FØRSTE BOG.
DE TO VERDENER

I

Narjeg tænker pan den Grøbenske Slægt, er det, som saa jeg Træerne i en Skov: De nærmeste Træer ser jeg tydeligt, og jeg kan beskrive deres Stamme og Farven af deres Grenes Løv. Af dem længer borte ser jeg kun Kronernes Omrids,og endnu fjernere bliver ogsaa disse utydelige for mine Øjne.

Men en Slægt kan dø ud, ligesom en Skov kan visne. Og at granske en saadan Slægt er ligesom at vandre omkring i en vissen Skov. Men jeg holder af at vandre i fal- mede Skove, og jeg ynder at læse Historien om Mennesker, som engang leved og led, og efter hvem det er blevet stille. Efter hvem hvert Spor er borte, uden for den Ensomme, der ved Lampens Skin læser om dem, ikke af Bøger, men at et gulnet Blad, der ligesom ved Vinden er kommet i hans Eje. Og de Tanker den ensomme i den stille Nattetime

sender den døde synes mig skjønne som de Blomster, Vandringsmanden lægger paa hans Grav.

Jeg havde længe læst i den Grøbenske Slægts Historie og meget fik jeg ikke at vide om dem, hvorom jeg læste, før jeg naaede de to sidste. Den første af disse var en mær- kelig Mand; men den sidste, som dog ingen Støtte havde i denne Verden, ham saa jeg, fra den Dag, da Himlen lukked sig for ham, at vore til en Gud.

Naar jeg skal berette om den Grøbenske Slægt, begynder jeg med Jonas Grøben, den første af Slægten, hvorom mere vides med Sikkerhed. Han var gjennem hele sit Liv en stræbsom og klog Mand. Nogle beskyldte ham for Gjerrighed, men som det vil vise sig, kunde han nok bruge Penge til Ting, der pryder Livet. ignok vil det ogsaa ses, at hvad han ofrede Penge paa, bestod af Ting, der altid har Penges Værd: Guld og Sølv. Ingen dyrebar Vin, som skummer nu, men næste Øjeblik er borte, kun efterladende sig Lys og Sang. Ej Silke, der skinner i Dag og til næste Aar er slidt og bleget, ej Pels- værk: Maar, Zobel og Bisam, der folder sig

smukt og mygt i Aar, men af hvilket efter en Tid Haarene falder. Nu, lad derfor være, at han holdt meget paa, hvad der har Penges Værd, men saa skal det ogsaa siges, at han i mange Henseender var en god Mand: en hensynstagende Ægtemand, en mild Fader og først og sidst en kyndig Mand til at faa sin store Ejendom til at trives og blomstre. Han kjøbte ind to store Skove og et Jorde, som han fik billigt af Ejermanden, Gabriel Skierstad, fordi dennes Gaardskarl havde set Djævelen) der. Desuden kjøbte han flere Sølv- og Guld- gjenstande, bl. a. to Fruglvaser af drevet Sølv,

⁰ En Prast fra hin Tid skriver herom.

En skrkelig Tidende er kommen miig til Øre om denne Engh. Eengang haffde cen Dreng, der tiende hos Gabriel Skierstad, seed een Mand, der lignede Dietulen. Hand haflde en Glo og Nd udi Mund item och ui Øjne Denne fulgde efter Drengen och galdtrede, och der Drengen græd og raabde om Hiælp, gald- trede doeh det fule Gespenst hannem ner i Jorden til hands Nale. Men da tænkde Drengen ej mere paa Hiælp hos Mennisker, men hos GUd aleene, och hand sang een Psalme, som hand haffde i Minde fra sin Chatechismus. Och da kom hand oven Jorde: men nu sang hand fleere Psalmevers och galdtrede ved disse det funle Gespenst i Jorden och lige id, hvor hand visselig hafde hiemme.

fire Ølkrus ogsaa at drevet Sølv og med Gulddukater paa Laaget, en Utallighed af Sølvskeer og Sølvgafler, desuden fire tre- armede Sølvlysestager, desuden en Guldsnus- daase, en Guldæske til at gjemme Ringe og andre Kostbarheder i, en Guldlugtedaase med Svamp, hvorpaa et lugtende Stof, der aldrig gik bort. Endelig kjøbte han til sin Hustru pan en Reise til Rotterdam en Brystnaal af Perler samt et Armbaand med Rubiner og Diamanter, endelig en Ring for sig selv med en sjælden Sten, hvori selve Lyset syntes at have taget Stade.

Jonas Grøben havde en Søn Petter Grøben, der gjorde sig kjendt ved sin Styrke og Myn- dighed. Som nu mod en Præst Mads Pedersen, der var uduelig og lad til Orermaal. Denne Præst havde formedelst sin Uduelighed og Ukyndighed ingen eller yderst faa, der hørte paa hans Prædiken, men det brød han sig ikke om. Han gik tilsidst kun til Kirke hver Søndag og sagde: ,Naar I ikke er flere end de fire jeg ser, saa holder jeg ingen Guds- tjeneste.* Evorpaa han gik sin Vej. Men engang var der kommen flere, hvoriblandt Petter Grøben. Men da Mads Pedersen saa, at der var mindst tredive, gav han sig til at skjælde dem ud: ,I Maddikesække,* sagde

han, ,I Spyttegjøge! I Himmelhunde! Hvor- for komme I hid? Se til at komme Jer ud.* Hvorpaa hangiksin Vei sammen med Klokkeren. Men Petter Grøben 1d ikke Præsten have jort dette for intet: kort efter udvirkede han ved sin Myndighed, at den uduelige og dovne Sjælesørger blev afsat fra sit Embede. Petter Grøben havde to Børn, en Søn ved Navn Hans og en Datter Eva. Hans Grøben var en vakker, rolig Mand, der alt som ung lod Skjægget gro langt, noget, der vakte manges Misbilligelse. Han syslede for- resten meget med sin Gaard, særlig med sine Heste. Men desuden havde han Forstand paa aandelige Ting, og han var meget gud- frygtig. Hans Søster Eva boede hos ham, til han giftede sig. Saa flyttede hun til en Gaard en Mil borte og vilde ikke se sin Broder mere. Ingen vidste Grunden, hvorfor hun gjorde dette. Nogle troede, at hun havde fattet en ulyksalig Kjærlighed til sin egen Broder. Saa meget kan med Sikkerhed siges, at hun var et Menneske, hvem ingen helt forstod. Den Sorg, hun bar paa, syntes ej at kunne helbredes; man saa hende aldrig smile. Hun boede ganske for sig selv paa den Gaard, hvorhen hun var fyttet. Først ved sin Død lod hun sig bære tilbage

til det fædrene Hus, og for første Gang i hele sit Liv græd hun højt, da hendes Broder knælede ved hendes Dødsleje og sagde hende Farvel.

Hans Grøben levede lykkelig med sin Hustru, med hvem han fik to Børn, en Søn og en Datter. Paa sit Dødsleje gav han sin Søn mange Formaninger til Mildhed og Rede- lighed, dem, han bad ham følge. Han var oite og sexti Aar, da han døde.

Før jeg gaar videre og fortæller om Hans Grøbens Børn, maa jeg sige nogle Ord om en vis Michatl, der efter hvad jeg har kunnet forstaa er en Fætter eller en Tremenning af Hans Grøben. Han var som en fremmed Blomst i denne Urtegaard. Han sang og digtede Vers. Som n dette:

Aftensang.

Over Fjeld og Dal og Li Attenen slig langsomt sænkte Fugle-Sangens Melodi Slundom sig betænkte.

Men sa kom dens Tone-Væld Med fornyet Klang tilbage,

I den vemodsulde Kveld Hordes Gjøgens klage,

Spurvens Kvidder, Finkens skrig Skiærens Skrat, det næseviis sI kan tænke, det er mi ¹Som kan sligt opviise.

sHvad har Gjgens Meloi, ISpurvens kvidder her at siger ¹Jeg behersker, det ved I ¹Hele Sangens nige.*

Skiær, hvor du dog indbildsk Indbildsk? hartad uforskammet, Som vil regne Sangers Har, Under Fugle-Krammet.

Diidhen hrer ikkun du,

Du og alle dine devne: Kraagen, Korpen, Kajen buh! Lad mig fer ei nævne.

Hr. Michail var meget stolt af sine rimede Vers, der dog ofte løb ud i stor Snakke- salighed. Han var ogsaa adelsstolt, og naar nogen spurgte ham, der ikke kjendte ham, om hvad han var, sagde han: ,eg er fri Herre,* hvilket lød som skulde han sige: Jeg er Friherre." Og han kaldtes ogsaa oftest ,Friherre Michal*.

En at Skegten, som hørte dette, skal engang have sagt til ham: Sig dog heller: Ios er en Grøben; thi det siger mere, end

mange Friherrer kan sige* Men Fr. Michal Thomss p.krg: Kobberslongen.

holdt paa sit, hvorpan den samme skal have sagt til ham, ganske vred: ,Dersom jeg giver dig Valg imellem mat Guld og poleret Ny- Sølv, vil du visselig vælge Ny-Sølvet, fordi det glinser mere for den gemene Hob.*

Hr. Michaal havde og det blev tidt lagt ham til Last en stor Elskovs-Brynde. Og da han var smuk (han havde endog Øjne som sorte Perler), og han ved sin Aands Smi- dighed undgik den for smukke Mænd n Tiggende Fare: Flauhed, havde han umaadeligt Held blandt skjønne Damer. Men hans Hjerte var ikke elskovsfuldt, Havde han nogle Gange nydt en smuk Dames Selskab, blev han kjed af hende og lod hende sidde, medens han flygtede leende og seende sig om efter den næste.

Som oftest var han i Udlandet og havde efter eget Sigende mange Eventyr og Dueller. Naar han var alene, digtede han Vers, der, som før sagt, oftest var intetsigende. Men naar han var i andre Herrers Selskab, dig- tede han bedre; thi da kom hans mange Kjærlighedsæventyr frem, og det funklede og glindsede med Øjne og hvid Hud, med Ædel- stene og Silke.

Paa en Udenlandsreise forsvandt han sporløst. Noget sikkert Bud om hans Død

kom ikke; men efter Aars Forløb naacde føl- gende Tidende hans Bekjendte. Den var maaske greben af Luften, eller den gjaldt maaske en anden. Men den kunde gjælde Hr. Michail, ja den passed i alle Henseender paa ham.

Tidenden lød saa: I en sydtysk By gjorde en ung Adelsmand, om hvem det var be- kjendt, at han ejed et Gods og havde sin Slægt i Norge, Bekjendtskab med en ung adelig Frøken, hvem det lykkedes ham at erhverve som sin Elskerinde. Broderen til Damen, en Officer, udfordrede sin Søsters Elsker, men blev selv saaret i venstre Arm. Lidt efter forlod den norske Adelsmand sin Elskede, og gjorde kort Tid efter ved en of- fentlig Festlighed Bekjendtskab med en Dame, hvem han strax bedaarede. Nogle Dage efter erfarede han, at denne Dame var den Olicers Forlovede, hvis Søster han havde forladt, og hvem han kort i Forvejen havde saaret med sin Kaarde. Samtidig erfarede Officeren, hvad der var i Gjære mellem hans Forlovede og den fremmede Eventyrer. Han søgte da denne op og sagde til ham: ,I har været min Søsters Elsker, da kunde jeg endnu be- tragte Jer som Adelsmand og kjæmpe med Jer. Men I har forladt hende; derfor betragter

jeg Jer ikke som Adelsmand, men som Skurk. Og om I nu forfører min Forlovede, vil jeg ingen Kaarde krydse med Jer; men jeg vil skyde Jer ned som en gal Hund*.

Den kjække Kvindebedaarer lod sig dog ikke standse af denne Trudsel, og Enden blev, at Officeren en Nat trængle sig ind i Adels- mandens Værelser til Soveværelset, hvor han fandt sin Forlovede sovende ganske nøgen i den ham forhadte Mands Arme. Denne for i sidste Øjeblik op, greb den paa Natbordet staaende Vinflaske og kasted mod Otficeren; men i næste Øjeblik tumled han død om, rammet af en Pistolkugle.

Saaledes lød denne Tidende og var dette Friherre Michatls Død, havde han visselig ingen bedre ønsket. Thi han var ikke saa helt den glade Mand. Og selv om hans Glimmer mangen Gang var Nysølvets, glim- rede det dog, og jeg vil tro, at han syntes om Glans, thi det døver Hjertets Uro. Og det maa ikke agtes for intet, hvad hans bedste Ven sagde, der kjendte ham bedre end nogen: Sandheden er, saa omtrent lød dennes Ord, at hvor høj Latter han end lo, at hvilken Solstraale saa gylden og glad havde skinnet over ham, han var dog ikke glad i sit Hjerte.

Jeg tror han bar paa en Angst for at blive afsindig: ,naar jeg om Aften sover ind*, sagde han engang, ængstes jeg for at vaagne op i et nyt Land.* Og jeg tror, at han brugte disse Glæder for at dæmpe denne Sjælesot, der kasted Mørke i hans Øjne, daarende for smukke, forvænte Kvinder. Til en anden, der ønsked sig i hans Ee til at føle Kjær- lighed, skal han have sågt. anførende den hellige Thereses Ord: ,Djævlen er en ulyk- kelig, som ingenting elsker, og Helvede er et Sted, hvor man ikke elsker".

Men fra denne halvt fremmede, der dog i Grunden hørte hjemme i det Grøbenske Hus, vender jeg mig atter til Slægtens lige Linje.

Som før er sagt, havde Hans Grøben to Børn, en Søn og en Datter.

Al disse døde Datteren to Maaneder efter sin Fader. Og mange sagde, at fordi Faderen skulde have sin Datter med, derfor blev han ikke stiv i Døden, men var myg i alle Lede- mod, endog den Dag han lagdes i Kisten syv Dage efler sin Død. Men Sønnen, Fredrik Grøben, lignede meget sin Fader i Sind. Han var fra sin idligste Barndom af et usigelig fromt Gemyt. Som oftest holdt han sig ved

Huset og voldte aldrig sine Forældre ng- stelse ved at blive borte, naar Mørket kom. Og da han blev voxen og overtog Gaarden, viste han sig klog og mild som sin Fader. ,Han har Solskin i sin Øine*, sagde en. ,Han kan ikke gjøre Fortræd*, sagde en anden, .han har i hele sit Liv ikke dræbt den mindste Fugl og ikke det mindste Kryb".

n

Der gaar et Ord fra ældgamle Dage, at ingen maa udspørge Stjernerne og ej prøve paa at udforske skjulte Hemmeligheder, men at alle paa Jorden maa lade Almagten raade.

Jeg mindes dette Ord, naar jeg læser videre i Fredrik Grøbens Historie.

Et Aar ved Vaartid gik det Ord over mange Lande, at Verden skulde forgaa. Tegn havde vist sig i Sol, Maane og Stjerner. Og et Sted langt borte havde mange seet en slor Sljerne lyse op og vandre henad Himlen ligesom den Nat Kristus fødtes; men samme

Sjjerne slukkede og forsvandt uden at efter- lade mindste Spor.

Ved rejsende Folk naaede Rygterne ogsaa til Byen, og det naaede til Bønderne omkring Byen, og disse havde snart meget at fortælle om mangearlede Tegn: to Gange havde der ved Natletid vist sig et rødligt Lys mod Syd, efter at Solen var gaaet ned. En Aften, da Himlen var overskyel, saaes noget, der stod slille og straalede gjennem Skyerne. Hvad var det? Ingen kunde sige det, Maanen var det ikke, for den var i Allagende og stod ikke op før henimod Morgen.

Delte om Lyset mod Syd var noget kun enkelte havde seet, og ligedan forholdt det sig med Lyset gjennem Skyernei men de Stjerneskudsværme, som kom ved Sensommer, kom saa mange, og Fredrik Garben stod i hele tre Nætter ved det øverste Vindu og udenfor pa Marken og betragtede det urolige Liv paa Himlen. Ja, da han en Maaneds Tid efter san Solen hæve sig med fire andre Sole omkring og en Glorie, saa var det som et ukjendt Lys skinned for ham, og i en Henrykkelse, der var ham fremmed, tog han den hellige Skrilt for sig og læste om de sidste Ting og følte sig højtidsfuld tilmode ved atleve

mod Verdens yderste Dag og mod det nye Riges Morgen. ;

Hr. Grøben, der før havde holdt sig mest hjemme, fik nu en Trang til at færdes meget omkring. Han gik lange Ture, tidt san langt at han saa Havet, og han red omkring helst mod Sør, hvor en gammel Ve strakte sig ind mod Skov og Krat.

Men en Eftermiddag i September tog han til en Forandring Vejen over nogle flade Moer, der laa mod Nord, han kom omsider til en Skov, der tilhørte ham, men som han ej havde færdedes i paa Aar og Dag, en af de Skove, hvis Træer bærer de lubne Blade, der først af alle falder om Høsten. En Mængde af disse Blade laa alt paa Jorden, og de tilovers- blevne var gule og vilde falde den første stormfulde Dag.

Grben red længe omkring. Aflenen be- gyndte at komme, og Himlen blev dunkelblaa. Lidt efter lidt henfaldt han i Tanker. Før havde han iagltaget Egnen omkring, (han havde med Øjet prøvet, om den var myrlændt, eller om den havde god Jord), eller han havde seet efler en Flok Bønder, der gik hjem fra Marken. Men nu gav han ikke Agt paa noget, mærked knapt, at Hesten gik langsom- mere end før først da den, standsede. saa

han op og opdaged, at han nu var kommen en hel Mil bort fra sit eget Hus, og at han be- fandt sig i Nærheden af Hans Halls Bolig. Han saa Huset med de to Træer foran, han skimted endog de fire Vinduer og Døren i Midten, hvis Pryd af Vildvin skinnede rød i Høsten.

Hans Hall var en Mand, hvem kun fan kjendte. For mange Aar tilbage var han flyttet did, han nu boede, nogle sagde fra Danmark, andre sagde fra Tyskland. Han ejed det lille Hus hvori han boede. Noget stort bevendt med hans jordiske Rigdom var det ikke, men han havde dog saameget, at han levede ubekymret. Engang hed det sig, at han i sin Ungdom havde forseet sig saa grovelig, at hans Slægt (i Danmark eller Tyskland) bad ham gjemme sig bort, og at han saa kom hid. Men det Ord var forlngst glemt, og de fleste kjendte Hans Hall som en ganske venlig Mand, der udtalte Landsens Ord med fremmed Tonefald og kun havde Interesse for sin Have om Sommeren og for sine Bøger om Vinteren.

Frederik Grøben var ikke ganske fremmed for Hans Hall; de havde truffet hinanden to Gange i Selskab hos Prsten, og efter hvad

Fredrik Gben forstod, var Hr. Hall en baade munter og forstandig Mand.

Hr. Grøben rørte Hestens Side med Sporen og forlsatte at ride, og netop som han holdt paa at glemme Hans Hall med samt hans Særheder, blev han pludselig var ham selv kommende mod sig med en storbremmet Hat paa Hovedet og en sid Frakke hængende løst omkring sig. Han gik som i Tanker og slog skjødesløst ud med sin Stok, vendte sig saa mod Skoven og raabte til nogen. Der blev svarel. Og Øieblikket efter kom en ung Pige frem og gik hen til Hr. Hall. De fulgtes ad, kom lige imod ham. Hr. Grøben stand- sede sin Hest, saa den gik i langsom Skridt- gang. Han erindrede n, at Marja, den ældste Tjenestepige paa Gaarden, havde fortalt ham, at den Hans Hall havde faaet sin Datter hjem.

Snart havde Hr. Grøben og Hans Hall naat hinanden. Den første holdt sin Hest an, og Hall slog ud med begge Hænder og talte meget oprømt:

vEr det Jer, Herr Grøben! . . . . og paa disse Kanter? . . . . for første Gang paa mange Aar, saavidt jeg ved. Nu haaber jeg I gjør mig den Ære at træde indenfor mine Vægge. Her ser i min Datter. . . . just

kommen fra en Tante i Hamburg, Ulrikke, det er Hr. Grøben, Ejeren til den smukke Skov*".

Den unge Pige smilte og hviskede noget til sin Fader.

,Hun fortæller mig, at Deres Skov ligner den Skov, hvori hun gik, dengang hun be- søgte sin Faster; hun har været der hele tre Aar

.Er hun dev lille Pige, jeg saa hos Jer lor nogle Aar siden, Hr. Hall?*

.Det er mig*, ranbte den unge Pige, ,jeg husker nok, at I gik med stor graa Hat, saa jeg ikke kunde se, hvordan I saa ud*.

n$aa erjo Bekjendtskabet gjensidigt*, sagde Hr. Hall og lo.

Næsten uden at vide hvordan det gik til, kom Hr. Grøben med ind til Hans Hall.

Tl

Hr. Fredrik Grøben havde hele sin Ungdom levet paa sin Gaard. Kun af og til havde han gaet til Byen, og her følte han sig igrunden san lidet hjemme, at han nødig

overnattede der, men tog altid tilbage samme Das; kun en eneste Gang, da et heftigt Regn- vejr med Lyn og Vind pludselig var kommen op, var han bleven Natten over i Byen.

Maaske som Følge af sit ensomme Liv, kom det, at denne Aften bragte med sig noget ukjendt, som fik ham ti at føle sig forvirret. Hvad der særlig forvirrede ham, var Hans Halls unge Datter; endnu næsten kun et Barn og dog i sit Væsenvoksen Dame. Alt ved hende forekom pg han følle, at hun var kommen langtorte ra, fra en stor By. Hendes Dragt var anderledes end andre unge Pigers. Hendes Gang, hendes Tale havde noget ved sig, der steg til Hovedet paa ham, der til daglig kun saa kvindeligt Tyende.

Hr. Grøben talte fra først af ikke meget. Han kunde ligesom ikke finde den Tone, der klang sammen med disse Menneskers Tone. Og han blev tidt greben i at sidde med Øjnene heftede paa Frøken Ulri Engang sagde Hans Hall ganske » lende: ,Ikke sandt, min Datter slægtel Mhig paa?* ,Jo*, sagde Herr Grøben, ,men hun er meget blond*. ,Det har hun efter sin Moder; men vil De saa se hendes Profil, den er min*.

Frøken Ulrikke var meget blond. Hun

var høj og svaj, men havde fyldig Barm t saa ung at være og kjødfuld Ryg. Denne Ryg gjorde, at hun fik over sig, naar hun sad slille og smilte, ligesom noget katteagtigt, der sad paa Lur.

En Stund efter aabnedes Døren til Spise- værelset, og man gik tilbords.

Aftensmaaltidet var udmærket. Den gamle Husholderske havde forstaaet at gjøre alt paa bedste Maade. Rødvinen, gammel og lunken, rullede som i,Bølger gjennem Aarerne. Siden en Madeira, som var sød og dog kjølig. Og en Sheny, der var som Aaret, naar det svinder: en Amontillado, tør som de gule Blade, der brydes under Fødderne.

Herr Grøben lo meget og forundrede sig over meget. Den fordums Følelse af Fremmed- hed gik bort, han talte med Hans Hall og den unge Pige som deres Nabo fra mange dar.

Da det gamle Ur i Krogen slog ti, rejste den unge Pige sig, nejede yndefuldt og sagde Godnat. Det blev stille efter hende, og Fredrik Grøben hørte mindre efter, hvad Hans Hall sagde end før. Saa faldt ham pludselig noget ind. ,Har I hørt, at vor gamle Jord snart skal forgaa?* spurgte han.

Hans Hall trak paa Skulderen.

.Vi maa vistnok bede Gud fri os fra at leve saa længe som den*, mumled han . .

.Man snakker om Tegn paa Himlen! Jeg ved ikke hvike Tegn, man mener. Jeg synes, alt har ganet og endnu gaar saa regel- bundet, at det man kaldes vidunderligt. Hvad er Stjerneskudsværme? Stene ikke større end Mollestene. Og hvad er Bisole? De er Taage- billeder af Solen, som saaes ogsa i Oldtiden. Ogsaa dette Lys efter Solnedgang! . . . . En saa gammel Mand som Cicero nævner i sin Tale mod Catilina et Lys paa Himlen; om i Syd eller Vest erindrer jeg ikke.*

.Det kommer af, at Bønderne her lever meget afsondrede*, sagde Grøben noget betut- tet, men ogsaa meget lettet. Hvoraf det kom, vidste han ikke, men iaften begyndte han pludselig at ønske, at man maatte leve længe paa Jorden.

va, stakkels Folk*, sagde Doktoren, ,de har det slidsomt og ondt. Og saa skal det lille Lys i deres træge Blod slukkes med saadanne dumme Paafund. Det gaar saaridt. at nogle af dem lader Komet staa paa DMarken og raadne. Jeg gik ind til en Bonde. Han og hans Kone og en voksen Søn sad som Svin med Aske i Haaret og bad og sang. Jeg gik ligesaa fort ud, som jeg var kommen ind.

Jeg unkte: Mig gir de en god Dag, jeg er Hedning. Men Præsten vil de vel tage Hensyn til. Jeg gik til Præøsten De kjender ham; en meget elskværdig Mand, men ikke videre kløgtig. Han blev fortrædelig, for han blev nemlig forstyrret i sin Middagssøvn; han sov som en Bjørn . . . . og han kaldte dem ved en Mængde Ting. Saa kom vi derhen, og Præsten spurgte: hvorfor sad de slig? de maatte tænke paa, at Gud havde sagt: 1 skulle arbeide. Men saa svarte en gammel Bonde: Aa jo, jo Far! Det er nok saa sandt, Men hvad kan det hjælpe altsammen, nar Herren kommer. Han spørger ikke efter Korn paa samme Maade som en verdslig Husbond. Spørger han ikke? ranbte Præsten, har du ikke læst om Pundet, som skal gjøres Regnskab for? Saa sagde den gamle, hvem jeg har mistænkt for at være meget slu og for at hade Præsten: ,a jo, Far, men vi har et Bønnens Pund ligesom Præsten . . . det skal vi gjøre Regnskab for før Nytaar, os det gjælder jo at have Olje paa Lampen. Har I ikke selv lært os om de daarlige Jom- fruer, Far, som ikke agtede paa Tegnet i Østent .... Ja, den gamle var bibel- sprængt! Kom Præsten med et Bibelsted, kom han med tre.*

Hr. Fredrik Grøben sad og vidste ikke, hvad han skulde synes og sige. Nu levede der ligesom to Mennesker i ham. Det ene af disse holdt med Bønderne og gik stille omkring paa Markerne og saa andæglig mod Stjernerne for at blive var skjulte Ting og søge en Lykke, vistnok dyb, men fjern og ubestemt. Men det andet aanded hurligere og forlangte at tilfredsstilles nu og tørsted efter Sol og meget andet, som det endnu ikke kunde gjøre sig klar over.

Han tænkte saa flagrende, hørte kun halvt, hvad Hans Hall fortalte om Bønderne for Resten: at de vare saa fulde af Utj, og at det ligefrem syntes at være en gammel Tradi- tion hos dem, sa ingen af dem skammede sig derover. Ja, de undsan sig end ikke for at gribe Utøjet, saa man saa derpaa; han havde endog set en gammel Bondekjærring spise dem . ... akkurat som en Urang-Ulang.

Først, da Midnat nærmed sig, red Hr. Grøben hjemover. Han red hurtig afsted, tog den lige Vei over Moen og siden Konge- vejen. En Time efter var han udenfor Sten- gjærdet, der omgav Gaarden mod Vest. Og alt her forstod han, at man var urolig for ham derhjemme, der brændte Lys i Drenge- stuen, og tæt udenfor Porten stod to Husmænd

g

og talte sammen. ,Gud velsigne Husbond*, sagde de i Munden paa hinanden, ,vi troede, I var kommen noget til". De fulgte ind i Gaarden, hvor en tredie kom rendende med en Lygte. Hr. Grøben steg af Hesten og gav Tømmere til den første den bedste og bad ham give Dyret Vand og Havre. Det havde kun gnavet lidt halvvissent Kløvergræs i Doktorens Gaardsrum.

Han gik hurtig op pa sit Værelse, klædte sig aft og fandt pludseligt Tapetet mørkt, Sengen og Slolene klodsede.

Jeg var vist ogsaa klodset der borte, tænkte han. Jeg er Godsbesidder og følte mig dog som Bonde.

IV

Den næste Maaned og den derpaa følgende red Hr. Grøben hyppig til Hans Hall, og blev der oftest saa længe, at Tyendet paa hans Gaard lagde sig til at sove, undtagen den ene, hvis Tur det var at bringe Hesten i Stalden. Og efterhaanden som Besøgene hos Hr. Hall forsattes, og blev hyppigere

ke sjeldent daglige saa begyndte man at snakke om, at r. Grøben nok havde noget paa Hjerte. Han havde nok noget i Tankerne nu, som ikke var i dem for et Par Maaneder siden. Han lignede sig ikke fra den Gang, da han sagde de alvorlige tro- hjertede Ord til sine Folk om Bøn og Ar- bejde.

Hvor var Manden fra de gamle Bøger? Manden som saa langt bort og grundede? Han var borte. Sine gamle sorte Klæder, som han før led sidde, som de sad, de hang nu paa det øverste Loft og trak Møl og Støv; de klodsede Sko med de tykke Saaler, der var gode til at gaa paa Marken med, dem brugte han ikke mere. Han bar nu blanke Ridestøvler med Sølvsporer, smukke gule Bukser, strammet ned i Skafterne. Og ellers var hans Klædedragt som en forfængelig Junkers, Vesten var af mørkerød Silke, der i dyre Domme var kjøbt hjem fra Udlandet. Og saa en blaa Frak som Skrædderen i Byen havde brugt sit fineste Klæde til. Og Hals- tørklædet, hvilket han anvendte megen Tid paa, var bundet i en stram Knude, som den danske Barber i Byen først havde lært ham at knytte.

