde saadanne Slag drog hendes spæde Haand inden hun havde opnaaet en Sum, der maaskee halvt opveiede Værdien af den Gave hendes Mand havde bortslængt Dagen før, eller tabt i en letsindig Tuskhandel! Hvor haarde, hvor ilsomme lød disse Slag, som om den Arme i dem gav sit bittre, utaalmodige Hjerte Luft! . . Sophie sov aldrig fra det Øieblik Væven begyndte at gaae. De første Gange var hun staaet op og gaaet ind til sin Søster, men denne havde [236] da næsten umildt drevet hende tilbage, og tvunget hende til at lægge sig rolig ned igjen.
Hvilket Indtryk Alt dette maatte gjøre paa den unge Pige, kan enhver forestille sig.
Louise, denne engang saa gratiøse, med saamegen Skjønhedstrang udrustede Louise, der kun syntes skabt til en harmonisk og elegant Tilværelse, i en Omgivelse som denne! Hvilken bitter Parodie paa sig selv, naar hun saaledes sad i Væven, klædt som en Tjenestepige, eller naar en Fremmed traadte ind ad Døren og med usikkert, maalende Blik spurgte hende efter Fruen! Skylden laae ikke alene i de smaae Kaar, thi ogsaa over disse kan Tilfredsheden udbrede noget Gratiøst, der giver det Hele dette Rørende, der maaskee ved større Midler vilde forfeiles – maaskee heri ligger Hemmeligheden af det vi kalde Hyggeligt – men her var det smaae Kaar der forsmaaede det mildnende Sløer, som behager sig i sin kolde Nøgenhed. Det var en Ulykke der ikke vilde skuffe sig selv et Øieblik. Sophie greb engang Leiligheden til halv spøgende at foreholde Louise, at hun burde være mere forfængelig og klæde sig nettere. For hvem? var det laconiske Svar. For din egen Skyld, vilde Sophie svaret, men hun taug bedrøvet, da hun tænkte paa at Louises bedre Selv ikke existerede mere. Men selv søgte hun at give [237] sin Klædning det tarveligste Præg for ikke at stikke altfor meget af mod Søsteren.
Omtrent fjorten Dage havde Sophie opholdt sig i Svogerens Huus, da Amalie i et Brev meldte hende, at Cold allerede havde forladt Huset. Hans Tid var først udløben med Aaret, ja det var endog en gammel Aftale, at han skulde tilbringe Julen med dem, men strax efter Amalies Hjemkomst var han paa Grund af uopsætlige Forretninger reist. Faderen havde været bedrøvet derover. Ogsaa Mama var i slet Humeur, og vilde at Sophie skulde komme hjem. Denne følte sig ikke opfordret til uden Nødvendighed at forlænge et saa ubehageligt Ophold. Hun væbnede sig derfor med disse Grunde, da hun saa skaansomt som muligt forebragte Søsteren sit Ønske at reise før den fastsatte Tid.
Det gjør Du Ret i, sagde Louise uden at see op fra sit Arbeide.
Den Samtale mellem de to Søstre, vi have meddelt, hvori de endnu under Gjensynsfølelsens første Varme havde fortroligt udøst sig for hinanden, denne første Samtale, blev paa en Viis den Sidste. Efter hiint næsten ufrivillige Udbrud, laa Louises Sind der mørkt og tyst som et Bjerg, der har lukket sig efter Eruptionen.
En eneste Gang, kun en Eneste, berørte Samtalen [238] imellem dem fortrolige Gjenstande, men Louise forblev kold og ubevæget, som om Talen havde været om nogen Anden end hende selv.
Det var i Skumringen. Sophie havde allerede lagt sit Arbeide, men Louise havde en heel Bunke Lærred foran sig paa Gulvet, hvoraf hun klippede og syede flittig. Frygtsom udtalte Sophie for hende hiin hendes Barndoms ømme Bebreidelse, hvorledes hun (Louise) med Tanken fyldt af en Anden, havde kunnet saa hurtig, saa tilsyneladende letsindig hengive sig i sin Skjæbne. Hun gjorde hende et Spørgsmaal om denne hendes Ungdoms Elskede.
Næsten tonløst, uden at slippe Arbeidet, fortalte Louise:
Han var anseet og betydelig i sin Kreds, egentlig afholdt tror jeg ikke. Hans egentlige Karakteer kjendte jeg ikke, muligt havde den store Feil. . . . Det er ikke derpaa det kommer an. Det er ikke ham , vi skulle udgrunde, det er os selv . Det er til os selv, vi skulle stille Spørgsmaalet, og jeg havde besvaret mig det; for ham kunde jeg levet, vilde jeg levet med hele min Sjel. Vi vælge ikke en Mand, fordi han er den bedste , men fordi vi ved ham ville blive bedst.
Og han, gjengjeldte han da Din?
Han gav mig al Grund til at tro det. Men [239] jeg blot troede det, jeg vidste det ikke. Mændene ere i dette Stykke sikrere end Vi. Al vor Plunder af Løgn og Forstillelse hjælper os i Grunden ikke. Det er vanskeligere at dømme om en Følelse, der ikke behøver at lege saadan Skjul. Vi hykler for at skjule den, og de hykle for at bramme med den, og da er det ikke greit at skjelne Sandt fra Falskt.
Han var altsaa sikker paa mig, alt for sikker, jeg reiste hjem . . . .
Her gjorde hun en Pause, medens hun omhyggelig tog Maal på Tøiet.
Du reiste hjem? . .
Femogtredsindstyve Alen, hvormange Gange gaar fire op deri?
Louise, Du reiste hjem, hvad da, hvad da?
Ja, jeg reiste hjem, uden at det kom til nogen Forklaring mellem os. Men jeg var saa vis paa, at det første Brev, der faldt mig i Hænde, skulde være fra ham. Der kom Intet . . . Ved hver Uge sank mit Mod, og i denne Modløshed brød min onde Skjæbne ind over mig . . . Spørg ikke, hvorledes Saadant gaar til . . . Har Du Saxen?
O Gud, vidste han Noget derom? sagde Sophie og rakte hende mekanisk hvad hun netop havde i Haanden. Kunde han ikke faaet det at vide?
Jo, det kunde han vist, naar Nogen havde sagt [240] ham det. Du veed, jeg var kuns i kort Tid forlovet. I et fortvivlet Øieblik skrev jeg ham til, men jeg brændte det, jeg skrev igjen Et, men jeg turde ikke sende det. Han beherskede mig, men jeg havde ikke denne altbeseirende Tillid, der gjør, at man ubetinget overgiver sig til hans Ædelmod. Hvor skulde man ogsaa faa den fra? Han kunde maaske lønnet mig med Glæde og Lykke, men han kunde ligesaa let lagt en Ydmygelse mere til min Ulykke. Jeg torde ikke . . . Bagefter da det var for seent . . .
O Gud, hvad da?
Bagefter, da det var for seent, fik jeg Brev fra ham. See saa nu er jeg færdig. Her gjorde hun et Klip med Saxen, og rev et Stykke Lærred bragende over. Sophie spurgte ikke mere, men den fæle Lyd skurrede hende endnu længe i Øret.
Om sine egne Anliggender talte Sophie aldrig mere til Søsteren. Denne havde engang truffet hende i et Anfald af dyb Modløshed. Hun græd og sagde, at hun vilde døe. Bah, sagde Louise med sit bittre Smiil, vent ikke det, man døer ikke af Sorg, ellers vilde jeg havt første Ret dertil. Det er med disse Ungdomssorger som med de første Veer, man synes allerede da, at man ikke kan holde det ud, at man maa døe, men Madammen sidder rolig foran os med korslagte Arme, og siger: det forslaaer ikke, det forslaaer ikke, der skal noget Andet til.
[241] Sophie forstummede ved slige Yttringer, det var ligesom en brændende Haand tørrede hendes Taarer af. Louise havde ikke ret forstaaet, eller villet forstaae hendes Sorg. Fra sin Ulykkes Høide havde hun skuet fornemt, ringeagtende ned paa den. Enhver af dem skyede Berørelsen af sine dybeste Saar.
Dette hindrede imidlertid ikke Louise fra at tale den praktiske Livsphilosophis Sag, og hvor det lod sig gjøre, indprente sin unge Søster nyttige Livsregler. Hun havde derved en egen Maade at behandle dennes egentlige Hjerteanliggende paa, hun omgik det nemlig, som om det ikke existerede.
Virkningen udeblev ikke, skjøndt Sophie selv mindst mærkede det. Hun var kommen langt videre end hun selv vidste af, end hun selv havde holdt for muligt, og som neppe havde været muligt, hvis Louise som den ømme Søster havde givet sig til at kjæle for hendes Smerte. Hun havde bævende skuet ned i en Afgrund, og fra det Øieblik vovede hun ikke at see mere op til Kjærlighedens lyse, solbeskinnede Tinder. Der gives Øieblikke, hvor man er glad ved at have Jorden under sine Fødder.
[242] En klar Novembereftermiddag, da Solen allerede begyndte at synke i den farverige Dunstkreds, holdt endelig den unge Pige udenfor Porten af Alleen, der fører op til Provstens Gaard. Hun skulde efter Bestemmelsen allerede været der Aftenen før, men hun havde foretrukket at overnatte paa det nærliggende Hvilested. Jo nærmere hun var kommen Maalet, jo besynderligere slog hendes Hjerte. Hun havde forladt denne Gaard, vel overrasket ved hvad der var mødt hende, men dog saa rolig, som om Reins Andragende ikke vedkom hende. Han kunde ligesaagodt læst hende et Kapitel af en Roman. Med den samme Rolighed havde hun tænkt paa at holde sit Løfte, at tage derind paa Hjemreisen. Nu var hun ved Porten, men her overfaldt denne Ængstelse hende saa stærkt, at hun selv standsede Hesten.
[243] Hvor fredeligt var det Billede, der laa foran hende! – Der borte var det godt og roligt at være!
Endnu hvilede der et Skin af høstlig Skjønhed over Egnen. En let Riimfrost langs Gjærder og Buske betegnede i uvisse svævende Omrids, hvor Solens Straaler ikke vare trængte hen. Men Markerne vare grønne og fortonede sig i de zarteste Overgange hen mod den violette Rand af Skoven. Endnu vare disse Birke i deres afbladede Skikkelse, majestætiske. Et Par Rognetræer længer ned i Rækken, kneisede hovmodig med deres pralende røde Kroner, som om de vilde sige, nu var deres Tid kommen. Tusinder af Kramsfugle opførte deres eiendommelige Koncert, der bestaaer af en eneste uafbrudt, dog ikke umelodisk Støi af snurrende, pibende, fløitende, lokkende, skrattende Røster. Vemodig lod Sophie Blikket falde hen mod Gaarden, der tilligemed det nære Kirkespir tegnede sit blaalige Skyggerids mod den røde Eftermiddagshimmel. Hendes Øre anstrængte sig for at opfatte en eller anden kjendt Lyd. Hun tænkte sig, naar hun nu pludselig traade ind i Stuen, med hvilken stormende Jubel Ada vilde flyve hende om Halsen, og nu, stakkels Ada! «kommer jeg nogensinde i denne Stue?» Som hun havde hørt denne Tanke og besvarede den, lød der idetsamme et langt, vedholdende, derpaa langsomt hendøende Klageskrig ned fra Gaarden. Maaske [244] var det en fjern Gjertrudsfugl, maaskee ikke andet end de tamme Ænder, som paa den Viis protesterte mod at være kommen for tidlig i sit Vinterfængsel, men Sophies Tanke paa hendes lille Veninde og den Skuffelse hun vilde volde hende, var saa levende vakt, at hendes Uvished, om hvad hun skulde gjøre, naaede sit Høieste. Hun ønskede tilsidst, at et Tilfælde vilde bestemme det for hende, og neppe var denne Bøn udtalt, før Hesten, lokket af et Par grønne Straa, som Frosten havde skaanet, pludselig gjorde nogle Trin ind ad Porten.
