I.

Tænkte Harriet Blich som voksen tilbage paa sin første Barndom, steg følgende Billede frem for hende:

Nervøst dirrende Uro over hele Huset! Forældrene skulde i stort Middagsselskab Klokken fire, og endnu var Faderen ikke kommet hjem, uagtet den havde slaaet tre for længe siden. Høit oppe i Ullevoldsveien bodde de, saa der var et godt Stykke ned til Byen. Og han maatte jo desuden klæ sig først! Hvad tænkte han paa ? Hæsblæsende sprang Moderen bort til Vinduet og kikkede ud. «Er der ingen af dere, som ser ham?» raabte hun i Farten til begge Tjenestepigerne, som hang i hvert sit Vindu inde i Spisestuen, hvorfra Udsigten var videre, men bestandig lød Svaret trøstesløst benegtende. Hun vred sine Hænder. Ligesaa godt at skikke Atterbud med det samme!

Midt paa Gulvet i Forældrenes Sovekammer sad Harriet i sin skotskternede Hverdagskjole og fulgte forslugent, hvad der skede rundt omkring hende.

Stolen, hun sad paa, var saa høi, og hun saa liden, at Benene ikke rak ned til Gulvet engang. Tyst som en Mus maatte hun sidde, det vidste hun. Ellers blev hun nok uden Barmhjertighed jaget ud af Sovekammeret, hendes Barndoms Paradis, skjønt hun idag gjerne kunde ha skreget, uden at nogen havde bryd sig om det.

Da hørte hun Anniken — det var Barnepigens Kjælenavn — raabe i høi, glad Overraskelse: «Der er Bureauchefen!» Moderen hen til Vinduet. Jo, det var ganske rigtig ham! Al hendes Uro og febrilsk spændte Længsel forvandledes i samme Stund til Vrede og retfærdigt Nag. Nu skulde han faa det igjen, at han havde ladet hende vente saa længe. Straks efter trængte en spæd forfrossen Lyd af Dombjælder sig op fra Gaden.

«Hvorfor er du ikke kommet før?»

«Fordi jeg ikke kunde.»

«Men du har jo seiv svaret ja til Indbydelsen, Menneske! Og saa sandt du har Øine i Hovedet, maa du jo ha set, at Klokken nu snart er halv fire! Var du kommet et Minut senere, havde jeg sendt Afbud!»

«Jeg kunde ikke komme før,» lød Faderens hidsige Stemme ude fra Entreen. «Jeg havde noget absolut nødvendigt at gjøre fra mig paa Kontoret, siger jeg dig.»

I samme Øieblik traadte han rødmusset af Vinterkulden ind i Sovekammeret, hvor Magasinovnen glødede.

Nu vidste Harriet Besked. Var Faderen sent

ude, nåar han skulde i Selskab, røg han gjerne op i et iltert, rent fortvilelsesfuldt Humør. Og mens han nu stod i Skjorteærmerne foran Speilet og barberte sig, kom det med korte Mellemrum til smaa, arrige Udbrud af hans onde Lune. Han var sandelig ikke den, som likte at trække i sort Kjole og hvidt Slips hver eneste Guds skabte Dag! Havde han endda havt Raad til at delta i al denne fornemme Selskabelighed, som han saa uforskyldt blev draget ind i! Men han kunde betro hver den, som vilde høre paa det, at en Bureauchefs Gage ikke strak med til alt! Igaar havde han paany maattet sælge en Aktie! Det bar til Rotterne med dem allesammen, og nåar det kom did, kunde de jo sidde i hvert sit svarte Hui og gnage paa Levningerne og paa Festminderne! Hvad ham angik, vilde han tusen Gange heller sidde hjemme hos Harriet, det stakkars, uskyldige Barnet, som bestandig sad ensom og knapt nok vidste, hvad det var at ha en Far og en Mor.

I et tungt, langsommeligt Dur slæbte han sig grættent afsted ira Sætning til Sætning, skjønt Stueurets rasende Tikken forkyndte, at Tiden var kostbar, indtil Stemmen blev mer og mer klagende, næsten graatefærdig, og han med store, blåa, troskyldige Øine nikkede bort til Datteren som i Længsel efter hendes Ømhed og Forstaaelse.

Døren blev aabnet og atter slaat i; det var Stuepigen, som ustanselig for frem og tilbage, snart med et stivet Underskjørt til Fruen, snart med et rent Lommetørklæde, et hvidt Slips eller en

nystrøget Snip til Bureauchefen. Alt i Værelset laa hulter til bulter, hvad der skyldtes Moderen, som i Hasten havde slængt Kjoler, Linned og Strømper iflæng rundt paa Gulvet. Faderen derimod, som frem for alt var en gjennemført Ordensmand, havde til Trods for den knappe Tid set sit Snit til at lægge alt sit Tøi i en Bunke paa den ene af de to store Mahognisenge, der næsten optog Halvdelen af Rummet. Hver Gang Døren aabnedes, strøg et iskoldt Gufs fra Entreen ind i Værelset som et Varsel om, hvad der vilde komme, nåar Paradiset var stængt, og hun, Harriet, sad alene igjen i den tomme Leilighed, og lige3aa regelmæssig drev Dampen, som steg ret tilveirs fra det koghede Vand i Barberkoppen, ført af Luftdraget, lige i Ansigtet paa hende.

Men Moderen syntes siet ikke at høre paa sin Mands Klageviser. For sidste Gang mønstrede hun opmærksomt sit eget Billede i Speilet, medens Anniken stod bag hende og hegtede Kjolelivet til i Ryggen. Munden havde hun knebet lidt til, og hun myste med de store, mørke Øine, hvad hun ellers ikke havde for Vane. Hun var høi, statelig og vakker trods sine fyldte firti Aar, saa fin og elegant ud, og der lyste noget livfuldt, skiftende, aldrig hvilende i hendes Ansigtsdrag. Man fik ved at betragte dem et Indtryk af, at det bestandig rykkede og sled inde i hende, og at den eneste Maade, hun vidste til at fri sig fra den sidste Sindsfornemmelses Übehag, var at gi sig viljeløst til Bytte for den næste.

Hvorfor maatte ikke Faderen faa Lov til at bli hjemme hos hende, nåar han saa gjerne vilde? Det var dette Spørgsmaal, Harriet sad og tumlede med, idet hun samtidig lyttede aandeløst til hans sorgfulde Ord. Saa stod det jo Moderen frit for at farte om i Selskaber, saa meget hun havde Lyst til! De to skulde nok forståa at gjøre sig det lunt °g hyggeligt alligevel. Hun syntes, det var saa stygt handlet mod ham og saa uretfærdigt mod hende, og hvor følte hun sig ikke tillige dybt oprørt paa Faderens Vegne over, at han nu paany havde maattet sælge en Aktie!

Aa, disse frygtelige, ulykkespaaende Aktier! Som sorte, tordensvangre Trusler hang de over Huset, og saa langt Harriet kunde huske tilbage, havde hun siddet i bævende Angst for, at deres Lyn skulde slaa ned i Hovederne paa dem. En efter en var de lydløst, ganske ufrivillig gledet ud af Faderens Hænder, uden at han kunde holde dem igjen i Hasten. De var som flygtende Guldskyer, dem man staar og stirrer i Længsel efter om Sommeraftenerne og helst vil ta ned fra Himmelhvælvet, fordi de er saa vakre, til de pludselig forvandles, blir mørke i Kanterne, tunge, tætte og uveirslystne. Underligt, at der endnu var flere igjen af dem! Men kom den Dag, at den sidste ogsaa var gaat sin Vei, da vidste hun, at Ulykken drog ind for Alvor. Da kunde de si Tak for sig, og det var Moderens himmelskrigende Skyld, om det hændte.

Hendes Skyld var det, om det gik til Rotterne med dem allesammen! Havde Harriet Frygt for

noget levende her i Verden, saa var det vel for disse fede, sleipe Rovdyr, som hun havde hørt trisse frem og tilbage paa Loftkamrene i gråa Vintereftermiddage, nåar hun sad alene hjemme. Det var alligevel ikke frit for, at hun i Stilhed nød den Tanke, at den sidste Aktie havde spadseret sin Vei. Da blev det andet til Liv end at feie om i flotte Middagsselskaber! Da var det Rotternes Tid! Der skjød vilde Hevntanker op i hende, en glad Dommedagslængsel, som fik hende til at grøsse af Spænding og Vellyst.

Hvis det bare ikke havde gjort hende ondt, saa hjertelig ondt for hendes Far! Skjønt hun jo blot var en liden Pige og han en gammel Mand, følte hun sig næsten som en Mor for ham, Hun forstod og følte sig i Slegt med det barnslige og übehjælpelige i hans Natur, vilde ogsaa gjerne være ham til Nytte og mangen Gang lægge sit Kind ind til hans, nåar han var nedslaat og bedrøvet. Ikke saa med Moderen. Hun var ræd for hendes heftige Tegn paa Kjærlighed, der kom pludselig, uveirsagtig, altid uden Overgang. Som nåar hun for Eksempel efter et Anfald af Vrede trykkede hende tæt ind til sig og forsikrede hende med hede Øine, at hun ikke kunde leve Livet uden hende. Saa lempelig, hun turde, søgte hun da at slippe fri af Moderens Arme, og hun kjendte sig paa en egen underlig Maade sky, forlegen og skamfuld ved Mindet om et sligt Optrin længe efter.

Hvorfor skulde hendes Mor ogsaa være saa stærkt udringet? Hun saa nok, at hun var vakker,

at hendes Arme og Skuldre var runde og blændende hvide; men alligevel! At ville vise dem frem for alle de ækle, fremmede Herrerne. Hvad maatte de ikke tænke! Gud velsigne hendes søde, snille Far, som helst sad hjemme hos hende!

Men nu var Moderen tilslut blit kjed af sin Mands Gnaal, der idag ikke syntes at ville ta Ende. Først trak der noget hidsigt op i hendes Ansigt, derpaa noget overlegent lattermildt. Som for at overbevise sig om sin egen Magt vendte hun sig braat, tog en Skaal med Sukkerbeter, der stod paa Toiletbordet, og bød ham. Det var hendes sidste Udvei, nåar hun ikke vidste anden Vis at stagge ham paa.

«Tag en, saa skal du nok se, at du kommer til Kræfter igjen,» sagde hun og nikkede.

Hendes Øine spillede, og der var noget ærtende i Draget om hendes Mund.

«Ja, du tar alting saa let,» svarte han tungt sukkende, men stak samtidig et Stykke i Munden og gav sig taalmodig til at knase det mellem Tænderne. «Du ved seiv bedst, at vi ikke har Raad til —»

«Nu maa du ikke gjøre mig forrykt, Erikl» raabte hun ophidset og stampede let med den ene Fod i Gulvet. «Se nu bare til at bli færdig! Kjære, min egen Ven, se nu til at bli færdig!» bad hun indtrængende med en ny Betoning i Stemmen, idet hun slog sin nøgne Arm om hans Hals og kyssede ham paa Haaret.

Naar Moderen blev heftig, sang hun uvilkaarlig

op, og da, aldrig ellers, hørte Harriet, at Moderen talte et andet Maal end hun og hendes Far. Fru Blich var fra Vestlandet.

I dette Øieblik havde hun Hast. Hun var opspilt af Forventning, af Feststemning, af Glæde over snart at skulle lytte til nye Ord og møde nye Øine, men fremfor alt ved Tanken paa, at hun med god Samvittighed kunde lade alle det daglige Livs Smaasorger og Smaaærgrelser tilbage i disse Stuer, som hun ikke vilde gjense, før der var hændt noget. Hendes Barm løftede sig; der var Plads til tusen Stemningsskiftninger i hendes unge Sind.

Slæden havde allerede længe staat og ventet udenfor, og nu trængte Bjældeklangen sig endnu utaalmodigere op til dem end før. Den ene af Pigerne hjalp Moderen Pelskaaben paa. Vel blev Faderen stadig ved at smaabrumme, men det lød dog nu tammere, mere resigneret. Næsten som Suk. «Adjø Barnet mit!» sagde han saa sørgmodig og mildt, idet han strøg Harriet over Haaret, at hun gjerne kunde sætte i at storgraate. «Adjø min søde, yndige Harriet!» udbrød Moderen og kyssede hende paa Munden og begge Øinene. «Jeg har sagt til Pigerne,» lagde hun dæmpet til, «at de skal gi dig en stor Assiet med Syltetøi, nåar du har lagt dig!»

Saa bruste hun ned over Trapperne, fulgt af sin Mand, der var i Pels og store, sorte Galocher.

I Trit kjørte Slæden bort over den uferdige Stump Gade foran Husets Facade. Hele Tiden nikkede Forældrene flittig op til sin kjære, lille

Pige, som imidlertid var sprunget ind i Spisestuen, hvor hun nu pressede sit Ansigt tæt mod Ruden. Hun saa, at Moderen kjæmpede tappert for at faa Armen fri; endelig havde hun faat stukket Haanden ud af Pelskaaben og viftede til et sidste Farvel med sit fine Kniplings Lommetørklæde. Om det saa var Kusken, hilste han med Svøben op mod Vinduet, hvor hun sad, til Gaden gjorde en brat Sving, da den bøiede ind paa Ullevoldsveien — saa gav han et lystigt Knald med den. Hesten tog paa at springe, Slæden slingrede i Vei, og før hun vidste Ord af, var den ude af Syne.

Hun blev siddende en Stund og lytte efter den døende Klang af Bjælderne, fremdeles med Næsen trykket mod Rudeglasset. Stilhed rundt hende; først nu saa hun, hvor alt laa trist, livløst og dødt derude i Januareftermiddagens Skumring. Det var, som den nu uden Modstand fik Lov at stige op af Jorden og lig en gråa, frostklam Røg sænke sig over de to hvide Murhus paa den anden Side af Gadestumpen og derpaa farve Sneen rødiig i deres egen lille Have. Midt i Haven stod en gammel Paviljon med Sne paa Tåget og frøs. Trærne omkring den frøs ogsaa, mens de hjælpeløst strakte de stivfrosne Grene op mod Lyset, som tabte i Kraft og Glans for hvert Minut, der gik. De smaa Ribs og Stikkelsbærbuske krøb ynkelig sammen.

Lige over for Huset, hvor de bodde, paa den anden Side af Ullevoldsveien, laa Ørums Have. Det var ikke nogen almindelig Have som deres egen, det maatte ingen tro, nei, den var at se til som en

hel vildtvoksende Skog med de deiligste, gamle, ludende Frugttrær og bredte sig da ogsaa næsten over et stort, mægtigt Kvartal. Gjennem de nøgne Træstammer opfangede hun et lidet Glimt af Huset, som laa midt i Haven og sikkert en Gang havde været hvidmalet, men som i Tidernes Løb var blit saa stærkt slaat af Vind, Regn, Slud og alskens Veir, at det nu var ganske farveløst. Idag som ellers, efterat Solen var gaat ned, flammede der lid og Blod ud af dets Ruder, og da Harriet var endnu mindre end nu, undrede hun sig ofte paa, hvem som vel turde bo derinde.

Ingen Steder kunde man faa kjøbt Frugt saa billigt som af den gamle, snille Frøken, der eiede Ørums Have. Nu var Haven høstet for mange Maaneder siden, men alligevel var der paa Spidsen af de yderste Grene blit hængende et Par Æbler og nogle faa Pergamotter igjen, som havde ærtet hver den, der gik forbi, hele Vinteren udover. Foran Gjærdet mødtes endog ofte om Eftermiddagene hele Skårer af Gadegutter fra Telthusbakken og Sagene og kastede efter dem Sten og Stumper af itubrukne Gjærdestaurer, der laa igjen paa Sneen. Det var, som disse Par Æbler og disse to, tre gamle, gjenstridige Pergamotter ikke gav Menneskene Ro i Sindet, som det gjaldt hver Mands Ære, Liv og Veifærd at faa dem ned; men de holdt tappert Stand og blev hængende, hvor de hang, vindtørre, haarde og indskrumpne.

Ofte havde hun siddet i Vinduet og set Blæsten svinge dem heftig frem og tilbage; tidt ogsaa ligget vaagen i vilde Stormnætter og tænkt paa dem.

Men nåar hun kom ind i Stuen om Morgenen, hang de der fremdeles, uden at nogen menneskelig eller overjordisk Magt i Verden havde faat Bugt med deres Stivsind og haardnakkede Udholdenhed.

Men idag kunde de ikke rigtig fange hendes Interesse. Skjønt Bjældeklangen var død, dirrede dog endnu Erindringen om den i hendes Øren. Far og Mor reiste tii Fest, de, til Lyden af muntre Stemmer og tændte Lysekroners straalende Pragt! Ingen brydde sig om hende. Hende lod de übekymret sidde ensom hjemme og stirre ud i al den gråa Uhygge, der nu famlede sig ind i Værelset og fyldte hende med trist Modløshed. Siden Jul havde de været udbudne Dag efter Dag, og ligesaa sikkert havde hun siddet her i Vinduet og stirret efter dem. Kunde hun endda gaa ud i det store, lyse Kjøkken, men det havde Moderen strengt forbudt hende, og hun kunde jo heller ikke paa sin Side fortænke Anniken i, at hun foretrak Kjøkkenets Varme for Ensomheden herinde mellem alle de tause Møbler, der som Gjenfærd af fordums levende Væsener gjorde det dobbelt ødsligt og skræmmende, seiv om det ogsaa var Annikens Pligt at holde hende med Selskab.

Og pludselig steg der et dumpt Raseri op i Harriet mod baade Far og Mor. De reiste til Fest, de, og lod hende sidde ensom hjemme. I übehersket Vrede sprang hun frem paa Gulvet og gav sig til at trampe paa en stor Billedbog, hun havde faat til Jul, og hvori Æventyret om Alladin og den vidunderlige Lampe var fremstillet. Hun huskede, hvor ofte hun i Skumringen havde staat og gloet

paa disse dumme, døde Billederne, skjønt hun kjendte hvert eneste af den udenad, saa hun kunde faa Kvalme af at se paa dem. Nu hadede hun dem. Mest fordi de ble v tat frem, hver Gang Forældrene reiste fra hende, og fordi de saa ofte havde narret hende til at glemme, hvilken skrigende Uret der blev gjort mod hende.

Da saa hun, at det var blit halvmørkt i Værelset. Det var, som om Mørket, der seg ind ad Ruden, nu tog Malerierne fra Væggene, Møblerne og Tæpperne fra Gulvet, som det gled bort med alt det, hun havde vænnet sig til at betragte som sit utabelige eget. Hun stod midt i en taus Nat og vidste ikke, hvor hun skulde vende sig. I Grunden var det vist forfærdelig galt, at hun kavde trampet paa den Bogen, hun havde faat i Foræring en hellig Juleaften. Husk paa Englene, som sang, paa Hyrderne, som tilbad! Hun bøiede sig ned og tog den forsigtig op. Som det gjaldt at undgaa en hemmelig Fiende, der var overalt og dog ingensteds, listede hun sig derefter med Billedbogen mellem begge Armene hen til Sofaen paa den anden Side af Stuen. Da hun var naaet did og kunde føle sig til med Hænderne, se det for sig med Øinene, at det var den samme Sofa, som stod der ogsaa om Dagen, nåar Solen skinnede, kjendte hun sig tryggere.

Det puslede saa underlig omkring hende, og udenfor lød det som Ul eller langtrukne Skrig. Hun kom til at huske paa det Sagn, som gik, at for ikke mange Aar siden luskede der Graaben over de store, snehvide Marker rundt «Professorbyens»

lille, ensomme Husklynge. Hun saa deres hvide Rovtænder lyse i et aabent, blodrødt Gab. Kanske det alligevel bare var Lyden af et Taagehorn nede fra Fjorden, som trængte sig utydelig hidop!

Tilslut tog hun paa at graate, men tyst, næsten uhørlig for ikke at hidse Aanderne frem af Krogene. Heller ikke rørte hun sig, skjønt hun hele Tiden hørte Latter og Klang af fremmede Stemmer fra Kjøkkenet. Pigerne havde vist Kjærester hos sig. Bedre at ligge ganske stille og hulke for sig seiv, til der ikke var flere Taarer igjen, end at gaa ud til dem! Hulke, til Far og Mor kom hjem langt paa Nat og saa, hvor hjerteløse de var, og hvor ondt hun havde det!

Med dette Forsæt sovnede hun ind.

Da fik et blændende Lysskjær hende pludselig til at slaa Øinene op. Hun frøs. Men bøiet over hende stod Faderen med en tændt Lampe i Haanden.

«Ligger du her?» spurgte han overrasket.

Hans lyse Fuldskjæg var hvidrimet og hans Ansigt rødflammet af Vinterkulden, som da han i Eftermiddag kom hjem fra Kontoret, men nu lyste der et varmt Smil om hans Mund og et tindrende Glimt i hans Øine.

«Far!» raabte hun i den høieste Glæde. «Hvor snilt at du kom! Og Mor, hvor er Mor henne?»

Hun huskede ikke andet, end at det var sent paa Nat, at hun laa i sin Seng, og at Forældrene nu endelig var kommet hjem.

«Mor kommer nok ikke paa en god Stund endnu. Det er bare jeg, som kneb ud for at se

til Guldungen vor. Men hvorfor ligger du her?» gjentog han sit Spørgsmaal og saa sig forundret om i den dybe Stue, hvor det gule Skin fra Lampen blot formaadde at lyse op i Krogen,

Hun mumlede noget om, at hun var sovnet ind, og at Anniken vel ikke havde villet vække hende. For alt i Verden vilde hun ikke forraade Anniken.

Hvem var saa hjertensgod som hendes Far! Skjønt han kom fra et fulddækket Middagsbord, en skinnende hvid Dug, Sølv, Blomster og alt det, som godt er, havde han alligevel længtet saa stærkt hjem til hende, at han «kneb ud» fra alle Gjæsterne. Det var noget, han ofte pleiede at gjøre; blot havde det ikke faldt hende ind, at der ogsaa idag skulde vederfares hende en saa stor Lykke. Hun drog Pusten dybt som i en Følelse af Befrielse og lod derpaa Blikket vandre rundt i Stuen, hvor alt paany forekom hende kjendt og hjemmeligt, som nåar Formiddagssolen skinnede.

Ogsaa hendes Far syntes at føle sig vel tilmode her i sin egen Stue. Da Hængelampen var blit tændt. og Pigen havde lagt i Kakkelovnen, gav han sig til at drive frem og tilbage i sin sorte Selskabsdragt med det blændende Skjortebryst og det hvide Silkeslips. Snart rettede han paa et af Malerierne, der hang lidt skjævt, eller ogsaa kikkede han beundrende paa dem gjennem den huie Haand, snart kastede han et flygtigt Blik i en eller anden Bog, som laa paa Bordet, altid fuldt opmærksom paa, at den kom til at faa sin forrige Plads, nåar han lagde den tilbage igjen. «Hver Ting

har kun én Plads her i Verden,» brugte han at si. Af og til nikkede han smilende bort til hende med det varmt tindrende Glimt i sine Øine, idet han samtidig gned sig fornøiet i Hænderne.

Det knitrede og spragede i Ovnen, hvorfra en lang, rødgul Lysstribe skjød hen over Gulvtæppet. Langsomt kom Varmen tilbage, og Harriet kjendte den gjennemstrømme sit Legeme som en lun, velgjørende Bølge. Hun vidste ikke noget morsommere end at være alene med sin Far.

Saa såtte han hende paa sit Knæ og fortalte om Selskabet, han kom fra, om Retterne, Vinene og Skaaltalerne. Hun hørte kun halvt paa, hvad han sagde, men sad ufravendt og betragtede ham. Næsten lidt forelsket. Ingen havde et saa rent og uskyldigt Udseende. Næsen var kanske lidt for stor og klumpet, men det gjorde ikke noget, fordi man bare saa Øinene, de store, mørkeblaa Øine, der laa lidt langt fra hinanden og var troværdige til Bunden. Hvor havde hun set en saa fin og velformet Mund før? Og saa følte hun slig Synd i ham, fordi der blev gjort ham saa megen Uret i Verden.

Paa hans Aande kunde hun mærke, at han havde drukket meget Vin, og paa Klangen i hans Stemme, at han var glad og oprømt. Og pludselig løftede han hende paa sine Arme og førte hende med lette, gratiøse Dansetrin bort over Gulvet og tilbage til Sofaen igjen.

«Hvem var den vakreste af alle Damerne?» spurgte hun indsmigrende. Hun vidste, at Faderen likte det Spørgsmaal.

«Og det kan du spørge om? Faar jeg se, om du ligner hende?»

Hun fortrak ikke en Mine, mens han sammenlignede hendes Træk med sin Hustrus.

Men da han havde betragtet dette lille, magre, spidse og blege Ansigt en Stund, kom der med et noget smertefuldt og medfølende i hans Blik. Han strøg hende flere Gange blødt over Haaret, bøiede sig saa frem og kyssede hende paa Panden.

Siden hentede han sin Fløite inde fra Kontoret. Aldrig var han saa vakker, som nåar han blæste paa den. Melodierne var ogsaa vakre, idag lidt længselsfuldt vemodige. Hun forstod dem saa godt. De fortalte om det Hjem, han havde drømt at bygge, nåar han i sin Ungdom sad alene og muciserte for sig seiv, et Hjem, hvor Far og Mor og Barn sluttede sig sammen bag tætte, skjærmende Vægge, gjennem hvilke ingen Lyd fra denne onde Verdens Liv og Larm fik Lov at naa, og hvor gode, trofaste Hænder vaagede over ens Liv.

Kanske det ikke var saa farligt med Aktierne alligevel!

Han var ogsaa tilstede, da Pigen hjalp med at klæ hende af. Ud paa Natten vaagnede hun ved at høre Forældrenes ømt hviskende Stemmer. Nu var de nok kommet hjem fra Selskabet for Alvor. Hun skjønte, at de holdt forfærdelig meget af hinanden, men sovnede tillige ind med den Forvisning, at hun for sin Part holdt mest af sin Far.

Hun var den Gang ni Aar gammel.

II.

Hvad kom det af, at Harriet fra første Dag paa Skolen blev de fleste af sine Klassekamerater til Morskab; nogle endog til Forargelse ? Hun var saa løierlig af sig, Harriet Blich! Havde hun for Eksempel oplevet noget, som hun fandt mærkværdigt, — og hun syntes, næsten alt, hun oplevede, var mærkværdigt, — kunde hun ikke styre sig, før hun havde plumpet bardus ud med det. Hvor morsomt var det da ikke for de andre at samles i Flok rundt hende og staa og se paa, hvorledes det uophørlig skiftede med Lys og Skygge i hendes Ansigt, eftersom det steg og faldt i hendes egen lille Sjæl! Seiv var hun jo som Aarhønen, nåar den spiller og i sin Henrykkelse ikke engang har Tid til at mærke, at der er Fare paa Færde. Da gjaldt det pludselig at kaste et lidet Ord ind, som gjorde hende forsagt og fortjamset, hvorpaa maa saa hende bøie Hovedet og lidt efter snige sig skamfuld unna, som hun havde sagt noget rigtig forfærdelig galt.

Saa begyndte Moroen. «Er du sint nu, Harriet?» Eller: «Skal du i Skammekrogen nu, Harriet?» En nappede hende i Kjolen, en anden i Haaret. — «Aa, fortæl lidt til da, Harriet!» Hun havde imidlertid stillet sig op mod Væggen med Hænderne paa Ryggen og søgte nu forgjæves at fange sin bedste Venindes Øine. «Kan du ogsaa nænne at forraade mig?» sagde hendes bebreidende Blik.

Det var det særegne ved Harriet, at hun altid skulde kaste sig i Armene paa nye Veninder, hos hvem hun søgte Ly og Beskyttelse mod denne Verdens Ondskab og Træskhed, og at hun hver Gang mente, at nu havde hun da endelig fundet den bedste, den aller trofasteste. Som i længselsfuld Tilbedelse krøb hun for Fødderne af sin nye Herskerinde, afklædte og blottede sig, saa den anden fik Magten over hende og til Bunds lærte hende at kjende, for saa i en Følelse af Lede og Overmættelse at sparke hende fra sig. Da hun nu ogsaa mødte et skadefro Glimt i sin sidste Venindes Blik, blev hun brændende hed af den dybe Krænkelse, hun kjendte. Det saa de andre og gav sig paany til at le. «Er du trist nu, lille Harriet?» — Har du ingen Mama at holde i Skjørterne nu henger?» Men hun svarte ingenting og gjorde tappert Modstand mod Graaten, som vilde op. — «Herefter skal jeg aldrig se til den Side, hvor hun gaar,» tænkte hun, mens hun ufravendt blev ved at betragte den troløse. — «Jeg vil holde mig ensom for mig seiv, da altsaa ingen begriber mig,» fortsatte hun sine sørgmodige

Tanker, i hvilke hun allerede nød sin fremtidige Fjernhed og steile Utilgjængelighed. Den Fortrohghed, hun havde sløset bort, og som var blit saa skammelig misbrugt, gav hende en såar Fornemmelse af, at hun stod nøgen for alles Øine. Hun huskede, at hun uden Sky havde lagt frem for den anden, hvor inderlig gjerne hun vilde, at alle skulde like hende. Hun huskede, at hun mangfoldige Gange havde bedt hende hjem til sig og kjælet og dægget for hende paa bedste Vis. Nu hadede hun hende og alle Mennesker. De var onde og kolde, og det vilde hun seiv hærde sig til at bli. I Ensomheden skulde hun nok lære sig det. Men hvor haardnakket hun end kjæmpede for at bh haard og ond som de andre, naadde hun dog aldrig saa langt. Hun var vokset op til at bli et svagt, ømhedstørstigt, følsomt sitrende lidet Væsen der let fik Taarer i Øinene ved et godt Ord men som ogsaa for sammen af Smerte, nåar der vankede onde. Desuden vidste hun jo godt, at det ikke var saa farligt ment med alle disse Drillerier som det saa ud til. Hver Gang hun gav sig over og havde begyndt at graate, var de kommet bort til hende og sagt, at hun ikke skulde bry sig om det. Det var dem, som var slemme. Ikke hun En af de ældre Pigerne, hvem hun bestandig havde været mest ræd for, tog hende endog ved en saadan Anledning om Halsen og bad hende om Forladelse. Da syntes Harriet, at hendes Hjerte maatte bnste af ydmyg Taknemmelighed. Det blev værre siden.

Hun havde netop fyldt sit ellevte Aar, da hun en Vaarformiddag efter endt Skoletid kom gaaende forbi en Arbeiderbolig, som laa midtveis mellem Skolen og «Professorbyen», i Følge med to Veninder, der bodde paa samme Kant som hun. Der blev skreget noget efter dem. «Hvad er det, de raaber?» spurgte Harriet, idet hun snudde sig og saa nogle Gadegutteansigter grine mod sig i alt Solskinnet. De kalder dig for «Bikjetrynet», forklarte begge Veninderne tungerapt i Munden paa hinanden. Saa var det nogle Dage efter nede i Skolegaarden, en stor, grusbelagt, altid skyggekold Plads, indeklemt mellem tre gråa Murvægge og et hølt stængende Gjærde ud mod Pilestrædet. De havde netop havt Høitlæsning Timen i Forveien, og at høre Harriet si frem et Digt, var noget, som ingen, seiv den alvorligste, kunde staa for. Da skjød hun formelig Vekst, Stemmen blev mørk og høitidelig og Blikket sværmerisk andagtsfuldt. Det fik hun nu igjen for. «Aa, sig frem et Digt da, Harriet!» bad de, «saa tror vi, at vi er i Begravelse.» I Almindelighed, nåar Harriet blev ærtet paa denne Maade, lo hun seiv velvillig med; men idag kom der noget træt og forstemt over hende, hvilket ikke undgik en liden, stærk Klump fra Landet, som altid irriteredes af Harriets luftige, modstandsvage Væsen. «Kan Harriet bide sig i Næsen?» spurgte hun, idet hun såtte Tænderne dybt i Underlæben og derefter listede sig ind paa hende for saa pludselig med et skadefro Glimt af Grusomhed i Blikket at knipse hende lige paa Næsetippen. Alt

andet kunde Harriet finde sig i, blot ikke dette. Hun knyttede sine smaa Hænder og sprang i vildt Raseri løs paa sin Plageaand, men snublede underveis i sine egne Ben og blev liggende saa lang hun var, mens det lød rundt hende som i et Jubelkor : «Bikjetrynet! Bikjetrynet! »

Da Harriet den Dag kom hjem fra Skolen, saa hun sig længe og opmærksomt i Speilet. Hun saa, at Næsen stod for langt frem, at Hagen næsten var glemt bort, og at Huden laa gulbleg over Knoklerne. Hun var styg. Ingen Tvil om, at hun var frygtelig styg. Idet hun gik ;'ud af Forældrenes Sovekammer, følte hun det, som der var truffet en Afgjørelse for hendes Liv, og som om den Strøm af yr Glæde ved alting, der saa tidt havde været oppe i hendes Sind trods Venindernes Ærtelyst, nu sank for altid til Bunds, og de første Bobler af Sorg og Bitterhed steg op istedet.

Men nu havde de andre faat Blod paa Tand. Hvad var mere lønnende end at raabe «Bikjetrynet» efter Harriet Blich, nåar enhver kunde se, hvor hun skvat til ved den blotte Lyd af Ordet og derpaa blunkede med begge Øinene, som om en knyttet Næve suste lige forbi hendes Ansigt! Seiv kjendte hun det, som om denne Næve ogsaa ramte hendes syge, sammenklemte Hjerte, saa der skar et Stik af ulidelig Pine gjennem det. Hun syntes, hun maatte dø af Skam. Hun gjorde sig saa liden, som hun kunde, og tog paa at løbe, hvis det var i fri Luft, hun fik Nidnavnet slængt efter sig, men snublede naturligvis og hørte det atter suse Slag i Slag

over sig. Skammen, Angsten, Fortvilelsen havde røvet al hendes Kraft; det var, som Margen var blæst ud af Benpiberne paa hende, saa det faldt hende vanskeligt at reise sig igjen. Kom hun sig endelig op, luskede hun krogrygget afsted som den Hund, hun var, mens Graatens Klump under Brystet huskede op og ned som i en Gynge.

Underligt alligevel, hvor den Beskjæmmelse, hun led, inden kort Tid skjærpede hendes Blik og gjorde hende gløg og skarpsynt!

Ikke mindst kom dette frem i hendes Hjem, hvor hun snart lærte sig at mønstre sine nærmeste med andre Øine end før. Hun saa, at hendes For ældre i Grunden siet ikke passede sammen, men at Faderen var dybt forelsket i hendes Mor, der paa Dronningevis modtog hans Kur som en skyldig Tribut, han havde at bringe hende. Fordi han var forelsket, blev han altid den tabende i den ægteskabelige Kamp. Hun begyndte ogsaa at se koldt og kritisk paa sine Forældres Venner og Bekjendte, dem hun skilte i to Slags: «De falske» og «de ærlige >.

«De falske» var de, som kyssede og kjærtegnede hende i hendes Hjem, helst nåar de havde Selskab, og der vankede noget rigtig godt, som stemte dem bløde og medgjørlige til Sinds, men som knapt gad se til den Side, hvor hun gik, dersom det hændte, at hun traf dem paa Gaden. «De ærlige» derimod behandlede hende lige venlig hjemme som ude.

Havde de Selskab, mødtes baade «de falske

og «de ærlige». Der var nemlig ingen Forskjel paa dem i Forældrenes Øine, ja, det skede endog, saa rart det kunde synes, at de foretrak de aller bundfalskeste. Var det om Vinteren, at Selskabet stod, blev hun sendt tidlig til Sengs og laa saa Time efter Time og lyttede til Stemmernes Sus nede fra Stuerne. Hun vidste godt, hvad hun skulde sammenligne det Suset med. Ofte havde det hændt, at hun en varm Sommerdag hørte en Larm som af tusen Røster langt borte, indtil det viste sig, at det bare var en liden uskyldig Humle, som surrede og brummede lige ind under Kjolen paa hende. Og mens den nu som da blev ved at rumle lystig væk, tænkte hun paa, hvorledes den dog i al Verden kunde faa stoppet al den Mad i sig, som Kokkekonen i Løbet af hele Dagen havde kogt og stegt ude i Kjøkkenet. Tilslut dyssedes hun i Søvn af Lydens Ensformighed og vaagnede næste Morgen ved, at Faderen var i daarligt Humør og gav det frit Løb.

«Hvorfor skal vi altid være de flotteste ?» ærgrede han sig. «Husker du aldrig paa, at et sligt Selskab gaar op til mindst et hundrede Kroner ? Man skulde jo tro, at vi var grundrige.»

I Halvsøvne svarte Moderen:

«Aa, lad os vente endnu en Times Tid med det Opgjøret, er du snil. Jeg er saa træt, saa træt» —

Havde de fremmede om Sommeren, fik Harriet Lov at være længer oppe ud over Aftenen.

Det var mest improviserte Selskaber, som da

blev holdt, i Anledning af en eller anden svensk eller dansk Ven, som var paa Gjennemreise. Saa meget forstod Harriet, at Dansken og Svensken hørte til samme Parti som Faderen, og at de nu mødtes for at snakke Politik og opfriske gamle Minder fra fjerne Tiders Studentermøder.

Der blev altid trakteret med Laks til Aftens; men var man faerdig med Maden, trak man sig gjerne ned i Haven med Piberne og Cigarerne og såtte sig foran den Hile Paviljon, som paa denne Tid af Aaret var ganske bedækket med grønt Vinløv.

Intet undrede Harriet saa meget som at høre Faderen snakke Politik. Helst sad han rigtignok taus og lyttede opmærksomt til de andre, røgende ivrig Pibe efter Pibe, men blot han aabnede Munden, blev han straks den sinteste, den mest yderliggaaende af dem alle. Hvor rart! Han, som var saa mild af Sind til daglig og knapt nok nænnede at træde paa et krybende Insekt! Hun lagde Mærke til, at han hakkede og stolprede i Talen og var af den Grund livræd for, at han skulde gjøre sig til Nar. Længe havde han kjæmpet for at faa Ordet, og da han nu endelig fik det, dirrede hans Røst af dyb, indegjemt Harme: Han kunde ikke som hans Venner være med paa at forsone sig med Uretten 1 At gjøre Kompromis var af Djævlen o. s. v. Slig blev han ved, og der fulgte bestandig en liden forlegen Pause, nåar han havde talt.

Endelig blev hun sendt til Sengs. «De falske» kyssede og strøg hende blødt over Kindet eller tog

hende kjærlig om Livet, mens «de ærlige » bare nikkede og sagde: «Godnat, Harriet!»

«Godnat allesammen!» — Hun neiede, gik op og klædte af sig, men kunde ikke faa sove. Først lagde hun sig i sin egen Seng, og da det snart blev for varmt der, krøb hun ned i Forældrenes, hvor Lagenerne var saa deilig kolde. Hun hørte en høi, skraldende Latter, som hun vidste kom fra den aller falskeste, og maatte atter hen til Vinduet og kikke paa Gjæsterne. Deres Ansigter flammede nu rødere end før, og Stemmerne steg muntre og overgivne tilveirs, hvad hun nok forstod maatte bli Følgen, eftersom Pigen ikke havde bestilt andet hele Aftenen igjennem end at rende efter kogende Toddyvand til dem.

Derude var det lyst som paa klare Dagen. Luften skjær og gylden-bleg af langsomt sluknende Skyglød. Led det lidt ud paa Sommeren, kom en Duft af Reseda strømmende ud fra Ørums Have og fyldte Værelset med sin søde Vellugt.

Tilslut saa hun Gjæsterne gaa. Ogsaa Faderen og Moderen gik med, rimeligvis for at følge dem et Stykke ned over Veien. Skygløden var slukt, og paa den anden Side af Gaden stod alt Husene med vaagne, skarpt blinkende Ruder.

Den fremmede Gjæst og en af Faderens Venner vandrede Arm i Arm og sang: «Sjung om Studentens lyckliga Dagar.» Deres Øine kunde hun ikke se, men hun ante, at de stirrede ind i en rød Taage af utydelige Erindringer. Den enes Mund var et stort, sort Hui, syntes

hun, fra hvis Dyb Tonerne arbeidede sig hæse, grødede eller anstrengt skrigende frem. Sin høire Arm havde han løftet pathetisk i Veiret. Han var vist lidt fuld.

Aa, denne søde, sorgfulde Duft af Reseda! Hvor i Verden Harriet siden aandede den ind, vakte den altid fjerne Barndomsminder hos hende. En Gang, da hun alt Jænge havde været voksen, steg saaledes pludselig frem en bortgjemt Erindring om hendes Far og Mor, indhyllet i Duft, som de efter et sligt muntert Herreselskab kom gaaende gjennem deres egen uanselige Have, han med Armen om hendes Liv og med Ansigtet nær hendes i yr, guttekaad Forelskelse. — Det kunde nok hænde, at hun laa i sin Seng med lukkede Øine, da de kom ind til hende.

Dagen efter sagde hendes Mor, idet hun talte om den fremmede Gjæst:

«Ved du, at han paa Veien tog mig opover Haandledet og hviskede: Hvilke vakre Arme De har, Fru Blich? — Det har aldrig nogen vovet før. Jeg synes, jeg er som besmittet.»

Hendes Ansigt havde et sligt Udtryk af Væmmelse, at Harriet blev rent forfærdet. Var det da saa farligt? Naar hun lagde andre lignende Træk til, skjønte hun, at Moderen trods sine selskabelige Lyster holdt meget paa sin Værdighed.

«Han mente naturligvis ikke noget større med det,» skjød Faderen undskyldende ind.

«Det kan være det samme. Jeg taaler ikke noget af den Art, og han sætter aldrig sin Fod mere her i Huset.» —

Dette var om Sommeren, da de havde Ferie, og ingen raabte «Bikjetrynet» efter hende, men ikke begyndte Skolen, før atter de gamle Saar brød op.

Faderen, som var den af Forældrene, der gav sig mest af med hende, kunde ikke begribe, hvad der gik af hans Hile Pige. Hun syntes at undgaa ham med Forsæt, havde faat et sky Blik og lignede ikke sig seiv mere. Helst holdt hun sig ensom hjemme, rugende i Stilhed som over en stor Sorg. Det var jo ikke noget for et Barn i hendes Alder! Dertil var hun blit nervøs, opspilt og pirrelig. En liden Irettesættelse — og det hændte, at hun, store Pigen, såtte i at ilskrige, idet hun kastede sig flad ned paa Gulvet og sparkede med Benene og rev alt det i Filler, der kom hende i Veien. Hun blev ved at skrige, som om hun havde en vild Fortvilelses Kval at fri sig for. Efterpaa lod hun sig rolig klæ af og lægge i sin Seng, men var ikke at tvinge til at gi en Forklaring.

Eller hun slog sig fuldstændig desperat, nåar hun for Eksempel skulde ha en Kjole paa, som hun trodde vilde vanklæ hende. Da der saaledes en Sommermorgen var lagt frem en ny, rigtig pen blaarudet Sirtseskjole paa Stolen ved Siden af Sengen, kjendte hun straks Latterens Haan, hvis hun klædt i den traadte ind i Klasseværelset. Alt, hvad hun gjorde og sagde, var nemlig efterhaanden blit latterligt, fordi det var «Bikjetrynet», som gjorde og sagde det. Hun sprang frem og sled den i Stumper og Stykker. Det hændte ogsaa, at hun uden videre negtede at staa op om Morgenen. Om hun

da var syg? Nei, men hun vilde bare ikke staa op. Det hjalp ikke at skjænde. Hun blev liggende, hvor hun laa, og gik ikke paa Skolen den Dag. Hele Formiddagen laa hun urørlig med lukkede Øine, som om hun hvilte sit Legeme ud efter lange Tiders Strabadser.

Tilslut hen vendte Bureauchef Blich sig til en Læge, som sagde, at hans Datter vel havde staerkt nervøse Dispositioner, men at der ellers ikke var noget paa Færde. Alligevel kunde Faderen ikke gi sig til Ro med denne Lægens Erklæring. Det gjorde ham saa ondt for hans Kjæledægge, og han vilde saa gjerne vinde hendes Fortrolighed paany; men altid vred hun sig ud af hans Arme, nåar han tog hende ind til sig, saa man skulde tro, at hans Kjærtegn kvalmede hende. Efterpaa havde hun et haardt Glimt i sine Øine, og tidt var det, som der lyste en vild Anklage ud af dem.

Hvad vilde han da? Han kunde da ikke forlange, at hun skulde fortælle ham eller den fremmede Doktor, at de havde git hende et Øgenavn, som pinte Livet af hende, som gjorde hver Dag til et Helvede og Jorden under hende glødende! At hun fandt en egen smertelig Vellyst i at gjepe til sig seiv i Speilet, række Tunge af sin egen Hæslighed og fortrække sit Ansigt, saa hun mest lignede en liden Abe, der skjærer Grimaser, mens Lirekassemanden dreier paa Posetivet! At hun ofte vaktes op om Natten af onde Drømme — hun drømte, at de greb med Jernfingre om hendes Hjerte og klemte til, saa det gjorde smertelig ondt, og idet

hun vaagnede, hviskede de hendes forhadte Tilnavn med spottende Røst ind i hendes Øre — at hun efterpaa laa og stirrede over Sengegjærdet bort paa Forældrenes fredelig sovende Ansigter: «Havde kanske ikke de Skyl den for, at hun var saa styg, som hun var ? Hvorfor havde ikke Moderen skabt hende i sit Billede, staerk og vakker og velvoksen, saa hun kom til at ligne hende r»

At hun laa og gruede for den Dag i Morgen, da hun som et jaget Dyr paany skulde hidses og forfølges, gjøre lange Omveie for at undgaa Arbeiderboligen og dukke sig, føie sig, lempe sig efter sine Klassekamerater, hvis hun da ikke vilde resikere at faa «Bikjetrynet» kastet sig lige i Synet. Hvor hun nu kjendte dem! Skjønt hun nok skulde vogte sig for at forraade det med en Mine, saa hun godt, at hun ikke bare blev mishandlet, fordi hun var styg og rar. Der var vel nogle, som syntes, det var gjilt at ha en at slaa og traakke paa; men de fleste beskjæmmede hende, fordi de ikke turde andet, fordi de havde Frygt for at dele Skjæbne med hende, hvis de skilte Lag og tog hende i Forsvar. De var feige, som hun var feig. Hun saa dem ind i Sjælen, og turde alligevel ikke sige dem det, men maatte lide ensom, idet hun nu i Nattens Stilhed bar alle deres Synder paa sine Skuldre.

Og dog forlangte Faderen, at hun skulde være glad og freidig, aaben og kjærlig! Ond vilde hun bli, haard og kold og trodsig. Det var en Skam, at han kunde sove trygt og fast, nåar hun pintes ved Tanken paa, hvad hun skulde gjennemgaa i

Morgen, og det ærgrede hende, at han, som altid talte om, hvor hendes Vel laa ham paa Hjertet, gik blind ved hendes Side uden at mærke, at hun blev mishandlet.

Det begyndte at gry af Dag derude, og den første blege Lysstribe tegnede sig svagt af mod det blåa Rullegardin. Paa Natbordet mellem hendes og Forældrenes Senge stod en liden rødkuplet Lampe og lyste med et dæmpet, usikkert Skjær, som om den skulde til at gaa ud. Hun blev mildere til Sinds, og der kom op i hende en Følelse af Medlidenhed med hende seiv.

Hvad havde hun gjort dem alle, at de var slig mod hende ? Hun bestilte jo ikke andet end at vogte paa sig for ikke at si Ting, som kunde vække de andres Latterlyst. Hun vidste jo nok, at hvad de havde Ret til at si og gjøre, var ikke tilladt for hende. Da blev det dumt og komisk. Men hvorfor var hun da saa rar? De skulde bare ane, de andre, hvor de krænkede og bedrøvede hende, og hvor gjerne hun vilde tækkes dem. Havde hun faat noget godt hjemme, spiste hun det næsten aldrig seiv, men gav det til dem, som stod hende værst imod. Seiv det blev lagt hende til Last. Saa sagde de, at hun forsøgte at smiske sig ind hos de store og mægtige i Klassen.

De skulde ogsaa vide, hvor stolt hun var, nåar hendes Styghed og Rarhed blev glemt bort i Legens Hede, og hun fik Mod til at føle sig paa Høide med de andre! Hun var i slige Øieblikke saa taknemmelig og saa glad i sine Legekamerater, som om hun

ikke længer var eneste Barn i Huset, men som de var hendes Søstre allesammen.

Natlampen var gaat ud, eller den dannede som et lidet, dødt, übevægeligt Punkt i det graablege Lys, der omgav den. Hun vendte sig udmattet om paa Siden og faldt straks som bedøvet i en haard, drømmeløs Søvn.

Tænk, om det saa var en Søndag Morgen, hun vaagnede op til! Om Klokkerne kimede fra gamle Akers Kirke med dæmpet Gjenlyd i hendes eget Sindl Om der laa skinnende hvidt Undertøi og ventede feststemmende paa hende, og Faderen ikke som ellers hvert andet Minut saa efter, hvad Klokken var for at minde hende om, at det nu var Tid for hende at staa op og traske afsted til Skolen ! Hun blev saa lykkelig, at hun fyldte hele Huset med utøilet, larmende Glæde, i den Grad forskjellig fra hendes hverdagslige Sindsstemning, at Faderen rystede mismodig paa Hovedet og tog det som et nyt Bevis for, hvor nervøst opspilt hun var.

— Langfredag Formiddag! Fra den tid-

ligste Morgenstund havde der hvilet en høitidelig Stilhed over Huset. Ved Frokostbordet sad de tause og indadvendte, og Harriet kunde godt se paa Faderens Ansigt, at det vilde gjøre ham ondt, om nogen idag gav sig til at le eller kom med et uventet Udbrud, som ikke havde hjemme paa en saadan Dag. Da Klokken var tolv, samledes hun med Forældrene og begge Pigerne inde i Dagligstuen for at høre Evangeliet bli oplæst. Faderen var i sort Bonjour og nikkede alvorlig til dem alle, inden han begyndte

Oplæsningen. Saa læste han langsomt, men samtidig med høi, klar og streng Stemme, som om det var en Dødsdom, han fremsagde, Kapitlet om Jesu Lidelseshistorie:

Og Stridsmaendene flettede en Krone af Torne og såtte paa hans Hoved og kastede et Purpurklæde om ham og sagde: Hil være dig, du Jødernes Konge! Og de slog ham paa Munden. Da gik Pilatus ud og sagde til dem: Se, jeg fører ham hid ud til Eder, at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham. Da gik Jesus ud, bærende Tornekronen og Purpurklædet. Og han sagde til dem: Se hvilket Menneske!

Videre om Korsfæstelsen, indtil Frelseren raabte ud: Det er fuldbragt! hvorpaa han bøiede Hovedet og opgav Aanden.

Harriet følte det krike varmt i Øienkrogene. Hun saa ham for sig, Frelseren, som han hang spigret fast til Korset med det blege, ludende Hoved og de sørgmodig skuende Øine. Hvad saa han ? Han saa til Bunds i Menneskenes Ondskab, i deres himmelskrigende Lavhed, han, som med sit dyre Blod vilde redde dem fra den evige Fortabelse. Og han kjendte sin egen Afmagt, og der kom over ham en Sorg, saa vild og fortvilet, at han raabte: Tilgiv dem; thi de vide ikke, hvad de gjøre!

Talte hendes Far til hende om Jesus, og det gjorde han i den sidste Tid hver Aften, nåar han kom ind for at si Godnat, blev hun blot undselig og havde mest Lyst til at gjemme sig bort under Lagenerne for at slippe at høre den kjærlighedsfulde

Klang i hans Stemme. Idag lød hans Stemme næsten haard og opbragt. Hun skjønte, at han ogsaa var vred paa Menneskene, som havde Hjerte til at volde en anden saa meget Fortræd, ligesom de gjorde hver den ondt, hvem de ikke begreb eller ikke vilde begribe.

Han var vist rar og styg, Jesus ogsaa! Af den Grund var det, at de såtte Tornekronen paa hans Hoved, slog ham i Synet, spottede ham og raabte: Korsfæst, korsfæst! Kanske han havde været ligesaa styg og rar som hun! Uvilkaarlig fik de, som stod under Korset, hendes egne Plageaanders Ansigter, nåar de ærtede og skamskjændte hende, og hun følte et Had stige op i sig mod dem, en sygt flatnmende Hevntørst og paa samme Tid en dyb Rørelse med sig seiv, som uforskyldt skulde lide saa meget.