Mange fandt, at Klæderne var stadselige, men de fleste fandt ogsaa, at de ikke prydede Hr. Fredrik Grøben, og at han heller ikke blev smukkere, nar han rettede sin Ryg. Man havde nu i mange, mange ar set ham virke i Mark og Skov; man havde set hans kraftige Krop bje sig over Kornet paa Marken, og hvor han stod i denne Natur, havde han været fager. Om han stod paa en graa Klippe eller i Brynet af en Granskov eller under en Eg eller lys Birk eller ude paa en øde Mo, ja ude ved Strand og Hav, altid havde han staaet slig, at en kunde raabt ham til og bedet ham staa, hvor han stod, til han flttede sig. og man bad ham alligevel heller staa slig! Hans Krop havde Kraften af denne Natur, og han var dens Søn, derfor blev han uvilkaarlig skjøn, naar han færdedes her om- kring, selv om Ryggen var bøjet og Hænderne grove og brune.

Og nu syntes man ikke om ham, der han gik i den blaa Frak eller rakte Hals under det hvide Halsbind.

Og dog var der noget over ham, som fik en til at tænke, at han maaske var tosset mod før, men lykkeligere. Det var som unge, glade Tanker uafladelig omsværmede ham.

-

Et Smil straalede uafladeligt i hans graa Øjne.

Hans Hall og hans Datter Ulrikke gik ham ofte imøde, naar han kom ridende. Hall var umaadelig munter og snakkede en Mængde, saa de to andre maatte le ad ham og ofte modsige ham og kom saaledes uvilkaarlig til at være enige. Kom de ind, maatte Ulrikke spille paa Harpe og synge, og siden sam- talede man om hvadsomhelst.

Men en Atlen yttrede den unge Pige Lyst ti at lære at ride; Ur. Fredrik Grøben var straks til at give hende Undervisning. Hun fik laane en af hans Heste, som man indrettede Slald for i et gammelt Udhus, der hørte Hans Halls Hus til.

Saa red de sammen gjennem Skov og Mark og over Moen og tidt lige til Havet. I Begyndelsen maatte Hr. Grøben støtte hende og holde hende i Haanden, en liden fast hvid Haand, der gjorde, at han tit kjendle sig svag.

Og imens sad hun saa rolig der, ung og blond, det sælsomme hos hende viste sig tydeligt i de klare Høsteftermiddage: Det hulde Bryst, den kjødfulde Ryg, Øjnene, der saa hen for sig, rolige og graa, medens et let Smil spilled om hendes Mund.

Imidlertid begyndte Høsten at komme med Kulde og Mørke, der lagde Hindringer iveien for den, der vilde fare i Skov og Myr, ja ogsaa paa kjendte Landeveje.

Men dog var det ikke raadløst at rejse saalænge det kun var Kulde og Mørke der kom, Thi Kulden kan holdes ude ved Klæder at Uld og ved Fodtøj at tæt Læder og ved tykke Saaler, og gjennem Mørket skinner Stjernerne og ofle ogsaa Maanen.

Men naar Taagen kom, da maatte mange ligge i Hus, som havde vigtige rinder at forrette.

Og der kom megen Taage den Høst; ofte var den tyk som en graa Mur, og vilde en frem, var der ligesom en usynlig Haand der- inde, der tvang en til at standse.

Da Vinteren kom, blev der megen Sne og megen Storm. Tidt saa det fra Morgenen ud til at bli smukt Vejr; men saa kunde Skyer pludselig dukke frem, den ene drev den anden, og en Snestorm kunde komme stry- gende fra de vilde Vidder eller fra det øde Hav, der tvang alle til at søge Ly og rystede Skoven og Husene.

Fredrik Grøben og Ulrikke Hall red nu ikke mere omkring. Grøben havde ingenting at udsætte paa Rideture ad en frossen Vej

med Sne om Ørene; men den unge Dame var meget kuldskjær og holdt ikke af at færdes ude, nar Vintervinden stak hendes Hud. De Par Gange, Fredrik Grøben fik hende med paa en Ridetur, klaged hun over Frost og vilde straks hjem igjen.

Saa lod man Rideturene staa hen til en bedre Tid, og Fredrik Grøben kom med Kane og to Heste og hented Hans Hall og hans Datter. Denne Slædefart mored Ulrikke nogle Gange, men heller ikke mere. Saa lod Hr. Grøben sine Heste staa i Stalden og brugte kun den gamle Ridehest, som om Høsten havde baaret ham til Hans Halls Hus. Det var en klog Hest den gamle. Var Vejret endog meget taaget, saa bar den ham dog gjennem baade Skov og øde Marker.

Men nu gjorde Hr. Grøben sig for første Gang skyldig i en Usandhed. Da Hr. Hall og Ulrikke roste ham en taaget og is- kold Decemberdag for hans Ridt gjennem Mørke og Ur, saa tog han Æren selv og berøved sin Hest den re, den rettelig tilkom, da Tømmene hverken havde styret den til den ene øller tin den anden Side.

For nogle Maaneder siden havde aldrig

Grøben gjort sin Hest denne Uret, og ved Nat da Hesten trolig travede hjem med ham arbejdende og pustende, vogtende sig for far- lige Stene og lumske Grøfter, saa klapped han den venlig paa dens Hals.

Vinteren varede lige til April. Men da kom Solen pludselig frem og stod og skinned paa øn klar Himmel Dag efter Dag. Sneen krøb sammen, Jorden vædedes af utallige klare Draaber, og Urter begyndte at spire de hvide Klokker under Sneen og de blaa Violer i de grønne Kroge ved Skovbrynet, hvor Solen havde megen Magt. Og en Dag pusted en varm Vind henover Jorden, den sidste skarpe Træk i Luflen forsvandt, og Sommeren var der. Syrenerne og Jasminerne dutede i Byens Gader og i Bøndernes Gaarde, hvor et saadant Træ fandtes.

Det maa frem, at Fredrik Grøben den Vaar ikke stod saa haardt i Markarbejdet som Vaaren forud. Han red alter omkring med Ulrikke Hall, og i denne Sommer var hun saa smuk; hun var meget ung og meget blond som før Vinteren, men hun var næsten større end ifjor, og Ansigtet havde noget gyldent over sig i den slærke Sommer.

Paa en af disse Ture hændte da det

mærkelige, at den otteoghalvtredsenstyveaarige Mand og den syttenaarige Ulrikke Hall blev forlovede.

Kort efter i Juli stod Brylluppet i Stilhed, og Dagen etler reiste de nygifte til Hamburg. Saa meget vidsle alle, men ingen vidste mer. Naar Præsten gik paa Besøg til sine Sognebørn, lod han jo nok, som vidsle han Besked, men som om han ikke vilde indvie nogen anden i det, han sagde alt ja saa taler vi ikke mere om den Sag: men han vidste tilsidst ikke mere om dette end enhver anden.

Mere end halvandet Aar blev Hr. Fred- rik Grøben og hans unge Kone borte. Saa kom de igjen en Dag uden at have sagt et Ord fra ikke engang til Hans Hall, hvem de overraskede i sin Have plantende Løg. Dette, at de kom igjen, var noget, der fortaltes som en stor Nyhed. Hvordan saa Parret ud? og hvordan led de til at enes? havde de Børn

kanske de havde det godt. Det var tidt, det gik bedst med de ulige.

Den unge Frue var den, som holdt For- undringen længst ilive. Hun kom som en Aabenbaring for alle her. Hun var ikke som Egnens Kvinder, hvoraf de fleste mere eller mindre ligned graa Myrfugle. Hun var som en af de store Guldfugle, der en sjelden Gang bringes hjem fra fjerne, rige Lande. Alle, som sna hende, syntes, at hun var for fintil at røres ved. Saa glindsende og fornem. Saadan maatte en Gudsengel se ud; en af de store Engle.

Fru Ulrikke var nu hj og fyldig, et mat- gyldent Ansigt med Øjne, der ligesom var lange og smale, fordi hun aldrig holdt dem vidt aabne, men med sænkede Laag. Hendes Hage var trods de nitten Aar meget yppig, og Halsen meget mund og næsten blank ved den. stramme Hud. Men under de lystne Bryster var Livet smalt. Hun gjorde i det hele Indwryk af Smækkerhed, der gav hendes unge Yppighed noget forlokkende. Alle Mænd, som saa hende, maatte vende sig efter hende flere Gange.

Jeg sagde før, at Folkene syntes, hun ligned en af de store Englei men hun havde ikke været mange Dage paa Gaarden, hun

havde ikke givet Folkene mange Øjekast, og hun havde ikke talt ret meget, før de hviskede til hverandre: hun er vist ikke god. Bare se de Øjne, hun har. De er ikke venlige.

Og det varede ikke længe derpaa igjen, før hun var ligefrem ilde likt af Gaardens Folk. Følelsen gik imod hende som imod en Fiende. Den kom over Husmændene og over Tyendet. Ganske som af sig selv groede den frem. Derfor skulde det ikke meget til, før en og anden fik bittert Nag til hende: da hun en tre fire Gange havde snakket til Staldkarlen, fordi han ikke striglet Hestene godt nok, havde hun gjort det i en Tone og seet ham an paa en Maade, der gav Karlen Lyst til at flaa hende (det var hans egne Ord til flere). Og da hun med sine smukke Sko nogle Gange havde gledet i den Urenhed, Hønsene kasted fra sig her og der, saa lod hun Hønsekonen Marja stænge dem indei et snevert Hegn, hvori de maatte gan den lange Dag indestængte, istedetfor at være fri som før. Men dette brændle den gamle Marja i Sindet, saa hun aldrig siden blev den unge Frue var, uden at hun tog en Ed i sin Mund.

Men dette med Staldkarlen og Hønsekonen havde ingenting at sige, om ikke Fruens Hjerte havde været Bøndernes Hjerter fremmed.

Simple Folk kan finde sig i noget af hvert af sit Herskab, naar de kun merker, at Her- skabels Hjerter slaar for dem. Som nu, hvad taalte de ikke af den forrige Herskabsfrue, da hun blev gammel? Thi da blev hun meget vredagtig og bandede og skjældte Pigerne ud for Møgmære, og Karlene for Moøgdunke, og naar en af Tyendet bad om en ny Kjole eller et nyt Tørklæde, saa – det hændte, selv om hun gav dem, hvad de bad om sagde hun (med tynd Stemme): kjøb! kjøb! kjøb! sagde Kyllingen, (med grov Stemme): betal! betal! betal! sagde Hanen. Ja hun luggede endog. Selv den tykke rød- baarede Hans Flaaland luggede hun, fordi han en Eftermiddag ikke vilde kjøre hende, straks hun bad ham. Men det havde ikke Gaardens Folk lagt sig tungt paa Hjertet. Ja da det rygtedes, at Gamlefruen havde Iugget den tykke Hans, saa lo Folkene, saa de fik ondt deraf og likte hende lige godt for det, ja kanske bedre. Fordi de kjendte hende tilbunds og vidste, at hun til syvende og sidst var god og var en a deres, saa de aldrig vilde faa det ondt, saalænge hun leved.

Men nu var de bedrøvede, fordi de mer- kede, at en vildfremmed var kommen til

Gaarden, som aldrig vilde blive en rigtig Madmor for dem.

Og hvad der laa paa dem som en Byrde var, at Hr. Fredrik Grøben ikke saa fornjet ud.

Han arbejded nok som for nogle Aar siden og færdedes mellem dem som da. Men det var alligevel ikke den Mand, de dengang havde kjendt. Heller ikke var det Manden fra hin Høst, han lærte Ulrikke Hall at kjende. Han havde aldrig de smukke Klæder paa mere. Han var ikke som Fuglen, der rej Fjær ved Vaartid, og som Fisken. der blinker med sine blankeste Skjæl. Al Stads var lagt bort.

Ingen skulde dog se paa Fredrik Grøben, at noget havde rørt ham dybere. llan stod tidlig op og gik sin Runde paa Markerne. Senere paa Dagen tog han selv Del i Mark- arbeidet, eller han red omkring og paasaa, at alt gik, som det skulde gaa. Og sin lille Gut var han meget optaget af. Naar Ægte- parret sad i Haven ved Aftenstide, var det Faderen, som helst havde Gutten paa sit Fang og lærte ham at udtale de første vanskelige Ord.

VI

Sensommer kom, stor og svulmende, med tyk Luft, der knalded med fjerne Torden- skrald. Denne Laft laa en Stund over Jorden og fik alt til at modnes og svede: Frugter og Bær modnedes, Mennesker og Dyr svedte, ja Planter ogsaa: gul, skinnende Harpix hang i Striber nedad Træernes Bark, og hvid Hon- ning randt fra Birketræ og Fuksiablomst.

Den holdt ved og holdt ved; men en Morgen, da Menneskene vaagned og gik ud, kjendte de, at Luften var bleven kjølig i Løbet af Natten. En Vind fra en tør, kold Egn. maaske fra Bjergene, maatte have blest. Himlen var kommen længer bort, men havde ikke længer den taagede Dis. Som et stramt udspændt Klæde af grønblaa Silke stod den og skinned. Kjøligheden blev ved. Elteraaret var der, og de første Blade faldt.

vn

Tidt om Høsten, naarde stærke Vinde kom ind, sprang Skibe under Land ved Byen.

Det var sman og store, Slupper fra en eller anden Fiskerby med tunge Skippere og klodsede Sjøgutter, men ogsaa Orlogsfartøjer tidt fra fjerne Lande. Disse Skibe havde ofte tlaget Skade paa Takkelagen i Uvejr eller de havde sejlet saa længe omkring, at deres Madforraad og Vandforraad var sluppet op, saa at de maatte forsynes med Vand, Kjød og Brød.

En Eftermiddag paa Efteraarstiden, da mange Skibe laa bag de trygge Holmer, kom en Sjøløjtnant kjørende op til det Grø- benske Hus. Han blev vist ind i den store Sal. og da Fredrik Grøben kom til, erfarede han, at den fremmede var hans Hustrus Fætter, Nils Hall. Det var en høj, smuk Mand. Han var bleg og fyldig med sort Haar og mørke, myge, næsten fløjelsagtige Øjne.

Vort Skib skal ligge her en fjorten Dage, maaske en hel Maaned,* sagde han.

Fru Ulrikke kom, og Synet af denne Slægtning, hun ei havde seet paa mange Aar, ld til at glæde hende. De talte meget sammen, og det var næsten Nat, da Nils Hall kjørte tilbage til Skibet.

Næste Aften kom svingende op imod det Grøbenske Hus en lang Række Vogne, hvori Officerer sad fra det Skib, Nils Hall tilhørte

og fra endnu to danske Skibe. Alt paa Vejen op mod Huset var de for Størstedelen unge Officerers Munterhed støjende, de raabte og lo, nogle højere end de selv følte Trang til. De løtede Champagneflasker i Veiret, trak sine Dolke og fletted Staaltraaden og Guldet af, lod saa Korken smelde og Flasken ryge og skumme udenfor et Øjeblik og drak af tykke, blanke Sølvbægre, som de havde medført fra Skibene. Under dette gik Solen ned, Engene laa indover i en gulgrøn Vidde, Moen med sin Lyng og sin Mose laa mørk paa den anden Side, Træerne ved Vejen rysted sine brogede Blade hele Egnen laa i Solnedgangens Brandgule og skjalv og klang som et Metalbækken, anløbent, men gyldent.

Da Vognene vare naaede saa langt, at det Grøbenske Hus steg frem med sine Vin- duer, der lignede gamle Øjne og sin store Have, blev Larmen mindre. De tømte Flasker kastedes i Grøfterne, Bægrene gjemtes i Tasker af Læder. De unge Løjtnanter hvi- skede og lo, medens de skjød Brystet frem, de gamle Kommandører for med Fingrene over sit Skjæg, og en og anden ældgammel Admiral ræbede nogle Vinduster bort med Haanden smukt for Munden.

Lidt efter befandt Gjæsterne sig i det

Grøbenske Hus's gamle Værelser, hvor de spredles for at tage Afslande og orientere sig. Da udpaa Aflen Lys og Lamper tændles, saa man, at Uniformerne med det røde og det gyldne passed godt i den gamle Sal med det mørke Egetr. Alt fra første Øjeblik var Humøret oppe, og da Damerne indfandt sig, blev der et Liv omkring paa Gulv og i Kroge, saa de gamle døde i Guldrammerne paa Væggen stirred med sine tunge Øjne forundrede paa Selskabet. Alene den blaa Friherre, Mikadl, saa ud til at befinde sig vel i sin Ramme: nu og da, naar Lysene blaf- fede, kunde man tro at se et levende Glimt i hans gandefulde Øjne og noget som et Smil om hans Mund.

Damerne var i Mindretal; men de som var, var smukke. Der var syv unge Damer fra de tre Ejendomsbesiddere, som boed om- kring Byen. Alle disse syv var meget smilende os velvillige. Saa var det Døtre af fire at Byens Otficerer, Provstens to rosenrøde, fyl- dige og Amtmandens to, begge søde med brune, bløde Duegjne. Tillige tre Damer fra Byens ældste og rigeste Handelshuse. En af disse Damer havde, saa ung hun var, været meget paa Rese og gjemte efter sigende mange skjulte Eventyr i sit Minde. Maaske

det var Snak, maaske ikke; hun havde kolde, graa Øjne; men disse Øjne betragted den, hun syntes om at betragte, længe uden at blinke.

I en i Husets ene Hjørne beliggende umaadelige Sal dansedes der efter Musik af Orlogsfartøjernes Musikanter, som havde fulgt med. Lys tændtes i flere og flere Værelser, og Lamper af Papir tændtes under Træerne i Haven og lyste som St. Hans Orme gjen- nem Bladhanget.

Noget senere hørte Dansen op; et Værelse blev klarere oplyst end de andre, og høj Låtter, Champagnepropper, der sprang med et Knald, lange Rødvinskorke og Rhinsk- vinskorke, der gav efter med et Suk, Klang af Glas og Knive mod Stentøj fortalte, at man spiste, og høj Latter, forskjellige, næsten anstrængte Stemmer forkyndte, at man spiste muntert.

Efter Maaltidet dansedes paany; ikke saa meget og saa livligt som før. Men det, der dansedes, dansedes hedere. Det var et væg- tigt Bord, de havde siddet ved. Vinen og Maden havde givet alle Farve i Kinderne og Glans i Øjet. De fleste dansende Par holdt hinanden tættere omslyngede end nogen Dans forlangte. Og hyppigt, som de sagde for at svale sig, søgte de ud i Haven, hvor der var

wW (

meget dunkelt. Disse Officerer, der havde været meget paa Rejse, havde kjendt Kvin- der før idag. De var ikke som Byens ber skedne Mandfolk, der var glade, naar de kunde finde noget at tale om, som deres Damer vilde høre paa og smile ad. Kom man forbi de mørke Træer, kunde man maaske se nogen, som rørte sig, og man kunde høre ivrig Hvisken.

To eller tre Gange kom fra et eller andet Sted i Haven noget, der halvt var Latter og halvt var Skrig, som dog forstummede uden at forvolde nogensomhelst Uro.

Fru Urikke saaes mest i Følge med sin unge Føætter. De dansede sammen, de spøgte og lo sammen, de tabte sig i Haven som de andre Gjæster og blev der længer end de fleste. Fru Ulrikke havde i Aften Rødme i Kinderne lige opunder Øjnene, noget som gjorde, at disse ligesom farvedes blaa og skinnede. Der var noget af en Flamme ved hende som hun gik; hun var heftigere end de andre Damer omend yngre end de fleste.

Nis Hall var den samme som ellers. Rolig, stilfærdig. bleg gik han der med et Smil, som lyttede han til hendes Ord; men hans Øjne havde nu en egen Metalglans istedetfor den sædvanlige figjelsbløde. Han

trykked hendes Arm og kom nu og da nær ind pan hende ligesom ved et Tilfælde, men dog paa saadan Maade, at hendes Skridt sagtnede, og hun lænede sig til ham, medens hendes Øjne blev mindre.

Han ligned en hvid itteraal, ikke øn Gang skjød Blodet op i hans Kinder, det var umuligt at se udenpaa ham, om han mored sig eller kjeded sig; men han virked paa sin Kusine; hun gav sig under hans Blik, og hun smiled ad hans Ord.

Ingen lagde Merke til de to, dertil var Legen for ålmindelig.

vm

Fredrik Grøben gik omkring i Huset. Lige fra første Øjeblik havde dette Selskab ikke behaget ham i hans Hus. Om nogen havde vist ham et lige saa muntert Selskab hos en anden, havde han intet dertil haft at sige; nu var han skamfuld for de mørke, stive Egestole, der maatte bære de halvdrukne

leende Mennesker, han skammede sig for de g

stumme Vægge og for de døde Menneskers Portrætter, der hang paa Væggene.

I denne Sindsstemning gik han ud i Haven og traf om ikke længe sin Hustru ved Nis Halls Arm. Det syntes, som kom de fra et gammelt Lysthus, der laa skjult bag Trær og neppe kunde findes af fremmede. De tre mødtes under en af Lygterne, der lyste Haven op. Endog ved dens svage Lys saa Fredrik Grøben, hvor hans Frue blus- sede, hvor hun havde noget vældigt over ; et Smil, der smægtede i Øjne og alle Træk, et Haar, der-var i Uorden, en med AMoje tøjlet Vildhed, der lod ane, at hun havde Besvær med at styre sig saavidt, at hun ikke allerede her for omkring og dansede i Galskab en vældig Verdenslykke, der fik ham til at stanse og mærke, at hans Safter ogsaa rørtes; tunge, sterke Strømme, sprungne fra Fjeld og Øde.

Nils Hall gik som ellers, bleg og smilende.

sKjære Svoger,* sagde han, ,ikke sand, det faar jeg Lov at sige? Hvor Selskabet forlyster sig og hvor man er hjertens glade?

Fredrik Grøben saa paa ham: ,Naar det blot ikke bliver altfor muntert,* sagde han roligt. ,Jeg gaar og ser efter, for finder jeg det, er Festen straks lilende.*

øø

Hvad behager, kjære Svoger?

Først og fremst har jeg Forpligtelser mod mig selv og mit Hus. Husk pa, at jeg er at gammel Slægt, der i alle Led har haft andre Sæder end disse. Jeg tør ikke bryde overtvært, vil ikke. I har maaske hørt om Træets Krone, der visnede, fordi den rev sig løs fra Roden. Jeg skal være saa orer- bærende, som jeg kan; men jeg er Mand, Nils Hall, og er selvgod, meget selvgod. I forstaar, ærgres jeg, saa bliver jeg Herren her, jeg forlanger, at man retter sig efter mig.*

Fredrik Grøben talte roligt og langsomt. Han følte selv, at han var den mæ at han havde Ret dertil. Og da Nils Hall ingenting svarede, sagde han haardt: ,Frem- for alle maa I huske dette og rette Jer der- etter.* Med disse Ord vendte han dem Ryg- gen og gik. Han hørte sin unge Frue le højt.

Denne Latter gav ham først Lyst til at tugte hende; men om lidt da han mindedes den, bler han overvældet at en 8merte saa dyb, at den kjendtes som Sjælesot. Han stod stille; det suged, det brændte ham, alt hans Blod steg langsomt som en tung Bølge til hans Hoved. Det varede en Stund, før

han kom til sig selv. Men Smerten laa til- Dage og tynged ham med ulidelig Vægt.

Paa Vejen til Huset traf han to Officerer en gammel og en ung. Den gamle var meget drukken. Han gav den unge nogle Raad naturligvis i Kjærlighedsaffærer. Den unge lo og saa afvekslende paa Hr. Grøben og sin Overordnede. Denne blev lige ved at snakke lige lige ind i Korridoren og blev til- sidst saa vidtgaaende i sine Raad og brugte saa raa Ord, at han trods sin Drukkenskab blev opmærksom paa det selv, saa op og sagdn spørgende: ,hm?... hm?* ligesom den kan vække sig selv, der snakke for højt i Søvne.

Men, Fredrik Grøben fandt iaften Be- hag i at høre paa Manden, fra hvis tykke, leende Mund disse ligeglade Ord kom. Denne Bulbiders mageløse Sorgløshed bero- ligede ham.

Maaske Nils Hall havde talt nogle Ord med Admiralen, maaske ikke. Hvorom alt er, lidt efter brød Gjæsterne op. Der blev stille i Værelserne og i Salerne; forladte Bal- sales egne Stilhed.

Men i Korridorerne var der nu Uro og Mumlen. Otfficererne hjalp Damerne der- tøjet paa, og Hænderne drev nu sit Spil:

hurtige, hede Haandtryk, for alle andre usyn- lige Strejfen af Hals og Barm.

Vognene havde længe ventet. Kuskene var søvnige og klodsede og disse Damer havde jo Slæb. Officererne hjalp ogsaa her til og strakte sig ind i Vognene for at se, om alt var i Orden, og tog for sidste Gang

¹de maflesløse Uskyldigheder i sine Arme paa en Maade, der bragte det unge Blod til at daane.

Knusende havde disse verdenserfare Herrer virket. Der laa ligesom en øm, kurrende Tone tilbage i Luften efter de sidste bløde Ord, de sidste Farvel.

Lige eller tog Officererne Afsked; munter Tale og Latter og Raad lød, før de tog af- sted. Saa laa det Grøbenske Hus stille som før. Lysene slukkedes i Værelsere, og nogle Stunder efter sov den hele Egn.

x

Selskaber blev ellerhaanden hyppige i det Grøbenske us. Helst henimod Allen plejed Vogne at standse foran Hovedindgangen, og

Fremmede lo og snakked højt, medens Fru Ulrikke stod i Døren og bød velkommen.

Andet var ogsaa at lgge Mærke til: Der blev fæstet Kok, og der blev fæstet shram- mereret Kusk. De bragte Ufred blandt Tjenerne; thi om ikke længe skjændte Kusken paa Marja, fordi hun havde ladet Hønsene komme til Hestens Havre. Her kom det igjen, som allerede før er pegt hen paa: havde det været den gamle Staldkarl, der havde skjændt, saa skulde hun have taalt det; men alt længe havde Marja seet sig gal paa Kuskens guldknappede Frakke, der efter hendes Mening kun skulde bæres af en Stands- person, og derfor taalte hun ikke hans Ord, men gav ham dem igjen med Salt og Peber til.

Og om ikke længe brugte ogsaa Kokken Mund mod den gamle Kjøkkenkone. Denne sagde som saa: ,Før du blev sa vidt, at du kunde suge Morsmelken, har jeg været her. Nu gaar jeg, for ikke vil jeg sættes i Rette at Baa'n* Og da Maaneden var omme, gik hun.

Det er ikke noget godt Tegn for et Hus, at gamle Tjenere gaar sin Veji. Det er Tegn paa, at noget ved Huset har taget Skade. Med al sin Munterhed var ikke det Grøbenske

Hus som før: noget var, som gjorde, at den, der skulde bo der til Stadighed, ikke fandt sig saa vel der nu, som for et Par ar til- age.

Fredrik Grøben havde efterhaanden truk- ket sig bort fra det hele Selskabsvæsen. Det laa ikke for ham. Alle disse fremmede Men- nesker havde han saa lidet at bestille med. Han var jo ogsaa en gammel Mand. En en- kelt Gang sagde han til sin Frue, at han ikke elskede den Uro, de fremmede Men- nesker førte med; men hun smøg bort, det var ikke muligt at faa hende til at ville be- gribe dette, han kunde i Højden standse Uroen for en Uge eller to; men alt da var Fru Ulrikke rent ude af sig selv; en Dag lagde hun sig endog tilsengs.

Fredrik Grøben tænkte meget over, hvad han havde at gjøre. Det var umuligt at kjæmpe her; han kunde ikke her vise sig som den Mand han var og lade sin Kraft raade. Det følte han, at hans strænge Ord og Forbud vilde gjøre alt værre, de vilde ligne Brutalitet og Raahed. Den kraftige Hingst overvindes let af en Flok Klægge: Kampen er ikke lige. Derfor naar Fru Ulrikke tilaabte ham, at hun dog var ung, og at, da han giftede sig med hende, ikke havde for-

talt hende, af hun skulde leve som gammel Kone; men at han tvertimod kom hende imøde, idet han endog lagde sig ungdomme- lige Vaner til, saa sænkede Fredrik Grøben sit Blik og sagde ikke mere.

Men hans Natur var stærk og indgroet. Han levede videre uden at sætte noget af sit til. Han følte efterhaanden Ro komme over sig. Det strænge Arbejde, han paalagde sig, gav ham stærk Søvn, og Pligten, denne de nordlige Landes stærke Guddom, som han altid havde givet og fremdeles gav, hvad den tilkom, gav til Gjengjæld ham en stille men urokkelig Stolthed. Og om sin Hustru troede han ikke andet og værre, end at hendes unge Blod tørstede efter Uro og Adspredelse, og da Nils Hall-blev boende i Byen og be- søgte dem ofte, var Fredrik Grøbens Sind endnu uden Svig og Iversyge.

g

Men det forstod han: at det ikke nytted at gjøre sit gleskab helt, at det fra først a var bygget paa Sand. Men nu, da det hos han, der saa sent var bleven vakt: det elskende

Menneske, var bleven skuffet, nu da han blev nødt til at dæmme op for sin stærke Kjærlig- hedsfølelse, nu brød den sig Vei andetsteds: han blev en stærk Drømmer, og han blev, hvad en og anden i den Grøbenske Slægt havde været før ham: en Grubler over vanskelige Ting.

Saa var det, at han især gav sig til at sysle med Stjernevidenskaben. Sine gamle Bøger, dem han havde skaftet sig hint skjæbnesvangre Aar, han lrte Ulrikke Hall at kjende, tog han atter frem, og han kjøbte nye, der omhandled Himlens Kloder, ligefra den sluknende Maane og den kolde Neptun til de fjerne glødende Lyslaager, hvor endnu ei findes Liv, men hvor det rige Liv engang skal spire, naar vor Sol er slukket ud, og naar Jorden er en Sten.