Denne Bevægelse vækkede Sophies slumrende Villiekraft. Med Instinctets hele uvilkaarlige Magt greb hun med begge Hænder om Tøilerne, drog Hesten tilbage, og med en Il, der lignede en Flugt, tog hun Veien i den modsatte Retning.
[II, 17]
[245] Cold havde tilbragt en stille, men arbeidsom Vinter. Vi gjenfinde ham ved hans Arbeidsbord i hans Bolig i Christiania. Han reiste sig netop fra nogle Timers vedholdende Skriveri. Var han syg, eller var det Skjæret af den heldende Martsdag i det i sig selv noget triste Værelse, men han saa bleg og medtaget ud, og hans Ansigt havde ikke det tilfredse Udtryk, som vi kjende fra hans landlige Informatordage. Han gik nogle Gange hurtig op og ned, af og til standsende ved Vinduet for at kaste et adspredt Blik ud paa den smudsige Gade. Ikke uden Glæde saa han Müller dreie om Hjørnet og tage Veien mod hans Bolig.
De saaes endnu temmelig ofte. Ethvert Skin af Aabenhjertighed var imidlertid forsvundet fra Colds Side. Han havde endelig grebet det Rette, han havde [246] kort og bestemt afviist enhver Indtrængen paa Enemærker, hvor han vidste, at Müller aldrig vilde forstaa ham. Müller respecterte dette, og gjorde aldrig noget Forsøg derpaa, uden dog – det maa vi sige til hans Roes – at dette gjorde noget Skaar i den virkelige Interesse han viste sin unge Ven. Denne paa sin Side trængte til hans Selskab som Adspredelse. Müller var dog en Individualitet. Hans egne, noget krasse Maade at opfatte Tingene paa, morede ham, ligesom det kunde forbause ham mangengang at see den chirurgiske Sikkerhed hvormed Müller foer hen over ethvert Livsphænomen, hvor der var noget Illusorisk at bortskjære. Halve Timer kunde han sidde taus og høre paa hans lunefulde, ofte barokke Expectorationer, og da Müller, som alle livlige, megettalende Mennesker i en taus Tilhører altid saa en god Tilhører, og til Nød overførte noget af egen Overflod paa ham, mærkede han lidet til Colds Ordknaphed, og efter slige Monologer gik han gjerne derfra med det Indtryk, at hans Georg dog var et sjeldent underholdende Menneske, et Menneske som man kunde tale med.
Cold havde stillet en Tobakskasse midt paa Bordet og tændt en Voxstabel, en Tilberedelse som Müller belønnede med et tilfreds Nik og et Spørgsmaal til hans Befindende. Han havde i den sidste Tid ikke været rigtig vel.
[247] Du bør ikke gaa ud, vedblev han med et prøvende Blik paa Colds Træk, der, netop oplyste af Flammen hvorover han tændte en Cigar, syntes ham paafaldende skarpe og lidende. Det er en afskyelig lumsk Luft, som endog Friske bør tage sig iagt for. Giv mig din Haand!
Aa Snak, sagde Cold, afværgende. De gjør for meget Væsen deraf.
Efter Müllers uheldige Operationer paa Gaarden, undgik han hvad der kunde bringe Tanken hen paa hine Scener. Cold nævnede næsten aldrig sit Ophold der. De følte maaskee begge, at her var et Punkt, der ingen Forklaring taalte mellem dem.
Samtalen var allerede med den Müller egne Bevægelighed gleden over de forskjelligste Gjenstande, da han pludselig udbrød:
Hvad siger Du om Nyheden fra Amtmandens?
Cold kastede et Blik til Siden, der lignede det Menneskes, der har tændt en Mine, der skal sprænge ham og Alting i Luften . . . . . Hvilken Nyhed?
Du har ikke hørt den endnu? Den lille Sophie er forlovet. Hun skal giftes med Provst Rein, en værdig Halvhundreaarig, der har Huus, Mobilier og Børn, Alting fix og færdigt. Mama kan spare sig Sorgen for Udstyret. See det kalder jeg en rask Beslutning. Ja, der var s'gu noget Aparte ved den Lille, hun saa determineret ud.
[248] Det er ikke sandt, udbrød Cold.
Maaske; men visst er det dog. Edvard Ramm fortalte mig det i dette Øieblik. Brylluppet skal holdes meget snart og begge Søstre, baade den lille, nydelige Sophie og den sværmeriske Amalie skulle vies paa engang. Jeg kan endog sige Dig Dagen, saa nøiagtig som nogen Sladdersøster. Lad see: første Juni, Fruens Geburtsdag. Der skal være stor Stads, og som gammel Bekjendt faar Du vist ogsaa en Indbydelse.
Det kunde nok hænde.
Det er dog latterligt med disse Bryllupper, vedblev Müller. Herregud, hvilke Anstalter, hvormegen Qvalm og Spectakel for en Formalitets Skyld! Thi naar det kommer til Stykket, er det dog denne, hvis Magerhed skal dækkes under alt dette. Tag engang Flitterstadsen bort, saa skal vi see: Tag Brudekjolen, det hele veldresserede Grædechor af pyntede Fruer og Jomfruer, visse Grupperinger og Maneuvres, f. Ex. at Bruden skal gaa paa høire Side op til Alteret, og saa skuppes over paa Venstre, hvorved formodentlig symbolsk skal antydes, at her gaaer Mandens ridderlige Forhold over i Herskerens . . . Tag Sangen og Klangen og Mamas Øiesteen Brudekammeret . . O, o jeg synes jeg seer Fru Ramm den Dag! . . . . Tag saa endelig Talen, som man rigtignok allerbedst kan [249] undvære, og saa har vi den nøgne Formular igjen; men hvem i al Verden vilde finde den tilstrækkelig? Ingen ung Dame vilde synes hun var rigtig gift ved den blotte og bare præstelige Handling. Bliver jeg engang over Fortjeneste saa lykkelig, at jeg skal holde Bryllup, saa skal det skee uden Optøier. Allerhelst vilde jeg hente mig Bruden uden Ceremonier. Jeg skulde blive ligesaa fortræffelig en Mand for det, sætte ligesaa vist i Enkekassen, og vi skulde blevet enige om, med samme Anstand og samme Trofasthed at plage hinanden Livet igjennem, som om Præsten havde lagt vore Hænder sammen.
Cold hørte paa denne Tale omtrent med samme Følelse som Lord Nigel, Dagen før han skal bestige Skafottet, hører sin humoristiske Ven Sir Mungo, skildre ham de Henrettelsesscener, han har bivaanet.
Endnu efter at Müller var gaaet, stod han som forstenet. Umuligt, umuligt var det eneste han fattede, og som uafladelig steg op paa hans Læbe. Han søgte Edvard i hans Logi. Med Vishedens, Haabløshedens Vished, forlod han ham. Edvard blev forbauset over det Oprør, hvori denne Efterretning satte hans ellers saa rolige og sindige Lærer; forundret stirrede han efter ham.
Nei – hjem kunde han ikke gaa igjen. Derinde maatte han qvæles. Han har siden forklaret Müller, [250] at han havde en Fornemmelse, medens han foer gjennem Gaderne, som om Husene flyttede sig og spærrede ham Veien, og hvert Øieblik truede med at falde over ham. Ved at see sig ude af Byen, følte han sig lettet, og det drev ham ustandselig fremad i den Retning, hvor hans Tanker drog ham hen, ad den nordlige Vei.
Det var i Slutningen af Marts, denne i vort Klimat tristeste Aarstid, da Naturen bereder sig til sit langvarige, møiefulde Værk at afkaste Vinterens Aag, der dennegang, efter en alt for smuk Sommer, havde været mere end almindelig strengt. I denne Tid fremtræder Naturen næsten hæslig hos os. De brune Marker med deres enkelte grelle Snepletter forstyrre alle Omrids og betage Landskabet ethvert Perspectiv. Vaarfuglenes jamrende Skrig, Bækkenes hule, underjordiske Brusen, indgyder Sindet en Uro, en ubeskrivelig længtede Traurighed. Det gjælder at forene den Fordring i os, at nu skal og maa Vinteren være forbi, med den Bevidsthed, at dette er en Skuffelse og at vi i Grunden have det Værste igjen. Luften er mild, men Jorden uddamper denne isnende Fugtighed, der virker ømfindligere, end den strengeste Vinterkulde.
Cold var kommen forbi Tøien og stormede op ad de tunge Bakker ovenfor. Gud veed hvorlangt det indre Oprør endnu havde drevet ham, – thi han følte [251] blot denne Bevægelsens Lindring under en heftig Smerte – hvis ikke et ufærdigt Veianlæg havde standset ham. Han vendte om; nedenfor laa Christiania i sit evige Taageslør.
Fra denne Side har Synet af Dalen, hvori vor Hovedstad ligger, noget Ucultiveret, Adsplittet, der høilig forstyrrer den maleriske Effect, som først ved en fjernere Afstand vindes igjen. Mindre vil dette mærkes naar Sommeren gyder sine bløde, smeltende Tinter over Landskabet, men i dette Øieblik laante det ganske det Sønderrevne i Beskuerens Sindsstæmning. For ham laa Byen der med dens dunkle, uregelmæssige, af intet Spiir endnu oplivede Huusmasse, dens utallige rundt om i den skovløse Dal henstrøede Løkker og Smaahuse, som en nedstyrtet Stad, en uhyre Gruusdynge, der havde spredt sine Levninger rundt om, medens Fjorden med sit hvide Liigklæde halvt stræbte at dølge Ødelæggelsen. En skarp Vind blæste ham imøde, da han ilede nedefter. Han var uden Overfrakke. Men han mærkede maaskee intet til dette, selv, da Feberen allerede bankede i hans Aarer. Dagen efter sendte hans Værtinde Bud efter Müller, men denne var uheldigviis bortreist. Da Müller, to Dage efter uden at ane Noget, rolig steg Trapperne op i sin unge Vens Logi fandt han denne i Delirium.
[II, 18]
[252] Sophie var forlovet. Hun var forlovet med vor brave, elskværdige Provst. Umuligt! vil Enhver raabe ligesom Cold, umuligt! En ung Pige, udrustet med mere Selvbevidsthed, mere Modstandskraft end de Fleste, med Hjertet endnu blødende af en nys udreven ungdommelig Tilbøielighed, samtykker frivillig i at ægte en Mand, der efter Alder kunde være hendes Fader, og som hun visselig ligesaalidt havde tænkt paa at ægte, som Stormogulen. Ikke umuligt Ømtfølende! . . . Ofte, saare ofte, stiller Livet os saadanne Misforhold, ja meget værre end dette, for Øie, og da vække de ingen Forundring. Vanen gjør det. Den flygtige Studsen derover beroliger sig med at det kan gaa an, og at det kan gaa an, det er netop Samfundets Hemmelighed, et Mysterium, som den beskedne Fortæller kun med sky Ærbødighed vover at løfte Fligen af. Vi forbigaae [253] altsaa de Kampe, Sophie kunde have havt at bestaa med sig selv, medens vi forsøge at udhæve nogle af de ydre samvirkende Kræfter, der manede hende indenfor Kredsen, hvorfra der ingen Udvei mere gives.
Man skulde virkelig tro, at det er sandt, hvad der paastaaes, at alle Damer have Lyst og et medfødt Talent til at stifte Partier. Vist er det, at Mændene ere ikke begavede i denne Retning. Nei Himlen skee Tak, de forplumre blot deres egne Anliggender, men synes at mangle baade Evne og Lyst til at befatte sig med Andres. En underlig Malice af Naturen dette! Er det ikke som om den hemmelig stræbte at oprette noget af Ligevægten, idet den gav den Halvdeel af Menneskeslægten, der nægtedes Tilladelse til at sørge for sig selv i et Anliggende, hvor Følelsen, og alene Følelsen burde raade, denne geniale Evne til at gribe ind i Andres? Mærkværdigt er det, at de Forbindelser, hvori en saadan lille usynlig Haand har havt sit Spil, ofte blive lykkelige, og atter igjen ikke saa mærkværdigt, naar man vil lægge Mærke til, at en kvindelig Tilbøielighed som oftest danner Udgangspunktet.