Gid han ikke havde sonet for dem! Gid de maatte lide tusen Gange igjen, hvad hun led, og gid de aldrig vandt Evighedens Krone!

Det var hende, som hun seiv hang paa et Kors og stirrede ind i deres kjendte, modbydelige Træk. Og pludselig brast hun i stærk Graad og bøiede Hovedet, som sank hun sammen under Byrden af sine egne pinefulde Erindringer.

Faderen stansede Oplæsningen og saa venlig bort paa hende. Det gjorde ogsaa de andre, Pigerne kanske lidt forbauset, men Moderen med et varmt, triumferende Glimt i Blikket.

Det var Langfredag, den Dag, da Menneskene sørger og gaar stille forbi hverandre som mellem

Grave. Mens Faderen nu gav sig til at læse op en af Wexels Prædikener, sad Harriet hele Tiden og tænkte, at paa en saadan Dag maatte vel seiv Gadegutterne udenfor Arbeiderboligen bli stemte til Sorg og Alvor. Umuligt, at de kunde være grusomme paa en saadan Dag! Oprøret i hendes Sind havde efterhvert lagt sig, og hun ønskede nu bare, at de maatte ha set, hvor smertelig bevæget hun var. Da vilde de sikkert faa Medlidenhed med hende og skjønne, hvilken Uret de havde gjort hende. Kanske de endog vilde gaa i sig seiv og skamme sig over det Nidnavn, de nævnte hende ved, be hende om Forladelse og aldrig mere bruge det.

Efter Middagen stod hun længe foran Speilet og gjorde sig mest mulig Umage for at lægge sit Ansigt ide aller bedrøveligste Folder. Da Klokken blev fem, bad hun Faderen laane sig en Salmebog, da hun saa gjerne vilde gaa i Kirke den Ettermiddag. Heller end gjerne. Hendes Forældre var begge rørt over hendes religiøse Grebethed. "Hvor det glædede mig at se dig saa grebet i Formiddag, Harriet! Tænk at du virkelig kan føle saa dybt!» sagde Moderen. De stod begge i Vinduet, da hun gik, for endnu en Gang at nikke Farvel til hende. Luften var bleg, stille og taaget, som hvilte den bag et Slør af tunge, manende Erindringer. Hun gik langsomt ned over Ullevoldsveien, men stak ikke idag som ellers ind i en Sidegade, da hun nærmede sig Arbeiderboligen. Tvertimod lagde hun Veien lige forbi den og blev ved at gaa frem og tilbage udenfor det store, fireetages Murhus,

som vilde hun paa Trods udfordre Spotten og Latteren.

Men hun mødte ingen Gadegutter idag, som raabte «Bikjetrynet» efter hende. De var alle borte.

Havde de været der, vilde hun ha gaat hen til dem med Salmebogen mellem Hænderne og sagt: «Det er idag Jesus Kristi Dødsdag! Skal vi ikke alle være gode mod hverandre!» Og saa vilde hun ha set dem dybt ind i Øinene, saa de havde maattet slaa sine ned.

Skade, at de ikke var der! Man maatte hykle for at faa Lov at leve.

III.

En Gut kjendte hun, som aldrig krænkede eller gjorde Nar af hende, og hvera hun ogsaa af denne Grund følte sig draget til. Han hedte Markus Finstad, var en fattig Enkes eneste Søn og bodde sammen med sin Mor paa en Kvist i et toetages Træhus bag St. Hanshaugen. Det hændte ikke ofte, at han kom ned til Professorbyen, men kom han, gav han sig helst af med hende og snakkede da til hende i en venlig, hensynsfuld, næsten ærbødig Tone, som vilde han med sine smaa, velpleiede Hænder stryge alt ondt ud af hendes Liv.

Han var liden og spinkel, saa heller ikke ud til nogensinde at bli større og gjorde gjerne det Indtryk paa Folk, at han altid frøs. Man sagde til sig seiv: Han har det vist svært ondt, Stakkar! Han fryser, sulter og graater vist ofte, og der er nok ingen, som bryr sig om ham her i Verden. Man blev uvilkaarlig rørt stemt ved det triste, næsten haabløse i hans brune Øine, indtil det viste sig, at han svulmede af indre Selvfølelse, og at han, hvis

han blev angrebet for sit Udseendes eller sin Fattigdoms Skyld, havde en Gifttand i Munden, som han hug til med, og med hvilken han altid vidste at træffe det saareste Sted. Da kom han pludselig til at ligne et lidet, ondskabsfuldt Trold. Stemmen blev snerrende og hans Blik stikkende koldt og hvast.

Ellers blandede han sig ugjerne med sine Klassekamerater, hvem han helst holdt i en respektfuld Afstand. At de fandt sig i hans Hovmod, var saa meget underligere, som han havde Friplads paa Latinskolen. Men saa gik han rigtignok ogsaa gjennem alle Klasserne som übestridt Nummer en og blev endog af Skolens Rektor anbefalet som Privatlærer i fremmede Sprog. For de Penge, han paa denne Maade tjente, kjøbte han Bøger, bare Bøger, og disse sine dyreste Skatte behandlede han med en Kjærlighed, som var de levende Væsener. Der var en god Mors Bekymring og Ømhed i hver af hans Bevægelser, nåar han skar en af dem op og siden bladede den igjennem; og lukkede han Bogen tilslut lidt modvillig, strøg han varsomt og velsignende over Bindet med de smaa Fingre, der var tykkest nede i Enderne, idet han gav den endnu et Kjærtegn med paa Veien.

Gutter i Fjortenaarsalderen drømmer i Almindelighed om Søen eller Krigen; Markus Finstad havde sat sig som Maal at komme ind som Funktionær paa Universitetsbibliotheket. Intet Under, at simple Folk, hvem han dog nødig omgikkes paa fortrolig Fod, efterat han var blit Elev af Latinskolen, havde

dyb Agtelse for ham. «Der gaar han, som kan fem Sprog!» sagde man om ham bag St. Hanshaugen.

Hvorledes et saadant mærkeligt Menneske kunde gidde at snakke med hende, forstod aldrig Harriet. Bjmeligvis gjorde han det, fordi hun bestandig lyttede til hans Tale i andagtsfuld Taushed. Han snakkede med hende om de store Digtere, der havde skrevet alle de herlige Værker, han kjøbte, og hver Gang han nævnte deres Navne, var det med en mystisk Respekt, en festlig Dvælen i Stemmen, der gav hende det bestemte Indtryk, at de var overnaturlige Væsener, hvad de ogsaa visselig var. Stundom kunde der komme en sentimental Smægten i hans Røst, nåar de gik ganske alene, ledsaget af en perlemorsagtig Glans i hans Øine, uf, da blev hun rent undselig og fik mest Lyst til at løbe sin Vei.

Ogsaa Harriets Forældre syntes godt om Markus Finstad. «Han vil nok vinde sig frem i Verden,» brugte Faderen at si om ham. En Gang om Ugen bad Moderen ham hjem til Middag, og aldrig var Harriet saa stolt af sin Ven, som nåar de to sad og snakkede sammen, efterat Bureauchefen var gaat paa Kontoret. Hun sad da og saa paa ham fra Siden, og det syntes hende, at han vokste i Stolen, hver Gang han paa sin stille Maade indvendte noget mod, hvad Moderen sagde. Hvor net og proper han vari Altid renvasket og nypudset. Paa de gamle, sorte, tyndslidte Kiær — han gik Aar efter Aar i de samme, da der jo ikke var nogen Fare for, at han skulde gro fra dem — al-

drig et Støvfnug. Snippen snehvid og Støvlerne blanke af Sværte. Det lange, lyse Håar, som faldt ham langt ned i Nakken, var finbørstet og vandkjæmmet.

Fru Blich morede sig tydeligvis meget i hans Selskab. Undertiden hentede hun en Bog ned fra Hylden og læste høit et eller andet Digt for de to unge. Men der gaves nok ikke det Digt, som Markus ikke kjendte i F"orveien. Han kjendte alt. En Eftermiddag, da det blæste udenfor, ligesom det blæste, suste og sukkede i det Digt, hun netop havde læst for dem, tog hun pludselig Hænderne om Harriets Hoved, saa hende ind i Øinene med sine to store, straalende og sagde varmt: «Ja, Barn, der er noget i Verden, som er større end det, du aner!»

Hvilken mærkelig Aften det blev! Da Markus Finstad var gaat, kunde Harriet ikke holde sig rolig længer, men sneg sig ud i Eftermiddagsskumringen.

Marts Maaned. Solen var gaat ned, men endnu lyste Luften. De langstrakte Skyer, der syntes at bli baaret oppe paa Spidsen af Trærnes svingende Grene i Ørums Have, glødede dunkelt mod den blåa Æther. I Horizonten var Himlen frostrød og kold. Og idet hun nu efterhaanden blev revet med af Kvældens vilde, sælsomme Stemning, fik hun det frem for sig, at der dog var noget stolt i at bli haanet og forfulgt, at være sat udenfor og ikke faa Lov at komme indenfor de andres lune Kreds. Der vokste en übændig Kraft op i hendes SjæL saa hun kjendte det, som hun ene kunde ta det op

med dem alle. Hendes Haand mod dem alle, og alles Haand mod hende!

En gammeldags Lygte slog frem og tilbage med en gnislende Lyd i Vinden, mens hun drev hvileløs op og ned ad Dalsbergstien. Stjerne efter Stjerne tindrede frem . . .

Det tog paa at mørkne, og hun gik hjem. Som en gråa Klump tegnede Professorbyens tre, fire Huse sig ud af Halvmørket. Ansigter steg frem. Hun hørte Stemmer, hvis Klang hun afskyede, og som dog havde Magten til at ydmyge og nedværdige hende. Imorgen skulde hun paany tvinges til at lyve og hykle, hvis hun ikke vilde bli saaret til Blods i sin Stolthed og Blufærdighed!

Kval følte hun nu, Lede og Fortvilelse over alt, saa hun kunde kaste sig ned og vri sine Hænder.

Rimeligt nok, at Fru Blich ikke forstod sig paa sin Datter! Hvem kunde ogsaa skjønne sig paa et Barn, der for en Time siden var lys og munter og nu uden ydre Foranledning sad grætten og stur i Vinduet og stirrede taus ud i Mørket ?

Hun var som Forbrydersken, hvis Hemmelighed er kommet i fremmedes Eie og nu maa underkaste sig ethvert Martyrium for ikke at faa den slængt sig brutalt i Ansigtet. — — —

— Da Harriet var tolv Aar, omspandt en Drøm hendes Sind, der, saa blød den var, gjorde hende modstandsdygtig en hel kold Vinter og holdt hende oppe over alle Krænkelser.

Fra hendes tidligste Barndom kom gjerne et Par Gange om Maaneden en gammel Kone hjem

til dem, som hedte Berte og nu maatte være meget gammel. Hendes Hud var tør og brun og rynket lig Barken paa en Furu, men der var alligevel over hende noget sundt og muntert som de Blomster og Bær, hun bragte. Hun var Husmandskone høit oppe i Nordmarken, men gik trods sin Alder den lange Vei ned til Byen, som om det var en Landtur hun gjorde for sin Moros Skyld. Da Harriet var ganske liden, brugte de Berte til at skræmme hende med. Hun bandt Ris, sagde de, til Smaabørn, som ikke var snille; men snart opdagede hun, at Berte ikke var saa ond, som de fortalte. Ingen kunde være snillere end hun, og Harriet vidste snart ikke noget morsommere end at sidde ude i Kjøkkenet, nåar Berte var der.

Allerede i Slutten af Marts kom hun med de første Blaaveis, som det lugtede kold Vind, hvidt, gryende Lys og al Solbakkens vaade Mos af. St. Hansaften bragte hun hele Læs med grønne, nyudsprungne Birkekviste til at pynte op i Stuerne med. Senere paa Sommeren Jordbær, Blaabær, Bringebær og om Høsten Tyttebær og Multer. Hvor hun havde plukket dem, vilde hun aldrig ud med; kun saa meget skjønte Harriet, at Berte kjendte de Steder, hvor Bærene vokser sig større og saftigere, Blomsterne vakrere end alle andre Bær og Blomster i Verden.

Om Vinteren kom hun sjeldnere. En enkelt Gang med Tranebær, hun havde fundet under Sneen. Eller med en Aarhøne, som Manden havde skudt Hun kom fra de store, dybe Skoge, hvor Elven nu

gik under Isen med Suk og tunge Klunk, og altid fulgte der en Duft af Gran og Furu og brændt Enerris ind i Kjøkkenet med hende.

«Er jeg kommet ned til «Hammeren», saa er det værste gjort,» sagde hun, nåar der blev Tale om den lange Vei, hun havde at gaa. «Om hun havde set Bamsen?» — «Ikke set den, men hørt den har jeg nok.» Hugorme, som Harriet havde drømt om i sine fæleste Drømme, var bare Hverdagssyn for hende. <De ligger som Kokager bort over Veiene, og saa slaar vi dem.» Samtidig smilte hun paa en egen Maade, som om hun var fortrolig med alt vildtlevende og vildtvoksende i Naturen, med Bær og Blomster og de store, lodne Dyr, som nu laa i Vinterhi og sugede taalmodig paa Labben.

Ofte sad Harriet i Vinduet og saa op mod Grefsenaasen, bag hvis kolde, blaaskarpe Bryn Berte færdedes. Nu tyngede Sneen paa Trær og Buske, saa de næsten bøiedes til Jorden, men snart vilde den sprøite og fosse i smaa syngende Bække ned til Fjorden, og da vilde Græsset spire frem, Blaaveisene staa op og Skogbakkerne rødme af store, duftende Jordbær.

Før var altid Våar fulgt paa Vinter med den samme Naturnødvendighed, som den ene Dag følger lovfast paa den anden. Aldrig havde Harriet tænkt større over den Ting. Nu syntes hun, det var et Himlens Under, at noget sligt vilde ske, et Æventyr, som hun jublede over at skulle være med til at opleve. Midt paa Vinteren begyndte hun at længes saa heftig efter Vaaren, at hun ofte vaagnede

op om Natten og saa Blomster tindre for sine Øine og flamme dybt ind i hendes Sind. Hun lukkede Øinene og søgte at huske, hvad hun vel havde følt og tænkt forrige Våar, men det samlede sig bare til et vagt Indtryk af noget uudsigeligt, noget vidunderlig deiligt, der var draget hende forbi som en lys Anelse. Havde det været nu, aa, hun vilde ha kysset hver liden Blomst og gaat saa varsomt, hun kunde, for ikke at gjøre det mindste Dyr, som kravlede paa Marken, Sorg eller Fortræd!

Hun lagde vidtløftige Planer om de lange Landture, hun vilde gjøre. Hun vilde op til Maridalsvandet, Skjærsjøen, Bjørnsjøen, Fyllinga, Hakloa og alle de andre Søer med de sælsomt dragende Navne. Og hun syntes, det alene skulde være en Fest at staa i Vinduet og se Huset i Ørums Have ira Dag til Dag bli lukket inde bag grønne Blade og i Glansen af skinnende Frugtblomster, se Birkelundene tegne sig i Granskogens mørke, blaasvarte som luftige Skyer, der havde dalet ned fra den straalende Vaarhimmel, eller vandre henad ensomme Stier Haand i Haand med dem, hun holdt af.

Med denne Drøm gik hun hele Vinteren; det var, som bar hun en øm Byrde under Hjertet. Naar Vaaren kom, skulde nok alt bli godt og Menneskene snille og medgjørlige; thi hvem kunde vel tænke ondt, nåar Løvet sprat, og alt blev nyt og høitideligt paa Jorden?

Femtende Marts skulde efter Almanakken Vaarens Tid begynde. Hun var den Dag tidlig oppe om Morgenen for at se, om der ikke var sket noget

Under. Hun vidste godt, at endnu laa Sneen i store Driver, men der var alligevel som et Udet Haab. —

Men nogle Dage efter, da det tog paa at dryppe fra alle Tagrenderne, saa det om Dagen lød som Klang af Sølv, om Natten som tunge, vaandefulde Suk, nåar Draaberne faldt til Jorden, forstod hun, at Vaaren rykkede seierrig frem. Det sang op med en livsforjættende Lyd lige udenfor Vinduerne, hvor Sneen smeltede og nu randt bækkesilrende ud i Gaden, dannende en svær Sø, som Professorbyens Gutter vassede til Knæs i, saa snart de kom hjem fra Skolen, men som blev islagt om Kvældene.

Alligevel skulde hun ikke føle den overvældende Glæde, da Vaaren kom for Alvor, som hun havde tænkt. Hun havde ventet altfor længe paa den. Næsten skuffet følte hun sig. Ofte kunde hun ide lyse Aftener endog kjende en egen uklar Sorg i Sindet, en dump, kvalfuld Fornemmelse af utilfredsstillet Længsel, som hun aldrig havde mærket om Vinteren.

Det blev heller ikke til noget med de lange Ture, hun havde planlagt. Paa Markerne rundt Huset havde en Bygmester nede fra Byen begyndt at opføre en Række høie Murhuse, som med et røvede Udsigten bort fra Vinduerne. Hele Dagen var det en Banken og en Hamren . . . Frem mede Ansigter dukkede op, og Luften stod ofte i en Røg af Kalk og Støv. For Gutterne i Professorbyen var det naturligvis en Fest at kunne entre op over Stigerne, balancere paa Stiladserne og lege Gjemsel i Kjælderne og ide store, ufærdige Værelser; hun derimod kjendte sig ganske tilovers.

Rigtignok tog det Navn, hun saa uforskyldt i flere Aar havde maatte bære, nu paa at gaa af Brug. Der var kommet en ny Stok af Gutter udenfor Arbeiderboligen, som vel ikke kjendte det; ialfald raabtes der ikke mere «Bikjetrynet» efter hende, nåar hun gik forbi. Hendes egne Klassekamerater skam mede sig vel ogsaa ved at ta Ordet i sin Mund, da de nu seiv var blit større, og det baade lød stygt og barnagtigt. Men skjønt det var en Befrielse at være kvit det, havde hun ikke let for at bli glad som før. Hendes Mistænksomhed var vakt; og et uskyldigt Ord kunde pludselig jage stærk Modvilje op i hendes Sind, en Irritabilitet og nervøs Uro, som hun ikke eiede Magt til at beherske. Da furtede hun og trak sig fornærmet tilbage. Eller hun blev rent ustyrlig af Hidsighed.

En Dag i Sommerferien fandt hun oppe paa St. Hanshaugen et Fuglerede, i hvilket der laa tre smaa, nydelige, blaaprikkede Æg. Hun fortalte ikke om sit Fund til nogen, men gik hver Morgen, før alle andre var vaagnet, didop for at se efter, om alt stod godt til. Fuglen, som eiede Redet, flaksede da altid pibende af Forskrækkelse over hendes Hoved, men det tog hun blot som dens muntre Morgenhilsen. Hun syntes, at hun ogsaa havde Del i Redet, og hvad der var i det.

Men en Morgen, som hun kom didop, var Redet ødelagt og Æggene knust. Hun følte en Sorg som en Mor, ud af hvis Arme hendes Barn er blit revet ved Voldsmands Haand.

IV.

Ud paa Høsten, da de nye Huse stod færdige til at tages i Brug, flyttede flere Familier nede fra Byen ind i dem, blandt dem en Dampskibsekspeditør Becker med to nyvoksne Sønner samt en Datter i Fjortenaarsalderen, der straks sluttede sig nær til Harriet, skjønt hun var et helt Aar ældre end denne. Hun hedte Olga og var anderledes end alle de Piger, Harriet hidtil havde kjendt.

Det var først og fremst det mærkelige ved hende, at Harriet uvilkaarlig kom til at skamme sig over sine egne Forældre, nåar Olga var hos dem. Skjændte Moderen, blev hun straks blussende rød. Hvad maatte vel ikke Olga tænke? Hende var der nemlig aldrig nogen, som skjændte paa, idet hun nærmest blev betragtet som voksen i sin Fars Hus og fik Lov at snakke med ved Bordet, som om der ikke var nogen Forskjel paa Forældre og Børn. Hentede Bureauchefen Fløiten frem om Kvældene og gav sig til at blæse de kjære, gammelkjendte Melodier, syntes Harriet, at han rent gjorde sig til Nar. Det gik virkelig ikke an for en

Mand i hans Alder at ha saa troskyldige Øine! Hun sad paa Gløder for, hvad Olga efterpaa vilde si. Men Olga sagde ingenting; dertil var hun baade for velopdragen og forbeholden.

Værst var det, nåar hendes Far klappede Olga paa Kindet eller såtte sig til at spøge med hende som med Harriets andre Veninder. Da havde hun mest Lyst til at springe ind i et andet Værelse og skrige himmelhøit; saa forfærdelig dumt var det, han gjorde og sagde. Skjønte han da ikke, at Olga næsten var voksen, havde en ung Dames Manerer og nu kritiserte ham tvers igjennem med sine velvillig smilende Øine? Endog Maden, de bød Olga, Møblerne i Værelserne, Fotografierne i Albumerne — for største Delen Billeder af gamle grundhæderlige, men lidt pedantiske Embedsmænd — såtte hende i Forlegenhed. Ingenting var ligesom godt nok for Olga Becker. Og hvor taktløst var det ikke af Moderen, nåar hun, bedst som det var, kastede hen til dem paa sin uoverlagte Maade: «Nu er vi træt af dere, Smaapiger. Gaa heller ind i Spisestuen og leg saa længe!» — Som om Olga legte! Harriets Blik veg skræmt og sky til Side, og hun vidste ikke, hvad i al Verden hun skulde gjøre af sig. Var de saa begge kommet ind i Spisestuen, hændte det, at hun ganske umotiveret gav sig til at skoggerle, raabe, støie, eller at hun slængte sig pladask ned paa Gulvet som for at dulme og døve den ulidelige Følelse af Skam og Sorg, der holdt paa at kvæle hende.

Det var hende umuligt at være sig seiv ligeoverfor

Olga Becker. Hun havde nemlig altid en kvalfuld Fornemmelse af, at Veninden saa til Bunds, hvor barnslig og dum hun egentlig var, og at hun derfor hver Gang maatte finde paa noget blændende nyt til at underholde hende med, at det gjaldt at gi af sig seiv i det uendelige for at tilfredsstille Olgas retmæssige Fordringer, og at hun alligevel ikke gav nok. Som nåar hun for Eksempel greb sig i at braute op om sin egen Mors Diamanter. Ingen havde Mage til Diamanter i hele Verden. Ikke engang Dronningen. Tog Moderen dem frem, skar de saa stærkt i Øinene, at hun for sin Part ikke kunde læse Skrift paa lange Tider efter. — Alt dette fortalte hun med en Tomhed i Hjernen, der gjorde pinlig ondt, desuden med en übehersket Trang til at fylde denne Tomhed, om hun saa skulde lyve sig ind i Helvede. Hvorfor lignede ikke Olga hendes andre Veninder? Sammen med dem var hun jo bestandig ligefrem og naturlig.

Olga var endnu ikke fjorten Aar, men saa ud, som hun kunde være femten, ikke mindst nåar hun havde sin Søndagskjole paa, der var saa lang, at bare et kort Stykke af de faste, runde Lægger saaes. I Regien faldt Haaret i to sorte, tunge Fletter nedover Ryggen, men var hun alene med Harriet paa sit eget Værelse, morede hun sig ofte med at binde det op i en høi Top, som hun stak en sølvhvid Pil i, og da saa hun helt voksen ud. I det vakre, lidt katteagtige Ansigt smilte da de blanke, brune Øine hende imøde fra Speilet med et seivglad,

seierstolt Glimt, mens hun samtidig med Hænderne i Siderne vuggede Hofterne frem og tilbage og skjød sin nyknoppede Barm frem under Kjolen. Hvor krympede det sig ikke da i Harriet af Undseelse! For det var jo det, at Olga lige for hendes Øine, uden at kjende Blygsel, nød det blanke Glimt, hun havde i Øinene, og var sig fuldt bevidst, hvor meget hendes Barm klædte hende. Hun ligesom kjælte for sit eget Udseende, paa samme Maade som hendes Ben kjælte for hverandre, nåar hun under Gangen lod det ene stryge blødt mod det andet som i Længsel. Saa godt det lod sig gjøre, søgte da Harriet at skjule sine egne lange Pibestilker under Stolen og vidste heller ikke, hvorledes hun bedst skulde faa bortgjemt sit blaarudede Forklæde, nåar en af Olgas Brødre kom ind.

Rundt det høire Haandled bar Olga en Ring, til hvilken der efter Tidens Mode var fæstet en Mængde løse Femogtyveører, hvori hendes bedste Venner havde ladet indgrave sine Fornavne. Hvor Olga gik, ringlede det om hende af hemmelighedsfulde Byminder.

Dampskibsekspeditør Becker var en stor, før Mand, paa hvem alting, Håar, Skjæg og Ansigt, lyste ildrødt. Ogsaa Halsen var stærkt rød, og det syntes, som de tykke Blodaarer i næste Øiebhk maatte sprænge Snippen, saa Skjorteknappen føg i Tåget. Hans Bestilling som Ekspeditør gav ham mange smaa Biindtægter, idet alle de Varer, der ikke blev afhentet paa hans Kontor tre Maaneder efter djpres Ankomst, rettelige tilfaldt ham. Ogsaa

af denne Grund var Beckers Hus et rigtigt Madhus at nævne, da der selvsagt blandt de ikke afhentede Varer stak mange Slags udsøgte Delikatesser, som siden prangede paa hans Bord. Intet Sted spiste man saa godt som hos Beckers, og heller intet Sted talte man med et saa helligt Alvor om Mad. Fruen sad da ogsaa næsten altid i Kjøkkenet og underholdt sig med Pigerne.

Maden, det var det eneste reelle her i Verden! Mad og Drikke. Alt andet var til at kimse af. «Tag du bare rolig en Skefuld Suppe til, du vesle Harriet,» nikkede Ekspeditøren bort til hende, nåar hun hver anden Søndag var hos Olga til Middag, «den lægger sig paa Sidebenene, skal jeg si dig, og du ser ud, som du kunde trænge til den.; Eller han sagde: «Vi spiser godt hjemme, vi, istedetfor at rende i fine Selskaber. Skaal!» Og saa lo han en høi, drøi Latter, som gjaldt alle dem, der foretrak Selskabsmad for Drammen og den solide hjemlige, idet han med Blikket streifede Harriets og sin egen Datters Skikkelser, som han nok i al Beskedenhed vilde spørge, hvem der saa finest ud.

Olga var Husets Luksus, af et finere Stof saa at si, end de andre. Baade hendes Far og Brødre gjorde ogsaa af denne Grund en Slags ærtende Kur til hende, klappede hende snart paa Kindet eller dultede hende godslig i Ryggen. Hun svævede om i dette Madhus som en Fremtoning fra en finere, mere beaandet Verden.

Det varte ikke længe, før Harriet begyndte at

lægge Familien Beckers Maal paa sine egne Forældre. Det stod ikke til at negte, at de var lidt fattigfornemme af sig. I Sammenligning med dem var Beckers jevne, gemytlige Folk baade til Hverdags og Søndags, som spiste godt, dråk godt og ikke holdt sig for bedre end andre. Som hun gruede sig, hver Gang Olga skulde spise hos dem! Hun forestillede sig, hvor Latteren vilde staa mod Tåget, nåar Olga kom hjem og fortalte om Middagsmaden hos Blichs. Det var jo ikke Mad til at leve af! Sultekost var det.

Hvad Olga egentlig vilde med hende, kunde Harriet aldrig komme efter, hvis det da ikke var for at læsse en Mængde Ting af paa hendes Skuldre, som trykkede altfor tungt paa hendes eget Sind, til at hun i Længden kunde beholde dem for sig seiv. Ingen var nemlig saa fuld af Hemmeligheder som Olga. Hun havde ikke været en Maaned i Professorbyen, før hun vidste alskens nyt og rart om de Folk, som bodde der. Eller hun ante saa meget underligt. Nogle var glade i sine Koner, andre ikke. Mon den eller den ikke holdt Elskerinder? Hun udtalte Ordet «Elskerinde» med en vis dvælende Lyst, mens hun paa samme Tid stirrede Harriet nysgjerrig-spændt ind i Ansigtet som for at udspeide, om hun vel forstod sig paa det, der var af ondt og af godt her paa Jorden. —

— En Søndagseftermiddag sad de inde paa Olgas lille, hyggelige Hybel. Gardinerne havde de ikke rullet ned, fordi det var Fuldmaane. Paa alle de smaa Statuetter og nydelige Nipsting, Olga havde

faat til Geburtsdage og Juleaftener, faldt Maaneskinnet ind med en kold, grønlig-bleg Glans og skjød derpaa en lang, lysende Stribe henover Gulvet. Seiv sad de begge i Skygge.

«Du kan tro, det var et haardt Slag for mig, den Gang det blev besluttet, at vi skulde flytte hidop,» sagde Olga pludselig med sin mest voksne Stemme. Altid brugte Olga slige høitidelige Ord og Vendinger. Da der saaledes en Gang var Tale om at spille Komedie til Julen, svarte hun med en træt Betoning, at der jo ikke var noget «Publikum» at snakke om i Professorbyen. En anden Gang nævnte hun skjælmsk, at hun nok havde kikket Livet en Smule bag «Kulisserne». Hun havde tydeligvis været meget paa Teatret og kaldte ogsaa i den Anledning Skuespillerne og Skuespillerinderne ved fortrolige Kjælenavne.

< Hvorfor det?» spurgte Harriet frygtsomt. Hun var ofte ræd for Olgas Afsløringer.

Fordi jeg naturligvis var forlovet nede i Byen.» Ingen Tvil om, at Olga nu sad og værkede etter, at Harriet skulde spørge videre, men det turde

Harriet ikke. Der gik som en Sitren af Angst gjennem hende, for hvad der nu vilde komme. Med den samme voksne, lidt slørte Stemme fortalte Olga nu, at hun havde holdt forfærdelig meget af en ung, lovende Mand, gaat lange Spadserture med ham og hver Aften kysset ham til Afsked. Ordene slæbte hun langsomt frem som i en sentimental Glæde ved at gjenkalde sig alle Fortidens dyrebare Minder.

«Har du aldrig kysset nogen Herre?» sluttede hun.

Nei, det havde Harriet aldrig. Sin Far og Mor havde hun kysset; ellers ingen. Hun var saa forpint ved hele denne Samtale, at hun for at bringe den ind i et andet Spor gav sig til at regne op, hvilke af hendes Onkler og Tanter maaske kunde ha kysset hende, da hun var ganske liden.

«Det er siet ikke saa farligt. Naar to holder af hinanden, har de Lov til alt. Hvis jeg holdt rigtig, rigtig af en Mand, vilde jeg tilhøre ham med Lege me og Sjæl.»

Hun sagde det med et Udtryk af Hengivelse og ømt Sværmeri. Saa forklarte hun Harriet, at Kjærlighed mellem Mand og Kvinde er den dybeste af alle menneskelige Følelser; egentlig Livet seiv. Fra denne Begyndelse famlede hun sig nu frem til, hvad hun vilde sige. For hun syntes, ærlig talt, det var for meningsløst, at Harriet skulde være saa uvidende om de vigtigste, mest afgjørende Ting.

Medens Olga nu berettede, hvorledes det gaar til, at Børn kommer ind i Verden, trængte sig hele Tiden Klangen af unge, friske Stemmer ind til dem fra Maanekvælden derude, hvor Gutter og Piger agte eller stod paa Ski nedover Bakkerne i Ullevoldsveien. De blandede sig med Olgas Stemme, fjernede sig saa atter og blev tilslut for Harriet som et dæmpet, bortdragende Kor af kjendte Barndomsrøster, gjennem hvilke Olgas Ord brød sig haardt og skurrende brutalt, uden at hun havde Magt til at stanse dem.

Da Olga havde sluttet sin Beretning, blev de begge en lang Stund siddende tause. Det var Harriet en Lidelse at bli set paa, af hvilken Grund hun skjulte sit Ansigt mellem Hænderne. Hun var dybt rystet. Hun tænkte paa sin egen Far og Mor, paa Forholdet mellem dem, paa tusen ligegyldige Ting, men fremforalt paa det, at hun aldrig vilde kunne bli rigtig glad mere i Verden. Livet havde hidtil været som en Skog, syntes hun, efter det første Snefald, hvor alt laa rent og hvidt og überørt trods alle de onde Dyr, som var i den, men hvor plumpe Menneskefødder nu havde sat store, sølede Spor.

«Du kan tro, at jeg ogsaa var forfærdet, da jeg først fik vide alt dette,» sagde Olga bedrøvet.

«Det varte længe, før jeg turde se min egen Far i Øinene.»

V.

At hendes egen Far, hendes egen Mor — de, som i e n Henseende ialfald havde været ukrænkelige og overjordisk hellige hidtil — at de kunde vanære sig, besmitte sig — og det var sandt, hvad Olga fortalte — hun havde følt det i samme Øieblik, følt det med Gysen og smertelig Undren — — aa, det var jo næsten umuligt at forståa! Alt i Verden blev forvandlet og besudlet af det, seiv det reneste!

Hvor gjerne hun vilde vende Tankerne fra det, maatte hun alligevel tilbage til det, hvad der stadig paany kostede Kval og sjæleligt Oprør. Og Tankerne blev smudsigere og smudsigere, saa hun rent væmmedes ved sig seiv. Om Aftenen laa hun med lukkede Øine, med Fingrene stoppet i begge Ørene for ikke at se, ikke at høre. Hvem vidste, om der ikke kunde ske noget ? Hun blev sky ligeoverfor sin Far og Mor; for de var jo ikke bare hendes Forældre, men ogsaa to Elskende. To Elskende, som levede et Liv i Synd sammen udenfor hende.

Den Beslutning vaktes i hende, at hun vilde ha sit eget Værelse. Hun vilde ikke længer sove inde hos dem. Ligegyldigt hvad det førte til, hun vilde ha sit eget Værelse.

Hun begyndte en Kamp for det, stille og haardnakket. Men da hun ikke var at formåa til at erklære, hvor f or hun vilde ha det, blev hun affærdiget som et forkjælet Barn med uhørte Fordringer. Hvem vidste, om hun tilslut ikke krævede, at hendes egne Forældre skulde flytte ud, foråt hun kunde bli alene i deres Sovekammer! Om hun ikke en vakker Dag såtte dem paa Porten !

Hvorfor vil du ha eget Værelse?

jeg vil.

«Det er ikke noget Svar. Sig hvorfor

Men det hverken kunde eller vilde Harriet. Hun blev staaende urørlig fremfor sin Mor med skulende Blik og tæt sammenknebet Mund. Hun maatte ha eget Værelse, maatte, maatte! Ellers var det bedre for hende at dø ! Hun slængte sig ned paa Gulvet i tiggende Bøn, og da heller ikke det hjalp, foldede hun graatende sine Hænder op mod Moderen.

Ja vel, hvis hun blot vilde sige hvorfor!

Saa kastede hun sig i Armene paa Olga. I mørk Trods. Vilde ikke hendes Forældre gi efter, saa søgte hun Ly hos sin eneste Veninde. Olga havde aldrig med et Ord hentydet til det Øgenavn, hun bar, eller saaret hende paa anden Maade. Hos Beckers var hun desuden altid velkommen, og d e havde ikke negtet Olga eget Sovekammer, da hun

bad om det. De vilde vist ikke krænke sin Datter i hendes ømmeste F"ølelser, som hendes Forældre gjorde det.

Dertil virkede den hemmelighedsfulde Luft, som omgav Olgas Person, pirrende og sælsomt tiltrækkende. Den prikkede hende i Blodet og vakte altid paany hendes Nysgjerrighed.

Det var blot en, ligeoverfor hvem hun havde ond Samvittighed, nåar hun nu daglig saaes i Olgas Selskab, og det var Markus Finstad.

Markus Finstad og Olga kunde nemlig ikke like hinanden; til det var de altfor ulige, skjønt de begge havde det Lighedspunkt, at de talte et Sprog, som laa langt over deres Alder.

Hvorledes har den lille Gaas det?» spurgte Markus i en Tone, som han knibsede bort et Støvgran fra sin gamle, blankslidte, men ogsaa velbørstede Jakke.

Harriet blev stærkt forlegen, nåar han spurgte hende om det. Hun havde en Fornemmelse af, at hun gjerne kunde synke i hans Omdømme, hvis hun ærlig og aabent tilstod, at hun næsten daglig var sammen med Olga, og det vilde hun ikke for alt i Verden. Hun svarte derfor helst undvigende eller i saa übestemte Udtryk, at han maatte tro, det var en ren Tilfældighed, nåar de en sjelden Gang mødtes.

Paa sin Side kunde Olga ikke begribe, hvorfor alle Mennesker forkjælte den lille Markus Finstad. Han blev jo snart sprækkefærdig af Vigtighed.

Omkring denne Tid døde Markus Finstads

Mor, og da der ingenting var efter hende, og han heller ikke havde Slegt, der kunde hjælpe, men stod ganske alene, såtte Bureauchef Blich sig i Spidsen for en Indsamling til Fordel for ham, saa han blev sat i Stand til at fortsætte paa Skolen og med Tiden bli Student.

Først havde Harriets Far dog henvendt sig til Latinskolens Rektor for at indhente nøiere Kjendskab til hans Karakter og Evner. Der blev svaret, at han i enkelte Fag var forbausende moden, mens han atter i andre stod tilbage. Dog maatte Rektor bemærke, at Markus af sin vidtstrakte Læsning syntes at ha indsuget Anskuelser og Synsmaader, der ikke kunde billiges, som de heller ikke passede for hans Aar.

Aldrig skulde Harriet glemme den Dag, Markus blev indkaldt paa hendes Fars Kontor for at svare for sig. Hun saa, at han var bleg, idet han gik gjennem Stuen, og at han rystede lidt paa Haanden, da han bankede paa Døren til Kontoret. Seiv havde hun i flere Dage været helt opfyldt af den Samtale, der nu skulde finde Sted. Det var dog for galt, at hendes Ven for nogle stakkars Anskuelsers Skyld maatte staa i en Butik eller ta fat paa et Haandværk.

Hun havde stillet sig udenfor Døren for om muligt at lytte sig til, hvad der blev sagt. Hun hørte, at hendes Far forelagde Markus nogle Spørgsmaal, som denne besvarte med svag Stemme. Hvad der videre blev talt, var hun ikke istand til at opfatte.

Det varte en hel Time, før Markus kom ud igjen. Han var fremdeles bleg og gik hilsende gjenntm Stuen, uden at nogen opfordrede ham til at bli.

<Naa?» spurgte Fruen lidt spidst. Hun havde hele Tiden fundet, at dette Møde var ganske latterligt.

«Bare godt, bare godt!» svarte han. Saa blev han staaende og stirre en liden Stund ud i Luften med sine blåa, hjertegode Øine.

Men han har en egen Evne til at forsone Modsætningerne, som ikke huer mig. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg har ham.»

Hovedsagen var jo, at Markus kunde fortsætte paa Skolen, og Harriet følte atter denne underlige Taknemmelighedsfølelse. der, hver Gang Folk var venlige mod hende, fik hendes Sind til at gynge som en Sø for varme Vinde.

«Nu er du vel rigtig glad, Markus Finstad?» spurgte hun, da hun næste Gang traf ham.

Hun havde ikke sagt det, før hans øine skiftede Udtryk og blev stikkende.

< Man tar jo sit Brød, hvor det kommer fra, seiv om det er fra de smaa Hunde,» svarte han hovmodig.

Han var fornærmet. Harriet vidste ikke hvorfor, men han var tydeligvis dybt krænket. Og nåar hun og Olga siden mødte ham paa Gaden, gav han hende hver Gang et langt, bebreidende Blik: Kunde hun virkelig nænne at forraade ham og Bøgerne og

Digterne for Olgas Skyld ! Et Blik, som da Jesus saa paa Petrus! —

Vinteren gik.

Ud paa Vaaren fik Olga det travelt med at gaa til Byen i de lange, lyse Eftermiddage. Der var saa meget, hun maatte kjøbe, og saa mange gamle Bekjendte, hun nødvendigvis skulde hilse paa . . .

Blot et Par Gange tidligere havde Harriet spadseret paa Karl Johan og da altid sammen med Moderen. Ingen havde sagt hende, at det var noget galt i at drive frem og tilbage mellem Stortinget og Universitetet, hvad det jo naturligvis heller ikke var, og dog kjendte hun det slig, nåar hun uvillig og halvt modstræbende gik ind paa at følge sin Veninde.

Aa, hvor hun følte sig stakkarslig og bortkommen i denne, de lykkelige Menneskers store, straalende Verden! Skjønt Luften i Kvældsolen laa stille og rødlig over den nytørrede Gade, var det alligevel, som en Vaarvind blæste op under Olgas Skjorter, straks de kom ned til den, som et hemmelighedsfuldt Pust fyldte hende med løssluppent Livsmod, idet hun med Harriet under Armen bruste ind mellem alle de glade, smilende, leende og sorgløst snakkende Mennesker, der vuggedes op og ned paa begge Sider af den. I et let, blaaligt Slør hvilte Røgen fra tændte Cigarer og Cigaretter over Strømmen paa Karl Johan, og der slog mod dem en Duft af Parfume og Pudder, hver Gang de mødte en elegant klædt Dame. Næsten alle Trærne var nyudsprungne, og de, der endnu ikke var det, ludede

sig i anelsesfuld Forventning mod det gyldne Skylag over Slottet, som var til at se helt tvers igjennem i den lune Aprilaften. Aldrig havde Harriet følt det mere pinligt end nu, at hun ikke saa godt ud; hun syntes, alle vendte sig og lo af hende, Askepotten, som vovede sig hid ned, hvor kun det, der var frit og vakkert paa Jorden, havde Ret til at aande og udfolde sig. Angst var hun ogsaa for at møde dem, hun kjendte — hvad vilde de vel tænke om hende? — men alt dette mærkede Olga ikke noget til. Der var skudt Glans op i hendes Øine og Blod til hendes Kinder. Hun lo og talte uafbrudt: «Se, der gaar den, og der gaar den!» Alle vidste hun noget at fortælle om, og det nyttede ikke at be hende, for hun vilde alligevel under ingen Omstændigheder hjem, før det tog paa at skumre.

Stundom slog da en ung, fin Herre eller endog en Kadet Følge med dem, der kaldte dem for Frøkner og gjorde sig saa meget til, som de bare kunde. Men det nyttede lidet at gjøre sig til for Olga; hun var dem altfor overlegen. Syntes for Eksempel Kadetten, at Veiret var svært pent, spurgte hun forbauset, hvorledes han i al Verden kunde finde paa at synes noget sligt. Og saa trykkede hun sig ind til Harriet og lo himmelhøit, saa han jo maatte tro, han havde sagt noget ganske forfærdelig dumt. Havde han saa endelig forladt dem, gik de langsomt gjennem de skumringsblaa Gader. Den samme Træthed, der var faldt over Naturen, efterat Dagens Kraft var opbrugt, sænkede

sig nu ogsaa over Harriet. Hendes fortumlede Hoved smertede, og hun slæbte Benene efter sig, som der var gaat Værk i dem, mens der stærkere og stærkere vokste sig op i hendes Sind en dyb Modvilje ligeoverfor hendes Veninde.

Altid kom den igjen, denne lønlige Uvilje, som hun ikke turde gi Luft, og som derfor laa og tærte paa hende som en snigende Sygdom. Med hver Nerve spændt i høi, moralsk Harme hørte hun nu Olga berette om et ungt Par, de havde mødt. Ingen Tvil om, at hun var ham utro. Det blev fra Olgas Side berettet i en verdenserfaren, lidt klynkende Tone: Saa slette er Menneskene, Harriet! Du ved det bare ikke!

Saa slette var Menneskene! Det var blot det ved det, at Harriet helst ikke brydde sig om at vide, hvor onde de var. Lidt efter lidt havde Olga draget alle dem, hun tidligere holdt høit og saa op til, ned i Sølen, hvor de værre end Dyr væltede sig i Synd og Skam og Uterlighed. Ingenting var helligt for Olga. Ikke for Harriet seiv heller. Kyssede Forældrene hinanden, tænkte hun øieblikkelig sit. Blev der talt om et Bryllup, ante hun de styggeste Ting. «Jeg vil ikke gaa hjem til Olga mere,» tænkte hun ved sig seiv. Og dog vidste hun, at hun vilde komme til at gjøre det. Hun var saa svag, saa svag I Olga havde en Magt over hende, som hun ikke turde unddrage sig.

Gjennem Skumringssløret saa hun en stor Stjerne flamme frem med dyb Glans. Et lidet Maanesegl stod ogsaa nytændt paa Himlen. De

kom som Bud fra hendes Barndom, da altid Stjernerne lyste, og Maanen hver Aften kikkede ind i Kammeret til hende.

Var de endelig naaet op til Professorbyen, og det viste sig, at Gutterne endnu ikke havde gaat fra hverandre, fyldtes Olgas Skjorter paany. Hun tog et fast Greb i Harriets Arm og strøg dem tæt forbi i Halvmørket uden at gi dem saa meget som et Blik eller en Hilsen engang.

«Spør nogen, hvor du har været, saa sig, du har været hos mig?» hviskede Olga tilslut.

Saa skiltes de.

Men hvad bare Olga mærkede, det var, at der ud al Gutteflokken stirrede to frække, rovgjerrige Øine efter dem. De tilhørte en Gut i Fjortenaarsalderen, der hedte Gotfred Munter, og som var flyttet hidop om Høsten sammen med sin Bedstemor, en gammel, affældig Dame, om hvem der blev paastaat, at hun i sin Ungdom havde været meget vakker og meget letsindig, men som siden havde slaat sig paa Fromheden og nu helst førte Gudsord i Munden. Gotfred brugte hun mest til at sende i Ærinder, foråt hendes Pige uden Afbrydelse kunde læse høit af Bibelen for hende. Men det var bare en Svir for ham at springe Ærinder: Paa hver Pose Sukker, han kjøbte, forstod han med uhørt Snedighed at tjene nogle Ører til sig seiv, af hvilken Aarsag han altid havde Lommerne fulde af Smaapenge, som slog mod hverandre med en munter, klingende Lyd, saa man kunde høre paa lang Vei, nåar han kom.

Da de indfødte blandt Professorbyens Gutter, som straks følte sig svært imponeret, gav sig til at skildre, hvor frit og morsomt et Liv, de førte, for ligesom at ha noget at stille op mod ham, saa han blot koldt paa dem, som om han nu engang for alle veiede og tog Maal af sine fremtidige undergivne. Der var det mærkværdige ved hans Øine, at de laa splitternøgne i Ansigtet, fordi de fuldstændig manglede Bryn. Stod han ligeoverfor Overmænd, eller dem, han kunde nyde godt af, var de smaa og ydmyge, mens de vokste, blev uforskammede, begjærlige og runde som Rovfuglens, nåar han snakkede med jevnaldrende. Ogsaa hans Læber var anderledes end de flestes; de stak tørre og blege frem af Ansigtet, men blev glinsende røde, straks han vædede dem, hvad han gjorde ustanselig. Han hørte altsaa rolig paa, hvad Gutterne havde at fortælle, indtil de i Mangel af andre Emner begyndte at braute af, hvor Frugten var uhørt billig i Ørums Have. —Om der var Hunde i den Haven? — Nei, det var der ikke; bare en gammel, snil Dame, som hverken bed eller bjæffede. —Da var de nogle store Æsler alle tilhobe. Han for sin Part skulde en mørk Nat gladelig paata sig at plyndre hele Haven for hver Kart, som var i den, før den

gamle Jomfru fik Lyd for sig. Hvorpaa han plystrende gik sin Vei, idet han lod alt sit blanke Sølv klingre udfordrende i begge

Bukselommerne.

Han kjendte Gader og trange Smug, hvor der bodde letfærdige Kvinder, som han havde tittet ind

til gjennem Ruderne i mørke Vinteraftener. Der var ikke Ende paa alt det rare, han kunde fortælle om dem. Om hvor skjønne de var, om hvor dristigt og farverigt de klædte sig. Stundom havde de raabt efter ham og bedt ham komme ind i Varmen til dem, men da havde han straks tat Flugten. De var ligesaa farlige som forførende.

Aldrig syntes de andre Gutterne, at de kunde faa høre nok om disse Kvinder. De skjød frem af Sølen i de smaa stinkende Smug og Baggader som store, fristende Giftblomster, besatte deres Fantasi og spredte en Duft, de længtede efter at ildne og beruse sig i. Det var især om Vaarkvældene, at de saa dem lyslevende for sig: Hvide, skjønne og skamløse. Hvad sagde de? Hvad gjorde de? Da han havde fortalt det, han vidste, digtede han freidig videre. Han løi op de utroligste Historier, idet han følte, han paa denne Vis fik Magten over sine Kamerater, hvad han ogsaa vilde ha, uagtet de i Grunden var nogle Dromedarer allesammen, som det knapt lønte Umagen at gjøre til Mennesker.

Olga Becker, det var en Pige for ham! Hun kunde mere end sit Fadervor; det turde han bande paa. Naar hun og Harriet kom strygende forbi i Skumringen efter en Karl Johanstur, brød han den mest spændende Historie af og blev staaende og glane fortabt efter hende. Var der nogen, som lo > Han hørte nok, at de lo af ham, fordi han syntes, Olga Becker var den, hun var, men sligt vilde

han ikke finde sig i. Saa meget de vidste det I — Skjønt han var tynd og smækker, kunde han magelig ta det op med dem alle. Han gav et smidigt Indtryk som en ung Leopard og var glad i at slaas. Den forsigtige Latter, som havde vovet sig frem, taug da ogsaa øieblikkelig. Han havde forstaat at sætte sig i Respekt og taalte ingen Fornærmelser mod sin Person.

En Aften stansede Olga med et op foran ham. «Hvorfor staar De bestandig og stirrer efter

mig ?» spurgte hun strengt. 3 Gotfred Munter stammede, saa det varte lidt, før han kom sig til at svare.

«Fordi jeg liker at se paa dig,» sagde han uden at lade sig forvirre, mens han spændte sine Øine ind i hendes.

«De burde se til at vokse lidt først,» gav hun spottende til Svar og saa sig samtidig om efter Bifald i Kredsen, der havde slaat Ring rundt dem. Men da hun ikke opdagede saa meget som et Smil engang, skjønt der var indestængt Latterlyst nok, fordi hun sagde «De» og ikke «du», lagde hun skjælmsk til, idet hun lænede sit Hoved op mod sin Venindes Skulder:

«Hvorfor kan De ikke ligesaa gjerne se paa Harriet ?»

Gotfred Munter saa bare, hvor hun tog sig godt ud i denne nye Stilling, og blev ved at sluge hende i Taushed med Øinene. «De er vist en god en, De,» sagde hun tilslut

og viste ham sine hvide Tænder.

Saa vendte hun sig fra ham og løb smaatrippende bort over Gaden med sin Arm ind under Harriets. «Ham skulde jeg nok ha Lyst til at lugge lidt i Haaret!» lo hun. «Du kan tro, han er ikke en af de bedste!»

VI.

Slut var det med de store Selskaber under feststraalende Lysekroners Glans i Bureauchel Blichs Hus, og der stod aldrig nu mere nogen Slæde udenfor Haveporten og ventede taalmodig paa, at Herskabet venligst skulde ta Plads i den for saa til Lyden af Piskesmeld og muntert klingende Dombjælder at ile afsted gjennem en sluknende Dag som dens Skygge, medens et tyndt, lidet Pigeansigt stirrede sorgfuldt eller hadefuldt efter den. De to magre, husvante Sypiger sad ikke ude i Jomfrukammeret og strævede, saa Fingrene fløi, for i rette Tid at bli færdige med Fruens Toilette til næste store Selskab, og op af Visitskaalen paa Bordet i Dagligstuen stablede der sig ikke i Løbet af Vinteren svære, snehvide Hauger af Indbydelseskort med eller uden Guldrænder. Slut var det med de triste, ensomme Aftener, i hvilke Harriet ikke vidste. hvad hun skulde gjøre af sig seiv, indtil hun halvt modstræbende listede over til Beckers, slut med, at hun vaagnede midt paaNatten, ved at

Forældrene kom hjem i Glød og høi Feststemning. De sad nu altid hjemme, og der var faldt en beklemmende Stilhed over Huset.