I Byen boed en gammel jødisk Læge, der havde megen Forstand paa alskens Viden- skaber. Han var kommen did for en halv Snes Aar siden og havde kun beskjæftiget sig med Læsning og Granskning. Ingen kunde sige, hvorfor, og hvorfra han kom, men det Ord gik, at han, hvor han havde været før, havde lidt Overlast for sin Tros Skyld. Sin meste Tid tilbragte han pasit Sludereværelse, hvor han havde mange sjeldne Ting paa

Vægge, paa Hylder. Der kunde ligge en liden Æske paa Bordet, som saa ud til at kunne gjemme ganske uskyldige Ting som et Sølvhjærte, af dem unge Piger bærer par Brystet. Men aabned man den, kunde man maaske se en tørret grøn Flue eller en liden indskrumpen Orm.

Han laa tidt mange Timer med sin Hov nede ved Stranden, i trange Smug og Kroge, hvor alskens underligt Kryb gik omkring i det stillestaaende Vand. Disse Kryb voldte ham meget Studium: der fandtes blandt dem san mange Afarter, der overraskede ved deres Udseende. Men nar han nu og da vilde have de rene Arter, lan han hos Fiskerne, der trak sine Garn ude paa Havet.

Men Doktoren saa ikke alene i Mikro- skopet, tidt havde man set ham staaende i en Lund udenfor Byen støttet til et Træ og med en lang Kikkert iagttagende Stjernehimlen.

Til denne Mand gik nu Fredrik Grøben ofte. De første Gange kom han kun for at faa Forklaring paa et eller andet, han ikke af sig selv forstod, og han gik igjen, saasnart Oplysningen var ham givet. (Han skjønte jo nok, at Doktoren ikke var af dem, der let stifter Bekjendtskaer). Men senere hen blev

han siddende ofte flere Timer, og de sam- talede om mangt og meget.

Det kunde ogsaa hænde, at Fredrik Grøben lod spænde Heste for og tog den gamle med paa Kjøretur. Da sad denne og lod sig magelig vugge af Vognens Fjedre. Tidt virked da den friske Luft og den lille Flaske Vin, de havde med, derhen, at den gamle Mand kom rent bort fra sit Stjernetyderi og sine Kryb og gav sig til at snakke om alt, hvad han sa, eller hvad han havde set: den Rytter (og han kunde pege paa en eller anden ung Officer tilhest), hvor han sad smukt i Sadlen! Eller: hvor var den Skov vakker! Og han kunde fortælle om Skovene i Syd-Spanien, der var saa tætløvede, at de i Atstand saa sorte ud.

Men under disse Kjøreture var han ikke den samme som hjemme i sit Kammer. Han var ikke den stille Vismand, som omsluttede vældige Ting i sin Tanke. Jordens Farve forstyrrede her. Endog om fremmed Ungdom, der kom dem i Møde, spurgte han ivrig ud, og han beundrede højlig de unge Piger, naar de var smukke, og de unge Mænd, naar de havde store, kraflige Kroppe og kjække Træk.

Fredrik Grøben holdt tilsidst op at hente

den gamle til Kjøreture og besøgte ham kun i hans Hjem.

En Ettermiddag, han gik til den gamle Mand, sad denne og skrev. Dagslyset var endnu sa stærkt, at han skrev uden Lys. Endnu, medens han skrev, talte han nogle Ord med Fredrik Grøben, som havde sat sig i en dyb Lænestol i Værelsets inderste Skygge.

Jeg er snart færdig. Det er kun nogle Sætninger, jeg skriver af fra en gammel Bog, jeg har faet til Laans. I Grunder har den vel intet Værd, men den er en ganske aparte Bog. Den indeholder en hel Del Spaadomme. Nogle er vistnok uden al Mening, men enkelte høres ud, som kom de fra alvorlige Mænd, der har havt klare Øjne og været lydhøre. Som, jeg havde nær sagt, har kunnet se og høre fjerne Ting, Som nu d

Om to hundrede Aar. Naar Menneskene kommer til Landet, Hvor Guld er at finde i Havsens Sand, Og ved Træets Rod, og hvor Perler gran hentes i

Floderne Kostelige, duftende Urter i Skovene:

Da kan jeg span, Al den gode Tid oprinder for Spanien. . Se dette skrev en spansk Munk to hundrede Aar før Amerikas Opdagelse.

Men saa er den næste, skreven af en fransk Munk i det 12te Aarhundrede ganske uforstaaelig, sa vidt jeg kan se. Hør blot:

Naar Orion erører Havet med sin Tan, Og Hundestjernen stiger hvid fra ,

Da kommer onde Dunster i Luften, hvori andes, Og Menneskenes Born skulle forgan.

Dette er uforstaaeligt. . . . . Naar Hunde- stjernen faar den hvide Farve, r hvid fra Sjø*. Jeg ved jo nok, at Sirius i den graa Oldtid af Digterne omtales som ,rød*; men længe før denne Munk fødtes, skinned den hvid. Allerede en Astrolog, der levede omkring Aar 800 efter Christus, Hippias fra Sicilien, fortæller, at han giver Agt paa Sirius o: Hundestjernens mælkehvide Glans.*

.Det er sælsomt med de Spaadommo af gamle Munke," sagde Fredrik Grøben, ,de dvæler gjerne ved Jordens Undergang.*

«Dæe gjør meget ofte det,* svarede den gamle Mand langsomt. ,Men ret beset er det ikke saa sælsomt. De virkelig ærlige Maunke var vældige Mennesker. Maaske aldrig har nogen levet saa krafig som de levede i sin Celle. Thi I kan vel være enig med mig i, det at leve er ikke ensbesydende med det at gjøre Hvirvelvind, de lever ikke krattigst, der

tidt for Hoben synes at leve kraftigst, det at leve er ikke det samme som det at synes at leve. En Fange i Lænker og en vild Rytter, hvem mon lever stærkest?*

,Og nu disse Munke,* vedblev han efter en Pause, hvori han havde lænet sig tilbage. sDet var Mennesker med en brændende Higen mod den salige Lykke, som ikke findes paa Jorden. Men de var altsa Mennesker, de fandt den heller ikke i sin Celle. Og de havde i Egenskab af Mennesker Sanser og Begjær. Fra Klostret saa de maaske Jordens Liv. De saa røde Roser og hvide Kvinder. Og Vel- lyst. Og det jordiske Menneske hos dem kjæmped med det higende, aandelige Men- neske, en fortvivlet Kamp. Indtil de maaske sad stille og trætte og kun drømte om Altings Ende, om Jordens Brand, Solens Sluknen, om Maanen, der flygted ud i Mørket, rød og skrikkelig, om Stjernernes Forsvinden under Havets Brusen og Himlens Fortæren ved Tld og om den almægtige Guds Komme i Skyen.*

nOg naar den franske Munk,* blev han ved, ,taler om, at onde Dunster skal komme i vor Jords Laft, saa ved jeg ikke, hvorfra disse skulde komme. Men man maa dog sige, at der har været Tider, da mangt og meget paa Jorden har artet sig paa en Maade,

der gav Rum for den Antagelse, at et fremmed, fiendtligt Stof kunde være kommet i den Luft, hvori Menneskene har aandet. Hvorfra? Mon fra en omflakkende Komet? Med dette sigter jeg til den besynderlige Tid, der strakte sig ud over et Tidsrum af flere hundrede ar, som især viste sine Bjendommeligheder i det fjerde Aarhundrede. Dengang sagde Biskop Zeno af Veroma: ,Den største Dyd for Menneskene er den at døde Naturen.*

.Hvad havde slaget Menneskene dengang? En aandelig Epidemi ligesaa uforklarlig som de store Epidemier, der angriber Menneskenes Legemer. Har I læst om den umaadelige Sørgmodighed, som dengang havde grebet Menneskene. Har I læst om Helgenerne og deres Liv. En samtidig Historieskriver siger: .Under Suk og Jammer beder de om Barm- hjertigbed; nogle at dem holder sig ikke vær- dige til at beskue Himlen, men sidder med Ansigtet gjemt i Hænderne og slaar Hovedet mod Jorden. Eluden hænger om Benpiberne paa dem, hentørret som Græs, man hører bare Raabet: ,Ve, ve, Naade!* Nogle vover næppe at husvale sin brændende Tørst ved et Par Draaber Vand. Deres Tanker drejer sig om Døden og Evigheden. Deres Knæer har hard H af at knvle, deres Øne og

Thomas P. krag: kobborslangen.

Kinder er hule, deres Bryst er oprevet af Slag; de spytter ofte Blod. De bærer skidne Filer, der vrimler at Utøj. Nogle beder om, at man ikke maa bøgrave dem, men kaste dem bort og lade dem raadne som Kvag.*

Saadan levede disse, man kjender under Navn af Helgener. Hvilken Elendighed og hvilken Storhed. Thi husk, at mange af dem var unge, smukke Mænd og Kvinder, ofte af høj Byrd, Mennesker, for hvem hele Verden stod aaben med dens Kjærlighed, dens Leg og Lyst. Det er dog noget at lægge Maærke til, at de i al sin, hvad vi vil kalde, Elendighed, i lange Tider er blevne Generalnævnere for al Verdens Smerte og Henrykkelse; ... . ja Henrykkelse! Tror I ikke, at deres Liv ogsaa førte Glæder med. Jo, visselig, midt i dette Kaos skralded dog Livet. Hvilke dybe, stærke Drømme! Naar jeg læser deres Legender, stiger gjennem Smerteskyen op til mig en Duft som af Roser denne sælsomme Blomst, der er saa dunkelrød og funklende. Og naar jeg gaar i de gamle Kirker og hører de gamle Sange, hvis Tone og Ord digledes af disse, san mærker jeg, hvilken Honning

der rinder fra disse sørgelige Toner, hvilken Røgelse der stiger; det er, som hørte man en skjult Strengerad dirre under det hele, en Maængde Slrenge af Guld og Sølv krandsede med Blomster. Og de loner ligesom længe efter, at Instrumenterne har tiet.

Disse Sange vil altid leve; thi de er dig- tede til Gud. De er faldne som røde Blods- draaber, svedte i Angstens Nød og i Haabets Henrykkelse.*

Det var nu blevet ganske mørkt i Værelset, hvor de to Mænd sad. De talte ikke paa en Stund, saa sagde Doktoren langsomt:

Forstaa mig vel; jeg priser ikke disse altfor brændende Hjerner, disse altfor hede Syner. Men jeg finder, at disse Mennesker har set dybere paa Livet, de har i alle sine Vildfarelser været større Mennesker end den velopdragne Hob. Deres Barmhjertighed, der plejed Syge og Elendige, den var visselig for manges Vedkommende mere end Med- lidenhed, den var Visdom. De knæled der igjennem tor Livet i al dets Storhed og Smerte, de knæled for Menneskels Lidelse, det eneste her i Verden, alle skal blotte Hovedet for. Thi al anden Storhed er fra først at Egenkjærlighed, den lønner sig selv,

⁶

den hylder sig selv, og den forbliver gjerne paa Jorden. Kun Lidelsen stræber mod Himlen.*

xI

Nogle Dage senere, da Grøben efler en længere Samtale skulde gaa, sagde Doktoren: .De vil siget Den gamle Jøde kan nok tale! Han har aldrig været ude i Livet. Allid har han siddet bag Væg og Slaa og dannet sig sin egen Verden.* Fredrik Grøben svare deg ved ikke, om jeg vilde sige det. Naar jeg tænker mig om, tror jeg det ikke. Men om jeg saa sagde. Det er da ikke det ringeste at kunne danne sig sin egen Verden.* leg tror,* svared Doktoren langsomt, «at kunde I læse, hvad de saakaldte Aander inderst inde tænker. I vilde mærke, at de tænker ikke saadan, som I tror, de tænker. il I tro, at jeg maaske har tabt mere end I, vil I tro, at jeg er en fredløs Mand, ikke fordreven af andre, som I maaske har hrt, og ikke for min Tros Skyld, men fordreven

af mig selv, fordi jeg aldrig har troet paa noget. Fordi jeg aldrig en Time har virkelig opnaaet, hvad jeg stunded mod. Mine Arme, som nu er visne, har engang havt Muskler, og min Stemme, som nu er mat, har engang været klangfuld. Og mine Ord har skjælvet ak Jordens Saft. Og jeg har raabt, men jeg har ranbt i Ørkenen. Jeg har intet hørt om Jer, men jeg tor, jeg kjender Jer. Hvoraf det kommer, ved jeg ikke, men Eders Besøg gjør mig ondt. Lad mig alene. Misforstaa mig ikke. Jeg er kun træt for en Tid. Og lag som Minde om mig denne Bog. Naar I har læst den, vil I se, at jeg er ikke den, I tror. Og kan I bruge, hvad der staar skrevet i Bogen. vil det være mig kjært. Farvel.*

xn

Fredrik Grøben gik hjem og læste i Bogen, der helt igjennem var skreven med klar, rund Skrift. Mange Tanker stod frem- satte her, og Syner svømmed som Skyer omkring. Her kom atter Doktorens Kjær-

[

lighed for Allivet frem. Menneskene, som nu bebor vor Jord (stod der) er Taaber, nar de mener, at Solen ej har Liv, og Jorden ej havde Liv, da den var glødende. Hvem siger, at alt levende skal have vor Kulde og Ilede, hvorfor lægger vi vort eget Alenmaal paa alt? Allerede paa vor Jord lever mange Skabninger ved umaadelig Varme og den strengeste Kulde. Solen kan være beboet af Værsener, der tumler sig i Iden, som vore Fiske i Vandet. Og medens vor Jord var glødende, leved visselig Ildens Væsener der i de kogende Strømme, dem man endnu kan ane Formere af i Fjeldenes indre og de dybe forstenede Jordlag. Dragen af Id, hvorom der tales i de tidligere Religioner, er Men- neskenes sidste Anelse om dette.

Mange andre Ting fremsattes, men det hele var som i Rus. Det boblede, sprængle paa og brast. Ordene var som udtalte at et levende Menneske og var endnu rygende al Menneskets Aande. Og gjennem det hele gik en Hunger mod Ro. Mod Slutningen stod noget som en Drøm, om hvorledes de tidlige Folkeslag saa paa Jord og Himmel, og der gik som en Higen mod at beskue alt paa samme Maade som hine: med store enfoldige Øjne, mod at glide henover en klar Flo,

g

medens Stjernerne steg og sank, mod at synge disse til og tro, de var Guds Øjne.

Tilsidst stod noget for sig selv, noget, der san ud som en Etterskrift, betitlet ,Be- kjendelser".

Fredrik Grøben læste:

Jeg sagde: jeg vil se paa Stjernerne; thi lignet med dem i deres Karfunkelglans og Storhed, der overgaar al Forstand, er min egen Glæde (selv om jeg den havde) og min Kummer ringe.

Men, raaber med Rette mit Kjød, Daare er du, at du ser paa Stjernere. Eller se, men bekjend, at din Beskuen er, hvad du ikke mest elsker og attraar. Thi hvad hjælper det mig, at Stjernerne skinner? Hvorfor skinner jeg ikke selv med mit Lys og med min Evne? Mon Stjernen, før den skal skinne, siger: Lad mig først se, hvor han lever og glædes og lider ... . saa kan det være mig ligegyldigt, om jeg skal skinne eller slukkes? Mon den siger saa? Nej, den har nok i sig selv og straaler lige smukt, om du glædes, lider eller dør. Derfor lær du af Stjernerne at funkle af sig selv.

Men hvad har bragt. mig hid til at agte paa Stjernernes Gang? Du min Lykke i Livet, som jeg ej finder, du, jeg tænker mig

lig en Kvinde, du, mine Drømmes Maal, du, hvem ti Tusinde smertetulde Timer fødte! Jeg har ventet dig og hungret mod dig, du, hvem mit Blod begjærer og mit Liv elsker. Du, som jeg ikke kjender. Du med din Barm og din søde Favn og med dine smi- lende Øjne. Du, hvis bævende, rødmende Kjød brænder min Sjæl, du, der er bluferdig og bærer Slør, fordi du kjender dine Sansers sugende Svælg, du, der er kysk, fordi du kjender dine Lasters Mangfoldighed. Du, hvis Smil er Djævelens, du, der med dit Legem og dit Hoved er en Blomst. Ja, i Sandhed, jeg gav Himlens Stjerner for dine Øjne, men du kommer ikke Kvinde, Drøm, Fantom, du, der har dugget min Sjæl med Taarer, salte som Havets Fraade.

Men, Væsen! du mit Blods Sygdom og mit Livs Ulykke: Du er groet frem af mit Livs Skulelse, den aldrig nogen skal kjende.

Saa kom noget, der saa ud til at være skrevet senere, maaske ganske nylig:

Men efter lange Aars Kampe sørger jeg ikke mere; thi jeg har faaet Ro. Og jeg siger til Menneskene efter mig: ,Se rigt paa Livet med dets Kampe, dets Smerte, dels Fryd. Hvorfor frygter du? Lad Livet raade. Lad det føre dig ind i dunkle Huler og i lyse

1⁸

Lunde. Lad det vende dit Livs Blad. Kast bort den gamle Regel for Skjønhed, Godhed, Sandhed. Den gamle Skjønhed, den gamle Godhed, den gamle Sandhed, hvilke tre Snærper. Hvorlænge vil dog Menneskene hænge efter dem. Styr modig paa. Duk dig i den Aaben- baring, som Livet i alle Former er. Thi alt er Liv, alt gaar efter Naturen, men ikke efter Menneskenes Skik og Brug. Thi det kalder Menneskene Naturen, men det er den sande, store Naturs Fiende; thi denne er i sig selv evig.*

xu

Fredrik Grøben vedblev at sysle med sine Bøger i ledige Stunder, men ikke med Bøgerne alene. Han fandt en Dag pludselig en lys Glede ved at gaa en lang Tur med sin lille Søn, og Samværet med denne gjorde ham bedre og stærkere, end Læsningen af de vanskelige Bøger. Han havrde ogsaa før beskjæfliget sig med den lille Jonas, men først nu var denne saa stor, at han virkelig kunde forstaa, hvad Faderen sagde til ham.

Han tog nu hver Aflen sin Søn ved Haanden,

og de gik bortover Markerne, nu og da stand- sende og talende med en eller anden Bonde, de taf, eller lyttende til Græshopperne, der sad og sang udover Engen. Og tidt om Morgenen, naar Fredrik Grøben vaagned tidlig, vækked han sin Søn, der laa i samme Værelse, og bad ham klæde sig og gan Morgentur, og Gutten kldte sig paa, og de gik sammen da ogsan. Henad Vejen, over Engen, der blinked af Dug over Myren, der Faderen bar ham, for han ej skulde blive vand.

Men hans Omsorg for og Beskjæligelse med Sønnen voldte, at han fik se den Sandhed der rørte hans Inderste, det i hans Øjne umulige.

En meget tidlig Morgen, da endnu Taagen dækked Marken, vaagned Fredrik Grøben og om ikke længe vækked han sin Søn og sagde: pKom Jonas, nu skal vi gaa til Sante Hans Berget og se Solen staa op". Og Sønnen reste sig søvnig, men sjæleglad, for dette: at gan til Sante Hans Berget og se Solen staa op var noget han og Faderen længe havde talt om. De gik da ud af Værelset og gjennem Korridoren, forsigtige og stille for ej at vække nogen. Da de kom udenfor blev de stanende lidt og lytte, thi i det samme for en Mængde Trækfugle syngende forbi.

Pludselig syntes Fredrik Grøben at høre en Lyd som at et Vindu, der aabnedes. Han hyssede paa Jonas, der paa Barns Vis eller- Tignede Fuglenes Fløjten, bad ham blive staa- ende og gik mod det Sted, hvorfra Lyden kom. Gjennem nogle af Havens Buske saa han nu Nils Hall springe ud af Fru Ulrikkes Vindu. I næste Øjeblik stod hun der selv, nikkende og smilende, med store, aabne Øjne. Han nikked igjen og kyssed paa Fingeren til hende; saa forsvandt han ad Skoven til pan den Side, hvor Udhusene laa og ingen Vin- duer fandtes.

Fredrik Grøben blev staaende og stirre. Selv da Jonas kom til og spurgte om, hvad han saa, rørte han sig ikke. Endelig langt om længe tog han sin Søn ved Haanden og gik langsomt ind igjen. Og han bad Jonas klæde sig af igjen: ,Der blir vist overskyet . vi maa vente ....»

Selv satte han sig i en Stoli et af Værelsets Kroge: der blev han siddende til Dagen kom.

xIV

Maaske en, der havde levet meget i hvad forstaas ved Verden, længe vilde have gjættet, at Fru Ulrikke vilde søge sig en ligesindet, hvor hun kunde finde ham. Frederik Grø- en forstod det ikke. Ved Synet hin Morgen gik den evige Forundrings Pine i ham, den, der stinger ens Sjæl i dens inderste Rod. Han var fra nu af som forvandlet. Han var ikke den samme ivrige, inderst inde roligglade Mand som før. Han var bleven skræmt. Gjorde han nu sit Arbejde, var det kun Ar- bejdets vante Bevægelser. Hans Øjne blev ofte stirrende, af og til blev han siddende uden at røre sig.

En egen Angst havde han, for at hans Søn skulde blive hjemme længer. Hurtig fandt han ud, at her var ikke godt for et Barn. En Uges Tid efter var Jonas paa Vej til en Slægtning, der boede i en af Byerne nordpaa; der skulde han gaa i Skole og saa- ledes omgaaes andre Børn.

Selv leved Fredrik Grøben fuldstændig for sig selv. Selskaberne fortsatles, men han viste sig aldrig ved noget af dem. Sine Maaltider ind- tog han paa sit Værelse, sigende han e følte

sig ganske vel. Han agted ikke paa, hvad nogen kunde synes derom. Hans Kraft syn- tes brudt; den, der nu saa ham, tænkte: han bliver ikke gamle mere.

Han blev heller ikke den gamle mere; men han blev en anden. Til Lykke er Men- neskene lidt at ligne med Logfrugter, de be- staar af mange Lag, det ene indenfor det andet. Nu da det stærke, rolige Menneske blev slaaet ned hos Fredrik Grøben, kom en anden frem, men det var en megel gammel Mand der talte lidt og langsomt. Han kom dog frem som den, der havde haft Kraft nok til ganske at frigjøre sig fra det, der før bandt ham; han tog ikke sin Huetru for sig; han vidste, at hun ikke engang vilde forsti om han talte til hende; thi de var af for- skjelligt Kjød og Blod. Hans Tanker var ikke hendes Tanker. Men han havde haft Kraft til det sværere: uden at bryde over- tvært, stille at vende tilbage til sig selv.

xv

En Høstmorgen, da Frederik Grøben netop var vaagnet, meldtes ham, at Doktoren bad om at faa ham i Tale. I det samme slog Stuenret i Værelsets Hjørne syv. Det var pan den Tid, Frederik Grøben plejed at staa op; han lod Bud gaa, at han kom strax, rejste sig fra Sengen og klædte sig paa. Da han kom ind i det næste Værelse, saa han en Mand sidde ved Døren. Manden rejste sig, og Grøben saa nu, at det var Doktoren. De gik imod hinanden og trykkede hinandens Hænder.

Doktoren sagde:

Det er en usædvanlig Tid, jeg aflægger Besøg paa. Jeg har ogsaa i Løbet at de sidste Dage mange Gange tænkt paa at gaa til Jer, men jeg har haft san mange Ting at ordne til min Reise. Jeg rejser nemlig om tre Timer, og jeg kommer kun for at sige Jer Farvel.*

.Skal I rejse*

J .. . jeg rejser, Herr Grøben .. . mit bedste Levvell*

Han taug og rakte Haanden ud. I Høst- morgenens Skjær, der ikke er Lys og ikke

er Morke, men en graa Sky, saa hans An- sigt ud som en Maske. Af hans Øjne saaes ikke den farvede Ring, der frembringer Smil og Taarer; men kun det vide og en umaa- delig Pupil: det af Menneskets Øje, der stirrer.

Fredrik Grøben trykkede hans Haand; en egen Følelse greb ham, noget som Angest og Forladthed.

.Hvorfor vil I dog reise Hr. Doktor?. .. Og hvor vil i rejse hen?

Jeg ved ikke. Jeg tror, jeg vil tilbringe Størsteparten af mit øvrige Liv flakkende omkring. Helst langt ude paa Havet. Jeg længes efter at se dets uendelige Ring og efter at høre dets Dyrebrøl.*

pDet kommer snå pludselig. Sæt Jer dog ned, Doktor. Hvorfor vil I paa Havet? Jeg har ikke rejst meget; men hvad jeg saa af Havet gjorde ikke, at jeg kom il at elske det. Det er koldt og uden Medynk blindt og døvt.*

Doktoren fortsatte, som talte han ved sig selv; han talte med Pauser, og Grøben af- brød ham ikke.

Havet er Kaos. I dets' Dyb kan vi stirre os tro at se vor øgen S8jæl.

so

I dets Stemme kan vi finde Behag; i dets umaadelige Stilhed, kan vi høre som en Tone fra det ukjendte.

Dets Vælde besejrer os men beroliger os. Vi har til Omgangsfæller en, der raser høiere og tier dybere end vi selv.

Underlige Menneske træffer lidt sammen paa et Skib, der skal tage en Rejse paa Oceanet. Skjæbner fra Verdens fire Hjørner. Disse har oftest det tilælles, at de stirrer og lytter.

Selv Sjømændene, der dog er gaaede om- ord lor at tjene sit Brød, har noget ved sig, som jeg synes om. De er stærke Mennesker, som tumles om men sjeldent klager.

Naar man staar overfor det altfor stærke, klager man ikke. Den, som ligger under en Løves Ga, lier.*

Fredrik Grøben svarede efler en Stunds Forløb.

vEr det derfor I gaar bort at sejle . . . for at blive betvungen og tin?*

Paa en vis Maade ja. Jeg er tæt af at jæmpe den forfærdelige Kamp med mine e Tanker. Jeg vil have noget over ig, en vældig Magt, som bøjer mig i Knæ og ler ad al Modstand. Jeg længes efter at

s1

kjende en Kjæmpehaand paa min Nakke, der borer sig ind i mit blodige Kjød.

Og jeg tor, at alle kan have noget at lære hos Havet. Og dets Lærdom er sund. Tidt i vort altfor trygge og velbevarede Land gaar Menneskene omkring og tror, at de er fødte til Lykke og klager over Livets Uret- færdighed.

Havet lærer os noget andet. Det er den store Ødelægger og den store Renser og Be- frier. Farvel."

sLev vel og Tak for hvad I har lært mig. Kommer I ikke ,tilbage?"

.Nej det gjør jeg ikke. Jeg handler aldrig uden efter langt Overlæg. Farvel.*

Doktoren gik. Grøben falgte ham ud og lukkede Døren langsomt i efter ham.

xVI

Det var snalænge Frederik Grøbens Hel- bred var den samme uforstyrret gode, at han holdt sig oppe trods sin Alder. Men udpaa Sommeren begynåte han al kjende sig svag. Han kunde ikke spise noget nævneværdigt uden at føle Besvær og Smerte deraf. Vist- nok kunde han endnu færdes ude og tildels tilse Markarbejdet, men da han ved Midsommer mistede sin Natsøvn, var det som den Haand, der endnu holdt ham oppe mod Verdens Lys, visnede, saa han i disse Nætter langsomt sank dybt ned og naaede Egne, hvor frem- mede Ting bler ham aabenbare. Og om Dagen var han altid tung i Hovedet og blev tidt overfalden af en dyb Angst. Han gik ofte og talede med sig selv; talte han med nogen anden, var det helst med en eller an- den fattig Husmand.

Til en af disse sagde han en Dag: ,Jeg har aldrig før set, hvor stor denne Egn er. Og ikke langt borte ligger Havet; det er skrækkeligt, naar Vinden staar ind. Det er dog mærkeligt, at Folk tør bo sa trygge lige ved det."

Til en anden sagde han: ,Jeg vilde

s3

gjerne komme til mange Mennesker. Menne- skene er gode, naar de er mange sammen. Det er kun, naar de er for sig selv, at de er onde.*

Frederik Grøben trak sig tilsidst bort fra alle. Tidt kunde han ikke sidde rolig, ikke engang holde sig inde. Ikke sjeldent gik han saadanne Dage ud ved Middagstider og kom ikke hjem før sent paa Aftenen. En- gang medens han saaledes gik, overfaldtes han af et skrækkeligt Uveir. Himlen blev mørk som ved Nat, og det regnede, saa Vejene flommede. Lynene slog, saa det saa ud, som det var Verdens Brand. Dette Uvejr varede til næste Morgen. Da randt Solen i skinnende Glans.

Denne Morgen kom Fredrik Grøben lang- somt gaaende mod Huset. Han gik op paa sit Værelse og sad længe i en Krog. Han skifted ikke Klæder, men gik en Time efter atter ud i det vældige Solskin, deu kastedes som Storm og Luer fra Himlen. Hans An- sigt var da som forklaret. Han traf mange af sine Tjenestefolk og Husmænd: dem tog han i Haand og takked dem for deres Stev. vleg ved", sagde han i en Tone der ikke tyded paa Frygt, ,at jeg snart skal dø."* I har vel ikke noget udestaaende med mig?

"

De fleste græd, to gamle Husmænd laa med Hovedet ved hans Barm:

.Husbond maa leve længe" . . . ,Naa, maa . . . jeg erjo en gammel Mand" svarede Grøben rolig, ,jeg har jo ikke mange Aar igjen, før jeg har naaet det høje Aar halvfjerds.*

Men en Stund efter blev han blegere. Solen blinder mig,* sagde han. De to Maænd maatte støtte ham hjem. ,Husbond har Feber,* sagde de, ,det banker i Jeres Puls og Jeres Tindinger

Han blev bragt til Sengs og laa stille med halvlukkede Øjne. Alderen havde i kort Tid bredt sig over ham. Han lignede ikke nu en gammel Mand; men en Olding over hvis Hoved Aarene har hobet sig i ubestem- melig Masse.

Ud paa Eftermiddagen kom Fru Ulrikke til hans Seng og lalte smukke Ord for ham.

Men da rejste han sig pludselig halvt op. san paa hende, rolig og taus, og peged mod Døren. Og der var en Magt over ham i dette Øjeblik, der gjorde, at den unge Frue gik uden at sige et Ord.