Louise, der skrev saa sjelden hjem, og altid meget korte Breve, havde i et Saadant fundet Anledning til meddele Moderen – i al Hemmelighed forstaar sig – Provstens Attaque paa Sophies Haand. Derved [254] lagde hun Sagen i de dueligste Hænde. Efter den første Overraskelse følte Fru Ramm, at dette var en vanskelig, en saare vanskelig Opgave at løse, selv for en mere end almindelig Dygtighed. Det gjaldt her et Tilbud, som ikke var noget Tilbud, et Afslag, som ikke var noget Afslag; det var et Tilbud, som var taget tilbage, et Afslag, som aldrig var givet. Hun kjendte dertil sin yngste Datter nok til at vide, at man ad almindelige Veie, ved Overtalelser etc., neppe vilde opnaae Noget, kort – det var en Sag, der krævede den yderste Varsomhed.
Det første hun havde at iagttage, var at anstille den dybeste Uvidenhed over dette Punkt. Fra dette Skjul begyndte hun at rette sit Skyts. Amalies Stilling til Provsten og hans Huus gav hertil den bedste og velkomneste Anledning.
Naar hun og Døttrene de lange Vinteraftener sadde i Dagligstuen med deres Sytøi, dreiede Samtalen sig fordetmeste derom. Det skulde blive Amalies Hjem, hvor naturligt for en Moder at dvæle ved og udhæve alle dets Goder og Behageligheder! Og alle disse Goder og Behageligheder havde sit Ophav i en eneste Person. Nu erindrede hun hundrede Smaatræk, der alle var beregnede paa at sætte denne Person i det gunstigste Lys. Fru Ramm fortalte meget godt, og Vinteraftenerne paa Landet ere lange. Var hun [255] ene med Sophie, antog disse Udladelser et mere elegisk Anstrøg. I en søsterlig, fortrolig Tone kunde hun da udbryde: Ak Sophie, Du kan tro, det er mangen Gang haardt at tænke, hvorledes Amalie har forspildt sin egen Lykke. Naar jeg tænker paa hvad hun har og hvad hun kunde have havt! Men vi Forældre raade ikke for Noget i saa Henseende, vi kunne blot ønske . Eders Fader er gammel og svag, vi kan miste ham hvad Øieblik det skal være, en tung Tanke maae det være ham, at han ikke skal see een af sine Døttre rigtig lykkelig gift . . . Jeg er stærkere og bærer det lettere! . . . Hvilken Glæde det vilde været for ham at see Amalie forenet med Rein! . . . Ja, rolig kunde de Forældre lukke deres Øine, som vidste sit Barn i slige Hænder!
Uger gik. Saa kom en Dag, hvor hun var taus, indesluttet; over hendes Ansigt hvilede et vemodigt, tankefuldt Udtryk. Der kom flere saadanne Dage. Bekymret spurgte Sophie, da hun en Aften fandt hende liggende paa Sophaen, med Øine, der saae ud som om de havde grædt, om hun var syg. Nei, jeg er ikke syg, sagde hendes Moder, men jeg har hørt Noget, der har rystet mig dybt. Sophie, jeg veed, at Provst Rein har friet til Dig, og at Du intet Svar endnu har givet ham .
Frygt ikke mit kjære Barn, vedblev hun, idet hun [256] saa den Skræk, der malede sig i Sophies Miner – maaskee ved at erfare, at hun endnu intet Svar havde givet ham, maaskee ved at see en Hemmelighed misbrugt der neppe tilhørte hende selv – Frygt ikke! . . . Hvad dine Forældre heri kunne ønske, kjender Du, men det skal ikke volde Dig ringeste Tvang. Din stakkels, gamle Fader skal ikke engang ane det, og jeg skal vide at undertrykke Ønsket selv paa mine Læber.
Med en i Sandhed mageløs Udholdenhed holdt hun Løftet. Faldt nu Talen hen paa Amalies tilkommende Hjem, saa blev hun ordknap, hvor hun før havde været saa veltalende. Hun afbrød den ofte med et undertrykt Suk, en smertelig, hengiven Mine. Denne moderlige Resignation greb Sophie saameget mere, som hun vidste, at den ikke var øvet i lignende Tilfælde mod hendes Søstre. Alene for hendes Skyld, paalagde hun sig denne Selvfornægtelse.
Men det var ikke Fru Ramms Mening at forlade en gunstig Post uden at have en anden Styrke i Baghold. Hun indviede Amalie i Sagen. De to Søstre holdt inderlig af hinanden. Den forestaaende Skilsmisse var ofte et vemodigt Thema mellem dem. Den Mulighed, at Skjæbnen dog ikke vilde skille dem ad, men paa en saa smuk Maade tillade dem at leve sammen, klang for Amalie mere som et Eventyr, end som Noget, hvortil hun turde knytte virkelige Forhaabninger. [257] Derfor, og maaske af en medfødt Sky for Sophie, faldt det hende ikke ind at forsøge Forestillinger; hun udsmykkede kun sit Eventyr, hun udmalede med sine bedste Farver Herligheden ved et saadant Samliv. Det er ikke usandsynligt, at disse ukunstlede søsterlige Udbrud gjorde mere Indtryk paa Sophie, end al anden Overtalelse vilde gjort, hvad enten denne havde yttret sig i indtrængende Bønner, eller hyllet sig i en falsk Resignation, og at de mere end alt Andet bidrog til at gjøre hende fortrolig med Tanken og ubemærket betage den dens Braad.
Thi fremmed var den hende ikke denne Tanke. Naar den egentlig først var vakt – om allerede i Louises Hjem – kan Ingen bestemt sige. Det er ikke i lykkelig Grunde den Slags Urt spirer, den trænger hverken til Pleie eller lune Vinde. Det er Skuffelsens og Bitterhedens Frø, der skyder op i en Nat, som Bab-al-Babas Sværd i Eventyret, hvast og færdigt til at saare sin egen Eiermand. Den bedragne, fra sin Lykke nedstyrtede unge Pige, vil kunne fatte en saadan Tanke, men den unge Pige, som endnu har sine Drømme i Behold, vil vanskelig gjøre det.
Hvor mangen saadan fortvivlet Beslutning vilde dog maaskee bekjæmpes, eller dø stille hen af sig selv! Men en ung Piges særegne Stilling til Yderverdenen vil i det sjeldneste Tilfælde tilstede et saadant Selvprøvelsens [258] stille Værk. Hun vil ikke faae Tid dertil, ikke Ro. Er først den svageste Kime til en Mulighed der, vil Verden have tusinde Besværgelsesmidler i Beredskab. Da maa hun tage sig iagt. Luften er svanger med dem. Fra alle Kanter vil der klinge et hemmelighedsfuldt Ord, hvoraf hvert Enkelt uskadeligt, tilsammen danne den hele Trylleformel: hun vil høre det i sine Moders Sukke, i sin Faders Taushed, i sine Sødskendes uskyldige Tale . . . Og saa Veninderne, og Rygterne og Folkesnak!
Vi have talt om de Tilskyndelser Sophie havde erfaret ved sine Nærmeste. Ogsaa en anden Skikkelse skred hende manende forbi, en os bekjendt Skikkelse, den ulykkelige Lorentz Brandts.
[II, 19]
[259] Man havde hverken hørt eller seet Noget til ham paa Gaarden den hele Høst. To Potteblomster, en Geranium og en Myrthe, der strax visnede, vare til forskjellige Tider paa en hemmelighedsfuld Maade satte ind i Sophies Værelse; hun vilde ikke spørge Nogen, men det anede hende, at det var en Hilsen fra ham.
En trist Februarmorgen var hun beskjæftiget i sit Værelse, da hørte hun de tappende Trin af en Hund i Forværelset. Krøsus sprang logrende ind paa hende, og inden den forskrækkede Pige kunde komme til at lukke Døren, stod allerede Lorentz Brandt paa Tærskelen.
Det var ham og det var igjen ikke ham. Hans Dragt, hans Holdning var anderledes, end man var vant til, og denne Metamorphose strakte sig ligetil hans hele Figur, der syntes mindre og tyndere end sædvanlig. Han havde faaet en ny afdanket Kjole paa, der omhyggelig børstet, dog ikke syntes at kræve nogen [260] Opmærksomhed for sin egen Skyld, men kun at være til for at skjule saa meget som muligt en ditto broget Fløielsvest, nye Støvler der knirkede stærkt, og en ganske hvid Skjortekrave. Der var over det Hele udbredt en vis kummerlig Pyntelighed, der kræver et dybere Studium, et større Forbrug af Tid og Kunst end det rigeste Toilette.
Sophie veeg uvilkaarlig tilbage, men et Blik paa Lorentz overbeviste hende om, at han ikke var kommen for at volde hende Frygt, men maaskee netop for at beseire enhver Rest af denne Følelse hos hende.
Han havde nedladt sig beskeden paa en Stol ved Døren. Medens han sad der med Albuerne støttede paa Knæerne og sit Hoved hvilende paa de flade Hænder, blev Forandringen ogsaa i hans Ansigtstræk iøinefaldende.
Det unaturlig Oppustede var forsvunden, men havde efterladt Trækkene hule og skarpe. Saaledes synker Strømmen, der længe har været opsvulmet, ofte for lavt ned, saa at den usynlige Harmoni mellem den og dens Bredder forstyrres. Blyfarven var vegen for en mat terra cotta-Guulhed, der end mere fremhævede det oprindelig Rene, næsten Classiske i disse Træk. En Upaavirket, der i Ro havde kunnet betragte ham, medens han sad saaledes, med Blikket ligesom fasttryllet, vilde have sagt, at her var en herlig menneskelig [261] Form gaaen tilgrunde, som selv i sin Ruin var mærkelig at skue.
Vi ville ikke Ord for Ord gjengive den piinlige Samtale eller rettere Monolog, der nu fandt Sted. Læser! har Du nogensinde drømt, at Du skulde holde en Tale, hvorpaa dit og Verdens Vel beroede, for et spændt Publicum, men pludselig huskede Du ikke et eneste Ord? En saadan Fornemmelse maatte Lorentz have, da han begyndte sin første, stammende Indledning. Han talte om sin Forbedring, om sin virkelige Forbedring, om de Offre han havde bragt den, han talte om nogle Forhaabninger han nærede, om at komme ind i en agtet Stilling. Men han troede maaske ikke paa det selv, han vrøvlede frem og tilbage, han stammede, som om det var noget Ondt han vilde bekjende. Hans Humor, hans Svada, hans tillidsfulde Uforskammethed havde forladt ham, og medens han roste sig af den Selvovervindelse, der havde fordrevet disse Dæmoner, havde han maaskee i samme Øieblik givet sit Liv, om En af dem var kommet ham til Hjælp. Hans Sjels Strømme vare ogsaa skjunkne under den Vandstand hvor de ophøre at være Strømme, og hvor de neppe kunne dække de Dødens og Ødelæggelsens Spor de dølge paa Bunden.
Sophie havde intet sagt endnu. Hun havde selv siden hun saa ham sidst, erfaret saameget Smerteligt, [262] hun havde hørt Ord, der havde gaaet som Dolkestik gjennem hende, hun havde lært, hvor let ethvert Ord kan blive saarende. Hun stod ubevægelig med Haanden støttet til Bordet, det stille, tankefulde Blik stivt hæftet paa ham. Hvorhen svævede hendes Tanke idetsamme? . . . Langt, langt fra ham. Hun tænkte paa den syge Ada. Hun hørte maaskee ikke det Halve af hvad han sagde, men et Øieblik var det som om hun atter saa det lidende Barns Øie bønligt rettet mod hende.