En Stilhed efter alskens sindsoprivende Optrin og Humørperioder, hvori det trods vild Modstand gik smertelig op for fru Blich, at hun hverken var ung eller saa godt ud længer. Hun tog det som en Forurettelse, en personlig Krænkelse, hun stod afmægtig ligeoverfor og nok var nødt til at finde sig i, men som efterpaa stemte hende bitter og menneskefiendsk. Hun vilde ikke gaa i Selskaber mere, hverken vise sig ved Dag eller i kunstigt Lys, ikke udsætte sig for skarpe Blik, som blot gjorde ondt, fordi hendes Sind var et eneste nøgent Saar, som brændte og værkede, saa hun ikke kunde holde sig rolig, men drev urolig frem og tilbage i Værelserne, slæbende en gråa, længst aflagt Morgenkjole efter sig.

Hendes Skjønhed var uigjenkaldelig tabt, og der kom op i hende et gammelt, iltert Had mod Kjærligheden, denne urene Ud, som gjør Menneskenes Øine lystne, deres Sind syge og betændte, som i Hast øder den sidste Rest af deres Følelse for hinandens Værdighed og siden blot vækker Kvalme, Lede og gjensidig Selvforagt.

«En Ting skal du vide, Harriet,» sagde hun med hovmodig Reisning og med myndig Klang i Stemmen,

«at din Mor aldrig har gjort noget, hun behøver at skamme sig ved, aldrig noget, hun har at angre. — — Hvorfor ser du saa underlig paa mig?» spurgte hun og braavendte. «Man skulde tro, du ikke havde set din Mor før.»

Men Harriet svarte ingenting, pint som hun var ved den Tanke, at hendes Liv jo ogsaa var en Gnist fra hin urene lid, Moderen skildrede, og som slaar flammehøit over hele Menneskeheden. — At Moderen forresten vovede at tale saa selvglad og frimodig! Som om Harriet ikke vidste, hvorledes det gaar til, at Børn kommer ind i Verden! Hun vidste nok, hvor meget sandt der var i, hvad Moderen sagde.

Hun saa stjaalent efter hende, der hun feiede op og ned i Stuerne, som om hun nærmest havde Lyst til at sprænge Murene.

Hvad der gav Harriet en skadefro Glæde, det var, at Moderens Skjønhed havde tabt sig, denne Skjønhed, der saa ofte tidligere havde saaret hendes datterlige Følelser og siden endog vakt hendes levende Misundelse. Hun mindedes, nåar der var Selskab hos dem, hvor det da spillede gyldent i Moderens mørke Øine, som nåar Solstraaler falder paa Smaabølger, der triller over Sandbund en Sommermorgen. I Rækker langs Væggene sad de andre Fruer og skottede bekymret eller fiendtlig bebreidende bort paa hende, der i sit lyse Overmod straks dristede sig ud blandt Herrerne midt paa Gulvet. Det var, som Bevidstheden om hendes Skjønhed bar hende høit over alle Hindringer og smaalige Betænkeligheder, indtil hun nu med et var drattet ned i Virkelighedens raakolde Verden, der intet gav Gjenskin af Glansen fra den.

Hvor barnagtig hun tog det! Om hun, Harriet, havde tabt det dyreste, hun eiede, vilde hun da sandelig ikke bære sig saan adl

Moderens bedste Tid paa Dagen var nu Skumringstimen. Da sad hun og berettede Datteren Træk fra sin fjerne Barndom i den lille Vestlandsby, hvor hun var født, eller hun brugte det som Paaskud at læse Geografi med hende for at føre hende gjennem Verdens deiligste Lande. Men først skulde Harriet bli gift med en Kunstner, en berømt Måler eller Digter, der elskede hende og nu vilde vise hende som fra Toppen af et høit Bjerg alle Jorderigs Skatte og Herligheder. Først kom de til den blåa Genfersø, gjorde derpaa et Hop over Alperne og faldt bums ned i Italien, som laa i Solskin midt paa Vinteren. Siden lod hun de to Elskende drage gjennem alle de gamle, underlige Renaissancebyer og der fryde sig over Galleriernes Billedværker, som det aldrig blev hende forundt at se, og fulgte dem siden helt ned til Neapel, hvor Golfen, mættet med Sol og Lys, aandede op som af dyb, uudsigelig Lykke. Der var det nu saa rent overvældende vakkert, at Harriet uvilkaarlig maatte tænke paa sin gamle Mor, som sad ensom hjemme i Professorbyen og stirrede længselsfuldt ud af Vinduet ned til den samme Have, hun altid havde havt for Øie. Og saa kom hun ogsaa. Hun kom for at dø, hvor der var Blomster baade Sommer og Vinter.

«End Far da? Skal ikke han være med?»

«Jo, han ogsaa naturligvis.

«Men jeg er jo saa styg,» indvendte Harriet betænkt og dog henført af sin Fremtids Skjæbne, idet Tanken paa hin mærkværdige Mand, hun skulde bli gift med, rent tog Pusten fra hende.

«Du!» raabte Moderen harmfuldt — forbauset. «Du er da pen nok, skulde jeg tro.»

Det var tydeligt, at det aldrig med en Tanke havde faldt hende ind, hvad Datteren maatte gaa igjennem for sit Udseendes Skyld.

Sad de sammen i Mørkningen og læste Geografi paa denne Vis, glemte Harriet tilslut alt, hvad Olga havde fortalt hende, og hun følte en Tryghed og frygtløs Ro i Moderens Selskab, som hun nød med halvt tillukkede Øine . . . Det ene straalende Udsyn efter det andet aabnede sig for hende, og hun syntes» Livet lignede en lyslang Bane, der strakte sig gjennem alle ukjendte Lande lige ind i det æventyrligste.

Pludselig reiste Moderen sig. «Aa, jeg er træt af det altsammen!»

«Hvad er du træt af?» spurgte Harriet. Det kom saa uventet dette Udbrud.

«Af det hele. Det er jo latterligt altsammen.»

Hvad er latterligt?

«At jeg sidder her og tosser og drømmer. Jeg ved jo godt, at jeg vilde ikke bli lykkeligere, om jeg kom did — til alle de Stederne, vi sad og fablede om.»

Hun begyndte atter at drive urofyldt frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen.

Slig gik det bestandig! Havde Moderen lullet hende og sig seiv ind i en vakker Drøm, endte hun ikke, før hun havde revet den itu, og der laa bare et Lig af den igjen. Hvor Harriet kjendte sig seiv igjen i Moderen: Aldrig i Ligevægt, men ustanselig omskiftende, snart heftig og opfarende, snart atter eftergivende

blød. Som nu i hendes Forhold til Faderen ! Hvor ofte kastede hun sig ikke i den sidste Tid om Halsen paa ham, som hun vilde slutte sig tæt, rigtig tæt til ham, for saa atter at slippe Tåget og trække sig forstemt ind i sig seiv, ærgerlig over sin egen Übeherskethed. Moderen havde ikke alene skabt hende styg som en Ravnunge, men git hende Egenskaber med paa Kjøbet, som hun havde maattet undgjælde saa haardt for. Der steg noget ondt frem i hende mod hendes Mor, et dulgt, stikkende Nag, og for første Gang ønskede hun, at hendes Mor havde været jevn og ligetil som andre Mødre, mild og paa samme Tid myndig, saa hun kunde betro sig til hende og kjende Fred hos hende.

Nu var det, som hun uafladelig tumlede op og ned paa hendes Sinds Stemningsbølger, blev git til Pris for hendes Luner og Indfald, hvis Komme og Gaaen hun ikke raadede over. Hvor Harriet følte sig ynkelig forladt og tilovers i dette Øieblik. Hun vidste, at Moderen knapt ante hendes Nærvær, at hun var tusen Mil borte med sine Tanker, der i Kval eller i Lede ved hende seiv og alle andre huggede hendes Sjæl i Stykker som med Klør. Der var vel i Samtalens Løb faldt en eller anden Ytring, kunde hun tænke, som havde sat hendes Sind i Oprør og gjort hende fredløs i hendes egen Stue. Eller hun huskede paa, at nu tændtes Lysene i Festsalene, hvor hun ikke var med, og hvor kanske ingen savnede hende.

Intet Under, at hun hadede Kjærligheden!

Frem og tilbage blev hun ved at drive; og fra

Sofakrogen kunde Harriet se, hvor det skjalv og rykkede i Moderens Næsevinger.

Det gik i Entredøren, og lidt efter traadte Faderen ind.

«Sidder vi her og koser os i Mørket,» sagde han fornøiet. Men da han opdagede, at hans Hustru ikke gav ham et Blik, og at Datteren sad fiendtlig taus og indelukket i Sofaen, kom han i daarligt Humør, og der strøg som en hastig Skygge over hans Ansigt. Nu var der vel atter noget paa Færde, et af disse ham übegribelige Stemningsveir i Luften, som blæste bort Hyggen i Hjemmet og tærte paa dets bedste Kræfter! Han blev staaende nede ved Døren og betragte dem begge med en lidt ironiskresigneret Mine. Dette saa Harriet. «Er vi kanske ikke gode nok?» tænkte hun, idet hun øieblikkelig tog Parti for Moderen, hvis Sindstilstand hun jo dog forstod, og hvem hun havde været saa inderlig nær for en liden Stund siden. «Vil han spille overlegen ligeoverfor os!» Hun beredte sig til at svare hvast igjen, dersom han kom med et eneste Ord mod dem. Men han sagde ingenting og forlod Værelset med en liden indædt Knurren.

Det var jo, som der sad Lyn, færdige til at slynges dræbende ud mod ham, og vippede paa Spidsen af hver Nerve hos hans to Damer. Stemningsveir, som han, uskyldige Mand, fik se til at ride af, saa godt han kunde! —

— De sad alle tre en Eftermiddag og dråk Kaffe inde paa «Kontoret». Skjønt det led mod Vaarsiden, og Luften Dagen i Forveien havde været sommerlig

varm, tog det nu pludselig paa at sne I tunge, hvide Fnokker faldt Sneen forbi Vinduerne, gjennem hvilke Himlen tegnede sig graableg med en svag Tone af rødligt gult. Intet Veir, som Bureauchef Blich likte saa godt som Sneveir, og aldrig smagte Piben ham bedre, end nåar alle Lyd tabte sig, dæmpedes eller kvaltes i den lune, høitidsfyldte Stilhed, Snefnokkernes Fald frembragte. Saaledes skulde det være! Ro og Fred i Hjemmet, indenfor hvis Mure ikke en Lyd fik Lov at trænge sig fra den store, larmende Verden derude!

Med Fødderne trukket op under sig, som om hun frøs, uagtet det alt var übehagelig hedt i Væreiset, sad Fru Blich borte ved Kakkelovnen og læste i en Bog, som hun holdt foran sig.

«Hvad er det, du der læser r» spurgte hendes Mand i en hyggefyldt Tone, der lod forståa, at han nok idag helst vilde være delagtig i alle «sines» smaa Nydelser og Beskjæftigelser.

Fru Blich svarte ikke først, men da han gjentog sit Spørgsmaal, saa hun paa Titelbladet og nævnte derefter skjødesløst Navnet paa en fransk Roman af en bekjendt, men meget omstridt Forfatter.

Nu vidste Harriet, at hendes Far for sin Død ikke kunde udstaa franske Romaner, og lovede sig et ret artigt Optrin. For han kunde jo ikke med sine Anskuelser om Fars og Mors Ufeilbarhed i Forholdet til deres Børn tilsidesætte sin Hustrus Myndighed ved at forklare, at Damer helst burde holde sig fra franske Romaner, paa samme Tid som det

naturligvis pinte ham, at saadan Aandsføde bragtes ind i hans Hus.

«Den Bogen vil ogsaa jeg læse, nåar jeg blir større!) raabte Harriet henrykt, idet hun skottede ærtende hen paa sin Far, som tog nogle lange, betænkte Drag af Piben.

«Det er ogsaa en god Bog.» lød det halvt aandsfraværende borte fra Kakkelovnen.

Som tænkt, saa sket! Harriet saa, hvor det drog i Faderens Mundviger, et sikkert Tegn paa, at denne Samtale var ham høist uvelkommen.

«Den Tid, den Sorg,» sagde han kort.

Der var alligevel i den Maade, paa hvilken han sagde det, noget undertrykt misbilligende, som irriterte hans Hustru.

«Naturligvis skal Harriet læse, hvad hun vil,» svarte hun heftig, idet hun saa op fra Bogen. «Det skulde bare mangle.»

«Lad os bare ikke bli uenige. Vi har jo som sagt Tiden for os.»

Skjønt der ikke blev talt mere om den Ting, var der dog kommet Misstemning i Luften. Men gjennem Harriets Hoved for det lynsnart, at Moderen for et Par Dage siden havde forbudt hende at læse en Roman af Marryat, fordi der stod skrevet de Ord om Heltinden, at hun var en Mands «naturlige Datter», et Træk af Moderen, som viste, hvor lidet Mening der var i hende. Harriet foragtede sin Mor.

Hun fulgte Faderen med Øinene, da han en Stund efter gik langsomt gjennem Haven ned til

Ullevoldsveien. Nu, da hun saa, hvor træt og bøiet han var, mens han arbeidede sig frem mod Snefnokkerne, som slog ham i Ansigtet, smeltede hendes Sind, og hun angrede sig. Gid hun havde Mod til at springe efter ham og be ham komme tilbage! Det var jo hendes Skyld altsammen! Gud hjælpe hende! Hun kunde ikke gjøre for det, men hun kjendte en egen kildrende Glæde ved at ærte ham, fordi han var saa nærtagende og modstandsløs, den samme forbandede Ærtelyst, der havde drevet hendes Skolekamerater til at plage Livet af hende. Nu da hun havde Magt til at gjøre som de, brugte hun den uden Skaansel.

Hendes eget Billede sprang frem. Vandt hun fremmede Folk ved sit ydmyge, indsmigrende Væsen, saa gik det sandelig ud over dem herhjemme. Hun led jo af en rent sygelig Trang til at erobre hver den, hun i mindste Maade kunde mistænke for at være sig imod, og kjendte en rislende Kuldefornemmelse ned over Ryggen, nåar hun mødte Ligegyldighed. . . .

Hun snudde sig mod Moderen, der fremdeles sad og læste i sin Roman, og følte med et en stærk Modvilje. Altid de samme Følelsers evindelige op og ned! Og kjed af dem, af sin Mor, af alle tog hun paa sig og løb over til Olga Becker for at lade sig fylde af andre Billeder, indtil hun atter planløst dreves tilbage. Hun var enten nysgjerrig tiltrukket eller moralsk frastødt af Olga. —

Imidlertid vandrede Bureauchef Blich sin vante Vei ned til Kontoret i Byen. Han gik og kjæmpede

med Graaten, der laa og sugede under Brystet paa ham. I lang Tid havde han lidt af en Hjertesygdom, men ikke sagt noget om det til sin Hustru. Det var ikke frit for, at han, hver Gang der havde været Ufred hjemme, nød den Tanke, at han ikke vilde leve længe, og at han hvilkensomhelst Dag kunde falde fra. Da vilde de kanske erkjende, hvor stor Uret de havde gjort ham. Flere Gange havde han kjendt det, som Hjertet stod stille, som om det blev for stort og Klærne for trange, saa han med et Kjæmpetag maatte rive dem af sig. Efterpaa var han træt og uoplagt til alt Arbeide. En Martyr var han, uden at nogen ante det.

Han sagde til sig seiv, at ingen af hans nær meste begreb, hvem han inderst inde var. De tog ham for den korrekte Mand, han bar til Skue, dømte ham efter de Anskuelser, han nu engang havde, men vidste ikke, hvilket zart og sitrende Sind han i Virkeligheden eiede.

Han huskede sig seiv som en lang, ranglet Gut, der gik og længtede efter de Kjærtegn, han ikke fik. Hans Mor døde tidligt — han kunde bare saavidt huske hende — og efter hendes Bortgang var hans Far blit en streng, mørk og indesluttet Mand, der kun sjelden gav sig af med sine Børn. En Gang havde han dog tilfeldigvis strøget ham over liaaret. Det var saa sjelden, noget sligt hændte, at han sprang sin Vei, hulkende af Taknemmelighed, mens han lagde tusen Planer, hvorledes han bedst skulde lønne sin Far.

Besynderligt, hvor Indtrykkene fra Barndommen

i den sidste Tid var rykket ham nær: Livet paa den Hile Sorenskrivergaard derude i Havranden, Snefjeldene, der formede sig i det fjerne som hvide Syn, Suset af den store Ensomhed, hvori Bølgernes Røster blandede sig.

Minderne laa, syntes han, og blinkede som paa Bunden af et Hav, over hvilket varme, blåa Sommerbølger strømmede frem og tilbage, og dog saa dybt, at han ikke rigtig kunde faa dem op i Lyset igjen.

Han var kanske blit haardere og koldere med Aarene. Livet lærer en at hærde sig mod Indtryk. Men nu havde Sygdommen igjen gjort ham blød og modtagelig som den Gang.

Hvad havde vel alle disse divergerende Meninger og Anskuelser til Slut at sige? Staar man foran de alvorlige Øieblikke i Livet, afklær man sig deres Pj alter og blir bare Menneske og intet andet. De skulde ialfald ikke skille. Hvor de ofte pinte og ærgrede ham, alle disse Disputter derhjemme, og hvor de nu syntes ham taabelige.

Han kunde ha Lyst til at gaa hen til sin Kone og Datter og si:

Hør nu! ]eg er en syg Mand. Slut dere tæt ind til mig. Har jeg været haardhændt mod dere, saa tilgiv mig. Hvor Hgegyldigt, om vi mener forskjellig om de forskjellige Ting. Livet er saa kort. Før trængte dere mig, nu trænger jeg dere. Lad os være snille mod hverandre.

Men saa var der noget inde i ham, som gjorde, at han ikke kunde.

Det var ham umuligt at faa Tag paa sin Kone,

samtidig som der aldrig gik en Følelse gjennem hendes og Harriets Sind, uden at han mærkede det. Han vidste, at der var en hemmelighedsfuld Streng inde i dem, som, nåar den blev rørt ved, dirrede i Uvilje og Antipati — disse lønlige og übestemte Antipatier, hvis Udspring han tidt ikke kunde opspore, som flammede op uden Grund og længe efter laa og gnagede paa de fineste Hjerterødder, gjorde Samværet usikkert, glimtede frem i Øinene, nåar der var mindst Grund til at vente det, og stak i hvert Ord, seiv de uskyldigste.

Slig havde det været bestandig. Han var ræd for sin Datters Fremtid; hun gjemte saa mange Slags Muligheder baade til godt og ondt.

Træt, træt var han! Alle de andre, Olga Becker, Markus Finstad, og hvad de nu hedte, betydde nok meget mere for Harriet end hendes Far. Han havde ogsaa i den sidste Tid mistænkt Markus Finstad for at være den, der førte Splidens og Uhyggens Aand ind i Hjemmet.

Han kjendte pluselig, at der ogsaa i ham sitrede en hemmelighedsfuld Streng, et Nag, en dunkel, uovervindelig Modvilje. . . .

VII.

Det saa nok alligevel ikke ud til, at Olga havde nogen Lyst paa at «lugge» Gotfred Munter i Haaret, efterat hun først var blit kjendt med ham. Tvertimod. Der gik nu næsten ikke en Aften, uden at de to spadserte lange Ture op over Landet sammen, og kunde bare Harriet begribe, hvorfor hun absolut skulde være med, vilde hun sandelig ha været glad. Hun syntes, det helst var kjedeligt og havde altid paa Fornemmelsen, at hun var ganske tilovers. Det var, som de to ikke turde slippe sig løs i hendes Selskab og derfor blev nødt til at lege Gjemsel med, hvad de egentlig vilde betro hinanden bag alskens «høiere Interesser», som de siet ikke havde, og som i hendes Øine gjorde dem komiske og opstyltede. Hun tænkte paa, hvad Markus Finstad vel vilde sige for godt, hvis han hørte dem tale om Bøger og store Digtere . . . Alligevel forsikrede Olga hende Gang paa Gang, at det ved Gud ikke var Spor af morsomt, nåar hun ikke gik med, og at hun under ingen Omstændigheder turde

gaa alene med en Herre om Aftenerne. Og saa fik Harriet vel gjøre hende den Tjeneste! Da gav det mere Liv og Skøi, nåar ogsaa de andre sluttede sig til dem. Det var da et stort Følge af halvvoksne Gutter og Piger, som drog op over Vestre Akers skyggekolde Veie i de lyse Sommerkvælder. Snart begyndte det imidlertid at sprede sig som en lønlig Hvisken fra Mund til Mund, at det gik vist varmt til mellem Olga og Gotfred. En paastod, han havde set dem veksle dybe, forstaaelsesfulde Blikke, en anden, at de vandrede Haand i Haand, nåar de mente, ingen lagde Mærke til det. De var nok ikke Mors bedste Børn, de to! Kjærestefolk var de, og nu gjaldt det at holde et vagtsomt Øie med dem. Indtil nu vidste man vel ikke noget bestemt, men der steg allerede stygge Rygter op som Bobler fra urent, mudret Vand. Enhver havde ialfald sit at fortælle, nåar man mødtes Dagen efter en saadan lang Aftentur, under hvilken man havde havt et Øie paa hver Finger. Man søgte de ensomste Steder, hvor man var sikker paa ikke at bli overrasket, og hvor man kunde gotte sig i Stilhed, rigtig nyde at føle sig Gotfred Munter overlegen, han, som saa længe havde hundset dem alle. Ingen Ende paa al den kaade, indegjemte Latter, som lød, og paa alle de Gisninger og slibrige Hentydninger,

som da fik Luft! En Aften havde de allesammen gjort Stans ved Foden af en steil, græsbevokset Bakke bag «Bolteløkken», nedenfor hvilken der under høie, mørke Oretrær fossede en liden Bæk, hvis Sus sang

sig som en ensformig Mumien ind i deres spredte Samtaler. Himlen var overskyet; det saa ud til Regn, og tæt langs med Jorden strøg Svalerne i urolig Flugt med tynde, ynkelige Pip, som uvilkaarhg fik dem til at se op. Ikke et Luftdrag rørte Trærnes Blade. Næsten ængstelig stille var det trods Bækkesuset.

Nogle sad opreist, andre strakte sig dovent paa Ryggen mellem Blomsterne i det unge, saftige Græs og snakkede hen i Veiret om den Eksamen de snart skulde op til. En, som kanske havde mere Grund til Frygt end de andre, foreslog, at man snart vendte Næsen hjemover, da han for sin Part vilde tidlig op næste Morgen, og det desuden kunde bh Styrtregn, før nogen vidste Ord af det; men dette Forslag blev hurtigst nedhysset. Kunde han virkelig ikke finde paa noget bedre? Der blev spurgt, om man ikke skulde synge et eller andet men saa var der naturligvis ingen, som vilde begynde. Eller fortolle lystige Historier? Straks var der en, som gav sig til at berette om en Onkel han havde havt, en gammel, prægtig Skibskaptein' som en Gang i Vestindien havde slaas med en Haimen da han langt om længe kom til Enden paa' Historien, stod det ikke klart for nogen, om det var Haien, som havde slugt Onkelen eller Onkelen Haien.

Ved Siden af Harriet laa Olga og tyggede paa et Græsstraa, hvad hun altid pleiede at gjøre, nåar hun funderte paa noget. Et godt Stykke fra dem sad Kjæresten for sig seiv med Benene over Kors

og med en halvrøgt Cigaret i Munden. Ingen af disse to havde gjort eller sagt noget i Løbet af hele Aftenen, som kunde vække Mistanke, skjønt man havde været aarvaagne nok. Det var jo væsentlig for deres Skyld, at man sad her, og man vilde føle det som en slem Streg i Regnmgen, næsten som en Krænkelse mod god Tone, hvis de svigtede dem og ikke nu snart gjorde sig til Nar paa en eller anden Maade. «Var vi mindre, kunde vi jo passelig ha legt Far og Mor,» kom det dæmpet henkastet fra en, som var vittigere end de andre. Om Græsset de sad i, havde været tørt og fjorgammelt, og der saa blev tændt lid paa det, vilde den svagt knitrende Lyd, som da fremkom, ikke ha forplantet sig hurtigere, end Latteren nu gjorde. Der var jo ikke en, som ikke straks tænkte paa Olga og Gotfred. Alligevel maatte man være forsigtig og ikke røbe hvad man lo af, men gjøre dem trygge, de to som man var paa Jagt efter, saa de røbede sig seiv Af den Grund forstummede Latteren ligesaa hurtig, som den blev vakt, og man sad nu bare og skottede hemmelighedsfuldt bort til hverandre eller blunkede livlig med Øinene. Det blev nok en Far og en Mor for Alvor, dersom man

skulde lege den Legen. «Har ikke du noget at foreslaa?» henvendte

Harriet sig til Olga. Olga slåp det Græsstraa, hun saa længe havde havt i Munden, og reiste sig op paa den ene Albue.

«Hvorfor ikke lege Pantelege?» sagde hun

stille.

Harriet var den eneste, som havde hørt, hvad hun foreslog, og greb nu Tanken i Flugten.

«Vi leger Pantelege! raabte hun henry kt. «Saa er den, som blir dømt til det, baade nødt til at synge og fortælle lystige Historier, og vi andre til at høre paa. Skam faa den, som undslaar sig!»

Endelig et Forslag, som kunde føre til noget! Man sluttede sig sammen i en Kreds rundt en Stenrøs og udnævnte en Dommer. Der var Lege nok at vælge mellem: At gaa Postbud, polsk Tiggergang, at hænge, plukke Jordbær under Sneen o. s. v. Men det gik denne Gang som før. Ingen, hverken Gut eller Pige, var villig til at indfri Panterne, nåar det kom til dem, eller ogsaa lød Sangen og Deklamationen saa trægt og slæbende, at Bækkesuset under den mørke Himmel klang friere og muntrere. De fleste hørte ikke engang efter. En almindelig Træthed faldt lidt efter lidt over Flokken. Det blev nok ikke meget at prate om, nåar man mødtes den Dag imorgen, og man kunde ligesaa gjerne opgi hvert Haab med det samme.

Da kom det høit og triumferende:

«Hvo, som eier dette Pant, skal gi en anden et Kys. Gjerne to for den Sags Skyld. Er det en Gut, vælger han en Pige, er det en Pige, vælger hun en Gut.»

Den, som afgav denne Dom, vidste nok, hvad han gjorde. Det var ogsaa, som hver og en skvat op af den sløve Døs, de havde siddet i, da det

selvfølgelig viste sig, at Pantet tilhørte Olga. Man reiste sig eller såtte sig paa Hug for at kunne se bedre. Mindst tredive vaagne Øine var det, som tog Maal af hende, der nu, enten hun vilde eller ikke, var tvunget til at bekjende Kulør. Skadefryd eller hemmelig Trang til seiv at sansekildres steg heftig op i alle Sind. Nogle saa for første Gang, at hun var vakker, at hendes Figur rundede sig fyldig og moden, at hendes Læber tegnede sig fristende og røde — «Gud ved, hvad hun før havde været ude for?» — andre speidede opmærksomt, tvilende, angstbespændt-bedende efter Udtrykket i hendes Ansigt: «Var hun generet? Vilde hun undslaa sig? Det skulde der ikke bli noget af.» Man vilde se hende kysse og bli kysset, om man saa skulde slaas for det. Der var med et Slag kommet Liv, Bevægelse, Lidenskab over Flokken.

«Jeg maatte da ialfald ha et Silkelommetørklæde til at kysse igjennen,» sagde Olga rolig.

Et Silkelommetørklæde! Det behøvedes siet ikke. Hvorledes kunde hun finde paa noget sligt? Skulde det endelig trænges, kunde et almindeligt hvidt Lommetørklæde godt klare det. Hun var vist ikke saa svært snærpet ellers! Endelig fandt man et frem, der var nogenlunde rent. Nu skulde hun altsaa vælge. Man holdt Pusten i Forventning, skjønt ingen var i Tvil om, hvem det blev.

«Saa vælger jeg Harriet.» — Harriet! Var Harriet blit Mandfolk nu paa det sidste? Enstemmig løftede alle Stemmer sig til Protest. Det var mod Aftalen. Hun skulde værsgod vælge den Gut,

hun likte bedst; slig lød Dommen. Dette Forsøg paa at undvige hidsede dem alle op. Pigerne næsten mere end Gutterne. Der var ingen af dem, som rigtig syntes om hende. Hun havde altid gaat sine egne Veie, var desuden saa vakker; nu nød de, at hun maatte nedværdige sig til at gjøre noget, som de ikke vilde gjøre hende efter for alt i Verden. Hun skulde tvinges, bøies, knegtes. —

Med en lad, dvælende Haandbevægelse strøg Olga nogle Græsstraa bort fra Kjolen og lod derpaa Blikket gaa prøvende rundt i Kredsen, tæt fulgt af alle de andres. Tilsidst gav hun et næsten umærkeligt Nik hen til Gotfred, som ogsaa straks reiste sig. Der blev klappet i Hænderne og raabt Hurra. Nu havde man Syn for Sagen! Nu havde man da endelig fanget hende i hendes egen Snare.

Men det var ikke Tale om, at Olga vilde kysse ham, mens andre stod og saa paa det. Slig var det ikke ment. Efter en Mængde Snak frem og tilbage, kom man overens om, at det skulde ske bag et Træskur, som var tømret op paa den anden side af Bækken og brugtes af Arbeidere til at gjemme Værktøi, Krudt eller Dynamit i, nåar de var vække om Natten.

«Saa lover dere altsaa, at dere ogsaa skal indløse Panterne paa samme Maade,» sagde Olga mistænksomt og saa alvorsfuldt fra den ene til den anden.

Ja, ja! Det kunde hun være tryg for! Alle var enige om at love det. Hun skulde ikke bli bedraget paa det Punkt.

Harriet saa dem gaa langsomt bort og derpaa forsvinde bag Træskuret. Hidtil havde hun aldrig helt ud villet tro paa, hvad de andre fortalte om hendes Veninde; nu jog pludselig gjennem hendes Hjerne hundrede smaa Træk, der før var gaat hende halvt forbi, men i denne Stund fik Betydning og Sammenhæng. Hun huskede den Søndagseftermiddag, da Olga fortalte hende, hvorledes det gik til, at Børn kom ind i Verden . . . Kanske Olga seiv havde prøvet noget af hvert! Olgas Smil dækkede over saa mange Hemmeligheder. En brændende Nysgjerrighed betog hende. Hun var den, som sad yderst i Kredsen, og kunde nu ikke bare sig for at bøie sig frem, endnu et lidet Stykke frem, indtil hun gjennem en Aabning mellem Trærne fik Øie paa Gotfred Miinters lette smidige Skikkelse bag Træskuret, hvor han stod med Ansigtet vendt profil mod hende. Hvad hun nu saa, skulde hun aldrig glemme. Hun saa, at han smilte selvtilfreds, som om det nok var ham og Olga, der havde narret de andre, at han derefter vædede sine Læber og ludede sig fremover. Olga kunde hun ikke se, men hun skjønte, at han nu kyssede hende, og at hun kyssede ham igjen. Saa blev de et Øieblik borte begge to. Hun havde tilbage et Indtryk af hans Øine, to store, gråa, frække Øine, der laa nøgne i hans Ansigt, og som paa Bunden var som grønslimede af Lyst og Begjær, saa det var stygt at se. Lidt efter kom de begge frem bag Træskuret-

Atter blev der raabt Hurra og klappet voldsomt i Hænderne. Men da Olga nu stod paa, at

de andre ogsaa skulde gjøre sin Pligt og indfri sine Panter, blev der svaret, at nu var det Tid at komme sig hjem. Regnet kunde overfalde dem hvert Minut. Himlen havde tætnet alvorlig til, mens hun var borte og kyssede, seiv om hun ikke havde set det, og de vilde sandelig ikke bli gjennemvaade for hendes Skyld. —Ja saa! Var det ment paa den Vis? Med andre Ord en Sammensværgelse: Hun og Gotfred skulde gjøre sig til Spot og Spe, foråt de andre kunde faa Anledning til at le af dem efterpaa. Det var noget, hun for sin Part ikke vilde finde sig i. Heller ikke Gotfred Munter, hvis hun kjendte ham ret. — Og det gjorde hun sikkert; thi han saa ud som en Vildkat, færdig til Sprang. Han vilde ogsaa sige noget, men blev bare ved at stamme paa det samme Ord uden at faa det frem, da der i det samme virkelig faldt et Par tunge, mørke Regndraaber, som gav Signalet til, at de brød op allesammen.

Det blev bare med de første Draaber; dog havde Himlen sænket sig vaad og sløret over Trærne og Engene paa begge Sider af Ullevoldsveien og dugget Græsset paa dem. Al den Duft der var blit aandet ud i Løbet af Dagen, laa igjen lig en tung Taage, som de i Aften fuldt udsprungne Syrener i de omkringliggende Haver gjorde endnu mere kvalm. De såtte alle Fart paa for ikke at faa Regnet over sig, eller kanske det ogsaa var for at komme saa betids hjem, at der kunde bli Anledning til at drøfte i Fællesskab, hvad de havde oplevet i Aften.

Først gik Olga og Gotfred, begge to dybt fornærmede; i omtrent ty ve Skridts Afstand fra dem kom Harriet. Hun havde faat Følge med en gammel Barndomskamerat, som bar Navnet «Muldyret», fordi han efter sigende var saa doven, at han om Aftenerne sovnede ind med Maden i Munden. Hendes Hjerte bankede endnu. Hun var forskrækket over det, hun havde set, men turde ikke tale om det, skjønt hun havde den heftigste Lyst. Med korte Mellemrum snudde Gotfred Munter sig og saa sig tilbage med et mørkt, truende Blik. Han lignede en Tigerkat, syntes hun, der strøg afsted med sit Bytte og nu trodde sig forfulgt. Kom det ikke til Kamp og Opgjør idag, skede det nok senere. Det følte ogsaa de andre Gutterne, og det var ikke frit for, at det krympede sig i dem af Beklemmelse, nåar de tænkte paa, hvad Morgendagen vilde bringe

Gang paa Gang gjentog «Muldyret» med skadefro Tonefald i Stemmen: «Der gaar Kjærestefolkene!- idet han samtidig nikkede med Hovedet bort mod de to, som gik foran ham, og derpaa lo en sagte, klukkende, inderlig fornøiet Latter, der lød, som om han af hele sit Hjerte frydede sig over at ha faat al denne ufortjente Moro gratis. Fra Flokken bag dem steg det:

«Se de to, se de to, se de to forlibte,

gid de var, gid de var allerede gifte !>

men dog saa dæmpet, at Ordene ikke naadde frem til dem, som de var myntet paa.

Da de kom ned til Professorbyen, bød Harriet

straks Godnat. Hun turde ikke være ude længer, skjønt hun havde den største Lyst. Det sidste, hun saa, var, at Gotfred tog ærbødig Hatten af for Olga, men at ingen af disse to sagde Farvel til de andre. De var ikke gaat, før det brød løs som en tislende Bæk bag dem med Spørgsmaal, Svar, Latter og tilbagetrængte Udbrud.

Harriet kunde ikke faa sove; dertil var hun i altfor stærkt Sindsoprør. Da hun havde lagt sig, stod hun atter op og klædte paa sig. I det lille Værelse, som hun efter megen Kamp havde faat overladt af sine Forældre og nu endelig kunde kalde sit eget, faldt den overskyede Sommernats Lys dæmpet ind og gjorde det halvblegt omkring hende. Hun såtte sig bort til Vinduet og saa ud. Det var hende, som Olga og Gotfred hvert Sekund skulde komme frem paa Veien igjen, som de i næste Øieblik nødvendigvis maatte svinge forbi Huset i fortrolig, indtrængende Samtale om, hvad der var sket i Aften — disse to underlige Mennesker, som nu i hendes Tanker hørte uadskillelig sammen. Hun længtede efter at se dem, uden seiv at bli set, speide ind i hans brutalt nøgne Øine, der gjennemskuede alt, og som intet var skjult for, gjense hende, som hun syntes, hun først havde lært at kjende idag, og som nu spændte al hendes Nysgjerrighed.

I den opspilte Stemning, hun var i, gik hun hen og saa sig seiv i Speilet. Rank var hun da lykkeligvis. Lad gaa, at Resten af Ansigtet var stygt, Øinene var ialfald vakre. «Du har vakre Øine, Barn, med mange Udtryk!» Gid det var

en anden end hendes Mor, som havde sagt det! Hun vilde ønske, at det blev sagt af en stor, staerk Mand, som tog hende om Livet, løftede hende høit op paa sine Arme og derpaa trykkede hende saa haardt ind til sig, at hun maatte skrige. At hun maatte tigge om Naade og kysse ham, saa ofte han bare vilde, for at slippe fri. Saa stærk skulde han være.

Nedenunder Vinduet var der mellem Huset og Gaden en dyb Grop, tæt bevokset med Ugræs og gule Hesteblomster. Som seksaarsgammelt Barn havde hun der, samme Dag som hun fik den, mistet en blinkende Sølvnaal, som hun aldrig senere kunde finde igjen, hvor meget hun end ledte. Sidste Gang hun saa efter den, havde hun troet at se en Slange, der krøb ind i Stenmuren, og var derpaa flygtet i Angst. Skjønnere og skjønnere blev Sølvnaalen i hendes Erindring, eftersom Tiden gik, mere og mere blinkende, men alligevel vovede hun sig ikke didned. Fra denne Grop steg der i Nat en egen fugtig, klam, vellystvækkende Damp, som hun aandede ind i dybe Drag, mens hun sad og stirrede over mod Ørums Have. Var ikke alle Blomster paa Trærne endnu sprunget ud, maatte de, syntes hun, gjøre det i denne tause Nat, hvis Luft var vaad, sløret og anelsesgivende. Alle Nerver skjalv af Forventning i hende, og hver Lyd fik hende, seiv efterat hun paany havde lagt sig, til at springe Gang paa Gang hen til Vinduet: Nu kommer de! Nu! — Men det var ikke dem; ingen var det. Ullevoldsveien laa sort og øde som før, men under

Trærnes vemodig sænkede Kroner i hendes Barndoms Have, hvilte der et frugtbart Mørke, hvor det forekom hende, at der hele Tiden puslede og levede. Hun ønskede, hun var skjøn som Olga, eiede Evnen til at vinde Mænd og kunde beruse sig i deres Hyldest. Hun skulde kue dem, pine dem. —

Hun sovnede sent ind og vaagnede næste Morgen op til Øsregn. Hele Dagen saa hun ikke et Glimt af sin Veninde, uagtet hun tilbragte det meste af den med at sidde bag Gardinet i Vinduet og stirre over mod Huset, hvor hun bodde. Det var dumt; men hun kunde ikke fri sig for Samvittighedsnag, fordi hun havde udspeidet dem, da de kyssede hinanden, og hun følte, hun skulde ha svært for at se Olga i Øinene, nåar de næste Gang mødtes. Skjønt det jo var en Umulighed, syntes hun, at Olga maatte ha det paa Fornemmelsen, at hun instinktivt maatte ane det. lalfald vovede hun sig ikke til at besøge hende. Til Gjengjæld var hendes Tanker hos hende og ham hele Tiden. Atter og atter saa hun Gotfred Munter for sig, idet han vædede sine Læber, saa de blev ildrøde, og derpaa bøiede sig frem mod sin Elskede . . . Underligt nok, havde han i hendes Øine forandret sig siden igaar, næsten blit vakker . . . Hun saa ogsaa hende, da hun lidt blyg, men dameagtig behersket kom frem bag Træskuret med det hvide übrugte Lommetørklæde i Haanden. Om hun nu havde været i Olgas Sted ? Faldt denne Tanke hende ind, blev hun hed lige op til Haarrødderne og gjemte

uvilkaarlig Ansigtet. Men nåar hun tog det frem, var der et Latterglimt i hendes Øine og et underligt Smil om hendes Mund. Hun beundrede Olga! Saa hentede hun frem fra Kommoden en hel Bunke Fotografier af hende — det var en af Olgas Lidenskaber at fotografere sig og da helst i lidt søgte Stillinger. Hun var skjøn. Og paany dukkede denne altid stærkere tilbagevendende Nysgjerrighed op i hende: Hvad tænkte Olga nu paa, hvem var hun dybest inde, og hvorledes kunde det gaa til, at hun var saa forskjellig fra hende ?

Hun sovnede ind med Tankerne paa hende og vaagnede atter til dem næste Morgen. Sad hun i Klassen, kom regelmæssig det samme Billede op for hende: Olga og Gotfred, som kyssede hinanden. Hendes Nerveliv led ved det. Hun hørte ikke efter Undervisningen og fik pludselig heftig Hjertebanken. Det var, som der snart maatte ske noget mellem de to, og som det var bestemt, at hun skulde være Vidne til, hvad der skede. — — —

Istedetfor hændte der noget med hende seiv Det gik saaledes til :

Der var blit slaat en stor Rotte ihjel i Nabolaget, og rundt Halsen paa denne døde Rotten havde saa en af de værste Gutterne fundet paa at binde et fillet, rødstribet Vinterskjærf, hvorpaa han brugte den som en Slags Slynge, han i Kaadhed kastede med efter Kameraterne. Den, hvem Rotten traf, var i næste Øieblik en frygtet Fiende, som alle fiygtede i Rædsel for, idet han kom sprængende frem med sit afskyvækkende Kasteskyts i Haanden.

Denne Leg drev de saa paa med et Par Dage i Træk, indtil der ikke længer var nogen Moro ved den. Med udvæltede Indvolde blev Rotten liggende og stinke midt paa Gaden i alt Solskinnet, saa hver den, der skulde forbi, maatte gjøre en stor Om vei for ikke at faa Lugten af den lige i Næsen.

Slig havde den vel ligget en hel Uge, uden at det faldt nogen ind at skaffe den bort, da en gammel krogrygget Tiggerkjærring en Eftermiddag kom gaaende «Aa nei, for et fint Skjærf!» udbrød hun og løste det forsigtig af Halsen paa Rotten. «Det er da sandelig altfor godt til det stygge Dyret.» Dermed stavrede hun rolig videre med Skjærfet i Haanden.

Dette var imidlertid blit iagttaget af Gutteflokken, som paa denne Tid af Dagen næsten altid stod samlet i en Klump paa Hjørnet og derfrå speidede efter, om der skulde vise sig noget, for i saa Tilfælde at styrte frem som Høge efter Bytte.

I Førstningen havde de bare Lyst til at skræmme hende lidt, og da de desuden ikke havde andet at gjøre, fulgte de nu langsomt bag hende for at se, hvilken Vei hun tog. Hele Tiden blev der skreget: «Kom hid med Skjærfet 1 Det er Rottens og ikke dit Skjærf». — Eller: «Tænk at stjæle fra en død Rotte, da!» Men hun syntes siet ikke at ville høre, hvad de skreg, og fortsatte stilfærdig sin Vei over Markerne i Retning af Sagene.

Denne hendes Ro virkede tilslut irriterende. Flere og flere sluttede sig til Toget, som hujende

og leende fulgte i hendes Spor, deriblandt ogsaa Harriet, da Kjærringen pludselig snudde sig med et svagt Smil i det spidse, rynkede, farveløse Ansigt og samtidig løftede Skjærfet høit op over sit Hoved. Ingen skulde kunne si, om der var en Bøn eller en Udfordring i dette Smil; af Gutterne blev det ialfald optaget som en Udfordring. En Sten slængtes efter hende. Endnu en Sten. Man begyndte at bli forarget. Det var da ogsaa utrolig lumpent at stjæle fra en død Rotte. «Rottekjærringen, Rottekjærringen!>: Tilsidst krøb hun møisommelig over et Gjærde og såtte sig paa Toppen af en liden Haug, tæt bevokset med vilde Stedmorsblomster, hvorfra hun med Hænderne korslagte i Fanget og det samme svage, lidt sødlige og falske Smil om den gamle, tandløse Mund ufravendt blev ved at betragte sine Forfølgere. Skjærfet havde hun klogelig bundet om Livet. Nu føg Sten efter Sten gjennem Luften, hvoraf enkelte traf, skjønt ikke farligt, mens de fleste rullede frem for hendes Fødder. Det syntes, som om dette uforanderlige Smil gjorde dem alle rasende. Hvorfor sagde hun ikke noget ? Hvorfor skjældte hun dem ikke ud eller gav dem Skjærfet godvillig tilbage?

Da var det, at Harriet med et sprang over Gjærdet og slog hende lige i Ansigtet. Hun havde fra først af slaat Følge med de andre af blot og bar Nysgjerrighed, men blev lidt efter lidt grebet af en egen svimmel Ophidselse. Ogsaa hende irriterte Kjærringens Smil, og hun fik Lyst til at se det dødet paa hendes

Læber. Der kom noget fanatisk op i hende, en hidsig Længsel efter at overskride det tilladeliges Grænser og gjøre noget hidtil uhørt, ukjendt . . . Gotfred Munter var ogsaa tilstede, og hun vilde gjerne ogsaa vise sig for ham. Efter den sidste Tids Svælgen i sanselige Fantasier trængte hun til at faa Luft, og hun syntes, det maatte gi en Nydelse at slaa, seiv om det bare var et gammelt, skrumpet Kjærringekind. Det stod ogsaa dunkelt for hende, at hun nu hevnede sig for, hvad hun havde lidt i sin Barndom, og gav dem det igjen, hvad de havde gjort mod hende.

Hun saa dem svinge med Hatterne og hørte dem raabe Hurra for hende, men blev seiv staaende skamfuld og raadvild indenfor Gjærdet. Kjærringen smilte fremdeles, skjønt hendes Kind var rødflammet efter Slaget.

VIII.

Ud paa Høsten flyttede Olga Becker med sine Forældre ned til Byen igjen. Gotfred Munter ligervis. Kanske fandt hans Bedstemor, at Kolonialvarerne i Længden blev altfor dyre paa disse Kanter af Verden.

Siden hin Aften, da Harriet overraskede Olga og Gotfred, havde Olga ikke set til den Side, hvor hun gik. Hendes Blik var koldt, afvisende: «Kom mig ikke nær, du mistænker mig!» Og i hendes Ansigt var der et træt, lidende, madonnaagtigt eller kanske nærmest sippet Udtryk, saa Harriet endte med at tro, at hun kanske havde tåget feil alligevel.

Ogsaa en anden havde hun gjort dyb Uret, idet hun ikke kunde styre sin Haand og uden at ville det slog en gammel, uskyldig Kvinde paa Kindet, ligesom Soldaterne slog Jesus paa Kindet, da de tvang ham at bære sit Kors til Golgatha, og dette skyldfri Menneskes blege Smil forfulgte hende hele Sommeren som en ond Mindelse, en taus Bebreidelse, hun ikke kunde glemme. Hun blev ræd

for sig seiv som Barnet, der for første Gang ser sin egen Skygge.

Dagen før sin Afreise kom Olga til stor Forbauselse for Harriet smilende bort til hende og sagde Farvel, som intet var i Veien. Hun havde lagt sig til lang Kjole siden sidst og var saa voksen og fuldendt dameagtig i Holdning, i hver Bevægelse, at det nu sikkert ikke vilde ha faldt Bureauchef Blich ind med en Tanke at klappe hende under Hagen eller stryge hende faderlig gjennem Haaret. Han vilde tvertimod seiv ha følt sig lidt forlegen i denne unge, nys udsprungne Verdensdames Selskab, hvis hun havde glædet ham med en Visit.

Da Harriet rakte hende Haanden til Afsked, kunde hun ikke bare sig længer:

«Du kommer vel ofte til at være sammen med Gotfred Munter nu ? Han skal jo ogsaa flytte i disse Dage,» sagde hun.

Olga gjorde en Grimace og trak paa Skuldrene. «Den Gutungen!» sagde hun medlidende. —

«Jeg synes forresten ikke,» tilføiede hun alvorligere, «at den Slags Mennesker er passende Omgang for dig heller, Harriet! Og andre er der jo ikke heroppe! Du ved ikke, hvor jeg og mine Brødre er glad over at skulle komme ned til Byen igjen. Numaa du besøge mig ofte,» sagde hun indsmigrende, idet hun kyssede hende. «Lover du mig det?.

Og det lo vede Harriet, skjønt hun vidste, at hun ikke vilde holde det.

Men var Gotfred og Olga borte for bestandig,

blev deres Aand alligevel tilbage. Det var, som disse to havde kastet en Ildfunke ind i Sindene, som fyldte dem med Uro, vakte nye Drifter og gjorde Ungdommen led og kjed ved den Uskyldighedstilstand, hvori den hidtil havde levet. Alt det, som Gotfred havde berettet med hviskende Stemme i de halvlyse Vaaraftener, og som var blit glemt bort under Feriens übundne Friluftsliv, steg frem i Glød og med dristige Farver, nu da det høstnede. Om Eftermiddagene rottede Gutterne sig sammen paa et gammelt Høloft, hvor de sad i Mørke og digtede hans Historier om, hvis de da ikke saa dem i levende Syner midt paa Dagen. Det var ingen Moro at lege længer. Paa nogle Maaneder var de allesammen blit Aar ældre.

Eller de drog om Kvældene i samlet Følge ned over til Byen paa «Opdagelsesreiser», som de kaldte det, flakkede rundt i Vaterlands trange, uhumske Smug, tittede ind gjennem nytændte Ruder, hvor de stundom fik et Glimt af hine mystiske Kvinder, som Gotfred havde havt saa meget at fortælle om, og vovede sig endog ind paa Sjapperne, hvor de dråk 01 og røgte stærke, kvalmende Cigarer. Den, som kunde bli gift med en slig Pige 1 Da behøvede man ikke at genere sig! De var Vidne til Slagsmaal, hvor der vankede blodige Næser, til Udkastelser under Latter, Eder og vilde Skrig ... En lurvet Mand kom hen til dem og spurgte, hvad de vel havde at gjøre her? — Der stinkede Brændevin ud af Munden paa ham, og hans Stemme lød hæs af Drik. Da lagde de

paa Sprang og kom ind i en anden Gade, hvor alt var roligt og Konstablen gik med Hænderne paa Ryggen og vaagede over Beboernes Sikkerhed. Ude paa en stor øde Mark stod et treetages Murhus, det mest berygtede Hus i hele Byen, efter hvad de havde hørt, og i det brændte hver Eftermiddag et ensomt Vindu ... De streifede uafladelig rundt Huset, kikkede op til Vinduet og bankede endog paa Porten, uden at der dog blev lukket op. Et Forbryderrede, et Tilflugtssted for de jagede i Samfundet! De huskede, hvad de havde læst i «Rocambole» om Tyve, Mordere og deres skjønne, forlokkende Piger.

Naar de saa kom op til de kjendte Bydele igjen, var alt med et Slag forandret. De havde været i et romantisk Land, hvor Maanen skinnede paa middelalderlige Rønner og trange Smug, hvor det var farefuldt at færdes, og hvor det nok kunde hænde, at det var sikrest at gaa med Fingeren paa Revolver-aftrækkeren som i Krig. Hjem kom de med oprevne Nerver og med Ulyst til alt Pligtarbeide.

Aldrig havde der været saa meget Frugt paa Trærne som iaar. I den blåa, kjølig-klare Høstluft saa de fra Gaden, at Grenene hang tunge af rødmussede Æbler i Ørums Have, og de undlod sjelden at kaste et vaagent Blik did ind, nåar de om Morgenen traskede afsted til Skolen. Nu huskede de, hvor Gotfred Munter havde gjort Nar af dem, da de i al Uskyldighed betrodde ham, at de brugte at kjøbe de Æbler og Pærer, som de spiste. Var

det ligt sig? Bedre at storme Gjærdet og plyndre Haven en mørk Nat for hver Kart, som var i den I Det skulde der Mands Mod til! Gjøre Omegnen utryg og fylde de Indfødtes Hjerter med Angst og Forskrækkelse!

Det fik de ogsaa Pigerne med paa, skjønt ikke uden Betænkeligheder fra deres Side. Det var jo det samme som at stjæle, og de vilde ikke gjøre sig til Tyve for nogle stakkars Æblers og Pærers Skyld. Men da blev Gutterne sinte. Skjønte de da ikke, at de drog ud paa Røvertog som gamle Vikinger, af hvilken Grund de jo havde Spyd og Buer med, hvis de skulde bli overfaldt? Fra dette Synspunkt set var det ikke Tyveri, men redelig Strandhugst. De var saa ihærdige, at Pigerne tilslut gav sig og lovede at «se paa», om de end ikke vilde deltage i selve Plyndringen.