Fra nu kom hele Dage, da han ikke havde Øje for noget mere paa denne Jord. For, da Søvnens Haand, der holder en fast til denne Verden, glap, kom han vistnok til

fremmede Egne; men da var han endnu fremmed der; nu syntes han at finde sig mere til Rette i det andet Land, han saa det med Øjne, der forstod og følte det med San- ser, der kjendte det hele.

Men det kunde hænde, at det jordiske Livs Rester endnu engang rørtes, og de to Liv, det der gik, og det, der syntes at komme mødles og stredes med hinanden, saa den syge stirred sig omkring med store Øjn hvad er dette! hvor er jeg nu? Da kunde han frygle Timerne, som kom, for hvad de kunde bringe, og han kunde bede dem i Væ relset ikke slippe nogen ind.

Men en Aften da Vaagekonen for en Stund var gaaet ud, og den gamle Marje sad ved Sengen og vangede over ham, stir rede hun længe paa ham og mumlede nogle Ord, som den syge, uden at vide det, sva- rede paa. Samme Aften fortalte Marja, at den syge var bange for sin Frue og for Nils Hall.

Dog kunde han endnu en sjelden Gang føle sig saa klar, at han talte ro- ligt om den Tid, der havde været og om den, der vilde blive. Til en Ven der ofte besøgte ham i denne Tid sagde han en Mor- gen: ,eg har sovet lidet eller intet i Nat.

Det er ikke som før, da jeg fik min trygge Nalsøvn. Men da jeg vangned efter en liden Blund følte jeg mig saa stærk, at jeg reste mig i min Seng og san ud af Vinduet. Jeg saa Havens Træer og Blomster, og de var vaade af Himlens Dug. Og jeg saa Røg fra Markerne og jeg saa Stjerneme, som var næ- sten borte for Solen. Jeg fik slig Ro, for jeg syntes, at alt dette vilde mig vel, og det voldte mig ingen Rædsel at tænke paa Dø- den. Jeg følte, at jeg var i Slægt med det hele, og det at jeg skulde vende tilbage til Jorden og blive Jord, det tænkte jeg rolig paa og uden at ængstes.*

Da i en saadan stille Stund Fru Ulrikke kom ind i Værelset. talte han rolig med hende om Gaardens Brug.

I en anden bad han om Pen og Papi os han sad oprejst ved Puder og skrev Brev til sin Søn, hvori han bad ham komme

hjem.

xvn

I Slutningen af August, paa den Tid, da Sommeren glipper, og de første kolde Sting kommer i Luften, faldt en øde Ro over det Grøbenske Hus. Intet Gilde, ingen natlig Sang, ingen Lygter mellem Træerne i Ha- ven, naar Mørket faldt paa. Man skulde næsten tro, at Huset pludselig var uddøet. Kun en sjelden Gang saa man en og anden Tjener gaa fra Herskabshuset til Stalden, eller fra et Udhus til et andet; men det var intet Liv; kun et Menneske, der rørte sig en Skygge.

Grunden til denne tunge Stilhed, disse listende Skridt, var den at Herr Grøbens Sygdom nu viste sig at føre til Døden. Alle skjønte det uden at sige det. Den gamle Marja, som tre Gange havde været paa hans Kammers, havde selv seet, at han var be- gyndt at dø. Og herom talte hun til de gamle Folk, som hun kjendte bedst.

Hun talte meget, og hun talte længe; men efterat hun tre Aftener i Træk havde gjen- taget det samme, gik der en Angst i to gamle Husmænd, saa de næsten hele Dagen sad ude i Drengestuen og ruggede hver paa

sin Stol og ynkede sig. Helst den ene havde det ondt. Han saa sig ret som det var omkring med store, matte Øjne og begyndte paa en Salme Gang paa Gang, hvori han ikke naaede længer end halvveis. Kanske han ikke huskede mere, kanske han glemte, at han sang nok er det, han tiede ligesom af sig selv.

Simple Folk ser ofte anderledes og mere end de, som vil være kloge. Det synes ofte, som gaar de med lukkede Øjne; men med det lille Plir ser de og mærker de alling saa vel. Og de er nysgjerrige de vil gjerne mærke sig meget. Derfor da Husels Herre holdt paa at dø, gik de paa Taa ligesaa meget for at lytte som for ei at gjøre Stj.

Til alt andet kom jo ogsna dette: i tre Dage havde nogle smaa Mus vist sig i det gamle Værelse med det grønblomstrede Ta- pet. Dette kom ud blandt Tyendet, og alle nikked paa Hovedet, nogle trak den ene Mundvig ned som i Fortrydelse og Smerte. Thi alle viste jo, at det altid hændte i det Grøbenske Hus: naar nogen skulde dø, kom Mus frem paa Gulvet, uden at ellers slige Dyr fandtes i Huset. Første Gang havde de vist sig, da Frøken Eva døde, den blege

Dame med det tynde gule Haar, hun, som aldrig havde havt nogen Glæde i Verden. Vaagekonen havde dengang selv fortalt, at hun et Øjeblik havde sovet, men havde vaag- net ved at høre den syge tale, og da hun saa til, sad Frøken Eva oppe i Sengen og pegte paa Gulvet og sagde:

.Nej, se der paa Musene!*

Og rundt om i Maaneskinsstriben paa Gulvet havde der danset en hel Mængde sman graa Mus. Og naar derfor nogen sidenefter blev syg. og Sygdommen tog den farlige Ven- ding, kunde det hænde, at en modig listed sig ind i det grønne Værelse og satle sig ned og saa mod Gulvet, helst naar Dagslyset svandt.

Og egent ved Hr. Grøbens Sygdom var ogsaa det, at den gamle kloge Doktor ikke kunde forklare den. Han sad ofte lange Stunder ved Hr. Grøbens Seng og stirrede paa den syge. Hvad han tænkte, sagde han ikke højt, og naar han havde siddet en Stund, kunde han pludselig reise sig op og gaa uden at sige et Ord til Sygeplejersken eller Husets unge Frue, der som oftest var i Værelset, naar Lægen var der. Det nytlede ikke, at Fruen tog hans Haand og sagd sNaar De ikke siger noget, Doktor, blir jeg

v0

bange* Nej, han svarede ikke derpaa. Men en Dag, da den syge havde det meget daarligt, og hun gjentog sit Spørgsmaal, san vendte han sig mod hende og sagde: ,Kom- mer Hr. Nils Hall her i Aften?* Den unge Frues Øjne blev større. Doktoren saa det maaske, han tilføjede: ,Som Læge maa jeg bede Dem holde alle frenmede borte.* Den unge Frue sagde kun: ,Har de ogsaa hørt paa Rygtet, Herr Doktor?* Doktoren blev en Smule rød; ,Nej, Frue, jeg tænkte ikke paa det Rygte. Jeg beder undskylde.*

Paa Hjemrejsen mumlede han meget iv- rig: ,Naa, kanske det var derfor; Hun troede, jeg mente det, det, det altsaa om deres Kjæresterier! Hvad Fanden har jeg med deres Kjæresterier! Det er kanske det, Marja har set. Evad Fanden har jeg med det.*

Doktoren blev i godt Humør; han slog ud med Svøben, san den gamle Mær blev ræd og gav sig til at gallopere med stive Ben, og nogle Kraaker paa Myren nær ved lettede Vingerne, skreg og fløj længer bort.

Men den Aften kom som allid ellers N Hall ridende. Han bandt sin Hest ved Havegrinden, for at den kunde æde Smør- blomst og Kløver, og selv gik han med ha-

ø1

stige Skridt ind i Huset, trykkede den første den bedste i Haanden og hviskede: ,Hvor- dan staar det til idag?* Han fik ikke videre Svar; Manden, han traf, vidste ikke noget, gik forbi ham, men saa sig om efter ham med et ondt Blik. Men en gammel Bonde, han traf i Trappen, bærende paa en Mængde Tøi, der skulde lultes, sagde pludselig, me- dens han saa til Siden: ,Idag har han det bedre, det kunde være hel Plaser, om han blev frisk.* Hvr. Nils Hall studsede: ,Hvad?... har han det bedre?* Bonden hørte Tone- faldet og saa tydelig den unge Mands Mine, endda han led, som han bare saa til Siden. a. jeg tror det mest,* sagde han undvi- gende, ,men kanske det er paa Slutlen. Da plejer det tidt at lyse op en Stund.*

Herr Nils Hall gik videre til den store Dagligstue. Det var næsten mørkt i Gangen, han maatte føle sig frem. Da han omsider naaede Døren, banked han raskt paa, og uden at vente Svar aabned han den og traadte ind. Det var en meget stor Hjørne- sal med sex Vinduer til Haven; de fleste Møbler var meget tunge og af Egetræ saa haardt, at Forsiringerne syntes mejslede som i Slen.

I Førstningen saa han ingen Ting pa

ø2

Grund af Mørket, men om lidt skjælned han to Skikkelser, som havde rejst sig, da han kom ind. Den ene var den unge Frue, den anden en gammel Mand i Præstekjole med Altervinkar og en Guldæske staaende ved Siden. Damen gik imod ham og trykked hans Haand. Han drog hende et Øjeblik ind til sig, uden at Præsten kunde se det. Saa gik han hen og hilste paa Præsten. Denne bukkede og satte sig atter.

nda, ja, ja,* sagde han, ,hvad er det nu den gamle Barde siger? Menneskenes Slægt er som Aarets skiftende Løv; den ene Slægt visner og den anden spirer frem at dens Støv. Jeg husker jo nok Herr Grøben; vi traf hinanden som Børn. Man siger han var stille; men jeg synes, jeg erindrer, ham som saa glad, da han var ung Mand. Man finder ikke saadan Ungdom nu. Hver Sommermor- gen stod han op af sin Seng og gik omkring, netop heromkring. De har seet det gamle Birketr ved Haugen. Der stod han altid og blæste paa Trompet,*

Ingen af de to svarede Præsten pan dette. De sad begge to og lod, som de tnkte over, hvad han havde sagt, men deres Tanker var andetsteds. Nu og da saa de hinanden i Øjnene længe. I disse hemmelige Øjekast

var den unge Frue den ivrigste. Hun sad med sammenbidt Mund. Hendes Øjne brændte, og hendes Barm hæved sig og sank.

.Hr. Pastor,* sagde pludselig Hr. Nils Hall, ,skal Herr Grøben modtage Alterens hellige Sakramente idag?*

Ja, Hr. Grøben har ønsket at gjøre sig rede. Jeg tror, han vil være værdig til at trde for Herrens Bord, han har aldrig gjort noget uværdigt. Det er godt at tænke pan for ham selv og for dem, han efterlader. Jeg tror aldrig, jeg har været tilstede ved skjønnere Dødsleje; hans Øjne er saa store og kloge. Hans Smil er klart. Jeg spurgte ham sidste Gang, om han var bange for Døden. Han rystede paa Hovedet og svarede roligt: ,Nej, Døden skal forklare mig saa meget, som jeg her ikke forstod.*

En Stunds Stilhed indtraadte; saa sagde den unge Frue:

Jeg tror, min kjære Mand maa være vaagen. Han plejer aldrig at sove saa længe ad Gangen. Vil De følge med ind, Hr. Pastor.*

De tre rejste sig. Fru Ulrikke gik foran, Pastoren og Hr. Nils Hall gik efter. Edter en Stunds Forløb standsede de foran Syge- værelsets Dør. Fru Ulrikke aabnede sagte

%

Døren og traadte ind. Lige efter kom hun tilbage og førte de to Mænd indenfor og lukkede Døren sagte i efter dem.

I Værelsets ene Hjørne, længst borte fra Vinduet, stod den syges Seng. Den var kun svagt belyst af en Natlampe. Ved Senge- foden sad en Kone og vaagede med stive Øjne, dem Vaagekoner ofte har. Kan hænde, hun sov; de var aldeles udtryksløse. Men da de tre traadte nærmere, vendte hun Ho- vedet mod dem og rejste sig. Hun mumlede nogle Ord, ingen kunde forstan, og vendte den hvide Del af Skjærmen til, saa et mat Lys faldt paa den syges Ansigt. Alle tre blev et Øjeblik stanende. Han, som laa der foran dem, var jo halvt en død. Ansigtet var forfærdelig blegt, de indfaldne Kinder af en mørk, gusten Farve. Øjnene stirrede tomt Irem for sig; de syntes udslukte for alt her paa Jorden.

Præstøn bøjede sig mod den syge og sagde: ,Fred være med dig!*

Den syge saa op. Hans Øjne gik fra den ene til den anden. De baade ikke saa, og de saa dybt.

sI taler saa højt,* sagde han med usikker Stemme, der syntes at rave i Mørke. ,I vækkede mig, jeg var under Himlen med

Sjerner paa, lige ved en Skov . . .*

Saa blev hans Blik klarere; hans Bevidst- hed syntes at komme tilbage. Han laa nu rolig hen og sagde ikke mere.

pdeg kommer,* talte nu Præsten og rørle hans Haand, ,fr at give Jer det hellige Alterens Sakramente.*

Den syge foldede sine tynde Fingre over Brystet og hørte efter, da Præsten gav ham Syndsforladelsen og beredte ham:

Vor Herre Jesus Kristus i den Nat, da han blev forraadt, tog Brødet, takkede, brød det, gav sine Diseiple det og sagde: Tager dette hen og æder det.

Ligesaa tog han og Kalken efter Aftens- maaltidet, takkede, gav dem og sagde: Drikker alle heraf: Dette er det Nye Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelset . . ..

Hr. Fredrik Grøben spiste Brødet: men da han skulde drikke Vinen, standsede han pludselig, som om en Tanke greb ham. Han vendte sine Øjne mod sin Hustru og hendes Fætter, saa paa dem med et gaadefuldt Blik. Saa mumled han: ,Herren tilgive!" og drak roligt. -

Ehler dette sank han magtesløs tilbage og laa med tillukkede Øjne. Præsten bad en

kort Bøn og lagde endnu engang sin Haand velsignende paa den døendes Hoved og vilde fjerne sig. Da saa den syge pludselig op og sagde:

sJeg vil tale med Jer, Pastor!"

Fru Ulrikke og Nils Hall standsede og vendte sig mod Sengen. Begge s Frederik Grøben med studsende Blik.

neg vil. . . . tale. medg min Sjælesørger . . . . alene.*

De to gik ud af Værelset. Pnsten blev alene med den syge.

Da han kom ud fra Sygeværelset igjen, rysted han pan Hovedet. Den døende havde peget paa Altervinen og havde spurgt om, hvor den havde staaet, medens han sov. Han havde spurgt om andre Ting, om hvor- for han altid saa slige røde Idblomster for sine Øjne? Han havde videre talt om, at han, naar han vaagned om Morgenen, efter en tung Søvn, havde levet hundrede Aar. Han havde spurgt: ,Hvorfor kommer ikke min Søn?" Noget laa ligesom paa Bun- den, noget, han gjærne vilde fortælle uden at turde . . . . udenat kunne det var m troede han, at nogen her vilde ham ondt! ... . Nej, dette Dødsleje var ikke skjønt alligevel . . . . i Himlens Navn . .

de paa

hvorfort hvorfort. . . . Og saa denne Rædsel, der var præget i alle Miner. Det var som en Finger skulde have skrevet et Angstskrig i hans Hjerte. Og hans Øjne var som ud- slukte af uendelige Sorger. Det var jo som Helvede. Herre! Here! var det muligt, at Hr. Grøben?. . . . ak nej . . . . for Herrens evige Miskundheds Skyld Amen.*

Det var sent paa Aften. da Præsten gik bort med Brødet i den ene Haand og Kal- ken, skjult paa Brystet, i den anden.

De gamle Folk paa Gaarden holdt ikke op med at snakke. Ingen udenfor forstod dem; men de forstod hverandre godt. Den gamle Bygning havde saamange Kroge og Døre. Man kunde se Ting uden selv at sees. Man kunde se Ting, som aldrig var bestemt for andre.

nI det Hus, der Døden vil ind,* sagde en gammel Bonde, ,skal en ikke holde syndig Kjærlighed. Helst naar det er ens egen Husbond, som lider og har det ilde*

.Det er, som om de blir ugudeligere for hver Dag. Det er, som Døden hidser dem

Høstens Vind var nu kommen. Den for omkring med dump, klangløs iemme. Om

Thoms P Krag: Kobberslangen.

Dagen var Taage, om Aftenen en enkelt Sjerne mellem flakkende Skyer. Al livets Larm fandtes ikke her. Huset stod og gjemte noget. Et Menneske holdt derinde paa at dø som en Flamme, der slukkes.

xvm

Der var meget Uvejr den Høst, der gjorde Hav og Veje vanskelige at befare. Deraf kom det, at først samme Dag Frederik Grø- ben døde, kom Sønnen hjem. Han kon: med et Barns Mine, der frygler noget ondt: Hans Læber var halvt aabne og hans Øjne store.

Da han lidt efter stod foran sin Faders Seng, blev hans Øjne endnu større i For- undring over Døden, han nu sa for sig. Lidt efter græd han meget, som Baret gjør, naar det tynges af Sorg; han rysled og skalv over hele Legemet. Da aabned Faderen sine Øjne, saa par ham og sagde: ,Du ser, jeg maa dø * Da det med Vanskelighed var bleven udtalt, lukked Frederik Grøben atter Øjnene; men Sønnens Haand holdt han i vin.

Jonas sad hos sin Fader hele Dagen til sent paa Aften. Han spurgle Vaagekonen flere Gange: ,hvor er Mo'r?* Vaagekonen svared først: ,jeg ved ikke;* derpan gik hun ud og spurgle selv, og det Svar kom tilbage, at Fruen var ikke frisk og var gaaet til Sengs. ,Det er af Sorg!* sagde Vaagekonen til Jonas og nikkede alvorligt og længe med Hovedet.

Atftentimerne var gaaede, og Natten var kommen. Jonas Grøhen sad endnu ved sin Faders Seng, men han var kun ti Aar, og da han et Øjeblik satte sig i en Sofa i Vær relsets Skygge, sov han strax ind. Og dog vækkedes han pludselig han syntes nogen havde raabt, han hørte igjen en Lyd uden at forstaa, hvorfra den kom. Nal- lampen brændte endnu og kasted et gult Skjær mod den gran Dæmring, som vilde ind. Nu hørte han Lyden igjen. Han sprang op og gik til Sengen og saa utydelig sin Fader aabne Munden og slaa den regel- mæssigt i, saa Tænderne trat hinanden; det var den Lyd, han havde hørt. Saa lagde han Mærke til, at Faderens Læber pressedes sammen og Ansigtet fortrak sig, Øjnene luk- kedes og blev lukkede en Stund. Men pludselig aabnedes de og stirred frem for sig

med et stort, forfærdeligt Blik, et Blik, der fik Barnet til at skrige og falde tilbage paa Gulvet med Ansigtet skjult i Hænderne.

Lidt eller hørte han nogen komme. Da han saa op, blev han var Vaagekonen, der øjed sig ned over hans Fader. Han rejste sig n og gik til Sengen. Da saa han sin Fader ligge saa stille, at del stod som et isnende Pust fra ham. Men hans Træk var nu lige,

Jonas Grøben blev længe siddende ved sin døde Faders Seng, og daSolen kom og det blev lyst derude, syntes ham det hele Liv saa fremmed. Han syntes, at Solen var gul og gik lavt, og at Skyere svæved hen- over Himlen som besynderlige Taager.

xx

Den unge Gut sørged saa meget over sin Faders Død, at mange gav Fru Ulrikke Ret i, at hun allerede fire Dage enter Begravelsen sendte ham til Skolen igjen.

Men de samme gav hende ikke Ret i, at hun førte det Liv, som hun førte.

Næppe en Maaned havde hun været i Ro og Niels Hall borte, før han atter kom til- Dage og boede uden at tage Hensyn til Men- neskenes Dom, i det Grøbenske Hus. Han havde nok sine Væretser i den ene Fløj af Huset; men han var sa ligeglad, at det vared ikke længe, før alle vidste, at Dørene mel- lem hans og Fru Glrikkes Værelser var lige- «saa lette at anbne om Natten som om Dagen.

Og det ugudelige ved deres Samliv var, at de netop valgte Fredrik Grøbens Værelse til deres natlige Sammenkomster.

Derfor hørtes paa det Værelse, hvor de gamle Møbler stod, som Fredrik Gben for for kort Tid siden havde benyttet, tidt om Natten Hvisken, dæmpet Latter og vellystige Suk, og ikke sjælden fandt man Vin og Cham- pagne og klæbrige Glas skjødesløst bortgjemt i en eller anden Krog, hvilke sa ud som var de brugte nogle Timer forud,

Naar elskende er Herrer og Fruer af højere Byrd, saa er de selv meget trygge, medens der hviskes omkring dem. De er selv de sidste der erfarer, at man kjender deres Overtrædelser. ,aaledes her. Ingen sagde noget til dem. Maaske mærkede de dog tilsidst, at deres Handlinger var paa Vej til at blive kjendt at mange, thi pludselig

lejede Nils Hall Hus i Byen. En Maaned eller saa forløb, og han reste bort. Til de faa, han kjendte fortalte han, at hans Skib vented ham. Ikke længe elter rejste Fru Ulrikke ogsaa.

Neppe sex Maaneder efter kom de begge tilbage og gifted sig straks. Kun nogle Of- ficerer af Nils Halls Vennekreds samt den gamle Hans Hall var Bryllupsgjæster.

Efter Bryllupet leved det unge Par for sig selv en Maaneds Tid. De saaes kun af og til udenfor Huset, kjørende. Da Fru Ul- rikkes Fader Fans Hall kort elter døde, resle de kort efter Begravelsen til Udlandet; men blev kun nogle Maaneder borte, kom saa tilbage og leved som ør for sig selv. Det Ord gik, at de elsked hinanden over al Maade og de var nok ikke meget forsiglige eller tilbagetrukne; thi et Par unge Piger, der netop var kommen i Tjenesten, havde mange Historier at fortælle, der altid vakte knisende Latter hos dem, der hørte det.

Men et Par gamle Piger, hvis stive An- sigter krandsedes at Blondekapper, som Fred- rik Grøben for længe siden havde foræret dem ved Højtideme, fik mere og mere et stumt Træk om Munden som af Ringeagt. Disse Træk veg ikke. Men en Dag gik begge

til Fra Ulrikke og sagde op sine Pladser. De nævnte ingen Grund, sagde heller ingen- ting til det andet Tjenerskab. Gik omkring stumme og stille, til den Dag de flytted, stumme og stille.

Men omend de ikke havde sagt noget al den Tid før de rejste sin Vei, san havde de nok tænkt sig sit. En Mand der kjendte dem og talte med dem fik af faa Ord det Indtryk, at de gamle Piger ikke likte de to, ,som var komne i Huset*, fordi det syntes uden- paa dem, at de havde det altfor godt. ,Før havde Frederik Grøben gaaet omkring der, men han gik der som en Husbond og som en Herre. Han hørte hjemme der. Han havde spist der og drukket og talt og sovet, uden bare at tænke paa at spise og at drikke og at sove. Og han var Herre der, fordi han var Baret der. Og han havde dog baaret sine gyldne Ringe og ejet de gamle Vaaben. Men imod ham var de to nye for- slugen Almue, som ikke var gode naar de blev Herrer. De aad med Velbehag og havde Gaardens gamle Penge ikke ude af Tankerne og de gottede sig der. Ja, de kunde ikke engang arte sig med Anstand naar de boede i Hset.*

Det lod i Virkeligheden til, at det Grø-

⁷

benske Hus ikke passed Fru Ulrikke og Nils Hall. Det blev dem for stort. De begyndte da udover Høsten at holde Selskaber som før Fredrik Grøben døde. Men nu fik de at mærke, at Folk vidste noget om dem. De Gjæster, de helst vilde have i sine Sale, kom ikke, og de, som kom, var s danne, om hvem de bavde tænkt og sagt: sde kan bruges til at fylde i Salene med.*

Da nogle Selskaber var holdt uden megen Glæde, tog gteparret en Dag bort, sigende at de vilde besøge nogle Slægtninge i Ham- borg.

Det var ved Vaartid, at de rejste. Efter Vaaren kom den første Sommer i Maj usæd- vanlig hed. San mørkt Veir og Regn lige til Santehans. Men saa atter straalende Sol og Luft.

En saadan Dag kom den unge Jonas Grøben hjem. Han spurgte efter sin Moder, og fik vide, at hun og hendes Mand var paa Rejse, og at han var alene i det store Hus.

Han gik den næste Tid meget omkring i Huset eller ude i Haven. Eller ude paa Marken lige ned til Myren, hvor der altid gik nogle Heste og aad af den vaade Klinte. Af og til stødte han paa en Mand eller en Kone, som han, ved at snakke med, hørte, havde tjent hos hans Fader eller ialfald havde kjendt ham. Alle disse saa nøjere paa ham, da de fik høre, hvem han var. Faa af dem talte noget om Dagene fra dengang hans Fader leved. Kun sagde allesammen, baade fordi de syntes, de maatte sige noget, og fordi de mente det: ,Ja, han var en god Mand, Fredrik Grøben."* Nils Hall snakked ingen om, og faa talte om Moderen.

En hvidskjægget Husmand sagde: ,Hvor gammel er du?* ,Tolv Aar." Og Husmanden sagde bare: ,a, ja. . . i Ver- den er Strid.*

En Eftermiddag gik han længer afsted end vanlig og naaede en lav Hytte, netop som han troede at være længst borte fra Mennesker. Han var tret og tørstig og gik indenfor. Midt paa Gulvet ved Peisen sad en gammel Kone og bandt langsomt og be-

sværligt paa et Uldklæde. Hun hørte først ikke, at han kom, men da han sagde: ,God Kvæld!" saa hun op med nogle store, agt- paagivende Øjne. Han bad om Vand, og det blev givet ham. Enter at have drukket, satte han sig ned, og de talte sammen. I Først- ningen samtalede de om Varmen, som havde været om Sommeren, og Kulden sidste Vinter. Saa spurgte han om, hvor længe hun havde været her. Den gamle svared, at hun havde været der, siden hun fltted fra Fredrik Grøben. Havde hun været der? a, tre- dive Aar og mere.

Nu fortalte han, at han var Søn at Fredrik Grøben, og den gamle løfted Øjen- laagene langsomt, som naar Dækket tages af gamle Tinkrus, og hun stired paa ham længe.

.Er du Sønnen?* spurgte hun saa.

Ja, han var Fredrik Grøbens Søn, og hvem var hun, hvad hed hun?

Den gamle sagde bare: ,Saa du er Fredrik Grøbens Søn. Nu er det Aar og Dag, siden han døde. Fans Øjne var gode, dem huser jeg bedst af hele Manden, de laa under svære Bryn; de var som Kjøn i en Gran- ska.*

De talte meget sammen. Den gamle

kjendle alt saa nøje, de forskjellige Kam- merser, Lofterne og Gaardenes Rum.

En Stund efter fik han høre, at hun havde været Hønsekone og Havekone hos hans Far, og at hun hed Marja. De sad og snakked meget sammen; hun var samtidig baade sløv og skarp. Hun saa tidt agt- paagivent hen for sig, medens hun talte, som vilde hun vogte paa, hvad hun selv sagde. Og hver Gang hun havde snakket en Stund om det Grøbenske Hus, brød hun af og gav sig til at fortælle om en Sau, som var kom- men bort fra hende forrige Aar, og som hun endnu ikke havde fundet igjen.

Det var sent paa Aften, da han gik til- bage. Han gik afsted gjennem Skoven, hvor Luften stod stille og sov, hvor en sjelden Gang en Natfugl rørte sig. Han gik over Moen, hvor en langsom, hvid Taage snart hæved sig, saa den dækked alt, snart sænked sig, saa Fjeldkammen paa den anden Side for en Stund blev synlig.

Den gamle Marjas Ord havde givet den unge Gut noget at føle. Hun havde jo intet bestemt sagt, men hendes Ord var til Talens Indhold som mørke Vinduer. der giver Husets Indre Udseende af Tomhed, men som plud- selig kan lyses op ved et Lys, der vistnok

intet bestemt røber, men som dog fortæller, at der findes noget der indenfor.

Hvad hun talte, havde ialfald virket did, at han fik Lyst til at tale med hende endnu engang.

Og alt næste Dag sprang han afsted over Moen og gjennem Skoven, til han naaed hendes Hytte. Han sad længe og snakked med hende. Og den næste atter, og Dagene derpaa løb han ogsaa mod hendes Hytte.

Hendes Tale begyndte at virke. Han be- gyndte ligesom at frygte for noget, som laa igjen i det store, gamle Hus. Han kjendte sig ensom og fik Lyst til at græde. Værel- serne, som laa øde, skremte ham. Og Marjas Ord om det Værelse og det gjorde ham utryg; thi Ordene var ikke blide. Og han troed at forstaa, at den gamle aller inderst bar paa noget, som hun ikke vilde sige, men som gav al hendes anden Snak den egne Smag, der hefted ved den.

I den senere Tid var ogsaa Faderen be- gyndt at komme ham i Mindet oftere end nogensinde før. Naar han vaagned en lys og lind Morgen, syntes han at se sin Fader som den gode Mand med det milde Blik. Men i sene Aftener, naar han gik alene gjennem den mørke Skov eller kom ind i det

store Hus fulgt af en Gaardsgut, der lyste for ham, saa kom ogsaa da Faderen ham imøde, men fra Dødsstunden. Han saa de blege aabne Læber og Blikket som fra en, der sank.

En Morgen, han vangned, stod hans Moder ved hans Seng. Han blev liggende at se paa hende uden at røre sig og uden at tale. llun klappede ham, men sagde heller ikke noget, Nils Hall saa han ikke noget til. Mens han spiste sammen med sin Moder, sagde hun ham, at Hall kom om to Dage.

Dagene gik, men Jonas Grøben kom ikke sin Moder nærmere siden, end han var kom- met hende den første Morgen. Han gik næsten ollere end før i Skoven til Marja, og hver Gang han kom tilbage, var han mere og mere urolig. Lidt efter lidt fstnede Uroen sig hos ham; den sank ned og laa fast i hans Sind. Mange Ting trængle sig ind paa ham. Maaske Egnen med dens Øde og tause Vildhed gjorde sit. Han havde ingen at tro og fortrøste sig til. Han længtes eller sin Fader; tidt mindedes han deres Morgen- og Aftenture, hvor han havde været ubekymret om alt, naar de gik sammen hjem.