Modigere ved at Sophie hverken viste Skræk eller Afsky, – han troede maaskee endog at høre et Svar gjennem den milde, sørgmodige Mine – gjenvandt Lorentz efterhaanden Sikkerhed og Ro i sine Forklaringer. Han fortalte hende, hvorledes han, siden den Forandring, der var foregaaet med ham – en Forandring, der skrev sig lige fra den Dag, hvor han havde voldt hende saamegen Skræk – havde følt sig mere forladt og forskudt end nogensinde før. De Seire han vandt over sig selv, forekom ham selv saa uhyre, saa overmenneskelige, at den hele Skabning maatte forundres over dem. Naar han gik gjennem en Skov, syntes han Fuglene qvidrede derom . . . Hans Hund havde vist ham dobbelt Ydmyghed, dobbelt Hengivenhed siden. Kun Menneskene vilde ikke troe det, kun de havde mødt ham med Kulde og haanlig Tvivl. Hans Moders Bebreidelser traf ham nu vergeløs. [263] Og denne Trang til et eneste opmuntrende Menneskeblik var i den sidste Tid bleven fortærende; han var kommen til det Punkt, hvor han syntes, at eet haardt Ord til, vilde støde ham redningsløst tilbage i Svælget. Og da var han kommen til hende, som maatte afsky ham mest, modløs, sønderknust . . . Og hun havde ikke sagt det haarde Ord, men ladet sit milde Blik hvile paa ham.
Nu føler jeg mig dog styrket og modig og riig , endte han, skjønt jeg blot eier fire Skilling i min Lomme, og de ere bestemte til en Kugle til stakkels Krøsus, der bliver gammel og begynder at faa onde Dage hos mig.
Krøsus hævede Hovedet fra Poterne og saa logrende paa sin Herre, som om den forstod hvad han sagde og paaskjønte dette Beviis paa hans Ømhed.
Ja Gutten, ja stakkels Gutten, Du skal have dem! . . Og nu vil jeg sige Dig Farvel, Sophie, sagde Lorentz og nærmede sig. Jeg vil ikke misbruge din Godhed. Jeg har seet dig, Du har hørt mig taalmodig, mere fordrer jeg ikke for denne Gang. Gud velsigne Dig derfor. Lev vel!
Han var allerede ved Døren, men standsede forlegen. See Sophie, sagde han og trak usikkert en Pakke frem under Kjolen, der under den omhyggelige Indhylling – et guult Bomuldslommetørklæde, dernæst et graat Papir og endelig et Stykke fiint Silkepapir [264] – viste sig at være et lille poleret Træskrin af dem man paa Markeder kjøber for fire Mark Stykket. . . . . Tag det ikke ilde op, . . . men jeg vilde saa gjerne give Dig dette til Erindring . . . for det varer længe, meget længe, inden Du seer mig igjen . . . Ikke før det er skeet, som jeg har sagt Dig. Lad det staae paa dit Bord heroppe , men ikke nede . . . Naar Du seer det, saa husk paa mig, og send en Bøn op for mig . . . See her er Sax og Fingerbøl og dette lille Speil, hvori jeg har indbildt mig at see dit Billede, ligesom nu –
En skarp Stemme afbrød dem her. Fru Ramm stod i Døren, de mørke Bryn truende optrukne, og med en livligere Teglstenscolorit end sædvanligt. Sophie forstod strax af den Mine, som hendes Moder søgte at give Udtrykket af ligegyldig Forundring, at hun havde været i Forværelset og hørt Altsammen.
Hvad i al Verden! Er det Dem, Brandt? Jeg kunde ikke begribe, hvad det var for knirkende Støvler heroppe! Er De endnu saa ukjendt i Huset, at De kan tage saadan Feil af Dørene? Det er din egen Skyld, Sophie, som lader dem staae aabne . . . Vil De have Frokost, Brandt, saa staar den nu nede. Men jeg vil sige Dem i Forveien, at der drikkes The og intet Andet .
Nei Tak, Frue, stammede Lorentz bleg som Døden.
[265] Som De vil. Vi nøde aldrig Nogen.
Hun slog Døren op og gjorde en lokkende Bevægelse: St. St. Lorentz . . hvad siger jeg! . . Karo, Krøsus, ud med Dig!
Gjennem den aabne Dør sneg sig Hunden og dens Herre.
Bi lidt. Er det ikke Deres Skrin? I Deres Sted, Brandt, vilde jeg forsøge at finde Eiermanden igjen. Jeg vilde avertere. Dog for mig maa De gjøre hvad De vil, jeg forsker ikke efter hvor De har faaet det.
O Moer! raabte Sophie oprørt.
Da hun var alene, kastede hun et Blik rundt om sig, dette Blik, hvormed man søger en Redning, et Noget, hvormed man kan standse en Forblødning. Da river man det Bedste, det Kostbareste itu, hvad man netop har. Ja, her stod hun ligeoverfor en af disse Vunder, som den enkelte ingen Lægedom kan bringe, ikke engang Lindring. Endnu i Sophies Aar er man saa uvant med at see dem, endnu har ikke Vanen sløvet Indtrykket, man synes, for at dulme denne Lidelse maatte man give en Deel af sig selv, men man har intet andet end Almisse, og bestandig Almisse! Man vilde lægge en Velsignelse, et Gud styrke Dig! paa dette elendige Hoved, der forsøger paa at reise sig, men det bliver kun en Fornærmelse, man vilde yde en Opreisning, [266] men man kommer med en Ydmygelse til. Den unge Pige følte dette saameget smerteligere, siden hun selv var bleven et Redskab i denne Ulykkeliges Liv, som da dette ikke mægtede at drage ham op, maaskee kunde støde ham dybere ned end han var.
Forstyrret drog hun alle sine Skuffer op og i, to Gange havde hun allerede taget den Mynt, hun eiede, i Haanden og med Væmmelse kastet den igjen – og dog tog hun denne Mynt, og hun tømte Amalies Chatol og hun var allerede paa Trappen . . . Nei! disse Penge brændte hende i Haanden, han skulde idetmindste ikke see dem. Atter var hun inde igjen, slog en Konvolut om, forseglede denne og nu foer hun afsted.
Veiret var mildt og stille, det tøede lidt og det dryppede fra Tagene, hvor der endnu var Spor af et flygtigt Snelag. Enkelte store Sneflokke flagrede i den stille Luft og syntes gjækkende at nyde sin Tilværelse inden de forgik paa den vaade, smudsige Jord. Man hørte de dumpe Slag af Pleielen, naar den faldt paa de fulde Kornneg. Det var ret et Veir for Spurvene, der i store Flokke fløi omkring i Gaarden og qvidrede, og levede flot.
Sophie havde naaet Alleen. Hun kunde see en Skikkelse, som hun antog for Lorentz, bevæge sig øverst oppe, men pludselig forsvandt den, og hun frygtede, at han havde naaet et for stort Forsprang. Hun bevingede [267] sine Skridt, da hørte hun sit Navn nævne med Glædens Overraskelse.
Paa Randen af Grøften sad Lorentz beskjæftiget med at skjære nogle Stykker Brød ved Hjælp af en Foldekniv af til sin Hund. Da han saa Sophie, kastede han det Hele til Hunden.
Den unge Pige var aandeløs af Sindsbevægelse og den hurtige Gang, og Lorentz, der ikke havde regnet paa den Lykke at see hende endnu engang, stirrede maalløs paa hende.
Jeg kommer, sagde hun endelig, jeg vilde kun . . . Lorentz hvorfor gik Du saa hastig? . . Jeg skal give Dig dette fra Fader.
En Rødme foer over hans Kind. Hun havde aldrig før tiltalt ham med dette søsterlige Du fra fordums Dage. Af sit overstrømmende Hjerte gav hun ham det , da hun intet Andet havde. Han lyttede henrykt.
Jeg skal give Dig dette fra Fader, gjentog hun. Det var Noget for en Tjeneste, Du har gjort ham.
Ja vist, en Tjeneste, sagde Lorentz smilende, jeg har i sex Maaneder ikke besøgt ham. En stor Tjeneste det!
Hvem siger det! Du veed selv hvad det er. Du har jo havt noget Skriverarbeide for ham.
Ja vist, ja vist noget Skriverarbeide. . . Et ikke [268] ubetydeligt Skriverarbeide, sagde Lorentz med et Anstrøg af sit gamle Lune, og blinkede med Øiet.
Han læste Udskriften paa Brevet, saa smilende paa Sophie og atter igjen paa Brevet.
Sophie, hvis jeg nu var fuld – bliv ikke bange! jeg siger bare hvis jeg var det . . . Det er dog bedre at tale om det end at være det, det er altid et Skridt, ikke sandt, et Skridt fremad? . . . Hvis jeg nu var fuld, vilde jeg holde Dig en lynende Tale om Stolthed og Menneskeværd, jeg vilde ende med at kaste disse Penge foragtelig for dine Fødder . . førend jeg stak dem i Lommen . . Og selv nu bobler der Noget op fra Dybet af min Sjel, som protesterer mod disse Penge. Men det er Bobler Sophie! de komme ikke længer end hid , saa kan jeg ikke finde de gamle Ord for dem. Hvad jeg derimod husker grant er, at disse Støvler ikke ere betalte og at jeg i to Dage ikke har spiist til Middag. Tak for disse Penge . . de kom beleiligt.
Taarerne strømmede ned ad Sophies Kinder. O Lorentz gjør mig ikke skamfuld, tal ikke om dem. Væk med dem! . Lorentz gaa til din Moder, til hende, siig alt det Gode og Haabefulde Du har sagt mig, og hun vil tro Dig. Eller kan Du ikke det engang, saa siig Dig det selv. I din inderste, dybeste Sjel siig Dig det. En vil høre det, som vil give Dig Mere end Menneskene kunne give Dig. O Lorentz, Menneskene [269] kunne ikke give hverandre Noget, nei Intet, Intet, de kunne blot saare og gjøre hverandre ondt.
Har Du alt opdaget det Sophie, sagde Lorentz, og saa nu forskende paa dette før saa friske, straalende Ansigt, hvorpaa Sorgen allerede havde sat sit første, usynlige Mærke. Det er for tidlig at gjøre saadanne Erfaringer. Hvad har Du oplevet da?
Meget, meget, Farvel!
Farvel, sagde han sørgmodig og holdt hendes Hænder fast. Farvel, Barmhjertighedens Engel . . Du Straale paa Fængselsvæggen, Farvel!
Hun var alt nogle Skridt borte, da vendte hun endnu engang om.
Lorentz, sagde hun med et Smiil. Du vilde jo give mig det lille Skrin? Skal jeg ikke have det?
O Gud . . Sophie! . . hvordan skal jeg lønne Dig! Du skal aldrig see mig mere, aldrig .
Derfor raader Gud, vær sterk og haab paa ham. Hun tog Skrinet under Schawlet og gik langsomt ned ad.
Og atter førte Tanken hende til Adas Hjem. Hun følte Noget af den Husvalelse, den besynderlige Fred, der var dalet over hende under Angstens Omsorg for det syge Barn, og hun tabte sig i en Række af Muligheder og Billeder.
Lorentz stirrede efter hende saalænge endnu en Flig af hende var synlig.