Og nu begyndte de paa Røvervis at gjøre Omegnen usikker. Først gik det ud over de mere afsidesliggende Haver. Mens Gutterne klatrede over Gjærderne, stod Pigerne paa Vagt udenfor med bankende Hjerter og hørte det rasle i Lø vet, hen over hvilket deres Riddere sneg sig frem gjennem Mørket. Hver Lyd fik dem til at fare sammen. De stod i uudholdelig Spænding og ventede paa, at en stor, sort Hund i næste Øieblik skulde bryde frem med rødtflammende Gab og slaa Tænderne i en af Røverne. Nu var alt en oppe i et digert Æbletræ og rystede Frugt ned af alle Kræfter. Da lød der et Raab : «De kommer!» Og afsted styrtede de, Gutter og Piger, grebne af en vild, overvaddende

Skræk, kastede sig over Gjærdet og stansede ikke, før de var langt nede i Ullevoldsveien. Tilslut kom ogsaa han, som havde været oppe i Trseet og meldte, at det hele kun var blind Alarm. Seiv var han faldt til Jorden, sagde han, af bare Rædsel og havde endnu Mærker efter Faldet.

Var alt gaat heldig, leirede de sig i Almindelighed ved Kanten af en Kaalrabiaker oppe ved Vestre Akers Kirke, hvor de kunde dele og fortære Byttet i Fred Der gjorde de op et Baal, men da Kvisterne gjerne var vaade, laa liden bare og ulmede uden at ville stige tilveirs. En tung, gråa Røg væltede sig mod dem og holdt paa at kvæle dem. Ofte var det et stort Bytte, som de havde gjort. Glasæbler, saa klare, at man kunde se gjennem dem, Gravenstener, Graapærer, der smeltede, straks man fik dem i Munden, og Plommer saa saftige, at de havde gaat i Opløsning, mens de sloges mod hinanden i Lommen. De laa henad Jorden og aad, Gutter og Piger, mens Saften sivede i Smaabække ned fra Mundvigerne, og Øinene næsten traadte frem af sine Huller, eftersom det jo gjaldt at skynde sig, Spyd, Buer og Pile hvilte fredelig sammen ved deres Side.

De talte om en Artikel, som de havde læst i en Avis, og hvori det stod med tydelige Ord, at det nu snart var paa Tide at statuere et advarende Eksempel paa alle de Frugttyve, der trængte sig übudne ind i Folks Haver ved Mørkets Frembrud. Nylig blev der fakket en igjen, stod der, og det var kun med Nød og Neppe, at han undgik Straf.

De for sin Part kjendte sig trygge, som de laa og gottede sig i Skadefryd over, hvor de forstod Kunsten til Gavns. Dem skulde ingen faa Tag paa! Men sæt nu, at det skede alligevel! Sæt, at en stærk Mandshaand tog en af dem i Nakken og førte ham en stummørk Kvæld til Raadstua! Til Skammen og Fortvilelsen! Ansigter steg frem, Frøken Ørums Ansigt, der altid havde smilt saa venlig til dem i gamle Dage, nåar hun delte med dem af sin Overflod. Nu havde de ogsaa stjaalet fra hende.

Og svævende paa Røsten gav en sig til at berette om en jevnaldrende, som under et Indbrud fik et Rap hen ad Ryggen af Eiermanden til Haven, just som han skulde sætte over Gjærdet. Nogen Tid efter vokste en liden Kugle frem paa det Sted, hvor han var blit rammet, men som rimeligt kunde være, snakkede han ikke om det. For da maatte han jo ogsaa nævne, hvorledes det var gaat til. Kuglen svulmede op, og da han tilslut i Syttenaarsalderen døde af den, efter at ha ligget to Aar syg og vanfør til Sengs, var den saa stor som et helt lic)et Barnehoved.

En rødgul Flamme slog med et tilveirs, i hvis urolige Skin de spændt lyttende Skikkelser tegnede sig. Med opbulnede Maver sad Gutterne og sugede betænkte paa de sure Snadder, mens en dunkel Uhyggefølelse sænkede sig beklemmende over dem. De sad med en Fornemmelse af, at der et Sted rundt dem, i Himlen eller paa Jorden, fandtes en hevnende Retfærdighed, hvis Lyn ogsaa

kunde slaa dem, hvad Stund det skulde være, nåar de maaske var ligesaa lidet forberedte som nu.

«Hvad er det med ham?» spurgte Harriet aandeløs.

«Han er Fritænker.»

«Er det da saa farligt?» spurgte hun videre. «En Fritænker kan jo gjøre, hvad han vil, han.» Der var flere Gutteøine, som mødtes. Hvis

man var Fritænker, ja, da kunde man jo uhindret vælte sig i Synd og Uterlighed og faa sine hedeste Ønsker opfyldte! For da ventede der jo en ingen Straf for det. Da kunde man frit øde sig i Utugt og Vellyst. Og nu fortalte de, at Markus Finstad holdt fritænkerske Foredrag i et Samfund, han seiv havde dannet, og at han der havde udtalt, at han hverken trodde paa Gud eller Jesus. Man kunde jo ogsaa vente sig noget hvert af Markus- Finstad. Havde han kanske ikke bestandig skilt Lag og villet være bedre end de? Men nu havde han da dømt sig seiv. Og der gik en Gysen gjennem de fleste ved Tanken paa dette Menneske, som af egen fri Vilje stillede sig udenfor de godes Samfund, og over hvis Seng ingen af de tretten Engle holdt trofast Vagt, som de gjorde, nåar de sov de uskyldiges Søvn.

«Er Markus Finstad Fritænker, saa har han nok sine Grunde for det!» udbrød Harriet trodsig. Hun var led ved den selvretfærdige Tone, som bar deres Samtale, og dertil fornærmet paa sin gamle

Vens Vegne. Saaledes gik det virkelig ikke an at tale om en som ham!

«Hvorledes det?»

«Fritænker!» — Hun sad og grundede paa Ordet. — «Fordi han altid har tænkt frit og anderledes end alle dere andre!» raabte hun triumferende.

«Kanske du seiv er Fritænker?» blev der spurgt.

Nei, det var Harriet ikke, men hun vilde ikke gjøre sig bedre end ham. Var det desuden sagt, at de kom til Himlen, de, som jo dog stjal?

«Men vi angrer vi!» «Det nytter ikke bare at angre. Bedre at gjøre

det gode.» Smagen af Æblerne blev sur i Munden paa dem. En raakold Kvæld var det efter en kort, overskyet Oktoberdag med ligblege Solstreif hen over vaade Veie, nedtrampet Løv og Sølepytter sorte som Blæk, Græsset, som de sad i, var klisset af Væde, og varselsfuldt skreg langt borte nogle ensomme, sørgmodige Kraaker. Forstemt gav de sig til at kaste med store Stene paa Baalet, saa Gnisterne føg. Nu var jo alligevel Moroen spoleret for dem, og det vidste enhver, at de havde Harriet Blich at takke for!

«Du kunde forresten passe dig seiv,» sagde en af Pigerne, da de sidste Gnister fra Baalet var slukt. «Du, som var Bedsteveninde med Olga.»

«Og som slog den gamle Kjærringen i Ansigtet!» tilføiede en anden.

«Før var du vist ikke saa kaut paa det,» kom det spidst fra en tredie.

Hun var ikke rigtig likt, Harriet, og det viste sig bedst nu. Altid skulde hun gjøre sig vigtig ved at skille sig ud og hævde afstikkende Meninger! Gutterne tog sine Vaaben og gjorde sig færdige til at gaa, spændte Buestrengene af, huggede ærgerlig i Luften med Spydene og saa vredt hen paa Fredsforstyrrersken. Pigerne var alt gaat i Forveien — — —

En Fritænkerl Markus Finstad var med et blit en ny Mand for hende. Hvor underligt at høre ham nævnes ved et Navn, der straks vakte Uhygge! Mens hun nu gik alene bag de andre, som trods al deres Forargelse saa noksaa tynde ud i Bukserne og krumme i Ryggene, tænkte hun paa ham, der altid havde levet sit eget Liv, som sad om Eftermiddagen paa Universitetsbibliotheket og grundede Sandheden ud af lærde Værker, dem han siden nævnte med en dæmpet og festlig Bæven i Stemmen, og som ikke var ræd for at ligge om Natten uden Englevagt. Det var en Mand! Al hendes gamle Begeistring og Taknemmelighedsfølelse vaagnede paany.

En Fritænker! Aa, hun elskede dem, som ikke sætter sig lunt og trygt tilrette rundt det store, koselige Fællesbaal, men vover sig ensom ud paa Viaatta, hvor Sneen fyger, og Vindene blæser en koldt ind til Skindet! Som vinder frem eller segner kjæmpende om paa Veien! Som staar udenfor!

Hun saa ham for sig, nåar han med det lange, lyse Håar, der nu rak helt ned til Skuldrene, de blide,

lidt ironiske Øine hastede hjem til sin Hybel med Bogpakken under Armen. Naar han sagde til hendes Mor: «Jeg har i disse Dage, Frue, gjort Bekjendtskab med en ny europæisk Aand!» Hvor det lød! Hun blev baade rørt over ham og fortvilet over sin egen Übetydelighed. En Fritænker! Ja, det var det, han var. En stor Aand, som disse Smaasjæle lod haant om. Og der kom paa hende en Fornemmelse af Skam over den Omgang, hun havde, og den uværdige Maade, hun fordrev Tiden paa.

Men nu skulde det bli anderledes. Hun vilde ikke finde sig i, at Markus Finstad endnu en Gang sagde til hende: «Hvorledes kan du dog finde Tilfredsstillelse i at omgaaes disse Mennesker med deres grove Lader?» — Eller i, at han lagde til med spottefuldt optrukne Læber: «Jeg tror, du gaar rent tabt for det aandelige Liv, Harriet!» Det skulde han ikke faa Lov at si en Gang til! —

Hun gav sig til at læse alt det, hun orkede, Ibsen, Bjørnson, Holberg, sad paa sit Værelse hele Eftermiddagen med Bogen foran sig, Fingrene i Ørene og Markus Finstads Eksempel for Øie. Hun vilde ikke gaa fortabt. Men det varte desværre ikke længe. Saa fristede paany alt det, der ægger og bringer Spænding, som faar Blodet til at skyde Fart i Aarene, og som kildrer, nåar man efterpaa lader Tanken dvæle ved det.

Derude var det blit Vinter, og om Eftermiddagen saa hun fra sit Vindu Gutter og Piger drage op over i Maaneskin for at age Kjælke i de bratte

Ordene i alle de fornemme Bøger stirrede døde og stive paa hende, mens hun sad længtende igjen og forgjæves søgte at tine dem op. Hun vidste nok, at hun svigtede baade Markus Finstad og det aandelige Liv, men hun maatte ud i Maaneskinnet, hun ogsaa.

Frognersæterbakkerne i Maaneskinl De nærmeste Trætoppe skarpt adskilte. Stenene inde mellem Stammerne unaturlig store, som vokste de, jo høiere Maanen kom op paa Himlen. Den steg rød og blank frem bag Skogbrynet, skinnede ned paa Sneen, der laa i tunge Fang over Grenene, næsten bøiende dem til Jorden, og paa de smaa, ludende Graner i frosthvid Kappe, der som Vagtposter stod langs Veikanten og ventede. Det var, som hele Naturen stod spændt ventende og lyttende i Maaneskinnet. Et Halmstråa paa Veien glinsede som en hel Perlerad. Saa lød et skingrende Halvvei, og ned over Bakken kom en Kjælke susende og forsvandt atter i Svingen.

Den blev borte for lidt efter at vælte midt i en stor, sammenføget Snehaug. Det var jo det, som bragte Moroen! Der laa et forelsket Par i den bløde Sne og saa de andres Kjælker stryge lynsnart forbi, saa ham siddende bagpaa med Staven i Haanden og saa hende læne Hovedet mod hans Bryst. De laa og lo og kjendte, hvor deres Legemer var varme, og hvor det gav en hjertebankende Fornemmelse at være saa nær hinanden.

Mødtes de saa alle nede paa Sletten igjen, drog

de i Flok hjemover. Ofte talte de da om Gotfred og Olga. Nogle paastod, at de havde set dem gaa sammen paa Karl Johan, og at der ikke var Tvil om, at de to stod i Kjæresteforhold til hinanden, hvortil andre svarte, at de aldrig mere saaes. Olga havde nok større Fordringer end som saa! Hun var vist ikke længer til Sinds at lade sig nøie med en Skolegut, seiv om han som Gotfred kunde gjøre sort til hvidt og hverken var ræd for lid eller Vand. De hidsede sig seiv op ved at tale om dem, dog altid i en Tone, som om de havde kjendt dem for længe, længe siden, og som om den By, de færdedes i, laa langt borte og ikke tegnede sig røgsort foran dem, omgivet af en mat Lysglans, frem af hvilken der med korte Mellemrum syntes at slaa iltre Flammetunger tilveirs mod den blegblaa Himmel.

Altid talte de om dem. De var seiv hede og kjærlighedslængtende, og idet de nu med et Gys i Stemmen betrodde hinanden Træk, som viste, hvor dybt forvorpne disse to var, fik de paa samme Tid Afløb for alle deres egne Længsler. Hvor fristende var det desuden ikke for femtenaars gamle Gutter at streife den Slags Emner i Pigernes Nærvær! Det gjorde dem formelig veltalende. De lærte at belægge sine Ord, at smyge sig blødt omkring de farligste Emner og gjemme sig bort i alskens Hentydninger og Underforstaaelser, uden at der dog blev Tvil tilovers om, hvad de egentlig mente. Pigerne var forfærdede. Havde det virkelig gaat saa vidt? Isærdeleshed kunde Ivar Borg

berette. Han havde været Gotfred Munters lydige Slave, da denne spilled Mester i Professorbyen, og kanske ogsaa lært af ham at lyve ihop, hvis han da ikke havde faat den Gave medfødt. Nu var han Harriets Kavaler paa Ageturene, da der ikke var andre tilbage at vælge, efterat alle Pigerne havde tåget hver sin.

At høre ham berette kunde sætte Skræk i den mest forhærdede. For han vidste Besked. Han havde havt Gotfreds uindskrænkede Fortrolighed, og hvad der forrige Sommer gik i Svang, kunde bare bli hvisket Mand og Mand imellem. Og saa fortalte han med høi, skrigende Røst om Stævnemøder under lysegrønt Løv, om Kys og røde Elskovsbreve, dem han seiv havde besørget, mens hans Øine stod i Brand, og Næseborene udvidede sig, som var de af Viskelær, i det runde, bløde, fregnede,' altid bevægelige Ansigt, samtidig med at han saa sit Snit til at skotte hemmelig bort paa Pigerne for at iagttage, hvilket Indtryk det gjorde paa dem. Han beruste sig i sin egen Stemmes Klang og i det uvante, som det var for ham at føre Ordet uden at bli afbrudt eller gjort Nar af. Thi det var som oftest ellers hans Skjæbne. Ikke blot fordi han skrød og løi, men ogsaa fordi han i saa høi Grad sværmede for de gamle, norske Kongesagaer, som han kunde udenad, og hvis mægtige Skikkelser han undertiden forvekslede med sig seiv. Kunde noget være mere latterligt! Han, som trods sin Høide havde en trippende, usikker Gang, smaa Pigehænder og Øine, der blev sky, bare man prikkede

lidt ved ham !Da han en Dag havde læst i en Avis, at Dampbaaden • Ormen hin lange» afgik samme Aften til Bergen, stormede han ned til Bryggen for at ta afdøde Olav Trygvesons Langskib i Øiesyn. Man paastod, at han ved denne Anledning havde staat paa Kommandobrættet og fægtet med begge Armene som en besat, indtil han med et stort Sprang hoppede i Søen, da alt var tabt, og Erik Jarls Mænd entrede seierrige frem paa Dækket. Det var med stor Møie, at man fik ham fisket op igjen. — Men til at skrøne ihop om Olga og Gotfred kunde han godt bruges. Det bragte dem alle til at lytte, ikke mindst fordi han seiv var saa forskrækket over, hvad han digtede

sammen.

Alle tog ham for en Raring, og det var han ikke lidet stolt af. Ved at overdrive Særhederne i sit Væsen søgte han at gjøre Folk opmærksom paa, hvor rar han var, langt rarere end de nogensinde tænkte. Det var ham, som havde fundet paa, at de om Kvældene skulde gjøre Streiftog ned over Vaterland og de skumle, hidtil ukjendte Bydele, og havde man før betragtet ham som en uskyldig Sværmer, viste det sig nu, at hans Fantasi var ligesaa betændt som de andres. Kun med den Forskjel, at han forstod at dække sig med en Syndsforladelsens Kaabe, ja, besmykke sine onde Lyster ved Hjælp af alskens festligt klingende Navne, saa de istedetfor at nedværdige ham i hans eget Omdømme løftede ham høit op over hans Kameråter og gjorde ham udsøgt, glimrende og interessant.

Naar han var med, stod de ikke paa Hjørnet og tittede, men de var paa Opdagelsesreiser gjennem det mørke Fastland. Farer lurte, hvor de vendte sig, og Pigerne var Prinsesser, som skulde bortføres, hvad der ikke hindrede ham fra i næste Øieblik at tiltale dem med Ord, saa raa, skidne og ildelugtende, at ingen kunde begribe, hvor han havde faat dem fra. Den Blanding af Styrke og Svaghed, der var i hans Karakter, delte de andres Følelser ligeoverfor ham i Beundring og Foragt. Efterat man i den ene Stund havde lyttet betaget, kunde det hænde, at man tog sit Mon igjen ved at banke ham i den næste. Der var noget ved ham, som vakte alle enkle og redelige Naturers Uvilje. Først og fremst hans Troløshed. Naar han og Harriet agte sammen om Eftermiddagene, underholdt han hende ved at fortælle løst og fast om de andres Kjæresteforhold. De levede som Dyr, og var man kjede af hinanden, byttede man straks Kjærester, som man bytter Heste. Han smaskede med Tungen og smækkede vellystig med Læberne for til Gavns at give hende en levende Forestilling om, hvor hedt det gik til mellem dem. De eneste skikkelige i hele Flokken var, Fanden bry de ham, Ivar og Harriet! «Vi er som to fromme Alterlys ien mørk Kirke,» sagde han, «og de ugudelige har ikke noget større Ønske end at blæse os ud.» Alligevel var det klart, at han seiv, hvis der bare gaves Anledning, heller end gjerne vilde regnes blandt de gudløse. Bedst som han snakkede, gav han sig til at rulle med Øinene og gjøre alskens Tilnærmelser, saa

Harriet blev ganske fælen. De var midt inde i Skogen og langt fra Folk. Men han havde ikke opdaget hendes Angst, før han skyndte sig at dæmpe den: Hun havde nok lagt Mærke til, at han ikke var videre flink til at styre en Kjælke, men saa var han til Gjengjæld den første Svømmer i hele Fjorden. Han stupte fra Taarnet paa «Sølyst» og gik derefter som med Damp ud til «Kavringen», hvor han sad og solede sig i Fred nogle Minutter for saa at svømme tilbage igjen. Naar han sad der, rettedes Kikkerterne fra alle Øernes Villaer paa ham; for han var nemlig saa deilig skabt. En Dame kunde bli rent syg af at se paa ham.

En Aften forsøgte han saa pludselig at kysse hende. Det kom saa uventet, at hun ikke fik Tid til at værge sig.

«Jeg vil ikke vide af noget sligt!» sagde hun og gned sig paa det Sted i Ansigtet, hvor hans Aande havde naaet hende.

Han saa i den Grad skamfuld ud, at hun næsten fik Synd paa ham. Det var nedenfor Grimelundsbakkerne, og lidt efter kom Kjælke paa Kjælke susende. Da de alle var samlede, forandredes med et hans Udtryk: «Se paa hende,» raabte han lumsk, idet han pegte Fingre mod Harriet, «se paa Dyden, hvor den kror sig! Hun vil gjøre sig bedre end os andre, kan jeg fortælle! Jeg kom til at røre lidt ved hende med Fingeren, og straks skjød hun Lyn som en Tordensky. Jeg vil ikke vide af noget sligt!» vrængede han med Hovedet paa Skakke.

Men da han mærkede, at ingen 10, stansede han op med store, forundrede Øine.

«Du burde skamme dig,> sagde Harriet rolig. «For en Tølper han er!» blev der raabt. Hvor

han saa, mødte han uvillige Miner. Saa gjorde han helt om og luskede alene hjem.

Nu vilde ikke Harriet ha mere med ham at bestille. Han var for gemen. De andre havde Ret, nåar de sagde, at han var ond, samvittighedsløs og uvederheftig. Hun forstod blot ikke, at hun saa længe havde holdt ud med ham. Hvad Ageturene angik, kunde hun heller end gjerne undvære dem. Med en saadan Kavaler som Ivar Borg bragte de kun Uhygge eller Misforstaaelser.

I de Dage, som fulgte, saa hun ham stadig slæbe sig frem og tilbage udenfor Havegjærdet om Eftermiddagene. Hans Ansigt var mørkt, Holdningen bøiet som paa en gammel Mand, og han gik hele Tiden og mumlede mellem Tænderne, mens han skottede op til deres Vinduer som i vild Fortvilelse. Hun skjønte, at han vilde bede om godt Veir igjen, men var alt andet end oplagt til at tilgive.

Saa en Dag, da hun var paa Veien ned til Byen, hørte hun ilsomme Skridt bag sig. Derpaa hans Stemme, som raabte: «Harriet!» Men hun vendte sig ikke. Lidt efter havde han indhentet hende og gik nu ved hendes Side.

Hans Ansigt havde magret paa disse faa Dage, Øinene var indsunkne, og Næsen traadte skarpt frem. Se paa mig! sagde hans Blik. Se, hvor

jeg har lidt, hvor jeg har angret og vrid mig i Pine om Nætterne! Kan ikke det smelte dig? Se, hvor jeg er blit styg for din Skyld 1 — Og pludselig væltede en rivende Strøm af Ord frem af hans Mund, Ord, han havde samlet og formet i denne sidste Tid, og som nu fik Magt og Farve af hans Ulykke, hans Ensomhed, efterat alle havde forladt ham, og af hans desperate Sorg over sig seiv. I Begyndelsen kun Selvanklager. Ingen vidste, hvilket rædselsfuldt Menneske han var; kanske til Nød hans stakkars Forældre. De havde nok faat et Glimt desværre af hans virkelige Natur, han, som aldrig gjorde dem andet end ondt. Og dog elskede han sin Far. Til Vanvid! Han behøvede bare at tænke paa hans Strømpelægger for at briste i Graat. Der var nemlig ikke noget Menneske, der havde saa tynde Ben som hans stakkars, overarbeidede, udsultede og livstrætte Far, og paa disse tynde Benene sad altid et Par rødbrune Strømper, der faldt ned lige til Skoene. Hver Gang han tænkte paa disse Benene og disse Strømperne, maatte han, enten han vilde eller ikke, falde ham om Halsen og kysse Øinene hans. Efter-

paa blev han rigtignok haard og farlig som en Kanonkugle. «Og min Mor!» Her sænkede han Stemmen i Forskrækkelse over, hvad han nu vilde betro hende. «Du kan tænke dig, Harriet, at jeg ligger vaagen halve Natten og laver giftige Ord til at stikke hende i Saarene med for at faa dem til rigtig at værke. Da bruser hun op som en kalkunsk Høne. Men hende har jeg alligevel ingen

Medynk med,» lagde han mørkt til, «for hun ligner mig.»

Ivar Borgs Far var Bygmester og havde gjentagne Gange gjort Konkurs, men altid faat sit Bo igjen paa Grund af sin retskafne og dybt hæderlige Vandel. Der var nemlig ingen, som tvilte paa hans gode Vilje til at betale sine Kreditorer hver Hvid tilbage.

«Mine Smaasøskende ærter jeg,» fortsatte han, «saa de hele Dagen ligger og piber som syge Smaafugl i Reden. En herlig Laat! De har heller aldrig set mig uden gjennem Taarer. Aa, du kan ikke tro, for en Nydelse jeg har af at ærte! Jeg skræmmer dem ogsaa, saa de ikke faar sove om Natten, men jamrer og vaander sig, til min egen, kjære, gamle Far maa staa op og tysse paa dem, skjønt han mere end nogen anden kunde trænge til lidt tryg Nattesøvn. Hver Morgen venter jeg, at han skal stupe af Udmattelse. En Gang om Aaret, helst om Høsten, faar Mor et nyt Barn, saa det blir aldrig Ende paa Legen heller. Og jeg, som er den ældste, jeg, som han i sin sure Sved koster saa meget paa, jeg skulde vel hjælpe og staa ham bi ? Skulde jeg ikke? Istedetfor at gjøre ham Livet til et Hel vede? — En deilig Plante! Jeg begriber bare ikke, at ikke Menneskene bryder Staurene ud af Gjærderne sine og slaar mig ihjel med dem?»

Og idet han stansede saa brat op, at det gav et konvulvisk Ryk i hele Kroppen paa ham, trak han Veiret langt og tungt, jog derpaa høire Pegefinger ind i Luften og skreg med Fortvilelsens Magt i Stemmen:

«Hundene efter ham!»

Derpaa næsten graatefærdig

«Men at jeg har gjort dig ondt, Harriet, det vil jeg aldrig forlade mig. Du, som er saa inderlig god! Da du slog den gamle, rynkede, madløse Fattigkjærringen i Synet, følte jeg, at jeg beundrede dig. Det er Jente for dig! tænkte jeg. Nei, nei!» raabte han og svælgede, da han saa, hvor Mindet om denne Tildragelse gjorde et pinligt Indtryk, «det var ikke slig ment. Jeg forstod tvertimod ikke, at en som du kunde gjøre det! Havde det været mig, saa — »

Og i Angst for, at hun skulde vinde Tid til at afbryde ham, til paany at mindes hans Troløshed, da de sidst var sammen, blev han ved at rose hende op i Sky, at regne op alle de ypperlige Egenskaber, han havde mødt hos hende, dem ingen nulevende Kvinde kunde vise Magen til, og hvis Modstykke han afgav, han, som ikke eiede et ærligt Håar paa sit syndefulde Hoved.

Harriet var ikke langt fra at bli rørt. Noget saa forvildet som hans Øine, saa forrevet som hans Sind havde hun aldrig set. Hun tænkte et Par Gange at tåge det Løfte af ham, at han herefter skulde opføre sig som et ordentligt Menneske og derpaa række ham Haanden; men nænnede det ikke. Det vilde være Synd. Han kunde jo heller ikke gjøre sig anderledes, end han var. Og alt imens han nu fortsatte sine Selvanklager, havde de, uden at lægge Mærke til det, bøiet forbi den katholske Kirke og var kommet helt op til Sagene.

Først heroppe undte han sig af og til et lidet melankolsk Pust. Det var med Glæde, hun saa, at hans Ansigt efterhvert blev mere behersket, Stemmen roligere og hans Gang sikrere. Det syntes, som han ogsaa vandt noget af sin Selvfølelse tilbage. Nu havde han hende jo ogsaa paa Tomandshaand og kunde uhindret snakke hende fra Sans og Samling. Alt i alt var det ham en pirrende Nerverus at bekjende, at fornedre sig, at dyppe sig i Smudset og Sølen, saa han næsten blev ukjendelig for sig seiv. Og da han nu fandt, at han havde været dybt nok nede i Afgrundene, begyndte han langsomt at løfte sig tilveirs igjen — man havde ikke Ret at gjøre sig værre, end man var heller! —, indtil han atter var paa Høiderne og pludselig udfoldede sig i de heftigste Lovtaler over sin egen Persons Fortrin. Som en Høg i solblaa Luft svam han over Slugene. Det stod ikke til at negte, at han endog var mere værd end alle hans Kamerater til Hobe! Han havde seiv følt det i stormfulde Nætter, nåar han laa og drømte, at han, forfulgt af Menneskene, hundset, trampet, stenet, udaandede paa vilde Yidden, mens Skogen nedenunder suste Sørgemusik over hans Liv, og hæst skrigende Rovfugl bares afsted for Vinden over hans Hoved. En Drøm, som han med Stolthed vidste, vilde gaa i Opfyldelse! —

Hvad Harriet ikke likte, det var, at han næste Dag mødte frem til Kjælkeagningen ved hendes Side med Triumf i Blikket. Her ser I Kar, som kan mestre Smaapigerne! sagde det overmodige

Drag om Munden. Der blev ogsaa gloet paa hende, saa hun blev ganske undselig ved det. Er hun saa let at formilde? tænkte de vel. Hvad Ivar angik, veg han ikke fra hende og taalte knapt, at andre skottede til den Kant, hvor hun var. Han vilde ha hende udelukkende for sig seiv.

De agte sammen hele Resten af Vinteren, og hun kunde ikke ha ønsket sig en opmærksommere Ridder. Hvor hans Fantasi ikke fik Lov til at boltre sig i Udskeielser, utøilet og frit, og det turde den ikke, hver Gang han stod Ansigt til Ansigt med en, han bar Respekt for, eller som havde Tag i hans Svagheder, skjønt han naturligvis netop da kjendte stærkest Trang til at imponere, blev han imidlertid let melankolsk og elegisk; i bedste Tilfælde stille og indadvendt. Han klagede sig ofte og hentydede stadig i forblommede Ord til en Række Sygdomme, han led af, og som en vakker Dag vilde ende med at rive ham bort. Naar det saa alligevel ikke lykkedes at vække Medlidenhed, slog han straks over i en anden Tone, strammede sig op, kneiste med Hovedet og gav sig til i pathetiske Ord at lægge ud om sine Forbilleder, alle de historiske Skikkelser, der havde gjort Indtryk paa ham, om de gamle, krigshærdede norske Konger, helst dog om dem af den franske Revolutions Mænd, som havde faat en voldsom Død, og hvis Liv, omtumlet af Sindsbevægelser, var en Gang gjennem lid og Blod og Rædsler. Utroligt, hvad han vidste om dem! Man skulde tænkt, at han ikke havde bestilt andet fra sin første Barndom end at studere

dcrcs Historie; saa indgaaende og samvittighedsfulde var hans Kundskaber. Der var ikke den Dato eller det A årstal, han ikke huskede, nåar de angik dem.

Han var utrættelig. Det gjaldt jo ogsaa for hans Vedkommende at holde hende fast og ikke slippe hende et Øieblik, saa hun fik Tid til at tænke paa, langt mindre beundre andre end ham, om han saa skulde pumpe sig ud til sidste Blodsdraabe . . .

Da det saa smaat begyndte at vaares, og Kjælkemeierne skurede paa de Steder i Bakkerne, hvor Solen tærte stærkest, viste det sig, at han ogsaa kunde dømme om Fuglenes Lyd og straks var istand til at si Navnene paa dem, blot han hørte deres dybe Klunk inde i Skogen. Han gik da foroverbøiet med lyttende Holdning og bevægelige Næsebor, som om han samtidig snøftede efter, om der kanske skulde være sprunget ud en liden, dunet Blaaveis i Løbet af Natten. Der var heller ikke den Sti eller det Bakkeheld i hele Vestre Aker og Nordmarken med for den Sags Skyld, som han ikke kjendte. Han havde ikke for ingenting streifet om med sin Botaniserkasse paa Ryggen, siden han var Barn, og med en gammel Kongsberger Dundrebøsse paa Ryggen jaget efter Trosteflokkerne, der senhøstes mørkner Luften som Ilinger, lige fra Bygdø og op til Linderud. Talte han om Naturen og dens Liv, fik hans Stemme gjerne en øm Klang, hvis han da ikke, bedst som det var, gav et lidet Skrig fra sig, idet han for sammen og

tog sig med Haanden paa Hjertet som for at dæmpe en stor Kval.

«Hvad er det?» spurgte Harriet forfærdet. «Er du blit syg?»

«Et ondt Minde, som stak mig!» svarte han haabløst.

Han likte ikke, at Harriet snakkede saa meget om Markus Finstad, om hans Læsning og dybe, ensomme Sind, men maatte finde sig i det. Hun havde endnu i Øret fra sidste Gang, Markus besøgte dem, Lyden af alle de fjerne, mystiske Værker, han læste. Kunde bare Ivar bli ham lig! Da hun en Gang talte til Markus om sin nye Ven, drog denne blot paa Skuldrene: «Ivar Borg er jo gal !» sagde han, men lagde til, at der maaske alligevel var «Muligheder» hos ham, og at han jo gjerne kunde prøve at udvikle dem, hvis det morede Harriet.

Paa den Maade ble v de to nærmere kjendte og var snart uadskillelige. lalfald kunde ikke Ivar undvære Markus.

IX.

Samme Aar som Harriet blev konfirmeret, tog Markus Finstad og Ivar Borg Artium. Den første Søndag, efterat Blichs var kommet tilbage fra Landet, hvor de som sædvanlig havde tilbragt Sommeren, gik saa de to unge Herrer paa Visit for at ønske dem Velkommen til Byen igjen og fremstille sig i sin nye Værdighed.

Under hele Visiten sad Harriet som paa Gløder. De var med Aarene blit saa underlige, hendes Forældre: Moderen i den Grad snærpet, at hun formelig skvat til, hver Gang et Ord som Kjærlighed blev nævnt, skarp i sin Dom og altid paa Færde for at advare Datteren mod slette Indfiydelser, samtidig som hun angst lukkede Øinene, nåar det gjaldt at vaage over hendes Liv udenfor Hjemmet. Hvem vidste, om hun ikke kunde gjøre Opdagelser, som vilde rive hende sjæleligt op? Og hun orkede ikke længer at udsætte sig for heftige Sindsbevægelser. Faderen mere og mere religiøst optaget og med et lidt pietistisk Anstrøg.

«I Amerika generer man sig ikke, seiv i de største Selskaber, for at drøfte og tale aabent om den eneste magtpaaliggende Ting i Livet,» pleiede han at si, af hvilken Grund han gjerne forhørte sig om andres Kristendom. Det gjorde han da ogsaa idag og var siet ikke tilfreds med de matte, undvigende Svar, han fik.

«Saa ønsker jeg jer begge et langt og smukt Liv!» sagde han tilslut, idet han lagde Armene paa de to unge Studenters Skuldre. «En passende Blanding af Munterhed og Alvor høver Ungdommen bedst.»

Han skjalv i Røsten, da han sagde det, og Øinene var fugtige. Han saa syg og afkræftet ud. Da han fulgte dem ud i Entreen, blev Harriet siddende tilbage. Hun ante nok, hvad hendes Venner tænkte og vilde ikke være Vidne til deres Forlegenhed.

«Hvor nydelig hun er blit! > brød det ud af Ivar, da de vel var kommet ned paa Gaden.

Han havde under hele Visiten siddet og lurt sig til at betragte Harriet, og hun syntes ham saa forandret, siden han saa hende sidst. Intet Under, at han nu maatte gi Luft for sine opsamlede Følelser.

«Hvem?» spurgte Markus tørt og strakte sin Hile, velpleiede Haand frem til Farvel.

Et eneste Blik var tilstrækkeligt til at sige Ivar, at nu vilde hans Ven helst bli kvit ham, og at denne ikke likte at bli gjort opmærksom paa, hvad ogsaa han havde set. Alligevel var han endnu altfor opfyldt til at ta Notis af det.

«Harriet,» svarte Ivar betydelig spagere i Stemmen.

«Ja, ikke sandt!» sagde Markus spottende, idet han såtte Lorgnetten paa Næsen for bedre at overskue sin Ven, der var et helt Hoved høiere end ham, og hvem han dog kunde vikle om sin korteste Finger. «Ja, ikke sandt! Der skal altid være en liden, blaaøiet Pige med i Spillet?»

Sagen var den, at Ivar i Løbet af de sidste Aar gjentagne Gange havde været forelsket og da hver Gang betroet sig til Markus, som imidlertid fandt disse stigende og atter vigende Følelsers blåa, luftige Verden ganske trættende og lattervækkende. Den eneste Pige, han omgikkes, var Harriet, og hende nævnte han kun sjelden til andre og da altid i de ærbødigste, mest hensynsfulde Udtryk.

Nu følte Ivar klart, at det værdigste vilde være, om han koldt modtog den fremstrakte Haand og derpaa gik sin Vei, men kunde ikke overtale sig til det. Han orkede ikke at gaa ensom med alle sine nyvakte Følelser nu. Istedetfor at modtage Haanden lod han derfor, som han ikke saa den, og gav sig til at følge sin Ven med tungt Hjerte op over Ullevoldsveien.

Der gik de. Den ene lang, knoklet og foroverbøiet, uordentlig i Paaklædning, svinglende i Figuren, febrilsk urolig i sine Bevægelser, speidende til alle Kanter med rappe Øine, som der fulgte Farer, hvor han gik, eller skottende med et lynsnart Sideblik bort til sin Ven, der vandrede rank som et Lys, bærende det store, haarrige Hoved lidt tilbagelænet

og hvilende den høire Haand, der ikke var blit modtaget, fornemt paa Ryggen, som om han nok skulde vogte sig for at byde den frem endnu en Gang. Læberne opbrættede i Misnøie. Trods sin Længde følte Ivar paany, at han var fuldstændig i den andens Vold.

Han havde da ogsaa en ustyrlig Trang til at fange sin Vens Interesse, overvælde og forbløffe ham, saa han atter vandt hans Velvilje og uden Blygsel kunde snakke høit og frit ud om det, han bar paa. Men hvad morsomt vidste han vel at fortælle? At han om Kvældene sad paa uanstændige Buler og dråk og brølte om Kap med Sjauere og letfærdige Fruentimmer, at han næste Morgen vaagnede syg med bankende Hovedpine og alligevel skoggerleende af alt det utrolige, han havde fundet paa, Ord med en egen drastisk Klang, Indfald, som trodsede al menneskelig Fornuft men gav Livet Festens Farver i Øieblikket, eller at han endog paa sine Udfærder havde truffet sammen med Kunstnere, store Kunstnere, hvem han og Markus i deres fjerne Skoleguttedage beundrede paa Afstand og snakkede om med bange Sitren i Stemmerne?

Ikke en Gang dem gik det an at nævne! Thi det var det rare med Markus Finstad, at han ikke taalte, at han og Harriet gik deres egne Veie. Da kom der straks en liden Djævel stikkende op i ham: Jasaa? De var virkelig naive nok til at sætte Pris paa den Mand? Det gjorde han ogsaa som Barn, men havde Gud ske Lov for længe siden overvundet et saa forhistorisk Standpunkt.

Det var, som om han skinsygt vaagede over, at de ikke beundrede paa egen Haand. Naturligvis blev de saa begge dybt flaue over sin Mangel paa Smag og Omtanke. De, som Markus beundrede, ragede da ogsaa høit op over de hjemlige Størrelsers Niveau og Standpunkt, de fint dannede Aander ude i Europa, endnu ukjendte af Navn undtagen for en Kreds af Kunstelskere og Videnskabsdyrkere, Aander, hvis Navnes Lyd fik dem til at gaa i sig seiv og bøie sig i mystisk Respekt for deres Opdager.

Altsaa nyttede det lidet at imponere Markus med de berømte norske Kunstnere, han havde truffet!

Det slog Ivar, at Forskjellen mellem ham og hans bedste Ven var den, at medens Markus havde nok i sig seiv, maatte han atter og atter aabne sig og med brændende Inderlighed, med Opbydelsen af al sin aandelige Energi overbevise Vennen om, at han ogsaa hørte med blandt de «sjeldne» og «værdifulde» Mennesker i Landet. «Sjelden» og «værdifuld», det var Lo vordene i Markus' Mund. Markus var «sjelden», ligeledes Harriet, men det kunde nok desværre være mere end Tvil underkastet, om Ivar ogsaa var det. Han blev hverken stødt eller sint, om Folk kaldte ham en Løgnhals, en Usselryg, et Uhyre, skjønt han rigtignok ikke begreb, hvorfor han var det. Han sneg sig bare sorgfuld bort i en Følelse af at være gjennemskuet igjen eller i dyb, smertelig Forundring over sig seiv. Det blev tomt og ødsligt om ham,

som stod han svimmel foran en Afgrund i sin egen Sjæl, han hidtil ikke havde vidst noget om, indtil han atter fyldtes af andre Menneskers Tro paa ham og Interesse for ham. Alt kunde han finde sig i, alt, nåar han blot maatte regnes med blandt de sjeldne, de værdifulde.

Og nu gik han som med en diger Blodigle paa Brystet, der sugede ham læns for Marg og Kraft, mens han forgjæves ledte efter et af de prægtige Indfald, han havde glimret med paa Bulerne og leet sig syg af i sin Seng Morgenen efter. De var døde, ikke til at faa Liv i, stivfrosne som Fluer, der igaar summede noksaa lystig i Værelset, men idag ligger vingeløse i Vindueskarmen. Saaledes gik det ham altid med Markus Finstad! Dette lille, forbandede Menneske forstod at holde ham i Tømme, at regulere efter frit Behag alle de voldsomme Kræfter, der rasede i ham. Hvorfor? Fordi Markus kjendte ham til Bunds. «Her kommer Kontrollen!» sagde Markus Finstad, nåar Ivar tog paa at skryde ivei. Straks blev han rød og myg, undselig og saa rent smeltende blød om Hjertet. Sank han end ikke for Markus' Fødder, steg der dog en Længsel i ham efter at kaste sig ned og raabe: Se mig rigtig efter i Sømmene, Mester, om der ikke ogsaa hos mig skulde findes nogle af de Egenskaber, du kalder værdifulde og sjeldne!

Dertil kom det, at Ivar i al Hemmelighed bar et Nag til sin Ven, fordi Harriet beundrede ham og fra gammel Tid saa op til ham som et høiere Væsen. Markus havde tåget Harriet fra ham og

givet hende sit Syn paa ham. Og hvor havde han ikke lagt sig i Sælen for at overvinde hendes Uvilje og beholde hende for sin egen Mund! En hel Vinter uden Aande eller Stans. I Stilhed mistænkte han Markus for at elske hende, skjønt han jo efter eget Sigende var himmelhøit hævet over den Slags Følelser. Det havde saamen lidet nyttet, at han, saa godt det lod sig gjøre, bagvaskede Markus for hende, kaldte ham en Mulvarp, en Pedant, en Bogmøl, viste hende sort paa hvidt for, hvor vanskabt hele hans Syn i Grunden var, at han søgte at latterliggjøre hans Udseende og efterlignede hans dvælende, sirlige, lidt læspende Maade at udtale Ordene paa. Godt, at hun ikke afslørede hans Bagvaskelser for Markus! Da havde det for længe siden gaat i Vasken med den sidste Udsigt til at hæves op i de sjeldnes og værdifuldes salige Himmel

Ivar skottede sky bort til sin Ven, der fremdeles gik taus, lukket og fornem ved hans Side, løftende for hvert Skridt han tog, de smaa Ben tilveirs for ikke at faa de blankpudsede Støvler tilsmudsede eller de blankslidte Bukser tilstænkede, skjønt Veien laa støvfri og sommerlig tør. Og det forekom ham i dette Øieblik, som Markus vidste alt, hvad han gik og tænkte paa. Deraf hans kolde Øine og spotsk optrukne Overlæbe. Som om han ogsaa gjættede sig til hans Forræderi. Aa Herregud, om han eiede Evner til i denne Stund at si ham noget lækkert og smigrende, en rigtig fint dreiet Kompliment, der kunde bøde paa det! Han følte allerede i Rædsel det Tilbageslag

af Lidelser, dette hans Forræderi med Tiden vilde bringe.

Saa dukkede med et Harriets Skikkelse frem, og som for det første kjølige Pust af Morgenens Vind gik der en sitrende Svulmen gjennem hans vansmægtende Sjæl. Hun var blit en fuldvoksen Dame siden sidst! Denne Sommer havde gjort Mirakler. Figuren tynd, stærk og smidig som en Sverdklinge, Ansigtet nyformet, syntes han, alt andet end regelret vakkert, men, Gud, hvor det speilede i de mørkeblaa Øine under det brusende Pandehaar, i hvert Træks skiftende Spil alt det, som foregik i hende! Da hun sad skamfuld over sin Fars Dumheder, og alt Blodet skjød hende op til Kinderne, havde hun været nydelig. Hvor rørt var han ikke blit! Saa ømt bevæget, at hans Hjerte næsten stansede! Skamfuld over sin egen kjødelige Far sad hun og stirrede rødmende ned i Gulvet for at undgaa hans, Ivar Borgs, mønstrende Øine! Over hele hendes Skikkelse noget sygelig sensibelt, noget nervøst skjælvende eller kanske bange ventende — hvem ved? — forenet med Styrke, Magt og Selvbevidsthed! Han var forelsket.

Simpelthen forelsket! Eller rettere sagt, rasende over, at hun stod ham saa fjernt, over, at han engang havde eiet hende og skjænket hende bort uden at vide, hvad han gav fra sig. Misundelig paa hendes unge Skjønhed var han. —

Nu kunde han undvære Markus. Det svulmede jo i hans egen Sjæl. Han gav ham, rent ud sagt, Fanden !

«Jeg tror, jeg vil gaa en lang Tur!» udbrød han lidt forlegent smilende, da de endelig stod foran Huset, hvor Markus bodde.

«Du trænger til at lufte dig lidt?» sagde Markus interesseret og saa gjennem Lorgnetten op paa sin lange, vidtløftige Ven. «Til at gaa dig træt, ikke sandt? Synet af Frøken Blich har tat for haardt paa dig?»

Saa nikkede han og gik rolig, fremdeles med den høire Haand paa Ryggen og uden at se sig tilbage, ind til sit Studerkammer.

Men Ivar tog Veien op til Ekebergskogen. Der var han mindre kjendt, og han trængte idag til at gaa nye Stier og Veie. Han mindedes den hvide Vinter, da han og Harriet agte Kjælkebakke sammen, men ogsaa Vaaren, der tilslut kom med dybe, hemmelighedsfulde Klunk, snart smeltende, snart truende mørke. Løfter, Klager, Bønner og Bebreidelser ! Huskede hun nogensinde paa den Tid ?

Nu var det Høst igjen, og alt det Liv, som havde blomstret langs Jorden, sunget i Luften og svunget sig paa guldblaa Vinger ind under Himmelhvælvet, flygtet eller lagt øde. Luften blaakold, og der hvilte intet anelsesvækkende Slør overAaserne! De steg frem med faste Linjer, isprængt lidt gult her og der af Birkenes Fakler, som nok snart vilde slukkes, de ogsaa . . . Nedenunder ham Fjorden i mat Solskin.

Men hvad var det for en Lyd, han hørte? Tre skarpe Knep! En liden, lystig Sangstump midt paa blanke Høsten! Var Vaaren da vendt tilbage ?

Han vidste nok, hvad den Lyd betydde. Det var Fjeldripen, der kommer ned fra Fjeldene til Lavlandet, nåar det blir smaat med Mad deroppe, og som, hver Gang den hugger efter et Insekt paa Furugrenen, synger op. Men Insekterne er døde, og Sangstumpen blot et hvast, udfordrende Krigsskrig.

Naturforsker vilde han bli! Finde Love for og Sammenhæng i alt dette Liv, som stiger frem af Jorden, blomster, lyser og dør. Fra Gutteaarene havde han elsket Naturen mere end Menneskene. Dog aldrig saa høit som idag.

Det var hendes Skyld. Og saa drømte han, at han sendte alle de Fugle, som havde fløitet saa forjættelsesfuldt inde i Skogene, da Sneen hin Våar endelig tog paa at gaa bort, til hendes Vinduer for at melde, hvor meget han holdt af hende. Hvor vakker, han syntes, hun var blit. Og hvilket mærkeligt Menneske han seiv i Grunden var. Nei, nei, ingen Pralerier nul De skulde bare melde, hvor umaadelig han holdt af hende, mens han drev om i Skogen og i Trang til at prøve Kræfterne, til at vove det uhyre hoppede fra Klippestykke til Klippestykke eller klorede sig paa bratte Steder fast i Lynget for ikke at glide.

Men da det begyndte at mørkne, og Modstandskraften slappedes, syntes han, det alligevel var for fristende at lade Fuglene synge hans egen Pris. Og det gjorde de da ogsaa. Baade jublende og klagende.

Han syntes, deres Toner maatte lyde ligesaa liflig i hendes Øren som i hans.

x

X.

Ja, der var virkelig sket et Under med hende! Seiv om den sidste Sommer ikke havde forvandlet hende til en Svane, saa var hun ialfald ingen Ælling længer, som Hønsene huggede efter, og som det stod alle og enhver frit for at pege ringeagtende paa og übarmhjertig jage ud i Kulden og Vinden og Snefoget.

Der var enkelte Dage, da hun endog seiv i Jubel kjendte, at hun saa godt ud; da hun, efter at være vaagnet tidlig om Morgenen, stod skyndsomt op og klædte paa sig i en svimmel, overmodig, hylstersprængende Lykkefølelse, der drev hende ud i Dagen, den nye Dag, skabt alene for hende, hvis Sol og Luft det glædede hende at aande, og i hvilken hun følte en Magt, en Tryghed og Ligevægt, som var hun paa Høide med al den overdaadige Livskraft, der udstraaltes mod hende.

Ingen Lidelse at bli betragtet! Det var tvertimod hendes lovlige Ret. Og hun, som al sin Tid

havde skyet Karl Johans Gade og endog havt Uvilje mod dem, som til Stadighed gik der, fordi hun indbildte sig, at de pralende udstillede sig seiv, hun morede sig nu med at drive hvileløs frem og tilbage paa den samme Stump Fortoug for at hilse og bli hilset paa, se og bli set paa og nyde Sødmen af de lykkeliges, de udvalgtes Samfølelse.

Hvorledes var det kommet? Ikke paa en Dag eller to, men lidt efter lidt. Hun hørte dem sige: «Nei, hvor du har tåget dig op, Harriet!» — og blev straks rød, da hun jo trodde, det skulde være en liden, lattermild Hentydning. — «Du er virkelig blit saa pen, Harriet!» — Og hun mødte samtidig et velmenende, næsten beundrende Blik. Havde hun virkelig tåget sig op? Var hun virkelig blit penere end før?

Hun gik fra dette Blik og disse gode Ord dybt forvirret eller med en Strøm af rislende Varme gjennem Kroppen. Hun kjendte med et, at hendes Gang svævede og løftede hende høit mod Lyset som en Stængel, der bærer paa en Blomst. Hun skyndte sig hjem og saa sig forventningsfuldt i Speilet, som haabede hun paa en Aabenbaring, men blev skuffet oggjemte skamfuld Ansigtet i Hænderne. Det var naturligvis ikke sandt! De havde løiet og gjort Nar af hende igjen!

Og der kom Bitterhed og Sorg op i hende.

Men saa hørte hun det paany. I et Selskab, hvor Samtalen havde henført hende og sat hendes Blod i Bevægelse, saa Øinene tilslut skjød Glimt af hendes Iver. Hun glemte sig seiv og reiste sig

i hele sin Høide, tynd og slank, bøielig og spænstig. Der var noget ved hendes Øine, som mindede om et jaget Dyrs, nåar det lykkelig har undgaat sine Forfølgere og nu ved sig i fuld Sikkerhed. Endnu speider de sky og agtpaagivent, men skifter efterhaanden Udtryk, blir mørkere i Glans eller kanske ogsaa hengivent ømme. «Nei, se paa Harriet!» Alle saa paa hende. Hun mistede, hvad hun vilde sige og såtte sig ned i uudsigelig Lykke og Velvære.

Snart maatte hun jo til at tro paa det! Alligevel var det ikke bare Glæde, denne nye Fornemmelse skabte. Dybere end før gik det smertefuldt op for hende, hvor skammelig de havde behandlet hende som Barn, og hvor hun havde lidt uden egen Skyld! Nu, da hun var kommet sig ovenpaa, indsaa hun det først tilfulde. Udsøgt behageligt var det, nåar en af dem spilte Øinene nysgjerrig op og raabte: «Nei, hvor du tar dig ud, Harriet!» I Overmod dirrede hendes Haand, som da hun slog den gamle Kjærringen i Ansigtet.