Han var tolv Aar. I den Alder faar Bør Lyst til at lege viltre Lege med sine Jævnaldrende. Ynglingen med det urolige Sind er ikke længere borte, end at han giver sig tilkjende. Men ingen var at lege med her. De viltre Lege er Kraften; men ogsaa Drømmen om Liv og Glæde ligger paa Lur, Higen mod det skinnende. Derfor faar de unge Gutter Lyst til at hente de røde Rogne- bær i høje Træer; de hvide Vandliljer langt ude i den farlige Myr frister dem. Den første, svage Anelse om Livet, om Kjærlig- heden rører sig hos dem i deres muntre Sang, i deres Latter og i deres varme Ven- skaber. Men her blev alt dette kuet. Ingen Blomst, ingen Latter og ingen Sang sprang ud hverken fra Samlivet med Moderen og Stedfaderen, e heller ved Besøgene hos Marja. Thi den gamle var nu ikke saa forsigtig i sin Tale som før. Vistnok sagde hun endnn intet lige ud; men naar hun talte om de to, kunde Sinnet bryde løs hos hende, saa hun ulte som en gammel Ulv og kom med saa- dan Tale: ,Sig, at hvis han kroer sig, saa kan du binde ham med et Ord. Og kom saa igjen, saa skal jeg sige dig Ordet.* Eller: ,Fredrik Grøben var en Falk, Nils Hall

er en Lus. Her i Verden er det lettere for Lusen end for Falken.*

Det hele var snart for svært for den unge Gut. Det gjorde, at han vistnok tidt viste en Mands Trods, men ligesaa ofte et Barns Følen sig svag: en Lyst til at skjule sig hos en, der kunde bevare ham, hos en, der vilde ham vel.

xxl

Nu og da en Mands Trods: Fru Ulrikke havde faaet at vide, at han færdedes i Sko- ven og besøgte Marja. Hun sagde intet til ham om dette; men en Etermiddag, han gik den vante Vei, kom en Mand ham imøde, som ban ikke kjendte. Manden standsede foran ham og sagde: ,skal du nu hen til den gamle Kjærring?* Gutten blev forundret og svarede ikke. ,Kom*, sagde Manden, aa gaar vi hellere ud at skyde Fugl.* Nu forstod han, at Manden gjorde dette ikke af sig selv, og han svarede, medens han blev hed i Kinderne: ,Jeg gaar, hvor jeg

vil." ,Nej, svarede Manden, det gjør du ikke." ,Jo, raabte han, hvem vil nægte mig at gaa?* ,Kom*, sagde den anden, ,5aa gaar vi ud og skyder Fugl*. ,Lad mig gaa, hvor jeg vil," sagde Gutten. ,Nej, du skal gan med mig." ,Lad mig gan eller du skal angre det." Og i Guttens Øjne laa en Trods, der gjorde Manden taus og forundret, os fik ham til at vende Ryggen til og gaa den Vej. han kom fra. Manden var tyk og rød og gik med tunge, vaggende Skridt. Han syntes al være Sømand.

Et andet Exempel. Jonas Grøben havde med Sønnens Ret taget en Dolk blandt sin Faders Vaaben, den han bar ved Siden som sin egen. Dolken var af kosteligt Arbejd Haandtaget var af Elfenben og sølvbeslagen, Bladet var af fineste Staal. En Eftermiddag, da han havde lagt den fra sig paa Bordet, tog Nils Hall den i sin Haand, besaa den nøje, prøved dens Eg og sagde: ,den vil passe i Vaabensalen; (Nils Hall bavde ind- rettet en Vaabensal, mest af Vaaben der havde tilhørt Grøbens.) Jonas svarede hurtig; «Dolken er min.* Naa, naa,.» sagde Nils Hall langsomt, ,det kommer vel an paa om, du faar den.* ,Ne, den er min.* ,Hvem har givet dig den?* spurgte Fru Ulrikke og

saa paa Sønnen. Jonas sa igjen: ,Den tilhørte min Far, og dersom han havde levet, og jeg havde bedt ham om den, havde han givet mig den.* ,Nuvel," sngde Nils Hall rolig, ,maaske om ti Aar havde du fanet den; men nu forstaar du ikke at bruge den.* slo, jeg forstaar.* ,Jeg synes du bliver fræk og anmassende," sagde Fru Ulrikke, Jeg ved. hvad Far vilde have sagt.» raabte Gut- ten, ,0g han er den eneste, jeg vilde have spurgt. Han var Herren for alt her.* Nils Hall sprang op: ,Hvad er dette for en Tale?* raabte han og løfted Haanden. Gut- ten stod stille og bed sig i Læben og kjæm- ped med Vredestaarer; om lidt svulmed en tyk Aare i Tindingen op, bred og blaa, Mun- den aabned sig dernæst, og Læberne blev tykke og haanende. Det var som raabte det ud af ham: ,Slaa om du har Mod.* Men Nils Hall slog ikke. Lidt efter gik Jonas Grøben ud af Værelset. Dolken havde han med.

Det var i det hele sært at se, hvor ilde de to, Nils Hall og Fru Ulrikke, befandt sig, naar den unge Gut kom ind til dem. De talte da ikke meget, eller talte de, lød deres Ord tvungne. Engung, da Jonas Grøben

netop havde forladt Værelset, hvidsked Nils Thomas P. Krug: Kobberslangen.

Hall: ,Saa du ham nu? han har ligesom noget at sige, som han ikke siger.*" Og Fru Ulrikke rynkede sin hvide Pande og svarede: sJeg kan ikke holde ham ud .. . han ligner sin Far,*

,Og han taler endnu bestandig med de de gamle Tjenestefolk,* mumled Nils Hall.

En Dag, det unge Ægtepar var ude at kjøre, kom de til et Sted med vid Udsigt. De saa over Moer og Enge og over Skov og Myr; men langt borte saa de en blaa- graa Sky: det var Havet. De sad stille og saa derbort. Nils Halls skarpe Blik opdaged en Scjler langt, langt ude, den ogsan Fru Ulrikke skimted som en dunkel Prik.

Lidt efter sagde Nils Hall:

pHan skulde ud af Skolen. Mænd skulde ikke være forlæste. De vænnes til at grunde over altfor meget. Dersom han nu sendes til Skolen igjen efter Sommeren vil han komme tilbage meget mere fortænkt end før. Han vil ikke have godt af at komme paa Skolen igjen. Han skulde til Søs. Han skulde gjøre nogle Rejser . . . som Skibsgut og Matros.*

pSkulde han saa blive Sjømand?*

pSjømand? . . . han kan jo blive Admiral

gjerne for mig . . . hvis han duer. JTeg gik til Sjøs i hans Alder.*

pHan kunde maaske have godt af at komme bort, langt bort."

De talte ikke mere om dette; men de var meget lidet talende under Turen hjemad, som var de hver for sig optagne af sine Tanker.

Men næste Dag kom Spørgsmaalet atter frem, medens de saa hinanden ind i Øjnene. Os nu talte de i renere Ord.

Nils Hall sagde tilsidst :

pdeg har en halvgammel Mand blandt mine Folk. Mika Peter heder han. Jeg har skaffet ham Arbejde som Skibsbygger; men han længes ud paa Langfart igjen. Det var ham, som prøvede paa at faa Jonas med paa Jagt. Paa et Vis er han dum, men paa et andet Vis er han baade slu og klog. Han er min Træl, kan jeg sige, min Hund. Jeg har engang frelst hans Liv. Siden gjør han hvad jeg siger han skal gjøre.*

En Stund efter tilføjede ha

Jeg skal tale med Mika Peter i Aten.*

xxII

Samme Aften kom en Mand til Nils Hall. Han saa ud til at være Sjømand; han gik tungt og klodset ind i Værelset, der Nils Hall var. Denne, der sad i en dyb Lænestol, reste sig, da den sjømandslignende Mand kom ind og gik ham i Møde. Han blev en Stund staaende at se paa ham, og sandt at sige kviede den anden sig under Nils Halls Blik: han vendte Øjnene mod Gulvet og ventede,

Mika Peter!* sagde Nil

1a,* hviskede den anden.

Mika Peter ., . , du ved, hvad jeg har gjort for

k

.Du ved, hvad jeg har gjort for dig, da jeg frelste dit Liv.*

Sjømanden knuged Hatten i sine Hænder, folded disse foran paa Brystet og bøjed sit Hoved, saa det blev rødt, og Aarerne i Tin- dingerne svulmed op.

sdeg har aldrig glemt det, og skal aldrig* - . .. hvidsked han med Besvær, ,ikke saa- længe jeg lever.*

Nu maa du tjene mig igjen, Mika Peter.*

Hall rolig.

nI ved, at jeg vil gjøre alt, hvad I vil.*

sNuvel, du snakked om, at du vil ud at fare igjen, og du kan faa gode Vilkaar. Tag i Morgen i Baad til Barkskibet, der ligger lige bag den Holme, der kaldes Lystren . ved du, hvor den ligger?*

ne. . . . jeg har aldrig været her før nu.*

nVel, en skal følge dig. Men nar du kommer paa Skibet, vil Kapteinen vise dig en ung Gut, som ogsaa skal sejle med. Tag du den unge Gut for dig. Behold ham; for- lad ham aldrig.*

Skal han tilsjøs?

sda... . hvorfor skulde han ikke, Sjømand er der mange, der bliver. Men Mika Peter, du skal behandle ham slig, at han ikke for- lader dig. For .. .. du forstaar at binde den til dig, som du vil binde til dig.*

a, det kan jeg. Men skal jeg følge ham altid, skal vi aldrig komme hid tilbage?*

sTænk ikke derpaa . .. . dersom jeg vil, at du kommer, skal jeg underrette dig derom. Ellers sejl som du vil; skriv mig til en Gang om Aaret.*

Ieg kan ikke skrive."

Saa laa øn ander til at skrive, hvad du siger ham. Men sig ikke nogel og lad ham ingenting vide om dette. Sig hvor du er, og

hvor du skal, og hvordan han lever, som

flger dig.* a. .7Tror au, at du kan gjøre, hvad jeg vil.* a.... han skal nok følge mig. Jeg

ved, hvem I taler om. Jeg har set ham, han er ikke gammel og haard. Jeg skal gjøre ham slig, at han hænger ved mig.*

Tror Du, det vil falde dig svært?*

Sjømanden stirred frem for sig med et tomt Blik, som var hans Tanker åndelsteds. Saa sagde han:

sJeg tror ikke. Han har Orm i Øjet lige som jeg. Han har baade Lys og Nat. Det kom an paa andre Ting, end ham selv, om han skulde ind i Dagen eller i Natten. Xu driver jeg ham i Natten til mig selv.*

Det vil du ikke angre pas, Mika Peler.*

Jeg ved ikke, hvad jeg vil" svarede Sjømanden fremdeles som i Tanker og endnu altid stirrende hen for sig. ,Han er nu et Barn med Vinger, og han kunde blive klar og hvid. Ormen er langt inde hos ham. Den maa krybe frem: men for at den skal turde, maa meget af det hvide af ham.*

pDer er meget sort mangesteds ude i Verden, Mika Peter.*

Men da maa I lade mig gjøre ham ander-

ledes, end det Barn han nu er. l kaar ikke græde og se ilde paa mig, om 1, hvis I engang kalder ham tilbage, faar se en Skarv flyve ind i Stuen.*

Nils Hall gik Sjømanden nær og stirred ham ind i Ansigtet en Slund, saa sagde han saa stærkt hviskende, at det lød som en Syden:

.Gjør ham som dr vil! Blæs ham din Aande i hans Næse, nar han sover og se paa ham med dine Øjne under din Pande, naar han vaagner tidlig, saa han sover ind igjen med Hovedet fuldt af dit Blik. Gjør alt, hvad du vil, som du engang fortalte mig, du kunde, og som jeg ved, d forstaar. Sejl langt bort.*

xxnI

Man begyndte at glemme Hr. Nils Hall os Fru Ulrikke Hall deres Overtrædelse. Vistnok hang Ordene over dem endnu, og Ordene var ofte dunkle og endte stundimellem saadan: ,Gud ved, hvordan det i Grunden havde sig med den gamle Grøbens Sygdom*

. Men det sloges oftest bort af andre, som sagde: ,Han var jo en gammel Mand, og det var Sorgen, som tog ham.* Eller af

alter andre, som skrinlagde det hele med føl- gende Ord: ,Og desuden faar jo aldrig nogen vide, hvordan det egentlig havde sig.*

Men alle saadanne Ord døde mere og mere hen, og mange samledes atter til Høst- gilder i Huset. Ingen at de andre Gods- besiddere gjorde saadanne Gilder; Nils Hall og hans Frue var eneraadende paa det Om- raade. Tidt var Ballerne Maskerader, der skummede af Liv, fra de begyndte til de slut- tede. Og midt under disse fandt Gjæsterne nu og da paa at vandre ud paa Vejen. Helst ved Maaneskin foretoges disse Udflugter, i brogede Dragter og med sælsomme Masker. Da gjøede en og anden Hund, de traf. ad dem, før den med Halen stukken mellem Benene for ind paa Moen, hvor den tudede af Rædhed. Og den enlige Bonde fra Dalen ovenfor – naar han harde set to eller fire af Maskerne, saa løb han samme Vej som Hunden. Engang tog nogle halvdrukne Gjæster to Bønder med sig helt opi Salene og skræmte dem først ved gale Krumspring og Fagter, før de drak dem saa fulde, at de to, da de skulde gaa videre, faldt om og sov ind og holdt paa at stivfryse i den kolde November- nat. En anden Gang traf de nogle drukne Sjøtolk, hele sex Stykker; men da gik det

værre. Da nogle kaade Herrer gav sig til at klø Sjøfolkene paa Næsen, som man klør en Hest eller en Kyr, og end mere da en Gjæst gav en Sjømand et lidet Spark i Bagen, blev disse ganske rasende, brætted Ærmerne op, spytted og gned sig i Næverne, blaaste og stødte i Næserne og gik løs paa Selskabet: fire ak Sjøfolkene for løs paa de muntre Ka- vallerer og pryglede dem, de kunde træffe paa, med Slag paa Strambuks og Snudeslag. Men to ak dem tog Fru Ulrikke og en anden Dame i Favn, kyssed dem trods deres Skrig og brugte haardhændte og ugenerte Galan- terier. Og jo lnger de holdt dem tast, jo mere rasende blev de ved disse fine Damers hvide Myghed. De kunde næppe, da flere Gjæster kom til Undsætning, bringes til at gire Slip paa dem. En havde klemt sine Fingre saa dybt ind i Fru Ulrikkes Nakke, at hun længe bar Mærker deretter.

Det var nu den Gang at sligt hændte, og det skræmte dem ikke saa overvættes. Kun tog et Par af Herrerne sidenefter altid ladte Pistoler med, naar man gik ud par Kommers ved Landevejen.

Men Fest kunde ikke holdes bestandig, og naar det hændte, at Nils Hall og Fru Ulrikke sad alene i det store Værelse og det

mørknede med Uvejr, og Storm og Regn kom, af denne stærke og pludselige Nattens Slorm og Regn da var det som om Natlen bragte nogen med sig, helst naar Stormen kom fra Havet og Regnen, der tung faldt mod Ruden, var fra Skyer, der havde drevet ind, blandet med Sjørøg.

En saadan Nat vaagned Ulrikke og var bange. Hun havde haft en Drøm, sagde hun, den hun ikke mere husked: ,men den var om min Søn!* Nils Hall beroligede hende med sin jevne Tale, og en Stund efter vandt hun over sig selv, lo lidt og sagde: ,Det skal ikke hænde oftere." Nils Hall tændte ikke engang Lys. Han laa kun en Stund og taled for hende: Menneskene her i Verden skal nu engang kjæmpe om Magten. Den enesle Synd er at-slaa den af Menneskene, som har samme Blod i Aarene som en selv, som har de samme Livskræfter og Tanker. Ham skal jeg ikke slaa; men træfler jeg en, som har den samme Livskraft, slaar jeg ham, hvis han kommer mig i Vejen. Da er det ingen Grusomhed, men en naturlig Trang.

Fru Ulrikke holdt Ora. llun vaagned ikke mere om Nætterne efler besværlige Drømme om Sønnen. Og om maaske denne en enkelt

Gang kom frem i hendes Tale, behøvede Nils Hall kun at nævne, at han ligned sin Fader, og at gribe om hende, sigende at han haded denne, som en anden havde avlet med hende, som han selv vilde hatt Førsteretten til, saa var Sønnen borte for hende: hun husked da selv, hvem han altid havde mindet hende om, og hun smilte, naar Nils Hall hvisked hende i Øret sine ømme, forbitrede ord.

Det var nu gaaet to Aar siden den Kveld, Jonas Grøben blev sat paa Skib for at blive Sjømand og Mika Peter fulgte ham. I denne Tid havde Nils Hall faaet to Breve fra Mika

: Peter, et skrevet i den engelske Kanal og et andet skrevet ved nogle øde Øer i det stille Hav. I det første havde de haft det godt; de havde netop siddet og spist sin Middags- mad, men da det sidste blev skrevet, havde de i lange Tider kun seet Hav, Hajfisk og Sjøfugl. De var efter lange Lidelser paa Havet, drevne didind. Brevet sagde paa en snu og dulgt Maade, at den unge Gut gjerne vilde hjem. Og aabenbart bad Mika Peter for ham; thi under dette Brev, som han jo havde dikteret og ikke selv forstaaet Menin- gen af, havde han med plump Haand tegnet

en Figur, der visselig skulde forestille en Gut, der rakte sine foldede Hænder op som i Bøn.

xxIV

Fru Ulrikke var i den senere Tid vaagnet op til en voldsom Levelyst. Det syntes endog, som hun, nar hun en Tid havde været i Udlandet og vistnok der nydt Livet, holdt a at komme hjem til det Grøbenske Hus. Thi at leve efter sit overdaadige og lystne Sind var intet for hende, naar hun boed i rige, frugtbare Lande, hvor mange levede sandan; men her sprang Jordens Glæder besynderlig brogede frem, heri de mørke Værelser ved den øde Mo med de tunge Mennesker, og Havet langt borte.

Nils Hall havde fremdeles sin venlige Mine. Han blev ikke sjelden faget ved Næsen af sin Kone, det vidsle han; men han bar det smilende og tog ved Næsen igjen. Indtil han en Nat, under Besøg bos en af Gods- ejerfruerne, blev overrasket at Manden og kasted ud af Vinduet. Heldigvis var det

Vinduet nærmest Jorden; men 'Muren var høj, og han vred sin Ankel, saa han maatte krybe til næste Hus, faa Klæder paa og fan Bonden til at kjøre sig hjem.

For alles Øjne forligtes Nils Hall og hans Frue godt. De snaes meget sammen, og de venligste Ord veksledes dem imellem. Tidt kunde Fru Ulrikke ligesom vende tilbage til sin Mand, og i de Dage saa hun ingen anden; hun var da saa indtagen i ham og han i hende, som havde de netop truffet hinanden. Ved Maskeballerne, som da holdtes, var han Elsker og hun Elskerinde, og det kunde endog hænde, at hun blev rasende, om hendes Mand da viste en anden Dame større Opmærk- somhed.

Mange forundrede sig over, at Fru Ulrikke Hall, trods sin smukke Barm, sit lange blonde Haar og sin smækre Krop, var Kvinde og ikke Mand. Mandens Egenskab er at ville sejre, Kvindens er at ville besejres. Men Fru Ulrikke havde Mandens Særtegn, hun vilde selv tage og sejre. En og anden havde set hende i saadanne Øjeblikke, naar hun med aabne Øjne saa at sige nærmed sig en Mand, og de sagde, at de havde fundet hende usma- gelig og hele hendes Adfærd grim. Men der var altid nogen, der samtidig sagde: m ja,

men det er n alligevel af den Slags Usma- geligheder, som man ønsker at sluge med Hud og Haar.

Og ligeoverfor lidt mere prøvede unge Mænd, der kunde rose sig af at hare taget mangt et Bytte og for hvem de sædvanlige Angreb og Sejre begyndte at virke ensformige, for saadanne havde denne dristige blonde Kvinde, naar hun ligesom lydløst nærmed sig dem, noget ved sig, som gjorde, at de fandt sig ængstelige hos hende, men forhexede. Og det egne ved hende var, at hun var foranderlig. De, som var misundelige, ligned hende med en Kamæleon, de, som var begestrede, ligned hende med en af de Blomster, der skilfter Farve, eftersom Sollyset falder. Snart var hun den Messingblonde, den glinsende Sanselighed, med altfor smilende Mund, altfor vidtaabne Øjne. Snart var hun den Purpur- blonde, en stor rød Augusteftermiddag lig, naar Naturten taler vistnok voldsomt, men med Høihed. En og anden Gang, helst naar hun skred frem gjennem Salen som Husets Frue, bar hun stolt Dyd tilsyne, saa mange studsede. Indtil der lidt efter for den ene, hvem hun begunstigede, kunde komme et Smil tilsyne i Øjne og ved Mund, der aabned Udsigt til den vildeste Last.

Nu var hun fem og tredive Aar. Man kunde ofte tage hende for tyve. Ja, naar hun var paa Kjøretur: nar hun sad svøbt i sin Bisampels, helst en ikke helt lys Morgen ved Etteraaret, kunde man have troet, at det blonde Hoved, der stak frem af den mørke Pelskrave, og som den fine, men skarpe Vind gav Farve, tilhørte en ganske ung Pige, der intet kjendte til Livets Undere.

Blandtdeerrer, der afmangevar udpegede som dem, hun den sidste Tid havde kjendt særligt godt, var en ganske ung Rytleroficer, en stor, mørkhaaret femoglyveaarig, der imid- lertid var for stolt at hendes Gunst, saa han gik omkring øg betroede de fleste af sine Venner dette sjeldne Eventyr. En anden var en svensk Herre, von Morten, en smuk Mand. valmindelig blond og en Smule rødmusset, saa han, særlig naar han lo med sine hvide Tænder, saa klar og lysende u.

xxv

De sidste Breve fra Mika Peter var komne fra fjene Øer, fra ukjendte Kysler. Eller de var skrevne midt paa Oceanet. Det syntes,

som den gamle Sjømand med Forkjærlighed rejste paa lange Farler.

Sidste Brev var ikke fra Mika Peter, men fra Jonas Grøben. Det skal ikke nægtes, at Nils Halls Haand skalv, da han saa det. Brevet, der var skrevet med haard, men tydelig Haand, lød saa:

pdeg blev født til Overflod, og jeg har levet fattig. Min Fader døde af Sorg over min Moder. Et Ord har altid lydt for mit Øre, der kom fra Stilhed og blev borte i Stilhed. Jeg ved ikke Ordet tyd men det sagde, at min Moder og en anden voldte min Faders Død. Og disse gav mig i Hæn- derne paa en Mand, der blev min Ulykke. Jeg har sejlet paa Havet og gaaet igjennem mange Lande. Jeg har levet i Had og For- tvivlelse. Jeg har lidt at Sygdomme og at Nød. Engang kjendte jeg Kjærligheden, men jeg blev af Livels Storme revet fra den. Men I, til hvem jeg råaber, gav mig en Braad i min Sjæl fra min Fader, som døde. Jeg beder om, at I vil rykke Braadden ud, hvis I kan. Meget dræber det urolige Liv, og hvad det ikke dræber, dræber Frygtens Braad i min Sjæl, som I gav mig.*

Aar forlø, og Vaar og Sommer og Høst vexlede. Snart var Nils Hall og Fru Ulrikke

ude paa Rejse, snart var de hjemme og boede som før i det gamle Hus. Det lod til, at de ikke brød sig om at holde flere Gilder. Der begyndte at sænke sig ligesom en Sky over Huset, og Skyen trængte sig ind i Værelserne: en Sky af Træthed, at ng- stelse, af Venten paa noget ubestemt.

Thom P. krg: kobberstangen. ]

ANDEN BOG
HAVET OG DØDEN

I

.Hundestjernen kom fra de sydlige Far- vande. Over en Maaned havde den sejlet, og Kaptejnen troede om et Par Dage at naa Azorerne. Og det hastede; thi ved et Uheld havde Skibets store Vandbeholder sprunget Læk en Nat, og Vandet havde silet ud. Ingen forstod rigtig Aarsagen til, at denne Tønde af Eg sprang læk, men nok er det, den havde gjort det, og ,Hundestjernen* havde to Dage esværlig destilleret det allerdvendigste Vand ved at koge Saltvand og lade Dampen for- tættes.

Men ved Aften den tredje Dag blev der Uro paa ,Hundestjernen*, en glad Uro. Thi lige i Nord kom et stort Skib langsomt duk- kende frem. Det tegned sig skarpt mod den skyløse Himmel og satte Kurs Syd-Sydvest, saa , Hundestjernen* ved at lægge nogle Linier højere i Vinden med Lethed kunde praje det.

En Times Tid efter mødtes de to Skibe, og følgende Samtale førtes mellem Skibenes Førere

.Vi mangler Vand kan I overlade os to Tønder?*

nVi har selv ikke stort mere, end vi skal ruge.*

.Men vi er nødlidende. Vi kunde ikke koge Suppe idag. Vi skal lade Vandet bringe over, og I skal faa fem Flasker Genever for- uden Pengene.*

Omsider gik det andet Skibs Fører ind paa det lokkende Tilbud, og Vandet bragtes over af to af ,Hundestjernents Matroser og en gammel Baadsmand.

Medens det bragtes over, snakkede de to Kaptejner med hinanden.

,Hvor skal I hen?* spurgte det frem- mede Skibs Kaptejn.

Til Azorerne.

Hvis I vil lyde mit Raad, styrer I mod Øst eller Nord-Øst; det vil blive vanskeligt for Jer at naa frem til Azorerne.*

Og hvorfor?* spurgte Kaptejinen paa Hundestjernen.*

sDer kommer Storm fra Øster! den vil maaske komme til at kjendes ved Europas

og Afrikas Kyster, men den vil ikke være farlig derinde.*

Hvoraf ved, at der kommerStorm fraØst?*

.Det kan jeg ikke saa lige fortælle Jer!*

nNej .... det er manske vanskeligt. Nuvel, tak for Underretningen, men jeg kan ikke bruge den.*

.Det vil I angre paa. Om I endelig vil, skal jeg sige, hvorfor jeg tror det. Jeg har en Brodersøn med, som er blind og ulykkelig forresten. Han hører til dem, som det var en Velgjerning mod, om man slukkede dem u, før de vokser op. For vi lever jo her i Verden for at se Lyset og for at høre det gode i Livet til. Men min Brodersøn hører til paa en anden Kant. Han har været slig lige fra Fødselen: Naar det gode er fremme paa Jord og Himmel, nar Solen eller Stjernerne skinner, saa ligger han stille og sammenskrumpen. Men naar det onde kommer frem, det, som er fra Mørket, san lever han op, og da staar han og vejrer mod den Kant, hvorfra det kommer. Nu begynder han at rejse paa sig, og han kjender det, som kommer fra Øster. Saa ved I, hvorfor jeg siger Jer dette."

Kaptejnen paa , Hundestjernen* rysted pan

Hovedet, som vilde han ikke høre mere. Han gik op pan Kommandobrædtet og drejede Roret. Lidt efter gled ,Hundestjernen* atter mod Nord, og det andet Skib gik videre mod Sør. Det saaes en Stund som en Skygge henover Oceanet, men snart var det forsvun- det, og ,Hundestjernen* var det eneste levende paa mange Mile.

Hundestjernen* fortsatte Rejsen; den skjød god Fart for en svag, men stadig Vestenvind. Mødet med det andet Skib havde gjort, at de Passagerer, ,Hundestjernen* medlørte, kom raa Dæk. Det var tre Mænd og en Moder med to smaa Børn. Moderen gik straks ned igjen, men de tre Mænd forblev pan Dækket. Af de to, som efter en Stund gik ind i et lidet Rum i Nærheden af Kabyssen, var den ene Gartner, irsk af Fødsel. Han havde slaaet sig paa Havplanter og handled med Koraller og Svampe. Den anden var Tyv. Han havde gaaet ombord i ,Hundestjernen", fordi han i St. Louis forfulgtes a Politiet, og havde med Møje reddet sig, hjulpet af Mørket

mellem Fartøjerne i Havnen. Han udgav sig for Handelsmand og talte mange Sprog med Færdighed.

I det Rum, hvor de to satte sig ind, lax foruden et Par Piber, der hørte en eller anden af Mandskabet til, en Bibel, en Kristi Efter- følgelse af Thomas å Kempis samt øverst et Kortspil. Den irske Gartner foreslog Tyven at spille et Slag Kort, og Tyven var straks villig. ,Men,* sagde han, ,det er vel ikke adeligt at spille om Penge.* Hertil svarede Gartneren, at han aldrig bar Nag fra Kort- spil, hvorpaa Tyven svarede, at det gjorde han heller ikke, det var kun af Forsigtighed, han havde sagt det.

Saa begyndte de to at spille sammen. De tre første Gange vandt Gartneren med Knald, men saa begyndte pludselig Tyven at vinde. Gartneren havde ikke seet, at Tyven de tre første Spil ikke havde sin Opmærksom- hed henvendt paa andet end paa at mærke Kortene.

Imidlertid blev Gartneren rødere og rødere af Sinne. Maaske tænkte han paa at slaa i Bordet, da Døren aabnedes og en tredje Passager traadte ind. Det var en jødisk Læge, en Olding, der altid læste, og ellers'saa ud, som vigtige Tanker beskjæltigede ham. Ingen paa

.Hundestjernen* kjendte videre til ham; han havde ikke sagt nogen sit Navn, og paa Kapteinens Spørgsmaal om, hvor han i Grun- den agted sig hen, havde han svaret: ,Jeg har intet bestemt Maal Hvor gaar Skibet hen fra Azorerne? . . . . til Tunis? godt, saa følger jeg med til Tunis.*

Nu satte han sig ned og prøved at læse i en Bog, han tak frem af en dyh Lomme i sin Frakke, men det var for mørkt, hvor han sad. Saa lagde han Bogen tilbage, folded Hænderne og stirred frem for s.g som han plejed.