[II, 20]
[270] Rygter og Folkesnak! Af alle Skrækkebilleder i en Kvindes Liv det meest Chimæriske, af alle Chimærer den Skrækkeligste! Intet har en større Magt til at kue hende og bøie hende til Lydighed. Intet griber mere dæmonisk ind i hendes Liv end disse herre- og ansvarsløse Anfald, som vi er vante til at betegne ved fine Navne. Alt det Øvrige har kun bearbeidet Grunden, dette vil drive den bittre Væxt frem. Det behøver ikke at være noget Slemt eller Ærerørigt, det der siges, nei – takket være denne vort Samfunds dybe Billighedsfølelse, der opstillede Kvindelighedens skjære Krystal midt i sin egen Ureenhed, med den Fordring til Krystallet altid at være krystalreent , – der behøves intet Stænk, blot et Aandedræt til at fordunkle det. Der behøves blot, at der tales . Det er ubeskriveligt hvilken mystisk Rædsel dette elendige Tohuwabohu kan øve paa et ungt Gemyt.
[271] En ung Pige har en Hjertesorg. Hendes Sind har lig en Mimose lukket sig over den, maaskee saa længe, saa længe indtil det fine, straalende Insect Kjerligheden, er død. Da folder hun det stille, smertefuldt ud igjen, mod Verden, mod Lyset. Hun tror naivt, at Ingen har mærket det, hun tror det i Bevidstheden af sin Smertes Adel og Uantastbarhed. Hun har Intet givet bort, hun eier sin Hemmelighed. Stakkels Mimosa! Din Hemmelighed eier alle. Du kan læse den i Alles Blikke. Fra alle Kanter vil Du høre den fortolket, besmykket, fordreiet, besudlet; her en Gjenstand for Medlidenhed, hist for Spot. Er den meget interessant, vil den maaske falbydes i Bogladerne. En Rædsel griber hende da; hun vil flygte tilbage i sit eget Indre. Men Helligdommen er jo skjændet, Klenodiet borte, og hun flygter da i Armene paa en eller anden Ulykke, der aldrig mangler at være ved Haanden.
Vor stakkels Sophie var ligesaalidt hævet over dette som enhver Anden. Hendes Moder havde seet hende blegne ved den sagteste Hentydning til hendes Forhold til Cold. Fra denne Side var det værdt at vove et Angreb, og hendes Moder besluttede at vove et Angreb fra denne Side.
En Dag kom hun hjem fra en Visit hos den omtalte Fru Breien. Med den moderlige Indignations [272] Iver fortalte hun sine Døttre en Scene, der var forefalden mellem hende og den nævnte Dame. Fru Breien havde med hykkelsk Deeltagelse spurgt til Sophies Befindende, og endelig efter tilbørlige Omsvøb yttret den Formening, at dennes lidende Udseende skulde have sin Grund i en forsmaaet Kjerlighed for den bortreiste Huuslærer. Det var saamæn ikke hendes Formening alene, men Alles, havde hun lagt til, da hun saae Fru Ramms piquerede Mine. En Pige, som havde tjent hos Amtmandens og siden var kommen til Andre, havde fortalt, at hun med egne Øine havde seet Frøkenen i høieste Bevægelse række ham et Brev, som han ikke vilde modtage, at det var faldet paa Gulvet og da Pigen havde rakt ham det, saa maatte han tage det. At Postbudet havde bragt flere Gange Breve fra hende paa Posthuset (Colds tilbagesendte) at hun endvidere havde skyndt sig saa med at komme hjem fra sit Besøg, men hun kom for seent, Fuglen var alt fløiten.
O, raabte hendes Moder, der ikke syntes at ville lade sig berolige, skal vi endnu have Fortræd af det Menneske! Det er ikke nok, Sophie, at han har holdt Dig for Nar, nu skulle ovenikjøbet Bygdens Sladderhanke faae fat paa Historien, og tærske Langhalm paa den et Aar eller to. Bedst var det, om Du kunde være borte en Stund, indtil man fik snakket ud . . . [273] ja sandelig . . . saa haardt som det vil være for mig at give Slip paa Dig, nu da ogsaa Amalie reiser – det var det Bedste for Dig. Var det ikke en Umulighed vilde jeg foreslaa Dig at drage med hende og blive der nogen Tid.
Det er ingen Umulighed, mumlede Sophie, hvid i Ansigtet som et Klæde.
Jo min Pige, med din Delicatesse vilde jeg dog betænke mig . . . . Ja jeg veed ikke . . efter min Følelse vilde jeg det ikke.
Som hans Kone kunde jeg, og vil jeg det, sagde Sophie koldt og roligt, men med lydelig Stemme.
Med et Glædesskrig styrtede Amalie hende om Halsen.
Om Aftenen skrev Sophie et Brev til Provsten, og fjorten Dage efter var Svaret indløbet i den bedste Form.
Først da blev Sophies Fader dragen ind i Hemmeligheden.
Den gamle vilde ikke tro det. Det kom ham altfor uventet.
Hvorledes, Sophie! Provsten? Sophie, siger Du? . . . Mariane, lagde han næsten forskrækket til, vi have dog vel ingen Skyld? . .
Vi nogen Skyld? . . Hvad falder Dig ind! Ikke med en Stavelse er Sophie bleven paavirket, ikke med [274] en Stavelse. Jeg falder jo selv som ned af Skyerne, da Barnet fortæller mig det.
Sophie! Provsten! Min lille Sophie! . . Nei vil man see! . . Min stakkels Pige! . . . Det er jo en stor Lykke! sagde han og stirrede hen for sig.
[II, 21]
[275] I fire Uger vaagede Müller ved Colds Sygeleie. Stum, afmægtig, forbløffet stod nu den kolde Forstand ligeover for den utilslørede Lidenskab. Müller havde vænnet sig til at betragte denne som en Sygdom, der krævede en egen Behandling, ligesom Typhus og Nervefeber, og som, naar den havde overstaaet sin Krisis Nærheden , ikke mere var farlig. Den fremmedartede Vending Colds Sygdom tog, bragte ham lidt ud af Fatning. Halv forbauset, halv nysgjerrig sad han ved hans Seng og lyttede til disse Udbrud, der meer eller mindre forvirret altid dreiede sig om et Navn, altid henvendtes til en Person, som han vexelviis bønfaldt og beskyldte. Det var baade ynkeligt og hjerteskjærende tillige at høre den Syge, der saa dyrekjøbt havde vogtet sin Hemmelighed fra at blive Müllers Bytte, [276] uafladelig at opramse ham Gangen i den ulykkelige Historie, og dette med en Gjentagelsens Omstændelighed, en Lidelsens Inderlighed, som naar man skrifter for en øm Moder. Var han derimod ved sin Bevidsthed, viste han Müller en Kulde, en Mistro, der ofte var fuld af Bitterhed, men her maae man lade denne, at han virkelig fortjente den Roes, som kun en utrættelig, altid overbærende Moder kan naae. Med en Stoikers Taalmodighed bar han den Syges Luner. Müller forstod maaskee ikke et Ord af den hele Sammenhæng, men det havde vakt en uhyggelig Følelse i ham, og han spurgte sig selv, om han dog virkelig havde nogen Skyld i sin Vens Lidelse.
Maisolen skinnede kraftigere ind i Sygeværelset. Cold kunde sidde oppe. Der kom Venner og besøgte ham. Der blev passiaret og spillet Kort. Cold var livlig som alle Reconvalescenter, og tog Deel i al Underholdning. Men Müller var nu bleven mistroisk. Denne Livlighed huede ham ikke, og af en vis fordybet Henstirren midt i en saadan oprømt Stemning forstod han, at en eller anden fix Tanke beskjeftigede ham. Nogen Reise, eller et andet voldsomt Skridt kunde det neppe være; Dagen, den omineuse Dag da Sophie skulde forenes med den Anden var dertil rykket for nær. Kunde han blot lykkelig og vel bringe Pasienten ud over denne, saa var han reddet. Cold havde maaskee [277] ikke lagt saa nøie Mærke til Datoen, første Juni, og den havde siden slet ikke været nævnt mellem dem.
En ung, aandrig Svenske, som de begge kjendte, gjæstede dengang Christiania. Müller vilde bede ham, samt nogle andre Venner sammen den Dag, og feire Kolds første Tilladelse til at være ude, med et Aftenlag i det Grønne. En halv Tønde Østers og en Kasse fine Vine, som var bleven sendt Müller fra en taknemmelig Helbredet henne i en af Byerne, kom netop som bestilt til Festen.
Det var den Tredivte. Saare tilfreds med den sindrige Plan han havde lagt, skiltes Müller fra Cold om Morgenen. Aftenen tilbragte han med at søge et Logi til Festen og gjøre nogle Anstalter. Først henimod Middag den Enogtredivte kunde han opsøge Cold igjen.
Neppe indkommen i Huset mødte Værtinden ham med et uroligt Ansigt. Ak er det Dem, Doctor! og han er ikke med Dem heller?
Hvem mener De?
Ei, naturligviis Candidaten. Ligesom De var gaaet fra ham igaar, gik han ud og har siden ikke været hjemme. Var det ikke et saadant stille Menneske, skulde man tro, han havde gjort en Ulykke paa sig. Jeg har sandt for Gud ikke lukket et Øie den hele Nat.
Müller hørte ikke mere. Han var allerede oppe. [278] I Georgs Værelse var Alt forladt i Skynding. Paa Bordet laa en Seddel.
Ikke vred, kjære Müller, ikke vred – De havde dog ikke kunnet holde paa mig. En Strid med Dem vilde blot røvet mig de faa Kræfter, jeg saa vel trænger til. Naar jeg seer Dem igjen, er jeg roligere. Tro mig, jeg er ikke utaknemmelig. G. Beed min Værtinde at lukke alle Vinduer op og lade dem staae til jeg kommer tilbage.
Afsted efter ham! var Müllers første Tanke. Den Rasende! sagde han besindende sig, han er allerede deroppe.
Reisen op til Amtmandens Gaard medtog i Regelen to Dage. Ved at reise hele Dagen og den følgende Nat med bestilt Skyds, lykkedes det Georg allerede ved Daggry at naa den sidste Station, hvorfra der nu kun var en kort Spadsertour hen til Gaarden. Han undte sig her kun en kort Frist, for at bringe sit forstyrrede Udvortes lidt i Orden, og begav sig derpaa til Fods det sidste Stykke af Veien.
Klokken var omtrent syv da han naaede Indkjørselen til Alleen. Han gik først nogle Skridt ned ad den, sprang saa over Gjærdet og fulgte en lille Marksti, der ad en Omvei ubemærket fører ind i Haven. Fra det tætte Buskads kunde han iagttage Huset og Enhver der forlod det.
[279] Det var ret en Foraarsmorgen saa klar og varm! Naturen udfoldede al sin første, vaarfriske Pragt. Hvert Træ, hver Busk syntes stolt af at vise det unge, skinnende Grønne, som endnu ikke Solbrand havde mørknet, eller et eneste Støvfnug berørt. Haven var netop pudset og færdig. Om alle Bed slyngede Pinselillierne og Auriklerne sine Krandse. I de nyragede Gange viste der sig endnu ikke et menneskeligt Spor, men Æbletræet og Hæggen havde festlig strøet sine Blade ned paa dem. Georg ændsede neppe Noget af dette, hans Blik var spændt rettet mod Huset. Der indenfor var der allerede Liv og Travlhed. Man hørte Lyd af Kjøkkenredskaber og mange surrende Stemmer; gjennem dette trængte Fru Ramms Discantrøst kort og dictatorisk som en Generals gjennem Slaglarmen. Fra det aabne Vindue blandede Kanarifuglen sin skingrende Røst med Bogfinkernes udenfor . . . En Pige pudsede Vinduer i Havedøren, de glittrede i Morgensolen. Men Sophies Vindue ovenpaa stod aabent, et hvidt Gardin viftede ud og ind som en Hilsen – eller som en Afsked. Hun er allerede nede, sagde han. Det var det han vilde vide. Nu forlod han sin Post og søgte gjennem de ensomste Gange i Haven hen til den velbekjendte Grind, der fører ud til Marken, og tog Veien ned ad mod Møllen.