Det var deiligt at høre det! Gid, hun kunde høre det bestandig! Det gav en lys, let Rus, hvori hun salig hævedes op over Jordelivets skarpe Stene og trodde sig i Himmerig. Aa, disse Soldage paa Karl Johan! Det føltes, som hun blev baaret paa Ryggen af Menneskestrømmen, som om alt det, der bodde i hende, fik Lov til i Frihed at bølge frem og tilbage gjennem Sindet uden at stanses af en kvælende Misstemning eller af smaa, sorte Nag. Og saa mange Kjendinger fra fordums Tid hun stødte paa! Olga Becker smilte sødt og tankefuldt

til hende, nåar de gled forbi hinanden, som i Erindringen om de længst, ak, de længst forsvundne Barndomsdage. Gotfred Munter var det nok derimod gaat skeis med, da han var sunket ned til at bli gemen Kavalerist — hun hørte, at han havde ranglet saa forfærdelig og var blit vist ud af Skolen —, men han sad alligevel strunk i Sadlen, nåar han kom ridende op gjennem Gaden i stort, klirrende Følge, med den lange, krumme Sabel flot dinglende ved Siden og frækt mønstrende Damerne med de nøgne Øine. Hun syntes tilslut, at alle, hun havde kjendt, mødtes her paa Karl Johan, elegante eller luvslidte, sky eller overmodige, ovenpaa eller nedfor, eftersom Livet havde faret mildt eller haardt frem med dem.

Bedst som det var, gik der saa en Sting af Fryd gjennem hende, der næsten fik hende til at udstøde et lidet overrasket Skrig. Eller Glæden slog op af Sindet, som en høi, gylden Flamme . . . Livet, Fremtiden, alt laa jo gjemt i Forventningernes Dis, endnu ukjendt og überørt som et Morgenlandskab, hvis Dug ingen Menneskefod har sat Spor i.

Saa var der andre Dage, da hun ikke syntes, det var saa morsomt at være blit voksen Dame. Da hun vaagnede op med blytung Træthed i alle Lemmer og, straks hun kom ned paa Karl Johan, sneg sig forsagt bort i en Sidegade med Graaten i Halsen. Det var, som hvert Blik stirrede hende ind i Sjælen, dybt did ind, hvor hendes Væsens inderste, bedst skjulte Rødder laa, og nu brutalt afslørte dem.

Og dog var det just de samme Blik, hun saa freidigt havde mødt igaar!

Tilhørte hun da en degenereret Slægt, siden hendes Nerver altid sitrede som tørt, fjorgammelt Græs i Vinden ? Paany denne Usikkerhed og Utryghed, denne Sindets Saarhed, som bød hende at flygte i Angst for Menneskene. De var hende imod. Enten længtede hun paa saadanne Dage væk fra dem, eller hun reiste sig i Trods, i en steil Følelse af at staa over eller ialfald udenfor dem. Og saa kunde hun ligesaa hurtig gribes af en Trang til at gi sig hen, en Længsel efter Ømhed og efter at hvile sig ud i en andens Forstaaelse.

Hun spurgte sig seiv, om hun da i Grunden var saa lykkelig, som alle sagde, at hun var? Atten Aar gammel! Den lykkeligste Tid i Livet, sagde de! Undertiden syntes hun siet ikke, at hun var saa svært lykkelig alligevel For megen Uro, for megen Spænding!

En liden, fattig Melodistump fra et aabent Vindu eller et Trækspils Laat en rød Sommeraftenstund jog med et alle Længsler op i hende. Hun maatte gaa ensom ud paa Veiene for at klare dem, men kunde ikke og følte Sorg ved det. Kvælden var vakker, og hun seiv anende fyldt af dens Skjønhed. Hun syntes, der maatte ske noget — noget uset og forbausende deiligt .. . Alle Nerver stod dirrende . . . Hun begyndte at bli utaalmodig. Hvorfor al denne Uro, denne bange Venten, nåar der ikke kom noget? Hendes Sind lukkede sig sammen i Vrede. Da var det pludselig,

som hun i et Glimt saa et andet Menneske gjennem Sjælen, en, hun kanske igaar havde beundret og sluttet sig tæt ind til. Hun saa, at dette Menneske var usandt og foragteligt, koldt og beregnende.

Men det var jo ikke det, hun ønskede at opleve I Og saa al denne dumme Taknemmelighedsfølelse, hun stadig skulde slippe løs! Andre gik jo ikke om og var taknemmelige som hun. Hvis en af hendes Veninders Far havde klappet hende paa Kindet eller strøget hende blødt gjennem Haaret, vilde hun sikkert ha listet sig graatefærdig ud af ydmyg Glæde. Det havde ialfald lignet hende! Et lidet, venligt Ord kunde jo endnu faa hendes Hjerte til at gynge, eller det opløste hele hendes Legeme som i sød Smerte. Latterligt, latterligt! Og ligesaa latterligt var det, nåar hun altid gik og kjendte sig tilovers. Som et lidet, sygt, mishandlet Barn. Eller nåar hun længtede saa stærkt efter Ømhed, at hun syntes hun maatte dø af sin Længsel.

Hun var siet ikke lykkelig, som de alle med en Mund paastod, at hun var, og nåar hendes Far, hver Gang hun trak sig kjed og mørk ind i sig seiv, kom og sagde til hende: «Løft Hovedet, Harriet, og vær glad og frimodig! Husk paa, at du staar i Livets skjønneste Alder!» — hændte det, at hun sprang op i Raseri. Hun var ikke lykkelig, kunde ikke være lykkelig! Hun var det ulykkeligste Menneske i hele Verden!

Men ikke var Blodet kjølnet, før hun sad forundret over sit eget Udbruds Voldsomhed. Hun

var jo lykkelig! Livet, det ukjendte, überørte, hemmelighedsfulde kaldte paa hende, og hun vilde snart ud og opdage det.

Hvad skulde hun da finde paa for at skaffe sig Ligevægt i Sindet? Hun huskede, at Olga ved en eller anden Anledning havde sagt: «Du kan ikke tro, Harriet, hvilken Overlegenhed det gir at gaa med rigtig fint Undertøi!» — Det var en Ide! Hun gjorde et større Indkjøb for sine Sparepenge og mærkede virkelig ogsaa noget af denne høie Overlegenhedsfornemmeise ved at kjende det bløde Lin smyge sig tæt om hendes Lemmer og høre det rasle under hendes Kjole. Forunderligt nok viste det sig imidlertid snart, at Virkningen ikke blev langvarig!

Alt i alt tog det dog nu paa at dæmre for hende, at hun i Sandhed var «en mærkelig Pige», som Markus Finstad sagde. Anderledes end de andre! Eiendommeligere, mere særegen! Eller var det da kanske, nærmere beset, nogen af hendes Veninder, som kunde rose sig at et saa spændt og bestandig skiftende Følelsesliv som hendes? Hun var virkelig et Fænomen mellem disse jevne, stumpe, platte Dagligdagsmennesker. Ingen vidste om det, men det stod alligevel ikke til at negte. Skabt af et andet Stof end de.

Og hun gav sig i Lidenskab til at beskue sit Indre.

Naar en ganske ung Pige eller ung Mand dukker selvsyg ned i sig seiv, kan man være sikker paa, at hun eller han stiger bundaffekteret op igjen. Man har set og erkjendt saa meget rart og vidunderligt

dernede paa Havsens Bund, at ingen vilde tro det, om man fortalte det. Hvorfor ogsaa fordre, at andre skal begribe en? Man er alene i Verden. Alene og uforstaaet vandrer man melankolsk gjennem de krogede Gange til ens eget Vaesens uudtømmelige Skatkammere.

Da gribes man med et af en rent menneskelig Længsel efter at ta en anden ved Haanden og føre denne did ned, hvor Guldets Grene lyser, hvor Diamanterne og de ædle Stene funkler. Synd at være ene om al denne unævnelige Pomp og Herlighed! Andre bør ogsaa faa godt af det. Man har ikke engang Ret til at ruge ene over saadanne Skatte.

Et Held var det, at Harriet havde Markus Finstad og kunde betro sig til ham. Hvilken Nydelse for Markus at gjøre en ung Pige til Gjenstand for sin psykologiske Analyse! «Mit Objekt!» som han spøgende kaldte hende. «Min Aandsevne!» som hun kaldte ham. Paa samme Maade som han skar op en Bog, forventnings- og andagtsfyldt, tydede han nu hendes Væsens dunkle Tegn for hende. Var hun god, var hun ond? Ingen af Deiene, forklarte Markus. Hun havde blot mimoseagtige, yderst sensible Nerver, der svingede mellem Yderlighederne. Det var paa en Aftentur, at han sagde dette. Intet Under, at Harriet løftede sværmerisk Blikket mod Solnedgangen, der leirede sig guldvarm over Askersaaserne, salig opfyldt af denne nye Opdagelse. De enedes begge om, at hun var et Særsyn.

Ogsaa hendes Udseende var mimoseagtigt, et

høist moderne og interessant Udseende. Jo oftere Harriet saa sig i Speilet, kom hun mere og mere til det Resultat, at det siet ikke vilde skade hende, om hun lukkede Øinene halvt igjen, saa der faldt som et drømmende Slør over dem, og lod Munden staa lidt paa Gløt, hvorved de hvide Tænder blev synlige. Det gav hende en egen Charme og bragte maaske enkelte af hendes Medmennesker til at ane, hvad der bodde inde i hende. Lykkeligvis var hun tynd nok i Forveien, saa hun ikke som Frankriges Sarah behøvede at drikke Eddike for at gjøre sin Figur endnu mere moderne tiltrækkende.

For det var moderne, hun var, sagde Markus, en høist moderne Fremtoning baade af Udseende og Temperament. Hun mindede ham ikke lidet om disse farlige og sjeldne Kvinder, Paul Bourget saa beundringsværdig har skildret i sin Bog «■Physiologie de lamour moderne», en Bog, Bourget først skred til efter de aller grundigste, mest samvittighedsfulde Studier, og i hvilken for første Gang Sløret hæves fra det kvindelige terra incognita. Rimeligt nok, at Bourget ved den tabte hele den aristokratiske Kvindeverdens Gunst i England, som tidligere havde ligget tilbedende for hans Fødder! Man stirrer ind i en ny Verden af Følelser og Fornemmelser. De sælsomste, de delikateste! Ogsaa Harriet var en af disse nervøst vibrerende Kvindegestalter, som moderne europæisk Litteratur er overdaadig rig paa, men som man desværre saa sj elden træffer i vort plebeiiske Land, hvor alle finere Kulturblomster vantrives, visner og dør.

Harriet var en af dem!

Aa, om hun blot eiede et Ord, der kunde samle som i et Lyn, hvad hun elskede og attraaede! Tilslut fandt hun det ved Markus' Hjælp: Raffinerett Hun, Harriet, elskede bare det raffinerede i Kunst, Litteratur og Liv. I. P. Jacobsens farvemægtige Sprog mættede hendes hungrige Sanser, og den lystne Smægten og krampagtige Hast i Herman Bangs Bøger bar Bud fra noget beslægtet i hendes eget Sind. Harriet havde hørt Herman Bang holde Foredrag i Hals' Koncertlokale og var blit stærkt opfyldt af hans Skikkelses orientalske Pragt.

Et lidet religiøst Moment var heller ikke af Veien, sagde Markus, nåar det gjaldt Opfatningen af de dybest gaaende Problemer.

Markus, som havde naat sit Livs Maal og nu var ansat paa Universitetsbibliotheket ; laante hende villig alle de Bøger, der kunde tænkes at tilfredsstille hendes kræsne Smag. Og hun læste og spurgte. Stundom forvirrede det hende rigtignok en Smule, at han saa ofte ændrede Standpunkt. En Krænkelse, han havde lidt, eller en tilfeldig Misstemning kunde endog bringe ham til uden Medlidenhed at støde den Skribent Dolken gjennem Ryggen, hvem han ydmygt bøiede Knæ for igaar, eller kaste den dybe Tænker over Bord, han iforgaars svor til. Havde han gnedet, vendt og dreiet en Stund paa Gjenstandene, hændte det ogsaa, at der pludselig faldt et ganske nyt Lys over dem, og at han saa Livet fra rent nye Sider.

Underliden snakkede de ogsaa om Ivar.

«Hvad gjør han?» spurgte Harriet overrasket. Hun havde faat nogle forvirrede og skrydende Breve fra Ivar, hvilket hun dog vogtede sig for at nævne.

«Vor Ven med de noget tvilsomme Egenskaber hævder sig,» gjentog Markus smilende, «gjør Skandaler paa Kafeerne og blir saa regelmæssig kastet ud. Dagen efter kommer han sønderknust til mig og ber om Trøst. En Knag til at hænge dig op i er der altid Raad for, svarer jeg, og en Stump Reb kan jeg maaske ogsaa undvære.»

«Arbeider han da aldrig?»

«Han skriver paa en Afhandling, siger han. Om Moluskerne, tror jeg, eller kanske det er om nogle andre af vore interessante Medskabninger.» En Ting gik hun bestandig i Angst for, den, at Markus skulde begynde at tale om Kjærlighed, det eneste Emne, hun ikke likte, at han berørte. Kjærlighed! Det var jo Livets Morgenhilsen, som hun endnu ikke havde faat, men som hun var til for at møde. Hvad hun læste og levede, hvad hun saa for sine Øine og ante bag Ordene, som blev talt, alt forkyndte hende jo, at det, som gir Livet Værdi, er Kjærligheden mellem Mand og Kvinde. At holde af. At gi sig hen og glemme sig seiv i en anden. Hørte hun det kanske ikke bli sunget ud af unge, frimodige Røster, og blev det ikke raabt til hende fra alle Verdenshj ørner, at det gjælder at mætte Sekunderne med levet Liv og ikke lade dem flyve bort som Fugle over ens Hoved?

Hun havde det endnu altsammen tilgode, og det var jo Tanken paa det, som skjød en Sting af Fryd gjennem hende og fik Glæden til at slaa op af Sindet Hg en høi, gylden Flamme. At hun havde alt tilgode. Som endog for en stakket Stund bragte hende til at glemme sit Ansigts Charme, saa hun slog Øinene helt op, de store, vakre, mørkeblaa Øine, og lukkede Munden tankefuldt igjen.

Naar blot ikke Markus Finstad talte om Kjærlighed!

Hvorledes vilde hun komme til at elske? Som Leoparden, hvis myge Gang ogsaa var hendes? Det var helst i Mørkningen efter en ensom Spadsertur, at han vovede sig ind paa dette farefulde Emne. Hans Stemme blev kjælen, og hun kunde se det lyse lang Vei af hans blege, finnede Ansigt. Da maatte hun nødvendigvis hjem. Det hastede, og hun havde ikke Tid til at snakke med ham længer. Hun havde saa liden Tid, at hun maatte ta Springmarsch for ikke at komme for sent.

Mut, forstemt eller i fuldt Arrigskab vandrede han saa hjem alene.

Hvilken Tilfredsstillelse alligevel at kunne skue ned paa Jordlivets Kryp fra Markus Finstads ideale Tinder!

Og baaret af Tindernes rene, lette Luft svævede Harriet usaarbar gjennem Selskaber og Baller hele denne Vinter som paa stærke Vinger. Det var ikke de andre, som saarede hende, men hun, som saarede dem. Komisk at se, hvor de unge Herrer, de være nok saa overlegne, brast sammen i sin egen Übetydelighed,

blot man prikkede lidt ved dem! Et lidet, uforskammet Spørgsmaal kunde jo straks faa dem til at tabe Ligevægten.

«At De virkelig kan holde ud med saa tomme, dræbende Fornøielser?» sagde Markus Finstad skuffet. En Gang, da han saa hende balklædt, færdig til at kjøre afsted, smilte han ironisk. «Hvilken Pragt!» sagde han spottende og vendte sig bort med et mat Skuldertræk.

Det var nu engang ikke Markus Finstads Genre! Men hun syntes det var morsomt at jage næsten sanseløs fra den ene Herres Arm til den anden, mens Gulvet sank under hende, og Musiken bar hende som paa Skyer. Og morsomst af det hele var det at vaagne næste Morgen og se det blinke koselig ud af Kakkelovnsgluggen og i Værelsets lune, hjemmelige Varme at drømme det altsammen om igjen. Men man blir jo ogsaa tilslut træt af at danse som af alt andet i Verden. En Balvinter tar paa, og da Vaaren kom, vidste hun, at hun for sin Part havde gjort sin Pligt. Hver Hovedstad har sit Aristokrati, sin lille afsluttede Kreds, som man ikke maa svigte, hvis man tilhører den, og hun havde trofast opfyldt sine Forpligtelser. Nu var hun træt og trængte til Hvile.

Det var hende derfor siet ikke u velkom ment at faa en Indbydelse fra en gammel, rig Morbror paa Vestlandet, som sikkert vilde dægge og kjæle for hende efter denne Vinters mange Anstrengelser.

Hun kom tilbage til Kristiania en Aprilaften i et nervøst irritabelt Humør. Paa Veien fra Bryggen

sad hun hele Tiden i Vognen og gruede for Gjensynet med Forældrene. Hun sad og sammenlignede dem Træk for Træk med de Mennesker, hun kom fra, og syntes, hendes egne var indskrænkede, gammeldagse og frihedsfiendske. Nu skulde hun atter indordnes som eneste Datter i deres Hjem, hvis Kvalmeri bød hende imod, og lidt efter lidt falde til Ro i dets Luft, hvor alle fritvoksende Spirer nødvendigvis maatte sygne hen og dø. Hun gruede for Moderens Velkomsthilsen og Udtrykket i Faderens bedrøvede Øine. Der steg noget desperat op i hende mod dem, en dunkel Uvilje, som voksede, jo nærmere hun kom Hjemmet. Hun var lig en vild Fugl, de havde ladet stige tilveirs og nu med en Snor i Haanden halede ned til Jorden igjen. Da hun traadte ind ad Døren til dem, havde hun et sky Blik — hvor hun havde tænkt og følt rigtig! — og gik straks til Sengs med en dump Kval under Hjertekulen.

Næste Morgen var hun tidligere oppe end sædvanlig. Umuligt at faa sove, nåar Solstraalerne stak en lige ind i Ansigtet!

Et Blik ud af Vinduet viste hende, at alle Trærne i Ørums Have var hugget ned. Det gamle Hus borte. Istedetfor reiste der sig ligeoverfor deres et stort nybegyndt Murhus, og allerede dette ærgrede hende.

I Gangen hørte hun sin Far gaa omkring og smaaskjænde. Hun vidste nok, hvad det gjaldt: Moderen kunde aldrig faa det varmt nok i Stuerne, af hvilken Grund Pigerne fyrede i Ovnene, saa de tilslut blev rødglødende, og lod efterpaa alle

Dørene staa vidtaabne. Som vanlig gik nu Faderen rundt i de koghede Stuer og gnaalede over, at man lod al den kostbare Varmen slippe ud til ingen Nytte, skjønt han seiv led ved den.

Et flammestærkt Pust slog hende i Ansigtet, da hun lukkede Døren op til Dagligstuen.

«Men dette er jo forfærdeligt!» brød hun ud. I fuldt Arrigskab sprang hun hen og aabnede begge Vinduerne med et Smæld, saa den friske Luft fik strømme frit ind.

Derpaa gik hun kampberedt gjennem Kabinettet ind i Spisestuen, hvor Frokostbordet stod dækket.

«Her er jo ikke til at holde ud b Hun blev staaende midt paa Gulvet og maale sin Far fra Top til Taa. Det ynkværdige var jo, at han heller ikke holdt dette Helvedes Liv ud og alligevel fandt sig smaajamrende i det.

Hendes Far var gaat bort til Vinduet, hvor han stod lidt foroverbøiet med Hænderne paa Ryggen og stirrede træt og opgivet ud.

Hun lagde Mærke til, at han havde faat en ny Slobrok, kantet med røde Baand. Tydeligvis en Julepresent fra Moderen. Forunderligt, hvor han saa tynd og slunken ud i den!

Det stærke Lys faldt lige paa hans Ansigt, der var blit gul blegt og indfaldent. Rynkerne i det skar dybe Furer; Øinene havde Hjertesygdommen gjort større end før, men ogsaa mattere, glansløsere. Haaret var blit ganske graat.

Hjertet begyndte langsomt at synke i hende; derpaa at slaa med haarde, skjælvende Slag. Hun

kjendte, hvor hun seg i Knærne og blev ganske brændende tør høit oppe i Halsen. Et Øieblik stod hun hensunket i sig seiv: At hun dog ikke havde set det igaaraftes! Saa listede hun sig paa Taaspidserne gjennem Kabinettet ind i Dagligstuen og lukkede begge Vinduerne saa stilfærdig, som hun kunde. Da hun kom tilbage, fandt hun ham staaende i samme Stilling som før. Hun var ræd, hun skulde forraade sig, hvis hun nu talte til ham. Stemmen kunde let bævre, og hun vilde ikke for alt i Verden vise, hvor smertelig bevæget hun var.

«Skal vi ikke spise sammen?» vovede hun sig endelig til.

De såtte sig begge til Bords, men det var hende ikke muligt at faa Madbeten ned. Hele Tiden gik det såart gjennem hende: Han er en Dødens Mand! Hun sad og iagttog, hvorledes han spiste: langsomt, betænkt, forsigtig, slig som han seiv var. Hvorledes han i lange nydende Drag tømte Kaffekoppen. Og pludselig huskede hun, at hun som Barn altid pleiede at sidde opmærksomt betragtende, nåar han dråk sin Morgenkaffe, og at hun da hver Gang sagde til sig seiv: Saan deilig Kaffe skal jeg ogsaa engang faa at drikke! En Mængde Barndomserindringer steg frem og viklede sig ud af sit Svøb som Blomster i blødt Solskin. Hun huskede for Eksempel, at det havde været hans bestemt udtalte Ønske, at de alle tre skulde spise Frokost sammen om Morgenen, men at han til Stadighed havde maattet spise alene. De andre, hun og Moderen, kunde aldrig komme tidsnok op. Hvor ofte havde

han ikke maattet føle sig ensom i sine egne Stuer 1 Og nu skulde han snart dø. Alt, hvad hun havde tilbagetrængt af Godhed og Ømhed, slog pludselig som et mægtig Lindveirspust gjennem Sindet.

«Men du spiser jo ingenting?» hørte hun ham si.

«Jeg har ingen Lyst. Kanske senere.»

«Ja, her er alt ved det gamle, som du ser,» lagde han til og reiste sig fra Bordet.

Hun reiste sig ogsaa og fulgte tyst efter ham. Da de gik gjennem Dagligstuen, kastede han et rapt Blik bort til Vinduerne, som begge var lukkede. Derfrå et spørgende Blik paa Datteren. 1 Entreen hjalp hun ham Slobrokken af og Frakken paa.

«Hør Far,» sagde hun med en Stemme, som skjalv i Graat, «hvis du er rigtig snil, lar du mig faa Lov at følge dig til og fra Kontoret hver eneste Dag. Lover du mig det?»

Han saa paa hende fra Siden med dette lidt resignerte, men paa samme Tid nysgjerrigt speidende Blik, som han i de sidste Aar havde vænnet sig til at betragte sin Datter med, der altid bød paa saa mange Slags Overraskelser.

«Som du vil,» svarte han endelig og strøg hende over Kindet.

Instinktmæssig lod hun en ny, straalende Vaarhat, som hun havde bragt med sig, bli hængende paa sin Knag og tog istedet en gammel Skindhue, der laa henslængt i Vindueskarmen, og som ikke var brugt paa længe.

Hun følte det, som hun var blit en ganske liden Pige igjen.

XI.

To Maaneder efter var hendes Far død. Det sidste Livstegn, han gav, var, da han smilte bort til hende, som i al denne Tid ikke havde været et Øieblik fra ham. Ikke til Moderen smilte han; bare til hende !

Nogle Timer før han døde, var han vaagnet op af den Døs, i hvilken han saa længe havde Hgget, idet han sagde hen for sig med brudt, halvt hviskende Stemme: «Lever jeg endnu?» — «Ja, ja, endnu lever du!» — Hun sprang ind i Stuen ved Siden af og kastede sig paa Knæ foran Sofaen: «Endnu lever du, kjære, kjære Far!» Og hun vred sine Hænder uden at kunne forståa, at han, hendes eneste, hendes dyrebareste Ven, som endnu levede, vilde være død, inden Dagen randt.

Men det var jo ikke længer hendes Far, som nu laa hvid og kold paa Sengen i Sovekammeret med Hænderne foldet fromt over Brystet, ikke ham, som hun nu i to Maaneder havde dyrket og pleiet, og hvem hun knapt undte andre at komme nær.

Hun saa Moderen staa bøiet i trøstesløs Sorg over Liget; seiv var hun med et blit rolig, næsten kjølig — klar i sin Hjerne. Hendes Nerver, som saa længe havde været spændt til det yderste, gav efter, nu, da alt var forbi, og sænkede en stor Ligegyldighed over hende, en øde Tomhed, hvor hun dybest inde syntes at høre det suse svagt som af tilbagetrængt Rædsel.

Hun tog paa sig og gik ud.

Det var tidlig en Sommermorgen. Klokken kunde vist ikke være mer end fem. Hun trodde aldrig, hun havde været saa tidlig oppe før. Endnu laa alt i den nyvaagnede Dags første Friskhed. Det saa ud, som de store, gamle Trær rundt i Haverne nu nød dens rødmende Lys i roligt Velvære, mens de yngre strakte sin unge, kraftfulde Toppe utaalmodig op mod Æteren, som vilde de drikke ind af dens lid og Kraft. Hvert Pust fik dem til at skjælve af Vellyst. Der lød Svalekvidder over hendes Hoved.

Hun maatte være blit aldeles sløv. Hun greb sig i at staa og stirre paa udhængte Skilter eller i at studere opmærksomt Gjenstandene i et Butikvindu. Solen steg høiere; snart slog dens Strøm af Lys dirrende mod de hvide Murvægge. Alt begyndte det saa smaat at leve rundt omkring hende, og skranglende og rumlende kom de første Melkevogne nedover Ullevoldsveien.

Lidt senere mødte hun en af Faderens Omgangsvenner, som tydeligvis var ude paa Morgentur. Han saa glad og oplivet ud, indtil han fik Øie paa hende.

«Hvorledes staar det til med Deres Far?» spurgte han ærbødig og stansede.

«Han er død!» svarte hun og rykkede i det samme til ved at høre dette afgjørende Ord udtalt af sine egne Læber.

«Er han død?» — Han tog Hatten dybt af og vandrede stille videre

Det faldt hende ind, at hun vist havde vundet megen Sympati, etteråt det var blit kjendt, at hun i de sidste Par Maaneder havde ofret sig udelukkende for Faderen. Der var noget i det, som bød hende imod. Saa gik hun hjem.

Hun fandt sin Mor siddende inde i Spisestuen og drikke Kaffe i den samme Nattrøie, hun havde gaat med hele denne Nat. Da hun traadte ind, reiste Moderen sig. Du har sandelig gjort dit!» sagde hun og slog Armene heftig om hendes Hals, idet hun paany brast i Graat. Harriet kjendte Trykket af hendes taarevaade Kind mod sit, og dog var Moderen blit saa fjern, ligesom hun handlede og talte ud fra en Verden, hvor hun ikke længer hørte til.

Hun længtede elter at være for sig seiv og gik ind paa sit eget Hile Værelse. Paa aldrig saa længe havde hun nu været her; da Faderen maatte begynde at holde Sengen, lod hun sin egen flytte ind i Spisestuen for at kunne være parat og tilstede hvilket Øieblik som helst. Alt var som før, skinnende hvidt og jomfrueligt. Paa Kommoden stod et Fotografi af Faderen fra hans unge Aar, som sandsynligvis Moderen havde sat hid ind. Hun tog det

ned og betragtede det længe og nøie. Hvor han saa glad ud! — «Er han død?» havde Manden spurgt med en dæmpet, høitidelig Betoning i Stemmen, mens en Skygge hurtig gled over hans Ansigt. «Ja, han er død!» hviskede hun til Svar, «og jeg lever.» Levede hun da virkelig? Var ikke alt bare en Drøm, som hun ikke turde stole paa?

Ikke Sorg følte hun; bare Tomhed. Tomhed iog omkring sig. Og hun følte ikke bare slig, fordi hun nu var ledig, hun, som saa længe havde havt hver Time optat, men ogsaa fordi Grunden, hun tidligere havde staat paa, pludselig var sunket under hende. Aldrig havde hun hidtil gjort sig fortrolig med Tanken paa Døden; nu strøg den som et varslende Høstpust gjennem Sindet, saa alt dets Liv visnede eller trak sig frysende sammen i Angst. —

Ofte, nåar hun i disse første Dage gik paa Gaden, kunde det med et komme over hende, som om alt var uvirkeligt, Menneskene, Husene, Trærne, som det hele blot var en Indbildning, et Sansebedrag, et Blændværk, noget hun drømte. Og hvem var hun seiv, hun, som famlede vildsomt med Hænderne ud i Rummet efter et Støttepunkt eller stansede op med Rædsel i Hjertet og Sprøgsmaal paa Læberne ?

Aa, at dog ikke Menneskene kastede alt andet fra sig og i Angst trykkede sig taet ind til hverandre, greb hverandres Hænder og ventede i inderlig Samfølelse paa Øieblikket, da de skulde rykkes bort, en for en! Hvorledes kunde de binde sig saa fast

til Jordlivet, nåar Tilværelsen dog er saa ligegyldig i Sammenligning med Evighedens Uendelighed, og Graven hver Stund er beredt til at aabne sig og sluge en?

I et Hus, hvor Sorgen er draget ind, sænkes uvilkaarlig Stemmerne. Man tar større Hensyn til hverandre end før. Derfor var der ingen, som fordrede nogen Hjælp af hende i de travle Dage, som nu kom, og hvori der fra alle Kanter strømmede ind Blomster, Kranse og lange Trøstebreve. Man lod hende gaa i Fred.

Saa meget mere plagede de hende, alle disse fremmede Mennesker, som aldrig før havde vist hende nogen Venlighed, men som nu overvældede hende med kjærtegnende Ord og Øine. Det var klart, at man havde misforstaat hende, tåget hende for en kold, utilgjængelig Natur, indtil hun nu ved Faderens Dødsleie aabenbarte, hvem hun inderst inde var!

En Dag, som hun havde drevet ensom opover Landet, mødte hun saaledes to af sine gamle Lærerinder fra Pigeskolen.

«Ja, du gaar og gaar, du, Harriet!» sagde den ene medfølende. «Der er ofte Helsebod i at gaa sig tung og træt. Lad os endelig ikke forstyrre digl»

Hun blev med et saa led ved sig seiv, at hun straks ad en Omvei skyndte sig tilbage til Byen. De var som Gribbe, disse Mennesker, der hakkede i hendes aabne Saar !

Hun saa og iagttog alt, hvad der gik for sig, og dog var det, som Indtrykkene gled sporløst af

hende, som hun svævede lig en Aand over det hele. Ofte sad hun timevis inde i det halvmørke Værelse, hvor Faderens Lig laa, for at indprente sig hans Træk. Men nåar hun saa atter kom ind i Dagslyset, var de som strøget bort. Skjønt hun kjæmpede fortvilet, kunde hun ikke faa dem frem for sig igjen.

Hun hørte ikke sammen med Tilværelsen længer. Hun var ganske alene i Verden. Larmen og Støien derude vedkom hende ikke. Hun fornam Evighedens Sus omkring sig. Livet, Døden —

Saa kom Begravelsesdagen.

Men to Dage i Forveien havde hun fundet paa at gaa op til Markus Finstad, hvem hun følte Trang til at betro sig til. Hun havde forresten set lidet til ham i det sidste, høist et Par Gange efter sin Hjemkomst, men da gaat lange Spadserture sammen med ham. Han var stadig lige venlig og imødekommende mod hende som tidligere, skjønt kanske nu lidt mere paa Afstand. Ellers vidste hun bare det om ham, at han var blit en Slags Raadgiver og Formynder for unge Poeter og Skribenter, der havde noget paa Hjertet, og at de søgte ham og forgudede ham.

Markus Finstad bodde fremdeles bagenfor St. Hanshaugen, hvor han altid havde boet.

Da hun bankede paa Døren til hans Kvistkammer, hvor hun blev vist op, var hun lidt ræd for, hvorledes hun skulde bli modtat. Hun havde aldrig besøgt ham før og for den Sags Skyld heller ikke faat nogen Opfordring til det.

Hun hørte Lyden af lette puslende Skridt, hvorefter Døren forsigtig blev aabnet paa Klem.

«Det er bare mig,» sagde hun frygtsomt

«Er det Dem ?» svarte han overrasket og blev staaende forlegen foran hende.

Hun saa, at han var klædt i et Par gamle, tyndslidte Bukser, som hun ved første Blik trodde at kjende igjen — havde han da virkelig ikke vokset i de sidste ti Aar ? — i en gråa, flekket Trøie, under hvilken Skjorten kom tilsyne. Paa Fødderne havde han et Par lasede Filttøfler.

«Ja, vil De kanske vente lidt r» sagde han derpaa endnu mer forvirret og lukkede Døren hurtig til for hende.

Hun havde ikke tænkt sig, at en Mand som han saa let kunde tabe Fatningen. Da han paany viste sig, var han sortklædt, som han pleiede.

«Værsaagod 1 > sagde han, endnu en Smule forsagt i Stemmen, og bød hende med et Smil at træde indenfor.

Hun traadte ind i et langt, smalt Kammer, hvis Tag skraanede ned til hver Side, saa det mest kom tit at ligne den Ligkiste, hendes Far nu laa i. Langs alle Væggene var opstillet Hylder, fyldte med Bøger, som han i Aarenes Løb havde samlet sig. Rullegardinerne var nede, saa Værelset hvilte i Halvmørke med bløde Solstriber henover Gulvet.

Borte ved Kakkelovnen stod en Kaffemaskine og surrede.

«Jeg kondolerer!» sagde han med dæmpet Stemme og rakte hende Haanden.

Der var ikke mer end to Stole i Værelset. Harriet såtte sig paa den ene, mens han blev staaende afventende foran hende.

Hun følte, at hun maatte sige noget, og hvor forfærdelig vanskelig hun havde for det.

«Jeg kommer tii Dem.» sagde hun endelig, «fordi jeg trænger at tale med et Menneske. Siden Far døde, har jeg gaat i en saan underlig opløst Tilstand. Alt er pludselig blit saa forandret, saa maerkværdig utrygt og aandeagtigt, synes jeg. Ofte tviler jeg endog paa, at jeg seiv er til. Jeg kan ikke længer skille, hvad som er Drøm, og hvad er Virkelighed. De kan tænke Dem,» fortsatte hun hurtig for at faa det sagt med engang, idet hun prøvede at smile, «at det hænder, jeg gaar bort til et Træ og føler paa det med begge mine Hænder for at se, om det staar, der det staar. Kan De forklare mig noget sligt ? Jeg kan det ialfald ikke!»

Mens hun talte, havde hun hele Tiden stirret ned i Gulvet. Først nu saa hun paa ham og mær kede, med hvilken Velvilje han betragtede hende.

«Herregud at De ogsaa skulde komme didhen!» sagde han.

Hun likte ikke, at han tog det paa den Maade. Det var, som hun i hans Øine havde vundet sig frem til et eller andet Standpunkt, han for sin Part havde overvundet, før hun blev født.

Saa gik han med smaa, trippende Skridt hen til en af Hylderne og tog en liden, tynd Bog frem, som gjorde Indtryk af at være blit meget og flittig læst.

Hun saa ham blade andagtsfuldt og forsigtig i den med de korte, tykke Fingre, næsten som han kjærtegnede hver Side, mens han, nærsynt som han var, sænkede Ansigtet helt ned i Bogstaverne.

Endelig saa han op.

«Maaske kjender De ikke, Frøken Harriet, følgende Vers af en af de sidste Dages unge Poeter, hvem jeg værdsætter særdeles høit?»

Og nu læste han med svagt rystende, men alligevel distinkt Stemme :

«Og husker du, da i et skjønt Sekund

en Klarhed, stor som Luftens, syntes falde,

da dine Arme rørt du rakte ud ;

thi Mennesker var vi, vi var Mennesker alle!

Ja, vi var Mennesker han og du og jeg

og gik tilsammen Livets, Dødens Vei !

Det var, som kunde du hvert Jordliv favne

og nævne dem ved Broder, Søsternavne !»

«Nei, det kjender jeg ikke,» svarte hun, da han var færdig.

Hun syntes, det blev noget for høitideligt og reiste sig.

«Jeg vilde forresten ha spurgt Dem, om De skulde ha Lyst til at gaa en Tur med mig. Det er sligt vakkert Veir ude idag.»

Før han svarte, gik han bort og såtte Bogen tilbage paa dens fastsatte Plads og rullede derefter Gardinet op, saa alt Lyset strømmede ind og næsten blændede hende.

«Som De vil.» svarte han lidt mut. Det var

tydeligt, at hun ikke havde beundret Verset tilstrækkelig.

Hun vilde gjerne gjøre det godt igjen, hvorfor hun raabte:

Nedenunder hende laa hele Byen, Tag i Tag; længer borte, som et blaafjernt, svulmende Seil, der løftede sig høit mod de svagt farvede Skyer, skimtede hun en Snip af Fjorden i Glans af Aftensolen.

Men næsten skyggende for Udsigten strakte en Kjæmpehæg sine Grene op mod Vinduet, dryssende fulde af tindrende hvide Blomster, som nu for første Gang idag rørtes af et Vindpust, der fik Træet til at sitre i al sin Fylde.

«Ikke sandt, her lader sig leve?» svarte han muntert. «En Kop Kaffe, Frøken Harriet?»

«De er altfor snil,» svarte hun lidt generet og tog mod Koppen, som han rakte hende.

Det blev ganske stille. Han havde heldt den koghede Kaffe i Skaalen og syntes nu saa optaget af at slubre den i sig, at han ikke lagde Mærke til, hvor forbauset hun i den Anledning betragtede ham.

Der var slig en Modsætning mellem den Optagethed, hvormed han nu dråk Kaffen, og den høitidsfulde Tone, i hvilken han havde læst Digtet. Og nu var det, som om Taagerne, hun saa længe havde svævet i, begyndte at lette, som om hendes lagttagelsesevne atter vaktes endog ligeoverfor ham, hvem hun tidligere havde beundret saa kritikløst.

Solen holdt paa at gaa ned.

De gik begge to bortover en smal Gangsti, der førte over store, grønne Marker, hvis Græs næsten naadde dem til Brystet.

Han gik hele Tiden og saa fortænkt frem for sig, som om han grundede paa noget, han vilde sige.

Endelig stansede han.

«De maa ikke tro, Frøken Harriet,» begyndte han med blød Stemme, «at ikke jeg begriber, hvor Deres Fars Død maa ha gjort Indtryk paa Dem. Ikke sandt ? Naar en af ens nærmeste falder fra, da aabner man Øinene og ser, at Verden er ny! Jeg husker, da min Mor var død. Jeg stod i Vinduet og saa Solen synke. Det var, som hele Jorden sank med den i Blod og røde Rædsler.»

«Holdt De meget af Deres Mor?» spurgte hun varmt.

«Hun var jo en ganske enkel, usammensat Sjæl,» svarte han kort.

«Men hvad har det tilslut at si!» raabte Harriet ivrig. «Jeg mente ogsaa engang før, at det gjaldt at være saa forfærdelig klog. Husk paa, hvad De seiv engang sagde i et Øiebliks godt Lune: Tingene er ikke bestemt til at forstaaes — hvad forstaar vi i det hele tat ? — men til at føles og elskes.»

«Jeg kjender mig kanske ikke fuldt saa hjemme paa Jorden som De,» svarte han lidt spidst og gik videre.

Hun vidste, at han sagde dette, fordi det altid havde været Forudsætningen for deres Venskab, at

de to, hun og han, var verdensfremmede Sind, som stod fjerne og afvisende ligeoverfor alt rundt omkring dem. Hvor afifekteret jeg i Grunden har været! tænkte hun.

Hvad kom det af, at hun iaften syntes, at alt var saa henrivende vakkert! Ja, som om hun saa det for første Gang! Hvor hun vendte sig hen : Et Mylder af Blomster med unge, nyvakte Farver. Og som om de beskyttende slog Ring om dem, stod Aaserne hjemmelige og trofaste. Det var, som om hendes Sjæl paa deres Bud vokste, udvidede sig og forvandlede alt, hvad hun idag fik Øie paa.

Hun brød en af Blomsterne ved Kanten af Stien og såtte den med sælsom Andagt i Knaphullet.

«Jeg tror det kunde være paa Tide, jeg snart fik mig en stor, alvorlig Forelskelse,» spaste hun. «Eller ogsaa kunde jeg ha Lyst til at gaa i Kloster,» tilføiede hun raskt. «Det maatte da være det deiligste i Verden at vandre mellem stille, indadvendte Mennesker under høie, kjølige Hvælvinger.»

Hvor dumt sagt! tænkte hun i det samme. Hvad jeg mest har Lyst til, det er at sætte mig ned i Græsset og stortude. Jeg er som et lidet Barn i Aften.

«Man kan jo leve sit eget Liv uden derfor at sidde i Celle,» svarte han ærgerlig. Han likte tydeligvis ikke, at hun, som hidtil altid havde staat under hans Indflydelse, nu begyndte at ræsonnere paa egen Haand.

«Men Forelskelsen ? Hvad siger De om den store, ulykkelige Forelskelsen ?» spøgte hun videre.

«.Den maatte da bli bestemmende for ens Liv, skulde

jeg tro.» Hun kunde ikke gjøre for det, men hun havde

en Pokkers Trang til at ærte ham iaften. For første Gang følte hun sig ham overlegen. Det var, som et Slør var faldt fra hendes Øine, som hun med et var kommet i Forhold til tusen Ting paa Jorden, han ikke havde det ringeste Begreb om.

«Nei, alvorlig talt,» blev hun ved, «jeg kan ofte længes heftig efter at tro helt paa noget. Gjør ikke De ? Trodde man helt paa noget, var man ogsaa et helere Menneske »

«Hvad vilde De da tro paa?) spurgte han ironisk og slog med Stokken blandt Markblomsterne.

«Ja, hvad ved jeg! Men vidste jeg noget at ofre mig for, vilde jeg i samme Stund kjende det, som jeg havde fast Grund under Fødderne. Jeg tror, jeg skulde bli en Martyr, om det virkelig gjaldt li brød hun ud med lysende Øine. «Alt dette» — hun stansede og saa sig omkring —

vilde da være mig ganske anderledes nært og kjært, end det nu er.»

«De skulde melde Dem til en Lærerindepost paa en Folkehøiskole,» sagde han afgjørende. «Ja, tror De ikke, at jeg har tænkt paa det ogsaa!> raabte hun lystig. Det er ikke længer siden i Vinter, at jeg læste en Bog om slig en Kvinde med en lang, gul Flette ned over Ryggen,

som hver Maaneaften vandrede om i Fjelddalen, hvor Skolen laa, sammen med Eleverne og sang de gamle, sentimentale Sange. Sandelig misundte

jeg hende ikke! Men De da, Markus Finstad? Hvad Moro har nu De af at føle Dem saa ensom og fremmed paa Jorden?»

Der kom et trodsigt Udtryk i hans Ansigt. Åa, man har jo sine smaa Glæder.» svarte

han og trak paa Skuldrene. «Et lidet, fint, vellykket Ord, en vakkert svunget Sætning ...»

De havde bøiet ind i en liden Birkelund bag Vestre Akers Kirke, hvis Blade dannede som et bevægeligt Tag over dem, gjennem hvilket de sidste Solstraaler nu brød sig ind og rødmede de hvide Stammer.

Her lagde de sig begge i Græsset, hun med Armene slynget rundt Hovedet, i hvilken Stilling hun blev ved at stirre op mod det lyse, løvtætte Hvælv, der med korte Mellemrum splittedes af et let Vindpust, hvorved den dybblaa Himmel blev synlig med alle Svalerne, der lig sorte Prikker jog lynsnart frem og tilbage.

Ja, hvor alt er deiligt iaften! tænkte hun paany. Hun var halvt sørgmodig, halvt rørt, uden at vide over hvad.

Og pludselig, som løst af en Troldom, steg Faderens Billede frem for hende, det, hun nu ikke havde set paa saa evig længe. Han er død, men jeg lever! tænkte hun i dyb, undrende Taknemmelighed over at være til. Det var, som svævede hun lig Svalerne paa bløde Vinger over Jordlivet, og som hun i et Slags ømt Vemod stirrede ned fra Høider, hun aldrig før havde naaet op til.

«Ved De, at Mor og jeg rimeligvis flytter til

Høsten — vor nuværende Leilighed blir jo altfor dyr?» spurgte hun, idet hun forfulgte sine egne bløde Tanker. «Da kommer vi vel ikke saa ofte sammen som nu; men jeg vil altid tænke meget paa Dem, Markus Finstad, og paa alt det, De har været for mig. Vi har da havt mange rare Stunder sammen !»

Hun vilde saa gjerne gjøre ham blid igjen. De havde bestandig hidtil som efter en fælles Overenskomst behandlet hinanden med hensynsfuld Takt, og det var første Gang, hun havde vovet at drive lidt Gjøn med ham.

«Det skulde være morsomt, om nogen ogsaa engang blev lidt for mig,» svarte han. Hans Overlæbe var optrukket, som den pleiede at være, nåar han var misfornøiet. Han havde idag været spændt paa hende, tænkt, han skulde faa Anledning til at trøste hende i Anledning hendes Fars Død og paa samme Tid svælge sentimentalt i hendes Bekjendelser og Taarer.

Og saa var hun kommet og talt til ham i en overlegen Tone om «Tro» ! Det passede sig ikke ligeoverfor ham! Hvem trodde hun, at hun var? Hun var udelukkende hans Værk. Desuden fik hun huske paa, at hendes sociale Stilling var en anden end før, og at hun værsaagod fik være ydmyg.

Dybest inde havde han altid hådet hendes Far i en Fornem meise af, at denne betragtede ham med Bureaukratens Blik paa Opkomlingen.

Det rasede i ham af gammel skinsyg uigjengjældt Kjærlighed til denne mærkelige Pige, blandet

med en ondskabsfuld Lyst til at stikke hende, fordi hun havde stukket ham.

«Aa, jeg kjender Dem jo ud og ind, ■> sagde han i en Tone af Foragt, som hans Stemme søgte at fremhæve, idet han gjorde den saa ligegyldig som mulig for at vise hende, hvor liden Vægt han lagde paa det hele. «Jeg ved, hvor De er usammenhængende, og hvor De render fra Stemning til Stemning uden at kunne holde nogen af dem fast. Det er jo netop Tingen, at De ikke har Evne til at «tro» paa nogetsomhelst. Ikke paa Dem seiv engang. Derfor vil De bli ulykkelig i Livet, Frøken Harriet. Vær sikker paa det: De blir ulykkelig !»

Han havde reist sig, og der var et hoverende Udtryk i hans tynde, bleg-finnede Ansigt.

Hvert Ord havde trængt sig dybt ind i hendes Sind, som laa aabent og modstandsløst. Hun havde ingenting at stille op mod ham. Desuden havde han jo Ret: Hun vilde sikkert bli dybt ulykkelig!

Den milde Stemning, som nys havde været oppe i hende, var sunket til Bunds. De gik begge tause sammen nedover Ullevoldsveien uden at turde se paa hinanden; de vidste jo begge, at hvis deres Blik mødtes, vilde alt, hvad der rørte sig inde i dem, bli aabenbaret. Imorgen fanger jeg hende ind igjen, tænkte han; hun havde godt af den lille Mindelse, hun fik! Begge gik de ved Siden af hinanden med vigende Øine, skjønt hun, da de skiltes, saa, at hans var sentimentale og længselsfuldt søgende.

Hun skyndte sig hjem for at være alene med Faderens Billede.

Paany var han kommet hende saa levende nær, syntes hun, at hun bare behovede at række Haanden ud for at naa ham. Han havde atter den samme Mildhed, det samme resigneret skuende i Udtrykket. For han vilde nødig dø. En Aften havde han sagt — kanske mest for at glæde hende: «Jeg vil gjerne leve sammen med dig endnu en Stund. Hvem ved, hvilke Overraskelser du kan finde paa at berede mig.

Han havde smilt, da han sagde dette, hvad der dengang rørte hende. Nu svarte hun paa det: Ja, ja, jeg skal berede dig mange Overraskelser! — Indtil hun sprang frem paa Gulvet som forstyrret af Smerte : Hvilken Uretfærdighed, at han skulde dø, nåar han dog saa gjerne vilde leve!

Og hun syntes, at Livet var troløst og brutalt, grusomt og vilkaarligt. Det krænker os og plyndrer os hensynsløst for det, vi har, uden at gi noget igjen. Hun knyttede sin Haand og lovede sig seiv, at hun ogsaa skulde bli kold og haard og übarmhjertig.

Denne Samtale med Markus Finstad havde givet hende hendes ædruelige Syn igjen.

Paa Begravelsesdagen var hun taus og lukket. Hun syntes, Fremtiden lignede en Ødemark, hvorover alle hendes Livs Dage vilde lunke afsted i Rad og Række som det Sørgefølge, der i Regnveiret vandrede bag Faderens Kiste.

XII.

I Faderens Levetid havde de brugt at bo paa Landet om Sommeren; men det kunde der naturligvis ikke bli Tale om nu, da de for enhver Pris maatte indskrænke sig, saa meget som gjørligt var. Det var sandt, at de fleste af Aktierne havde listelig spadseret sin Vei ud af Faderens Hænder. Næsten ingen tilbage! Med Moderens lille Enkepension og de faa, som endnu var igjen, skulde man sandelig ikke naa langt. Og mens alle Naboer og Venner, en efter en, vendte Byen Ryggen, blev de to, Mor og Datter, siddende ensomme i den store Leilighed, gjennem hvis Stuer deres Skridt lød, triste, fremmede og hjemløse.

Den Sommer, som nu fulgte, blev den længste, Harriet havde oplevet.

Paa en utrolig kort Tid var Fru Blich blit en liden, sammenfalden, gammelagtig Kone. Kun sjelden talte hun om det Tab, hun havde lidt, men paa mangt og meget forstod Harriet, at hun altid tænkte paa det. Ofte gik hun til Sengs midt paa

Dagen, som om hun ikke orkede at leve den til Ende, og blev saa liggende flere Døgn i Træk. Naar hun saa paany kom sig op, sad hun helst paa en Forhøining ved Vinduet inde i Dagligstuen og stirrede ned over Ullevoldsveien, der laa støvhvid og haabløst øde i Solbranden.

Hver Lørdag Eftermiddag gik hun til Kirkegaarden, hvor hun sad, til det begyndte at skumre. Det pinte Harriet at se hende trippe ældet og bøiet afsted i en sort, lidt opheftet Kjole, bærende en Busk eller en Blomsterpotte under Armen, som hun nu vilde plante paa sin Mands Grav, og hun kom da uvilkaarlig til at mindes mange af disse sky, tause Kvindeskikkelser, der blot kommer frem, nåar Ugens Liv er endt, og skynder sig forskræmt til de døde, hvor de synes, de endnu har en Plads at fylde her paa Jorden.

Men at det var hendes Mor, som gjorde det!

Tidt speidede Harriet ind i hendes Ansigt for at se, om der da ikke var Levninger tilbage af hendes fordums store Skjønhed; men altid mærkede Moderen det og blev straks ilde berørt.

«Hvorfor stirrer du saa?» spurgte hun nervøst.

-Jeg maa da faa Lov at se paa dig, kjære Mor!» svarte Harriet blødt.

«Jeg liker ikke, at du ser saan paa mig!» — Lidt efter lagde hun til som ud af en ganske anden Tankegang: «Hvorfor kan ikke Menneskene leve uden netop i Lykkens Sol? Hvorfor ikke sætte sig rolig i Skyggen som jeg? Der gror ingen Lykke, Harriet! Godt at vide, at der var en, man har

elsket, og at man blev elsket af ham igjen! Glem aldrig, hvor din Far var nobel og øm og god!»

Stundom syntes Harriet, hun sagde saadanne underlige Ting, som hun vist maatte ha tænkt og formet for sig seiv, nåar hun sad paa Forhøiningen og saa ud af Vinduet.

«Gjennem ethvert Hjem gaar der en dæmpet Musik,» sagde hun med sin tynde, distinkte Stemme, «skabt af Samværet mellem dem, der eier det. Som oftest stryger den dem ganske forbi; de er jo i Aarenes Løb blit saa fortrolig med den. Indtil den Dag kommer, da den brydes af Dødens Taushed. Da gaar det til fulde op for de gjenlevende, hvor deilig den var!»

Hun løftede Pegefingeren i Veiret:

«Hør bare, hvor tyst det nu er i Stuerne! Siet ingen Musik mere!»