Pludselig sagde han ganske højt.

.Der findes Kræfter i Havet, som skriver sig hverken fra Vinden eller Bølgerne. Som ingen Vejrmaaler kan forklare, som ligger dybere, end vore Øjne kan se, og vore Nerver kan føle. Hvoraf Storm og Uvejr kun er Vtringsformer. Jorden har sine Sygdomme. Orkanen og Regnen er Jordens Febre og Sved. De kan se onde ud, men i Grunden frelser de Jorden. De gjør samme Nytte som Valkaner; de har Slægtskab med Nordlyset. Hvis ikke disse Febre var, vilde de ukjendte Knefter samle sig, hoes op i Jordens Indre, og en Dag vilde Jorden sprænges. Vi maa tage dem for at faa Lov til at bo paa Jorden.*

De to, Gartneren og Tyven, saa forundrede pan den gamle Jøde.

sI er jo en lærd Mand, Hr. Doktor,* sagde Tyven og begyndte at blande Kortene paa vy.

Jøden saa hen for sig rolig, som havde han intet hørt, som saa han ikke de to, der sad i samme Rum som han. Nu og da smekkede han med Læberne og tog sig ned- over sit hvide Skjæg.

«Kapleinen er en haard Hals,* sagde han sa. ,Jeg sa, at det fremmede Skis Fører havde noget ved sig, som ikke var at le af. At der findes vejrsyge Folk, det er noget, man ved ligesaagodt, som at der findes maanesyge. Jeg blev med over paa det andet Skib, og jeg saa det mærkelige Menneske, som den fremmede Kaptejn talte om. Jeg gik lige hen til ham, og jeg kan sige, jeg undersøgte ham. Han var bleghvid i Ansigtet, han havde tyndt Haar som vissen Hør. Gigt- knuder trivedes hos ham. Hans Øjne var blinde. Derfor tror jeg, han saa mere. end jeg saa. Øjnene aabenbarer ikke, de skjuler. Han vejrede mod Øst som en Vidje, der bøjer sig mod den skjulte Kilde, som Solsikken, der vender sig efter Solen. Naar Luften om en Tid vil rase i Feber, saa vil han blive

spillevende, naar Havet om en Tid faarKrampe, vil han ogsaa fan Krampe, og Safterne vil røres hos ham. Han vil frande, som Havet gjr.*

Ingen af de to, Irlænderen og Tyven, svared; men de spilled ikke mere. De saa noget forundrede paa Jøden og paa hinanden. Endelig smiled Tyven og gjorde med Fingeren nogle hurtige Cirkelbevægelser foran sin Pande, hvorpaa han med Hovedet gjorde et Kast mod Doktoren som for at antyde, at denne var sindsforvirret.

Irlænderen smiled igjen og nikked. Han gjorde det dog ikke, fordi han var forngjet med Tyven; thi det gik eflerhaanden op for ham, at den fremmede Fyr havde snydt ham ligefrem syndig. Men han gjorde det, fordi han virkelig ønskede, Jøden maatte være gal; thi et eget Uhehag havde grebet ham ved de i en rolig Tone udtalte Ord. Doktoren taug nogle faa Øjeblikke, saa sagde han:

sleg tror, Luften er tungere.*

nIrlænderen svarede straks:

.Det kommer af, at vi sidder i et trangt Rum.*

Doktoren aabned Døren.

Vi er i Oktober Maaned,* sagde han,

og Solen er gaaet ned for en Time siden. Her er en egen Varme.*

,Den kommer vist fra Kabyssen,* svared Gartneren, ,vi skal have Suppe til Aftensmad. Hellefisksuppe med spansk Peber den smager som Kjødsuppe. Og Hellefisken skal steges med Peber og Log som Oksekjød, det fortalte Kokken mig.*

«.Det er ingen Sag, nu vi har faaet Vand,* sagde Tyven.

Man hørte. ligefra Døren blev aabnet, virkelig en Brasen fra Kabyssen. Til Over- fld saa man Kokken gaa forbi, blank af Sved. Han kom lige efter tilbage med et stort Vedknippe. Irlænderen raabte noget til ham som en Opmuntring, og han svared til- Dage med et lystigt Smil

Tyven og Irlænderen blev ved at snakke. Den ene fortalte om de karmoisinfarvede Vandplanter i Rødehavet, og den anden om det drikkelige Havvand ved Malabar. Det var dem tydelig om at gjøre, at ikke Dok- toren kom til Orde. Denne sagde heller ikke «æt Ord. der han sad. Som sædvanligt syntes han ikke at høre, hvad der taltes omkring ham. Omsider blev der ringet til Aftensmad. De tre gik nedenunder, hvor de traf Kap-

tejnen og Styrmanden. Man satte sig straks til at spise. Aftensmaden bestod af The, Skibsbrød, Hellefsk stegt som Oksekjød, Hellefisksuppe og et lidet Glas Sherry. Mo- deren og hendes to smaa spiste for sig selv ved et andet Bord.

ulI

Medens Kaptein, Styrmand og de tre Mænd samt Moderen med hendes to smaa spiste til Aften nedenunder, stod to Mænd ved Roret og styrede. Den ene var en gammel Mand; det kunde man med Tryghed sige, men vanskeligere var det at afgjøre, om han var treds eller halvfjerds eller endnu ældre. Han havde vistnok levet baade under Polens Kulde og under Tropens Varme. Han var vistnok hærdet i den Grad, at Vej- ret ikke mere kunde bide paa ham. Ja, man vilde i det hele nødig tro, at denne plumpe, levende Mand kunde falde for noget Stød. Om denne furede Pande fik et noksaa dybt Hug, vilde det neppe dræbe ham. Ja, ved at iagltage hans langsomme, sejge Bevægelser, der havde noget ved sig af Hvalens træge,

wen krakige 8lag med 1ulkerne, veg at mærke den tykke Krops Urokkelighed kunde man tro, at det menneskelige Legemes sæd- vanlige fine Aarenet og Benbygning her havde forenklet sig. saa han kunde ansees for et stort laverestaaende Væsen. Men et af disse, der i al sin Enkelthed og sin raa Sammenføjning er meget sejglivede.

Den Mand, ban stod sammen med, var meget yngre. Ogsaa hans Ansigt bar Mærker efter et Liv ført for alle Vinde, et Liv, der havde prøvet alt. Men der var noget for- stenet ved hans Træk. Der var særlig, naar han stod stille og stirrede, noget som et langt Spørgsmaal i hans Mine, der, hvis det varede længe, kom til at virke som et dumpt Skrig. Meget ofte virked Ansigtet som følel- sesløst. Men man anede, at denne Følelses- løshed var et Resultat af et Livs Erfaring. En raa Religion, en Visdom. Thi Livels onde Tilskikkelser frembringer hos mange Medlidenhed, men kun hos dem, for hvem endnu Haabet lører, saa de gjerne hjælper andre, som de selv gjerne vil hjælpes. Hos dem, der har lidt altfor meget, og for hvem alt Haab er døet, hos dem dør Medliden. heden, og istedet kommer den golde Resi nation, Forsteningen.

Han talte med den gamle Mand, sagte og jævnt. De snakked om det Liv, de havde ført paa nogle Øer, hvor Skibet havde ligget i syv Dage. De havde levet der et underligt Liv i den højeste Vellyst og den dybeste Dødsfrygt: Kvinderne var ualmindelig dejlige med brungylden Solhud og høje, yppigslanke Legemer, men Mandskabet taalte ikke Luften der; en ond Feber havde hærjet blandt dem, og mere end en Tredjedel at Mandskabet havde bukket under for den.

Efter en Pause kom deres Samtale ind paa Mødet med det fremmede Skib fra Nord. Den gamle sagde, at det var et af disse Skibe, der ligger paa Fiske langt oppe i de kolde Have. Han fortalte mange Ting der- oppe fra thi han havde selv været der fire Gange. Siden talte han om det store Uver, som Skibels Fører havde forudsagt og mum- led noget utydeligt, der hørtes som en Knurren uden Mening. Flere Gange tog han en slidt Skindlue af Hovedet og lukkede Øjnene med det samme.

Ia, ja.» sagdø han engang efter en saa- dan Manøvre, ,vi faar se imorgen.*

En Stund elter vedblev han:

sdeg vil gjerne spørge dig om en Ting i Atten, som jeg længe har tænkt paa at

spørge dig om. Engang skal vi jo dø. Og jeg begynder n at blive gammel. Andre vilde sige, om de var paa min Alder: ,jeg er gammel." Men for at snakke rent u hvad vil du sige, naar du engang taler om mig. Vil du da sige Peter var min Ven, eller vil du sige: Mika Peter var min Fiende?*"

,Paa det Spørgsmaal kan jeg ikke svare sandan uden videre.*

Kan du ikke?*"

.Nej, for jeg ved ikke, hvad der kommer n, siden du har været. Og jeg ved ikke, hvad der var kommen, om du ikke havde været. Men hvis du vil have 8var nu, saa kan jeg svare dig ved at fortælle dig noget, som engang skal have hændt. Der kom et vildt Skovdyr og tog et Barn med sig. og Barnet voksed op hos det vilde Skovdyr, og det blev ikke uligt et Dyr. Men Skovdyret var snil imod Barnet paa sit Vis og forsvared det mod alle, som det mente vilde Barnet ondt. Ja, selv naar Folk kom til det og maaske vilde det godt, saa viste Skovdyret Tænder. Og hvemkunde vredes paa det derfor? Det viste jo Tænder, fordi det troed, at man vilde Barnet ondt. Se slig mener

jeg om dig og mig. Jeg tror, at du har (... j

faaet mig til at blive som du selv, omend jeg kanske var født til en syngende Engel. Men da du selv er ond, skader det mig ikke nu. Den ene Skarv hakker ikke Øjet ud paa den anden.*

.Haa, haa,» knurred den gamle, ,du akker, som om du selv var den eneste. Du kalder mig et vildt Dyr. Hvad ved du fra først at om mig. Ligesaa lidet som jeg, da jeg var ung, vidste om de gamle, som kanske havde hatt det værre. Hvad ved du, om jeg ikke ogsaa var født til en syngende Engel? Tror du, at det lille Barn, som ligger i Svøbet, er en Varulv? Nej, men hvad kan det ikke blive? Slig som jeg ser ud nu med Krop og Sjæl, saa jeg ikke ud dengang, da jeg havde fint Haar og blanke Øjne, og min Mor kaldte mig Mikken.*

Hvad du var, det ved jeg ikke, men jeg ved bare, at du har rørt mig. Vi har sejlet længe omkring, og jeg har ofte sammen med dig seet Himlen mørkne mod Storm. Og da har jeg mangen Gang ønsket at sidde, hvor der var grønt, og hvor der lød Sange fra Fugle og glade Folk. Hvem ved, hvor jeg havde sidddet . . . . hvem ved det, siger jeg . hvis ikke du havde taget mig. Jeg er ingen Ulv. Saalænge vi var sammen og mest

for lang Tid siden, kjendte jeg sultne Munde hos mig, som ej havde fanet, hvad de hun- gred efter. Jeg har kjendt dem længe . . . nu tier de! Ja, nu tier de, sely naar jeg kjender efter. Der ligger bare det kolde til- age, som ikke rører sig og ikke varmer."

.Du vil nok sige, naar jeg er borte: Mika Peter var mit Livs Uven.*

deg vil sige: Mika Peter har rørt mig. Os jeg vil sige: Gud Fader i Himlen, har han rørt mig slig, at jeg har svid deror, saa lad ham nu selv svide. Det vil jeg sige. Men hvorfor taler du, om hvad jeg vil sige, iaften? Før har du ikke agtet det, jeg vilde sige, for meget værd. Du sagde ofte, naar jeg bler sorgfuld, at jeg blev vaad og raadden. Be- gynder du nu selv at blive vaad og randden?"

Den gamle Sjømand svared ikke straks. Han stod først en Stund og tænkte sig om, sa sagde han:

underligt, naar det lider mod Enden. Jeg tror, det lider mod Enden. Dengang min Fader mærked, det gik paa Slutten, drømte han, at han faldt i dybe Vande. Og i de sidste Nætter har jeg steget ned i Afgrunde, som var evige. Først syntes jeg og det var vel et Minde fra, da jeg var

uns at jeg stod paa ,Svanen*, som sejled

mod Ishavet, og at vi skulde hugge Sæl og Hvalros, men vi sejled og sejled og kom ikke frem. Og tilslut kom vi til en stor Hej, et stort Berg, og det var selve Vinteren, som var frossen. Og omkring os begyndte det at skinne med hvide Sjøer langt ud til der, ens Øjne ikke kunde se længer .... Slig var Drømmen, og ikke bare den, men mange andre. Og ofte, nar jeg har vangned mod Dag, er det, som jeg havde gaaet over dvbe Slug, og det er, som jeg havde faret evinde- lig lange Veje. Slig har jeg havt del. Men jeg siger det ikke for at klage. For Livet holder jeg ikke at. Og ikke skal jeg græde, naar jeg dør, ligesnalidt som jeg har grædt, mens jeg har levet. Men det har jeg kjendt i alle de Drømme, at det var et Fingerpeg, det var Guis fra Evigheden. Men naar jeg engang er borte enten før eller siden, saa tnk dig om og erindre dig, hvor du var for meget længe siden og gaa efter, hvad du mindes. Hvis jeg kunde, sagde jeg dig alt, men jeg kan ikke. En har givet mig Livet, for at jeg skulde være hans Træl. Men tro, hvad jeg siger, havde jeg dengang vidst, hvad jeg nu ved, havde jeg heller ladet Livet fare dengang.*

Den gamle Mand taug, og den unge sva- red ham ikke. Nogle Øjeblikke gik at nogen af dem talte. De behøved ikke at give Agt paa Roret, Vinden var stilnet af, Trækket i Luften fra Vest var netop stærkt nok til at holde Sejlene buede og til at drive Skibet frem.

Pludselig sagde den gamle:

.Der kommer nogen.*

En nærmed sig, det var Doktoren. Han havde sin Frakke kaslet løst om Skulderen. Han standsede foran de to.

Nu* sagde han, ,er det Edert*. I er meget sammen. Fader og Søn?

«xej.

sTeg har ofte iagttaget Eder, I har maa- ske fælles Hjemstavn.*

.Vi har ingen Hjemstavn," svarede den gamle.

,Har I ikker Det var da besynderligt. Sjøfolk plejer da at have et Hjem, selv om de sejler aldrig saa meget.*

Naar en sejler mange Aar ad Gangen, kommer kjendte Folk væk. Mange fytter og mange dør." -

Hvad tænker I san pan under Eders lange Reiser, har I ingenting at stunde efter."

De to Mænd svared ikke.

«Mange Sjøfolk er religiøse, maaske beder I til Gud?*

Den unge smiled i Mørket, san hans Øjne Dlinkede.

Den gamle svared:

.Han har aldrig havt os.*

.Vi sejler for alle Vinde; vi lader det staa til," sagde den unge.

pMen derfor kan I have et Maal. Derfor kan I bruge Kompas.*

vKompas kan bruges,* sagde den unge i en egen Tone, ,og Himlens Sljerner kan bru- ges. Og al Forstand. Men kommer de onde Storme, af dem en kalder for Herrens Storme, saa nytter ofte ikke Kompas, og Skyer skju- ler Stjernerne. Jeg ved, at mange store Skibe er gaaet under."

Min Ven,* sagde Doktoren, ,jeg læser Kummer hos dig. Hvoraf det kommer, ved jeg ikke; men jeg synes, at jeg engang før har seet dine Øjne. Og dit Ansigt. Maaske det er, fordi jeg før har truffet Mennesker, bøjede al Sorg. Sorgen gjør ofte Mennesker lige. Men hvordan nu det forholder sig, saa vær forvisset om, at du har Gud. Tro ikke andet. Den som har Smerte, har Gud.*

1. som er klog, faar da sige mig, hvor jeg skal finde ham.*

Doktoren tænkte sig om. Han lagde Haanden paa Rattet og saa langt bort.

n,* sagde han, ,du skal finde Gud. Jeg har fundet ham. Jeg tror paa Gud. Jo længere vi kloge lever, jo tydeligere ser vi, at vi kun klimprer paa de første Strenge af et Instrument, som er uendeligt, og hvis mindste Streng vi ikke selv har forarbedet, men som vi kun har famlet os frem til. Ja, ja... du skal finde din Gud. Og hvor skal du finde ham. Spørger du mig, vilde jeg svare, at du skal søge ham ad den Vei, du stævner. Du skal aabne dit Blik mere og mere, og du skal tilsidst se ham. Om du stirrer mod det store intet, find ham der; thi ogsaa der findes han. Det store intet eller den store Evighed, hvad er For- skjellen. Jeg taler disse Ord til dig, thi jeg tror, at du har Forstand. Og jeg skal sige dig, at mange før dig har søgt ham. Disse lod engang Templer bygge for en Gud, som de kaldte den ukjendle Gud. Mon ikke han er din?* Doktoren faug et Øjeblik.

sHvor denne Nat er underlig,* mumled han. ,Jeg synes, den er lummer, men Hori-

sonten er klar. Se den store, røde Stjerne langt dernede, hvor den spejler sig i Havet*. . .

pda, Du ukjendte Gud,* fortsatte han efter en Pause og løfted sit Ansigt mod Stjernehimlen. ,Man bygged engang Templer for dig. Mange Aar er gaaet, siden disse Templer stod. De er sunkne. Og dog har mange Mennesker, der tvivler og søger, og som kaldes Fornægtere, sit Tempel for dig, du sælsomme Gud, hvis Nærvær de aner, og hvem de tror paa i sit Hjertets Dyb. I en- somme Stunder, nar Hjertet banker, og Blodet suser. I Stunder, hvori der grundes over noget, som aldrig kan findes Forklaring paa. I Stunder, da Livets store Hvorfor irænger sig ind paa en.

Doktoren hæved sin Stemme:

nDu ukjendte Gud!* raabte han, ,du har dine Templer endnu. Overalt, hvor Menne- skene bygger. Jeg har gaaet i store Byer, hvor alt var Travlhed, stakket Glæde og langvarig Sorg. Du var der! Jeg har gaaet i de fattiges Kvarterer, gjennem mørke Gyder, hvor en svag Citar klang ud fra et Vindue, i hvis Aabning en pjanket Dalila sad. Og her i Lasten kunde jeg pludselig skjælve jeg mærked noget som et Pust fra dig. Og jeg har gaaet blandt Fjeldene, hvor Luften

var ren, da var du der. Og nu jeg sejler her paa Havet, nu mærker jeg dit Pust i den ukjendte Nat.

Derfor havde du maaske Ret i, hvad du sagde min Ven. Lad det staa til, hvor det saa bærer hen. Gud findes i alt, om du kun magter at se ham. Men denne Skjæb- negud er forfærdelig. Rastløs og uberegnelig som Oeeanet .. . Men hvad er det, jeg synes, det brænder paa Mastetoppene.*

De to Sjømænd saa op: sman blussende Neg stod ud fra Mastetoppene. Nu og da syntes de at krybe nedover Masten og blive borte, men næste Øjeblik var de der igjen, gule som nasluer.

pDet er Masteild,* sagde den gamle Sjømand.

,Sankt Elms T0d,* mumled Doktoren, «det er et Tegn paa at Luften har Torden; kjend ogsaa disse lunkne Vindpust. De kjen- des som Aandedrag. Jeg synes, I skulde tilkalde Kaptejnen.*

Den gamle Sjømand nikkede og gik agter. Doktoren og den unge blev tilbage.

nDet er et sjeldent Tilfilde,* sagde Dok- toren, ,her eringen Skyer, saavidt jeg kan se.

pleg ser, der står en mørk Skyrand imod Øst,* svared den unge.

.Det er for mørkt til, at mine Øjne kan se den!" sagde Doktoren. ,Men her er ual- mindelig stærk Morild og se langt derborte, hvor Havet lyser med Fosforskjær.*

I dette Øjeblik kom Kaptejnen til. Tyven og Gartneren fulgte. Endog Moderen til de to Smaabørn kom med forsigtige Skridt for at se de sjeldne Idsluer, der blussed fra Mastetoppen.

.Nu Kaptejn,* sagde Doktoren, ,det lader til, at vi ikke faa beholde det gode Vejr; de Lys deroppe forteller ikke noget godt".

Kaptejnen svared ikke straks; men en Stund efter, da han opmærksom havde møn- stret Himlen og Havet, sagde han rolig:

s)Alt er klart og stille.*

Doktoren svared noget om, at Stilheden var uheldvarslende; men herpaa gav Kap- tejnen ham ikke noget Svar. Han blev dog stanende ved Rattet.

Vinden var nu stilnet fuldstændig af. Ikke sjelden slappedes Sejlene og hang og døsede ned af Masterne for saa igjen at strammes, nar et sjeldent Vindpust kom.

Thi af og til kom et Vindpust eller maa- ske snarere en Luftbølge. Den var tung og besværlig som et Vilt fra en umaadelig Fugls Vinge. Forresten gik Natten rolig.

Men da Morgenen kom, sa alle, at nogle tykke, gran Dampe laa og dukkede mod Øst. Det var kun de første Øjeblikke, de havde den graa Farve; thi da Solen steg, pranged Skyerne i utallige Farver. De min- dede om en fjern Have med tusend brogede Blomster. Af disse Haver, vi læser om i gamle Eventyr, der beboes af salige Men- nesker.

Solen sleg højere og straalede paa en blaa Himmel, men Skyerne laa, hvor de laa. De hverken hæved sig eller sænked sig.

De tør ikke komme nærmere for Solen,* sagde Tyven til Gartneren, ,vent til Middag, saa jager den dem helt bort.*

Middag kom og gik, og Timerne 'over Middag kom og gik. Men medens Solen fortsatte sit Kredsløb, blev Skyerne staaende. Ja det var som de tykke, uldne Skyer, der dybt nede saa næsten sorte ud, virked paa Luten; den blev ogsaa tyk og ulden. Alle fik en prikkende Fornemmelse i Huden. Man vilde

gjerne vite noget bort; men man kunde ikke,

idst gav man mindre Agt paa Banken i Øst. Hver Gang man havde troet, at den hæved sig, var det blot Indbildning. Den lod slet ikke til at have ondt i Sinde. Ind-

til der hen imod Aften kom et Vindkast, san Skibet krængede. Nu sa alle uvilkaarlig hen mod Banken, og Moderen, der med sine to sman sad paa Dækket, raabte:

.Nej, se, nu flyver den op.*

Disse enfoldige Ord gjorde en stor Virkning. De bragte med sig en Skræk som for noget levende, og alle forstod dem. Thi i nogle Øjeblikke havde Banken lettet sig, og to umaadelige Skyer havde løsrevet sig fra den sammenhængende Taagemasse, og disse ligned Vinger, der i næste Øjeblik kunde flagre ud over Himlen, trækkende en stor, skyggeagtig Krop efter sig.

IV

En Vind, der kjendtes hed som Ørken- vinden, kom næste Øjeblik farende. Havet krummed sig og rulled store Bølger afsted. Endnu var de dog klodsede. En Bølge kom maaske i Fart, men mødte saa en anden, der var trægere, saa begge faldt sammen.

Men om ikke længe blev deres Magt større: de kom i Rækkefølge. Den første beredte den anden Leje, og i Ryggen skjød Vinden paa. Og snart ligned Havet et Mylder af levende Dyr, der snoed sig med sortgrønne, skjællede Kroppe.

Kapteinen drev Roret i Læ, og ,Hunde- stjernen* løb op mod Vinden.

Af Passagererne havde Gartneren, Tyven og Moderen med sine smaa presset sig sammen i det lille Rum ved Kabyssen. Der indenfor sad de og stirred ud, forferdede og skjæl- vende. Af og til skreg de smaa, og Moderen lod dom skrige. Hun bevægede vistnok Læberne som til Trøst, men det var kolde Læber, der rørte sig, uden hun selv vidste det.

Alle stirred ud. De saa NMatroserne løhe frem og tilbage; de hørte Raab fra Kaptejnen. Og medens de sad og saa og hørte, mærked de, hvordan Vinden vokste og vokste, og de san Sjøerne blive umaadelige.

Skibet vælted sig tungt i Bølgerne. Naar Stormkastene kom, hørtes det fra Master og Ræer, ja tidt ligesom fra Skibets hule Bug et Skrig som i Rædsel. Og det stejled og standsed ligesom den Hest, man tvinger op mod en Fiende. Det var, som vilde det

gjerne flygte, flygte afsted som Uvejrsfuglen, der under de værste Storme søger Land.

Det uhyggelige ved denne Storm var, at det kjendes, som havde den umandelige Masser i Baghaanden, dem den endnu gjemte. Naar man saa mod Horisonten i Øst, saa man Sky- masser gro op fra Havet, den ene sortere end den anden. Tilsidst var det som noget stort, forfærdeligt laa derborte og pustede, noget, enhver maatle grue for. Det var, som om Tiden ved det besynderlige Mørke blev en anden, som om noget fra Gravene lang- somt steg frem og gav sig til at leve, trod- sende Sol og Glæde.

Natten kom. Stormen blev værre. Ofte rystede den Skibet saa hetligt, at alle troed, det maatte være forbi. Himmel og Hav gik i et. Alt var et evigt Mørke. Og frem i delte Mørke styrted ,Hundestjernen* som i Blinde.

Ved Midnat kom Doktoren ind til dem, der sad i Rummet ved Kabyssen. Han sagde intet, men satte sig ved Siden af Moderen og hendes smaa.

En Stund eter rejste han sig og gik atter ud. Han blev borte en halv Time. Saa kom han ind igjen og satte sig som før.

.Vi har passeret et Fyrtaarn,* sagde han,

senten et Fyrtaarn eller et brændende Skib, som for vild paa Havet i Natten. Jeg er ligesan tilbøjelig til at antage, at Skinnet hidrørte fra et brændende Skib, for noget Fyrtaa kjender jeg ikke paa disse Kanter. Afstanden var for stor til at afgjøre noget bestemt . . . . Skinnet flammed op og sluktes med regelmæssige Mellemrum. Det skulde tyde paa et Fyrtaarn langt ude paa Havet. Men et brændende Skib, der dukker i høje Bølger, kan frembringe samme regel- mæssige Blink. Se der, I kan se Blinket endnu. Nu er det svagere end før.*

De to Mænd strakte Hals og saa noget som en rdlig Sljerne langt ude i Uvejret, der sluktes og tændles.

Moderen blev liggende, hvor hun laa, uden at Doktorens Tale virked paa hende. Det syntes, som om Skrækken nu fuldstændig havde overvældet hende. Hvergang tilforn Sjøskummet piskede henover Dækket, ynked hun sig, ja skreg højt og nævned Guds Navn. Men den sidste Time havde hun ligget hen som i Døs, holdende sine to smaa presset haardt mod Brystet.

Stormen blev vildere; alle følte det. Det var en af disse Kræfler, som rørtes, der knuser alt. Skibet blev nu trukket afsted

paa Lykke og Fromme. Det havde givet sig over. Dets Master var knækkede, Takke- lagen, der endnu var tilbage, hang tjavset som Haaret paa et stakkels døende Dyr.

Ombord paa , Hundestjernen* haabed man ikke mere. Den ene vidste ingenting om den anden. Kaptejnen holdt vistnok endnu Stand ved Roret, men hans Slandhaflighed kom ingen tilgode. Naar Faren er overhængende, krummer Edderkoppen sine Ben, Leoparden og Løven trækker sig sammen til Spring, Billen vejrer med sine Følehorn: det var kun Mandens Skipperinstinkt, der lod ham gribe til Roret, just naar det gik allerværst.

v

En Time endnu og det lysnede mod Morgen.

I denne Time havde noget uforklarligt fore- gaaet: tre store Lynglimt havde flammet op og havde atter slukket ud; og for hvert af disse lagde Stormen sig mere og mere til Ro. Det var som en Tegnsudvexling foregik

i et dunkelt, mægtigt Sprog, der fik en til at tro, at der i Havets og Vindenes Kaos eksi- sterede Liv, Forstand og Vilje.

Slormen blev mere og mere lam. Den knurrede vistnok og gjorde endnu sine Sprang, men det var kun før den helt fik komme til Ro.

Men da Dagen havde varet nogle Timer, var Luften blikstille, og Bølgerne blev trætte og strakte sig lange, som var de begjærlige eller at synke til Søv i Dybet.

Hundestjernen laa ganske stille og rørtes næppe af Dønningerne. Ombord havde man travlt med at samle Sejlenes revne Klude og binde dem sammen til Nødsignal. Haabet begyndte at røres. Man havde Vand ombord, Skibsbrød for en Uge, tørret Fisk og en Del saltet Kjød. Og Føden hjalp til Haab, og Haabet hjalp igjen til Lyst efter Føde. Kokken tog fat og tændle Tld paa Kabyssen. Og det vared ikke længe, før et Maaltid var færdigt, bestaaende af Suppe med salt Kjød, Løg og Poteter i. Alle spiste begjærlig. Til Maden drak man Vand med nogle Draaber Vin i.

Den Gang spiste alle paa Dækket og hænkede omkring samme Bord. Den simple Matros ved Siden at Slyrmand og Kaptejn.

Thomas P- Krg: Kobbrsangen.

Nylig havde alle følt sig lige smaa overfor Havets og Vindenes Magt.

Under Maaltidet talte man om en af Mandskabet, der i Nattens Løb var skyllet overbord. Alle, som kjendte ham, fortalte om hans gode Egenskaber, og til Slutning hented Kaptejnen Thomas å Kempis og læste et Stykke for at mindes den døde. Og medens man spiste, fik ogsaa en Malros Mad, der var bleven saaret ved, at Storbommen slog om i et Vindkast. Det var netop den Matros, Mika Peter stod og talte med Natten før Stormen kom, og det skal siges, at den gamle Sjømand plejed ham omhyggelig og baded hans Tindinger med kolde Klude, dem Doktoren gjorde i Sland for ham.