Duggen glindsede endnu paa Stien, denne Sti, [280] hvor han saa ofte havde forfulgt Sophies Spor. Her først sagtnede han sin Gang og lod Blikket streife omkring. Hver Busk hilsede ham som en gammel Ven, han kjendte hver særskilt lille Blomsterfamilie igjen. En saadan stenet Engbund udvikler ogsaa fortrinsvis en broget Flora, som man forgjeves søger i den federe Græsmark. Marienøglen var der allerede og den rosenrøde Skovpryd; Gjøgesyren stod i fuld Flor. . . Over de brune Moostuer udbredte de sidste Anemoner rødlige Tepper. Konvallen knuppede bag de brede Blade, men havde ikke udfoldet en eneste af sine skjære Klokker endnu. Maaskee den vægrede sig ved at bringe Festen noget Offer. Overalt flagrede og rørte det sig, overalt en Summen, en Hvisken, en Knittren af tusinde, smaae usynlige Liv. Den stakkels Georg, lige sluppen ud af sit Vinterfængsel, havde ikke tænkt paa Vaaren, han var ikke belavet paa dette nye, mægtige Indtryk. En sagte, vemodig Musik tonede hen over Engen, det var den fjollede Ole, der sad paa en Tue og blæste paa en Syljefløite; i de døsige Blaabærøine rørte sig ikke Tegn til Forundring eller Gjenkjendelse idet Cold gik forbi . . . Uforstyrret klang Fløiten. Den blide, drømmende, vaarlige Lyd greb ham med nye Erindringer og vakte den hele Sammenligning mellem Fordum og Nu. Hvor freidig havde han ikke før paa denne Sti hilst Vaaren! Og endnu sidste Gang – det var netop i de [281] Dage, Sophie ventedes hjem – med hvilken Længsel og svulmende Forventning! . . Nu sneg han sig som en Fremmed hen ad den, syg, miskjendt, krænket, martret af Angst og Uvished! Alt overvældede ham. Den søde, berusende Duft af Marken rystede hans Nerver og vakte en usigelig smertelig Fornemmelse. Han kastede sig til Jorden og brød ud i en Taarestrøm. Et Øieblik følte han et Raseri mod sig selv over dette ufrivillige Udbrud, og han saa sig truende omkring, om en eller anden Rødkjelke havde mærket det.
Disse Taarer styrkede ham. De efterlode en Følelse af Vrede, Vrede mod hende, mod sig selv . . . . Blot ved at tænke paa hvad han havde lidt, og at Synet af hende dog maaske vilde smelte ham, kunde gjøre ham rasende. Nei, nei, ingen Blødhed, ingen Svaghed skulde forstyrre ham dette Møde, dette dyrekjøbte Møde, hvoraf Død og Liv syntes at afhænge.
Fra Møllen sendte han en Seddel med en Forbigaaende, derefter vilde han oppebie hende i Grotten.
Med hurtige Skridt ilede han op ad den bekjendte Huulvei. Om den nu kom sikkert i hendes Hænder . . Hvorledes hun vilde optage det . . Om hun kom – strax – villieløs , som man lyder en Døendes Forlangende, dette beskjæftigede ham saa, at han intet sandsede, førend han var ved Indgangen til Grotten. Han stod ligeover for Sophie.
[282] Hun sad paa den brede Stenbænk i Klippen. Det hvide Shawl, hun havde svøbt om sig, smeltede i Belysningen ovenfra saaledes sammen med hendes Hals og Ansigts Hvidhed, at den hele Fremsyning antog noget Busteagtigt. Et Øieblik troede Georg for Alvor, at hans Indbildningskraft foregjøglede ham denne Skikkelse, der idelig sysselsatte hans Tanker. Men Skikkelsen gjorde en Bevægelse, den reiste sig halvt og sank tilbage igjen med Blikket stivt hæftet paa ham. En Stund stirrede de paa hinanden.
De kjender mig nok ikke, Frøken Ramm? sagde Georg med usikker Røst, som om han endu frygtede for at see Synet svinde.
Jeg kjendte Dem strax . . . skjøndt! . . Et forundret Blik paa Colds forandrede Udseende fuldendte hendes Tanke. Har De allerede truffet Fader? Skal vi søge ham op? Hun vilde atter gaae.
Det er ikke for at søge Deres Fader, jeg er kommen. Jeg er kommen for at søge en Samtale med Dem. Nu, da vi staae Ansigt til Ansigt, turde det maaske lykkes mig engang . . .
Jeg har aldrig vidst, at dette Ønske var Dem saa vigtigt. For første Gang erfarer jeg det.
Det er sandt, De har ikke læst mine Breve. De har nægtet mig al Adgang. Selv en Forbryder har Ret til at tale sin Sag.
[283] Fordi jeg var overbeviist om, at Hr. Cold Intet – nei Intet havde at sige mig, som jeg burde høre paa.
Ikke Frøken Sophie, virkelig ikke? Tror De, jeg ligefra Sygesengen stormet herop, at jeg udsætter mig for den Tort at blive seet her paa en Dag som denne . . at jeg saa villig laante mig som en Decoration til Deres Bryllupsfest? . . Og tror De endelig, at jeg vilde trodset det Værste af Alt, at falde Dem besværlig, naar det jeg havde at sige, ikke netop var Noget De burde høre? Og vil De da nu høre mig? . . Er det Dem beleiligt?
Al Farve var veget fra Sophies Kinder. Hun reiste sig og sank atter tilbage. Et Blik, bønfaldende og vægtigere end Ord, traf ham.
Jeg vil ikke forskrække Dem. Lad os tale roligt om det, ganske roligt . . . De seer, hvor rolig jeg er . . Sophie, vær oprigtig . . . der er Noget mellem os, et Punkt, et dunkelt Punkt, som jeg ikke kan tyde . . . Forklar mig det! . . Hvorfor har De mishandlet mig saa?
Har jeg mishandlet Dem ? sagde Sophie og saa paa ham med et Smiil, som fortalte om, hvad hun havde lidt.
Husker De den Dag, da De ligesom drevet af en himmelsk Indskydelse betroede mig deres Livs dyrebareste [284] Hemmelighed? . . . De kastede Dem om min Hals og sagde, at De elskede mig.
Skal jeg erindres derom, brød Sophie ud og skjulte Ansigtet i begge Hænder.
Rødm ikke derover. I hiin Time var De sand og naturlig, noget deres Kjøn aldrig vover at være. Veed De hvorledes jeg optog det? Jeg var beruset af min Lykke, jeg kunde neppe tro den. Da jeg saae Dem igjen, var De kold og afmaalt. Jeg troede endnu det var den Tvang, Omgivelserne paalagde Dem, og jeg ventede taalmodig . . . nei ikke taalmodig, men jeg ventede dog. Et saadant tvangfrit Øieblik kom ikke, og det var Dem, der skyede det. De var og blev utilgjængelig og vidste ved en mageløs Behændighed at undvige al Anledning til Forklaring. Siig selv, om jeg har forsømt Noget, hvormed jeg kunde røre Dem! Troer De ikke, at jeg har lidt! Der er Intet, der kan martre en Mand mere, end det Uforstaaelige , det han ikke kan angribe, hvorimod han idelig støder sit Hoved som mod en usynlig Muur. Jeg vilde takket Dem, havde De i rene, tørre Ord sagt mig hvorfor De behandlede mig saa. Siig mig det nu. Siig mig det Haardeste, at det Hele var en Feiltagelse, at De i hiin Stund udtalte Ord, som De maaske selv ikke sandsede i den Skræk De var . . . Ikke sandt, saaledes forholder det sig?
[285] Nei, sagde Sophie, der med selsomme Blikke havde lyttet til hans Ord, det forholder sig ikke saa. Jeg sagde sandt og jeg vidste fuldkommen hvad jeg sagde.
De vidste det? denne Lykke, som jeg følte, den deelte De ogsaa?
Ja, ogsaa jeg var lykkelig.
Han grundede lidt. Har nogen bagtalt mig hos Dem? Sophie rystede paa Hovedet. O var det ikke Andet! Ingen bedre end jeg kunde sagt Dem sligt. Ja, jeg har været svag, jeg har begaaet Vildfarelser, jeg har som de bedste Mennesker Angersplette i min Sjel, som jeg ønskede jeg kunde udslette! Men De skal dog tro, at jeg afskyer Alt hvad der er lavt og ureent. Jeg har intet Menneskes Ulykke paa min Samvittighed. Forlang det, og jeg skal brede hver Fold i mit Liv ud for Dem.
Jeg har tænkt paa Dem, men jeg har aldrig tænkt paa Deres Dyder eller Feil , sagde Sophie med en ringeagtende Betoning. Hvad De kunde have havt at betro mig, aldrig – det veed jeg kun – vilde jeg forlangt at vide det.
Ikke sandt, Kjerligheden veed Alt, den fordrager Alt, den tilgiver Alt? sagde Cold bittert. Og denne Følelse, der var saa ophøiet, saa ubetinget, den levede en heel Dag tilende, og saa slukkede den som et andet [286] Natlys, som man sover ifra, og som man om Morgenen ikke husker mere paa . .?
Fordi den maatte, De selv har slukket den. Ikke jeg, ikke nogen Anden bærer Skylden . . . . De selv drev mig til en Tilstaaelse for siden grusomt at spotte og forhaane den!
Jeg? hvordan? . .
Nu vil jeg sige Dem Alt. Hiin Aften, da kom der just en af deres Venner for at besøge Dem.
Doctor Müller! hm ja . . . Det var netop den Aften. Han kom ubeleilig nok.
Til ham betroede De Alt hvad der foregik i Deres Sjel, som jeg var for enfoldig til at gjennemskue. Jeg har hørt denne Samtale, først ufrivillig, siden fordi jeg maatte og vilde høre den tilende. Til denne Fremmede, som jeg vidste var Deres fortroligste Ven, røbede De omtrent, hvad der var foregaaet mellem os. De fornægtede Deres Følelse og gav min spottende til Priis . . .
Aandeløs havde Cold lyttet. En ubeskrivelig Blanding af Forbauselse, grandskende Uro, Uvished og Haab bevægede sig i hans Træk. Sophie, sagde han efter et Øiebliks Taushed, er denne Samtale, som De har hørt, det Eneste, der har skilt os ad?
Ja det Eneste.
[287] Er det vist? . . . Sværg mig til, er der ikke Andet end dette som har vendt Deres Hjerte fra mig?
Ikke andet! Ikke Andet! gjentog Sophie smertelig for sig selv. Nu vel, nei, det er ikke Andet . . . .
O Gud skee Lov, brød Cold jublende ud! Saa kan alt endnu blive godt! Hvad har jeg sagt? . . . Jeg veed det ikke mere! . . . Har jeg fornægtet Dem? . . . Det er nok muligt. I den Time havde jeg kunnet begaa et Mord, før jeg havde forraadet Nogen vor Hemmelighed . . . Og til ham , min Ven siger De? Han var den sidste paa Jorden jeg vilde betroet den til. O, De veed ikke hvad man kan falde paa at sige i en saadan Time! . . . . Der gives Mennesker, i hvis Nærværelse man føler en Trang til at vrænge Alting, til at rive ned hvad der er os dyrest . . Men det forstaaer De ikke . . . . O, Alt skal blive godt, men vi maae have Mod! Der er ikke et Minut at spilde.
Hun sad ubevægelig og stirrede paa ham. Den Haand han havde grebet var kold og tung som Marmor.
Og han bad hende. Alt hvad den flyvende Angst kan lægge veltalende paa en Mennesketunge, den sande Ømhed bevæge med, forsøgte han.