Og alligevel forekom det Harriet i samme Stund, som de sidste Toner af en egen skjøn, uforglemmelig Musik, hendes egen Barndoms og første Ungdoms Musik, bares forbi hende og døde.

Bedst likte Harriet sig, nåar hun fik narret Moderen til at berette om det Liv, hendes Slægt tidligere havde ført i den lille Kystby paa Vestlandet, hvor den endnu holdt til. Hun havde jo seiv set Byen, huskede Kirken paa Torvet, Søboderne ved Bryggen og det store, hvide Familiehus med de mange blinkende Vinduesruder. Men det var kun sjelden, at Moderen lod sig narre til det. Mest var det ogsaa bare Sagn, Sagn om Jagter og vilde Gjæstebud paa store, længst nedrevne

Herregaarde, om Kaneture og djærve Bortførelser, nåar Isen laa blank og blåa, og Sølvbjældernes Klang i Maaneskinsnatten trillede som høi, klokkeren Latter hen over Kvindegraat og smaalige Betænkeligheder.

«Der var ingenting ved de Mennesker,» sagde Moderen frastødt. «Noget sligt kunde ikke gaa for sig i vore Dage. >

Disse Slægtsagn gjorde imidlertid ofte Harriet mindesyg og længselsfuld. En liden, rød, svindende Aftensky stemte hende med et sørgmodig. Det var saa trist at tænke paa, at alt havde været, og siet intet var igjen. Bare gråa Fattigdom og Dage, som alle lignede hverandre!

Men det var bare om Aftenerne, at hun gik med saadanne Tanker. Ellers var hun ikke meget sentimental af sig. I det Departement, hvor hendes Far havde været Bureauchef, fik hun godhedsfuldt overladt noget Afskriverarbeide, som hun skulde udføre i Løbet af Sommeren, og som hun nu tog fat paa med al den seige Energi, hun eiede. Det gjaldt at hænge i, ikke gi sig over, men slide trofast i det fra Gry til Kvæld . . . Hun vidste nu, hvad Livet var: Et Blændværk, et Bedrag, og hun for sin Part vilde ikke mere lade sig forføre, som nåar hun uskyldig drev rundt i Lundene og forskjønnede Tilværelsen, idet hun digtede den om. Hun maatte prøve at naa frem til et haardt, brutalt Syn, ræsonnerte hun, og ikke modstandsløst gi efter for hvert nyt Indtryk. Hvad havde hun igjen for det? Smerte og Væmmelse ved sig seiv. Det var

Lønnen! Livet sviger de Løfter, det ødsler med, og nåar Døden river Traaden over, er alt slut. Hun vilde ikke herefter lade sig erobre af Poeternes Kunster, men trænge modig gjennem alle Stemningstaager og se Livet nøgent, slig som det er —

Slide i det!

Ofte var hun saa træt, at Fingrene krøgte sig stive og übrugelige om Pennen; men hun slåp den alligevel ikke. Hun kunde jo lige saa godt skrive andre Folks Tanker af som at tænke seiv — det døvede og dulmede! — og alt var desuden ligegyldigt. Hun skulde jo dø sent eller tidligt, og nåar saa var, ble v det jo bare latterligt at sætte Livet ind for Alvor. Saa meget spenderte hun ikke paa det.

Det blev en ren Sygdom hos hende at forarge sig over sine Medmennesker. Bestandig paany opdagede hun Sider i deres Karakter, som vakte hendes Ækkelhed og oprørte hendes Renslighedsfølelse Som nåar de kom paa Visit til Moderen og med søde Øine sad og beklagede hende, mens de samtidig fiskede efter, hvad hun nu havde at leve af! Væmmeligt, væmmeligt! Det hændte, at hun midt i Samtalen reiste sig med iltert Blik og huggede den over. Hun lovede sig seiv, at hun vilde bli de onde Menneskers onde Samvittighed.

Eller hun ærgrede sig over Ungdommen, der stormer tillidsfuldt ind i Livet med naiv Tro paa alle de store Ordbobler og alle de fagre Solskinsviser, man forlokker den med. En Dag vil Livet faa Boblerne til at briste og Viserne til at forstumme!

Lad den Dag komme snart! Men hvorfor i al Retfærdigheds Navn blotter man ikke heller Tilværelsens Usselhed for de unge istedetfor at dække over med falske Blomster!

:Du skulde ikke altid hænge over de Papirerne,» sagde Moderen stundom til hende. «Meget bedre, at du gik ud og morede dig lidt!»

Naar Moderen lod et sligt Ord falde, blev Harriet forstemt og drev urofyldt ind paa sit eget Værelse, hvor hun grov Hovedet dybt ned i Puderne.

Nei, hun var nok ikke oplagt til at more sig! Men se sig gal og arrig paa Menneskene, var hun oplagt til. Det var, som en tør lid tærte paa Blodet og aldrig gav det Fred, som hun vansmægtede af Tørst efter Retfærdighed, en Tørst, der vakte hende op midt paa Natten til Had og Nag, til en Slags høi, ideal Vrede over al den Troløshed, hun mødte hver Time paa Dagen, Magter, som hun forgjæves kjæmpede mod, helt til Morgenen lyste ind, og hun endelig sovnede udmattet og ødelagt.

Og saa var det Auktionen!

Efter megen Kamp havde hun tilslut faat sat igjennem, at der skulde afholdes en Auktion over en Del af deres Bohave, og nu kastede hun sig med al sin Kraft over Forberedelserne til denne Auktion, der skulde finde Sted i Midten af September.

Det var et gammelt Sparebanklaan, som maatte ordnes; desuden havde de nogen Gjæld rundt om i Byen. Den smule Kapital, de eiede, skulde ikke røres ved.

Hvert Øre skyldte de at betale! Hun vilde ikke ha den Skam siddende paa sig, at de ikke afgjorde sin Gjæld til sidste Hvid. Kanske det var Moderens Agt at snyde? Den skulde betales, om hun, Harriet, saa var nødt til at ofre sine egne Konfinnationssmykker.

Det nyttede Fru Blich lidet at indvende, at de jo ogsaa for Fremtiden kunde betale Laanet af i smaa, aarlige Afdrag, som de hidtil havde gjort. I denne Sag var Harriet som optændt af et helligt Raseri, og dette Sparebanklaan spøgte i hendes Hjerne baade Dag og Nat.

For Fru Blich var det at rive ud af sit Hjerte alle disse store og smaa Gjenstande, som Harriet uden Barmhjertighed skrev op paa Auktionslisten . . . Hver af dem havde jo sin Fortid og sin lille Historie. Det kom til Graat og heftige Ordskifter, men altid seirede Harriet. Hun havde en Vilje, der ikke lod sig bøie, og desuden stod jo Faderen paa hendes Side.

Just slig vilde han ha handlet under lignende Omstændigheder! Han vilde heller ikke ha sveget sine Forpligtelser! Det var hans Ønske, hun opfyldte! Hans Testamente, hun gjennemførte! Gjaldt det hans Ære, kom det ikke an paa lidt mere eller mindre Stas og Komfort for dem!

Holdt hun da virkelig endnu saa meget af sin Far? En Dag mærkede hun til sin egen Forundring, at han var slukt og blit borte som en af hine smaa røde Aftenskyer, der gjorde hende blød, mindesyg og sørgmodig, nåar hun om Aftenerne drev alene

omkring mellem Husene, hvis Vinduer var hvidtede, og forbi Haver, fra hvis Dyb der trængte sig en svag Duft af Levkøier og Reseda . . .

For en rædselsfuld Sommer! Luften blaagraa af Hede, der ud paa Kvælden fortættede sig til en mørk Dis, ud af hvilken Maanen steg liggul og uhyggevækkende. Hver Nerve paa Pinebænk. I hendes Sind en vulkansk Uro, saa hun formelig kunde høre, hvor det kogte og boblede derinde, hvor Følelserne sprængte utaalmodig paa, som var de af Lava, til de atter trak sig beseirede og tungsindige tilbage, ventende paa næste Gang.

Det maatte ha en Ende! Hun holdt det ikke ud!

En Lørdag Atten var hun i den [Tilstand af Vanmagt, der saa ofte sniger sig ind paa Sjaelen, nåar Dagens Energi er opbrugt, en Tilstand, i hvilken man ikke ved, hvad man skal gjøre af sig, da de Gader og Veie, man før gik, blot indgyder en Lede, de Ansigter, man er vant til, vækker Afsky, og da man tilslut synes, der ikke blir en andet tilbage end at sætte sig udpint ned, vri Hænderne og hulke i stille Hjælpløshed og Fortvilelse.

Og gjør man det alligevel ikke, saa er det, fordi ens Indre vaander sig i hvileløs Kval, der tvinger en til at søge og lede, til at famle sig frem efter andre Ansigter og andre Veie, end dem man kjender. Men søger. men finder ikke. Istedet hænder det, at man i Undren eller i Forfærdelse staar Ansigt til Ansigt med sig seiv.

Hun havde ikke Lyst til at være hjemme den

Aften og ikke til at gaa ud heller. Tilsidst tog hun dog paa sig og gik ensom op over Landet.

Paa sin Vandring naadde hun helt op i Grimelundsskogen og skulde netop vende om, da hun stansede ved Lyden af flerstemmig Sang i Nærheden.

Det var tydeligvis et sluttet Selskab nede fra Byen, som sang, og skjønt hun ikke havde noget tilovers for det, der blev sunget, betog dog disse frem mede Røster hende med en vag Længsel og drev hende høiere op i Skogen, hvor hun kunde høre endnu bedre uden seiv at bli set.

Hun såtte sig paa en Lyngtue og lænede sig tilbage mod en stor, kundret Furustamme.

Det var glade, livslyse Sange, som blev sunget. Om Kjærlighed paa Jorden og Kjærlighed i Himlen. Der holdtes netop i de samme Dage et større Latrermøde nede i Byen, og hun gjorde hurtig op, at det vist var en Flok Lærere og Lærerinder, der sang. Snart ønskede hun, at hun var blit, hvor hun var. Ordene, som hun hørte hvert eneste et, skurrede hende übehagelig gjennem Sindet.

Saa taug Sangen. Hun blev siddende og lytte i Halvdrømme efter Tonerne, hvis Klang fremdeles dirrede i Luften.

Da vaktes hun ved Lyden af Stemmer, som kom nærmere. Hun hørte en klar, munter Pigelatter og skimtede straks efter henne paa en smal Sti, overdrysset med Barnaale, to mørke Skikkelser, som gik ømt og fortrolig omslynget.

Hun vidste, at de ikke kunde se hende, men var alligevel en Smule bange for, at de skulde bøie

ind i Skogtykn ingen, hvor hun laa. Det var ialfald nu altfor sent at ta Flugten.

Da de ikke var mer end nogle faa Skridt borte, fik hun Øie paa hans Ansigt. Et henrykt Udtryk var der i det, som han i dette selvsamme Øieblik gjennemlevede noget rigt og uudsigelig deiligt.

Han blev staaende.

«Jeg synes, Livet er vidunderligt,» sagde han med bævende Overbevisning i Stemmen.

Atter lød hendes Latter, en Smule mere dæmpet kanske, men denne Gang varm af Lykke. Hvorpaa hun løftede sit Ansigt op mod hans. Harriet saa dem kysse hinanden. Saa var de begge to forsvundne.

Hun blev liggende tilbage i dyb, smertelig

Bevægelse ved, hvad hun havde set

Livet

vidunderligt 1 Javist! Det var bare, fordi de endnu ikke havde prøvet noget af Livet. Dumme, dumme Mennesker! —

For alt i Verden vilde hun imidlertid ikke træffe dem paany. Hun reiste sig og gik ien anden Retning ned over mod Byen end den, de havde tåget, mens det hele Tiden steg og sank inde i hende. Hun kunde umulig gjøre sig det klart, af hvilken Grund hun instinktivt følte et Nag mod disse to, som var saa unge og saa lykkelige. Hun hørte Klangen af hendes Latter, lys og overmodig sikker, saa det overnaturlig henrykte Udtryk i hans Ansigt og mærkede et Stik af Misundelse gjennem Hjertet.

«End jeg da?» hviskede hun og stansede. «Hvorfor skulde ikke jeg ogsaa kunne bli lykkelig?»

Der gik en heftig Sitren gjennem hele hendes Væsen, saa hun kom til at skjælve.

Atter begyndte Sangen oppe fra Høiderne; først løftede den sig jublende tilveirs, men smeltede saa lidt efter lidt sammen som i en Tak eller i en Bøn.

De pinte hende, disse Toner, forfulgte hende, rev hende brutalt op i Saar. Hvad havde de med hende at gjøre? Hun var ensom, ulykkelig og vidste ingenting, hun behøvede at takke for.

Og dog kunde hun ikke rive sig løs fra dem. Da var det pludselig, som om den lid, der saa længe havde ulmet i hende og fortæret hende langsomt og snigende, blussede høit og slog ud i Flammer.

«Jeg vil ogsaa elske!» skreg det vildt ud af hende. «Leve, før jeg dør, elske, nyde og glemme! Heller kaste mig i Rendestenen end visne bort fra Dag til Dag!»

Havde hun før ment, at alt blev ligegyldigt, fordi Livet var saa kort, og hun jo alligevel skulde dø, gik det nu lysende op for hende, at det netop derfor gjaldt at presse hver Draabe ud af Livet.

«Hvor mange virkelig levende Mennesker er der til paa Jorden?» spurgte hun sig seiv. Som i Skinnet af et Lyn saa hun en Række af sine og Forældrenes Bekjendte, men ingen af dem var Mennesker. Kun Masker og Dukker. Naar saa hun sine Nærmeste bli forarget, nåar der øvedes Uret? Aldrig! Og dog førte de Ord som Retfærdighedsfølelse daglig i Munden, ja, brugte disse Ord som

Vaaben mod dem, der kanske var mere menneskelige og retfærdighedsfølende end de seiv.

«Og jeg? Er da jeg et virkeligt Menneske?» — «Jeg vil aldrig mere være feig!» raabte hun

høit og stansede. «Aldrig ly ve eller vige unna, hvor det er min Pligt at handle!;

Forunderligt! I samme Stund steg Ivar Borgs Skikkelse frem for hende. Hun saa ham, nåar hans Øine var fraværende, og Munden rundede sig attraaende og klog. Han var da endelig noget af et levende Menneske 1 Og hun kjendte en Bølge af varm Sympati slaa mod ham.

Hendes Ansigt var blegt, og de stærke Øine truede.

Da hun kom saa langt ned i Skogen, at hun gjennem Træstammerne fik det første Glimt af Byen, følte hun det, som om hun havde rystet al Fortidens Støv af sig og lig en Høg svævede i fribaaren Flugt over en indgjærdet Dyrehave.

XIII.

Og hun gav sig til at drømme om Ivar Borg, til at sværme forelsket rundt alle de Erindringer, de to havde sammen.

For første Gang i sit Liv drømte hun vaagen om en Mand, og det var sin gamle Barndomsven, hun drømte om, hvem hun hidtil havde set lidt ned paa, men som nu steg nybaaren frem for hende, fuld af Modsætninger, men egen og stolt og trods sine mange underlige Egenskaber hel og sand paa Bunden. I et Aar havde hun ikke set ham. Da hun kom hjem fra Vestlandet, var hun altfor optaget af sin Fars Sygdom til at ha en Tanke for andre, og i Sommer havde han et lidet Universitetsstipendium, efter hvad der blev sagt, for at drive botaniske Undersøgelser i det nordenfjeldske. Nu forstørrede Tiden og Afstanden ham.

Hvad hun hørte om ham, skulde imidlertid ikke bidrage til at hæve ham i hendes Dom. Det var mest ondt, hun hørte. Hvor ofte hun end snedig ledede Samtalen hen paa Ivar Borgs Person, fik hun

dog altid de samme Oplysninger. Han var uvederhæftig og troløs, en skidt Karakter, som man umulig kunde ha noget tilovers for. I bedste Tilfælde et Smil eller et overbærende Skuldertræk. Dog blev der lagt til, at han var flink og nok vilde drive det til noget.

Hvad hun skulde ha git for, om nogen havde tåget ham i Forsvar! Ikke saa, at disse ligegyldige Menneskers Dom rokkede hende i hendes. Hun var gammel nok til at vide, hvor det klær unge Herrer at rive ned paa andre i en ung Dames Nærvær; men hvor det alligevel skulde ha glædet hende, om nogen havde talt varmt om ham og sagt, at der bodde meget i ham! For det gjorde det. Og hun vilde være den Kvinde, som hjalp det frem i Dagens rene Lys. Ingen trængte Værn og Støtte som han.

Det faldt hende ind, hvor mange Lighedspunkter, der var dem imellem. Blev kanske ikke han ogsaa hundset som Barn, spottet og mishandlet for sit Væsens og Udseendes Skyld? Tænk, for sit Udseende! Han, som simpelthen var vakker! lalfald syntes hun, at han saa godt ud med det store, lyse, fregnede Ansigt, det snart vagt drømmende, snart rappe, iagttagende, næsten snu Blik; og kunde hun stundom endnu drage lidt paa Smile baandet af hans ludende Holdning, usikre Gang, der gav det Indtryk, at han altid kjendte sig forpint eller jaget, saa var det bare, fordi disse ud vortes Ting i saa høi Grad særtegnede ham. Lidt feig var han nok, hvis hun huskede ret, men det var

nu hun ogsaa paa sin Vis, dersom det ikke meget heller var Saarhed paa Sindet, det zarte Sind, der trækker sig sammen i Angst og lukker sig ved mindste Berøring, som han og hun skyldte sin saakaldte Feighed.

Intet Under for Resten, om man blir vaklende i Gangen, bøiet i Ryggen og feig paa Sjælen, nåar man hele Barndomstiden igjennem tvinges til at lyve for at undgaa Knips paa Næsen og til at skryde og overdrive for at holde Selvfølelsen oppe I Man blir let var og mistænksom af det og plages senere i Livet af Ruelser og ond Samvittighed. Og viste ikke det netop det evigt friske, modstandsdygtige og ukuelige hos ham, at ustanselig sprang der nye, stærke Følelser frem, hvor de gamle blev trampet i Blod?

Aa, han var deilig, som han var! Og lignede han det Billede, som de gav af ham, saa passede han lige godt for hende. Der var vist noget galt fat med hende ogsaa.

Et ægte, virkeligt Menneske! Hun lagde alt Afskriverarbeide bort; hvad skulde vel det føre til? Paany gik hun de gamle Veie i Vestre Aker, som denne sidste tørre, sindsoprivende Sommer havde git hende Lede ved, men som Mindet om Ivar Borg nu atter vakte hendes Syn for. Her havde hun gaat Landture med ham, agt Kjælkebakke med ham og drevet alene om som nyvoksen i de første blege Vaaraftener, da Sindet er saa blødt som Sneen i Marts, hvori hver Tøveirsdraabe fra Trærnes sorte Grene sætter dybt Mærke. Erindringerne havde

saa længe hvilet urørte paa Bunden af hendes Sind, at der var kommet Farver over dem, og nu steg de, en efter en, op i Dagslyset lig Syner.

Hun var som opløst af hektisk Længsel, indbildte sig, at han gik ved hendes Side, at hun snakkede med ham og fortalte ham, hvorledes alt dette var kommet: Pludselig, uventet som en østlandsk Våar, nåar alle Bækkene tar paa at larme, og det drypper varmt af de stivfrosne Fosser, der hænger ned langs Fjeldvæggene.

Døden har aabnet mine Øine, og se! Nu blomstrer det rundt os. Det blomstrer og synger!

Hun elskede Livet med høitidelig Inderlighed og alt det, som Livets var. Engang, sent eller tidlig, skulde hun flyttes fra det; derfor maatte hun leve det først. Men at leve, var at elske; at dø uden at ha elsket, det blev jo det samme som ikke at ha levet!

Hun havde Hast. Ret som hun gik, stansede hun i sitrende Angst for at bli gammel. Det syntes hende, som om Timerne jog fra hende, uden at hun kunde hindre deres Flugt, som havde hun et aarhundredlangt Liv bag sig, og at der ikke var mange Timer igjen. Og hun blev grebet af et Raseri efter at skjænke sig seiv bort. Kommer han da aldrig!

Hver Dag saa hun Ivars Far, Bygmesteren, gaa ned over mod Byen og vende trofast tilbage til Maaltiderne. Det var en tynd, knoklet, foroverbøiet Mand, hvem alle Livets Sorger syntes at trykke. Altid gammeldags paaklædt: Lysegraa Bukser, sort Bonjour og Fadermordere, der naadde langt op paa

Kinderne. Det kunde nok hænde, at han blev overrasket, da Harriet en Dag spurgte venlig efter Sønnen; det var vist første Gang, noget sligt havde hændt ham.

«Ivar!» sagde hån tungt. «Han driver nu med saa mange Slags Ting! Han gaar og spekulerer paa at bli Professor, siger han! »

I Solskinnet paa Gaden laa en hel Klump lyshaarede Unger og grov i Sandet. Det var Ivars Smaasøskende. Harriet forsømte aldrig at gi dem Sukkertøi, nåar hun gik forbi.

Denne Tilbedelse af ham og alt, som var hans, maatte ha en Ende; ellers blev hun gal tilslut. Hun var jo alt lidt gal, og i et saadant Anfald af Forrykthed skrev hun en Aften, saa fort Pennen kunde løbe. et Brev til ham, som hun angrede, straks det var afsendt.

«Kjære Ivar Borg!» skrev hun. «Jeg gaar her stadig og tænker paa Dem. Ofte synes jeg, at jeg og alle andre har gjort Dem dyb Uret. De, som sikkert er mer værd end alle os andre tilhobe! Nu ber jeg Dem om Forladelse, hvis jeg nogensinde har været übehagelig eller affeiende mod Dem. Det var andre, som drev mig til det. Ingen er vist saa ofte blit misforstaaet som De.

Paa Gjensyn snart!

Deres Harriet Blich

lalfald havde dette Brev en god Virkning, den, at hun blev roligere.

Hun skjønte, at hun ikke udelukkende maatte tære paa sig seiv, men søge andet Selskab end sit eget, hvis hun ikke skulde gaa rent til Grunde af Længsel, inden han kom. Og saa besluttede hun en Aften, da hun var særlig opraad med sig seiv, at hilse paa nogle Bekjendte, der ofte havde bedt hende se op til sig, uden at hun var kommet sig til det, skjent hun Gang paa Gang havde lovet det dyrt og helligt.

Enkefru Flem og hendes fire Døtre bodde ien Kvistleilighed i Fredensborgveien, og nåar Harriet ikke for længe siden havde indfriet sit Løfte, berodde det nærmest derpaa, at de var saa altfor overvættes elskværdige. Saa lidet hun kjendte dem, havde de sendt Blomster til hendes Fars Kiste, og hver Gang de mødte hende, tog de hende straks om Livet, kyssede hende og saa hende kjærlighedsfuldt ind i Ansigtet med de store, blaagraa, lidt udstaaende Fugleøine, til hun blev rent undselig ved det. Men det mærkede siet ikke Frøknerne Flem. De var alle fire saa dybt rystede og saa inderlig varmt medfølende i Anledning Bureauchef Blichs Død, at de blot ikke vidste, paa hvilken Maade de bedst skulde give det tilkjende. Deres Far var ogsaa død — aa, hvilket frygteligt Slag det havde været! — men alligevel var de nu kommet nogenlunde over det og havde det yndigste lille Hjem paa den anden Side af Kirkegaarden. Alle fire arbeidede haardt for at tjene Brødet til sig og sin søde Mama; men om Aftenerne samledes de i en liden, hyggelig Kreds, hvor Harriet var hjertelig velkommen.

Deres egen, søde Mama vilde ogsaa bli saa glad ved at se hende.

Hvorfor de netop havde lagt sin Elsk paa hende, skjønte ikke Harriet. Saa gik hun da didop en af de første høstlige Septemberaftener med kold Luft og svagt gulnende Løv paa Trærne. Det føltes som en Befrielse, at Sommeren nu var forbi, og hun lovede sig en rolig, døsende Stund uden oprivende Sindsbevægelser til Afslutning.

Alligevel stansede hun et Øieblik paa Trappen, inden hun ringte paa. Der var noget i hende, som tvang hendes Haand tilbage, en Angst for at dumpe op i noget ganske uventet; men saa huskede hun paa Frøknerne Flems Ansigter, der var som dannet af Melk og Blod og Honning, og trak resolut i Klokkestrengen.

De kom alle fire springende mod hende.

«Nei, hvor snilt, at De holdt, hvad De lovede! Læg nu Hatten fra Dem og stig indenfor. — Det er Frøken Blich, Mama!» kvidrede de henrykt i Munden paa hverandre som Svaleunger, der har faat en ny, liden Søster i Reden.

En gammel, venlig Dame traadte ud i Entreen. «Velkommen i vort Hjem!» sagde hun og neiede. Saa tog hun Harriet blødt om Livet og førte hende ind i Stuen.

Ikke var Harriet kommet didind, før hun ønskede sig ud igjen. Det var Luften, som gjorde hende beklemt, en tung, stillestaaende Luft, hvori alle Kirkegaardens Blomster paa den anden Side at Gaden syntes at ha ost sin Vellugt i Løbet af hele

Sommeren. -Gud ved, om de ikke spiser og sover her ogsaa!» for det hende gjennem Hovedet. Midt i det store, halvmørke Værelse et Bord, paa hvilket der stod nogle Asietter med udspyttede Plommestene. Ellers var det temmelig tomt i Stuen; foruden Stolene rundt Bordet, hvor nu ogsaa hun fik anvist sig en Plads, saaes blot et Chatol af brunt Birketræ, en Sofa, et gammelt Klaver med gule Elfenbenstaster i en Krog samt en Række Familieportræter paa Væggene, mest forestillende Prester i salvelsesfuldt Ornat.

Alt saa hjemmelunt, samstemt og hyggeligt! Men med Ryggen ud til Verandaen, hvis Dør stod aaben, tegnede sig en sort Skikkelse med en lang, nytændt Pibe i Munden, og denne Skikkelse reiste sig nu og bukkede.

«Skolebestyrer Hermansen U presenterte Fruen.

«Som kommer her hver eneste Aften!» lagde Tullik, den ældste af Døtrene, triumferende til. Det var nemlig et Særkjende ved Frøknerne Flem, at de alle havde Kjælenavne, der samtlige lignede hverandre i Lyd: Tullik, Sussen, Lulle og Putte — saa det til sine Tider kunde være vanskeligt nok at holde dem ud fra hverandre.

«Skolebestyrer Hermansen fortæller os netop om en af sine forhenværende Elever,» sagde Fru Flem, «som var et saa mærkeligt Menneske —»

«Er et mærkeligt Menneske,» afbrød Skolebestyrer Hermansen hende, idet han tog et langt Drag af Piben, saa den ulmende Glød i den kastede et svagt Lysskjær over et blegt, selvgodt Ansigt

med sorte Bakkenbarter og mørkt Håar, der faldt ned over Panden.

«Og nu er han Stortingsmand, tænk!» tilføiede Sussen forskrækket med et Sideblik til Harriet.

«Der kunde ikke være en flittigere og mere pligtopfyldende Gut end Eilert Bratt,» forklarte Skolebestyreren med dyb Stemme, «det kan jeg bevidne, som havde ham i mit Hus, helt til han ble v Student. Havde jeg en sj elden Gang Aarsag til at være misfornøiet med hans Opførsel, skjændte jeg ikke paa ham. Jeg talte blot ikke til ham flere Dage i Træk og lod ham se, hvor smertelig bedrøvet jeg var. Det gik ham saa nær til Hjertet, at jeg opnaadde mere dermed end ved nogetsomhelst andet Straffemiddel. Der var godt Stof i ham »

Mens han talte, sad hele Tiden de smaa, fuglelignende Damer og tittede nysgjerrig bort paa Harriet som for at udforske, hvilket Indtryk han vel gjorde paa hende. A f og til smilte de til hende i Forventning om at faa et Smil igjen og syntes dybt skuffet over ikke at se saa meget som et lidet Hui uddybe hendes Kinder. Hvad enten det nu kom af deres andagtsfyldte Taushed, Lugten i Værelset, der mindede svagt om raadden Tang, kjendte Harriet sig mere og mere uvel herinde; men frem for alt kjendte hun en stærk Uvilje mod Husguden, som sad og bredte sig foran Altandøren, en Følelse, der vel nu første Gang vovede sig frem i denne tause, fredelige Stue.

Han blev ved at berette om flere af sine mere fremtrædende Elever, hvem han blot behøvede at

vise et sorgfuldt Ansigt, foråt de straks iførte sig et nyt Menneske, men endte dog med at erklære, at Eilert Bratt var den, han fra Karakterens Side såtte høiest.

Saa henvendte han sig pludselig til Harriet:

«Og Deres stakkars Mor, Frøken Blich? Hun er vel svært nedbøiet i disse Dage r »

Hvad vedkom hendes Mor hara ?

«Nei tak,» svarte Harriet saa behersket, hun kunde, i min Mor har det saamen meget godt.»

Han hentede paany et langt Drag af Piben, stirrede en Stund frem for sig og rystede derefter tungt paa Hovedet.

«Aa nei, jeg tænker nok, hun sørger, jeg. Frøken Blich! En saa prægtig Mand, som hun havde! De kan være glad over at ha havt en saa retsindig Far.»

Det begyndte at koge i Harriet. Var det ikke, som han tog hendes Far i Forsvar ligeoverfor hende ? Og dog havde han jo paa en Maade Ret. Det var det værste. Hendes Mor sørgede virkeiig. Men hun kunde nu engang ikke fordrage denne fremmede Mand.

«Min Mor har det, som sagt, udmærket,» gjentog hun dirrende i Stemmen, «og De behøver ikke at gjøre Dem nogen Bekymringer for hendes Skyld.»

Det var, som alle skvat høit op af Stolene, de sad paa; saa hvast havde det lydt. I samme Sekund mødte hun hans Øine, eller hun trodde at møde dem gjennem Mørket og skjønte straks, at han fra første Stund heller ikke havde kunnet udstaa hende. Hvad havde hun at gjøre her ? Her, hvor han var

eneraadende og vant til at bli raadspurgt og adlydt, hvor han hver Aften kvægede sit Sind blandt disse fire unge, uskyldige Piger, af hvilke han maaske valgte en til Hustru, nåar Tiden var inde, forudsat at han da fandt hende værdig til det, og hvem han sikkert ogsaa vilde kunde knække ved at vise hende til Stadighed et bedrøvet Ansigt, nåar han havde Grund til at være misfornøiet med hende. Ingen Tvil om, tænkte Harriet, at han i mig veirer noget Slags «moderne», som han hader, og som ikke med hans gode Vilje skal faa Lov til at trænge ind i denne verdensfjerne Stue.

Luft, Luft! Men der var jo ikke andre Vinduer at aabne end dem, som lyste ud til Kirkegaarden, hvorfra den kvalmende Duft af Roser, Nelliker og hede Jasminer Dag og Nat strømmede frit hidind, forpestede Værelset og gjorde dem alle matte og fredsglade. Hvert Øieblik var hun paa Vei til at reise sig og sige Godnat, men opgav det ligesaa ofte. Det vilde sikkert vække dyb Misstemning hos Damerne og til evig Tid bli siddende igjen i Sindene som Blomsterduften i Krogene.

En af de unge Piger stod op og gik ud. Lidt efter kom hun tilbage, bærende paa en Asiet med gule Plommer, som hun stillede foran Harriets Plads. Seiv såtte hun sig ved Siden af hende med Albuerne paa Bordet og gav sig til ufravendt at betragte hende.

«Vi liker Dern saa godt, Frøken Blich!» sagde hun med dæmpet Røst, foråt ingen andre skulde høre, hvad de to talte om.

<Ja,» svarte Harriet tankeløst.

«Og vi vilde saa gjerne, at De skulde naa frem til et mere harmonisk Sind. Gid, De ofte vilde komme og besøge os i Skumringen 1»

Harriet slåp Plommen, som hun holdt mellem Tommel- og Langfingeren, ned paa Asietten igjen.

< Vilde De virkelig saa gjerne det?» spurgte hun overrasket.

«Ja, det vilde vi alle saa gjerne.»

Og alle de fem Damer saa paa hende, alle, lige fra den gamle, søde Mama ned til Putte, som bøiede sig mod hende over Bordet og nikkede med et dybt Smilehul i Hagen : Sig De blot, at Deres Mor har det godt! Vi ved det nok bedre! Vi ved, at De helst vil lade, som De er kold og haard, men paa Bunden har De et stort, varmt Hjerte. Det ved vi! — Dette Sprog talte alle de Øienpar, som rettedes paa hende. Aa, det var jo ikke til at holde ud! Heller kjæmpe sig frem mod Stormen og Regnet en mørk Uveirsnat end smeltes hen i al denne ufortjente Sødme!

Men nu havde Skolebestyrer Hermansen længe nok set sig ondsint paa denne unge Dame, hvis Væsen bød ham saa hjertelig imod, hvis Smil, Røst, Holdning og Haaropsætning ærgrede ham, og hos hvem han desuden ante Lyst til Opposition og et lattermildt, overlegent Syn paa hans smaa Veninder. Han indsaa virkelig ikke, at der var nogen Grund til at ødsle al denne Ømhed, som ellers var forbeholdt ham, over hende.

«De røger naturligvis Cigaretter De, Frøken?» spurgte han impertinent.

«Og De er rimeligvis ogsaa en Tilhaenger af den fri Kjærlighed?» fortsatte han mildt prøvende.

Han skjønte, at han var gaat lidt for vidt og kremtede.

«Ja, ja,» sagde han, «men om De vidste, Fru Flem, hvor mange Mødre der kommer op paa mit Kontor og graater over sine Døtre ! Ingen Tanke hos dem paa at udvikle sig til Fuldkommenheden; blot Fjas og Tant og Kjærlighed!» — Og han skyndte sig til at berette en Række Eksempler paa saadanne vildledte Piger, hvem han endog nævnte ved Navn, og som samtlige var gaat tilgrunde og havde endt i Selvforagt og Fortvilelse. Hvad Ungdommen i vor Tid manglede, var Pligtfølelse, uden hvilken et Samfund ikke kan eksistere.

«Det var forresten ikke min Mening at saare Dem, Frøken Blich,» sluttede han forsonlig, «jeg vilde blot advare Dem mod den Slags Anskuelser, som gaar frit i Svang her i Byen, og som altid bringer Fordærv.»

Det var blit ganske stille inde i Harriet.

Hun havde aldrig før gjort sig det klart, men nu saa hun, at Livet, hende seiv umærkelig, havde ført hende frem til de Anskuelser, Mødrene graater over. Naar hun lukkede Øinene og drømte om Lykke i Livet, saa var det gjennem en Mand, og der havde i det sidste været Stunder, da hun syntes, hun ikke havde at opfylde anden Bestemmelse end

at være en Blomst paa hans Vei, et lidet Dyr til hans Glæde.

Livet var kort, og det gav en ikke Tid til at bli ved at være ung, uskyldig Pige. De dovne om det! Levede man engang, fik man se at lære at kjende, hvad Livet har at by og ta ondt og godt af dets Haand.

Det slog hende ogsaa, at hun med disse Tanker ikke længer var fredet og vilde bli hegnet om som før. Mindst nu efter Faderens Død. Denne Mand havde aldrig vovet at optræde saa hovmodigt, hvis Faderen endnu havde levet.

«Gud fri og bevare mine Smaapiger!» sagde Fru Flem stille.

Da Harriet straks efter reiste sig for at gaa, tilbød Skolebestyrer Hermansen sig galant at følge hende hjem, et Tilbud, hun afslog. Hun var ikke ræd for at gaa alene. Hun lagde Mærke til, at alle de fire unge Piger havde et slapt, tankeløst Drag ved Mundvigerne, da de trykkede hendes Haand til Godnat. De var rimeligvis meget skuffet over hende.

Kommet ud paa Gaden lo hun høit og muntert af Aftenens Hile, hverdagslige Hændelse.

Idet hun gik forbi Kirkegaarden, saa hun gjennem Gjærdets Sprinkler i det utydelige Maanelys en sort Haug, bedækket med visne Kranse og endnu friske Blomster. Det var Faderens Grav.

«Lad de døde hvile i Fred,» tænkte hun koldt. «Det er os, de levende, som det kommer an paa!»

XIV.

Ivar Borg havde ikke faat hendes Brev, før han kom strygende ind til Byen lige ned fra Fjeldet. Dets Tone forbausede ham. Hvad! Hun skrev, at hun havde misforstaat ham, at hans virkelige Væsen nu først var gaat tilfalde op for hende, og hun bad om Forladelse, hvis hun nogensinde havde gjort ham Uret!

Hans Syn paa sig seiv var i høi Grad afhængig af hans Medmenneskers, saa han uvilkaarlig voksede og atter sank i sin egen Dom, eftersom de Følelser var, der blev næret overfor hans Person, og det havde længe pint ham, gjort ham sky, utryg og slunken i Bukserne, at Harriet Blich var paavirket af Markus Finstads Mening om ham. Nu vokste han. Som en Ballon, der nys laa udspændt paa Jorden, og som det stod alle frit for at traakke paa, hævede han sig mægtigt svulmende tilveirs, fulgt af tusen usynlige Tilskueres Jubel. Det var, som om de ydmyge Ord i dette lille, søde, ham saa tiltalende Brev, undfanget i Ensomhed og Smerte, fyldte alle de tomme Rum i

ham, saa han videde sig ud, saa Blodet strømmede styrkende til Hjernen, og han atter blev Kar for sin Hat . . .

Uer maatte være sket noget med hende, en stor, lykkelig Omvæltning i hendes Liv og Begreber, som han førte tilbage til hendes Fars Død! Ikke var han sænket i Graven, før hun søgte Ly hos ham. Han havde aldrig likt hendes Far — hvilken Lettelse, at han nu endelig var borte! — medens hendes Mor, fordi hun i tidligere Dage var saa navnkjendt skjøn, stod omgivet af en Mystikens hellige Glorie, der straalte tilbage paa Datteren, seiv da hun var som styggest. Kvindeskjønhed havde altid indgydt ham Ærefrygt og samtidig vakt en dunkel Smertefornemmelse i hans Sind. Og nu kom hun, Datteren af den skjønneste Kvinde, til ham! Seiv vakker kom hun stille og bedende. Han huskede, at hun stammede fra gammel Slægt, og at han seiv var en Plebeier af Fødsel. Hvilken Triumf!

Reisen ned til Byen blev en Seierherres. Han kom fra vilde, svarte Fjeldet, brunet af dets Sol, haerdet af dets Luft og omsust af de Forestillinger, som i den sidste Tid havde bevæget ham. Det syntes ham, at Hvermand maatte se dem. Alt, hvad der mødte ham paa hans Vei, erobrede han, gjorde han til sit eget, idet han optog det i sit Sind og forvandlede det til Billeder, som han siden vilde lægge blankpudsede for hendes Fødder. Da han en Nat paa Grund af stor Fattigdom maatte tåge til Takke med et trangt, firkantet Værelse paa et Skifte, fandt han ud, at han til dette Øieblik havde slæbt sit Liv hen inden

et Fængsels fire stængende Mure, hvor der ikke var til at aande, men at Døren paa hendes Bud sprang troldoms — pludselig op, og se ! I Evighedsglans tindrede alle Stjernerne over ham. En udtørket Grøft ved Siden af Jernbanelinjen skjænkede ham et andet lykkeligt Billede. Han vilde si til hende, det vilde han, at han i fem lange Aar havde stirret ned i en grønslimet Brønd af uudsigelig Lede, hvori der ikke var Bund, men at hun havde fyldt den med Perlers fraadende Skum til Randen. Og da han i Regnveir kjørte forbi en vanstelt Haveflek foran en rødmalet Bondegaard, slog det ham, at hun var at ligne med et nyudsprunget Frugttræ, der svagt rødmende bøier sine Blomsterkuplers Herlighed over ham.

Hundrede andre Billeder, som han blev ved at gjentage i en overmodig Rus! Da Trætheden tilslut kom, dukkede en gammel Drøm frem: En ung Pige, som elskede ham, hvem han kunde betro og støtte sig til og læsse alle sine mange Sorger over paa, saa der ikke blev nogen tilovers for ham. Og denne Drøm fyldte ham med ømt Tungsind. Men da han Dagen efter sit Indtog i Byen traf hende udenfor hendes Mors Hus, der hun naturligvis havde gaat og stirret efter ham i alle de lyse Dage og Nætter, opdagede han straks, at hun var blit styg igjen. Eller at hun ialfald havde tabt sig. Hun saa bleg og medtaget ud, og rundt Øinene, de store, mørkeblaa Øine, der gav hendes Ansigt Sjæl, tegnede sig mørke Ringe, som om hun havde lidt meget. Hun havde ogsaa faat

et anspændt, næsten haardt Udtryk, hvad der kanske skyldtes, at Næsen traadte saa skarpt frem. Efterat den første Skuffelse havde givet sig — hun var dog, nåar alt kom til alt, den samme stolte Pige, som forsmaadde ham for to Aar siden! — blev han rørt. Rørt og inderlig bevæget som den, der kjender sig overlegen og ved sig at eie Trøstens naaderige Gave.

«Goddag!» sagde han stille og gav hende Haanden.

«Goddag!» — Hun saa ham prøvende ind i Ansigtet, som vilde hun nu stirre til Bunds i hans Sjæl og overbevise sig om,,at den Mand, der stod foran hende, virkelig var den selvsamme, hun i sine Drømme havde rakt sig saa længselsfuldt imod.

Han blev lidt forvirret.

«Det er længe siden, vi to saa hinanden,* sagde han med en let Risten i Stemmen.

Hun svarte ikke noget paa det, men vendte sig og gik op over Ullevoldsveien, som om det var en Selvfølge, at de nu spadserte en lang Tur sammen.

Stille, høstligtVeir med let overskyet Eftermiddagshimmel, gjennem hvilken Solen lyste som en bleg, liden Sølvlampe . . . Hvor denne Begyndelse var anderledes, end han tænkte sig den, han, som havde forberedt sig til et stormende Møde af to unge, høit elskende Menneskers længst tilbagetrængte Følelsesliv! Indelukket, taus, høitidelig stemt gik hun ved hans Side. Hvert Træk i hendes Ansigt behersket, men alligevel som det skjalv og dirrede bag dem. Han blev urolig, næsten ængstelig, fik

paa Fornem meisen, at der ventede ham et Opgjør fra hendes Side, at han skulde staa til Regnskab igjen for et eller andet, han havde gjort. Der var vist nok af Anklagepunkter, om det kom an paa det! Lydig bøiede han sig i Hast ind under hendes høitidelige Stemning, mens det blev pinlig stilt inde i ham, fordi han maatte tvinge alt det ned, der nys sang og bruste, en Taushed, som nåar der har lydt larmende Musik i Luften, og den saa med ét, uden Overgang, forstummer, blir borte.

Han havde set, at de nu ogsaa havde lagt Haand paa Ørums Have, og tog det som Paaskud til at faa en Samtale i Gang.

«Hvor alt er forandret, siden vi to var Barn!» sagde han vemodig, skjønt betydelig usikker i Stemmen.

<Ja, nu er der snart ikke meget igjen af det gamle,» svarte hun kort.

«Ørums Have ogsaa borte ! Det vil med andre Ord si, at jeg en Vinteraften ikke kan lukke Øinene og drømme om Sol og Sommer længer. For Sommeren holdt jo altid til i Ørums Have. Sommeren der, Høsten paa de store Marker bortenfor, hvor Kraakerne skreg, med blaalig Røg over Grefsenaasen i Baggrunden. Vinteren paa denne Veien her, hvor vi nu gaar, men Vaaren overalt —

Hvor det var deiligt, nåar Vaaren kom!» sluttede han varmt og gløttede forsigtig bort paa hende.

Heller ikke denne Gang, svarte hun, hvad der hidsede ham, saa han følte sig forpligtet til at bli

ved, hvor tvungne hans Sætninger end lød. Kanske hun var skuffet over ham, over hans Udseende, hans Ord, at hun havde ventet sig mere . . .

«Naar det tog paa at dryppe klingende Sølv fra alle Tagrenderne, og Gadestumpen foran Blichs Hus blev en eneste stor Dam, som vi plaskede i, hver Gang vi kom hjem fra Skolen! Om Eftermiddagen skulde saa dere andre paa Dansekursus nede i Byen. Far havde naturligvis ikke Raad til at sende mig did. Hele Dagen havde jeg rendt som en gal, berust af Vaarsolen, af alt det rindende, plaskende, lysflimrende Vand og stod nu i Solnedgangen og ventede paa, at dere skulde komme hjem igjen. Det blev mørkt og koldt. Farverne sluknede, over Dammen lagde sig en sprød Isskorpe, og Stjernerne blinkede frem. Havde jeg været glad før om Dagen, syntes jeg nu, at Livet var grusomt og uretfærdigt, en Kval, som jeg sank langsomt til Bunds i.»

Han stirrede smilende ud i Luften som efter sine egne Erindringer.

«Ja, De havde det vist ikke altid saa godt,» sagde hun blødt.

«End De da?» raabte han hurtig og dog afvisende som for ikke at vække onde Minder op i hende. Men paa Lyden i hendes Stemme hørte han, at han havde rørt ved en Streng, som det tonte af, og skyndte sig nu glad videre, foråt Klangen ikke skulde faa Tid til at svinde bort.

«Saa kom dere da endelig. Støiende, leende. Men ikke havde jeg faat Øie paa dere allesammen,

før jeg luskede afgaarde. Jeg skammede mig naturligvis over, at jeg ikke ogsaa havde Raad til at gaa paa Dansekursus. Var vel ogsaa blit bitter imens. Barn er underlige!»

«Barn er snille, nåar man bare ikke ægger dem! udbrød hun heftig. «Jeg ved ikke noget lumpnere end at mishandle Barn. Forresten tror jeg knapt, at jeg lo og støiede,» lagde hun lidt haanlig til.

Ingen kunde være mere enig end han i, at det var lumpent at fare haardt frem med Barn. Ihukommende hendes Brev gav han sig til at skildre, som han var blit handlet ilde med, og hvoraf det tilslut fremgik, at hans Barndom havde været en eneste lang, taalmodig Lidelse. Hun hørte taus paa. Tilslut sagde hun stille:

«Hvem ved, om de andres Mishandling ikke har mærket os begge.» -- Og hun havde et mørkt Udtryk i Øinene, da hun sagde det.

Nu vidste han altsaa, hvad hun mente, nåar hun skrev i sit Brev, at han var blit misforstaat. Han havde rigtignok haabet, at det var anderledes ment. Der kom en Angst op i ham for, at han kanske havde læst for meget mellem Linjerne i det. Unge Damer er ofte saa følsomme efter et Dødsfald i Familien. Men skjønt han idagmorges kunde hendes Brev udenad, var nu hvert Ord som blæst bort. Paany gik han halvfremmed ved hendes Side, famlende efter en Smygsti, der førte frem til det inderste i hende, men uden at finde den.

De havde bøiet forbi Vestre Akers Kirke og gik

nu op over Sognsveien, der bugtede sig som en violet Linje henad de vide Enge og Jorder, hvor Kornet stod paa Staur. Han huskede, som der bestandig blev klynket og jamret over Landets Fattigdom i hans Hjem, over Udvandring, Pengenød og bekymringsfulde Tider, saa han ofte syntes, det ikke var andet for end at opgive det altsammen i Fuldfølelsen af, at man ikke havde Ret til at gaa paa Jorden. Ingen Grund til Uro iaar! Udsigterne til en god Høst lød tilfredsstillende. Der for samtidig en hastig Glæde gjennem ham ved Tanken paa de store Samlinger af sjeldne Planter, han havde bragt med sig fra Fjeldet, og som han vilde ordne i de kommende Maaneder. Endnu var intet tabt!

Og pludselig kom der noget lattermildt op i ham, en rebelsk Lyst til at bryde den unaturlige, lidt overanstrengte Tone i deres Samtale. Var det nu ikke ogsaa for galt, at de to sagde «De» til hin anden, de, som havde kjendt hinanden saa længe ? I sit Brev skrev hun «du». Hvorfor i al Verden saa høitidsfulde ? Om hun nu ogsaa havde gaat og længtet sig syg i Sommer for han turde alligevel bande paa, at hun havde gjort det —, saa gik han jo her nu lyslevende. I Grunden kjendte han sig vel, som om han havde nye Kiær paa, dertil lutret og syndefriet gjennem denne uskyldige Piges ny vundne Syn paa ham, som havde han just nydt Alterens hellige Sakramente. Hvad «Mishandlingen» angik, var det vist ikke saa farligt. Bar han «Mærker» efter hine Tiders Strabadser, var de at ligne med Solens : De saas ikke. Der steg Boble paa

Boble fra Bunden af hans Sind og brast med et lidet, lystigt Smæld høit oppe i hans Hjerne. Gud give han turde, hvad han helst vilde !

Og idet hans Sind atter udvidede sig og løftede sig svulmende som et Hav ved Høivande, paa hvis Strømbølger alle Skuder stryger seilfyldte ud af Havnen mod det uvisse, det farefulde, aandede han ind i dybe Drag den fede Duft fra Kløveren, der havde vokset frem paa Engene, efterat de var blit slaat ved St. Hans; han glædede sig ved Trærnes tunge, mørke Løv, der hang slapt og mødigt ned som i Sorg over, at han paa saa længe ikke havde vandret under det, og lod Øiet dvælende følge Aasernes mørke, fredelige Linjer.

I Syd Fjorden lig en bred, blygraa Skygge . . . Det rødmede allerede svagt over Aaserne i Vest. Han var hjemme her, kjendte det, som om han eiede det altsammen, Markerne, Jorderne, endog Sognsgaardene paa Høiden og for den Slags Skyld Pigen med, som han havde kjendt lige saa længe som alt det andet Han skulde nok tumle hende ! Han skulde snakke hende rundt, til han magelig kunde vikle hende om Fingeren som en anden Haarkrølle. Beroliget tændte han en Cigaret, raslede med sit Urkjæde og nogle faa Sølvpenge, han havde i Lommen, vel vidende, at alt ved ham interesserte, seiv det übetydeligste, forudsat at hans Elskede blot elskede ham.

Modsætningen mellem dette flade, frugtbare Akerlandskab og Vidderne, han kom fra, gav ham Lyst til at fortælle. Med høi, syngende Stemme, heftige

Armbevægelser og en ung Guds lyksalige Fornem meise af sin Styrke begyndte han. Han var kapabel til alt, til Brutalitet, Hensynsløshed eller ydmyg Ømhed. Hvad hun vilde! Ønskede hun kanske at høre om en Tur, han havde gjort paa Forsommeren ? En Vaarmorgen nede i Dalen — solfuld, blomsterduftende! — og han havde besluttet, at nu vilde han tilfjelds. Først bar det gjennem Underskogen, hvor der var Spor af Bjørnelabber. Han fulgte Sporet fortrøstningsfuldt og var snart paa Vidden, hvor Smaabjerken stod ristende med den hvide Læggen i Sne, og Gjøken gol. Den gol bare om hende! Gud ved, hvad det kom af, men han havde hele Tiden hendes Billede lyslevende foran sig, mens han vadede gjennem Sne op til Halsen, til han ved Middagstider naadde en liden Nut, hvor han stod Ansigt til Ansigt med selve Rondane.

Hvide, vilde, unærmelige! Rundt Toppene jog Stormen, der kom hvinende med Sne over Vidden og hyllede ham ind i et vaadt Slør. Da først vokste hans Kraft. Han valgte den nærmeste Vei tilbage, svømmede over den ene store, svulne Iselven efter den anden, saa han var nodt til at klæ sig nøgen, og vri Skjorten, nåar han naadde Land. Ingen Fare ! Hendes Tanker var jo om ham, og det skulde ikke undre nogen, om hun den samme Dag gik og tænkte paa ham. Da han sent paa Kvælden kom ned til Dalen, glødede den af norske Flag. Det var syttende Mai, og snart havde han danset sig varm igjen som Solen en første Pinsedags Morgen.

«Og da gik De ensom her i Byen r> sluttede han forundret deltagende. «Havde ingen at være sammen med?» «End Markus Finstad ?> faldt det ham ind at spørge, da hun rystede paa Hovedet.

«Jeg saa ham bare en eneste Gang.? svarte hun undvigende.