Middagstimen kom, og Eftermiddagstimen kom og gik. Uafladelig speided man efler Skib i Horizonten. Den blev klar. Intet Punkt saas paa den hvide Linje, der slog Ring om Havets Blaa.

Efterhaanden som de sene Eftermiddags- timer begyndte at indfinde sig, paakom alle en tung Træthed. Hidtil havde først de lange Timers Skræk, siden det kommende Haab holdt de fleste vaagne. Nu sad alle og døsede; de gad ikke engang gaa ned. Træt- heden overvælded og bøjed dem under sig,

hvor de sad. En Dvale havde bredt sig over dem. Kun Doktoren gik endnu langsomt frem og tilbage ford. Denne Mand syntes at grunde over noget, selv nu, da alle var trygge. Han saa ofte ned i Havet. Plud- selig lagde han Øret til Dækket og stod san huriig op og gik ned i Rummet. Lidt efter kom han op, blegere end ellers. Han gik hen til de sovende, saa paa dem med et eget Blik. Saa raabte han hjt:

Hor!*

De Skibbrudnes Søvn var vistnok tung; men Angsten sad dem endnu i Livet. Derfor for de fleste op som ved et Slag.

nHør!* raabte Doktoren igjen. ,Sov ikke mere! Skibet er sprunget læk; det har længe suget Vand. Om faa Timer synker vil*

vI

Mennesket kan ikke taale mange Kast fra det dybe Mørke til Dagen og fra Dagen til det dybe Mørke uden at blive halvblinde.

Ombord paa ,Hundestjernent færdedes

man nu som i Taage. Ingen havde noget

paa det rene. Selv Kapteinen lod sig i den Grad forbløffe, at han for frem og tilbage og iagttog Vandets Stigen i Rummet og dispu-

- terede med Styrmanden om, hvorvidt ,Hunde- stjernen* maaske havde rørt et af de under- sjøiske Skjær ved Solerabankerne.

Men Doktoren havde taget Kommandoen. Denne Mand var ikke Sjømand, og dog var han i dette Øjeblik ganske rolig. llans Jjæl. der maaske i al Stilhed havde lidt langsom- mere og skrækkeligere Skibbrud end dette, straaled nu ud fra ham lig en hemmelighedsfuld Kraft, der bøjed alle under sig. Han ligned en Sol, der han stod stille og san omkring sig, medens alle lød ham.

.Redningsbaadene ud!*

Af de to Redningsbaade viste den mindste sig aldeles ubrugelig. Den var helt ødelagt af Bølgerne. Men den anden var heldigvis uskadt. Den flød let som en Maage og var bred og drægti

Styrmanden, Baadsmanden, Kokken gik først i Baaden. De havde sine Fjendele med desuden Proviant. Saa kom sex Matroser, Moderen med hendes to smaa, dernæst Irlæn- deren og Tyven. Alle disse havde sine Ejendele med, Moderen en hel Kiste. Men Baaden laa allerede dybt, den kunde vanske-

lig bære flere. Og endnu var Kaptejnen, Doktoren, Mika Peter og den saarede Matros igjen.

Doktoren raabte:

sAlle faste Ejendele overhord alt und- tagen Mad og Drikke.*

Den store Kiste, en halv Snes større og mindre Bylter blev kastede i Sjøen. Alle blev fulgte af Skrig og misforngjede Knur.

Men Baaden var lettet en Del.

Kaptejnen sprang ned. Han var en tyk, rød Mand, som ofte havde rost sig aat veje ligesnameget som to andre.

Baaden gav sig under ham.

Mika Peter kom bærende med den saarede Matros.

pHer!" raabte han med dyb Stemme. .Ham maa Baaden endnu bære. Om I slipper ham, saa husk, at jeg, som bliver til- Dage for Jeres alles Skyld, forbander Jer. I har da en Døds Forbandelse hos Jer, og I ved, at det er godt at have Fred med de Døde.*

Saa hvisked han noget i Øret paa den saarede Matros. Denne aabned Øjnene og lytted begjærlig. Da Mika Peter holdt op at tale, lukkede han sine Øne atter i og hen- sank i sin forrige, halvt bevidstløse Tilstand.

Saa overgav Mika Peter ham til Folkene i Baaden.

.Nu bærer den ikke flere!* raabte mange Stemmer. Og en angstfuld Røst tilføjed: sDen ligger i lige til den hvide Rand.*

De to, Doktoren og den gamle Sjømand, stod tilbage. De vexled nogle Ord.

Reje sagde Doktoren stille.

Folkene i Baaden nlede.

sRejs* gjentog Doktoren, ,Lykke med Jer! Det er bedre, at I bliver i Live, end at vi alle dør.*

vn

Baadens Aarer blev stille lagt ud. De første Aarelag toges dæmpet; ingen talede. Lydløst gled Baaden bort fra det synkende Skib.

De to Mænd, Doktoren og Mika Peter, sad med aabne Øjne; men uden at se. En Stund gik. De hørte nu og da dybe Pust fra Skibets Indre.

Da begyndte Doktoren pludselig at tale.

Ordene kom klare og tydelige. Ikke en Skjælven i hans Stemme.

vHerre, jeg vil kaste bort alle tomme Ord; hvad har mine selvskabte Lærdomme givet mig? Hvor jeg har gaaet, har din Strenghed fulgt mig. Aar har gaaet, og jeg har ventet paa den Lykke, der hører hvert Menneske til. Men hvor jeg kom, naged noget mig. Her kan ikke være Stedet, sagde jeg til mig selv, hvor Naaden skal falde par mig! og heller ikke her! Herre, nu er jeg kommet did, at Havet sluger mig, ikke under Storm, men i et langsomt Stille. Er da dette mit Livs Fylde?

Jeg kan ikke dø helt! Jeg kan ikke synke! Jeg føler i denne Stund, at Havet er dybt, men at min Sjæl er dybere .. . jeg tror, den er uendelig.*

Fra nu af lød hans Ord som en Hvisken. Det hørtes, som talede han om Ting, der havde hændt for længe siden. Navne kom frem, Ansigter dukked op, der ogsan havde Kummer ved sig. Men et Navn lød oftere end andres .. .. ndtalt hviskende og blødt, som man udtaler Navnet paa et overnatnrligt Væsen, en Drøm eller en elsket Kvinde.

Mika Peter laa paa Knæ ved Doktorens Side. Hans Ansigt anstrengle sig for at

komme i bedrøvede Folder, men et eget Grin trængte sig frem uafladelig.

nHæl* sagde han pludselig, ,ar du haft slig fin Kjærlighed at sørge for? .... Jeg har ikke kunnet sukke for sligt. Mit Liv har ikke artet sig slig, at jeg har kunnet plukke Blomster . . .. Kjærlighed! hæl Jeg har kun faaet drikke mig fuld og horet, naar Mørket kom; men det vil jeg sige, at alt skulde været anderledes, om han raaded, som du bad til. Hvad godt fik jeg? Ja.s (nan knytted Hænderne og Øjnene stirred) ,han skylder mig megen Salighed, før vi er kvit, før jeg har fanet godt igjen for alt mit Vonde hernøde. Nej! jeg tier ikke. Aldrig har jeg haft sligt Mod som nu. Jeg skriger det lige ud! Aldrig har jeg haft sligt Mod som nu! Nej! jeg tier ikkel*

Skibet vedblev at synke, langsomt, men sikkert. De to Mænd talte ikke mere. En Time gik, og Havet blev lle mod Natten. Thi Nordens Aftendæmring fandtes ikke her. Mørket kom hurtig, og Oceanet funkled i et Tldskjær fra Stjerner og Morild.

Nogle Stunder gik, og Skibets Skrog laa under Vand. Lidt efter steg Vandet de to Maænd over Knæerne. Og Skibet sank uaf- ladelig

Da var det, som Himlen og Havet præ- kede Døden og dens Vælde. Og de to stirred hen for sigi noget som en Blegnen greb dem. Deres Ansigter vendtes mod Himlen, deres Læber rørte sig, men stivt. De sank dybere, Vandet naaed deres Bryst, nogle Minutter endnu og kun deres Hoveder var tilbage, der et Øjeblik saa ud, som de svømmede paa Havet. Indtil alene Doktorens stive oprakte Hænder stod mod Himlen. Saa sank ogsaa disse langsomt, og Oceanet laa som før uden Liv langt borte, til det tabte sig i Nattens Mørke.

TREDJE BOG
KOBBERSLANGEN

I

Myren, der laa nogle hundrede Alen fra det Grøbenske Hus, tog til at æde omkring sig. Gamle Folk, som i mange Aar havde halt sine faste Stier lige der, hvor det store Jorde begyndte, de fandt ikke sine Slier igjen. Og vilde de alligevel gaa, hvor de før gik, kunde de ligesaa godt sige Verden farvel, for da tog Myren dem.

Ja, hele Grunden løsnede og Grsset raadned ved den Mængde Fugtighed. Det bobled og gjæred derborte: i kolde, gjennem- ige Høstmorgener drev en blaagraa Damp langsomt henover, tidt rødmende i Solen, som steg. Landskabet saa da ud som det sov en lys Morgensøvn, og som var de lyse- røde Dampe lette Drømme. Og Skoven, hvor Fuglene, som blev i Landet om Vinteren, søgte hen for at skjule sig bag de lunende Buske og for at finde Aarets sidste

levende Kryb, den toned langt borte af disse Fugles sagte Kur, og der den stod stille, minded ogsaa den om Søvnen og Drømmen. Og den langsomme Bonde, der dukked sig over sin Agerfæk med de tunge Bevægelser af Arme og Fødder, ligned ogsaå en sovende.

Det Grøbenske Hus var den senere Tid mere og mere gaaet ud af Folks Tanke og Tale. Nu og da saaes Fru Ulrikke og Nils Hall, men lidet var om dem at sige. Fru Ulrikke var ikke ung mere, og Smilet, som hun altfor ofte havde brugt, havde givet hende Rynker om Munden. Hall var i de forløbne Aar bleven fed. Bleg var han som altid. Nogle paastod, at der ikke fand- tes rødt Blod i ham, og det Rygte gik, at han var en fejg Mand.

Tidt naar han var ude at kjøre, saa han sig omkring og sagde til Kusken: ,Hvem kommer?* uden at denne kunde se nogen. Og naar han sad hjemme, havde han for Skik nu og da at fare op og sige: ,Hvem er det?* uden at nogen havde banket paa eller paa nogen anden Maade givet sig tilkjende.

Aarene gik. Det Grøbenske Hus blev mere og mere en lukket Bog. De eneste, som nu og da kom did, var Bekjendte fra Udlandet, dem Ægteparret havde trufet

sammen med paa sine mange Rejser. En ung Mand pan ikke mere end tyve Aar boed der næsten et Aar. Han var mørkøjet og smilende og lod til at være stolt af de Ord, som gik om ham og den fem og firtiaarige Fru Ulrikke Hall.

u

Nu kommer Historien om Nils Halls Død eller Forsvinden, som indtraf i dennes syv og halvtredsindstyvende Aar, og som endnu ingen har kunnet forklare.

En Aften kom en Mand til Huset og bragle med et Brev, som han bad maatte gives Nils Hall. Da denne havde gjennem- læst Brevet, rejste han sig strax, bad Tjene- ren om sit dertøj og sagde til ham: ,Sig min Frue, at jeg ikke kommer hjem før sent.*

Tjeneren svared: ,Skal Herren langt? Ønsker Herren saa ikke, at der spændes for?*

Nej, det trænges ikke.*

Og Nils Hall gik; men kom aldrig igjen.

Der blev længe søgt frem og tilbage. To af Byens Øvrigheder var i Bevægelse og lod

stille Undersøgelse i Omegnen af Byerne og Byerne imellem. Men de fandt ingen Nils Hall.

nI

Nils Hall blev borte og kom aldrig igjen.

Der danned sig efterhaanden to Rygter angaaende hans Forsvinden. Det ene, der først blev troet, lød paa, at han, kuet af mange Ting, af Samvittighed og af sin Frues Utroskab, frivillig reiste bort og blev borte. Et andet Ord, der lidt efter lidt danned sig, lød saa, at han var taget bort med et Skib, som hin Nat laa og bied paa ham. En og anden, som hørte dette, sagde da: ,Det var maaske hans eget Skib.* Men de, der fortalte, svared: ,Ne, det var ikke hans, og han gik ikke ombord med sin gode Vilje. For Skibet vil aldrig komme tilbage, men det vil sejle i Ring etsteds lkngst ude, hvor kun faa Skibe naar.*

Dette sidste Ord gik i sin Helhed mest blandt Menigmand. Men det var vel sa danne Tanker, der samler sig hos Folk at Bønder og Almue, naar de, trætte efter

Dagens Besvær, gaar hjemad over øde Mar- ker. Eller som dukker frem hos dem en graa Morgen, naar de vaagner, og deres Be- vidsthed er blandet med en altfor dyb Søvns besynderlige Drømme.

IV

Fire Maaneder efter at Nils Hall var for- svunden, rejste Fru Ulrikke bort og blev borte Aar efter Aar. Til Forvalteren skrev hun altid, at hun maaske kom hjem til næste Aar; men hun kom ikke. Maaske Forvalleren kunde have givet Forklaring herpaa, men han gav ingen. Han var en meget taus Mand, der ikke havde noget at gjøre med Folk.

Mange mente, at hans Taushed kom af, at han boed i det Grøbenske Eus og blev mittet af de stille Gange og de øde Vægge; men fra disse kunde den vel næppe komme; thi selv beboede han et Par smaa Værelser i Husets yderste Fløj. Han gik kun en dag- lig Runde gjennem Huset for at paase, at alt var i Orden, og det var altid i Orden.

Thm P. krg kob »

Den gamle Have skaffed ham dog ofte Bryderi. Ikke alene skulde Træerne ettersees og beklippes; men Tyve hjemsøgte den ofte og stjal Frugt. Men derfor var Forvalteren ivrig til at vaage over Haven; thi Frugten vilde han selv æde. Det var især om Natten, at de letvindte Knægte klatred over Plankeværket for at samle Æblerne og Blommerne, og det var paa det Vis umuligt at fakke dem. Der- for slog Forvalteren i Taabelighed i Blinde; thi om kun nogen snakked eller l i Nærheden, blev han nidkjær og gik til Vinduet og raabte ud, at de var Rakkere og Tyveknægte.

Det var hans Skade, at han gjorde dette; thi fra nu af fik han værre Ting at strides med. De unge Folk hidsedes let op, og det blev dem en sand Glæde at finde mørke Kroge og Skygger udenfor Huset og staa der og synge og skrige. Selv om For- valteren da havde lagt sig, stod han straks op og skreg igjen. Men disse unge Folk, hvem intet i Verden tyngede, havde fremdeles megen Glæde af at blive staaende udenfor Huset og synge videre. Ja tidt naar det var Maaneskin, kunde tre eller fire komme lang- somt gaaende med hverandre under Armen, tudende i Haanden som i Valdhom og syn- gende forrykte Viser saa falskt og højrstet,

at det endte i en voldsom Latter. Ogsaa da var Forvalteren paaferde og prøved at faa dem væk. Men det nytted ham ikke. De bare raabte til ham, der han skjændte fra Vinduet, at det var Alfarvei, de gik paa, og at ingen kunde forbyde dem at gan. Og vilde han klage paa dem, fordi de sang, fik han hente Lensmanden. Otftest blev det da kun til, at Forvalteren skjældte dem ud, og at de svared igjen med værre Ting, hvorpaa Forvalteren svared med endnu værre, hvorpaa de igjen svared med de allerværste.

.Din Natugle!*

1 Grisengle!*

.Din Hugorm!*

s1I Skidttraster.*

Var der muntre Piger med, gik det mest udover dem, og de tiede ikke.

sI Satans Lokkemad!*

Dit skaldede Fæhode!*

s1 Hekser! I Tøserl*

.Dit fede Svin!*

Gaardens Brug gik forresten som før. Forvalteren var ikke den ærligste og den dneligste; men de første tre Aar slog Vejret godt ind, saa Grøden blev rig. Lidt efler lidt vænned man sig"til at betragte Forval- teren som Gaardens virkelige Herre. Han

»

lagde sig ogsaa til et storagtigt Væsen, skjød Maven frem og holdt den ene Haand oftest knytted paa sin Bag, medens den anden fingere- rede ved et kosteligt Signet, som han havde kjøbt, og som hang i hans Urkjæde. Han talte endog med langsom, dyb Stemme og lod til at have det vel.

Det lærte han ogsaa efterhaanden, at man ikke skal tirre det unge Blod. Han lod under megen Forsagelse sine Skjældsord ga sin Vej i det stille, naar de sang og skreg uden- for, og Tiden, som udretter meget, udretted ogsaa, at de unge Folk efterhaanden hørte op med at synge paa de mørke Steder og paa de maanebeskinnede Landeveje. Og Dage og Maaneder og Aar gled lydløst hen over det Grøbenske Hus.

Efter tolv Aars Forløb rygtedes det en Dag, uden at et eneste Ord var gaaet i For- vejen, at Fru Ulrikke ikke skulde komme i Dag eller i Morgen eller om et Aar; men at hun var kommen. Ingen havde dog seet hende endnu, og om nogen kom Huset forbi, saa han her ingen Forandring. Fremdeles hang afblegede Gardiner for mange Værelsers Vinduer.

Men da en Maaneds Tid var gaaet, havde en og anden seet hende og kunde fortælle,

hvordan hun syntes at have det. Hun var bleven gammel, og hendes Haar var hvidt. Men hendes Ansigt var rødmusset og fyldigt, og hendes Øjne havde ikke helt tabt den Glans, de engang havde ejet.

Det første, hun gjorde, var at afskedige Forvalteren; thi det viste sig, at han havde taget meget andet end Havens Frugt af det, som ikke tilkom ham.

Dette, at hun gav Forvalteren Løbepas uden videre og endda mange strænge Ord med paa Vejen, skulde tyde paa, at hun ikke var forknyt. Men noget, der fortalte, at hun nok ikke var tryg, var de tre store Hunde, som hun havde bragt med sig fra Udlandet, og som skulde bruges til at forsvare hende. Mod hvem var ikke godt at sige.

Der sænkes altid en stor Bekymring over Jorden, naar Solen synker. De store røde og blaa og grønne Skyer straaler nok som et ukjendt himmelsk Guld; men de har alle-

sammen lidet at sige: snart vil Natten komme, og Mørket vil falde.

Men naar Mørket faldt over Egnen og nanede det Grøbenske Hus, kom en Gaards- karl ud med en stor Lygte, den han satte midl i Gaardsrummet. Saa blev Gitterporten stængt med den dobbelte Slaa, og Hundene blev løsladte. Disse gik da omkring i Gaarden. Den ene var sort, den anden graa og den tredje gul. Den første Time gik alle tre Hunde Gaarden omkring. Kom nogen i Skridt forbi eller kom nogen kjørende, satte den gule og den sorte i med nogle høje Hyl, der lød meget uhyggelige. Mangen Gang hændte det, at forbigaaende Folk, som hørte disse, blev skræmte, saa de halvt fra Sands og Samling. Thi det var ikke godt at vide for fremmede, om ikke de vilde Dyr var i Nær- heden og løse.

Tre Gange havde det hændt, at Heste, der om Natten hørte Hylene, havde sprunget lbsk, ikke henad Vejen, men indover sorte Moen. Det var Heste fra Dalen, der var paa Vej til Byen for at hente Fødevarer. Bøn- dere, der kjørte dem, kom ilde derfra, de fik alle tre hver sit Knæk; den ene fik et dybt Saar i sin ene Skulder, den anden et Stød i Hove- det, som han aldrig forvandt, og som gjorde

Den tredje brak Benet og fik en Kvæstelse i Panden, der nær havde taget det højre Øj

Før er sagt, at den gule og den sorte gjøede. Men den gran gjøede ikke, den var stum. Og dog var den maaske den mest vagtsomme; altid gik den Lygten omkring glat og smidig som en Skygge.

Det egne var, at de Hunde syntes (om end de intet mangled) ikke at have det godt. En fremmed, der saa dem, sagde: ,de ser ud, som de pines.* Og mange fandt, t Hundenes Øjne tidt ligned onde og rædde Mandegjne.

Men disse Hunde havde ikke været der mere en tre Uger i Højden, før den gamle Pige og de to Gaardskarle sagde: ,delte holder vi ikke ud.* Om Eflermiddagen gik Pigen bort med sin Tine og sin Bylt, og om Kvælden gik de to Bønder. Og de holdt endda hinanden i Haanden, som vilde de hjælpes ad mod alt, som kanske kunde ligge paa Lur her. Og da de kom fordi der, hvor Hundene holdt til, spytted de og sagde: ,tvi i Jesu Navn.* Tilbage blev to Husmænd; men de var slige, at en maatte bede Gud bevare sig for at blive dem lig. De gik med krumme Nakker, var gamle og døve og kunde næppe høre

Hundenes Glam. Tilbage blev ogsaa en Pige ved Navn Aase, en Bondepige, tyk og meget vakker at se paa, mørk af Hud og Haar, men lad som en Hunbjørn i Hi. Hun gad neppe nogen Ting, derfor var det bekvemt for hende at blive, hvor hun var; thi her behøvede hun kun at stelle lidt for sin Frue. Hun 1od sig ikke forskrække af nogen Ting; hun havde ikke engang saa megen Bevæge- lighed i sin tunge Sjæl, at hun kunde blive ræd for noget.

Dagene gik, den ene som den anden, uden at noget Liv rørte sig i den store Gaard. I Højden hørtes en Sang fra en af Husmæn- dene, men den var falsk, som en gammel, døv Mand synger den.

vI

Høsten kom.

Høsten kan komme paa to Maader. Den kan komme med Storm og med Rimfrost som Sølv, og den kan drysse Sol over de døde Blade. Pesten, som slaar Træerne, kan flamme op og blusse med rødt og grønt.

Men denne Dødens Blod og Edder fletter sig ind og gjør Smerten stor og gjør den skjøn efter Sommerens Lyst.

Men Høsten kan ogsaa komme med Taage, Taage uafladelig. Eller en langsom Regn. En Række Nætter, der staar stille og ligner sorte Støtter, en Række Dage den ene efter den anden som et Følge af blege Mennesker med glædeløse Øjne, der gaar stille forbi.

Saadan var denne Høst. Den kom med Taage og gik med Taage. Nu og da kunde det lysne, og et flygtigt Solstrejf kom til Syne; men næste Øjeblik var Taagen der igjen. Det var alt, om nogle Dage bar med saavidt Tørveir, at man kunde færdes ude uden at blive vaad,

I disse Opholdsdage plejed Fru Ulrikke gan ud med Aase og den ene af de to gamle Husmænd. De plejed at gan over Moen ad en Sti, som var lagt af en Vejbygger for nogle Aar siden, da Vej lagdes paa den anden Side. Stien var bleven brugt til at trille Fyld til den egentlige Vei, og det vistes endnu efter Aars Forløb ved den Puksten, der laa strøet paa begge Sider af den.

De plejed aldrigat gaa længe, blot en halv Time; i Højden n. Til de naaede did.

Skoven begyndte. Saa plejed de at vende og gaa langsomt tilbage til Huset igjen.

En Eftermiddag gik de saaledes afsted. Fru Ulrikke ved Siden af Aase, saa den gamle Husmand to Skridt bag. Aase fortalte om, hvad Bønderne havde sagt hende om Grøden: Fodret var godt nok fra først af; men det kom daarlig i Hus, Kornet var ikke godt, det blev ikke modent; thi Solen havde manglet.

Da de havde gaaet et Stykke Vei, blev Fru Ulrikke træt; hun vilde gjerne sidde. Saa gik de til Højen med den gamle Stenbænk paa. Der satte de sig. Fru Ulrikke svarede ikke mere paa, hvad Aase sagde, og en Stund efter faldt hun endog i Søvn. un lukkede ialfald Øjnene og dubbede med Hovedet.

De to ved hendes Side snakkede da ikke mere sammen. usmanden sad urørlig og pusted regelmæssig. Aase bandt paa en rød Strømpe. Thi hun var meget forfengelig til sine Tider, og Fanteblodet, hvorat hun havde noget i sine Aarer, og som gjorde hendes Øjne og Haar saa sorte, gav hende Lyst til stærke Kulører.

Pludselig kom en Mand over Moen hen mod dem. Han nærmed sig hurtig. Først syntes det, som om han ikke bemærkede

dem; men om lidt fæsted hans Øjne sig paa Fru Ulrikke. Da han var nogle Skridt borte, svinged han til Siden, men saa hele Tiden did bort, hvor de sad. Endog medens han vendte Ryggen til, havde han sit Hoved halvt drejet om mod dem.

De to sad stille og saa efter ham. De havde aldrig seet ham før . hvorfor stirrede han slig?

Men da Manden nærmede sig tredje Gang, vangnede Fru Ulrikke som ved et Ryk. Hendes Øjne mødte den fremmede Mands. De blev hængende ved hans og blev større og større, medens hendes Træk stivnede, og hendes Mund aabned sig halvt. Saa gav hun sig pludselig til at skrige, skreg stygt og vafladelig.

Manden fortsatte sin Gang, stirred paa hende hele Tiden, kom temmelig nær, vendte endnu en Gang om og fjærnede sig. Men hans Øjne hang ved hende, til han selv tabte sig i Tusmørket, som var begyndt.

vn

«Døt var min Søn!* hvisked Fru Ulrikke uafbrudt, ,det var min Søn*

Med Møje stølted Aase og Husmanden hende hjem. Men tidt maatte de standse og se efter, at ingen fulgte dem.

Da de naaede Huset, syntes de gamle Værelser dem mørkere end ellers. Noget, som ej var af det gode, havde lejret sig i dem alle, hyllet i Tusmørke og Stilhed.

Fru Ulrikke kom ind i sin Dagligstue og blev siddende urørlig i en Stol. En enkelt Gang saa hun sig omkring, medens hun vendte Hovedet langsomt. Hun syntes at frygte alt, som rørte Engang saa hun længe paa Aase, som vilde hun overbevise sig om, at Aase var sig selv og ingen anden. Længer ud paa Aften begyndte hun at snakke i en hvi-

hvad Slags Klæder havde han? saa han ud som en fattig Mand?"

Aase kunde ikke give Svar. Ilanden havde ikke været nær nok. Men Klæderne var graa med Knapper af Horn. Han havde en stor Stok i højre Haand. Han havde ikke gaaet videre hurtig.

Aase var, som før er sagt, tyk og lad; men alt dette havde gjort, at hendes træge Sjæl var kommen i Røre, saa hun kjendte Ubehag og Rædhed. Hun frygted for, at der skulde være nogen virkelig Fare paafæerde. Hun spurgte sin Frue meget ud; men fik ikke noget bestemt Svar, og det hun flk, begreb hun ikke Halvparten af.

San meget forstod hun dog, efter megen Hvisken frem og tilbage, at Grunden til hendes Frues Angst var at søge langt tilbage i Tiden. Et eller andet havde hun engang gjort, som Synet af den fremmede Mand havde rørt ved. Hvad det var, forstod hun ikke; men hun forstod lidt efter lidt, at det hele var noget, hendes Frue havde med sin egen Samvittig- hed, og at det vist ikke vilde skjære nogen anden med Kniv, ikke klore nogen anden med Kløer. Og da frygted Aase ikke mere, en Nysgjærrighed begyndte at gro i hende, en Trang til at faa vide, hvad der stak under. Hun lugted med sin Fruenlimmernæse, at det vist var noget, som hun kunde have Morskab af at høre.

vm

Der flakked, for den rene Sandhed at melde, en Mand omkring i Egnen. Bønderne havde seet ham, og Byfolk havde seet ham. Han blev truffet gaaende omkring helst borte fra Alarvej; mellem Slen og Ur. Men en enkelt Gang blev han truffet siddende ved Landevejen. Da saa han aldrig paa den, som gik forl

Hvor han boede, vidste ingen. Ingen havde nogensinde hørt ham tale. Han syntes at tilhøre noget, der laa langt borte, noget langt udenfor Moen og Skovene.

Tidt blev han borte, og ingen saa ham paa længe, og han blev i Tiden, der gik, udvisket som Skyggebilledet, naar Lyset fjer- nes. Han blev en, som ingen kunde sige noget bestemt om, som neppe nogen var vis paa levede. De, som kun kjendte ham ved andres Fortællinger, havde gjennem disse faaet et lignende Indtryk, som det en stærk Drøm frembringer, og de, som engang havde seet ham, kunde siden let tænke sig, at han var død eller rettere, at han neppe levede mere. De kunde let tænke sig det, ikke fordi han saa livstræt ud; men fordi han havde noget

over sig, som ikke hørte hjemme i Livet med dets Glæder og Sorger. Men som en af de maa have, der gaar i de evige Skove, Døden skal eje, og hvorhen man tror, han fører sine Skarer.

Nogle sagde: han er ond, og det var som Mørket havde trængt saa længe pa, at han ikke gad slandse del: men lod det ind. Det var som for ham eksisterede det mørke og onde som Gud, som Verdens Grundvold. Det var, som vidste han ikke mere, hvad Synd var. Andre elskede Solen, han elskede Moørket; det bredte sig i hans Mine og skin- ned i hans Øjne og lejred sig om hans Pande.

Om han havde været meget længe borte, kom han dog altid igjen. Og da gik Ordet, at nu var han atter seet.

Ingen kunde gribe til og trække Ophavs- manden til Rygtet frem; men det Ord kom u, at første Gang denne Mand var seet, var Dagen før den Nat, Nils Hall forsvandt.

Siden den Ettermiddag gik Fru Ulrikke sjælden ud af Døren ja saa at sige aldrig. Hun turde ikke. Mest sad hun i sit Sove- værelse. Ofte anbned hun Vinduet og saa udover Egnen. Om Dagen var hun ikke bange for at være alene; men naar det be- gyndte at mørkne, raabte hun paa Aase, og denne kom, og fra nu af og til næste Morgen var Aase hos sin Frue uafladelig.