Sophie, sagde han, jeg har holdt af Dem siden De var Barn. Forskudt og misforstaaet af de Andre, fandt De altid et taust Forsvar hos mig. For denne [288] Villiekraft, denne unge Selvstændighed, som de kaldte barnligt Egensind, bøiede jeg mig. Maaskee min Karakteer trængte til denne Støtte i en Anden. Da De reiste blev jeg . . for at vente paa Dem . . troer jeg . . O, alt hvad jeg havde tænkt og drømt, fandt jeg overgaaet, da De traadte mig imøde ved Deres Hjemkomst! Min selvkjerlige Angst for at see mig skuffet, forvandlede sig til en anden langt værre Angst: Jeg vilde enten det Høieste eller Intet. Deres Kjerlighed skulde være prøvet og ægte, og jeg svor ved mig selv, at jeg skulde vinde den paa en ædel Maade. De skulde lære at agte mig først. Saa tillidsfuld skulde De blive, at De som et Barn kunde flyve mig om Halsen og fortælle mig det selv. Har jeg ikke skaanet min fine Blomst? Jeg var dog paa Post med mig selv. Al den Raahed, det uværdige Spil, som en Mand tillader sig i et Forhold som dette, disse Ruus i den Andens Lidelser, det skulde aldrig øves mod Dem. De var for naiv til at forstaae det, for stolt til at taale det . . . . O Gud, og nu skal et Øiebliks, et eneste Øiebliks usalige Misforstaaelse. . .
Misforstaaelse! nei, nei, ikke Misforstaaelse. Hvor kunde jeg tvivle paa hvad jeg hørte? . . . Og havde jeg et Øieblik været svag nok til at tvivle, saa skal De vide, at . . . jeg vilde først ikke sige Dem det. . .
Hvad, hvad?
[289] At Deres Ven, at Dr. Müller siden bekræftede mig Alt hvad jeg havde hørt. Deres Følelse for mig var blot en forbigaaende, en af disse, som oftere før havde skuffet Dem selv . . . De stod i Begreb med at gaae ind i en Stilling, en glimrende Stilling, men for at De kunde dette, maatte De være fri for ethvert Baand . . . . Han tryglede mig om at give Slip paa Dem.
Virkelig? . . derom tryglede han Dem! ha ha, . . . Müller? men han talte ikke med Dem?
Han opsøgte mig om Morgenen for at sige mig dette.
Altsaa dog! . Müller!! . Og Alt det har han fortalt Dem saa roligt og tørt . . oh saa grundigt! . . . Stakkels Sophie, ja ogsaa Du har lidt. Men beskyld ikke mig eller denne Ven som Du kalder ham. Din egen grænseløse Mangel paa Tillid bære Skylden. Mig skulde Du troet, ikke mine Ord. O jeg forstaaer Alt! . . Min Feil, min uhyre Feil var, at jeg ikke kunde vinde denne Tillid. Jeg formaaede ikke at gjøre Dig mit Væsen forstaaeligt, jeg kunde dog ikke løfte Dig op til det Punkt, hvor Du vilde lært dette! . . . Men min Kjerlighed havde jeg dog – thi jeg har elsket Dig Sophie, ja jeg har! – og netop fordi jeg vilde skjule den for alle Andre, fordi jeg vidste, at ikke En i denne lunkne Slægt, der har glemt hvad Kjerlighed er, og formastelig troer at kunne undvære den i Liv og Digt, [290] – ikke En i den vilde forstaa en som Min, netop fordi jeg holdt den saa høit, maatte det gaae saa! . . . Men, at ogsaa Du kunde tvivle paa den! . kunde tillade en saa rædsom Misforstaaelse af mig, af Dig selv. . . . Sophie . . . og var dette muligt, og Du kunde virkelig tro, at jeg var en saadan skjændig Usling, som Du maatte tro . . som, som Du troede jeg var . . hvorfor krævede Du mig ikke til Regnskab? hvorfor knuste Du mig ikke med din Foragt! . . o Sophie, Sophie, hvorfor talte Du ikke!
Den stakkels Pige kastede blot et Blik paa ham, som det bundne Raadyr, hvem man tilføier en Smerte.
Kom, kom, sagde han voldsomt, vi spilde Tiden med Snak. Det er ikke for seent. Det er vort Bryllup man bereder. . . . Din Fader er os huld, . . . jeg skal tage al Skylden . . lad os bare gaae! . .
Men om Himlens Engle vare nedstegne i det samme og havde forenet sine Bønner med hans, vilde det ikke have bevæget Sophie.
Ikke letsindig, men med sin Sjels hele dybe Alvor, efterat hun lykkelig og vel havde vænnet sit Hjerte af – maaskee som den sidste Act af dette Selvdødelsens Værk, – havde hun grebet og sat sig ind i sin nye Tilværelse. Hun havde selv rakt den Mand hun skulde tilhøre, Haanden over den frivillige Kløvt, han havde lagt mellem dem. Ligesaa tillidsfuldt som [291] dette var givet, saa tillidsfuldt, saa taknemligt var det blevet modtaget. Hendes naturlige Retsindighed oprørtes blot ved Tanken om at skuffe en Tillid som denne. Men nu forlangte hendes Elsker, at det skulde skee paa en opsigtvækkende, det er, en ret krænkende Maade. Her var ikke mere Tale om hiin Opsigelse som Verden sanctionerer, naar den skeer i kontraktmæssig Tid og den skjuler sin Braad i et lille fiint, velforseglet og velfrankeret Stykke Velin. Det var Oprør, Mord, Brandstiftelse, det var et Frafald i Slagets Øieblik, det var et Brud Dagen før et Bryllup. Hun skulde bringe Forvirring ind i det festsmykkede Huus, Sorg og Forfærdelse over alle Sine. For voldsomt, for uforberedt kom dette over hende. Ligesaalidt som de første brændende Straaler Marssolen sender ned til den frosne Jord ville kunne trænge igjennem og løse det fængslede Liv dernede, ligesaalidt formaaede hendes Elskers Stemme i dette Øieblik at trænge ind i hendes Bryst. Den ungdommelige Kjækhed hvormed hun engang vilde forsvaret Kjærlighedens Førstefødselsret ligeover for den hele Verden, den var brudt, elendigen brudt med Modet, med Haabet og Tilliden. En uendelig Skræk havde grebet hende fra det første Ord imellem dem. Den lammede næsten hendes Evne til at tale, til at forstaa, hvad hun siden med saadan frygtelig Klarhed huskede hvert Ord af. En Stemme i hende overdøvede Alt: [292] indlader Du Dig i Kampen, saa er Alt forlorent, Pligt, Ære, Lykke paa engang – knus, tilintetgjør – men gjør det bare kort. Hun søgte efter det Vaaben, der dødeligst kunde føre Slaget.
Du elsker mig jo? sagde han forfærdet over hendes Ubevægelighed.
Hun bevægede Læberne, men man hørte ingen Lyd.
Du elsker mig jo? Han bøiede sit Øre ned mod hendes Mund.
Hvad hun sagde vilde de neppe have hørt de lyttende Bjergaander, der saa skadefro belure Menneskenes jammerfulde Hemmeligheder, men han havde hørt det. I næste Øieblik stod han lænet mod Fjeldvæggen med Hænderne for Ansigtet.
Nei, vedblev Sophie i sælsom Hast, nei jeg tog Feil af mig selv. Det var et Blændværk, der svandt i hiin Time da Deres Ord trængte saa saarende ind i mit Hjerte. Vi passe ikke for hinanden! For enfoldig, for alvorlig er jeg for Dem . . . Ham , den Gode, Ligefremme vil jeg tilhøre. Han holder af mig, han agter mig og aldrig vilde han fornegte denne Agtelse ligeoverfor en Anden . . . . Ja hans er jeg, jeg har lovet ham det . . . jeg skal passe hans Huus . . . jeg skal passe hans Børn! . . oh jeg vil blive en god Kone, det forsikrer jeg Dem.
[293] Jeg tvivler ikke derpaa, De vil blive et Mønster, sagde han, uden Ironi, men bedrøvet. Og nu har De søgt denne Ensomhed for at samle Deres Tanker til Opfyldelsen af disse Pligter . . . og jeg! . . . alt for længe har jeg faldt Dem besværlig.
Ja, ja, saa er det, netop derfor har jeg søgt Ensomheden. For at tænke over disse Pligter . . . O paa Knæ burde jeg trygle Himlen om at opfylde dem! . . Ja det er sandt, De burde ikke forstyrret mig, De har gjort Synd i det, stor Synd . .
Han sank ned for hende i unævnelig Angst. Kald dem tilbage disse grusomme Ord; Du veed ikke selv af dem, nei Du veed ikke selv af dem . . . Du siger dem blot, dit Hjerte kjender intet til dem . . . det er dog mit dette Hjerte, med en helligere Ret end nogen Andens! O Sophie forstød mig ikke! . . . . Elskede . . Dyrebare! .
Bort, bort, dermed! skreg Sophie næsten i Vildelse. En af os skal gaa herfra og vil De ikke tillade mig det, saa skal De . . . Eller bliv ! bliv! men saa sandt Gud vil hjælpe mig, intet Ord skal trænge mere mellem Dem og mig.
Hun trak det hvide Shawl over Hovedet, hyllede sig deri, som i et Gravklæde og sad ubevægelig.
Der var ganske stille i Grotten. I lange Mellemrum hørtes kun Dryppet af en Draabe, naar den faldt med en Lyd, som et klagende Suk ned i Hulingen. [294] Der klang mange saadanne Suk . . der var saa stille i Grotten. Sophie saa i Veiret. Som vaagnet af en Forstenelse foer hun op, og med et dumpt Udraab, næsten som en Kalden, styrtede hun udenfor. Lyset faldt paa hendes liigblege Ansigt, hvis ene Kind Bevægelsen kun havde mærket med et mørkt, flammende Punkt. Og hun fløi afsted, først langsomt, nølende, speidende, som om hun frygtede for hvad hun søgte, men da hun Intet saa, Intet fandt, med Angstens stigende Hurtighed.
Hun mødte Ingen paa sin sælsomme Jagt. Dog jo, paa Broen mødte hun en gammel Huusmand med sin Dreng, der begge bare tunge Kornsække til Møllen. De skulde ikke hvilet forinden de havde naaet den. Men oppe i Bakken havde den gamle Huusmand og hans Dreng mødt en Jammergestalt, som de syntes de skulde kjende, og da havde de sat deres [295] Sække ned og havde stirret efter den, og derpaa ganske tause læsset deres Byrde paa Nakken igjen, for at bære den til Møllen, og ved det nye Syn der foer dem forbi, satte de atter deres Sække ned og stirrede efter det, saalænge de kunde, og vandrede saa tause videre. Hvad tænkte den gamle Huusmand, medens han saa efter Synet, og betænksomt vendte Skraaen i Munden? Maaske faldt det ham ind, at en saadan Sæk vistnok er en Byrde, men ikke alle Byrder ere Sække, at der kan gives meget Andet, der er tungt at bære, og at Vorherre uddeler det Tunge ligeligere til sine Skabninger end saadan gammel Fattigmand mangengang tænker.
Ved Faderens Dør standsede Sophie. Hun lyttede. Hun kunde intet andet høre end sit eget Hjerteslag. Der var ganske tyst! Han var alene. Alene! hvorfor skulde han ikke være alene? Hun hørte ham rolig vende Bladet i en Bog. Arme Sophie! ikke paa den fredelige Gamle spild dit opblussende Mod! Han har kun et Hjerte, et Suk for din Nød, og det hjælper til Ingenting. Dernede gaaer det brusende Maskineri, der har grebet Fligen af dit nye Haab, stands det om Du kan.
Dernede beredes et Bryllup .