Hvad kunde det komme af? Han blev straks mistænksom. Lig en Sjælesørger, der tror sig at ha Ret til at rode om i andres Privatliv, tog han energisk paa at spørge og grave, men uden at komme nogen Vei. Hun forblev stum eller svarte ham blot med Enstavelsesord. Det skulde han hevne. Havde han for en liden Stund siden havt Lyst til at slaa en Kolbøtte for hendes høitidelige Aasyn, kriblede det nu i ham efter at gjøre blodig Nar af sin gamle Barndomsven, som havde holdt hende saa længe fangen.

«Hvorfor tror De, Markus Finstad saa nødig gaar op over Landet!» spurgte han og glippede skjælmsk med Øinene. — «Fordi han dybere, mere fyldestgjørende kan studere Naturens Liv i en talentfuld Bog og dertil se den skildret gjennem et aandfuldt Temperament.»

Og da han mærkede, at hun smilte, gav han sig til at spotte sin Ven, efterligne hans Stemme, Gang, Holdning og Armbevægelser, et Forræderi, som han fandt fuldt retfærdiggjort derved, at de var to om det. Nu havde han da endelig faat fast Grund under Fødderne. Han dristede sig endog til at drive lidt Gjøn med hendes gamle Beundring for Markus Finstad — var det ikke saa, at han kaldte hende for

sit Objekt, hun ham for sin Aandsevne ? — mens han bedst som det var, kastede et lidet, varmt Udraab ind, der gjaldt Naturen omkring dem: «Nei, hvor vakkert her er? Ser De det svarte Skogholtet derborte? Hvad en Guts Fantasi kan finde paa at befolke en slig Granlund med ? Trolde og Udyr bodde derinde, da jeg var Gut.»

Nei, saa De virkelig har faat Øinene op for Markus?» spurgte han godmodig ærtende, idet han nød Sødmen af at ha givet ham til Pris. Tilstaa nu, at De en Gang var lidt forelsket i ham?»

Aldrig i Verden !» raabte hun leende.

De havde svinget forbi Sognsgaardene, og nu lukkede Skogen sig tæt om dem paa begge Sider af Veien. Mellem Trærne et rødligt Skjær af Solnedgangen, og det begyndte saa smaat at skumre, eftersom den sluktes. Alt kjendtes Luften kjøligere; det gav en hui Gjenklang af deres Skridt paa den haarde Vei, hvor Støvet var mindre end nede paa Sletten.

Og nu, da Feststemningens Rus efterhaanden dunstede bort, traadte med et noget zart og stilfærdigt ømt frem i ham. Han var træt af de store Ords Pragt og vilde gjerne bytte dem alle for et lidet mildt og forstaaende Haandtryk. Det syntes ham saa vakkert af hende, at hun virkelig trodde paa ham og saa noget mere i ham, end de fleste andre gjorde. De fleste andre lo blot af ham eller kunde ialfald ikke forsone sig med hans Væsen. Alene hun skjønte, at han trods alt var noget af et levende Menneske paa Jorden. Et svagt og sitrende

Menneske, der i denne store Stund gjerne kunde sætte sig ned og graate af ydmyg Lykke eller knæle og strække Hænderne takkende mod hende.

Han fik en Fornemmelse af, at der dog vist alligevel laa noget gjemt i det Ord «Ansvar», et Ord, han ikke egentlig eiede nogen medfødt Forstaaelse af. Han huskede en Maidag, som han gik alene paa en Landevei, fyldt af al Vaardagens yre Kraft ... Da saa han en liden nyskudt Blomst i Græsset ved Veikanten — ung og troskyldig — og han tog den kjærlig op og strøg den varsomt over Bladene. Saa rig var han, at han havde Raad at gi af sin Overflod til alle. Seiv til de mindste. Ogsaa om hende vilde han værne — stryge hende varsomt over Sindet.

I den Grad hurtig var dette Omslag kommet, at alt, som han før idag havde sagt og gjort, nu forekom ham ganske fremmed. Der sneg sig noget trist og tungsindigt ind paa ham, og han følte sig, underligt nok, modstandsløst overgivet til hendes Naade. Ja, som et haardt Ord nu vilde krænke ham !

Men da han nu engang ikke turde snakke aabent ud af sit Sind, nævnte han — halvt af snu Beregning, halvt af en heftig opdukkende Trang til at tale om Kjærlighed — Navnet paa en ung, smuk Dame, som han vidste, at hun agtede, og om hvem Folk ellers sagde, at hun havde altfor mange Elskere. Hvor var hun blit beløiet! Han havde seiv været sammen med hende i Sommer og kunde vidne, at hun var et helt, sanddru Menneske. Kanske hørte

hun endog til de store Kvinders Kreds, som vansmægter, nåar de ikke elsker.

Han tog op de andres Angreb paa denne unge Dame og forsvarte hende ivrig, som han vilde forsvare hende, der gik ved hans Side, hvis hun såtte sig ud over alle Hensyn og for Eksempel blev hans. Endnu varmere blev hans Forsvar, da han mærkede, at hun nikkende bifaldt det. Uden at ha sagt et personligt Ord til hende, var han kommet hende nærmere.

Skogen lysnede, og Sognsvandet laa udstrakt foran dem. De fulgte en smal Sti, som bugtede sig langs med Bredden, og nu var det hun, som talte, han, som lyttede. Hvor hun syntes, Folk optraadte lumpent mod Agnes Reymert! Ikke mindst de, der seiv forsynte sig af Retterne, men hyklede Dyd, hvad Agnes dog var for renslig til at gjøre. Det var jo heller ikke hendes Feil, at hun ikke kunde leve uden Kjærlighed.

«For Livet bestaar jo af to Ting : Kjærlighed og Arbeide, faldt han ind.

Og hun nikkede alvorlig

Atter denne frysende Fornemmelse af Mod og Hjælpeløshed! Saa ribbet og plyndret for Marg og Kraft var han, at han, for at holde sig oppe, maatte syne hende et Tegn paa Underkastelse. Aa, han var ikke, som hun kanske tænkte! Ikke nogen stærk og overlegen Mand ! En Stakkar var han, som seiv trængte til Godhed og Beskyttelse.

Hvor en lang græsbevokset Odde løb ud, var der nogle Meter fra Land rammet en Træpæl ned

i Våndet, og idet de nu gik forbi, bøiede Ivar Borg sig, tog en Sten fra Jorden og slyngede den efter Pælen, men uden at træffe. Han gjorde det mest i en Følelse af, at han maatte vise sig for hende paa en eller anden Maade Da han ikke traf, blev han ærgerlig og slyngede nok en Sten, som ogsaa denne Gang strøg udenom og faldt med et tungt Plask i Våndet. Nu suste Sten efter Sten fra hans Haand, indtil han opgav det og med et lidet forlegent Smil vendte sig mod sin Veninde som for at undskylde sit Vanheld.

I det samme hævede hun paa Damevis Armen høit over sit Hoved og kastede med en klodset Bevægelse, men med al den Kraft, hun eiede, en Sten, som hun uset af ham havde tat op. Det ristede i Pælen, saa en Række Smaabølger skjød ud fra den, dannende en Kreds af Ringe, som stadig vokste i Omfang og tilslut naadde Land.

«Det var som Pokker !» brød det ud af ham.

Hun var seiv ikke mindst forbauset, og hendes Øine blev ganske blanke, da hun lidt undselig over at ha kastet bedre end han, men ogsaa i Triumf vendte sig spørgende mod ham, som om hun ventede paa et Udbrud eller et anerkjendende Ord. Han syntes, hun lignede en Blomsterstængel, som pludselig var grod op af Muldet, blit til for hans Øine, der hun stod slank og spænstig foran ham i Halvmørket. Noget saa jomfrueligt og überørt var der over hende. Det store, brune Håar, som var væltet frem under Hatten, syntes at knitre, da hun nu med en overmodig Bevægelse strøg det tilbage

og derpaa aabnede de smale Læber til et Smil, saa de hvide Tænder blev synlige.

Han saa, at hun var vakker, at hun lignede sig seiv, slig som han huskede hende for to Aar siden, og som han senere helst havde drømt hende. Det ømhedstørstige og hans gamle Erobrermod gik sammen, Blodet slog i en hed Strøm mod hans Hjerne, og pludselig bøiede han sig frem, greb med begge Hænder om hendes Liv, rev hende ind til sig og kyssede hende midt paa Munden. Saa slåp han hende og blev staaende og vente paa, hvad der nu vilde komme.

Bag dem suste det svagt i Trærne. Et Pust gik over Våndet, hvor Sivet langs Bredden, der reiste sig som en tæt Skog af grønt med violette Toppe, og mellem hvilket en Rest af Solnedgangens Guid laa slapt døsende, svaiede frem og tilbage. Hun var først blit forskrækket, saa alvorlig, men nu smilte hun paany. Dog var hendes Smil ikke overmodigt længer. Det var langt heller lykkeligt og gjenkjendende varmt.

«Du kjære Ivar!» sagde hun og slyngede Armene heftig om hans Hals.

«Tak for dit Brev!» hviskede han med hæs Stemme, som om han i hvert Tilfælde vilde minde hende om, at havde han end gjort noget galt, var det hendes egen Skyld . . .

Da de lidt senere gik sammen nedover til Byen, følgende en brat Skogsti, som han kjendte, vilde han hele Tiden ha Rede paa, hvorfor hun smilte. Han havde Armen om hendes Liv. Ustanselig talte

han, nåar han da ikke afbrød sig for at kysse hende, hvorpaa han paany spurgte om Grunden til dette Smil, som var og blev ham uforstaaeligt. Han talte om sin Kjærlighed til hende, der var saa gammel som han seiv, om sin Længsel, da hun forsmaadde ham - hvorfor gjorde hun det? — og om hendes Skjønhed, der var saa forskjellig fra alle andres.

Der var en Syrenbusk i hendes Fars Have, som havde aandet sig ind i hans Sind, da han en Maiaften stod bag Gjærdet og saa hende gaa der indenfor med sine Forældre. De havde plantet i Haven samme Kvæld, og med Syrenduften i Hjertet drev han saa ud i den halvlyse Nat og nynnede hendes Navn. Da han kom tilbage, stod de nysatte Planter bøiet mod Jorden, saa bedrøvet ludende, som de havde Sorg. Han følte inderlig dyb Synd i dem, klatrede over Gjærdet og vandede dem paany. En Syrenkvast tog han med sig som Løn, da han gik. Var det saa ikke mærkværdigt, sluttede han, at hun idag havde en syrenblomstrende Kjole paa f Som det lignede ham at tale paa denne Maade ! Hun lyttede til Ordenes Klang, glad og lykkelig over at høre dem. De tog sig saa vakkert ud, og de var om hende. Hvorfor hun smilte ? Det kunde hun ikke sige ham, men da han stod saa beklemt og syndbevidst, efterat han havde kysset hende, gik det med et levende op for hende, at han i meget var den samme, som da hun for mange Aar siden agte Kjælkebakke med ham. Han var blit

skulderbredere og mandigere af Udseende, men havde ellers ikke forandret sig saa meget.

Og de gik mange Spadserture sammen, som altid blev længere og længere og førte dybere og dybere ind i Skogene.

Saa vaagnede Harriet en Morgen en Uges Tid efter og sagde til sig seiv, at nu var hun hans Elskerinde. Ivar Borgs Elskerinde! Faderens Skikkelse strøg i det samme tæt forbi hendes Tanke, og hun saa ham bøie Hovedet i Sorg og Skam over hende.

Hun tænkte paa den Tid, som var gaat siden deres første Møde, og paa, hvorledes det altsammen var kommet. Uophørlig havde de været sammen. Hendes første Blik ud af Vinduet om Morgenen, nåar hun klædte sig, havde truffet hans bedende Ansigt, og hun vidste, hvad han bad om. Om Beviset paa hendes hele, fulde Kjærlighed. Hvorledes kunde hun, som var saa stolt og dertil saa ligegyldig for andres Dom, negte ham det? Hun maatte dog indse, at uden det var han en fattig Mand, seiv om hun holdt aldrig saa meget af ham. Men hun var ræd. Og hver Gang de var ene, og hans Aande blev tung og hastig, hans Bønner skjælvende og hans Kjærtegn vildsomme, flygtede hun fra ham som for i sidste Øieblik at redde sig, skjønt hun skammede

sig ud for det efterpaa. Hun tænkte paa hans Kjærtegn. Gik de sam-

men paa Gaden, forstod han altid at indrette det

slig, at han hemmelig kom til at holde i hendes Kaabe eller i en Flig af hendes Kjole for ikke et Sekund at være fra hende. Han var som et Barn, bristefærdig af Længsel og Ømhed, hvem hun ikke nænnede at gjøre noget ondt. Naar de mødtes om Morgenen, saa hun, hvor han speidede ind i hendes Ansigt, og at hans eget lysnede eller mørknede til, eftersom hendes Humør var. Bestandig i Angst for, at han skulde have sluppet til at si noget, som maatte støde hende eller forandre hendes Syn paa ham. En Aften, da Huset var gaat til Ro, kom han stormende op og ringte paa. Heldigvis var det hende, som lukkede op. Han stod i Entreen med et Ansigt, forstyrret af Smerte, og bad om Lov til at tale med hende. Hans Stemme var hæs, og han rystede over hele sit Legeme. Da han havde lagt sig, var han kommet til at tænke paa, at han vist havde vakt hendes Uvilje ved et uforsigtigt Ord, han havde ladet falde, før de skiltes, og han søgte nu at forklare, at det siet ikke var saa galt ment, som det lød. Kunde hun tilgi ham ?

Hun for sin Part havde siet ikke lagt Mærke til det Ord, han fablede om, og bad ham blot skynde sig hjem igjen, før hendes Mor kom ud.

Og saa igaar! Hun lukkede Øinene og kjendte et Gys gaa gjennem sig ved Tanken paa hans hede Kys, som hun gav ham tilbage, skjønt hun ikke følte noget ved det, kun henført af et Raseri efter at skjænke sig seiv bort, efter endelig en Gang at svimle ind i det nye Land, Kjærlighedens forjættede

Land, hvor Livet formede sig stort og rigt, og hvor hun seiv skulde bli et større, rigere Menneske. Intet Under, at hendes Far bøiede Hovedet

i Sorg og Skam! Gud ske Lov, at han var død! Hun knyttede

sin Haand, og det var, som alle Nerver spændtes i vildt Had mod liver den, som nu vilde lægge en Sten paa hendes Vei. Skulde den end føre til Graat og Ulykke, hun vilde gaa den!

Og idet hun sprang frem paa Gulvet, var det, som et tungt Pust af denne sidste Sommers fortærende lid, tændt af Lede ved hende seiv og vansmægtende Begjær efter et nyt Liv, slog heftig gjennem hendes Sind og gjorde hende haard og ond og stridig. Hun vilde leve, før hun døde, elske, ny de ... Og i sin Trang efter Liden skab tænkte hun, at var det end hendes egen Mor, vilde hun gladelig ofre hende, hvis hun prøvede paa at holde hende igjen.

XV.

Men hun evnede jo hverken at leve, elske eller nyde, ikke engang at trække Aanden frit og dybt, saa længe hun gik her i disse vante Omgivelser, mellem de gamle, kjendte Møbler, hvoraf hvert Bord, hver Stol mindede hende om Faderen, om hans Smag, Livssyn og store Kjærlighed til hende og Hjemmet. Saa latterligt det end var, kunde et Billede paa Væggen, et Luretæppe over en Stolryg, en Bog, han havde ladet omsorgsfuldt indbinde, stanse hende paa Veien til et Stævnemøde og gjøre hende usikker, modløs og forsagt, som de med Spøgelseshænder stjal Margen ud af Benene paa hende og derefter lod hende gaa.

Kom hun bare bort herfrå, nåar Auktionen var over, skulde hun nok reise Hovedet tilveirs. Da blev det Slut med Spøgelsernes Magt, og strakte de alligevel de smygende Hænder efter hende, vilde hun med Had i Hjertet plante en Pæl gjennem dem.

Hvor rart, at det alligevel skulde ta saa haardt

paa hende at skilles med det gamle Hjem! Ikke blot med de Møbler, Billeder og hundrede kjære Smaating, der havde været synlige Vidner til hendes Barndoms Glæder og mange Sorger; men kanske tungest var det at skilles med dem, som, da de stod i Krogene, hang paa Væggene, laa hen ad Bordene, gik hendes Øie forbi — som var der og dog ikke — fordi de smeltede saa umærkelig og selvfølgelig sammen med det hele, indtil hun nu, da der blev ryddet, ordnet og flyttet, opdagede dem med undrende Sind og en næsten graatefærdig Taknemmelighedsfølelse.

Et eget Indtryk gjorde det ogsaa, at se vildt fremmede Mennesker trampe ind i deres Stuer paa Auktionsdagen, beføle Møblerne, dreie paa Billederne, veie Smaatingene betænksomt i Haanden og derefter sætte sig magelig tilrette paa Bænkene, som var stillet i Rader ned over Stuen, saa den kom til at ligne en Skolestue paa Landet, hvor Auktionarius, der med Hammeren i Haanden stod foran et lidet Bord oppe ved Døren, var Skolemester.

Udenfor koldt, halvmørkt og overskyet. Fru Blich var gaat tilsengs og agtede at bli liggende hele Dagen. Hver Halvtime maatte Harriet ind til hende for at berette, hvor høit Priserne gik, hvor langt det var kommet med Auktionen, og om der havde mødt mange kjendte Folk frem til den.

Hun kunde gjerne ha git et lidet Skrig fra sig, da hun ud paa Eftermiddagen saa Ivar træde ind blandt alle de fremmede Mennesker, som nu fyldte

Værelserne til Trængsel. Hvor vakkert af ham, at han i Modsætning til dem holdt Hatten i Haan den og gik paa Taaspidserne, som han skulde til Begravelse!

Og med et slog det hende, at dette jo i Virkeligheden ogsaa var en Begravelse, at alle disse Møbler og Billeder ikke var levende længer, men Lig, som nu førtes ud for aldrig mere at vende tilbage-

I Løbet af Eftermiddagen saa hun sit Snit til at vinke ham ud i Gangen, og lidt efter mødtes de inde paa hendes Værelse.

Der var næsten ikke Plads til dem derinde, saa opfyldt var Værelset af Kasser og Kufferter, den ene stablet ovenpaa den anden, der allesammen næste Dag skulde kjøres ned til deres nye Leilighed i Holbergs Gade. Henne i en Krog stod hendes Seng, uopredt siden Morgenstunden, og kun foran Vinduet var der saa vidt Rum, at de til Nød fik stillet sig ligeoverfor hinanden.

Han saa, at hun var stærkt bevæget, at hendes Ansigt lyste blegere end vanlig, og at hun kjæmpede mod Graaten, som vilde op. Og pludselig kastede hun sig med Hovedet ind til hans Bryst, hvor hun gjemte sig, som vilde hun der søge Ly og Hjem, nu da hendes eget opløstes.

Hun indsaa det saa tydelig idag: Hun var blot født til Ulykke! Alle de lyse Drømme, hun havde spundet sin Ungdom ind i, alle de Længsler, der gik i Forveien, vilde kun bringe Skuffelser. Naar havde hun ogsaa været rigtig glad og lykkelig i sit Liv?

Han ble v først forvirret. Mekanisk gav han sig til at stryge med Haanden over hendes Håar, ledende om i sin Hjerne efter et lidet Trøstens Ord. Aldrig havde han staat Ansigt til Ansigt med et saa dybt alvorligt Menneske, syntes han. Hvor det var pinligt! Han tænkte paa dette Hjem, der havde staat som et Mønsterhjem for alle, og som nu blev lagt øde, tænkte ogsaa paa hendes nære Forhold til hendes Far, og at det nu, moralsk set, vel var hans Tur til at overta Forpligtelserne.

«Kanske du helst ser, at vi forlover os r» sagde han raadvild efter nogle Sekunders Taushed.

Hun saa op, og der steg noget trodsigt i hendes Blik.

«Nei det er ikke det! Tro ikke, at jeg har nogetsomhelst Krav paa dig? Ikke engang det Krav har jeg, at du skal holde af mig! Jeg ved, at jeg ikke har Ret til at fordre af andre. Men forstaar du da ikke, at fra denne Dag er jeg helt din?»

Gjennem Vinduet saa de en Mursvend entre op over en af Stigerne til det halvferdige Hus i Ørutns Have, bærende et Bret med røde Mursten paa Skulderen. Inde fra Auktionslokalet lød det regelmæssig: «Tredive Kroner, en og tredive Kroner — to Bud om det! — fem og tredive Kroner» o. s. v., indtil Hammeren faldt med et haardt Slag mod Bordet og såtte et sidste afgjørende Punktum i det Familiestykkes Historie, som nu vandrede ud af Huset og overantvordedes i Fremmedes Hænder.

Der hørtes Skridt ude paa Gangen.

«Kanske det er bedst, jeg gaar?» spurgte han lidt dirrende i Mælet, uden at turde se paa hende.

«Paa Gjensyn da!» sagde hun stille med et lidet Smil og rakte ham Haanden.

Han gik.

Hver Gang han mødte Udbrud af usei viske, dybt gaaende Følelser hos andre, blev det ganske taust inde i ham som ien Grav. Og i Ærbødighed for dem, men ydmyget ind for sig seiv, sprang derpaa hans eget Billede frem, saa klart og tydeligt, at han grebes af Angst og Fortvilelse.

<Ud i Skogene!» raabte han hæst. «Ud i Stormen og Sneen og Regnet!» Og skjønt det hverken snedde, stormede eller regnede, tumlede han vetløs op over Veiene, mens han i Mørket, der nu faldt over dem, føiede Anklage paa Anklage mod den Mand, han var, han, som ikke kunde elske, saa stærkt han end stundom hungrede efter Kjærlighed.

Men hendes Evne til uselvisk Kjærlighed, som han havde faat et Glimt af i Eftermiddag, var en Lænke af Jern, smedet om Benet paa ham, som han for sin Lykkes og Fremtids Skyld maatte sprænge, koste hvad det vilde. Hendes Kjærlighed til ham var en Byrde, han maatte segne under, skulde han bære den, og alt kjendte han, hvor det, som nys rakte sig mod hende i Savn, Længsel og Ømhedstørst, faldt sammen som en Bølge i hans Sjæl. «For at leve maa jeg føle Frihed!» tænkte

han, og nu syntes han, at skulde han se hende igjen, var han nødt til at slænge sig som et Aadsel for hendes Fødder og be hende trampe sig blodig.

«Bort, langt bort! Gjemme mig inderst i Skogene! Flygte, komme mig unna!» —Og idet han lagde paa Sprang som et Vilddyr, der har Hundene efter sig, var det ham, som Sølvpoplerne, der endnu havde nogle af Bladene tilbage, vrængte dem haanlig efter ham, som de gulnede Græsstraa strakte lange Tunger, fordi han ikke eiede noget at gi igjen, nåar en liden Pige kom og bød ham sin unge Kjærlighed.

Dagen efter flyttede saa Fru Blich og hendes Datter til deres nye Hjem. Udenfor Haveporten havde nogle Smaagutter samlet sig, og for hvert Flyttelæs, som kjørte svaiende afsted, raabte de Hurra i Kor. Ogsaa da de to Damer såtte sig i Droschen, lød Hurraraabene, og i Triumf svingede en af Gutterne et rent Flag, han havde kjøbt sig sidste syttende Mai.

XVI.

Var det ikke det, hun vidste: De havde ikke flyttet ind i deres nye Leilighed, før hun straks blev et ganske nyt Menneske. Her i disse hjemløse, hende ligegyldige Værelser var der intet, som kaldte paa hende eller holdt hende med lønlig Magt tilbage, vilde hun flygte ud af dem. Her var Luften let at aande, og den stod ikke fuld af gamle Minder, der gjorde hende tankefuld og modløs. Man skulde ha sagt, hun blot trængte til at skifte Opholdssted for atter at bli sund, stærk og handlingsdygtig.

Hun elskede Livet, fordi det var saa kort, det eneste, og netop derfor krævede hun, at alt skulde gaa med Lynfart, aandeløst, uden Stans, saa der ikke blev Tid til at sætte sig ned og tænke sig om i L T tide. Da var det heller ingen Sag at kneise tappert med Hovedet, se stort og frit paa Tingene, le af alle smaa Samvittighedsnag, hvis de kom, og trampe alt det foragtelig under Fødder, som stod ens flygtende, kostbare Liv hindrende i Veien. Saadan vilde hun ha det!

Og nåar hendes udvalgte Ven nu med et fik Skrupler og kom listende og sagde, at han desværre nok ikke kunde ofre hende al sin Tid, at han maatte arbeide, gaa paa Forelæsninger o. s. v., da han ikke vilde ligge sin gamle, nedbøiede Far til-Byrde Iænger end høist nødvendigt, saa lo hun ham ud og tog ikke det ringeste Hensyn til det. Trodde han kanske, at hun var en liden beskeden en, som lod sig nøie med at leve i Nutiden for at drømme jomfrublygt om Fortiden og Fremtiden, saa narrede han sig! Hun kjendte nu lidt til den Dame, han elskede, og vidste, at hun var ivrig, fordringsfuld, men frem for alt bundutaalmodig, nåar der først engang var blæst Liv i hende.

Underligt, men sandt: Der var pludselig strømmet et saa overgivent, et saa kaad, spillende Humør op i hendes Sind, og hun overraskede ham stadig paany med saa mange Indfald og et saa dristig paagaaende Syn, at han ved at sammenligne hende og sig seiv til Slut skammede sig over sin egen Kleinmodighed og skjød Hjertet op i Livet. Gjaldt det blot at slaa til Skaglerne, skulde han nok vise hende sort paa hvidt for, at han heller ikke stod tilbage! Kom det an paa at sætte Huset paa Tåget, var saa vist han ikke at foragte! Hun fik ham endog overtalt til at flytte hjemmefra og paa sin gamle Fars Kostende leie et møbleret Værelse høit oppe i Pilestrædet, hvor de kunde mødes, nåar Vinteren kom for Alvor.

Det blev den mærkeligste November, Folk kunde huske. Dagene korte, men skyløse. Paa

Himlen stod Solen lavt og spredte et tyndt, gyldent Lys over de rimhvide Marker paa begge Sider af Veiene, hvor de gik. En skjør Is dækkede Sognsvandet og de andre Tjern og Søer, som, kranset af mørke Gran og Furuskoge, dog lo muntert i det friske Solskin. Harriet såtte i at springe, hoppe, danse bort over de haarde, knudrede Veie, indtil hun blev ganske hed af det, og hendes Aande steg tilveirs som lette Dampskyer under den blege Himmel, hvor et bitte lidet, gjennemsigtigt Maanesegl svømmede. Men alt ved Tretiden rødmede det svagt over Aaserne, hvis Trær hurtig smeltedes ind i Aftengløden. Maaneseglet svulmede op, blev først stort og kobberrødt, siden ildgult, og en høi, kold Stjernenat hvælvede sig over Vand og Skog, over Marker og Veie.

Nu var ikke Veiene hendes længer, som de havde været lige fra hendes første Barndomstid. Hun havde flyttet fra dem, og der var andre, som bodde dem nærmere end hun. Professorbyen eiedes ogsaa af andre, og hændte det, at hun paa sine Ture sammen med ham kom den saa nær, at hun hørte Lyd af Banken og Hammerslag fra de nye Huse, som var under Opførelse, skar et lidet ondt, lammende Stik af Skinsyge hende gjennem Hjertet, uden at hun rigtig vilde tilstaa det for sig seiv, og hun gjorde en lang Omvei for at undgaa at se dem.

Hendes løsslupne Humør, dristige Syn og Mod til at tale aabent om de allerfarligste Emner beviste ham jo klart som Dagen, at han havde tat

grundig feil af sin lille nyvundne Elskerinde. Der var saamen ingen Grund til at gjemme sig i Skogenes Dyb for hendes Skyld eller traske hændervridende om i Natten og Stormen og Regnet, fordi han kanske ikke kunde elske saa selvforglemmende som hunl Han maatte le af sig seiv. Hun var simpelthen et glad, letsindigt Pigebarn, var hun, ligesaa nysgjerrig paa Livets Lys og mangfoldige Glæder som en Fugleunge i Ægget. Eller hvorledes skulde han paa anden Vis forklare sig, at hun stadig væk gik og lyttede til andres og hans egne selvoplevede Historier om Kjærlighed, slugende begjærlig hvert Ord, som han sugede ind den skarpe, syrlige eller mugne Duft, der steg fra det vaade Løv paa Jorden?

Hvad kunde ogsaa være stemningsfuldere, mere tillokkende for en ung Mand, som likte at høre sig seiv fortælle, end at gaa senhøstes Arm i Arm med en ung Pige paa ensomme Veie og Skogstier og lægge ud om sit eget vilde Liv, finde frem de afgjørende Træk i det, pudse og gnide Ordene blanke, til det formelig skinnede fra dem, og saa nyde hendes Beundring? For Harriet beundrede ham; det var Sagen. Hun syntes, kort og godt, det var storartet, at han havde faat Tid til at opleve saa meget. Han saa hendes Beundring i hendes Smil, hendes Blik, hørte den i hendes Spørgsmaal og Udbrud og tændtes af den i hendes Kys. Hvor hun dog var guddommelig naiv! Han lovede sig en lang, morsom Tid.

En uudholdelig Byrde var væltet ham paa en

Dag af Brystet. Vorherre skulde vide, og han vidste det for den Sags Skyld ogsaa seiv, at han ikke havde Evne til at føle Kjærlighed mange Dage i Træk, og siden hin Eftermiddag, da han flygtede i sansesløs Smerte fra hendes Hjem, var han blit noksaa kold og klog igjen. Nu, da han havde hende, og Ømhedstørsten i ham var slukt, kunde han jo omgaas hende som en god Kamerat, hvem det stod ham frit for at si alt det, han vilde. Hun bandt ham jo heller ikke med noget Baand, paalagde ham siet ingen Forpligtelser. Endog sit Lager af gamle Komplimenter kunde han af godt Hjerte skjænke hende, og her var der nok at ta af.

Veiret vakkert, Solen rødgul, der den hang livløs langt nede i Horisonten, og Veiene som skabt til at hoppe, springe, danse paa. Intet Under, at han betoges af en uforklarlig Fryd, en hidsig, jubelvild Frihedsfølelse, saa han, ret som det var, greb hende med begge Hænder om Livet, løftede hende høit tilveirs og svingede hende rundt som en liden Dukke.

«Hvor stærk du er!» sagde hun smilende.

Han lo bare til Svar, såtte hende ned paa Jorden igjen, tog hende saa under Armen og gik videre afsted med hende.

Som han var snil, som han var elskværdig! En stor, skøieragtig Gutunge, som det var umuligt at bli sint paa, hvor mange Kjærlighedsforhold han end havde udnyttet. Hun vidste nok, at unge Mænd ikke lader en vakker Dame sidde over, men det var nu heller ikke Maade paa, hvor mange han

havde hvirvlet ind i Dansen. Lad Lysekronerne tændes og Musiken spille op, saa skal jeg klare Smaapigerne! Stundom havde han rigtignok et lidet, krøllet Smil om Munden, et lumsk Glimt i Øiet, som lod hende ane, at han nok som oftest havde staat ensom og bitter udenfor Dansesalen og til Musikens Toner drømt alt det, han nu gik og brautede af.

«Hvad heder saa den Dame, du har oplevet det med?» spurgte Harriet ham.

«Jeg nævner aldrig Damers Navn,» bøiede han galant af.

«Du maa gjerne nævne mit Navn,» sagde hun tørt, og der kom noget haardt i hendes Blik. «Hvad jeg har gjort, skal jeg ogsaa kunne staa til Ansvar for.»

«Maa jeg virkelig nævne dit Navn?» spurgte han spøgende.

«Til alle!» svarede hun afgjørende. — «Kanske alligevel ikke til min Mor,» tilføiede hun lidt efter.

Dagene blev ved at være vakre. Saa sent som den 15de November havde han fundet en Sommerfugl flaksende mod Ruden i sit Værelse, men straks Solen gik ned, slog et vinterligt Gufs gjennem Luften, og det kjendtes koldt, ødsligt og uhyggeligt. Hans Opfindsomhed var opbrugt, hans Meddelelsestrang til Ende, og i en Fornemmelse af Hjælpeløshed smøg han sig hutrende ind til hende, som trængte han Trøst og Opmuntring af hendes Sjæl, Varme og Kjærtegn af hendes Legeme. Hans Mod var Morgenens og sank med Solen. Atter blev

han tryglende og ømhedstørstig som inden deres første Favntag. Nu var hun den stærke, han den svage. Og vist for tiende Gang hviskede han, at han paany havde fundet en Sommerfugl paa sit Værelse, og at hun endelig maatte komme op og se paa den.

Denne samme Sommerfugl spillede en stor Rolle i deres Samliv og vaagnede regelmæssig op af Død og Vinterdvale, hver Gang han vilde eie hende. Snart var den stor og blændende hvid, snart liden, væver og brun som de første, der kommer frem i Begyndelsen af April, nåar Sneen gaar bort, og Solen saa smaat tar paa at lyse og lune; men altid var den høist mærkværdig.

De gik forsigtig gjennem den bratte, svagt oplyste Trappe i det fireetages Murhus, hvor han bodde. Han fandt Nøglen frem og lukkede hende sagte ind paa sit Værelse, som var rummeligt, men halvtomt; et Bord, en Seng og et Par Stole udgjorde hele Møblementet. Trist og hjemløst. Gjennem Vinduet saa de Maanen hæve sig over Husrækkerne paa den anden Side af Gaden og kaste blaaskarpe Reflekser mod Ruden. Han blev grebet af en Skamfølelse over at maatte byde hende noget saa lidet festligt, han, der nys svælgede i Far ver og Pragt, da han skildrede hende sine Oplevelser, og samtidig af Medlidenhed med hende, som hun stod der frysende midt paa Gulvet med begge Hænderne stukket i Kaabelommerne.

Og som det saa ofte var gaat ham før, gik det ogsaa nu: Han blev med et ganske ædru. Han

ønskede, at de atter var ude i fri Luft, at han aldrig havde bedt hende med sig, og at han paa en eller anden Maade kunde faa hende ud igjen.

Imidlertid stod hun fremdeles og stirrede übevægelig paa ham med rene, klare Øine, som ventede hun paa, at han nu snart vilde gjøre sin Pligt.

«Skal du ikke ta Kaaben af dig?» sagde han endelig.

Hun tog den af.

Han såtte sig ned, drog hende ind til sig og kyssede hende paa begge Kinderne, der var saa kolde som Æbler, nys tat op af Kjælderen.

Fremdeles sagde hun ingenting, men blev ved at se uskyldig spørgende paa ham.

Han blev mere og mere forlegen ved dette barnlige Blik, begreb ikke, hvad han skulde gjøre med hende, hvad hun mente. Hun vidste jo, hvorfor de var her.

cHvorfor siger du .ingenting?» spurgte han.

«Hvad vil du, jeg skal si?» svarte hun med en Stemme, der kom lidt oppe fra Næsen.

«Men er du da ikke glad i mig?» sagde han fortvilet.

«Det er jeg naturligvis. Ellers sad jeg vel ikke her.»

Han var lige klog. Men da han havde fulgt hende hjem og gik ensom tilbage, blev han ræd. Han forstod sig ikke paa hende, skjønte nu ikke længer Grunden til hendes høirøstede Lystighed, udfordrende Aabenhed eller denne Lidenskabelighed,

der i al sin Usanselighed blot var villet. Hun vilde Kjærligheden, vilde den med spændte Nervers Magt, uden at føle den. Der var noget unærmeligt ved hende, og dog fordrede hun, at han altid skulde være Faun, noget blygt og ømtaaleligt, og hende skulde han elske! Hun gjorde Vold paa sig seiv, kastede sig i Armene paa ham og bad ham mishandle hende. Vanvid! Han skammede sig.

Men saa behøvede hun jo bare ikke at komme op paa hans Værelse mere. De kunde jo gaa og snakke magelig sammen som før. Hun maatte jo ha oplevet noget, hun ogsaa, vide et eller andet morsomt at fortælle. Hun var da gammel nok til det.

Nu har jeg fortalt, hvad jeg ved, og nu er det din Tur,» sagde han en Aften til hende.

Men hun svarte, at hun ikke havde oplevet det ringeste. Hvor flittig han end grov, blev hendes Liv dog ved at være et grundt, speilblankt Vand, i hvilket enhver kunde se lige til Bunden.

«Hvorledes gik det da til, at du skrev det Brevet, du ved?» spurgte han nølende. «Aldrig er jeg blit saa lykkelig overrasket.»

Længe havde han gaat og brændt inde med dette Spørgsmaal, og det var først iaften, da det var for mørkt til, at de kunde se hinanden ind i Øinene, at han vovede sig frem med det.

«Jeg var vel kommet efter, at jeg syntes om dig,» svarte hun kort.

Og atter sagde han til sig seiv, at han ikke

begreb hende. Mindet om deres Elskovsstunder begyndte at pine ham ; de var jo latterlige begge to, han desuden brutal og uforstaaende haardhændt. Naar alt kom til alt, var hun nok hverken glad eller tøseagtig letsindig, tvertimod dybt alvorlig. Gid, han aldrig var kommet tilbage, hin Gang han stormede op over Veien! Gid, Mørket havde slugt ham, saa han ikke behøvede at staa Ansigt til Ansigt med hende og sig seiv!

Der maatte være noget galt fat med hende, og heri bestyrkedes han, nåar han huskede paa, hvorledes hun var tidligere : stille, ladylike, fornemt tilbageholden. Hendes Beundring glædede ham ikke længer, men ydmygede ham. Han fik se til at løsne Baandet mellem dem lidt efter lidt og derefter

slippe helskindet unna. Kunde han bare faa hende til at fortælle løst

og- fast, da blev Spadserturene ikke saa lange. For det eiede hun en sjelden Evne til, og hun havde sandelig ikke brugt sine Øine forgjæves, det maatte han indrømme. Dem havde hun lært sig at se med i sin Barndoms Lidelsestid, da hun til Selvforsvar søgte at aflure sine Plageaander deres naragtige Sider, til de blev uskadelige indenfor hendes egen Dom, og hun i ny vakt Selvfølelse kunde hæve sig høit over dem.

— Gaa i Skumringen ved hendes Side

faa hende til at glemme ham og det, som nu var, over Tider, der laa langt bagenfor denne Sommer, pudse et lidet Minde, de havde fælles, saa det tændte andre, og hun halvt smilende, halvt modstræbende

gav sig til at fortælle, se, det var, hvad han nu drev med! Holde Ildtrangen i hende vedlige, stadig kaste nyt Stof paa den og saa falde til Ro for denne Aften . . .

«Hvorledes var det med Ragnhild Storm, da hun blev forlovet? Er det sandt, at du og hendes andre Veninder blev saa høitidelige og opblæste af Vigtighed i den Anledning, at dere med et fik Kvindebarm af det? «Vi var jo ogsaa bare i Sekstenaarsalderen,» svarte Harriet — «Aa fortæl!» bad han. -- Hun gik en Stund og smilte. «Aa fortæl U gjentog han. <Hvorfor vil du altid, at jeg skal fortælle?. — «Fordi jeg synes, det er saa morsomt.» svarte han naturlig. Og saa fortalte hun da, hvilket frygteligt Ansvar hun og Veninderne følte i Anledning af Ragnhilds Forlovelse. For første Gang følte de Ansvarets Byrde. Om Eftermiddagene kom de alle sammen til store, hemmelige Sammenkomster for at drøfte, om Ragnhild nu ogsaa kunde bli rigtig lykkelig med den Løitnant, hun havde valgt sig. Om han passede for hende og hun for ham! Om han vel havde Evne til at skabe hende et godt og lyst Hjem! Aa, der var saa mange Braat og blinde Skjær i Ægteskabets Farvande, og dertil havde Ragnhild saa store Fordringer! Hver Lørdag Aften havde de Klub, og det var paa en saadan Klubaften, at han skulde presenteres for dem, nåar han kom for at følge sin unge For-

lovede hjem. De sad stive og opstrammede som gamle

Tanter rundt Bordet og strikkede, saa Pinderne fløi. De vilde jo ikke lade sig mærke med noget for Ragnhild, men det var ikke frit for, at Hjerterne slog Stormtakt i Længsel efter, at det endelig engang skulde ringe ude i Entreen.

Ind steg en ung Herre i Uniform med skjæv Næse og kornblaa Øine. Endnu har ingen været saa pint af Tvil og Forlegenhed som han. Hun og hendes Veninder blev rent ovenpaa af at se paa det. Indtil Helga Bang, som var den ældste i Laget, og hvem det var paalagt at presentere, reiste sig og sagde: «Tag Plads, Hr. Løitnant!» Ved Hjælp af Sammenskud havde de kjøbt en halv Flaske Kognac og to Flasker Selters og bød ham nu lave sig et Glas. Pinderne fløi videre mens de samtidig holdt et vagtsomt Øie med ham, der han sad paa Kanten af Stolen og lavede Pjolteren Deres Blikke flyttede ham længer og længer ud. . . Der gik Rygter om, at han var fordrukken, og ingen kunde vide - Gud give ham i sit Krigerliv aldrig mere maa forvilde sig ind i en slig Krydsild; thi da ender det med, at han dråtter i Gulvet! — Hun holdt alligevel ikke af denne hans dvælende Glæde ved hendes gamle Erindringer Hun havde tænkt sig Kjærligheden i Billede af en Flugt paa en Stormsky, et Ridt gjennem Flammer, og nu saa hun ham vandre ved hendes Side med et dovent Smil om Munden, mens han møisommelig trak Spindelvævstraade ud af hende som af en Edderkop. «Hvad bryr du dig om alle disse dumme Ting for?» spurgte hun ærgerlig.

- Men det er da rimeligt, at jeg vil lære dk Liv at kjende,» svarte han korrekt.

Noget utilfredsstillet følte hun tidt i sit Forhold til ham uden at gjøre sig det helt klart. Et Savn, hun ikke kunde tvinge ned, nåar det kom. Havde hun i sine overspændte Forestillinger indbildt sig, at hun endnu levede i de Dage, da Guderne steg ned paa Jorden for at elske dens unge Kvinder, vidste hun nu, at Livet vilde det ikke saa med hende. Hun blev aldrig revet med af ham, saa hun suste ind i en Verden af løndomsfuld Salighed, som var blit lovet hende med saa mange blomsterfagre Ord, og hun skammede sig endog over hvert Stævnemøde.

Efter Liv længtede hun, og kunde ikke han gi hende det, søgte hun det andre Steder . . .

Bedst som de gik fredelig sammen, kom der en jagende Uro over hende. Hun svarte ikke paa hans Spørgsmaal, og hendes Blik blev fjerne og aandsfraværende.

«Lad os skynde os til Byen,» sagde hun hurtig.

<Den flygter jo ikke fra os,» sagde han. «Hvad vil du ogsaa der? Nu har vi det jo saa godt.»

Hun blaaste foragtelig. Skjønte han da ikke, at hun længtede efter alt det, som havde Livets hede Aandepust over sig.

«Ja, du liker dig vel bedst, nåar du kan gaa og

grave i gamle Erindringer.» gav hun ham med et stikkende Blik.

Og som hun blev trukket med et Taug, braavendte hun og stormede nedover til Byen.

De elektriske Blus stod tændt paa Karl Johans Gade og spredte et grønligt-blegt, spøgelsesagtigt Skjær gjennem Taagen, som sænkede sig over den efter hver kort, solbleg Novemberdag. Tæt af Mennesker paa begge Fortaugene Fra Grands Speilglasruder lyste det dunkelt ud i Taagen. De lykkeliges store, straalende Verden! Nu vilde hun ogsaa være en af de lykkelige. Og pludselig kom det over hende, at nu skulde hun gjøre Oprør mod alt det nedarvede i hendes Sind, skjæmme sig ud i alle gode Menneskers Øine, ødelægge sit Rygte for bestandig. Og som hun øvede en Bedrift, en Heltegjerning, drog hun ham med sig ind paa Kafeen.

En tung Tobaksrøg slog mod hende, da hun lukkede Døren op, og hun hørte en Surr af Stemmer uden først at kunne skille Menneskeskikkelserne ud.

Men lidt efter lidt vokste de frem. Hun saa Malere, Forfattere, Skuespillere, som hun kjendte fra Gaden, hvis Billeder hun havde set, hvis Bøger hun havde læst, og hvis bedste Roller hun huskede. Forunderligt! Hun trodde tidligere, at der altid stod Fest, hvor de var, og istedetfor sad de nu der mutte og tause og sammenbøiede i sig seiv.

Til Fest! Til Fest! Hun vilde se alt, være med til alt, nyde alt. Og han, som ikke kunde

drikke et Glas Vin, uden at det gik ham til Hovedet, blev snart medgjørligere. Han vidste jo, hvor megen Sorg, han inden kort Tid vilde komme til at volde hende, hvor mange Taarer hun for hans Skyld skulde fælde, og denne Tanke gjorde ham myg og svag.

Saa føiede han sig efter hende og fulgte hende, hvor hun vilde: Paa Tivoli, paa Bodegaer, helt ned til Danselokalerne i Brogaden, hvor de sad paa Galleriet og betragtede de dansende.

Hun var jo rent gal efter at more sig !

XVII.

Ja, jeg er gal, tænkte hun, men det faar ikke hjælpe. Jeg vil alligevel more mig! Jeg har havt det saa trist og ensomt i hele mit Liv, at nu vil jeg more mig rigtig til Gavns. Jeg har som en lid indvendig, der ikke gir mig Fred, og den liden vil jeg slukke ved at more mig. Hverken føle eller tænke vil jeg. Blot more mig, more mig!

Det er i Grunden ikke ud af min Natur, at jeg gjør det. Min Natur, hvis jeg skulde følge den, byr mig at sætte mig paa et taust Sted og lytte til, hvordan Dagene falder lydløst mod Jorden som visne Blade. For saa pludselig at vækkes af en fjern Kalden, Musik eller et kjækt Trompetstød i Luften, styrte ud med vidt aabne Arme blandt Menneskene og saa atter trække mig krænket og skuffet tilbage.

Men det er jo netop min Natur, jeg vil trodse. Jeg vil stikke Hovedet op af Fjordtaagen, som kommer rullende sur og gul og frossen ind over Gaderne, som gjør Menneskene syge og onde og

r

Livsglæden valen, af den vil jeg stikke Hovedet op og le. Jeg vil le af alt det, som har pint og trykket. Le himmelhøit! Kanske de sætter mig i Avisen for det, men det faar ogsaa være det samme. Var bare min Latter rigtig varm og glad, saa maatte de saamen gjerne. Men det er den nok ikke.

Kom, kom ! Lad os blande os i Livsstrømmen, som vælter sort og tung op og ned af Gaderne i den gule, sure Fjordtaagen! Og lad os le med hvide Tænder, saa de skal stirre forundret paa os I

Jeg vil le, jeg vil le! Le af de gamle og unge Herrerne, som paa sin Vei fra og til Kontorerne gløtter mistænksomt over Brilleglassene, om en ung Pige bærer lidt stærkere Farver paa Hatten end brugeligt er. Idag vil jeg frækt le dem ud, fordi de saa længe har kujoneret mig. Fordi deres Blik, kuldskjær og hudløs som jeg er, har trængt sig lige ind til det blødeste af min Sjæl og gjort mig bange og fortrykt. Faat mig til at liste mig beskjæmmet ind i Sidegaderne og derfrå tilbage til Mørket igjen.

Jeg vil le, fordi jeg skal dø! Le, le! Raabe ud paa Gadehjørnerne, at jeg er ty ve Aar og en ung Mands unge Elskerinde.

XVIII.

Saa høit kunde der naaes ! Ikke høiere. Som en saa vildt berusende Lidelse kunde altsaa Glæden i ens Sind føles, nåar dette er spændt til det yderste, og man modstandsløst gir efter for alt, som vil op i det !

Atter en Morgenstund, da Harriet laa i sin Seng og gjennemgik Gaarsdagens Begivenheder. Men denne Gang var Minderne lyse og stolte, som svøbt ind i Duft af røde, ildfulde Roser. Det stod for hende, at hun havde vundet en mægtig Seir, den første store Seir i hendes Liv, og hun var forfærdelig opfyldt af den.

For en ypperlig Ide! En Aften havde Ivar i en glad Stund lovet hende en Overraskelse, hvis hun vilde komme op til ham et Par Aftener efter, og da hun saa kom — det havde ikke faldt hende andet ind, end at det var en Spøg det hele, som hun gjerne kunde gaa med paa ! — var det første Ansigt, hun mødte, Olgas. Olga Becker, i sort Pløielskjole og med dybe Smilehul paa begge Kinderne.

Han havde havt den Ide at byde alle de gamle bekjendte fra Professorbyen sammen paa sit Værelse, der iaften var rigt oplyst. Varme i Ovnen, Vin, Roser, Frugt paa Bordet, og da ingen vidste, hvem de skulde sammen med, vokste der straks Liv og Humør op af Gjensynet.

Eller rettere sagt, det var hende, som skabte Humøret og Stemningen. Hvad enten det nu skyldtes Vinen, eller det kom af, at de alle sad samlet paa denne lille, tarvelige Hybel, hvor der i Mørkningen var sket saa meget rart, eller det var, fordi Olga absolut maatte ha veiret noget hemmelighedsfuldt, eftersom hun hele Tiden holdt et vagtsomt Øie med hende og Ivar — hun blev pludselig revet med af et yrt Overmod, en tindrende Trods, en desperat Lyst til at slaa sig løs og si alt det gale, som i Øieblikket faldt hende paa Tungen.

Ja, hvad dette lille, triste, nøgne Værelse dog rummede af Minder! Og mens der blev snakket, leet, støiet og røgt Cigaretter rundt hende, syntes hun, at disse hendes Minder med et sprængte Svøbet, de indtil nu havde været hyllet i, svulmede op og udfoldede sig som Roser, men tusen Gange mere glødende end de, der stod midt paa Bordet, og som Gud maatte vide, hvor Ivar havde rapset henne.

Der blev fortalt om en ung Grosserer, som var saa overvættes glad i en af de yngre norske Digteres Bøger, at han regelmæssig sendte dem til Hamburg, hvor han lod dem indbinde i ægte garanteret Jomfruskind.

«Og det vil han bli ved med,» tilføiede den, som fortalte det, med dybt Alvor.

«Da kan altsaa ikke jeg staa til Tjeneste,» sagde Harriet.

Hvor de stirrede paa hende! Og hvor hun nød det, der hun sad magelig tilbagelænet med en halvrøgt Cigaret i Munden. Hun følte sig som en ung Brud, i hvis Magt det stod at gi glade Gåver, der alt havde bragt dem og vilde bringe tusen til.

Og pludselig faldt det hende ind at tåge Roserne paa Bordet og i hedensk Glæde binde en Krans af dem, som hun snodde om sit Håar.

Det havde været en vidunderlig Aften, en Festaften, hendes egen Aften. Endnu kjendte hun Rusen af den prikke sig gjennem Blodet.

Og eftersom Timerne gik, lagde hun alle de andre under sig ; de blev hendes lydige Undersaatter og hendes opmærksomt lyttende Tilhørere, da hun i løssluppent Humør gav sig til at fremstille Situationer og Begivenheder fra deres Skolegutteog Skolepigedage, som fik dem alle til at le, skjønt ingen gik fri for et Rap af det Scepter, hun vippede med i Haanden. Det var en Tak for gamle Dage. En Dronnings Hevn for lidte Forurettelser.

Og hun havde Rosenkransen paa Hovdet, da de langt efter Midnat fulgte hende hjem i stor, festlig Procession : Himlen skyklar og alle Stjernerne oppe.

Saa høit kunde der naaes; ikke høiere!

Hun huskede, at Olga havde sat sig bort til hende og hvisket: «Hvor sød du er iaften, Harriet!

Det er bare for din Skyld, jeg er her. Havde jeg ikke vidst, at du var her, vilde det ikke ha faldt mig ind engang i Drømme at komme.» —- Og at det sidste, hun sagde, var: «Jeg kommer snart paa Visit. Hiis din Mor tusen Gange!»

Endnu duftede Roserne, og hun saa det flimre af mange Lys for sine Øine, skjønt Taagen idag stod tæt og gul ude i Gaardsrummet, mod hvilket hendes og Moderens Sovekammer laa, pressende tungt mod Ruden, saa det blev mørkere herinde end vanlig. Det var lidet troligt, at Solen idag havde Magt til at bryde Taagedækket.