Alt som Mørket faldt paa, kjendtes det meget stille i Værelset. Kun de to som snak- ked sammen, dæmpet og med Pauser. Ofte hørtes det, som Fru Ulrikke begyndte at blive noget sløv, hun kunde ikke altid holde Tankerne fast. De gled meget ofte ud i Morke.

Noget senere paa Aftenen blev Pauserne i deres Samtale lngere. Det kunde hænde, at den ene tog sig en Blund, medens den anden saa frem for sig eller saa paa den, som sov. Maaske tog begge sig et Blund. Da lød deres Aandedræt regelmissig og i Pauserne et gammelt Stueuhrs svage, men klare Tik-Tak i Værelsels ene Hjørne.

De to kunde uden at vide om det trælle

til at sove meget lnge. Engang da en stærk Varme fra Ovnen gjorde dem døsige, sov de ind ud pan Aftenen i sine Stole og vaagned ikke, før Aase faldt ned fra Stolen, og den gamle ved Larmen foer op i Angst og skreg: ,Hvem er det?* Men da var alt Natten gaaet, og det begyndte at gry.

Men i Almindelighed sov de kun en kort Stund. Og naar det mørknede, reste Aase sig, tændte Lampen og kogte The, tog som oftest en Snarvending ned i Kjøkkenet og hented et Stykke koldt Oksekjød eller et Stlykke Fugl, som Fruen spiste med et Glas Rødvin til. Og ikke længe efterat Aflens- malidet var endt, gik de til Ro, og Nat- lampen brændte.

Nætterne gik som oftest rolige hen. En enkelt Gang vangned Fruen maaske og bad om Vand. oOg spurgte, hvad Klokken var. Og skulde det hænde, at en af Hundene blev urolige, saa hørte hun det straks og vækked Aase, der gik hen i Vinduet og saa ud, fordi hendes Frus nu ikke fik Ro før. Tidebrand var det, som Fra Ulrikke mest frygted, naar Hundene glammed. Hun sagde altid: ,Du ser vel ingenting?* Os naar den dovne Bondepige lo af delte, san sagde den

ThomsP. Krg kobbersngee "

gamle: ,Det kunde jo saa let hænde, om der var nogen, der vilde en ondt.*

Men i Almindelighed stod Natlampen og skinned paa de to, som rolig sov. Uden at ryge, uden at blaffe. En liden rund, gul Flamme som et vaagent Øje. Lange Stunder gik uden Lyd. Saa maaske et Fløjt af Vin- den i Tagskjægget: det hørtes svagt og døde. Og Tiden randt videre som fint Sand af et umaadeligt Timeglas.

Saa kom den første Dæmring med et svagt Lysskjær. Vinduets mørke Kors tegned sig mod Rullegardinet som en utydelig Skygge. Lidt efter lidt kom ogsaa Gardinels igurer tilsyne: to store Træer, en Pige, der hented Vand fra en Sø, og en Mand, der roed en Baad. Alt dette kom langsomt: først de store Træer, saa Pigen paa Stranden og Manden i Baaden, endelig Søens Slrime og nogle graa Skyer.

Naar Morgenen blev lys, slukkedes Nat- lampen og Gardinet rulledes op.

Alen naar den gamle Frue var færdig med sin Frokost, den hun spiste i det næste Værelse, gik hun oftest omkring i Huset, saa her, saa der. Hun syntes altid at have et eller andet for. Olte kunde hun sæette sig ned ved et Mahognichatol, hvis røde Træ

begyndte at blive sort og gulfammet af ælde. Nøgle kunde hun finde frem, og sa trække Skufferne ud og bese de gamle Kjoler, som laa der, tidt af tyk Silke, der bugted sig vægtigt som Melal og skifted Farve, eftersom Lyset faldt lodret eller paa skran. Fru Ulrikke gav sig god Tid her. Jævnlig mum- led hun noget mellem Tænderne. Naar hun lagde Kjolerne tilbage, saa hun efter dem. Omsider lukked hun Skufferne igjen og gik videre, helt op paa det øverste Loft, hvor hun gik omkring, uarbrudt snakkende med sig selv. Her kunde hun standse ved de mindste Ting og blive her, til Aase kom og hented hende til Middagsmaden.

Var det Sommer, kunde det hænde, at hun efter Middag atter gik paa egen Haand omkring i Huset. Men ved Høst og Vinter, naar Mørket faldt tidligt, blev hun siddende i sit eget Kammer, det mindste, hvor hun i Grunden fandt sig bedst.

g

Forholdet mellem Fru Ulrikke og hendes Pige havde før været fortroligt, og det blev

efterhaanden endnu fortroligere. Fru Ulrikke havde allid syntes om den vakre, dovne Pige, og nu, da hun blev siddende inde den hele Dag, og Aase saa at sige ikke forlod hende, snakked hun meget med Aase og fortalte hende meget, som hun ikke havde fortalt nogen anden.

Men udpaa Vaarkanten hændte det, at Aase begyndte at blive borte fra sin Frue ofte Timer ad Gangen. Og at hun viste en Uro, som ikke var let at blive klog paa. Ia, det hændte, at Fru Ulrikke laa den ene Nat efter den anden og vented i sin Seng paa Aase, som aldrig kom. Og at hun, nr Aase endelig kom, neppe blev hørt paa.

Men en Dag snakked Fru Ulrikke med de to Husmænd; raabte dem ind i Øret sin Forundring over Aase, som før havde været saa paapasselig, og som nu var saa ligeglad. Hun fik tilbage, at Aase havde hele to kjø- rester, en Rytter fra en Komedianttrup, som havde Telt udenfor Byen, og en Soldat, riglig en stor lyshaaret Svolk, som hun endog var modig nok til at hale indad Bryggerhusvinduet, naar hun vilde være ham nær om Kvælderne.

Fru Ulrikke blev nidkjær for dette. un snakked for Aase, og i Førstningen var hun

meget harm og spurgle, om hun var Tæe, og om hun vilde gjøre hendes Hus til en Bule; ja hun nævnte efterhaanden Ord, som er værre end de kan siges; hun brugte i det hele værre Ord, end hun behøvede hvad Koner, som har været lystne og smukke, medens de var unge, plejer at gjøre, nar de bliver gamle og ensomme. Og den hele Tid spurgte hun Aase ud, som om det var hende om at gjøre at fan nøje Rede paa. hvad der havde gaart for sig mellem hende og de to Mand- folk. Og da ikke Aase svarede stort, skreg hun op om, at hun nok vidste det selv! Aase kunde ligesaa godt fortlle det aabent . sna skulde hun kanske prøve paa at glemme det. Hvad havde saa Soldaten og Rytteren gjort med hende?

Saa svared Aase: Hun begyndte med at sige, at hvis hendes Frue ikke var fornøjet med hende, saa kunde hun, Aase, rejse.

Fru Ulrikke svarede, at det havde hun aldrig hverken sagt eller tænkt.

Aase sad lige rolig og snakkede videre. Hun fortalte noksaa modig om sig selv og Soldaten og Rytteren. Af og til smilede hun og san dovent og ligegyldigt hen for sig. Og da Fru Ulrikke greb hende i hendes runde, fyldige Arme og spurgle: ,Og saa mere,

hvad gjorde han saa? * saa lo Aase ganske ubekymret og sagde: ,Det kan vel Fruen selv tænke.*

Men omend Fru Ulrikke, efter alt at dømme, var opbragt, sagde hun ikke Aase op, ja forhød hende ikke engang at være sammen med sine to Kjærester. Engang, da Aase kom ind ad Døren, lo Fru Ulrikke endog og spurgte, hvor hun nu havde været. do, hun var nok en svær en! Og Aase mod- sagde hende ikke, men sagde bare: ,Folk var vel ikke skikkeligere, da Fruen var ung?*

I det hele maa det siges, at de to, den gamle Frue og hendes Pige, blev ligefrem gode Venner. Det var, som de havde noget sammen. Engang, da Aase gjentog sit, om at Ungdommen før i Tiden vel ikke var bedre, svarede Fru Ulrikke med en Latter og gav sig til at fortælle mange Ting om sig selv, saa Aase neppe vilde tro, hvad hun hørte. Hun havde aldrig ventet, at hendes Frue skulde gaa saa lige løs paa det. Men det gjorde hun; det var, som gamle, hede Dage var kommen hende i Sindet og havde gjort hende ør.

Det var første Gang Fru Ulrikke betroede sin Pige Ting, der gjaldt hende selv; men det blev ikke sidste Gang. Næsten hver

Anten, nar Mørket kom, snd hun og fik Samtalen til at glide ind paa Ting, som hun ikke kunde glemme.

De sad da ofte, de to sammen, og snak- ked i en Tone, som de bedst selv forstod. Deres Hvisken lød uafbrudt, og mens de hvi- sked sammen og fortalte hinanden hemme- lige Ting, blev den gamle Frues Øjne større, hendes gamle Kinder fik Farve, og hun san slig u, at Aase mange Gange sagde: ,a, jeg begriber nok, at Fruen har været noget til Lokkefugl!" Og det likte Fru Ulrikke. Hun reiste sig da halvt i Stolen og hvisked og fortalte . . . Aase hørte efler, og hun prø- vede at svare med sin Rytler og sin Soldat. Men den gamle lo: ,det er alligevel ingen- ting mod mine.* Og nu kom mange Herrer efter hinanden i Rad, Mænd med Øjne, som havde brændt, naar de havde set paa hende. Tidt var det som disse Blikke endnu virkede paa den Gamle, saa hun blev hed og for- talte, hvad disse Herrer havde sagt i de Stunder, da de begge havde glødet; ja hun fortalte, hvilke Ord de havde brugt for at prise hendes Bryster og hendes Lænder, og hvorledes de havde kysset hende.

Og hendes gamlé Øjne brændte heltigere end før, hendes Mund aabnedes, sna Aase

kunde kjende den varme Aande, som steg fra hende.

Men bag det hele laa en hemmelig Angst paa Lur, der gjorde, at den ivrige Mund kunde lukkes igjen, og Øjnene kunde se vagt- somt omkring sig. Om kun Vinden peb i Tagskægget, eller nogle Regndraaber slog mod Ruden, spurgte hun Aase: ,hvad var det, der larmede?*

Det var, som om hun sad og frygtede noget, der maaske nærmede sig i Mørket dernde.

Men naar hun atter begyndte sin Tale, brugte hun stærkere Ord end før, og tidt naar hun brugle de værste, gav hun sig il at le. Ja tidt lo hun, saa det hørtes, som hun for Latteren ikke fik Rum til at puste.

Men i disse Aftener var Luften en egen i dette Værelse, hvor de to Fruentimmer sad. Der drev om i den en Sky af Vellyst, Liv, Blod og Dødsangst, der syntes at virke paa dem, saa de tilsidst efter at have sviret i stærke Ord og Latter, sank hen i Døs, før de skulde sove for Natten.

x

En Aften sad den gamle Frue og hendes Pige sammen. Lampen var endnuikke tændt, thi Dagslyset var ikke helt borte.

Fru Ulrikke havde den Dag ikke følt frisk. Hun havde derfor ladet hente en Flaske Vin fra Kjelderen og sad nu og drak et Glas for at styrke sig. Vinen, en gammel Madeira, gav hende friskt Mod og Kraft; men da hun nu sad ved det tredje Glas, skjød pludselig op en Flamme i Kroppen paa hende, saa hun blev meget levende. Hun gav sig da til at snakke og spurgte Aase, om denne ikke kunde begribe, at alt her i Verden i Grunden var indrettet for ens Glæde og Lyst, mar det bare gik i den riglige Gjænger? Jo,* svarede Aase, og hun nævnte de Ting, som hun syntes, det var værd at leve for

. det var god Mad og god Drikke og først og fremst Kjærlighed. Den gamle Frue nik- kede og snakked om det samme i en lav Tone; sa holdt hun op og Iyited med halv- aaben Mund til Hundene, som knurred nede i Gaarden. Men lidt efter gav hun sig paany til at fortælle, ja hun lo højt, nu og da med en Hivning, der lød som et Skrig. Det var

forresten, som Angsten denne Aften var fremme hos hende mere end ellers, derfor lo hun nu mere ellers, og da Aase kom med en Historie, der sagde sex, gav hun sig til at le slig, at Aase, eller først selv at have leet med, bad hende være stil. Men midt i denne voldsomme Latter taug hun. Aase sad og tænkte, at det var godt, det fik en Ende, og lidt efter ytred hun nogle Ord, men standsede: den gamle Frue udstødte pludselig nogle hvinende Lyd og derpaa en dyb Hoste, der holdt ved, til den sank til et dumpt Suk og blev borte.

Aase sprang op og tændte Lampen; hun saa da at hendes Frue laa i sin Slol vendt om paa Siden dødbleg med knyttede Hænder og vidtaabne Øjne. Pigen gav sig til at skrige og for ud og raabte; men det varede længe, før hun fik hentet den ene at de døve Husmænd. Den anden sendtes efter Doktoren. Aase og den gamle Husmand stellede med den døde. At hun var død forstod de, da alle Ledemod var slive. En halv Time efter kom Lægen; men han kunde kun vidne, at Fru Ulrikke Hall var død af Slag.

xu

Hun begroves syv Dage efter. En ung Præst, som nelop var kommen til Sledet og ikke kjendle hende, havde før han skrev Lig- talen, talt med Bønder og Folk om hende, men det han hørte, gjorde ham ikke meget klog. Saa klog blev han dog, at han forstod, at den gamle Dame havde været livsalig og smuk, da hun var ung, at hun havde syndet og var underlig, da hun blev gammel, og den unge Præst, som havde i Minde to smukke Damer, han havde kjendt, medens han stu- derede ved Universitetet, og som havde været hans hemmelige Glæde den unge Prest blev rørt, læste gjennem nogle Breve, der Aulled af presset Rose, og skrev Ligtalen ud a et venligt Hjerte.

Medens den unge Præst holdt denne Tale ved Kislen for nogle fan tilstedeværende, blev han var en Mand, der fra en Krog saa paa ham som paa en med hvem han fra Fødse- len var Fjende. Præsten saa forbanset paa ham igjen: tidt syntes han at mærke en Sjæl, der sukked bag de stirrende Øjne.

Da Præsten havde kasted de tre Skuffer Jord paa Kisten og fjernet sig, vendte han sig om eller den ukjendte, men saa ham

ikke mere. Han spurgte andre ud om ham; men ingen vidste, hvem det var.

Men nu er noget at fortælle, som den, hvem. det hændte, har vanskelig for at hu- ske i klare Træk. Det synes ham tidt, at det hele maa have været en Aabenbaring oller en af de Drømme, der kommer, nar Blodet har Feber.

Den, hvem det vederfaredes, var Præsten, og det gjorde, at han, der i Grunden var livsglad, blev en af de sorgtulde og milde.

Sent paa Aften samme Dag, da Præsten skulde gaa ind paa sit Sovekammer, ringede det paa hans Portklokke. Klokken var en af dem, hvis smedede Malmklang dirrer gjen- nem Væg og Stokværk.

Den unge Præst gik til Vinduet og aab- nede det. Han saa n, at et Menneske stod dernede . . . han syntes at skimte et hvidt Ansigt, der vendtes mod ham: ,Kom ned,* raabte det, kom ned. Der er en, som trænger din Hjælp . . . en, som er i den yderste Nød.*

Den unge Præst havde gode Forsetter om at være nidkjær i sin Gjerning, han blev bevæget, trak i sin Samarie, hentede Kalken med Vinen og Guldæsken med Brødet og gik

ned og aabnede Porten. Ilan saa nu straks, at denne Mand, der hentede ham, var den samme, der ved den gamle Fru Halls Begra- velse havde stirret paa ham som paa en Fjende.

Hvem er det, som trænger min Hjælp?* spurgte den unge Præst rolig.

.Kom med mig, saa skal jeg vise Vejen.*

Den fremmede Mand gik foran, og Pre- sten fulgte. Pludselig standsede den sidste: Sig mig først. hvem det er,* sagde han.

sJeg er hendes Søn, som pines,* svared den anden, ,kom kun.*

Og de gik videre. Præsten talte ikke mere, en forunderlig Magt gjorde ham stiv og stum.

De gik helt til Byens sidste Huse og forbi dem, langs det lange Stakit, der førte ul Kirkegaardens Grave.

sEvorfor ringer ikke Klokkerne bestandig?* spurgte Manden stille.

Pristen vaktes ved disse Ord. Han standsede.

sleg vil vide, hvor du fører mig;* raabte han. ,Sig det! Jeg vil vide det."

Men nu var det, som den anden rørtes: Røsten, Øjnene, hans Hænder, alt blev an-

derledes og mægtigere end hos andre Men- nesker.

sKom,* hvisked han og hans Haand pres- sed sig om Præstens Arm stærk og ubetvin- gelig. ,Du skal følge mig, Præst! Du skal følge mig.*

Den unge Præst følte sig svag ved Siden af denne. Han kjendte, at han gik noget ondt imøde; men han standsede ikke. De gik videre og standsede foran Kirkegaardens Port. Manden aabnede, Præsten hviskede et hæst nej og gik ind. De gik ikke langs Vejen, der førte Kirkegaarden omkring: men de gik mellem Grave, smaa og store, nogle med Kors, andre med Sten, andre uden Kors og Slen, nogle høje, andre udviskede. Engang imellem standsed Manden og bøjed sig over en eller anden Grav, som om han lytlede. Saa gik han videre.

De kom ogsaa til den Grav, Præsten havde talt ved om Formiddagen, da standsed Manden og bøjede sig, som om han lytted.

Hører du ikke?* hvisked han, ,hun er ikke død. Hun ligger dernede og »

Hvad er det for Tale, du bruger?* raabte Præsten i Forfærdelse; thi den andens Øje skinned, saa det hvide saas: ,Vogt dig for dine Ord.*

Men da rejste Manden sig og hvisked:

Hvad ved du, som ingenting ved. Jeg ved det. Men Du kan bede for hende, bed! Du skal!*

Det er ikke sandt,* raabte Præsten, ,hun har faaet Salighede

sHun har ikke!* raabte Manden. ,Ingen har kaaet den; ingen der ikke har grædt Blod. Først da springer Salighedsblomsten. Gaa omkring her, hør ved Gravene. Hr, hvordan de ligger dernede og piber; de skriger ikke, de kvæles dybt nede. Det er for trangt. De lever alligevel. Ingenting dør. Gaa omkring her og bed for alle. Men bed først her . . . bed lenge . . . gan saa omkring til de andre . . . du vil ikke blive færdig paa længe.*

Nu greb han Præsten i Arm og i Nakke, saa denne frygtede Døden.

n, ja jeg skall* ranbte han. ,Jeg skal! jeg skal! Men giv mig Ro. Jeg er selv syndig, jeg har syndet mod mange Bud, og jeg kan ingenting af mig selv, jeg er Løgner og Horkarli men lad mig hente noget, en Sten, som ligger over et Barn, der døde ligesom det fødtes .. . en hvid Sten .. . det vil hjælpe at knæle paa den.*

Hvad vil det hjælpe? af et Barn? Hent

en Sten, der ligger over det elendigste Men- neske, han som havde Sygdom og Sjælesot .- . han som brændtes i Smerte og Angst og langsom Nød. Hent den Sten og knæl paa den.*

.Men jeg tror nok Barnets hvide Sten vil hjælpe. Jeg skal løbe hurtig; jeg kommer tilbage igjen. Jeg kommer tilbage . . . her er Samarien, hold den saalænge, den hindrer

..men lad mig faa Lov til at hente Stenen. Det skal blire godt, det skal blive godt, Amen.*

Og den unge Præst gik først nogle Skridt men lø saa afsted, traadte paa de dødes Grave, fandt ikke Porten i Mørket, men krøb over Muren, trods den var høj, naaede over med saarede Fingre, det han ikke mærkede, løb ad Vejen mod Byen i Flugt for det, som han ventede vilde forfølge ham og løbe hur- tigere end han. Og mod en Mand, der kom ham i Møde uden at tænke paa ondt, skreg ban: ,Frels mig! frels mig! der er en efter, der er en efler mig! en gall . . . hør, der skriger han! trels mig!*

Den anden blev pludselig rædselsslagen helst ved de to Skrig, der kom fra der, hvorfra Præsten kom. De løb begge som

for Døden eller for det evige, naaede Præstens Hus og stod stille indenfor og lytted.

Og lidt efter hørte de nogen komme. Og det tykkede paa Porten, saa Præsten trak nok en Slaa for Døren. Derpaa lød som et Uvejr af høje, larmende Ord, Folk samledes, trods det var sent, nogle dybe Mandsrøster raate .... man kjæmpede . . . saaendelig blev alt stille og Larmen fjernede sig.

Tidlig om Morgenen, medens Solen holdt paa at rinde, og den første Morgenfugl sang, gik den unge Præst til Kirkegaarden, hvor han havde været om Natten. Han fandt sin Samarie igjen, men den var flænget til sidsle Trævl. Kalken og Guldæsken med det viede Brød fandt han ogsaa. (vornaar og hvor- ledes de faldt ham af Hænderne, vidste han ikke). Brødet la paa Jorden, opblødt af Dauggen. Dug tindrede ogsaa ved Morgen- solens Straaler paa Guldæsken og paa Kalkens Guld, der den laa henslængt paa den sorte Jord med en Flig af Samariens sorte Silke- klæde over Foden.

Thom P. Krg: Kobberslangen. u

xIll

Nogle af Træerne i Haven omkring det Grøbenske Hus havde efterhaanden vokset sig store og vilde, medens andre ikke kunde trives og stod uden at gro og uden at visne. Men Haven var alt i alt bleven tttere end før, da dens Træer blev plejede og beskaarne. Den trak Mørket til sig tidligt, og den kasted Skygge omkring. Og det Grøbenske Hus laa derfor oftest i Tusmørke. Ja Huset selv med Udhusene havde efterhaanden faaet noget over sig, som mosbegroede Stene og gamle Træer faar noget forglemt, hensovet. Det mærkedes bedst i de halvdunkle Nætter, naar Sommeren svandt. Da stod det, havende trukket sig bort fra alt, og dubbede frem med Tagskjægget og syntes at skulle staa evindelig.

Og dog vared det ikke mange ar, før det begyndte at falde sammen. Ingen saa til det alle var borte: De to Husmænd var døde, Aase var bleven Soldatertæve, de tre Hunde havde Bønderne slaaet ihjel. Myren krøb ved nogle fugtige Aar endnu længer op og gjorde sit. Skoven kastede Kongler og

[

sprang længer frem. Havens Træer slog i Høststormen Vinduer ind. Ingen havde længer nogen Lyst paa Huset, faa Mennesker bosatte sig deromkring; thi Egnen var ikke ri

Gjennem Vinduerne saa man utydeligt, naar man stillede sig paa den høje Stentrap, nogle højryggede Stole, nogle Herrer og Damer i gyldne Rammer: en, som før havde været der, troed at skimte den alvorlige Jonas, den blege, sørgmodige Eva, Friherre Michael, alle smukke Damers Ven, der med sin hvide Haand ligegodt kunde gribe om Kaarden som om Damernes Liv, der nød Solen ved Middag, der nød Aftenen, naar han længted, Natten, naar han trygled varmt og svælged og stjal, Morgenen, naar han flygted leende for e at mindes, hvad han inderst inde frygted.

Ved en Oprydning, som foretoges, blev meget flyttet ud, blandt andet de gamle Por- trætter. Men de blev baarne for langt bort, stillet bag en Hæk, hvor ingen fandt dem igjen, før næsten et Aar senere. Men da var de gamle Lærreder næsten smuldrede.

De to Bønder, der fandt dem, stod og gren af dem og stak sine Fingre gjennem Billedernes Øjne og Mund og skjældte dem ud med haarde Ord.

I det hele vented og ønsked mange, at det gamle Hus maatte falde.

xIV

Han blev længe borte, som havde vækket den unge Præst hin Nat. Ingen saa ham som før gaaende omkring i Egnen.

Længe efter kom en Mand tilsyne, som alle troede var ham. Han blev frygtet og om ikke længe spærret inde i Daare- histen, udenfor hvilken han sagdes at være bleven paatrutfen lyttende.

Denne Daarekiste var et gammelt Hus med to Stokværk; ingen havde ganske Rede paa, hvordan der saa ud indenfor.

De gale boede i smaa Rum hver for sig eller flere i et og samme Rum. En og anden var renslig og var om sig, men ottest var de urenslige og vælted sig i øit eget Skarn. Men herinde var alle de stuvede sammen, hvem alt paa Jorden havde slaaet med Smerte. Som nu en Mand, der sad og vugged sig som en Skygge i en mørk Krog. Han blev engang kaslet ind, fordi han var en Frugt a Blodskam, og fordi mange troede, han ej

kunde færdes blandt Karske, da selv hans Øjekast var onde for de rene. De første Aar havde han endn sin Forstand, nu var han forlængst gal. De første Aar kunde han tale, nu var hans Tunge forlængst dødi hans Mund.

Enten sad han nu og vugged sig, eller han vælted sig omkring i sit Rum og saa af og til ud af Sprinklerne med Øne, der var graahvide og halvblinde at det fugtige Mørke, hvori de bestandig stirrede. Her fandtes i næste Rum en ung Pige, der havde diet sin Moders Lig og i hvis Øjne siden et Dødens Mørke lyste; her fandtes desuden Maanesyge, der higed mod Maanens Ny, her fandtes gale fra Fødselen, som aldrig havde kjendt Solen, men altid set med andre Øjne end dem, hvormed Jordens Børn ser.

Men det kunde hænde, især ved Vaar- morgener eller ved Morgener i den første Sommer, at noget kom til dette Kvalens Sted, noget, som ingen vidste, hvad var, men som som helst kom, naar Drømmen havde været hos dem, og en lang Nattens Søvn havde toet deres Sjæle, noget, der maatte ligne en hvid Straale, som slog ned og lyste op. Ja mange mente, at det hvide Lys kom til dem, saa de et Øjeblik forstod med Menneskenes Forstand. man kunde da høre Skrig

som fra en Smerte, ikke engang Helvede vilde kunne ramme. Thi i Helvede høres Straffens Skrig fra dem, der i sit Liv var lykkelige. Men disse umaadelige Skrig hidrørte fra dem, for hvem Lykken aldrig havde skinnet. Disse Skrig var Skrig mod Himlen, fordi den var laa, og mod Solen, fordi den skinned, Skrig mod dem, som leved, Skrig mod Blomsterne, der vugged sig og straaled, et Skrig af fraa- dende Had, der gjorde, at alle, som leved. blev stille og føl'e sig smaa og uværdige.

Flere Gange navde det endog hændt, at det kolde Lys havde lyst for mange, saa den hele Daarekiste skreg i Kor, saa Skrigene stod op til alle Kanter som udstrakte, stive Fingre i evig Dødsens Smerte, Skrig, der lød langt borte, saa Hundene paa Gaarden uden for Byen hyled ikke, men taug stil og krøb ind i sine Huler, var det end frække Blod- hunde.

Som før sagt: Det var ved de lyse Mor- gener, at de helst skreg; men mod Aften san man Ansigter i Ruden, der sad stille og længedes hungrig mod Natten og Maanen. Og tidt kunde man om Natten høre langsom Sang, Toner, der lød som Klang fra Rokke- hjul, Toner, der aldrig steg og aldrig sank, men kun blev ved at lyde; det var en Sang

paa Læber, der var skaarne i Træ, og som vanskelig rørtes formedelst sin Stivhed, en Sang, som ikke klagede, en Summen gjennem Rummet.

Thi Jordens Lys plaged dem nu; møn Mørket sad hos dem og sang mod Mulmet deroppe, som til evige Tider skal blive. Og tidt kunde der gjennem denne Sang bryde et Straaleskjær ved en sælsom Tone, en fremmed Morgenrøde kunde dæmre. Et Haab kunde hæve sig og kjæmpe, og i Klangen lød Forjættelse om Sejer. a, tidt kunde disse Toner drysse Blomster af skjærere Farve end Jordens Sne, og et Lys kunde glimte frem, mere fuldt og straalende end Solens.

xv

Her blandt disse blev den Mand sat, Jonas Grøben, som havde uden Støtte levet Livet for alle Vinde. Han som havde set Havet i Oprør, han som havde kjendt tunge Snestorme, han som havde kjendt Solens glødeide Varme. Han som havde kjæmpet

mange Kampe, han som Livet havde haft meget Besvær med.

Og i lange Tider saa mange nu hans Hoved ved en Rude. Det var et besynderligt Hoved. Haaret var langt og tyndt, Øjnene var stive og stirred frem for sig, ikke pan noget nær ved, ikke paa noget langt borte, men paa noget, hvor alt ender i det evige. Men ingen saa, at han aanded. Han sad saa stille, at man, efter at have set ham, næsten frygted for, at han skulde røre sig.

Men der var noget i disse Træk og i denne Mine, som en, der havde set i dem længe, vilde betegne som Dyden, hentet gjennem Kampe, Stilhed hentet gjennem Storm.

Os paa alle, som saa dette Ansigt, faldt Stilhed. Det var som alt maatte synke ned foran dette Hoved og denne Mine. Al Glæde, al Smerte maatte svinde hen og blive til intet. Ja, den som frygted det nærværende, og den som frygted det langt borte begge blev stille. Og den som var angst for sin verdslige Dont og pintes af daglige Sorger: om han stod og stirred paa dette Ansigl, svandt hans Uro som ned i et alt runmende Hav. Og den, der var i Ungdommens Dage og gik omkring og begjærede Rigdom og Elskov, her foran dette Ansigt blev, hans

Længsel beskjæmmet, saa han ikke turde tale højt derom, saa hans Begjæringer, der før sad paa Læben i klingende Ord, krøb ind i hans inderste Hjertekroge.

Men nu og da var det, som noget foregik bag denne Pande og bag disse Øjne; det lyste op som til et mægtigt Smil. Saa sank det atter, og tilbage stod en vældig Ro, en Ødets Rigdom, der syntes at bære ud over Menneskenes ar.