Et Bryllup! «En latterlig Ting i Grunden» havde Müller kaldt det. Nei ikke latterlig, frygtelig , er den Fest vi kalde Bryllup. Vi ville ikke engang nævne denne Udstilling af Brudens Skjønhed og rødmende Kinder; hvis han har Hjertet paa det rette Sted, og det overhovedet kan tænkes, at han bringer et Sind med, som Vedtægten ikke ganske har afstumpet, maatte en Harme, en martrende Jalousi overdøve alle andre Følelser paa en saadan Dag, vi tale ikke engang om det, men om den hele banale Prunk, hvormed det Helligste udmaies, og hvormed man gjør sig Umage for at betage det sin ophøiede Simpelhed. Vielsen, den hvorpaa [296] Gud selv lægger sine Hænder, er stiftet for de viede Hjerter, de lykkelige Brude, men Bryllupper ere opfundne for de Ulykkelige. De gjøre ganske samme Nytte som Cymblerne og Paukerne ved de Vildes Offringer, de bedøve Offeret og overdøver dets Skrig.
Foran en Vielse vilde altid et modstræbende Hjerte finde Mod til at redde sig – Gud er barmhjertigere end Menneskene – men foran en Bryllupsfest er der ingen Frelse.
Maaske endog vore Elskende, som havde fundet hinanden for seent, vundet hinanden for seent, vilde været reddede, maaske havde de to Ædle, der raadede for deres Skjæbne, havde kunnet beslutte sig til at gjøre disse Børn lykkelige, naar det havde kunnet ske uden Opsigt – Gud er barmhjertigere end Menneskene – men det kunde ikke skee uden Opsigt. Brylluppet var proclameret, Veninderne havde allerede syet Presenter, Gjæsterne var tilsagte og Præsten havde af sit aandelige Herbarium fundet frem og memoreret en Tale, der var saa gammel, at den kunde gjælde for ganske ny.
Med et Redningsraab paa Læben var Sophie ilet nedenunder. Forstuen var opfyldt med Løv og Krandse, Vinduer og Døre stode aabne, og i Værelserne vare en Deel Tjenestefolk ifærd med at flytte Møblerne. Der var Ingen af dem hun søgte. Men fra Kjøkkenet kom Amalie hende glædestraalende imøde. Den [297] er kommen! den er kommen, raabte hun, og drog den villieløse Sophie med sig.
Kassen, den længe ventede Kasse fra Byen, var kommen. Kassen med Bryllupsstadsen, der var forfærdiget hos de første Modehandlerinder i Christiania, og mange andre skjønne Ting til Festen. I Kammeret stod Fru Ramm beskjæftiget med at pakke ud. Den lidt echaufferede Mine vidnede om Travlhed og en høi Grad af Veltilfredshed. Borde, Stole ligetil Vindueskarme laa fulde af udpakkede Sager. Overalt skinnede det festlige Hvide i Atlas, Baand og Flor. Amalie løb beundrende fra det Ene til det Andet. Sophie var sunket i en Stol.
Nei see Slørene Moer! raabte Amalie. Hvor yndige! Ere de eens? . . See engang hvor det tager sig ud paa Sophie! Hun kastede Sløret over Sophies Haar, hvis rige Fletninger under det voldsomme Løb vare faldne ned.
Jo jeg takker, sagde Fru Ramm oprømt, det vil blive noget at «glane» efter. Jeg gad see Jer begge to.
Moer, sagde Sophie, men saa sagte, saa brustent. Ingen hørte det.
Og Kjolerne! hvor prægtige! nei slige Atlaskjoler ere virkelig for elegante for et Par Landsbypiger som os . . . Jeg kommer til at blive ganske undselig i min.
Aa Fjas, sagde hendes Moder, Du finder Dig [298] nok i det. Jeg synes nu, at en Brudekjole, som ikke er af Atlas, er ingen Brudekjole. Jeg har staaet i Atlas, og jeg har lovet mig, at, saasandt jeg havde Raad til det, skulde mine Døttre det ogsaa . .
Moer . . sagde Sophie. Det klang som et fjernt Nødskrig, det Sidste, et af dem, som man befinder sig paa om Dagen, at man har hørt, men da troede man det var Indbildning, eller Lommen som skreg. Ingen hørte det.
Dog jo, til Søsterens Øre trængte det. Det trængte dybere, til hendes Hjerte. Hun stirrede i Speilet. De opløftede Arme, hvormed hun netop befæstede en Prydelse, standsede, og med det Angstraab: o Moer, Sophie besvimer! styrtede hun til og greb den Segnende.
De sædvanlige Midler anvendtes. Fru Ramm løste Sophies Kjole, men Amalie tog grædende Sløret bort og kyssede hende paa den blege Pande.
Vær ikke ængstelig, Amalie, det gaar snart over. Jeg har havt det accurat ligedan. Det kommer blot af at gaae fastende ud . . og Sophien min! med de tynde Skoe i Duggen! . . . Seer Du, nu kommer hun sig. En Kop Kaffe vil styrke hende! Amalie, en rigtig god Kop!
Fruen maa ikke stole paa, at Provsten først kommer i Aften, raabte Huusholdersken i Døren. Peer [299] fortæller, at Skydsen paa –li er bestilt til Klokken Et. Saa bliver det alligevel bedst som jeg sagde, at belave sig paa Middagen.
En Strøm af de forskjelligste Ordre besvarede denne vigtige Efterretning.
Er det nu bedre, mit søde Barn? spurgte Moderen.
Ja meget bedre.
Vor Fortælling ender her; og de Læsere, der ere fornøiede, ja kanske for længesiden fornøiede, kunne godt her lægge Bogen bort. Men for de Læsere, der ikke er fornøiede, men ligesom Børnene, når man har fortalt Eventyret ud, ville vide mere, tilføie vi et lille Anhang, hvori vi ville bestræbe os for at samle de faa Træk af Personernes senere Skjæbne, som det har været os muligt at opdrive.
[II, 22]
[300] Georg Cold var vendt tilbage til Christiania. Det er et gammelt Sagn, at en Mands Sorg, naar noget Saadant gaar ham imod, yttrer sig heftigere, men ogsaa mindre varig end Kvindens. Maaskee. Han eier ikke Skuffelsens Fatning i det afgjørende Øieblik, han er ikke forberedt paa den, som hun. Sandt er det, at Colds Smerte over at han maatte opgive sit Haab ikke havde denne Fatning: han rasede mod sig selv, mod Müller, han lukkede sig i lang Tid inde og vilde ikke see noget Menneske . . han reiste til Stockholm. Men lad end hiin Sats gjælde i Almindelighed, saa vide vi af sikre Kilder, at hans Sorg i al sin første Heftighed tillige var dyb og varig, at den længe kastede en vemodig Skygning over al hans Glæde, og at han under sit senere Livs mangehaande eventyrlige Konflicter og paa den Bane, hvor Æren og [301] Lykken siden bleve hans stadige Følgesvende, aldrig glemte sin første Elskede.
Om Müller vide vi kun, at han var bleven nødt til at opholde sig nogle Uger i Huset hos en Embedsmand i det Throndhjemske, for at curere et farligt Tilfælde, hvoraf denne leed. Men her faldt han selv som et Offer for sin menneskekjærlige Iver, eller, om man vil, for den aldrig slumrende Nemesis. Han blev forelsket i Datteren, forlovet, og gift. Brylluppet var meget storartet og muntert. Der manglede ingen Formaliteter. Af de jevnlige Forsikringer, han lader falde i sine Breve til Cold, om sin ægteherrelige Myndighed og de Ængstelser han nærer for, at en Karakteer som hans skal knuse et saadant svagt, skrøbeligt Redskab som en Kone, slutter Cold, at han er kommen under Tøflen, en Gisning, der deles af alle dem, der har Anledning til at betragte Dr. Müllers Huuslighed i Nærheden.
Sophies første Tanke, da hun saa sig i Besiddelse af timeligt Velfærd og sin Mands Tillid, var Lorentz Brandt. Hun havde længesiden vundet Provstens varme Interesse for ham. Men en anden Beskytter, mægtigere end han, der trofastere holder ud, og ingen Tak begjærer, var kommen ham i Forkjøbet. Lorentz's Forbedring havde været alvorlig meent, og Forvandlingen var virkelig foregaaen. [302] Kun bukkede han under for den. Han havde ikke Kræfter til at gjennemgaae denne for Menneskenaturen maaske vanskeligste og smerteligste af alle Processer. Hvor mange have i Sandhed udholdt disse den gjenvakte Selvbevidstheds Qvaler, hvor man til Andres Ringeagt endnu skal føie den bittreste at døie, sin Egen, og det medens man martyriserer et allerede undergravet Legeme? Han skyede mere og mere de menneskelige Boliger, og til Tider, hvor Andre søge Ly, saa man ikke sjelden ham og hans Hund slumrende paa bar Mark eller under nogle Graners gjæstmilde Tag. En Bonde, der en Aften i Juli kjørte ned fra Skoven med et Læs nyslaget Græs for at tørre det paa Sletterne, blev et Stykke fulgt af en hvid Hund, der gnistrede og viste en paafaldende Urolighed. Ledet af den fandt han Brandt faa Skridt fra Veien liggende midt i Lyngen med Armene under Hovedet, men med rolige, milde Ansigtstræk som om han sov. Han maatte ganske nylig være død. Maaltrosten sang en smeltende Cantate over hans Hoved, og Bonden lagde ham paa det duftende Græs og kjørte ham til Bygden, escorteret af den sørgende Krøsus.
Med hede Taarer begræd Sophie ham. Hun gjemte det lille Skriin som en Reliquie. Det er kun de Lykkelige, og de, der udbrede den største Lykke, der begrædes af Alle . Men bittrere, mere brændende, [303] flyder den lønlige Taare for dem, der bragte Forjættelserne dertil dobbelt med og blev bedraget for dem Alle, hvis rigeste Evner vendte sig som en Spot mod dem selv, for dem, hvis altfor yppige Livskrav, ustillet i en nødtørftig Virkelighed, slukkedes i Fornedrelsen – for disse Ulykkelige endelig, hvis Ulykke man skyer paa Jord at nævne, men hvis «Kummers Navn er kun i Himlen kjendt.»
Og Sophie! . . . Læser, vi have gjenseet Sophie i hendes Hjem. Hun var ældet, derimod havde Lykken forynget ham, hvilket gjorde, at Forskjellen i deres Alder slet ikke var paafaldende. Hun syntes kun at leve for alle Andre. Ikke tilfreds med at være alle sine Nærmestes Lys og Trøst, sin Mands beundrede Ideal og Adas kjærlige Veninde, søger hun at drage Alt hvad der er lidende ind i den dulmende Kreds af hendes Ømhed og Omsorg. Hvilket høiere Lysets og Fredens Liv, der endnu vil oprinde i hende, og hvortil det Aar af hendes Liv, hvis mangehaande Kampe og Bevægelser disse Blade kun ufuldkomment gjengive, maaskee allerede har lagt en kraftig, om end usynlig Spire – det tilhører Fremtiden, men Anelsen derom berører os lindrende idet vi skilles fra hende.
Louise er bleven Enke, og Søstrene besøge hinanden ofte.
Amalies laante Romantik har ikke holdt Stand [304] i en Forbindelse med Brøcher. Den havde sporløst taget Flugten og havde efterladt den rene, uforfalskede Prosa. Det Blide, Smægtende i hendes Væsen havde givet Plads for en vis tør, huusbagt Fornuftighed, som klæder hende mindre godt.
Søstrenes Værelse ovenpaa var undergaaet nogle Forandringer. Amalie havde ladet det tapetsere, og der var virkelig kommen hvide Molls Gardiner. Tage vi ikke Feil vare disse opsatte paa forgyldte Pile. Men fra Væggen er Kjerlighedens Sangere borttagne, og den gamle Oldemoder seer strengt og triumpherende ned paa sin unge Slægt.
Ende.
- Holder of rights
- ELTeC conversion
- Citation Suggestion for this Object
- TextGrid Repository (2023). Norwegian ELTeC Novel Corpus (ELTeC-nor). Amtmandens døtre ELTeC-utgaven. Amtmandens døtre ELTeC-utgaven. European Literary Text Collection (ELTeC). ELTeC conversion. https://hdl.handle.net/21.T11991/0000-001D-3FBB-9