Fru Blich var staat op til almindelig Tid og havde seiv bragt Frokosten til Datteren, der lod, som hun sov, da hun kom med den. Nu laa hun og skottede forsigtig ind i Spisestuen, hvor hendes Mor sad ved Vinduet og stirrede ned i Gaden, uagtet Luften rimeligvis var ligesaa tyk og taagegul der som ude i Gaardsrummet.

Hun vidste nok, hvad hun sad og tænkte paa. Hun vidste, at Moderen grublede paa hende, Harriet, og paa, hvor hun havde forandret sig, siden de var flyttet. Før havde de vist i Moderens Tanker boet en hel Dagsreise fra Byen og dens Fristelser, mens de nu havde Duren af den lige ind i Værelserne. lalfald bad hun hende nu, ret som det var, at være forsigtig.

«Man hører saa meget stygt,» jamrede hun. «Saa meget ondt og uanstændigt. Jeg ved, jeg vilde ta min Død af det, hvis jeg hørte noget om dig.»

Kånske hun ogsaa tidligere pleiede at sige lignende

Ting; i saa Tilfælde var det gaat Harriet sporløst forbi. Nu lyttede hun hver Gang, det kom og tænkte ved sig seiv, at Moderen nok snart vilde spørge nyt. Byen var ikke større, end at den bar hvert lidet Rygte frem, og igaar havde hun jo seiv givet sig det til Pris. —

Hvor var Harriet hele Dagen, hun, som altid ellers holdt sig saa trofast hjemme hos hende og knapt var til at faa ud af Døren ? Hos Veninder, sagde hun. Fru Blich havde aldrig før hørt Tale om alle disse Veninder. Hvorfor kom hun saa opspilt hjem om Aftenerne efter at ha været borte flere Timer i Træk, og hvorfor nævnte hun ikke, hvem hun da havde været sammen med ? Fru Blich ansaa baade sig og Datteren for gode til, at hun vilde ytre noget, der blot kunde tydes som en Mistanke, men hun var alligevel ræd. —

Ræd og gtneret. Generet var hun, nåar Harriet kom hjem med blanke Øine og overmodig smilende Læber, der gjerne nys kunde ha kysset, gjerne kunde ha hvisket hede Elskovsord, gjerne kunde ha — Hendes Datter! Hendes eget Kjød og Blod! Aa, hun sneg sig undselig ind i Sovekammeret og gjemte i Blygsel sit Ansigt i Hænderne for ikke at se, hvad hun dog umulig kunde lade være at se. Der var kommet noget nyt over Datteren, som hun ikke kjendte, en trodsig Ligegladhed ved alt det, der før stod hende saa levende nær, en Hvileløshed, et Skjær af Lykke, ja, af en Lykke, Fru Blich bævede for at vide Grunden til. Og om Natten, nåar de havde slukt Lyset, og hun

hørte Harriet kaste sig urolig frem og tilbage i sin Seng, staa op, gaa ind i Stuen og atter komme tilbage igjen som jaget af Minder, af onde eller glade Tanker — hvad vidste hun! —da fik hun stundom en uimodstaaelig Lyst til at spørge hende: Hvad er det med dig, Harriet? Hvilken Hemmelighed gaar du og bærer paa ? Sig din Mor det!»

Men nei, hun turde ikke. Sæt, at hun var en Mands Elskerinde ! En Elskerinde !

Denne Tanke væltede et Bjerg mod hendes Bryst, saa hun blev kvalm af det og blot følte Trang til at kaste et Sjal over sig og flygte for endnu en Gang at kunne aande. —

Endelig stod Harriet op. Hun havde Hovedpine og blev seiv forbauset over, hvor bleg hun var, da hun saa sig i Speilet.

«Du kom nok sent hjem igaar?» sagde Moderen, mens hun ufravendt stirrede ned i Morgenavisen. Det lød, som om hun blot ial Ro vilde fastslaa en Kjendsgjerning.

«Klokken var vist henimod tolv,» svarte Harriet træt.

«Den var næsten to,» sagde Moderen tørt med et lynrapt, men giftigt-sky Blik.

Saa ligegyldigt dette Ordskifte kunde synes at være, havde dog Harriet kjendt sig ilde berørt ved det. Det var, som Moderen gjorde Forsøg paa at slukke Lysene, der havde straalet over hendes festglade Undersaatter, som om hun trampede paa Roserne og trak paa Skuldrene af alle hendes Triumfer.

Klokken var næsten to, da hun kom hjem fra dem!

Ellers pleiede Harriet at gaa ud om Formiddagene, men idag var hun for træt og blev siddende ved Vinduet med Avisen foran sig og stirre ud i Taagen. —

De to Damer spiste Middag til sædvanlig Tid. Et trist Middagsbord. Ingen af dem aabnede Munden uden for at sige de mest dagligdagse Ting, skjønt Spørgsmaalene brændte som lid paa Fru Blichs Læber. Det var en Tilstand, som tilslut gjorde dem begge uudholdelig nervøse, og da det en Stund over Middag ringte ude i Entreen, gav det samtidig et stærkt Ryk i deres Nerver, som stod de i Forbindelse med Klokkestrengen, den en Haand nu drog i.

Det var bare Olga, som kom ! Hun havde ikke paa flere Aar sat sin Fod i deres Hus, og Harriet maatte tydeligvis ha vakt hendes Nysgjerrighed i høi Grad, siden hun allerede indfandt sig Dagen efter Ivars Fest.

Umuligt at være kjærligere, mere nænsomt forstaaende mod en sørgende Enke, end hun var, da hun af Pigen blev vist ind i Stuen. Det bævrede smertelig om hendes Mund, da hun kyssede Fru Blich paa Kinden :

«Jeg vilde ha kommet længe før, kjære Fru Blich, hvis jeg ikke trodde, det blot vilde føles paatrængende!»

Og hendes Øine smeltede næsten af øm Medfølelse, da hun saa sig omkring i dette trange

Værelse, hvor de to Damer sad indelukket — saa forskjelligt fra de store, luftige Stuer, hvor hun engang kom — til hun henført af Minderne gav sig til at skildre med sin bløde, halvslørte Stemme, hvor Bureauchefen altid var elskværdig mod hende, saa det haendte, at han endog klappede hende paa Kindet, og hvor hun til sin sidste Dag skulde erindre ham med Taknemmelighed.

«Og nu maa De fortælle mig lidt om hans Efterlevende. Paa Afstand har jeg nok fulgt dere,» sagde hun indsmigrende, «men det gjør altid saa godt at høre lidt nyt fra Familiens egen Mund.»

Det syntes siet ikke, at hun mærkede Harriets Kulde. Hendes Øine flakkede rolig fra den ene til den anden, iagttagende, spørgende, velvillig smilende. Over hele hendes fyldige Skikkelse noget ungfrueagtigt, som om hun for længe siden var kommet ud over Hvedebrødsdagenes Barnagtighed og nu stod med begge Ben paa Virkelighedens faste Grund og i fuld Harmoni med Fornuftens Krav. En let Parfume steg fra hendes Håar og spredtes ud over Værelset, hvor den ikke hørte hjcmme. Harriet blev et Barn ved Siden af hende, et egensindigt og trodsigt Barn, der endog surmulte, nåar Voksne var paa Besøg.

Og lidt efter lidt tinte Fru Blich op, som ikke paa længe havde mødt saa megen varm Deltagelse, og såtte sig til at berette løst og fast om sin Mands Sygdom og Død og om denne sidste Sommers Sorg og Ensomhed.

«De kan ikke tro, hvor mageløst Harriet har

opført sig,» sluttede hun, «og hvor hun har tat sig nær af sin Fars Bortgang. Ingen Sygepleierske kunde være ømmere og varsommere.»

«Det tror jeg saa gjerne om Harriet,» svarte Olga og lod sine blanke Øine hvile medfølende paa sin fordums Veninde. «Harriet har altid havt et saa godt Hjerte.»

«Og mig er det da gaat bra,» sagde Olga tilslut, skjønt hun næsten skam mede sig over at tale om sin egen Lykke i dette Sorgens Hus. «Jeg er forlovet, som De kanske ved. Offentlig forlovet,» lagde hun lidt koket til med et Sideblik mod Harriet, idet hun smilende rakte sin høire Haand frem, hvor en tyk Guldring blinkede paa den rigtige Finger. «Premierløitnant Augensen ! Du har nok set os sammen, Harriet?»

Ikke et Ord om Festen igaar ! Da hun reiste sig for at gaa, stansede hun først et Øieblik i Døren og lod Blikket glide undersøgende hen over alle de gamle Familiefotografier paa Væggen, der lod til at interessere hende nu, efterat hun var blit offentligt forlovet med en Mand i Statens Tjeneste.

«Hvor jeg husker dem fra gamle Dage. Nu tror jeg nok, at jeg vilde ha mere Forstaaelse af dem end den Gang.» —

«Hun er lidt simpel, men jeg kan alligevel ganske godt like hende,» sagde Moderen tankefuldt, da hun var gaat.

«Og jeg synes bare, hun er modbydelig!» udbrød Harriet.

Hun gik ud i Entreen for at ta Hat og Kaabe

paa. Klokken fem skulde hun møde Ivar, og der var ikke mange Minutter igjen.

Dette Besøg havde sat hende i stærk Misstemning. Idet Olga kom paa Visit allerede i Eftermiddag uden at nævne et Ord om, hvem de var sammen hos igaar, gav hun tilkjende, at hun nok tænkte sit ved det, seiv om hun ikke gav det Udtryk, og at hun tillige fandt det bedst at dølge det for Fru Blich, som naturligvis ikke anede nogen Fare.

Var dette et Bevis paa Taktfølelse fra Olgas Side, irriterte det hende dobbelt, fordi det just kom fra hende. Nu vidste Harriet, hvorfor hun altid tabte sin Ligevægt, nåar hun som liden Pige var sammen med Olga, og hvorfor hun i hendes Selskab blev grebet af en ustyrlig Trang til at gi af det inderste i sit Væsen, bestandig gi paany, til der ikke var mere at ta af: Fordi der hemmelig slog Hjertekulde mod hende fra Olga, et Kuldedrag, der efterlod i hendes Sind en Fornemmelse af Hjælpeløshed, af haabløs Træthed ved sig seiv, af at skrumpe aandelig ind. Og det var denne Fornemmelse hun for enhver Pris vilde betvinge, om hun saa skulde klæ sig nøgen til Skindet, hvad der selvfølgelig blot gjorde hende endnu mere kuldskjær. —

Da hun sagde Farvel til Moderen, mødte hun et langt speidende Blik, der fulgte hende helt ud i Entreen. Dette Blik ærgrede hende. Havde hun været offentlig forlovet som Olga, vilde Moderen rimeligvis betragtet det som noget ganske naturligt, at hun gik for at træffe sin Elskede. Skjønt kanske ikke da heller. — Glad blot, at hun ikke var det

og maatte finde sig i Godtfolks: «Til Lykke!» — eller: «Er du ogsaa rigtig lykkelig nu da, Harriet?» — og al den Paatrængenhed, Sentimentalitet og Indiskretion, enhver tror sig at ha Ret til at vise ved slige Leiligheder. Andre havde ikke med Spidsen af sin Lillefinger Lov til at røre ved hende og hendes Forhold. Det var nu hendes Blufærdighed.

Og det var det, Olga havde gjort. Hun følte en egen, übestemt, stadig voksende Forbitrelse mod hende, mod Moderen, sig seiv og mod ham, hun nu skulde træffe. Synd at si, at hun var oplagt til at ha Stævnemøde!

Det var oppe ved Majorstuen, hun skulde træffe ham. Hele Tiden regnede det, en fin, næsten umærkelig Taageregn, som lidt efter lidt med seig Vedholdenhed trængte gjennem Kaaben og Knappestøvlerne og gjorde hende klisset og dyvaad til Skindet. Hun saa ham ikke, før hun stødte lige ind paa ham.

«Er det dig?» sagde hun forbauset. Hendes Tanker havde været saa ganske andre Steder end hos ham.

«Hvem skulde det ellers være!- lo han. «Og tusen, tusen Tak for igaar!»

Han var i ypperligt Humør. Hvilken Fest det havde været! Straalende, uforglemmelig 1 Da hun såtte Rosenkransen paa sit Håar, lignede hun en ung Dronning, som kronede sig seiv. Ingen andre kunde ha gjort det; blot hun. Man maatte se saa fin og fornem ud som hun for at kunne sætte en Droningkrone paa sit Hoved.

Han var tydeligvis meget stolt af hende og hendes Hile Bedrift og blev ustanselig ved at tale om Gaarsdagens Fest uden at mærke, at hun gik taus og mut ved hans Side og knapt nok saa paa ham.

«Alle syntes, du var saa storartet!» raabte han. «Jeg seiv saa det for første Gang. Tak, tak!»

Det blev ikke nogen lang Spadsertur, men da de paa Hjemveien naadde et übefærdet Sted, stansede han pludselig, og idet han nærmede sin Mund mod hendes, sagde han med en forelsket, lidt bævende Stemme :

«Kan du huske, den Gang vi agte Kjælkebakke sammen, og jeg fandt paa at ville kysse dig ? Du blev saa sint, at jeg endnu har Skrækken i Livet.»

Som om hun var blit rammet af et Slag, veg hun tilbage.

«Og det gaar du og husker paa nu ?» spurgte hun skarpt.

«Ja, hvorfor skulde jeg ikke det,» svarte han rolig.

«Du synes kanske, du har gjort en ny Erobring?» lo hun spottende.

«Men kjære dig!» svarte han afbøiende uden at forståa Aarsagen til hendes Vrede.

«Det vil jeg bare si dig, Ivar,» for det ud af hende, og hvert Ord faldt tungt og übarmhjertig haanende, «at siden jeg har lært dig at kjende, ved jeg, at du siet ikke er saa stor og overlegen, som jeg engang trodde.»

Han blev staaende foran hende med halvtaaben

Mund og forfærdede Øine. Og som om hun gjæt tede, hvad han tænkte, lagde hun haardt til:

«Du vil kanske svare, at det jo ikke var dig, som sendte Bud efter mig, men tvertimod omvendt. Hvor dum jeg har været!»

Hun havde puttet begge sine Hænder i Kaabelommerne og gik nu med smaa hurtige Skridt nedover Veien. Han efter. «Men hør nu!» sagde han. «Kan du ikke gaa fortere!» udbrød hun.

Hun var fyldt af en stor, rasende Vrede, som hun ikke seiv vidste Grunden til. Da de kom i Nærheden af hendes Hjem, vendte hun sig braat mod ham :

«Tak. Nu vil jeg helst gaa alene.»

De skiltes. Denne Tanke, at det jo var hende, som havde skrevet efter ham, øgede hendes Forbitrelse. Hvorfor havde hun ogsaa gaat og digtet sig op et Billede af en vildt fremmed Mand, der naturligvis ikke slog til, nåar det gjaldt en Prøve? Havde man før hørt Magen ? Hun søgte at mane frem det Billede, hun sværmede forelsket om i Lyset af den døende Sommer, da hendes udpinte, forvildede Tanker ledte efter et Hvilepunkt ligesom efterstræbte Fugle og tilslut fandt ham. Hun havde tænkt sig ham stærk og fri og broget som den Høst, der farvede Løvet og kjølnede Luften omkring hende. Fremfor alt modig og aaben. Var han nu ogsaa slig?

Med dirrende Haand rev hun det Forhæng tilside, som indtil nu havde dulgt Tingenes Sammenhæng og rette Væsen for hende. Hvorfor turde

han ikke engang læse de Breve, hun sendte ham ? Hver Aften skrev hun et langt Brev, som hun seiv lagde i Postkassen, inden hun lagde sig, foråt han skulde ha det næste Morgen. Hun skrev alt det ned, som tilfældigvis faldt hende i Pennen, løst og fast, hendes Tanker, Følelser og Længsler; hendes smaa og store Oplevelser. En Gang havde hun bedt ham om et Stævnemøde næste Formiddag, og da han saa ikke kom, spurgte hun ham om Grunden.

<Hvilket Stævnemøde?» sagde han tankeløst.

«Det, jeg bad dig om i mit Brev,» svarte hun.

Han blev forvirret. Det Sted i hendes Brev havde nok desværre undgaat ham. Gud ved, om han i det hele tåget læste hendes Breve? Om han ikke langt heller brændte sig paa deres Indhold, saa han skjøv dem fra sig i Ærgrelse, i Pine, med ond Samvittighed ?

En Aften, da de kom fra et Møde paa hans Værelse, havde han givet sig til at udvikle, at han blot var et Gjennemgangsstadium for hende, og at der endnu ventede hende mangt og meget i Livet. Hun skulde derfor ikke føle sig bundet til ham, og hvad ham angik, vilde han vist ikke staa hende i Veien. — En anden Gang lod han hende forståa, at alle disse Kjærtegn mellem Mand og Kvinde, seiv de dybeste, ikke havde saa meget at betyde. Der var ingen Grund til at ta dem saa høitidelig. Og da han sagde dette, gav han et lidet, flot, letsindigt Kast med Benet som for at vise, hvor overlegent han tog det hele.

Hun forstod ham ikke den Gang; nu skjønte hun, at han helst vilde bli hende kvit.

Og det skulde han ogsaa bli. Men først vilde hun slaa Neglene i Kjødet paa ham, hun vilde flåa ham levende, saa der bare blev det igjen af ham, som var fuldægte: En feig Stakkar, en Komediant, en Praler!

Latterlig var hun, da hun såtte Rosenkransen paa sit Hoved, og endnu mere latterlig, da hun vandrede hjem med den under Sang og i Stjerneskin. Latterlig, latterlig ! Hun lo vede sig, at hun denne samme Aften skulde rive den i Stumper og Stykker, saa der ikke var et Minde tilbage om hendes Triumf og Seier.

Hun blev pludselig blød om Hjertet. Vaad og forfrossen kjendte hun allerede paa Forhaand det Kuldepust, som stod ud af Væggene i deres nye Stuer. Om der fyredes aldrig saa meget i Ovnen, syntes det dog ikke at ville bli rigtig varmt i dem. Ikke den Varme ialfald, som tændes af Menneskenes Samhørighed, af deres Kjærlighed til hinanden som til hvert lidet Møbel. For første Gang følte hun, hvor kolde og hjemløse de var.

Hendes Tanker streifede Faderen. Det var ham, som gjorde det lunt og hyggeligt i deres gamle Hjem, han, som ærgrede sig, nåar Bindet var revet af en Bog, og som i maanedsvis gik og glædede sig barnslig ved den Tanke, at de kunde vinde et Billede i Kunstforeningen ved næste Udlodning, om de var rigtig heldige. Og hvis de saa vandt det ! Hun saa ham staa og kikke paa det gjennem

den huie Haand, stadig opdagende nye Skjønheder, som ogsaa alle andre maatte faa Del i, dersom han tilfulde skulde kunne glæde sig ved dem. Og nu ! Det var, som om Potteplanterne i Vinduet efter hans Død hang med Bladene, som om Familieportræterne paa Væggene ikke længer fornemmede det nære Slægtskab, de stod i til hinanden, som om alt vantrivedes i denne nye Luft, der ikke aandedes af de samme Lunger som før.

Og idet hun nu som en fremmed gik op over Trapperne til deres nye Leilighed, var det hende, som det Gufs af Mørke og Uhygge, der fulgte paa hver af de korte, gyldne Novemberdage, ogsaa slog varslende gjennem hendes eget Sind. Hun for hutrende sammen og ønskede sig blot et Sted at være, hvor der var Lys, Varme og gode Hænders Omsorg.

Hun saa sin egen Mor vende sig sky og generet bort, da hun traadte ind i Stuen. Ikke et Spørgsmaal om, hvor hun havde været eller en mild Beklagelse over, at hun var blit drivende gjennemvaad ude i Regnet. Den bløde Stemning forsvandt, og hun blev atter haard og indestængt.

Aa, al denne Blufærdighed, al denne falske Undselighed! Hun kunde jo ikke hade sin Mor, fordi hun tænkte saa dumt og lavt; dertil kjendte hun hende for godt, vidste ogsaa, at hun var blit opdraget til det og havde forsøgt at opdrage sin Datter paa samme Vis. Men denne Tanke, at der var dem, som skaanselløst vilde fordømme hende, en, der endog vilde væmmes ved den Mund,

hun havde kysset med, de Øine, hun havde svoret med, og det Legeme, hun havde elsket med, kastede en Gnist ind i hendes betændte Sjæl, da hun havde lagt sig, og blaaste den op i høie Flammer. De blev saa yrende smaa, de andre, og hun saa stor, at hun syntes, hun som Moses blot behøvede at strække Staven ud for at lade Vandene slaa hvæsende sammen om dem.

Sagde Moderen et Ord til hende, skulde hun nok vide at svare. Men det turde hun ikke. Hendes Mor sagde ingenting, men Harriet hørte, at hun laa vaagen i sin Seng, og det var hende, som hver Følelse, dergik gjennem Moderens Sjæl, ogsaa naadde hende og øgede Branden i hendes egen.

Hun brændte levende op, fordi hun fuldt og fast trodde, at hvert Menneske havde Ret til at leve sit Jordliv saa rigt som muligt. Med tørre, skinnende Øine laa hun og saa ind i Mørket.

XIX.

Det første, Harriet hørte, da hun aabnede Øinene om Morgenen, var en dumpt ru m] ende Lyd af Vand, der styrtede fossetungt ned gjennem Tagrenden lige forbi hendes og Moderens fælles Sovekammer. Som et fjernt, stadig voksende Bulder af mange vrede Røster lød det, til hun blev ganske lysvaagen af det og atter hørte Regnet slaa prikkende mod Ruden med den samme triste Ensformighed som igaar, iforgaars og alle de andre Dage.

Hun blev grebet af Lede ved alt. Gid, hun kunde bli liggende og smaasove! Gid, hun aldrig behøvede at staa op mere! Hvor latterligt af mig, tænkte hun, at jeg ogsaa igaar Aftes var oppe hos ham! Hvad kan det nytte at fortælle ham, hvilken forløiet og redningsløs Pjalt han er. At jeg virkelig gidder! — Hun vendte sig til Væggen og prøvede at sovne ind igjen, men kunde ikke for Moderens Blik, som hun følte uden at møde det. Idag som igaar: Det var, som dette speidende

Blik gjorde hende krøllet indvendig og fik alt ungt og spirende freidigt i hende til at visne bort som for et Pust af snigende lid.

Inden en Uge var Harriet blit ligesaa undselig for sin Mor, som Moderen var for hende. Nu laa hun og overlagde, om hun skulde være den første til at si Godmorgen, skjønt hun godt kjendte, at Stemmen vilde knække over, hvis hun prøvede paa det. Der var kommet et stort Tomrum mellem dem, som ingen af dem kunde udfylde mere. Her vandrede Mor og Datter mellem hinanden i disse tre trange Stuers lumre Luft som to fremmede, hvem det faldt umuligt at tale et naturligt Sprog. Hvor dumt! Hvor usigelig meningsløst! Stundom reiste Harriet sig i en rent sindssyg Trang til at skrige ud: «Ja, ja, jeg har elsket en Mand! Jeg har git mig hen til ham uden Forbehold eller smaalig Betænkning. Med Legeme og Sjæl. Fordi jeg trodde, jeg elskede ham. Har du veiret det i Luftdraget, som er om mig, set det i mine Øines Glans, paa mine Læbers Smil, har du anet det bag mine Ord og aandet det ind fra mit Håar, saa har du set og anet rigtig. Se ogsaa, hvor ulykkelig jeg nu er, og hvor jeg trænger til Hjælp!» Hun havde Lyst til at raabe det saa høit, at hver Krog i Stuerne vilde kaste hendes Stemme gjenlydsstærkt tilbage, at hendes egen gamle, kjære Mor vilde smyge sig ud paa Gaden med begge Hænder for Ansigtet i Gru, Sky og Blygsel.

Men hun turde alligevel ikke for dette Blik, der altid svævede forbi og dog som med magnetisk

Magt trak Margen i lange, hvide Traade ud af Ryggen paa hende. Havde hun havt sit eget Værelse, hvor hun kunde stelle sig, som hun vilde, vilde alt været bedre. Men det var der jo ikke Tanke paa, at hun nu havde moralsk Kraft til at be Moderen om noget sligt.

Hele Formiddagen sad hun og læste eller stirrede sløvt ned i Gaden. Det gjorde hun hver Formiddag. Man maatte jo se at faa Tiden til at gaa. Men som det tog paa at skumre, og hun i Halvmørket blev mere alene med sine egne Tanker, begyndte det atter at koge op i hende af et übændigt Raseri mod denne Pjalt, denne Løgnhals, denne Bedrager og Storskryder, som hun havde git sig saa gladelig i Vold, som hun med forelsket Blod havde sværmet mod i sine længtende Drømme og gjort til en Helt, til et dybt menneskefølende og derfor af de andre dybt misforstaat Menneske, hvem hun vilde støtte og løfte!

Hun maatte si ham det en Gang til! Slaa det fast for ham, hvilken Usselryg han var! Svi det ind i Kjødet paa ham med gloende Tænger, saa han aldrig glemte det!

Da hun igaar gik fra ham, var hun blit staaende lidt udenfor Porten for at iagttage, hvor han vel gjorde af sig, nåar hun var borte. Han kom pilende ud som en løssluppen Jagthund, og uagtet hun havde vanskeligt nok for at følge, naadde hun dog at se, at det var til Markus Finstad, han tog Veien.

Han vilde vel op og læsse af sin betrængte Sjæl, kunde hun tænke!

Nu skulde han ha det igjen! Tusen Gange igjen! Nu da hun havde Tåget paa ham! Og uden at bry sig om sin Mors Blik, skyndte hun sig indbidt ud i Regnet og Mørket.

Imidlertid sad Ivar Borg og ventede taalmodig paa hende. Det gjorde han hver Eftermiddag. Et Lys i en irgrøn Stage stod midt paa Bordet og brændte med mat Skin i hans kolde, tomme Værelse, hvor der ikke var blit gjort istand paa mange Dage i Træk, Hvad skulde ogsaa det være godt for? Han frøs; men Fanden skulde unde sig Kul og Ved i Ovnen, nåar han ikke bestilte noget. Pokkeren skulde koste Mad og Sæbe paa sig, nåar han ingenting kunde bestille for denne lede Heks der regelmæssig hver Eftermiddag kom og ærtede Livet af ham. Han turde jo ikke flytte sig af Flækken, før hun kom.

I en stor, uryddig Haug paa Bordet laa alle Mapperne med de sjeldne, dyrebare Planter, han i Sol og Regn havde samlet paa Fjeldet i Sommer Hvor han den Gang glædede sig til at ordne og bestemme dem! Saa var Heksen kommet i Veien Og hvor han nu havde hjertelig Synd paa dem, der de laa døde og bortglemte som stakkars, smaa, forældreløse Barn i sine Grave, uden at han med sin nænsomme, kjærlighedsfulde Haand evnede at vække dem til nyt Liv igjen! Han foretrak at vende Blikket mod Kakkelovnen og se paa den.

Koldt omkring ham og koldt inde i ham. Ingen likte ham, ingen stolte paa ham, og der var ikke en, som trodde paa ham længer. Hvorledes kunde

det ogsaa være anderledes? Havde han, nåar han tænkte sig vel efter. øvet stort andet end ondt, saa langt han huskede tilbage ? Hans Mors, hans gamle, sorgfulde Fars, hans mange Smaasøskendes Graat og Bebreidelser, Suk, Jammer og sønderrivende Anklager gik gjennem hans Sjæl som Vintervindene i et øde, faldefærdigt Hus, og han kunde ikke værge sig mod dem. Graaten og Sukkene skyldtes ham, Anklagerne var retfærdige. Bedre at spænde Neglene ind i Kroppen og kjende Blodet risle varmt ned over Fingértopperne end at sidde dødsstille her og lytte modstandsløs til alle disse Røsters skjærende eller tungsindig hviskende Raab!

Alligevel! Der var en Stemme, som af og til overdøvede dem, skjønt den kom inderst inde fra; den havde fulgt ham trofast fra hans spæde Barndom og baaret ham over Fjeld og slugende Afgrunde — velsignet være den! — en Trøstens naaderige Stemme, som i mørk Trods bad ham holde Modet oppe og aldrig glemme, at han var mere værd end alle de andre tilhobe. Blot der vilde indtræffe noget! Et eller andet, som såtte Maskinen i Gang igjen, saa han atter hørte Hjulene surre, Stemplerne slaa, al den livssalige Dur og Uro, Stamp og Leven, Hurra og Dampfræs, han for sin Part ikke kunde være foruden.

Levede han endnu? Og hvis han virkelig levede, havde han i saa Tilfælde Ret til det? I snart to Uger havde han nu siddet skyldbetynget og indeklemt mellem disse fire stængende Vægge og ventet paa, at der vilde ske noget. Hun havde

opdaget ham. Han sad her som Ræven i Saksen, som Insektet spiddet paa Naalen, og vred sig i Kval og Pine for at komme løs igjen, men kunde ikke. Hun havde Magten over ham, fordi hun kjendte ham. Opdaget var han, og han havde ikke set sit Snit til at komme sig unna i Tide. Men slåp han engang fri, aa, da følte han, at Regnet i samme Stund vilde ophøre, Solen skinne, at det skulde dufte og lyse lang Vei af de skjæreste Engblomster, hvor han gik, og at hele Naturen i en vild Rus skulde besynge hans unge, gjenfødte Lykke!

Hvis han bare slåp løs!

Da vilde han tænde lid i Kakkelovnen og vække de stakkars, smaa, farsløse Barn op af sine kolde Grave. Arbeide vilde han. Men imens gik Tiden, Tiden gik, uden at han fik udrettet nogetsomhelst. Der slog som et langtrukkent, klagende Vindstød gjennem hans faldefærdige Hus.

Han hørte hendes Skridt i Trapperne og lod Hovedet synke ydmygt mod Brystet. Hvad han virkelig ikke kunde forståa, det var, at hun ikke havde ondt af ham. At ikke hendes haarde Hjerte smeltede, nåar hun saa, hvor hendes fordums Elsker led. ISandhed! Han gjorde sig ikke store Tanker om hendes Hjertelag mere.

Nervøs, som han var blit, skvat han til, da hun pludselig rev Døren op og blev staaende i Aabningen som en truende, uveirsmørk Skygge.

«Sidder du nu der igjen?» hørte han hende raabe, som om hun kanske mente at skulle indbilde

ham, at hun ikke vidste, hvor han sad om Eftermiddagene.

«Ja, naturligvis sidder jeg her?» svarte han vrantent

«End om du render op til Markus Finstad, nåar jeg er gaat fra dig?» raabte hun i ondskabsfuld Triumf over at kunne gribe ham i en ny Løgn, idet hun slængte Døren igjen efter sig og derpaa gik helt frem til ham. «Om du tigger dig Venskab og Husly af ham mod at udlevere baade dig og mig? Aa, du behøver ikke at se saa overrasket ud, Far! Jeg ved alt om dig, og det skal ikke nytte dig at narre mig mere. Skammer du dig ikke? Hvilket skamløst Menneske du er, Ivar! Du, Skogtroldetb

Mens hun blev ved at tale, holdt han skadefroskulende Øie med hendes Udseende. Den flunkende nye Pariserhat, hun flottede sig med i Sommer, da det gjaldt at besnære ham, bar hun endnu, men nu var dens Fjær forpjuskede og ynkelig medtagne af Regnet. Hun saa jo fuldstændig ud som et Fugleskræmsel med den! Og saa styg som hun var blit! Saa gammel og gråa og forgræmmet i Ansigtet, at han ikke vilde røre hende med en Ildtang, om hun paany kom og bød sig frem til ham. Der var saamen ingen Stas ved hende længer!

«Skammer du dig ikke?» gjentog hun og bøiede sig frem mod ham, som om hun vilde tvinge ham til at tilstaa, at han gjorde det.

Han var blit høist ilde berørt af hendes nye Opdagelse og svarte først ingenting. Saa tog han

sig sammen med et Ryk, og hans Stemme fik en sælsom og dybt hemmelighedsfuld Klang, da han sagde:

«Det er fra min Mor, jeg har det, forsikrer jeg dig. Du kan ikke tænke dig, hvordan hun er. Et rent ansvars- og samvittighedsløst Menneske! Hun har hverken Sans for Ret eller Uret. Ved ikke at gjøre Forskjel paa godt og ondt. Kanske det er derfor, hun haenger saa inderlig fast ved mig ogsaa —»

Men hun, som vidste, at han aldrig blev færdig, hvis hun gav ham Lov at forklare og forsvare sig, og desuden var lidt ræd for atter at bli snakket rundt af ham, afbrød ham hvast.

«Ja, ja,» vrissede hun, «det gavner dig nu ikke, hvad du end præker! Du blir jo ikke bedre, fordi Forudsætningerne er der. Jeg er forresten kommet hidop for endnu en Gang at si dig, hvor jeg afskyr og foragter dig. — Men er det da ikke frygteligt,» afbrød hun sig seiv, idet hun slog Hænderne sammen over sit Hoved i Fortvilelse, «at om jeg ligger vaagen Nat efter Nat og vaander mig for at finde de dybest rammende Ord om dig, saa bider de alligevel ikke! Gjør de ikke det ringeste Indtryk paa dig! — Skjønner du,» sagde hun dæmpet, næsten høitidelig, mens hun atter bøiede sig frem mod ham, «at du har bedraget og mishandlet mig, idet du tog mig uden at holde af mig? En som du kan jo ikke holde af. At du har gjort alt paa Jorden stygt for mig, at jeg synes, jeg aldrig kan gni mig ren, efterat du har smudset mig til, og at

det gjør mig rent forrykt, at jeg ingenting forstod, ikke opdagede langt tidligere, at du bare spilled Komedie for mig. — Beskjæmmet, beskjæmmetl føler jeg mig,» sagde hun hulkende og læned sit Hoved træt mod Væggen.

Hvert Ord, hun sagde, trængte sig gjennem Skindet paa ham som smaa, velrettede Naalestik helt ind til Hjerterødderne. Det gjorde ondt. Ingen Trods havde han at stille op mod hende. Ingen Bebreidelser at gjøre hende. Forsvarsløs sad han der. Hans Hjerte hovnede, blev til en stor, sorgfuld Byld, og før han kunde sanse sig, grebes han af dyb menneskelig Medlidenhed. Det var ham, som han til Randen af sit Sind fyldtes af al Menneskenes Ve og endeløse Smerte, hendes, sin egen og de andres med, en Smerte saa stor, at han ikke kunde bære den alene. Hun maatte hjælpe ham at bære den. Og samtidig faldt en gammel, tung Tanke ham ind, den, at han ikke vilde leve længe. Han havde vist ikke lang Tid igjen!

Opløst kastede han sig for hendes Fødder.

«Har jeg gjort dig ondt, Harriet, saa lider jeg jo for det!» raabte han med tyk, graatefærdig Stemme. «Sæt dig ned og lad os tale sammen! Lad os smelte sammen i Smerten, siden vi ikke kunde finde hinanden i Glæden! Sæt dig her hos mig, du kjæreste, du sødeste!»

Paa Knærne krøb han frem og kyssede hende paa begge Støvlesnuderne, rundt hvilke der havde dannet sig en liden Dam af Regnvand, som silte ned fra hendes vaade Kiær.

«Kom ikke nær mig!» sagde hun koldt og sparkede ham fra sig. «Du ved jo desuden alt, hvad du siger, og du ved det vel nu ogsaa.»

Han reiste sig ganske bleggrøn i Ansigtet. «Saa gaa, gaa! Hvorfor gaar du ikke? Hvor-

for kommer du saa her og seigpiner mig?» skreg han, idet alt hans Had røg op i ham mod Heksen, der havde Tåget paa ham.

«Jeg gaar jo ogsaa,» svarte hun rolig og trygt. «Men vær du sikker paa, at jeg kommer igjen!» Saa gik hun.

Udenfor Porten var der en Sølepyt, i hvilken en Gaslygte speilede sit gule Blus. Hun saa sig nødt til at hoppe over den. Og som om hele Fortauget var en Række af Sølepytter, den ene tæt ved Siden af den anden, blev hun ved at hoppe uden at tænke paa, hvad hun gjorde, helt til hun kom hjem.

Derhjemme traf hun saa Olga, som sad i Dagligstuen og talte fortrolig med hendes Mor. Underligt, at Olga altid sad der, nåar hun var borte! Det blev tyst, straks hun traadte ind, og hun skjønte godt, at det var om hende, der blev talt.

Saa var det en Eftermiddag, da hun havde klædt sig paa, at Moderen, som sad bøiet over et Syarbeide, pludselig saa op, og det dirrede svagt i hendes Næsebor og straalte med noget af den gamle, gyldne Glans i hendes Øine, idet hun næsten hviskende og dog med saa skarp Klang i Stemmen, en tynd, lidt spottefuld Klang, at hvert Ord skar sig dybt ind, spurgte:

Skal du ud og besøge Hr. Ivar nu?»

Harriet blev staaende ganske stiv i Knærne.

Hurtig og aandeløst sagde hun: «Da har altsaa Olga været ude? Men Moderen, som for alt i Verden ikke vilde

udsætte sig for Følgerne af et Opgjør, havde alt trukket sig tilbage til Sovekammerdøren, hvor hun med Haanden paa Dørvrideren saa ringeagtende ned paa Datteren.

«Fy, fy!» raabte hun høit og gjennemtrængende klart, aabnede saa Døren og laaste den to Gange efter sig.

Harriet vilde ind til hende.

«Luk op Mor! Jeg maa tale med dig.» Men da der ikke kom noget Svar, snudde hun

sig langsomt om paa Hælen og gik betænkt ned over Trapperne.

«Nu har jeg altsaa ingen Forældre mere,» sagde hun veloverveiet til sig seiv og med en Slags kjølig Sindsro, som forbausede hende. «Min Far er død, og min Mor vil ikke vide af mig. Ja, hun har Ret, nåar hun raaber fy, fy efter mig! Men havde hun ikke raabt det og heller ikke tænkt det, vilde jeg ha vundet lettere over det, som nu engang er sket. Det er mere hendes Skyld end hans, at jeg kjender mig saa skidden paa Sjæl og Legeme!»

Halvt af gammel Vane, halvt ogsaa af en øm, viljeløs Længsel efter Raad og Trøst, drev hun op til Ivar, som dog var den nærmeste til at forståa hende. «Nu ved Mor det!» sagde hun, da hun traadte ind til ham.

«Ved din Mor det?» svarte han og reiste sig vaklende, næsten spøgelsesbleg fra Stolen, hvor han havde siddet.

«Ja, nu ved Mor det! Hun ante det forresten længe. Det var Olga Becker, som saa ihærdig har antydet det for Mor, til det endelig er kommet op for hende, at det er dig, som har forført mig. Du ved, man bruger slige Ord Jeg har set det fra første Stund, at Olga var dydig bekymret over dig og mig. Nu ved altsaa Mor det.»

Hun havde stillet sig ret foran ham, men syntes alligevel at være langt borte fra ham med sine Tanker.

«Tror du,» spurgte han naivt forfærdet, «at hun nu kræver, jeg skal gifte mig med dig?> Harriet gav sig til at haanle.

«Ja, du kan tro, jeg vilde gifte mig med dig! — Men saa find da paa noget,» skreg hun pludselig og saa ham vredt ind i Ansigtet. «Find paa noget, du, som er saa klog og altid ved at gjætte Udveie for dig seiv tilslut, nåar det rigtig gjælder. Du kan da vel skjønne, at jeg ikke vil aande samme Luft som den Mor, aander. Find paa noget, siger jeg!»

Hun stampede med Foden i Gulvet og greb sanseløs ud i Luften for at ruske ham tversigjennem, til han fandt paa noget.

Han stod hjælpeløs og stirrede frem for sig. «Kanske det var bedst, om jeg reiste bort,» sagde hun atter aandsfraværende, som talte hun ud af sine egne fjerne, søgende Tanker. «Om jeg for

Eksempel reiste til min Onkel; der ved de jo ingenting» —

Hun blev opmærksom paa Tonen i hans Spørgsmaal.

«Det vilde du vel gjerne?» sagde hun spottende og gav ham et Blik.

Og idet han paany blev levende for hende, saa hun det sidste Skjær af et lyst, barnligt Smil glide hen ad hans afmagrede Træk. Han smilte, og hun forstod til Bunden dette hans Smil. Hvis hun reiste, blev han jo fri. Det var, som han alt nu øinede det første Streif af Solen, hvis Lys da vilde bestraale ham, mens hun paany skulde ud i Sølen, han havde æltet, i Regnet, han havde ladet falde over hende.

Alt hendes hede Raseri fra Eftermiddagene, nåar det tog paa at skumre derhjemme, og hun blev ensom med sine egne Minder, kogte op i hendes betændte Sind. Hendes Haand sitrede; hun kunde ikke styre den længer, og med et sprang hun frem °g g av ham en Ørefig, saa han tumlede tilbage mod Vinduet.

cNu slog jeg dig!» raabte hun triumferende.

«Hvad gjør du?» hørte hun ham svare.

Da blev hun ræd og sneg sig ud af Døren. Dunkelt følte hun vel, at hun havde sluppet Strupetaget, og at det nu var farligt at være alene i Buret med ham.

Det var blit mørkt for hans Øine, og i dette

Mørke saa han hende forsvinde. Han vilde efter, men kunde ikke finde Hatten. Saa greb han Stolen, som han saa længe havde siddet kvalbundet paa, og hev den i Væggen, hvor den knak sammen som et raaddent Træ for Orkanen, der var brudt løs i ham i Magt og ødelæggende Vælde.

Derpaa ned i Gaden med Hatten paa Hovedet.

Han vilde efter hende og gi hende Slaget igjen. Blind af Had, Hevnsyge og alt sit opsamlede Sinne, jog han frem og tilbage paa begge Fortaugene. Men hun var borte, som sunket i Jorden, den, hun steg op af, da han første Gang kyssede hende. Jorden havde tat hende igjen.

Men han maatte kjøle sit Blod, hvis han ikke skulde kvæles. Søge op paa Fjeldene blandt Ur og Sten og Lyng og Rusk og Smaabjerk, hvor der fordredes Kræfter for at komme frem, hvor Luften var ren og let at aande, og hvor han kunde base sig træt. Foroverbøiet lagde han paa Sprang gjennem Byen uden at mærke, hvor det bar hen.

Pludselig stansedes han af et Fjeld. Og dette Fjeld var, syntes han, saa høit og stupende brat, at han ikke saa Raad for at komme over det. Men over vilde han. Enten maatte han eller Fjeldet bort. Det var altsaa ikke andet for end at rende med Hovedet mod det, sprænge det eller hans egen stærke, fine Hjerne, som han elskede over alt i Verden. Over det skulde han. Da var det, som Fjeldet paa et Bud af hans Vilje veg til Siden, og nu vidste han, hvor han var.

Til venstre Ekebergtoppen, rygget saa langt

tilbage, at der blev Plads for Liabroveien under den. Men til høire Fjorden, tung og truende mørk, med et Par opankrede Skibe, som duvede op og ned i det urolige, graakolde Vand. Længere borte Askeraaserne bag en blodig, vildt forrevet Solnedgang. Regnet havde nemlig ophørt, og i den tidlige Eftermiddagsstund kom nu Vinden jagende i krappe Stød fra Vest, dragende lange, sorte Striber efter sig i Vandskorpen, og kastede sig saa susende i Grantopperne op over Ekebergaasen.

Sjøen derude i den synkende Dag, ødslig, uhyggefyldt, grusom og vild — han hørte Maagerne skrige — hvor dette Billede tiltalte ham ! Hvor han forstod det, som han i det hastige Glimt af et Lyn forstod sig seiv i Oprørets Stunder! I Ærbødighed tog han Hatten af.

Og som for et Stød af Vinden for det med en Fanfares Seiersjubel gjennem ham, at han jo nu var fri. Fri, fri! Han kunde atter begynde at leve. Atter glæde sig over det, han brydde sig om. Ikke noget, der bandt ham længer! Ingen ung, mishandlet Piges Kjærlighed eller Had, som plantede ham paa en Stol, fra hvilken han ikke kunde slippe løs. Hun kom aldrig mere igjen. Og kom hun! Det var, som Næven blev fuld af Blod, da han knyttede den.

En himmelsk Fred dalede over ham. Drikkende Saltpustet fra Fjorden ind i dybe Drag drev han i Ro og Mag bort over Liabroveien, blot opfyldt af en salig og ydmyg Taknemmelighedsfølelse. Han tænkte paa sin Far, for hvem han altid havde kjendt

Barnets Medynk, nåar det ser, at et andet Barn har det ondt. Hans stakkars, næringssørgende Far, som nu skulde ud med hele to Maaneders Husleie for ham ! Og Roserne! Roserne var jo heller ikke betalt.

Men han vilde gjøre sin Far Ære. Slaa Navnet op. Der skulde brænde Glorieflammer om det Et for ham foreslaaet ekstraordinært Professorat, to Dages Stortingsdebat i den Anledning — de Herrer Parlamentarikere sparer jo ikke paa Krudtet — og hans stakkars Fars Navn skulde bæres paa brede Vinger over Landet. Og hvor vilde han ikke efter en saadan Debat gaa tryg og sikker gjennem Byen! Kanske der da ogsaa blev Anledning til at stikke dem igjen, som havde stukket ham!

Indtil da: Kunde han nu blot ta Lære af Skade og være klog, til den Tid kom! Du maa iføre dig et nyt Menneske, Ivar Borg ! Et nyt Hylster. Frem for alt: Vær forsigtig! Gjennemskuer du fra dit Baghold de andre, saa plump ikke straks ud med det, seiv om du tror, det klær dig. Det taaler ikke Menneskene. Mindst af en som dig.

Lad som du tror paa et eller andet udenfor dine egne Evner — ligegyldigt hvilket! En Smule naiv Tro skader ikke og gjør dem milde og syndsforladende. Trænger du til at haanle, saa gaa ind i dit Lønkammer.

Kast dig ikke i Armene paa de Godtfolk, som gir dig et godt Ord med paa Veien. Seiv om en vis fornem Afstandstagen ikke vil passe dig synderlig, saa vær sikker paa, at den vil være dig til

Vær klog, saa tror de tilslut, at du er ligesaa dum som de. Du vil naa langt frem, Ivar Borg, hvis du holder dig mine Bud efterrettelige!

Men nu gjaldt det at ta fat. At sætte i med seigt, udholdende Arbeide. Han huskede paa den Tid, som alt var gaat tabt, paa Planterne, som laa i en uryddig Haug og ventede, aa, bare der nu ikke atter kom en fin Dame og stjal Tiden fira ham! De hængte sig jo fast paa ham som Borrer, saa han endog var nødt til at slaa fra sig for at komme sig fri af dem.

Og idet han gav et lidet Hvin fra sig ud af sin Ærgjerrighed, sin Overflod paa Livslyst og Arbeidslængsel, trykkede han Hatten fast bag paa Skolten, snudde om og pilte aandeløs hjem til sit nye Arbeidsværelse.

XX.

Det blev en lang, trist Regnvinter. Harriet sad næsten altid inde og brydde sig ikke mere om at gaa ud.

Hvis bare Sneen kom, tænkte hun, saa vilde alt bli bedre! Sneen styrker, renser og forynger; den lysner op i Tankerne og rykker det paa Afstand, som en ikke kan vælte fra sig. Kom Sneen, skulde jeg gaa ud!

Hun gik med en Drøm, den, at hun havde været forfærdelig syg, saa langt ind i Døden, som Tanken tør vove sig, nåar man er træt af Livet og dog ikke orker at slippe det. I lange Tider havde Sygdommen raset, drømte hun; saa vaagnede hun en Morgen, uden Feber og uden onde Syner for Øiet. Og se! Derudenfor faldt Sneen, hvid og blændende ren, svævede i tætte Fnokker forbi Vinduet og lagde sig blødt til Hvile paa Trærnes Grene i Ørums Have.

Hun var hjemme. I sit gamle Barndomshjem var hun, og alle de, hun holdt af, stod rundt hendes

Seng og stirrede forventningsfuldt paa hende. De vidste ikke, at hun var vaagnet, vidste kun, at al Fare var forbi, og man oppebiede nu spændt det Øieblik, da hun skulde slaa Øinene op. Men saa dum var hun nok ikke. Dertil nød hun altfor meget den livssalige Fred, som fulgte med Sneens Fald og Gjensynet med dem, hun elskede.

«Det værste er over!» hørte hun der bli hvisket. «Ingen Tvil om, at Feberen har git sig!>

Hun saa deres fordums Huslæge staa borte ved Døren i dæmpet Samtale med hendes Far. Og hendes Far havde det milde og søgende Udtryk, som hun kunde tænke sig, at hans Ansigt bar, nåar han sad ensom paa Kontoret og længtede mod sine. En gammel Lærerinde, som altid havde været snil mod hende i Skoletiden, var der ogsaa og mange, mange andre, saa mange som der var gode Mennesker blandt dem, hun kjendte.

Kun Moderen var der ikke, saa gjerne hun end vilde havt hende med. Hendes Mor vidste noget om hende, og det, hun vidste, vilde bare bringe Sorg, Ufred og Forstyrrelse. — —

Men der faldt ingen Sne, hvor heftig hun end stundede efter den. Enten regnede det, eller ogsaa hang Himlen død og tung over Gaderne, og hændte det en sjelden Gang, at Solen brød frem, syntes hun bare, at alt blev endnu styggere end før i dens gule, grelle Skin.

Saa en Formiddag ud paa Vaarsiden, da hun for længe siden havde opgit hver Tanke om Sne, tog den pludselig paa at falde. Tør og hvid dryssede

den fra en lav, graaprikket Himmel, bredte hurtig et tyndt Lag over Gaden nedenunder Vinduerne og gjorde det halvmørkt Værelset, hvor hun sad.

Sneen styrker, men den skjærmer og beskytter ogsaa, og i Ly af den vilde hun nu se sine Barndoms Tomter igjen.

Men det var en underlig Slags Sne, som faldt idag. Den var ikke kvælende tung, som hun helst vilde ha den, snarere let og lys og munter. Og mens hun nu gik, var det, som Himlen langsomt løftede sig over hendes Hoved, blev høi og blåa, og snart skar et bredt Solstreif gjennem de smaa, blanke, festtindrende Snestjerner. Lukkede hun Øinene halvt igjen, funklede de i glade Farver, grønt, rødt, gult, violet. Siet ikke noget lyddæmpende og livsdræbende Fald som i hendes trætte Vinterdrøm!

Det gjorde et dybt Indtryk paa hende, da hun gik forbi deres gamle Hus, at der nu var ganske andre Blomster i Vinduerne. En hel ny By havde reist sig heroppe med Butiker, Læger og Konstabler. «Løkkerne» var borte, Trærne nedhuggede, Markerne tilbyggede. Det er gaat med dem som med mit eget Liv! tænkte hun. Ingenting igjen! Hun gjentog det Gang paa Gang, men maatte alligevel smile. Snestjernerne spillede i alle Vaarens Farver.

Og i Lighed med den lave, graaprikkede Himmel blev ogsaa hendes eget Sind løftet op i Lyset af Solen, der nu brød frem bag Skydækket. Hun

kunde ikke modstaa længer. Livslysten, vort Overskud paa ung Kraft, den, vi prøver at tyne og kværke det bedste, vi kan, men som alligevel sprøiter Bølgeskvæt mod Solen, nåar Vaaren kommer, Livslysten i hende sprængte Himmeltaget. Hun gik og smilte hele Tiden. Hun smilte ind ien fjern, vemodsvarm Lykke.

Resignationen er farveløs, og hun var en af dem, der dog tilslut maatte ha Farver over sit Liv,

«Igrunden er jeg ikke sint paa ham mere,» tænkte hun; «man kan jo ikke være anderledes, end man er !*

Hun fik pludselig stærk Lyst til at bestille noget. Til at ta fat. Hun kunde jo heller ikke hele sit Liv bli ved at leve paa Moderen. Hvor uafhængig vilde hun ikke føle sig, hvis hun seiv tjente sit Brød ?

Men oppe fra St. Hanshaugen kom en Række bløde Fløitetoner, Havesangerens, og de gjorde hende rent øm om Hjertet. Og da der saa lidt efter gjennem Snestjernernes minkende Hær bares Bud til hende fra Musiken paa Karl Johan, som et langt, flot Strøg af en bred Violinbue, raabte det høit i hende, at hun vilde did ned.

Ja, hun vilde did ned !